Month: marts 2014

Grænseløs nåde – grænseløs mission

Grænseløs nåde – grænseløs mission

Jakob
Den nyligt hjemvendte præst fra Jerusalem, Jakob Wilms Nielsen, holdt festtalen om aftenen.
Lørdag den 22. marts mødte ca. 100 mennesker op til ”familiefest” på TORVET. Israelsmissionen havde indbudt til årsmøde og Israelsstævne under overskriften ”Grænseløs nåde – grænseløs mission” og ønskede i den forbindelse at sætte fokus på vores samarbejdspartnere i Europa. Vi havde derfor inviteret Avi Snyder, leder af Jews for Jesus i Europa, samt Armin Bachor, leder af vores søsterorganisation i Tyskland, EDI. Derudover havde vi besøg af den nyligt hjemvendte præstefamilie fra Jerusalem, Jakob og Lise Nielsen.
Cæcilie
Cæcilie Hoffmann deltog i sommerens Jews for Jesus sommerkampagne i Budapest, hvilket hun fortalte begejstret om.

De fortalte om deres erfaringer og oplevelser de sidste 4½ år i Det Hellige Land. Jakob holdt festtalen om aftenen under netop overskriften: ”Grænseløs nåde – grænseløs mission.” Dette årsmøde vil også blive husket som Kai Kjær-Hansens sidste årsmøde som formand for Israelsmissionen. Efter 17 år på posten har han besluttet at stoppe for at få mere tid til sit forfatterskab.

På årsmødet blev det markeret med en lille kavalkade af billeder og videohilsner sendt fra både danske og internationale samarbejdspartnere. For at understrege pointen om at når vi i Israelsmissionen taler om israelsmission – så taler vi først og fremmest om mission til et folk og ikke et land – havde vi også inviteret mange af de volontører, som har været udsendt siden sidste årsmøde til at fortælle om deres oplevelser. Cæcilie, Peter, Caroline og Kirstine fortale om kampagner med Jews for Jesus i hhv. Budapest, Moskva og New York.
Fremtidens israelsmission
Fremtidens Israelsmission
Traditionen tro afsluttede Kai Kjær-Hansen med at lyse velsignelsen over forsamlingen til sidst. Vi takker for vores venners opbakning og engagement. Tak fordi I støtter Israelsmissionen i at række evangeliet tilbage til det jødiske folk – i Ungarn, Rusland, USA, Israel og hvor de end måtte være. Tak for et velsignet årsmøde!

Israelsmission i Europa

Israelsmission i Europa

Ved årsmødet og Israelsstævnet den 22. marts i år satte vi fokus på Israelsmission uden for staten Israels grænser. Fokus var især på Tyskland, men også andre steder i Europa. Med et navn som Den Danske Israelsmission er det forståeligt, hvorfor vi ofte bliver opfattet som et missionsselskab, der udelukkende arbejder i Israel. Langt størstedelen af vores arbejde er da også i Israel i dag, men sådan har det ikke altid været. Af gode grunde. For selv om Den Danske Israelsmission er yngre end sine norske, svenske, tyske og engelske søsterorgansationer, kan vi næste år fejre 135 års fødselsdag. Bodil F. Skjøtt, generalsekretær, d. 28. marts 2014. Dermed er Israelsmissionen et af de ældste danske missionsselskaber, og i 1885 var Israel lig med det jødiske folk. Vi hedder Israelsmissionen, fordi vores formål er at dele evangeliet om jøden Jesus med hans eget folk, Israel. Og skulle man dét i 1885 og årene derefter, var det mest oplagt at arbejde i Østeuropa, hvilket Israelsmissionen da også gjorde. Først ved at støtte andre selskaber økonomisk og siden ved selv at sende missionærer og danne menigheder i Østeuropa. Det arbejde blev standset af Hitlers magtovertagelse og 2. verdenskrigs udbrud. Da krigen var forbi, var 6 millioner jøder dræbt og de jødiske samfund i Europa næsten udryddet. Alene af den grund var det ikke muligt at genoptage arbejdet i Europa. Men for mange europæiske israelsmissioner kom der snart andre grunde til ikke at være i mission til det jødiske folk. I lyset af den rolle kirken havde spillet – eller ikke spillet – under nazisterne, var tiden til nybesindelse, mente man. Det er den historie Aksel Torm har fortalt i bogen Israelsmission og Israels mission, med undertitlen Om kirkens nybesindelse på sit forhold til Israel. Konsekvensen af Holocaust blev, at det ene europæiske israelsmissionsselskab efter det andet blev nedlagt. Mission blev erstattet med dialog – ikke som et redskab i mission, men som et mål i sig selv. Torm fortæller om denne holdning i sin bog: ”Kristne kan ikke vende tilbage til tiden før Auschwitz … Israel og kirken er to udtryksformer for det ene Guds folk. Når begge tilhører det ene Guds folk, kan ingen af dem missionere over for den anden part… Israelsmission er en vildfarelse.” Denne holdning blev ikke delt af Torm selv – og ej heller af alle israelsmissioner i Europa – heldigvis. Det fik vi understreget gennem vores årsmødegæster, Armin Bachor, som er leder af den tyske Israelsmission, Evangeliumsdienst für Israel (EDI) og Avi Snyder, som koordinerer Jews for Jesus’ arbejde i Europa og selv bor i Ungarn. En vigtig brik i EDIs arbejde i dag er at støtte og udruste messianske menigheder i Tyskland. Der er i dag mere end 10 messianske menigheder alene i Tyskland. De er en konkret udfordring til os om, at israelsmission igen i dag kan og må finde sted i Europa. Organisationen Beit Sar Shalom har også konkret udfordret os til at sende volontører til deres center i Berlin. Når anklagen kommer om at jødemission er en måde at færdiggøre Hitlers arbejde, nemlig at udrydde det jødiske folk – og den anklage kommer – er Avi Snyder, der selv er jøde med baggrund i Rusland, meget klar i mælet: Det jødiske har mødt stor  antisemitisme ikke mindst i Europa. At forholde dem evangeliet om jøden Jesus og frelsen i ham vil være endnu mere antisemitisk. Det vil være at tage livet fra dem, nemlig det liv som kendskabet til og troen på Jesus giver adgang til. Avi Snyder har taget initiativ til kampagnen ”Liv af døde”. I de europæiske byer, hvor flest jøder mistede livet under Holocaust, rækker Jesus-troende jøder i dag ud til de jøder, som har fundet tilbage til disse byer med et budskab om det liv, de selv har fundet gennem troen på jøden Jesus. Og de inviterer os til at være med. Sidste sommer sendte vi volontører til kampagnen i Budapest og Moskva. I sommeren 2014 kan man være med i både Berlin, Budapest og Moskva. Israelsmission er ikke begrænset til Israel. Det finder også sted i Europa. Det er en grænseløs mission, der handler om grænseløs nåde.

