Month: februar 2014

Verdens unge mødes i Jaffo

Verdens unge mødes i Jaffo

Det var egentlig ikke noget nyt koncept. Der havde været en gruppe Young Adults (UngeVoksne) i Immanuelkirken de seneste 5 år, men udskiftningen hen over sommeren havdereduceret gruppen til bare ét tilbageværende medlem.

Janni og Ruben Tychsen; 28. januar 2013 Det var udgangspunktet, da vi, tre nybagte volontører, skulle videreføre Young Adults. Derfor var forventningerne også beskedne og spændingen stor op til det første møde.
Vi havde selvfølgelig gjort vores forarbejde og talt med alle i målgruppen, som havde kontakt med kirken, og alle bekymringer blev gjort til skamme. 11 unge fra 10 lande dukkede op, og vi havde en fremragende aften.
Herefter tog tingene fart. Studiestart nærmede sig på universiteterne og mange udenlandske studerende, som hjemme var vant til at være en del af et menighedsfælleskab, lagde vejen forbi Immanuelkirken og blev inviteret. Vores facebook-gruppe voksede, medlemmerne tog deres venner med og til julefesten toppede vi med 25 deltagere.
Det er en fornøjelse at se, hvordan gruppen tager aktivt del i menighedsfællesskabet og efterhånden også løfter en betragtelig del af de praktiske opgaver. For eksempel bestod halvdelen af det praktiske team omkring julegudstjenesterne af unge fra gruppen. Ud fra Young Adults er der blevet startet en bibelstudiegruppe op på Tel Avivs universitet, og gruppen er blevet medlemmernes primære sociale netværk ugen igennem.
Vi havde nok ikke drømt om at skulle opleve så stor velsignelse, da vi startede op, og det er svært at sætte fingeren på, hvorfor det er blevet så stor en succes, men det hele er bare faldet i hak.

Pædagogisk praktik i Jerusalem

Pædagogisk praktik i Jerusalem

Annette og Kristina skal for alvor bruge deres pædagogiske kompetencer blandt andet hos anorektiske piger og og traumatiserede etiopiske børn. De tager deres henholdsvis almene og afsluttende praktik i Jerusalem. ”Det er fantastisk at få lov til at kombinere sin rejselyst og sin praktik” smiler Annette.

Dinna Bjerrum Swartz; 23. oktober 2012 Kristina på 23 år bliver pædagog fra University College i Esbjerg til sommer. Annette på 22 startede på Peter Sabroe i Århus i sommers. Kristina fortæller: ”Det er virkelig lærerigt at være i praktik i en organisation frem for en institution, da vi kommer til at stå for mange forskellige opgaver.” Pigernes praktik er i den israelske organisation Machaseh, som ønsker at hjælpe, der hvor staten ikke slår til. Dette er et stort projekt i Israel, så der er mange muligheder for de to pædagogstuderende. ”Vi er blandt andet med i en etiopisk børnegruppe, der består af børn, som kun har deres mødre. Mens mødrene får rådgivning og støtte skal vi lave teapi med børnene. Vores vejleder står med ansvaret mens vi hjælper til med gruppen.”

Anorektisk pigegruppe

Annette og Kristina skal starte en gruppe, for piger med anoreksi. Der bliver omkring 4-5 piger. ”De skal have et realistisk selvbillede” fortæller Kristina. ”De skal se sig selv med realistiske øjne og ikke anorektiske øjne” Det er altså især selvbillede og identitet de skal snakke med pigerne om. ”Vi skal starte op efter den jødiske højtid, løvhyttefesten,” siger Annette, ”For så længe der er helligdage i Israel, så er alting bare gået i stå.” smiler hun. ”Vi ønsker at hygge med de anorektiske piger og danne en tryg ramme, hvor der kan opstå fortrolighed.”

Machaseh, statens højre hånd

Machaseh er en messiansk organisation med mange projekter, de yder både juridisk hjælp, sjælesorg og teapi. De siger selv: ”Vi tager alle de opgaver som staten burde yde.” Det er en stor opgave for den lille organisation. ”En af styrkerne er at alle arbejderne er forskellige. Vi havde første personalemøde, hvor der var ni mennesker fra syv forskellige lande og med meget forskellige uddannelser. Alle har sit at bidrage med” fortæller Annette. Kristina og Annette oplever at de har kompenente kollegaer netop på grund af de forskellige uddannelser. ”Vi har mennesker med teapeutisk baggrund, som vi altid kan kontakte. Det kan fx blive relevant når vi starter pigegruppen op for anorektikere. Organisationen kan bruge netop vores kompetencer til at udvikle gruppen, hvilket er udfordrende og spændende!” siger Kristina.

Ansvar i nye rammer

”Vi får så meget ansvar” siger Annette begejstret, ”Vores kollegaer er overbeviste om at vi kan klare det.” Annette og Kristina er allerede blevet kastet ud i mange nye opgaver. Blandt andet mad og tøjuddeling til trængende brugere. Uddelingen er et projekt, der er helt anonymt, hvor du kan komme lige meget om du er jøde eller araber. Da det er en messiansk organisation tilbyder de også forbøn for brugerne. ”Vi har flere gange prøvet at bede for dem, som kommer” fortæller Kristina. De er også blevet en del af et rehabiliseringsprojekt for østeuropæere, der skal lære engelsk. ”Her hjælper vi en amerikaner med at undervise dem i engelsk,” fortæller Kristina, ”Men det er på et meget lavt niveau så det er ikke sproget der udfordrer. Men mange af eleverne har været igennem mange hårde oplevelser og ser hårde ud. Jeg tror jeg ville være bange hvis jeg mødte dem på gaden, men nu kender jeg dem og de er så taknemmelige!” ”Det er godt at bryde fordomme!” Tilføjer Annette.

Praktikanter på en anden måde

Annette og Kristina skal også både arbejde med overlevere fra holocaust, en messiansk jødisk børnegruppe og en ungdomscafé på Vestbredden. Det er mange opgaver at tage sig af i en halvårlig praktik, men pigerne er begejstrede. ”Jeg synes at jeg havde opnået de kompetencer jeg gerne ville i Danmark, så jeg er glad for at jeg her kan komme til at lave noget helt andet” fortæller Kristina. Begge piger har før været volontører i henholdsvis Uganda og Tanzania. Dette vakte deres rejselyst. ”Det er så godt at kunne kombinere rejselyst og kompetenceudvikling!” afslutter Kristina. Ønsker du at være praktikant eller volontør i israel, så læs mere her. Læs mere om Annette og Kristina på deres blogs her: Annettes blog og Kristinas blog.

