Skip to main content

Herren forandrer sig ikke

– skabt til at fortælle del 2



Avi Snyder, leder af Jews for Jesus i Europa

© Jews for Jesus 2007

I denne og to andre artikler bringer vi uddrag af Avi Snyders essay, Skabt til at fortælle. (Første del kan du læse her.) Dette essay er en udførlig argumentation for, hvorfor det jødiske folk blev – og stadig er – udvalgt af Gud til én bestemt opgave, at Gud må blive kendt af alle folkeslag ud over hele jorden.

Vi kan se mønsteret op gennem hele vores historie. Da Gud kaldte Abraham, da han frelste os fra Egypten, da han gav os at være et kongedømme af præster, da han gav os loven og førte os ind i landet, da han jog os ud, og da han førte os hjem, da han befalede de første Jesus-troende jøder at gå ud – igennem alt dette brugte han os til at være vidner for verden. I kærlighed til alle folkeslag, udvalgte han ét folk til at proklamere kærlighedens evangelium.

Men hvad så i dag? Hviler det samme kald til at være sendebud stadig på os jøder? Mindst to bibeltekster gør det klart, at vi jøder stadig har et ansvar for at være Guds sendebud med de gode nyheder – ikke kun individuelt, men som folk – det gælder alle. Det kan vi læse i Romerbrevet 11,28-29 samt 1. Peters Brev 2,9.

I Romerbrevet kapitel 9-11 taler apostlen Paulus om det fysiske Israel. Han taler tydeligt om, at vi har vendt os væk fra Messias med den konsekvens, at ikke-jøder fik del i Guds nåde og barmhjertighed (Rom. 11,11). Han taler kraftfuldt om, at Gud ikke har forkastet os – på trods af vores ulydighed og frafald (Rom. 11,1ff). En af grundene til Guds ufravigelige trofasthed mod det jødiske folk finder vi i det fortsatte kald til os som folk. Paulus erklærer: ”For sine nådegaver og sit kald [til det jødiske folk] fortryder Gud ikke.” (Rom. 11,29)

Interessant nok er ordet ”nådegaver” i flertal, og det henviser til alle de ufortjente gaver, en nådig Gud har givet os ufortjent, som fx pagterne, løfterne, landet, skrifterne og ultimativt Messias selv. Men ordet ”kald” er i ental. Hvorfor? Fordi Gud gennem historien kun har givet os ét nationalt kald. Og det kald er at være et kongerige af præster. At være et lys for verden. At være et fællesskab af vidner for resten af verden.

Vi behøver kun læse ordene fra apostlen Peter – apostlen til jøder – hvis vi mangler vished. I 1. Peter kapitel 2 forklarer han den dybere mening med, at det jødiske folk er spredt ud over jorden, og han bekræfter grunden til vores eksistens som folk. Ja, hans ord er relevant for enhver troende af enhver nationalitet til enhver tid. Men vi må huske på den historiske kontekst for hans breve, og dem han specifikt skrev til. Peter skrev til jødiske disciple, som var spredt ud over verden og som boede som fremmede i Pontus, Galatien, Kappadokien, provinsen Asien og Bitynien. Peter skrev primært til jødiske læsere, og han brugte ord, som burde have lydt meget genkendelige for troende jøder som kendte loven – ligesom de burde være genkendelige for os:

”Men I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomsmagt, han som kaldte jer ud af mørket til sit underfulde lys.” (1. Peter 2,9)

Det er ikke noget tilfælde, at Peters ord er et ekko af de ord, Gud talte gennem Moses (2 Mos 19,5-6), da han afslørede grunden til vores nationale eksistens. Ved Sinai blev vi kaldet til at være et kongedømme af præster – en nation af vidner. Cirka 1.300 år efter bekræfter Peter dette kald. Og bare for at fjerne enhver tvivl eller misforståelse om meningen med ordene, tilføjer Peter, at vi er skabt til at ”forkynde hans guddomsmagt, han som kaldte jer ud af mørket til sit underfulde lys.”

Dette er det eneste nationale kald, Israel nogensinde har modtaget. Det er dette kald, Paulus fortæller os, Gud hverken har fortrudt eller tilbagekaldt.

Det skal naturligvis ikke forstås sådan, at kun vi jøder er kaldet til at være missionærer. Det er et ansvar for alle følgere af Jesus – jøder såvel som ikke-jøder – at være vidner gennem deres liv, arbejde, ord og kærlighed.

For jøde først, og så for græker


Det er værd at overveje, hvorfor Paulus i brevet til romerne kapitel 1 vers 16 skriver, at evangeliet skal forkyndes ”for jøde først” og ”for græker”? Hvorfor gør han det? Paulus var jøde, født i Tarsus i Cilicien og uddannet i Jerusalem ved Gamaliels fødder. Men denne selvbestaltede hebræernes hebræer havde ikke et kald til sine med-jøder. Han havde fået et kald til at være hedningernes apostel – en opgave han efter eget udsagn kun accepterede modvilligt (Apg 22,17-21). Alligevel begyndte Paulus altid sit arbejde i en ny by ved først at bringe evangeliet til jøderne. Og det var hedningeapostlen Paulus, som skrev, at evangeliet var for ”jøde først og så for græker”. Hvorfor? Hvorfor denne rækkefølge?

Man kunne tro, at han simpelthen udtrykte denne forrang på grund af en kærlighed til sit eget folk, det jødiske folk. Han elskede os bestemt med en kærlighed, som kun Moses også kunne mønstre – og som kun var overgået af Jesus. Både Moses og Paulus var villige til at blive slettet af Livets Bog (2. Mos 32,32) og afskåret fra Messias (Rom 9,3) for vores skyld – deres landsmænd. Det som profeten og apostlen var villige til at gøre, gjorde Messias rent faktisk – for os og for alle mennesker. Men personligt tror jeg ikke, Paulus’ erklæring om ”for jøde først” var motiveret af forkærlighed for hans eget folk.

Jeg tror heller ikke, han udelukkende havde en teologisk prioritering i tankerne, som for at sige ”først til børnene og de naturlige arvinger, og så til dem der er langt væk.” Nej, Paulus var missionær og strateg. Og der er en vigtig strategi i Paulus’ ord, hvis vi er villige til at høre dem. Paulus, hedningeapostlen, forstod Guds plan for at bringe evangeliet til hele verden. Han forstod den afgørende rolle, som kaldet til jøder havde i forhold til verdensmission. Derfor bragte Paulus først evangeliet til dem, Gud havde kaldet til at være budbringere, så at disse budbringere kunne bringe budskabet til verden.

Hvis kaldet stadig gælder den dag i dag (og det siger Paulus, det gør), så gælder vigtigheden af at bringe evangeliet til det jødiske folk også stadig den dag i dag. For vi kan ikke proklamere evangeliet, før vi selv kender evangeliet. Og vi kan ikke kende og tro evangeliet, før vi hører det. Og vi kan ikke høre evangeliet før nogen bringer det til os. Måske den bedste måde at forhindre verdensmission på er, at forhindre os jøder i at høre evangeliet.