Evangelisten og teologen blev fejret

Evangelisten og teologen blev fejret

Fredag den 21. marts mødte ca. 80 mennesker frem på TORVET for at fejre Kai Kjær-Hansen i anledningen af, at han stopper som formand for Israelsmissionen efter 17 år på posten. Begivenheden blev også brugt til at markere, hvad Kai Kjær-Hansen ellers har bidraget med til dansk kirkeliv. Jørn Henrik Olsen, fakultetsleder på Menighedsfakultetet, fortalte om, hvordan han som ung knægt blev belønnet af Kai med mønter fra en udgravning i Israel for at kunne Bibelens bøger udenad. Flemming Baatz Kristensen, sognepræst ved Sct. Pouls Kirke i Århus og Asger Højlund, professor, teol.dr. ved Menighedsfakultetet, fortalte om hvordan det var at være de første studerende under den første timeansatte lærer ved Menighedsfakultetet. De fortalte begge om en ung lærer, som ikke sprang over hvor gærdet var lavest, men udfordrede de studerende ved at præsentere dem for flere muligheder, og dermed fik dem til at argumentere og tage stilling. Kontroverserne der har været blev heller ikke ignoreret. Peter Legarth, professor, teol.dr. ved Menighedsfakultetet, var i en kort tid kollega med Kai Kjær-Hansen, men da der opstod en strid omkring synet på kvindelige præster mellem Kai og bestyrelsen besluttede han som bekendt at forlade sin stilling. ”Jeg er stolt af dig, Kai,” fortalte Peter Legarth. ”Du udnyttede ikke situationen til at score en masse billige point, for det kunne du sagtens have gjort.” Det blev mødt med stor applaus fra tilhørerne. Jens Ole Christensen, generalsekretær i Luthersk Mission, havde sendt en videohilsen, da han ikke kunne være til stede. Her indrømmede han, at han ikke først og fremmest tænkte på Kai som hverken formand for Israelsmissionen eller redaktør af avisen, men som ”teologen der også er evangelist – eller som evangelisten der også er teolog. I den her verden er der teologer nok, der holder foredrag om mission. Og der er også evangelister nok, som kan nogle teologiske overskrifter, men du er et af de mennesker, som gør begge dele og har gjort det gennem et langt liv. Det er måske i virkeligheden også derfor du har arbejdet med Israelsmission, for lige præcis i Israelsmission er man tvunget til at gøre begge dele.” Der var også hilsner fra Lausanne-netværket Lausanne Consultation on Jewish Evangelism, hvor bl.a. Susan Perlman fra Jews for Jesus sagde: ”Jeg tænker på dig, som et af det jødiske folks bedste venner, for du bekymrer dig om jødernes evige frelse og ønsker at se dem komme til tro på Messias.” Morten Hørning, lektor ved Menighedsfakultetet, havde sendt en skriftlig hilsen, som blev læst op af hans kone, Jeanette. Her blev der givet udtryk for, at Kai var god til at spørge om hjælp fra teologistuderende, og at Mortens erfaring var, at når man gav Kai hjælp, blev man altid bedre selv. Således hjalp Morten Kai med at læse korrektur på krydshenvisningerne i 1992-oversættelsen af Bibelen. Hovedpersonen selv afsluttede med at bekende, at han egentligt i udgangspunktet havde været modstander af dagens markering, men at han nu – i bagklogskabens klare lys – var taknemmelig over, at medarbejderne på sekretariatet havde fået deres vilje.