Præster på prøve

Præster på prøve

De to teologistuderende, Pelle og Martin, har været to uger i Israel i deres præstepraktik. Her var de på ørkentur i Negev, i kirker i både Jerusalem og Jaffo og de smagte på livet som præst uden for Danmark.

Dinna Bjerrum Swartz; 12. november 2012 ”Vi forventede at se hinanden vokse” fortæller Martin, ”Og at vi kunne få indblik i præstetilværelsen i Israel. Jeg forventede nok at præstegerningen i Israel ville være meget forskellig fra den i Danmark, men der var mange ligheder. For eksempel at præsten skulle engagere menigheden og være der for dem, der har brug for det.” tilføjer Martin ”Jeg så også meget frem til mødet med det bibelske Israel,” indrømmer Pelle, ”for alle de andre teologistuderende har jo været nede og se de vigtige steder i kristendommens historie. Men min fod forhindrede det desværre en anelse, da jeg kom til skade på en klatretur på ørkenturen.”

At møde mennesker

Heldigvis fik Pelle og Martin mulighed for at opleve meget andet. ”Det var rigtig dejligt at være der,” er de enige om. Martin tilføjer: ”Det var godt at se præsternes arbejdsopgaver. Jakob og Christian, de to danske præster, er meget forskellige, men de fungerer i deres opgaver. Det var også fedt at møde mennesker. Vi mødte mange danskere, men havde også mulighed for at møde folk fra andre lande. Blandt andet i Imanuelkirken i Jaffo.” Pelle fortsætter: ”Vi mødte en sej mand fra Uruguay, der hedder Juan og kommer i Imanuelskirken. Han er ca 70 år og er kirkens gamle organist. Han er i kirken hele dagen, så han kan vise nysgerrige gæster rundt og fortælle dem om Jesus. Han er altså også kirkevært. Det var utroligt at han var så engageret samtidig med at han var så syg at han knap kunne gå. Det var inspirerende!”

At arbejde som præst

Martin og Pelle nød at møde mennesker, men de havde mange opgaver, som tog en stor del af deres tid. De skulle hver holde en prædiken i Imanuelskirken og sammen skulle de holde én i Den Danske Kirke i Jerusalem. Udover det skulle de holde flere andagter og undervisning for missionspiloterne. ”Det overraskede os at det ikke var alle voluntørene, som havde en kirkelig baggrund. Det var ret spændende pludselig at indrette vores andagter, så alle kunne være med. Det var en positiv overraskelse at der var så stor diversitet i voluntørgruppen og samtidig så meget sammenhold.” fortæller Pelle. ”Jakob er som præst også rigtig glad for holdet og det er godt at mærke.”

Top tre

Hvis Pelle og Martin skal nævne de tre bedste ting ved opholdet er de begge enige om den første: At undervise missionspiloterne. ”Vi fortalte dem om vores tro og vores livshistorier og missionspiloterne ville rigtig gerne fortælle om sig selv også. Vi fik en god eftermiddag med dem, og vi kunne mærke at det rykkede.” Martin tilføjer en ørkentur med voluntørene som noget af det bedste på turen. ”At have tid til at være stille sammen med Gud og til at lære de andre at kende var bare rigtig godt. Det er dejligt at have nogle dage, hvor man har god tid. Mødet med præsterne var også rigtig godt! Det var inspirerende at se hvordan de løser deres opgaver.” Pelle nævner et nystartet ungdomsfællesskab som noget af det bedste. ”Vi var nok 10-15 unge fra vidt forskellige lande og kirker, da vi mødtes i Jaffo. Det var stærkt at bede sammen på trods af vores forskelligheder.” Derudover nævner Pelle mødet med menigheden i Imanuelskirken som et højdepunkt. ”Det var spændende at se en så mangfoldig menighed.” synes han.

Mellemøsten

De to medstuderende ville måske tage af sted igen, hvis de fik muligheden for det. Men Martin synes nu at mødet med det mellemøstlige temperament godt kunne være lidt overvældende, da han ser sig selv som en ”tilbagelænet skandinav.” Men de er ikke i tvivl om at de vil anbefale andre teologistuderende at tage af sted til Israel på praktik. Pelle afslutter: ”Som teologistuderende var det virkelig gavnligt at se de bibelske beskrivelser blive levende.”

Oplevelser for livet – som seniorvolontør

Oplevelser for livet – som seniorvolontør

I efteråret 2012 var Helene og Knud Erik Erbs udsendt af Israelsmissionen som seniorvolontører til Ebenezer-hjemmet i Haifa. Derudover rejste de også nogle dage til Jerusalem for at arbejde i det israelske bibelselskabs butik. Her under kan du læse mere om deres volontørophold.

Helene og Knud Erik Erbs; 26. november 2012 Ebenezer Home blev også basen eller udgangspunktet for vores volontørophold i Israel her i efteråret 12. Vi boede dog ikke på selve hjemmet, men i en ejendom som tilhører Ebenezer Home, og som ligger 5 minutters gang derfra. Vores opgave var at være” besøgsvenner” for nogle af beboerne. Det blev først og fremmest de meget svage, vi kom til at have kontakt med. De var meget overladt til sig selv, når de først var kommet op. Nogle var så dårlige, at vi bare kunne sidde og være sammen med dem, andre kunne vi snakke med, læse et andagtsstykke eller et stykke fra bibelen for og bede en bøn med. Der var også nogle, som gerne ville gå ture, men som ikke selv måtte gå ud –dem gik vi så ture med.

Mødet med spændende skæbner

Vi stiftede på den måde bekendtskab med nogle meget spændende skæbner. En slap på forunderlig vis ud af Hitler-Tyskland, en anden gemte sig med sin mor i en udgravning under et køkken i Holland. Et eller andet sted så mindede det os om Guds løfter om, at en rest af det israelske folk skal blive tilbage, og så skal de vende tilbage. Vi syntes også, at det at vi i dag har staten Israel er et kæmpe tegn på, at Gud holder sine løfter! En anden del af vores volontøropgave var at tage til Jerusalem hver anden uge og hjælpe på Bibelselskabet. Der hjalp vi til med alt forefaldende arbejde. For Helenes vedkommende blev det meget at hjælpe i butikken, og for Knud Eriks blev det til at lave et skab til plakater, lakering af gulve og maling af en trappe. Vi fik der et indblik i det arbejde, der gøres med udgivelse og salg af kristne bøger. Det gav også en god kontakt med de mennesker, som kom i butikken, og der blev aflagt mange vidnesbyrd for dem. Man havde også noget outreach derfra.

