Skip to main content

En nytårsbøn

Michelle Van Loon

Michelle Van LoonRosh Hashana, det jødiske nytår, betyder “Årets Hoved” og begynder ved solnedgang onsdag den 24. september i år. Gud giver befalingerne omkring festen i 3. Mosebog 23,24-25: “Sig til israelitterne: På den første dag i den syvende måned skal I holde hviledag, en hellig festforsamling, indvarslet med hornblæsning. I må ikke udføre noget arbejde, og I skal bringe Herren et offer.”

Jødisk tradition knytter den første dag i den jødiske kalender til mindet om dengang Gud skabte verden. Den højtidelighed og trompetblæsningen, som hører til dagen, peger frem mod en ti-dages periode med selvransagelse, anger og fornyelse, som for alvor begynder med Rosh Hashana og når sit højdepunkt på den helligste af alle dag i den jødiske kalender, Yom Kippur (Den Store Forsoningsdag). 3. Mosebog 16 beskriver den ene dag i året, hvor ypperstepræsten gik ind i Det Alle Helligste for at bringe sonoffer for hele folkets synd.

Den traditionelle hilsen på Rosh Hashana er “L’shanah tovah tikatev v’aihatem” (Godt nytår, må dit navn være indskrevet i Livets Bog), eller mere simpelt “L’shanah tovah” (Godt nytår). Denne velsignelse henviser til troen på, at enhver må bruge disse ti dage til at angre og for at gøre regnskabet op med Gud og mennesker, sådan at deres navn kan blive indskrevet i Livets Bog hos Gud på Yom Kippur. Vi som kender Jesus som Messias, er taknemmelige for at han er blevet både ypperstepræst og det fuldkomne offer for os (Hebræerbrevet 4,14-5,10), og vi møder disse specielle dage med en dyb taknemmelighed over alt det, han har gjort for os.

Trompetstødene fra vædderhornet, shofar, på Rosh Hashana, bliver blæst under nytårsgudstjenesten, som indleder disse ti dage med fokus på anger. Det skal tjene som en åndelig opvækker: Din Skaber kommer! Gør dig klar til at møde din konge!

Israel har i år været i krig, og der har lydt mange slags alarmer i landet. Nogle gange har sirenerne lydt mange gange i løbet af dagen, når de advarer folk og fortæller dem, at de skal søge tilflugt for endnu en omgang raketter fra Gaza. Det er dumt at overhøre sirenen. Den meget markante advarsel skal redde liv. Jeg bor i USA, en halv verden fra disse luftsirener. Men takket være internet og moderne kommunikationsmidler kan jeg få at vide, hvornår sirenerne skærer igennem luften i Jerusalem eller Tel Aviv eller Ashdod. Denne viden skal ikke få mig til at søge tilflugt. Men det er et kald til bøn. Når internettet giver mig de seneste nyheder fra Mellemøsten, bliver jeg mindet om, at jeg skal bede for Jerusalems fred (Salme 122,6). Jeg beder om fysisk beskyttelse for indbyggerne i landet; jeg beder også om, at de må føle den tryghed, som kun Den Ene kan give, han som lover at være vores tilflugt (Salme 91); og jeg beder om frelse ved Jesus Messias for alle folkeslag (Salme 67; Lukas 24,46-47).

Når vi i år nærmer os Rosh Hashana bliver jeg slået af kombinationen af Shofarsignalet og luftsirenerne. Selvom hensigten med de to signaler er så forskellige som nat og dag, beder jeg om at mange vil høre og svare på det budskab, som ligger i dem begge: “Vær beredt! Din Skaber kommer! Forbered dig på at møde din konge!”

Jeg håber, du vil bede denne bøn sammen med mig.

L’Shanah Tovah!

(oversat fra Caspari Centerets nyhedsbrev) Læs mere om Caspari Center her.