Ebenezerhjemmet: Forsoning i praksis

Ebenezerhjemmet: Forsoning i praksis

I 38 år har stedet været et fredeligt åndehul i Haifa. Her deler jøder og arabere deres alderdom med hinanden og med Jesus. Ebenezer-hjemmet er ikke som de andre plejehjem, for her er Jesus i centrum. Af Dinna Bjerrum Swartz, 28. marts 2014. ”De sidste to uger har der været en ikke-troende læge på hjemmet som ferieafløser. Hvad, han så i Ebenezer-hjemmet, var anderledes end det, han ellers havde set, og det fik ham til at spørge ind til vores tro. Han mente, at beboerne her på hjemmet er heldige på grund af den kærlighed og pleje, som de får. Og jeg havde mange gode samtaler om biblen med ham. Det er da til Guds ære!” smiler Johnny Khoury, som har været leder for stedet i 10 år. Hjemmet er helt unikt. Ikke bare, fordi beboerne både er jøder, arabere og af andre nationaliteter, men fordi de har troen på Jesus til fælles. Også hjemmets historie er helt unik. Normanden Magne Solheim fik idéen til hjemmet, som blev grundlagt i 1976. Allerede dengang var den Danske Israelsmission med i projektet. Magne Solheim ønskede, at mennesker kunne fortsætte deres åndelige liv i deres alderdom – uanset deres baggrund. På det tidspunkt interesserede man sig ikke for gamle mennesker i Israel. Man fokuserede på de unge – den ny stat skulle jo bygges op af de unge! Så idéen om at give noget særligt til de ældre var ganske kontroversiel på det tidspunkt. Forsoning med kærlighed – uden politik Ligesom dengang er hjemmet i dag kontroversielt. Blandt andet på grund af den forsoning, som leves på hjemmet. ”Her taler vi ikke om forsoning, vi lever forsoning,” fastslår Johnny Khoury. ”Forsoningen er her allerede, vi skal bare vælge at leve i den. Gud befaler os, at vi skal være vidner gennem vores indbyrdes kærlighed. Disciplene havde uenigheder, og selvfølgelig har vi også uenigheder af større dimensioner med både jøder og arabere, men vi finder fælles fodfæste i Jesus.” Netop på grund af disse uundgåelige uenigheder må man ikke diskutere politik på hjemmet. Til de nationale valg kan de ældre og personalet stemme på dem de vil, men der er ikke nogen grund til politiske diskussioner. ”I biblen står der, at vi skal bede for vores ledere lige meget, om vi er enige med dem eller ej. Så det gør vi.” Forskellig baggrund, samme fællesskab  Johnny Khoury erkender, at det ikke kun er de politiske forskelligheder, der kan føre til udfordringer. Også de kirkelige forskelligheder er tydelige blandt beboerne og personalet. ”Vi kommer alle fra forskellige menigheder. Derfor bliver vi simpelthen nødt til at skelne mellem, hvad der er vigtigt, og hvad der ikke er, hvis vi skal kunne dele troen med hinanden.” Mange fejrer for eksempel julen på forskellige måder. Ebenezer-hjemmet fejrer derfor begivenheden og hæfter sig ikke så meget ved den korrekte dato eller de korrekte traditioner. ”De ældre er modne nok til, at de ikke gør et problem ud af vores forskellige menighedsbaggrunde,” understreger Johnny Khoury. ”Man kan altid finde en løsning.” Russiske præster og de sidste dage i bøn Som andre plejehjem laver Ebenezer-hjemmet forskellige aktiviteter som udflugter og håndarbejde, der er pålagt af socialministeriet. Men de åndelige aktiviteter er noget helt særligt for dette hjem. En gang om ugen er der bibelstudiegruppe, så det er lettere for de ældre at deltage, end hvis det foregik i menigheds-lokalerne. En gang om ugen besøger en russisk præst de russiske beboere. Hver morgen er der andagt for beboerne, og hver formiddag holder alle de ansatte andagt sammen. ”Bøn og bibellæsning er helt centralt for hjemmet,” konstaterer Johnny Khoury, ”Og når vi ved, at en beboer skal dø inden for de næste dage, prøver vi at have mennesker rundt om dem hele tiden, der kan bede og synge med den døende. Det skete sidst for to uger siden.” Ebenezer-hjemmet har fået sit navn efter et bibelvers om Guds trofasthed – nemlig 1. Sam. 7v12, hvor Samuel navngiver Eben-ha-Ezer, for: ”Så langt har Herren hjulpet os.” Også i dag lever Ebenezer-hjemmet i visheden om Guds trofasthed.

For jøde først – Amen! men fortæl mig hvordan…?

For jøde først – Amen! men fortæl mig hvordan…?

At det jødiske folk har brug for at høre Guds gode nyheder er heldigvis klart for mange af Israels tilhængere. Spørgsmålet er så, hvordan jøderne vil høre det. Eller rettere: Hvordan præsenterer vi evangeliet på sådan en måde at vores publikum rent faktisk vil modtage det i deres hjerter?

Alec Goldberg, israelsk leder af Caspari Centret. Oversat af Dinna Bjerrum Swartz
Alec Goldberg er israelsk leder af Caspari Centeret og er blevet begejstret for Alpha-kurset som en måde at nå det jødiske folk med evangeliet.
Alec Goldberg er israelsk leder af Caspari Centeret og er blevet begejstret for Alpha-kurset som en måde at nå det jødiske folk med evangeliet.
Det ovenstående spørgsmål er vigtigt for enhver formidler, men når det kommer til at dele Yeshua (Jesus) med mit folk, bliver det mere end bare en god historie. Hvordan taler du om Gud til holocaust overlevere, deres børn og børnebørn? Hvad siger du, hvis de spørger dig, hvor denne gode og almægtige Gud var, da mænd, kvinder og børn, gamle og unge blev gasset i Auschwitz i mængder bare fordi de var jødiske? Hvordan taler du om den elskende messias med dem, hvis genetiske hukommelse bærer smerten af korsfarernes mord og inkvisitionen, af tvungne omvendelser og blodige krænkelser? Hvordan kommunikerer du et religiøst budskab til mennesker, der generelt har allergi for prædikener og især religiøs prædiken? I jagten på svar må jeg begynde med det negative – ting jeg ikke vil gøre. Jeg vil ikke prøve på at købe sjæle, mens jeg giver humanitær hjælp med den ene hånd og en evangelisk traktat i den anden. I stedet vil jeg ganske enkelt vise omsorg og kærlighed lige meget, hvad der kommer ud af det. Jeg vil ikke prædike – jeg vil hellere invitere til snak og diskussion. Jeg vil ikke retfærdiggøre kirken – i stedet vil jeg indrømme dets skyld, indse og føle smerten og græde med dem, der græder. Men hvad kalder du denne tilgang? Er den uhørt? Er jeg ved at opfinde den dybe tallerken? På en måde er det at dele evangeliet med det jødiske folk stadig ukendt land. I løbet af de sidste 200 år har der været oprigtige forsøg, nogle mere succesfulde end andre. I de sidste 30 år har man set en opblomstring og stadig vækst af den messianske bevægelse – en anden spændende udvikling. Men i det store hele er det jødiske folk stadig i overvejende grad unåede. Så ja, vi må stadig spørge, søge og banke på i vores stræben efter Guds vej, eller veje, til at dele troen med jøder. Men ideen om at opgive autoritativ prædiken for samtaler med rigeligt plads til indvendinger og svære spørgsmål, er ikke ny. En tiltrækkende måde at gøre det på, er det velkendte alpha-kursus, der først begyndte i de sene halvfjerdsere i et anglikansk sogn i London (Holy Trinity Brompton, for at være helt præcis). Alpha er nu succesfuldt brugt i over 160 nationer af mange forskellige kirkeretninger, fra ortodoks og romers katolsk kirke til baptist og pinsekirke. Det, at Alphas tilgang ser ud til at virke i så mange forskellige kulturer udfordrede mig til at tænke på, om Israel stadig er for anderledes til at prøve det her. For flere år siden, da jeg spurgte et par af Jerusalems præster om det, var deres svar negative. Hvorfor? Israelere vil ikke diskutere Yeshua offentligt, var forklaringen. Det var på en måde nedslående, men senere, da præsten Christian Rasmussen fra Immanuelkirken i Tel-Aviv ringede til mig og foreslog at jeg selv skulle undersøge Alpha – noget jeg aldrig rigtig havde gjort i dybden – gjorde jeg det med glæde. Og omkring et år senere fik jeg et telefonopkald fra en anden præst. Michael Beener fra Sderot (en messiansk menighed, red.) spurgte Caspari om at introducere troen til en gruppe russisktalende israelere. Resten af vores historie er fortalt af ham i det kommende interview, men resultatet er dette: Vi ved at Alpha virker, selv i Israel. For tiden bliver det brugt til russiske indvandrere, som er mere åbne for Yeshua og ikke har noget imod at diskutere ham i en gruppe. Helt oprindelige israelere foretrækker stadigt samtaler på tomandshånd, men det er okay: Gud er ansvarlig for timing, så vi har ikke travlt. Hvor et net ikke er nødvendigt endnu, kan vi fortsætte med at fiske med en almindelig fiskestang. I mellemtiden planlægger Caspari at bearbejde vores erfaring med at overføre Alpha til den jødiske kontekst og at dele den med alle, som er villige til at lære. Når alt kommer til alt, så gør vi Guds arbejde, ikke?