Taknemmelighed og engagement

Vi har begge steder mødt nogle meget engagerede mennesker. De gør et uvurderligt stykke arbejde, som vi har den allerstørste respekt for. Der bliver flere og flere messianske menigheder, alene i Haifa er der tre. Samtidig oplevede vi den spænding, som de mere eller mindre konstant lever under – med Hizbollah der er massivt tilstede i Libanon, og Iran der er tæt på at kunne fremstille en abombe, Gaza hvorfra der næsten dagligt affyres raketter mod Israel. Man kan ikke lade være med at tænke på, om det land, som de har bygget op, igen skal ødelægges af krig og ufred. Selv er vi meget taknemmelige for den tid vi fik i Israel, og den kæmpe oplevelse det blev. Det var stort for os at kunne opleve Israel og så samtidig give en hånd med som frivillige, hvor det var muligt. For os har 65+ og pension givet nogle nye fantastiske muligheder for at komme ud og opleve nyt, samtidig med at vi kunne være til nytte.

Kan vi så få fred?!

Kan vi så få fred!

Overskriften er samtidig titlen på Rikke Grinderslevs blog. Og fred er der brug for…

Dinna Bjerrum Swartz; 29. oktober 2012 Hun arbejder nemlig i Jerusalem på at skabe fred mellem jøder og palæstinensere. Sammen med Ane Nord arbejder hun i organisationen Musalaha, der netop ønsker at skabe mulighed for dialog mellem de to grupper. Israelsmissionens Unge har udsendt Rikke og Ane fra Danmark. De to unge danskerehar været i Jerusalem en måned og fortæller om hverdagen i denne komplicerede konflikt. ”Vi bor i en konfliktzone, men overraskende nok mærker vi det ikke,” bemærker Ane, ”Man skal bare vænne sig til at der er soldater med maskinpistoler overalt.” I deres arbejde oplever de dog praktiske udfordringer i mødet mellem grupperne. ”Der er kun få steder, hvor både kristne, jøder og muslimer kan mødes” fortæller Ane, ”Det gør projektet rigtig besværligt! Lidt ligesom hvis vi jyder ikke måtte krydse Fyn på grund af vores etnicitet og derfor altid skulle tage færgen til Sjælland. Alt er lidt mere upraktisk på grund af kløften mellem folkene.”

Fredsskabende kontorarbejde

Rikke og Anes hovedopgave er at skrive ledertræningsmateriale til ungdomsledere i Israel/Palæstina. Musalaha tror på, at en fælles tro på Jesus kan føre jøder og palæstinensere sammen. Derfor mødes unge messianske jøder og kristne arabere om deres fælles livsgrundlag, hvor bøn og lovsang binder dem sammen. Men der er mangel på ledertræning, der er tilpasset den israelske/palæstinensiske kontekst. Derfor skriver Rikke og Ane nu en 200-sider lang ledertræningsbog, der tager udgangspunkt i ungdomskulturen i regionen. ”Jeg skriver lige nu om hvad en god kristen leder er,” forklarer Rikke, ”Man skal blandt andet have en vision, motivation og en funderet tro på Gud.” ”Da vi begge er antropologer havde vi håbet, at vi skulle ud og lave feltarbejde blandt befolkningen.” fortæller Ane. ”Men arbejdet ser anderledes ud hernede end vi fik at vide hjemmefra.” ”Det er det hårde møde med mellemøstlig arbejdskultur,” smiler Rikke, ”Vores kollegaer er ikke en gang selv helt sikre på, hvor akademisk materialet skal skrives.” Men på trods af de forvirrende arbejdsrammer nyder de at være der. ”Vi er blevet taget utroligt godt imod her på kontoret” bekræfter Ane. ”Og meget af det introducerende læsning har været spændende og lærerigt.” Mødet med jøden og araberen ”Vi er heldige at vi har en dansk kirke og et godt netværk af unge danskere her i byen,” siger Ane. ”Vi har kontakt til mange mennesker, der bor her midlertidigt, men vi vil rigtig gerne lære de lokale at kende.” Dette fik de mulighed for i weekenden, hvor Musalaha arrangerede en campingtur for unge arabere og jøder. ”Det tog lidt tid før folk blødte op og talte om dybere ting, blandt andet deres emigrationshistorier.” fortæller Rikke, ”Det må være hårdt at forlade alt, men samtidig fantastisk at kunne føle sig hjemme i et nyt land.” Ønsket om at møde flere lokale i landet bliver måske lettere at opfylde, når den planlagte arabiskundervisning to gange om ugen snart begynder.

Hold hviledagen hellig – og gør det ordentligt!

Efter en måned har Ane og Rikke allerede oplevet flere kulturchok. Blandt andet kræver det meget planlægning at alt lukkes ned på sabbatten. ”Da vi lige var kommet til Israel tog vi en tur til Haifa, en større kystby i Israel” fortæller Rikke. ”Vi havde ikke tænkt på at det var Yom Kippur, den store forsoningsdag, som er en vigtig helligdag for jøderne.” Ane fortsætter: ”Da vi kom derop kunne vi ikke finde noget sted i hele byen, hvor vi kunne få aftensmad. En araber forbarmede sig over os og lavede et par kyllingehotdogs til os. Vi kunne ikke se templet og haverne i Haifa fordi der var lukket og vi var nær ikke kommet hjem fordi togstationen var lukket og låst af. Her tager man helligdagene meget alvorligt! Og det bliver man nødt til at planlægge efter! Ellers kan man ende i en uheldig situation!”

Konflikt og had som hverdagskost

”Jeg savner da min familie og venner” indrømmer Ane, ”og det kan godt være frustrerende at alt hernede kredser om konflikten. Jo mere vi lærer om den, jo mere håbløst virker det. Mange hader virkelig hinanden og det er rigtig svært at bygge bro. Nogle gange længes jeg efter at den største nyhed er, at jordbærhøsten slog fejl eller at en politiker dummede sig i medierne. Hernede er alt så indviklet og politiseret. Man skal konstant være opmærksom på ikke at bruge de forkerte ord og definitioner om noget, da det kan være værdiladet og henvise til en holdning i konflikten. Det kan bare være svært at bevare håbet!” Det er en tyngende stor konflikt, der konstant ligger over landet. Rikke tilføjer: ”Måske vil vi forstå menneskers vilkår lidt bedre hernede efter et halvt år hvor vi arbejder med forsoning og konflikt.”  Læs mere om Musalahas forsoningsarbejde her: www.musalaha.org Vil du vide mere om pigernes oplevelser kan I læse deres blogs: Rikkes blog; kanvisafafred.blogspot.dk , og Anes blog; anenord.blogspot.dk

Et kors og en billig bibel

Et kors og en billig Bibel

En tidlig morgen – lige da vi var ved at åbne butikken – kom der en ung mand med en øl i hånden og stinkende af alkohol ind gennem døren.

