Christian Vestergård, kommunikationsmedarbejder, 3. februar 2016
I midten af januar var 20 studerende fra menighedsfakultet på studietur i Israel. Turen var arrangeret af Israelsmissionen i samarbejde med Menighedsfakultetet. Under turen besøgte de studerende Betlehem, hvor Israelsmissionen havde arrangeret en debat mellem en messiansk jøde og en kristen palæstinenser.
I løbet af vores ugelange rejse mødte vi to journalister, som begge kommenterede på den aktuelle situation i Israel. Den enes bud på fred i fremtiden var, at de implementerede parter skulle sætte sig ned og tale sammen. Den anden sagde direkte, at der ikke er noget håb for fred i fremtiden. Hvortil hun tilføjede ”Jo, hvis man har tro”, men derudover gav hun ikke udtryk for nogen positive fremtidsudsigter.
Med den slags udmeldinger i baghovedet var det en tankevækkende og inspirerende oplevelse for mange af os studerende, at se en messiansk jøde og en palæstinensisk kristen sidde overfor hinanden og debattere deres forskellige bibeludlægninger.
Den ene var Richard Harvey, der er messiansk jøde, og som arbejder for Jews for Jesus. Den anden var Munther Isaac, der er kristen palæstinenser bosiddende i Betlehem, hvor han for nylig er blevet ordineret til præst i den lutherske kirke.
Richard sagde noget interessant i begyndelsen af sit indledende oplæg ”You have to talk to your enemies!” (Du bliver nødt til at tale med dine fjender!). Ifølge Richard var hans messianske brødre skyldige i ikke at søge samtalen med fjenden, og alt for ofte udtale sig uden tanke på konsekvenserne for palæstinenseren på den anden side af muren.
Han udtrykte også en anke mod det jødiske folks fokus på rettighederne til landet, fremfor det ansvar som følger med disse rettigheder. Richard nævnte dette som et forkert fokus. Det jødiske folk skal stoppe med at råbe op om deres rettigheder og tage ansvar for dem, som også er i landet, for at retfærdigheden kan begynde at råde i Israel.
Richard fokuserede på dialogen under debatten. Han talte lidt om hans jødisk-messianske teologi, hvilket virkede som en bevidst prioritering fra hans side. Han ville mødes for at forsones; ikke for at trække forskellene op.
Munther talte mere om sin ”dele-land teologi”. Ifølge denne teologi er jøderne og Israel ikke udgangspunkt i Guds plan, men hele verden med et kald til mennesker om at leve i fred og lighed. Med denne bibelske udlægning rettede Munther sin klage mod det israelske folk, som han ikke ser opsøge dette kald.
Ved debattens slutning, var de enige om at problemet er stort og kan virke uløseligt. Men de var også enige om, at de som partnere på hver side af konflikten har et ansvar for at arbejde for en løsning. Richard gav et billede på konflikten: ”To børn som ikke kan finde ud af at dele et stykke legetøj ender med at ødelægge det”. Uanset om man er store- eller lillebror, skal der tages ansvar. Uanset hvilke rettigheder man mener, man har til landet, skal der tages ansvar. Uden en løsning ødelægges landet, og man ødelægger sig selv og hinanden.
Mens debatten mellem Richard og Munther skred fremad, gik det lige så stille op for os, hvor unik denne debat var. De sad der begge og udviste en imødekommende villighed mod hinanden, trods uenigheder og de mange ar deres folk har givet hinanden. De kæmpede begge med deres følelser under debatten, og flere af vores spørgsmål ville de kun svare delvist på. Det var selve mødet, der var vigtigt ikke argumenterne eller teologien.
Denne aften kunne vi erfare, at forsoning er en hård proces, og at man nogle gange er nødt til at gå på kompromis med både sin teologi og sine følelser.
Jesus forsoningsdød for os, må og skal udleves i mødet og samtalen med dem vi er uenige med – og til tider betragter som vores fjender- uanset hvor umulig fred ser ud.