Alpha på israelsk

Alpha på israelsk

Caspari Centret er sammen med en lokal messiansk menighed med succes begyndt at holde Alpha-kurser for russiske jøder i Israel. Her kan jøder frit diskutere og undersøge Jesus sammen, og flere af deltagerne er begyndt at komme i menigheden. Michael Beener fra menigheden og Alec Goldberg fra Caspari Centret fortæller om, hvorfor og hvordan de har gjort det.

Dinna Bjerrum Swartz, 4. februar 2014 Jøder i Israel er et udfordrende publikum at fortælle om Jesus til. Mange mennesker har forsøgt gennem historien, men udfordringer som holocaust og politiske spændinger kan hurtigt blive en barriere, når man gerne vil give jøderne evangeliet om Jesus. Israelsmissionen har støttet Caspari Centret siden 1980erne i at give messianske menigheder bibelundervisning og ledertræning. Nu er de begyndt at holde Alpha-kurser gennem en af disse menigheder. Der skal være plads til debat ”Alphas form, der tillader diskussion, uenighed og svære spørgsmål, er meget god for et jødisk publikum. Vi jøder elsker at debattere og argumentere. Man siger, at to jøder har tre meninger,” fortæller Alec Goldberg, der har undervist på Alpha-kurset i efteråret. Michael Beeners menighed, Sderot, har i længere tid lavet evangeliserende arbejde gennem guidede ture i Israel. Nogle mennesker er gennem dette arbejde blevet rørt af evangeliet, og de har taget imod Jesus i deres hjerter. ”Vi begyndte at søge efter en måde, vi kunne følge op på vores arbejde med dem. Vi indså, at vi var nødt til at undervise disse mennesker og give dem et fundament for deres tro,” fortæller Michael Beener. Da mange af disse mennesker er højtuddannede, ville menigheden gerne give dem en god og professionel undervisning. Derfor kontaktede de Alec Goldberg fra Caspari Centret. Det har været et godt samarbejde. Michael Beener fortæller: ”Til det første møde havde vi 15 deltagere. Og det blev hurtigt meget tydeligt, at deres interesse var oprigtig. Det format, vi bruger, giver dem frihed til at stille alle slags spørgsmål, være uenige og argumentere, og det er en af grundene til, at de kan lide at komme. Vi besluttede os for at fortsætte møderne uden at vide, hvad det ville føre til. I dag (et år senere) er der fire, der er begyndt i menigheden ud af de 15 deltagere. Dem, der endnu ikke er begyndt i menigheden, vil gerne fortsætte møderne.” Helligånden arbejder i diskussionen Inden hvert møde lægger Michael Beener og Alec Goldberg aftenen over til Gud. ”Vi beder om, at Helligånden vil blive nærværende iblandt os og give en god atmosfære til mødet. Så føler deltagerne sig velkomne, afslappede og frie til at være sig selv og til at respondere på, hvad de hører. Vi behandler hver person med respekt og varme, og samtidig tøver vi ikke med at være ærlige om, hvad vi tror på og hvorfor. Vi spiller med åbne kort,” fortæller Alec. Om fremtiden fortæller Michael Beener: ”Vi skal fortsætte med møderne, fordi interessen stadig er der, og enkelte mennesker har sluttet sig til. Deltagerne tager deres venner med, og vi anbefaler også kurset på vores guidede ture. Vi er nu efterhånden kommet omkring mange emner, så vi vil snart begynde en ny omgang. Vi håber på at få nogle nye mennesker med efter de næste guidede ture.” Alpha-kurset har givet et åbent og frit rum, hvor jøder kan diskutere Jesus og stille alle deres spørgsmål. Netop denne mulighed har åbnet en usædvanlig dialog med jøder, der ellers ofte forbinder kristendommen med holocaust og forfølgelse. Caspari Centret har oplevet, hvordan god undervisning kan åbne publikums øjne for, hvem Jesus er. Men diskussionen skal være ærlig og intens for det argumentationslystne folkefærd. ”Et klassisk Alpha-kursus kan ikke være så intenst, men et jødisk Alpha bør være intenst, hvis det skal give resultater,” afslutter Alec Goldberg.