Andy Ball, Det Israelske Bibelselskab; 23. januar 2013 ”Jeg vil gerne købe et kors og en billig bibel,” annoncerede han. Da vi viste ham vores udvalg af kors, udbrød han: ”Jesus er ikke på jeres kors. Jeg vil gerne have et rigtigt kors, hvor Jesus er på!” ”Beklager,” sagde vi forklarende, ”Jesus er ikke på nogen af vores kors.” ”Hvorfor ikke?” ville han vide. ”Men ved du ikke, at Jesus ikke længere hænger på korset?”, spurgte vi. ”Nej, jeg vil have et kors, hvor Jesus er på,” gentog han. Så havde vi en lang snak om, hvad der egentligt skete på korset – om de fantastiske nyheder, at Jesus opstod fra graven, og om at det er så godt at se et tomt kors for at blive mindet om, at Jesus ikke længere hænger dér.
Efter en lang snak spurgte jeg ham, hvorfor han begyndte sin dag med være fuld, og hvorfor han kom for at købe et kors og en bibel. Han sagde: ”Jeg fik bare sådan lyst til det. Gud har glemt mig, og jeg vil gerne læse i Bibelen. Så kan mit liv måske ændre sig.” Vi følte, at han virkelig gerne ville forandre sit liv og var træt af det gamle. Siden han ikke havde penge nok til at købe en bibel, besluttede vi os for at give ham en pæn én, men på en betingelse: At han lovede at læse i den. Det lovede han og begyndte at græde: ”Jeg har ikke mødt så meget kærlighed i meget lang tid. I har lyttet til mine problemer uden at kritisere mig, og I har givet mig sådan en pæn gave. Jeg lover at læse i Bibelen. Nu ved jeg, at det var Gud, som sendte mig til jer, og at Gud ikke har glemt mig, men at jeg har glemt ham.”
Hver anden eller tredje dag kommer han forbi butikken for at fortælle, hvad han har læst, og vi får os en lille snak om det. Vær med til at bede om, at hans liv virkelig må blive forandret, mens han læser i Bibelen, og at sløret over hans øjne må blive fjernet.

En oliekrukke som vidne

En oliekrukke som vidne

En gammel oliekrukke, der måske kan rumme 50 liter, står i et hjørne af Rhemas stue og minder om tiden før 1948, hvor hendes familie havde et landområde på hyrdernes mark ved Betlehem.

Jørgen Hedager Nielsen “Min familie dyrkede oliven, og vi pressede dem selv. Det var det, vi levede af. Nu ligger der en israelsk bosættelse,” forklarer Rhema. Jeg besøger hende i forbindelse med et oplysningsprojekt om Musalaha. Louise Vibjerg Thomsen, der er ansat af Musalaha som leder af kvindearbejdet, har lavet aftaler for mig med næsten 20 forskellige personer, der alle har oplevet, at Musalaha har forandret deres liv. Musalahas betydning kan sættes op i tal. De er årligt i kontakt med mere end tusinde jøder og arabere, som de bringer sammen til samtaler om forskelligheder og forsoning. Men betydningen af organisationen Musalaha forstår man bedst ved at høre personlige beretninger som Rhemas.

Skudhul i krukken

Rhema fjerner en træklods, som er stukket i et hul i krukken. “Under den første intifada stod krukken i vores have,” forklarer hun. “Det her er et skudhul.” Hun peger ud ad vinduet, hvor vi kan se sikkerhedsmuren. “Før muren kom, skete det, at kuglerne fra de israelske geværer fløj gennem huset, men Gud ske lov, er ingen blevet ramt.” Rhema fortæller om den dag, hvor nogle palæstinensiske drenge stod ude i haven og kastede sten mod de israelske soldater. Da soldaterne var blevet tirret tilstrækkelig længe, svarede de igen med skarpe skud. “En fyr blev ramt lige for øjnene af mig. Jeg så, hvordan hans hjerne sprøjtede ud af hovedet på ham,” fortæller hun synligt berørt. “Bortset fra et par timers udgangstilladelse var vores hjem som et fængsel for os.”

Hun er ikke bitter

I Østjerusalem – nogle få minutters kørsel herfra – bor nogle af Rhemas børn og børnebørn. “Jeg kan ringe til dem, men jeg kan kun besøge dem to gange om året. Jeg har et barnebarn, som bliver otte år i dag. Jeg har tilladelse til at besøge hende, men checkpointet er lukket på grund af jødernes påske,” forklarer hun. Listen over de besværligheder og nedværdigende oplevelser, hun har haft, er lang. Jeg har kritiske spørgsmål til nogle af hendes skildringer, men holder dem for mig selv, for hendes oplevelse af begivenhederne kan jeg ikke tillade mig at drage i tvivl. Og det er oplevelser, hun må leve med hver dag. Det ville være helt naturligt, hvis hun var en bitter kvinde. Men det er hun ikke. Der er nemlig sket noget stort i hendes liv. Under den anden intifada kom Rhema til tro på Jesus Kristus. “Det var stort, og ved at læse i Bibelen fik jeg lyst til at møde jødiske, troende kvinder og bede sammen med dem. Så kunne vi gå til Herren og bekende og forsone os. Da jeg hørte om Musalaha, vidste jeg straks, at det var noget for mig.”

Jøder er mennesker

“I Musalaha har jeg lært at se, at jøder også er mennesker. De er mødre, og de frygter for deres børns liv. Vi diskuterer, hvem landet tilhører, men vi er søstre i Herren. Når vi hører om uroligheder og bomber, ringer vi sammen for at få sikkerhed for, at alle har det godt,” siger Rhema. En væsentlig del af Musalahas arbejde er en række kvindegrupper, hvor der både er jøder, arabere fra Israel og arabere fra de palæstinensiske områder. De mødes halvårligt i den lille gruppe. Der er også en halvårlig samling, hvor kvinder fra alle de små grupper er med. Lige før påske var der en sådan samling på Cypern. Der er store problemer forbundet med at mødes, for indbyggerne på Vestbredden kan normalt ikke rejse ind i Israel, og det er ulovligt for israelere at rejse ind på Vestbredden. Derfor må især de store samlinger finde sted på neutral grund. Det kan være i Jordan eller på Cypern.