Intet klasselokale slår Israel

Intet klasselokale slår Israel

I samarbejdet på TORVET tror vi på, vi kan gøre hinanden bedre til det, vi i forvejen er ganske gode til.

Teologistuderende med næserne begravet i deres bibler i Judæas bjerge
Teologistuderende med næserne begravet i deres bibler i Judæas bjerge
I midten af januar måned kom det til udtryk i en studierejse for 28 af Menighedsfakultetets teologistuderende. Morten Hørning, lektor ved MF, og Bodil Skjøtt, generalsekretær i Israelsmissionen, arrangerede turen i fællesskab, som på mange måder er frugten af det samarbejde, vi ønsker skal være mere og andet end et kontorfællesskab. Her kan I høre Morten, Bodil og Kristoffer Kruse, en studerende, der var med på turen, fortælle om deres oplevelse:
Morten Hørning gav en hilsen fra turen
“Som en konkret frugt af samarbejdet på TORVET indbød Israelsmissionen og Israelsmissionens Unge Menighedsfakultetets studerende til denne tur, hvor vi via Israelsmissionens mange lokale kontakter er kommet et spadestik dybere end en traditionel rundrejsetur. Programmet er intenst, stemningen er høj og samtalerne er mange om de indtryk, vi tager med os hjem. På trods af TORVETs fantastiske nye undervisningslokaler, så kan intet klasselokale slå Israel. Solvarme hilsner! Morten Hørning Jensen” De første evalueringer fra de studerende er afleveret, og de er meget positive – både hvad angår fagligt og personligt udbytte.
 Hvorfor laver Israelsmissionen sådan en tur?
Bodil Skjøtt med studerende på vej ind i en moské.
Bodil Skjøtt med studerende på vej ind i en moské.
Bodil Skøtt, generalsekretær i Israelsmissionen forklarer: “Jeg er sikker på at det vigtigste udbytte ikke kan gøres op nu. At eksponere 28 teologistuderende til Israels land og geografi, kristendommens jødiske rødder, kirkens historie i Det Hellige Land og ikke mindst de mennesker – israelere og palæstinensere – som i dag bærer og lever troen ud der, er en langsigtet investering. Resultatet af en sådan investering skal vise sig over de næste år. Indtrykkene fra turen kommer helt sikkert til at præge det videre teologiske arbejde og de studerendes personlige udvikling og teologiske refleksioner. Det bedste ved et møde med Israels land er, når det leder til et nyt møde med Israels Gud og hans historie med Israels folk – det folk vi selv er blevet en del af i Jesus. Og det bedste ved Israelsmissionen er vores samarbejdspartnere og de missionsopgaver, de arbejder med. Når nogle af vores partnere mødes med danske studerende, så tror vi på, at det både udfordrer, skaber forståelse for og vække nysgerrighed i forhold til DIM og IUs arbejde. Og det har vi brug for hvis vi skal rekruttere venner, volontører og medarbejdere i fremtiden. For fremtiden glæder jeg mig derfor til teologistuderende der gerne vil være kirkevolontører i Jerusalem og Tel Aviv eller på Caspari Center. Jeg glæder mig til at diskutere eksamensopgaver, som handler om mission til det jødiske folk eller at tilrettelægge et semester som studerende i Israel – til glæde for studenterarbejdet der.”
 
Kristoffer Kruse
Kristoffer Kruse
Kristoffer Kruse, deltager på turen, fortæller:
“Jeg har fået en bedre teologisk forståelse af at være i Israel og et bedre overblik. Jeg tror, at jeg er blevet styrket på min teologiske rejse. Det var rigtig fedt at rejse med Morten Hørning og Bodil, de ved jo absurd meget! Og så har de hjerte for landet og for de mennesker, vi mødte. Morten er især en dygtig formidler af noget ellers tørt stof. Jeg vil helt sikkert gerne på Kursen og få mere. Jeg tog af sted fordi det er helt oplagt for min uddannelse at komme til Israel! Jeg synes også, at konflikten er spændende. Noget af det mest rørende var at møde palæstinensiske kristne. Det gav mig et helt nyt perspektiv. Før tænkte jeg nok, at når jeg er kristen, så skal man jo holde med Israel. Men det var godt at høre deres historier. Det er jo vildt at høre, hvordan de lever som klemt mellem to negle. De føler sig meget smidt ud. Det er som om at når man ser en palæstinensisk flygningelejr, så får konflikten et ansigt på en ny måde. Det er ikke bare teoretisk viden, men mennesker af kød og blod. Jeg blev ramt af, at der er kristne, der holder så meget fast i gamle kirketraditioner. Der er alligevel tyngde i den måde at lave kirke på. Jeg tror at det er vigtigt at have en sund balance i tradition og fornyelse. Det er godt at huske her i Danmark, at kirken har en rig historie.”

Missionær fængslet i Israel

Missionær fængslet i Israel

Israel: Engelsk missionær i Jews for Jesus blev onsdag den 20. november anholdt og sat i fængsel, da han fortalte om sin tro. Først fire dage senere blev han løsladt mod kaution. Jews for Jesus er chokeret.

Dinna Bjerrum Swartz; 29. november 2013 Barry Barnett deltog i en evangelisations-kampagne for Jews for Jesus i Israel og holdt et banner mens han fortalte forbipasserende om Jesus. Under kampagnen kom seks migrationsarbejdere og anholdt Barry Barnett. Uden sigtelse blev han først sendt i arrest i flere timer og derefter blev han flyttet til Ramle fængsel udenfor Tel Aviv. Da han var den eneste missionær i gruppen, der ikke var israelsk statsborger, var han også den eneste, der blev anholdt. Efter fire dage i fængsel blev han løsladt mod kaution. Retfærdigheden ske fyldest ”Jeg er chokeret over denne uhørte opførsel,” udtaler Dan Sareed, leder af Jews for Jesus i Israel. ”Som israeler har jeg være stolt af, at vores land har religionsfrihed. Vores opsøgende arbejde i Israel er 100% lovligt og Barry, der er engelsk statsborger, er ikke en illegal arbejder i Israel. Med sit B2 turistvisa er det tilladt ham at udøve sin tro, som han gjorde.” I øjeblikket kører Jews for Jesus en sag for Barry Barnett for at omstøde den udvisning, som Barnett ellers står til den 3. december. Hvis han bliver udvist vil han ikke kunne vende tilbage til landet i ti år. Dan Sareed understreger, at denne sag ikke blot bliver kæmpet for Barry Barnett, men for enhver kristen, der ønsker at tage til Israel og dele evangeliet med jøderne. ”Vi ønsker retfærdighedheden ske fyldest,” påpeger den israelske leder. Det er fuldt ud lovligt at udtrykke sin tro som turist i Israel og på det israelske turistministeries hjemmeside står der, at de har underskrevet det globale etiske kodeks for turisme, hvori det nævnes at udveksling af religiøse idéer er lovligt og det bliver endda tilskyndet til fordel for turisterne. Frygteligt at være fængslet ”Jeg er meget træt. Det var frygteligt.” Fortæller Barry Barnett om Ramle fængsel efter han blev sat fri. ”Det værste var at føle sig som et indespærret dyr. Vi havde kun en cirka 20 meter lang gård. Der var lige nok plads til et bordtennisbord. Og det er alt hvad vi havde at gå rundt i tre gange om dagen i 45 minutter.” Barry Barnett oplevede dog Guds kærlighed og trofasthed i den tid han sad i fængslet. ”Jeg delte celle med ni andre. Efter 24 timer, hvor jeg følte mig alene, viste Gud mig, at der var seks andre kristne og en præst. Præsten havde været der i lang tid og han holdt bønnemøde hver dag klokken 14. Jeg oplevede, at Guds kærlighed holdt mig oppe og forbønnen jeg fik, rørte mig.” Forbønnens kraft Mange mennesker bad for Barry Barnett. I England arbejdede Julia Pascoe, engelsk leder for Jews for Jesus, for at mennesker I hele landet skulle huske Barnett. ”Vi sendte en pressemeddelelse ud til alle vores støtter for at bede for Barry. Jeg brugte mange timer på telefonopkald, mails og medier. Vores kristne venner og støtter var meget chokerede. Det gav os helt sikkert en mulighed for at stå sammen som Kristi legeme i en akut situation.” Julia Pascoe oplevede, at Gud hjalp hende gennem hele Barnetts fængsling. ”Jeg mærkede Guds hjælp, selv da jeg skulle give et interview til en sekulær avis, viste reporteren sig at være kristen! Vi så helt sikkert at Gud brugte sit folk til at opmuntre os.” Det er første gang, at Jews for Jesus oplever, at en deltager på en kampagne er blevet anholdt. Jews for Jesus kæmper stadig for, at Barry Barnett ikke må blive udvist af Israel. Bed gerne for, at sagen må blive dømt retfærdigt, og at dette ikke vil forhindre Jews for Jesus i at fortælle om Jesus i fremtiden. Se Barry Blive løsladt fra fængslet her under:  

At give Bibelen tilbage til Israel

At give Bibelen tilbage til Israel

Det Israelske Bibelselskab har en drøm: At give Bibelen tilbage til det israelske folk. Den daglige leder, Victor Kalisher er på besøg i Danmark for at fortælle om bibelarbejdet.