DIM og araberne

Det er enkelt for en israeler at sætte sig i et fly og så i løbet af en time lande på Cypern. Men fra Vestbredden må man først til Jordan og derfra videre med fly til Cypern. Den rejse tager det meste af den dag. Og det koster mere, end de fleste har råd til. Her kommer Den Danske Israelsmission (DIM) ind i billedet. Men DIM’s opgave er at fortælle jøder, at Jesus er Messias, så hvordan hænger det sammen, at DIM har noget at gøre med en araber i Betlehem? Det er et godt spørgsmål, og som medlem af DIM’s landsstyre har jeg gjort mig en del tanker om det. Man kan ikke være i Israel med den opgave, som DIM har, uden at støde på Musalaha. Flere af de messianske jøder, vi er i kontakt med, har en eller anden berøring med Musalaha. Måske er de endda medarbejdere. Det viste sig, at DIM kunne være med til at formidle nogle Danida-penge til Musalaha. Og det gjorde vi.

Penge fra Danmark

Palæstina hører til de udviklings-områder, som Danida kan yde støtte til. Musalaha beskrev et projekt, som Israelsmissionen gik til Dansk Missionsråds Udviklings-afdeling med. Det udløste en god del Danida-penge til Musalaha. Denne øvelse er gennemført flere gange, så der nu efterhånden er formidlet et ret anseligt beløb. I forbindelse med sådanne projekter kan man søge om støtte til oplysningsarbejde i Danmark. Det er derfor, jeg er i Betlehem. Min opgave er som journalist at indsamle stof til artikler, og hvad det ellers kan blive til, i Danmark. Der har været øremærkede indsamlingsprojekter til Musalaha, men ellers bruger DIM ikke indsamlede penge til det. Musalahas arbejde er værdifuldt, og de jøder, der er engagerede i det, ligger i centrum af DIM’s formål. Derfor er vi glade for, at vi har kunnet bakke forsoningsarbejdet op på denne måde. Danida-pengene bruges til den sociale side af Musalahas arbejde. Den forkyndelsesmæssige kan ikke støttes med offentlige midler.

Landet er vores

Nogle dage senere finder jeg mig selv i en kibbutz i Israel nord-øst for Gaza. Her møder jeg Orit, der er en smart forretningskvinde, som arbejder på et af de messianske jøders forlag. “Jeg er syvende generation af jøder, som bor i landet,” fortæller hun. “Min far var befalingsmand i hæren. Jeg var selv befalingsmand, og jeg har nu to sønner i hæren.” Orit er overbevist om, at Guds løfter til Abraham om landet stadig står fast. “Jeg er ikke enig med de palæstinensere, der siger, at vi har taget deres land. Men som Jesu disciple kan vi godt have fællesskab, selv om vi er uenige politisk,” understreger hun. “Jeg ser frem til en tid, hvor der ikke mere skal være jøde eller græker, træl eller fri, men vi alle er ét i Kristi blod. Der vil ikke være Israel eller Palæstina. Vi vil bo i Guds rige, og måske vil min gode veninde Rhema fra Betlehem være min nabo. Men indtil da vil vi samles i Musalaha, selv om grænserne kan være meget besværlige at passere.” Orit fortæller en oplevelse fra et kvindearrangement. På den sidste aften skulle de på skift fortælle, hvad der havde gjort størst indtryk på dem. Da sagde en kvinde fra Vestbredden med et glad smil: “Det er gået op for mig, at der også vil være jøder i himlen!”

Skal kirken tie eller tale?

Skal kirken tie eller tale?

Arne Pedersen; 26. november 2012 I september måned bragte Jerusalem Post en kronik fra rabbi Eugene Korn, daglig leder af Center for jødisk og kristen samtale og samarbejde (CJCUC) i Nordamerika. Organisationen har til formål at fremme forståelsen mellem den jøder og kristne og vil – med egne ord – fremme ”en diskurs, som omfatter gensidig respekt for hinandens trosretninger, og som frasiger sig enhver målsætning om at omvende den anden til sin egen tro.” Kronikken, som er skrevet til jøder, bærer overskriften ”Hadets pris” og sætter fokus på forholdet mellem de to religioner. Eugene Korn opfordrer jøder generelt til at opgive det had, de måtte nære til kristne og til kristendommen. Det er et lev fra fortiden at nære disse følelser til en religion, som ikke længere ”er det jødiske folks fjender”. Korn citerer også den britiske rabbiner Jonathan Sacks for at have sagt, at for at blive virkelig fri må du opgive dit had til andre. ”Hvis vi virkelig skal trives, må vi fokusere på de virkelige udfordringer, som er forude,” skriver Eugene Korn. Det jødiske folks fjende er ikke længere de kristne, men den øgede sekularisme, anti-zionismen samt radikal islamisme. Eugene Korns ærinde om at lade sig frigøre fra sit had er der al mulig grund til at bakke op om. Dog giver mindst én af hans præmisser anledning til bekymring. Eugene Korn konstaterer, at ”kirken ikke længere er en åndelig trussel mod det jødiske folk,” og at ”der i dag ikke længere findes en katolsk institution, som har en mission om at omvende jøder”. På den baggrund kan man spørge, om kirken i virkeligheden har svigtet ved at tie stille om det evangelium, som også det jødiske folk har brug for. Måske har kirken svigtet ved i misforstået hensyntagen at tie stille om jøden Jesus, som er den eneste vej til frelse – for jøde såvel som for græker. Alt sammen for at forsøge at vinde accept og tilgivelse fra det jødiske folk. Vi har bedt en række forskellige personer kommentere på indholdet af Eugene Korns kronik. Dem kan du læse her på siden. Eugene Korns kronik, “The cost of hate.” Kommentarer til kronikken: Læs Avi Snyders kommentar: Jesus elskede os ikke med en tavs kærlighed. Avi Snyder er leder af Jews for Jesus i Europa. Læs Bent Lexners kommentar: Religion skal ikke bruges til undertrykkelse. Bent Lexner er overrabiner. Læs Richard Harveys kommentar: Jeg bliver ikke mindre jødisk af at tro på Jesus. Richard Harvey er teologisk rådgiver hos Jews for Jesus. Læs Kai Kjær-Hansens kommentar: Tal sandheden. Kaj Kjær-Hansen er formand for Israelsmissionen.

Hvad er antisemitisme

Hvad er antisemitisme?

(artiklen er taget fra den norske Israelsmissions blad)

Begrepet antisemittisme ble, etter det vi kan se, til i 1879 i kretsen rundt den tyske skribenten Wilhelm Marr, som hadde gjort seg bemerket gjennom skriftet “Jødedommens seier over germanerdommen”

Men hva er semitter? Ordet “semittisk” kom først i bruk i språkvitenskapen sist på 1700-tallet. Selve betegnelsen er hentet fra navnet Sem, Noahs sønn. Semittene skulle da være Sems etterkommere ifølge ættetavlen i 1. Mosebok 10. Språkvitenskapelig sett betegner da ordet “semitter” folk som snakker et semittisk språk, d.v.s. nært beslektede språk som babylonsk, assyrisk, arameisk, kanaaneisk, hebraisk, etiopisk – og i vår tid fremfor alt, arabisk. Ordet “semittisk” ble altså opprinnelig brukt om en gruppe beslektede språk, og ordet “semitter” om folk som talte eller taler disse språkene. Med bakgrunn i romantikkens tanker om at bestemte folkeslag var bærere av bestemte egenskaper, en slags nasjonalkarakter, oppstod det på 1800-tallet pseudovitenskapelige teorier om at folk som tilhørte bestemte språkgrupper også hadde visse felles egenskaper. Og man fikk etter hvert i manges tenkning en sammenblanding av språk og rase – to størrelser som vitenskapelig sett i utgangspunktet ikke har noe som helst med hverandre å gjøre. Den franske diplomaten Arthur Gobineau utgav i 1850-årene et firebinds verk med tittelen “Avhandling om menneskerasenes ulikhet” (Essai sur l’inégalité des Races Humaines). Gobineau hevdet en teori som i dag er totalt avvist, nemlig at en såkalt “rase” er noe uforanderlig, og følgelig bærer av visse konstante egenskaper. Han fant videre at den maskulint-ariske rase var overlegen i forhold til de feminint-ikke-ariske raser. Derfor var også den ariske rase så å si forutbestemt til å herske over de øvrige rasene. Denne tenkningen kom i stor grad til å prege europeiske kolonimakters holdninger til den tredje verden på 1800-tallet. Tankegangen slo fort igjennom i oppslagsverker, med oppslagsord som “ariere” og “semitter”. Innenfor denne tankgangen ble altså de semittisk-talende folkene oppfattet som en egen rase med bestemte særpreg – noe de vitenskapelig sett ikke er og aldri har vært. “Semitt” blir til jøde Fra begynnelsen av 1870-årene kan vi se at ordet “semitt” stadig oftere anvendes om jøder. I de viktigste tyske oppslagsverkene fra slutten av det nittende århundre (Brockhaus, Meyer) defineres “semittisme” som etnologisk betegnelse for jødedommen. I 1870-årene kan vi dessuten se at “semittisme” var et mye brukt skjellsord for politisk og økonomisk liberalisme. Ordet antisemittisme er altså helt fra begynnelsen av programmatisk en betegnelse for jødehat. Det gir liten mening, historisk sett, å ville utvide begrepet til også å omfatte andre folk som snakker et semittisk språk. Det gjelder for eksempel den stereotypiserende og fordomsfulle presentasjon som ofte gis av arabere i vestlige medier. Fordommer er like forkastelige enten de rammer jøder, arabere eller andre. Men begrepet “antisemittisme” ble altså formet som en betegnelse på det rasebiologisk betingede jødehat. Det er dette som er ordets betydning, rent historisk og innholdsmessig sett. Etter hvert ble begrepet også tatt i bruk for å betegne jødehatet i tidligere tider. Og det er jo vanligvis slik uttrykket brukes i dag, d.v.s. om “fiendskap mot jøder som en religion eller rasemessig minoritetsgruppe, ofte ledsaget av sosial, økonomisk og politisk diskriminering” (Webster’s Third New International Dictionary of the English Language: “anti-semitism”). Antisemittiske og antijudaisme Enkelte vil riktignok avgrense begrepet “antisemittisme” til bare å gjelde det rasebiologisk begrunnede jødehatet fra 1870-årene av. For det er åpenbart at det kom noe avgjørende nytt inn i jødehatet i og med de pseudovitenskapelige raseteoriene fra det nittende århundre. Fra da av ble jøder ansett som en mindreverdig rase man kunne dupere og herse med, og til sist utrydde. Før dette hadde jødehatet først og fremst hatt religiøst og kulturelt tildriv. Enkelte nyere oppslagsverk har derfor ikke bare “antisemittisme” som oppslagsord, men også “antijudaisme”. Det er det teologisk-kristne jødehatet som da beskrives, til forskjell fra rasistisk antisemittisme og vulgært jødehat basert på fordommer og stereotypier. Denne formen for jødehat kunne – og kan – være ille nok. Men jødehatet tok en drastisk og skjebnesvanger vending i og med sammenkoblingen med raseteoriene fra det nittende århundre. Når en slik tenkning om rasene først var kommet opp, ble den rasistiske antisemittismen mye farligere enn det tradisjonelt kulturelt-religiøst betingede jødehatet. Jødene ble nå regnet som en mindreverdig rase. Følgelig kunne man behandle dem på samme måte som andre mindreverdige raser. Men forskjellen på det tradisjonelle jødehatet og den rasebiologisk betingede antisemittismen må heller ikke overdrives. Den ene dannet forutsetninger og grobunn for den andre. Og hundretusener av jøder er i historiens løp blitt massakrert som en følge av ubegrunnet jødehat lenge før nyere tids pseudovitenskapelige raseteorier så dagens lys. Rasetenkning i kristne miljøer Selsomme varianter av rasetenkningen fins i ekstreme nåtidige kristne miljøer. Det gjelder for eksempel den såkalte Christian Identity-bevegelsen i USA, hvis tankegang har slått igjennom på norsk grunn blant annet i bladet “Innsyn”. Generelt sett går denne tenkningen ut på at dagens jøder, eller i hvert fall de fleste av dem, ikke er etterkommere av Sem, men for eksempel av khazarene (en tyrkisk folkegruppe i det sørlige Russland og Kaukasus, hvorav en større eller mindre del konverterte til jødedommen på 700-tallet), eller av hettittene. Følgelig deklarerer man at aversjon mot dagens jøder ikke kan kalles antisemittisme, siden jødene etter deres oppfatning faktisk ikke er semitter. På den andre siden oppfatter man gjerne seg selv som de ekte etterkommerne av det bibelske Israelsfolket. Dette kan i sin tur igjen føre til aktiv utbredelse av tradisjonelt antisemittisk arvegods, slik for eksempel bladet “Innsyn” gjør i sitt siste nummer for 2003, blant annet ved aktivt å bruke det famøse falsumet som er kjent under tittelen “Zions vises protokoller” – et tema vi skal komme tilbake til i en senere artikkel. Men som vi har sett er det historiske innholdet i begrepet antisemittisme ikke hat mot semitter i sin alminnelighet, men hat mot jøder. Raseteoriene i disse ekstreme kristne miljøene er derfor egentlig irrelevante spørsmålet om forståelsen av begrepet antisemittisme. En sak for seg er at denne måten å bringe den pseudovitenskapelige rasetenkningen