Dinna Bjerrum Swartz, 4. september 2013
Viktor Kalisher, generalsekretæren i Det Israelske Bibelselskab har været i Danmark for at fortælle om arbejdet.
Viktor Kalisher, generalsekretæren i Det Israelske Bibelselskab har været i Danmark for at fortælle om arbejdet.
Victor Kalisher sidder på stolen og fortæller med store, mellemøstlige armbevægelser. Eller han tipper lidt på stolen. De blå øjne lyser. Det her er vigtigt. Han fortæller, hvordan mennesker i Israel har mødt Jesus gennem biblen. Jøder, arabere og turister bliver berørt når de træder ind i bibelforretningen for at se, hvad det er for et sted. Det er ikke overraskende, at Guds ord virker i Guds land, men der er netop her en enorm modstand mod biblen. Og en enorm nysgerrighed. Vi kender landet Bibelselskabet har eksisteret siden 1949 i den form den har nu. I 64 år har I delt bibler ud til mennesker og fortalt, hvordan man kan læse i den. Hvad er jeres vigtigste erfaring? ”Vi har opbygget en særlig forståelse for, hvordan israelere og jøder ser på biblen og vi forstår, hvordan vi kan åbne biblen for dem,” forklarer Victor. I Israel betyder biblen kun det gamle testamente, og det nye testamente er noget for de kristne. ”Mange israelere ved godt, at biblen er den største arv fra Israel, men de studerer den ikke. Ortodokse jøder læser kun kommentarer til det gamle testamente, for de mener ikke, at almindelige mennesker kan forstå biblen. De sekulære jøder vælger bare slet ikke at læse i biblen. Derfor er det en udfordring for os, hvordan vi gør biblen relevant i dag.” Vi skal se behovet Siden 1949 har mange ting forandret sig i Israel. Bibelselskabets fornemmeste opgave er, at se de behov, der er i landet. De har oversat det nye testamente til moderne hebraisk, hvilket gør enhver hebraisktalende jøde i stand til at læse både det gamle og det nye testamente. ”Vi udgiver bibler på de nødvendige sprog. Vi er lige blevet færdige med en russisk-hebraisk bibel, der kan hjælpe de russiske jøder til at være en del af de lokale menigheder,” fortæller Victor Kalisher. Det Israelske Bibelselskab har også produceret det nye testamente som lydbog. ”Jeg blev ringet op fra en af mine bekendte fra Korea den anden dag,” fortæller Victor. ”Han sagde: ”Tusind tak Victor! Jeg sidder nu i en trafikprop!” Jeg svarede: ”Hvorfor takker du mig for at sidde fast i trafikken?” ”For nu spilder jeg ikke længere tiden i trafikken. Jeg kan lytte til det nye testamente. Tak for det.” Det er historier som den, der får vores arbejde til at give mening!” smiler Victor. At se frugten I Bibelselskabet deler I rigtig mange bibler ud til mennesker i Israel. Men ser I frugten af jeres arbejde? ”Ja, det gør vi i høj grad. Vi ser ikke altid frugten med det samme. Men jeg er altid overrasket over, hvor meget frugt der kan komme ud af et frø,” fortæller Victor. ”For eksempel var vi for flere år siden med på en New Age festival, hvor vi slog et telt op og sang smukke lovsange. Vi delte også det nye testamente ud. To år senere tog jeg på en tur med andre troende fra menigheden. Der var en ung mand, som jeg ikke havde mødt før. Han fortalte mig, at han for to år siden havde talt med nogle messianske jøder til en New Age festival. En af dem havde givet ham et nyt testamente. Han læste i det, selvom det var lidt skræmmende. Bjergprædikenen gjorde et stort indtryk på ham, og han kom i kontakt med en messiansk pige fra sin parallelklasse. Pigen kunne ikke svare på alle hans spørgsmål, så hun sendte ham hjem til sin far, der var dekan på et ”Bibelcollege”, en bibeluddannelse. Faren underviste ham i den kristne tro og efter lang tids studier af biblen, kom den unge mand til tro på Jesus. Vi ser som sagt ikke altid frugten med det samme, men vi ser frugten.”  
Bibelbutikken på Yaffa Road i Jerusalem er ikke blot en butik, men giver os anledning til mange samtaler - også med ortodokse jøder.
Bibelbutikken på Yaffa Road i Jerusalem er ikke blot en butik, men giver os anledning til mange samtaler – også med ortodokse jøder.
Bibelforretning til dialoger Bibelselskabet har en bibelforretning i Jerusalem. Her oplever de meget stor interesse og mulighed for dialog. Hvad er det vigtigste ved jeres bibelforretning? ”Jeg vil sige, at det vigtigste er muligheden for dialog. Vores bibelforretning er lokaliseret tæt på den gamle by, men stadig i den nye by. Vi ligger få gader fra det ultraortodokse kvarter midt på en hovedgade, så vi har mulighed for at henvende os til mange forskellige mennesker. Turisterne kommer ofte ind for at snakke. Mange af dem er unge turister, der rejser rundt for at finde sig selv. Det giver mange gode samtaler. Vi har også sat et Tv-skærm i vinduet, der viser smukke billeder fra Israel og bibelvers. Det tiltrækker mange. Vi har faktisk så meget samtale med mennesker, at vi gerne vil bygge et dialogcenter, hvor der er gode rammer for samtaler.” Bibelselskabet har drømme og håb for Israel. De håber, at biblen må påvirke samfundet og bringe tro i flere menneskers hjerter. Bønhørelse Victor vil gerne slutte af med en tak til de mennesker, der støtter og beder for arbejdet. ”Vi beder for alle jer. Vi beder om, at Gud må velsigne jer ligesom I velsigner os. Vi er så taknemmelige for det arbejde vi får lov til at lave i Israel.”

Når “problemet” er Jesus

Når “problemet” er Jesus

I slutningen af maj måned mødtes lederne af jødemissionsorganisationer fra hele verden i St. Chrischona lidt uden for Basel i Schweiz. Kristen zionisme, erstatningsteologi og supersessionisme var nogle af emnerne på dagsordenen. Følgende artikel er Kai Kjær-Hansens indlæg på konferencen i let bearbejdet udgave.

Kai Kjær-Hansen, 5. august 2013 Når der tales om fremtiden for Israels folk i Guds frelsesplan, er det primære udgangspunkt for mig Romerbrevet kapitel 9-11. Udsagnet om, at hele Israel skal blive frelst (11,26), retter sig ikke til kirken som et ”nyt Israel”, men til Israels folk. Den ”rest”, Paulus taler om (11,5), er de jøder, der tror på Jesus i Paulus’ samtid. Spørgsmålet om, hvad fremtiden i øvrigt vil bringe for Israels folk, rejses ganske enkelt ikke af Paulus i disse vigtige kapitler. Spørgsmålet om Israels forhold til Jesus er blevet det altafgørende. Fremtid og nutid Nogle mener at kende Guds fremtid for Israels folk i detaljer og har sat det hele i system. Jeg ved mindre og har ikke i detaljer styr på Guds fremtid. Jeg frabeder mig dog at blive kaldt erstatningsteolog af den grund. Samtidig har jeg (med alderen) ikke behov for at forkætre andre, der mener at vide mere end mig. Dog vover jeg for eget vedkommende at sige, at hvis spørgsmålet om Israels fremtid optager en så meget, at det i virkeligheden bliver en erstatning for jødemission i vores egen nutid, så befinder man sig på gyngende grund – uanset hvor rigtige ens tanker om fremtiden for Israel end måtte være. Opstilles der i en teologisk debat et konkurrenceforhold mellem ”Israel” og ”Jesus”, så vælger jeg Jesus. Israel frelser ingen. Jesus kan frelse alle. Endvidere finder jeg det uheldigt, når begrebet ”supersessionisme” spilles ud som trumfkort i en teologisk debat. I visse sammenhænge synes det at trumfe ethvert andet teologisk argument, selv en ligefrem læsning af en nytestamentlig tekst. Forholdet mellem Israel og kirken er ikke enkelt. Uanset hvad, så skabte Gud ikke en kirke, der alene er forbeholdt ikke-jøder. Alle kirkens misgerninger mod det jødiske folk til trods, så består Guds kirke af jøder og ikke-jøder. Guds kirke er deres fælles ”hjem”. Selv om der blandt missionsledere i den nyere tids jødemission har gjort sig nok så forskellige opfattelser gældende om Israels fremtid, har det samlende punkt for disse dog oftest været, at evangeliet skulle forkyndes for jøder. Med dette som et indiskutabelt udgangspunkt, har man kunnet leve med uenigheden i synet på Israels fremtid, når det kom til detaljer og systemer. Selv de, der inden for jødemissionens rammer udtrykte sig mest forsigtigt om disse spørgsmål, undertrykte i almindelighed ikke Paulus’ ord i Romerbrevet 11,26 om Israels fremtidige frelse som folk. Opfyldelsen af dette håb var for dem knyttet til Israels tro på Jesus. Det, der skulle ske i fremtiden, gav dem trøst og frimodighed i nutiden – især på tidspunkter, hvor de syntes, det stod småt til med resultaterne af deres missionsbestræbelser. Det terminologiske ”magtspil” Begreber som erstatningsteologi og supersessionisme skal omgås med varsomhed. Mens begreberne ofte tidligere er blevet brugt i en intern kristen diskussion om forholdet mellem Israel og kirken, er der i de senere år sket en drejning. Oftere og oftere bruges ordet supersessionisme også om – og imod – dem, der mener, at jøder har brug for Jesus til frelse. Den definition, som i dag gives af nogle indflydelsesrige teologer inden for den jødisk-kristne dialog, er meget radikal og har en betydelig gennemslagskraft. Om vi vil det eller ej, så er vi med i et terminologisk ”magtspil”, og dette har vidtrækkende teologiske implikationer. Begreber med en negativ klang Begreberne erstatningsteologi og supersessionisme har i de fleste missionssammenhænge en negativ klang. Det skyldes, at antisemitisme undertiden er fulgt i kølvandet på erstatningsteologien. Mission til Israel er ofte blevet undsagt og opfattet som nytteløs; Gud har jo totalt slået hånden af det jødiske folk, er færdig med Israel, blev det fejlagtigt hævdet. Og videre: Kirken afhuggede sine jødiske rødder, hvilket gik ud over kirkens kristne identitet og dens billede af Gud, nemlig Israels Gud, som er Jesu Kristi far og vor far. En sådan erstatningsteologi vil vi selvsagt i Den Danske Israelsmission ikke have lod og del i. Vi vil tværtimod bekæmpe sådanne holdninger. Alligevel undgår vi ikke selv at blive kaldt supersessionister af mange af dem, der i dag dominerer den jødisk-kristne dialog. Når ”problemet” er Jesus Den kendte amerikanske jødiske tænker Jon D. Levenson giver følgende definition: “De første kristne hævdede, at det ikke var en ny Gud, der havde åbenbaret sig for dem, men derimod havde Israels Gud – jødernes Gud – åbenbaret sig mere fuldstændigt, ja definitivt, i ham, som de kristne kaldte ‘Jesus Kristus’. Denne påstand om en fuldere åbenbaring er grundlaget for, hvad der er blevet kendt som kristen ‘supersessionisme’, teologien, der ser den angiveligt nye åbenbaring som noget, der går ud over og overgår den gamle og gør den forældet.” I denne definition af supersessionisme flytter Levenson fokus fra Israel til Jesus. Her gås der helt ind til benet af, hvad kristen tro er. Nu drejer det sig om det fundamentale spørgsmål: Hvem var/er Jesus? Hævder man som kristen, at der med Jesus kom noget nyt, en ”fuldere” åbenbaring, som har afgørende konsekvenser for jøder såvel som ikke-jøder, stemples man som supersessionist. Og af en sådan stempling går heller ikke Den Danske Israelsmission fri. Begreberne skal bruges med omtanke Mens begreberne erstatningsteologi og supersessionisme ofte tidligere blev brugt i en intern kristen diskussion om forholdet mellem Israel og kirken, er der nu sket et skifte. I den jødisk-kristne dialog bruges disse negativt ladede begreber i dag ofte til at karakterisere – og tage afstand fra – det basale nytestamentlige budskab. Jødedom er god nok for jøder. Jøden Jesus behøves ikke. At påstå noget andet er udtryk for supersessionisme, hævdes det. Vore dages anti-supersessionister begynder altså med en berettiget kritik af kirkens maltraktering af det jødiske folk op gennem tider. De fortsætter rosværdigt at lægge vægt på kirkens jødiske rødder. Og så hugger de til. Det er ikke længere kun kirkens historie, der er under kritik. Det er også kirkens grundlag – personificeret i jøden Jesus. Når tingene har udviklet sig sådan, er der al mulig grund til at vi bruger begreberne erstatningsteologi og supersessionisme på en varsom måde. Slynger man om sig med disse begreber kan man let blive taget til indtægt for en holdning, man slet ikke deler. Dette gælder også for messianske jøder. Meget forståeligt har de haft – og har – en kritisk holdning til den kristne kirke på grund af kirkens forsyndelser mod det jødiske folk op gennem tiderne. Meget forståeligt har de kritiseret kirkens supersessionisme, når denne ikke gav plads for en fremtid for Israel. Nu er de selv inddraget i det terminologiske – og teologiske – ”magtspil”, hvor det, som de selv står for, også betegnes som supersessionisme. Denne udfordring bliver de selvsagt nødt til at forholde sig til.
  • 1
  • 2

Følg os
på facebook


Kommende
begivenheder


Tilmeld dig
Nyhedsbrevet


Israelsmissionen | TORVET | Katrinebjergvej 75 | 8200 Aarhus N | Tlf. 7190 1885 | kontor@israel.dk | Reg.nr. 0994 kontonr. 0003054500 | MobilePay 30503