inn i bildet på, i seg selv fungerer antisemittisk (i betydningen jødehat). Antisemittisme og antisionisme Noen ord må også sies om forholdet mellom begrepene “antisemittisme» og «antisionisme”. Det er jo etter andre verdenskrig ytterst få, om noen, som ønsker å kalles anstisemitt. Det var annerledes sist på 1800-tallet da det ble dannet foreninger til antisemittismens fremme, så å si. Men i dag er det få som vil vedkjenne seg å være antisemitt. “Antisionist”, derimot, det kan man være. Problemet med begrepet “antisionisme” er at det forstås og brukes på mange forskjellige måter. Det er ofte vanskelig å avgjøre hvilke motiver og mål som er involvert. Det vil være urimelig og urettferdig å påstå at enhver kritikk av sionismen eller den israelske regjeringens aktuelle politikk har antisemittiske motiver. Opposisjonen i Israel og den jødiske verden for øvrig viser det. Men det vil likeledes være et feilgrep å benekte at antisionismen til tider kan være basert på fordommer eller direkte jødehat, og at mye av det som kaller seg antisionisme i virkeligheten ikke er annet enn antisemittisme under et nytt navn. Judith Vogt har i sin bok “Historien om et image. Antisemitisme og antizionisme i karikaturer” (1978), vist hvordan angivelig antisionistiske pamfletter tar i bruk nedarvede kvalifisert antisemittiske symboler og virkemidler. Bladet “NIS-info” har i sitt siste nummer for 2003 en tilsvarende dokumentasjon når det gjelder bruk av tradisjonelt antisemittisk billedspråk i Israel-kritiske sammenhenger i norske medier de senere årene. Den irske skribenten Daniel Easterman har i boka “New Jerusalems” (1992) pekt på at man i den arabiske verden i 1980-årene i økende grad kan observere hvordan en politisk antisionisme har veket plassen for de groveste former for antisemittisk polemikk. Antisionismen var allerede under Amin al-Husseini, Jerusalems stormufti under andre verdenskrig, tydelig blandet med antisemittiske motiver. Ordet “sionist” har i mange sammenhenger overtatt for “jøde” som skjellsord. Iran og Irak beskyldte under krigen i 1980-årene gjensidig hverandre for å være “sionister”. Mongolias radio anklaget Kina for “sionistiske aktiviteter” i Xinjiang. Begrepet “antisionisme” er så vidt problematisk at den som vil føre en seriøs politisk dialog og eventuelt utøve en saklig begrunnet kritikk av israelsk politikk, nok gjør best i å finne en annen betegnelse om han ikke vil bli misforstått. Hvordan definerer EU “antisemittisme”? Grensen mellom legitim Israel-kritikk og antisemittisme er vanskelig å trekke i praksis. EU har som kjent fått utarbeidet en rapport om uttrykk for antisemittisme i EU (“Manifestations of anti-Semitism in the European Union”, 2003), en rapport man riktignok ikke har villet publisere før den er grundig revidert. Motivene for det kan være mange. Blant annet har det vært antydet at EU finner det ubehagelig at rapporten i så stor grad vektlegger at svært mange av de antijødiske aksjonene en har sett i Europa de seneste årene, skriver seg fra unge arabiske muslimer. Og dette settes igjen i sammenheng med den aktuelle situasjonen i Israel-Palestina-konflikten. Dette viser hvor vanskelig det kan være å balansere mellom legitim Israel-kritikk og antisemittisme. Rapporten tar opp denne problematikken og karakteriserer det som antisemittisme når * Israels handlinger sammenlignes med det tyske naziregimets handlinger * mange av dem som oppfatter Israels handlinger som utløsende årsaker til antisemittisme, bruker disse argumentene til å fremme egne formål * tradisjonelle antisemittiske stereotyper anvendes på Israels politikk. Dette gjelder for eksempel forestillingen om en verdensomfattende hemmelig sionistisk konspirasjon for å ta makten i verden (fortsatt det dominerende motivet i antisemittismen). Videre gjelder det når man isolerer Israel som en stat som er fundamentalt og negativt forskjellig fra alle andre, og som følgelig ikke har rett til å eksistere. Og det gjelder når man sammenligner ved hjelp av negative tilbakeblikk på eldre jødisk historie og dermed antyder noe om jøders uforanderlig negative karakter * jøder verden over gjøres kollektivt ansvarlige for den israelske regjeringens politikk. Det vil si at når kritikk av Israel går over til å bli kritikk av jøder som bor i andre land, eller kritikk av jøder generelt, inneholder dette i det minste elementer av antisemittisme. Det må understrekes at antisemittisme er antisemittisme også når den “bare” er et virkemiddel i en politisk kampanje. Kan arabere være antisemitter? En aktiv bruk av tradisjonelle antisemittiske motiver og påstander i antisionistisk sammenheng finner vi i den muslimske verden, der for eksempel en organisasjon som den palestinske Hamas aktivt bruker “Zions vises protokoller”, et verk som for øvrig nylig ble utstilt i biblioteket i Alexandria som et “jødisk hellig skrift”. Det sies av og til at araberne ikke kan være antisemitter fordi de selv er semitter. Og det er rett at de snakker det betydeligste av alle semittiske språk. Men ordet “antisemittisme” betegner altså fra begynnelsen av ikke hat mot semitter i sin alminnelighet, men mot jøder. Og dette hatet mot jøder opptrer alltid som forfølgelse eller trakassering av jøder fordi man mener at de i egenskap av jøder er bærere av bestemte egenskaper som bør utryddes, eller medskyldige i bestemte forbrytelser som fortjener å straffes, eller delaktige i bestemte sammensvergelser som må bekjempes. Og som Inge Lønning har skrevet: “Det er denne metafysiske fiksjon, vesensbestemmelsen av jøden eller jødedommen som denne verdens uvesen, som er selve kjernen i antisemittismen”. Arrangørene av en politisk demonstrasjon for fred i Midtøsten utenfor Stortinget i april 2002, der plakater med davidsstjerner og nazisymboler hadde fått innpass, skrev i et innlegg i Vårt Land 9. april 2002: “Norske jøder verken kan eller skal lastes for den israelske hærens overgrep i de okkuperte palestinske områdene. De har, som alle andre, rett til å leve ut sin identitet og til å praktisere sin religion uten å måtte risikere trakassering. Vi fordømmer derfor på det sterkeste enhver form for rasistisk handling mot jøder og vil markere vår avsky mot alle former for antisemittisme”. Filosofen Descartes har sagt at «å forstå, er å distingvere». Denne evnen til å skille mellom ulike faktorer, som sitatet i foregående avsnitt er et godt eksempel på, er et vesentlig moment dersom en vil hindre en ureflektert antisemittisme i å gripe om seg. Det farligste ved antisemittismen er ikke de åpent bekjennende og aktive antisemitter (selv om de ikke vil kalles akkurat det), men det er andres villighet til å gi dem delvis rett.

Findes der antisemitisme i … Silkeborg?

Findes der antisemitisme i … Silkeborg?

Det spørgsmål fik jeg ikke svar på, da jeg besøgte familien Chievitz i Silkeborg. Men mødet med dem en dag i juleferien gav mig en større indsigt i, hvordan det er at være jøde og israeler i Danmark i dag.

Bodil Skjøtt; 28. januar 2013 Jeg blev igen mindet om, hvor svært det er at skelne mellem anti-israelisme og antisemitisme, og hvor glidende overgangen er. Derfor skal vi vare os for, hvilke ord og sammenligninger vi bruger, når vi taler om jøder og Israel. Og hvordan vi taler om Islam og muslimer. For ord skaber virkelighed. ”Jeg har altid været meget bevidst om, hvilken skole og hvilke fritidsaktiviteter jeg sendte mine piger til. Måske har jeg beskyttet dem for meget, men jeg har hele tiden tænkt på den historie, som har fulgt mit folk. Hitler var jo ikke den første og nok heller ikke den sidste.” Sådan siger Ela, der er mor til Emily (19) og Camilla (17), er jøde og israeler og bosat i Danmark siden 1992. I dag er hun socialrådgiver i Silkeborg Kommune. Hun er gift med Henrik, der også er socialrådgiver. Begge er de aktive debattører og bloggere. ”Det forskrækker os, når vi ser nazistiske symboler og slogans genanvendt mod jøder i dag. Nu ikke af tyskere, men af folk, som især kommer fra det muslimske miljø og også i Danmark. Uanset hvad man måtte mene om situationen i Mellemøsten – og her danner man alt for ofte sin mening uden at kende de faktuelle omstændigheder – bliver det aldrig legitimt at gøre jøder i Danmark ansvarlige for de beslutninger israelske politikere træffer.” Er det provokerende at være jødisk? ”Hvorfor skal det kaldes en provokation at gå med jødestjerne eller kalot i København, som om jøder på Nørrebro, der udsættes for chikane, selv er ude om det?” spørger Emily, der efter gymnasiet har arbejdet et halvt år og er på vej til Israel her i foråret. Hun er vokset op i Silkeborg med en israelsk mor og en dansk far. Hun har fejret både Hanukka og jul, Pesach og påske, men er alligevel ikke i tvivl om, hvad hun er. Hun er jøde, og det var da hun som teenager traf den beslutning, at tingene faldt på plads for hende. ”Det er min identitet”, siger hun, ”selv om det måske havde været lettere bare at sige, at jeg er dansker. Det har først og fremmest med kultur og ikke med religion at gøre. Det er et tilhørsforhold til min mors familie og min mors folk.” Det har ind imellem kostet – også i Silkeborg. Som da hun engang i forbindelse med krigshandlinger i Israel fik en sms, hvor der stod: ”Fuck hjem med dig, din klamme danske jøde.” ”Det som gjorde mest ondt var, at det måtte være en af mine venner, der sendte beskeden, for jeg har hemmeligt nummer,” siger Emily. Men der er også positive oplevelser forbundet med at være jøde i Danmark og have jødiske traditioner, mener Camilla på 17. ”Selvom vores familie ikke er religiøse, fejrer vi sabbat. Når jeg har venner med hjem, synes de det har været spændende at være med til. Måske fordi vores traditioner giver os nogle rammer og rødder, som mange danskere ikke har.” En mors bekymring ”Jeg har nu boet i Danmark i 20, og det er et godt sted at bo. Men jeg vil altid en være en jøde fra Israel. Også selv om mine forældre immigrerede til Israel fra Indien, før jeg blev født,” siger Ela. ”Jeg har været bange for, hvordan mine børn ville reagere, når de i skolen lærte om 2. verdenskrig, og jeg bliver aldrig færdig med at fundere over, hvor antisemitismen kommer fra. Er vi jøder da så slemme, som historien har fortalt, at det kan forklare alt det onde, som er sket os? Mine piger er nu så store, at jeg ikke kan beskytte dem ved at sende dem til den rigtige skole eller vælge venner for dem. Det som Hitler gjorde, kan ikke sammenlignes med andet. Men jeg tror noget tilsvarende kan ske igen. Når der er krise i et samfund peger pilen let på os jøder.” ”Derfor skal vi tale om det, så vi bliver bevidste om, at det kan ske igen” siger Henrik. På overraskende måde er Henriks egen historie også et kapitel i negativ særbehandling af jøder. Efter at han har mødt Ela, har han fundet ud af at hans egen familie, Chievitz, stammer fra Polen. I 1600-tallet flygtede de til Sverige på grund af jødeforfølgelser. Siden immigrerede familien til Danmark. … Men først efter at de havde ladet sig døbe! Ellers fik man som jøde ikke indrejsetilladelse til Danmark – dengang.
  • 1
  • 2

Følg os
på facebook


Kommende
begivenheder


Tilmeld dig
Nyhedsbrevet


Israelsmissionen | TORVET | Katrinebjergvej 75 | 8200 Aarhus N | Tlf. 7190 1885 | kontor@israel.dk | Reg.nr. 0994 kontonr. 0003054500 | MobilePay 30503