Måned: marts 2014

Når den gode stemning ikke er nok

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 5. marts 2014. Bogført i Mission og messianske jøder.

Vi tror på, Jesus kommer igen. Netop derfor er vi i Israelsmissionen optaget af at fortælle det jødiske folk om, at Messias faktisk har været her én gang. Netop derfor er vi optaget af mission.

Arne Pedersen, 5. august 2013

Den kristne kirkes historie med det jødiske folk er plettet af ugerninger og forsyndelser. Allerede fra det 3. århundrede var kirken præget af både anti-semitisk og anti-judaistisk teologi og praksis, hvilket har medført et anstrengt forhold de to parter imellem.

Pave Francis mødtes i juni måned med repræsentanter fra det internationale jødiske samfund for at styrke relationen mellem den katolske kirke og det jødiske samfund. Her ses han inden han blev valgt som pave ved en Hanukah-fejring i Buenos Aires, Argentina.

De sidste 40-50 år er dette anstrengte forhold på flere måder blevet blødt op – ikke mindst på baggrund af Nostra Aetate, en erklæring fra den katolske kirke formuleret i 1965. Erklæringen har i praksis medført, at den katolske kirke har erstattet mission med dialog, når det kommer til det jødiske folk, og i dag findes der ingen katolsk organisation, som arbejder med jødemission.

Ødelægger mission den gode stemning?
Men er mission da virkelig så ødelæggende for den gode stemning, der er skabt mellem jøder og kristne? Og hvis det er, skal vi så lade være for ikke at ødelægge det gode forhold? Dette er gode og relevante spørgsmål, som vi i Israelsmissionen har tæt inde på livet i vores arbejde.

På den ene side ønsker vi at skabe en større forståelse for kristendommens jødiske rødder, så vi som kirke får en erkendelse af, at vores historie grundlæggende erjødisk. Der ligger en forståelsesnøgle til den kristne tro i jødedommen, som ernødvendig, hvis vi vil forstå dybden af evangeliet.

På den anden side vil vi også fortælle om Jesus. Det vil vi, fordi vi insisterer på, at hvis Jesus ikke er jødernes Messias – så er han heller ikke Kristus for os. Vi vil mission, fordi vi fastholder med apostlen Peter, at der ikke findes noget andet navn under himlen, som mennesker kan blive frelst ved – heller ikke for jøder.

Opfordring til at læse NT
Men det lader til, at både Jesus og det Nye Testamente er blevet – om ikke kosher – så i hvert fald socialt acceptabelt. Fx lød det således forleden i en kronik bragt i ”Jerusalem Post”, et af Israels største dagblade: ”Hvorfor frygte kirken? Hvis jøder kendte kristendommen bedre, ville vi vide, at der er meget lidt at frygte, men meget at respektere. Hvor mange jøder ved, hvad der er godt og værd at overveje i Det Nye Testamentes historier om Jesus? Der er mere end fire milliarder kristne i verden i dag. Hvad får så mange til at følge denne tro? At svare på disse spørgsmål leder sjældent til omvendelse, men det vil måske føre til større respekt.”

En mere direkte opfordring til at læse det Nye Testamente skal man lede længe efter, og det giver bestemt grund til glæde, at der lyder sådanne opfordringer i den offentlige presse. Men hvis opfordringen kommer på baggrund af, at kirken og det kristne vidnesbyrd er blevet ”ufarligt” i den forstand, at det er renset for enhver form for stillingtagen til, hvem Jesus er, eller hvis det kommer på baggrund af, at kirken ikke længere mener, at den har et budskab til det jødiske folk, så er der snarere grund til selvransagelse end glæde.

Ikke to veje, men én
I slutningen af juni måned mødtes Pave Francis med ledere fra det internationale jødiske samfund, hvor han understregede kristendommens jødiske rødder, og at ingen sand kristen kan være antisemit på grund af netop disse rødder. Desværre brugte paven også mødet til at understrege, at mission til det jødiske folk ikke er en del af den katolske kirkes dagsorden. Men det er et misforstået hensyn. For vel har den katolske Biskop Walter Kasper ret, når han hævder, at vi ikke kan tale om mission til det jødiske folk på samme måde, som vi taler om mission til hedninger. Men når han hævder, at jøder blot skal ”følge deres egen samvittighed og tro på Guds løfter til dem, som de forstår dem i deres religiøse tradition” for at blive frelst, så må vi sige stop. For der er ikke to veje til frelse. Der er kun én: Jesus.

Mission og erstatningsteologi
Og det er så her, den gode stemning for alvor skal stå sin prøve. For påstår man dét, lyder anklagen fra jødiske teologer hurtigt, at et sådan synspunkt er udtryk forerstatningsteologi.

Når mission og erstatningsteologi kædes sammen, skyldes det, at den kristne kirke hævder at have ”adgang” til noget, som jødedommen ikke har: Messias. Eller sagt lidt anderledes: Den kristne kirke hævder at have noget, som det jødiske folk har brug for, hvis de vil have fællesskab og fred med Gud – nemlig Jesus af Nazareth, Kristus.

Jesus var selv jøde
Jesus var selv jøde. Han levede et jødisk liv med alt, hvad det indebar af lovoverholdelse, renhedsforskrifter og pilgrimsvandringer til Jerusalem. Størstedelen af de første Jesus-troende var jøder, og hovedparten af Det Nye Testamente er skrevet af jøder. På intet tidspunkt i disse skrifter kræves det af jøder, at de aflægger sig deres jødiskhed, når de kommer til tro på Jesus. Når der i dag er forbundet store identitetsproblemer for jøder med at komme til tro på Jesus, skyldes det først og fremmest den kulturelle forståelse af, hvem der er jøde, og hvem der ikke er det. For at jøden Jesus skulle aftvinge andre deres jødiskhed, når de kommer til tro på ham, er intet mindre end absurd.

Når kirken har villet hæve sig over og gøre sig bedre end synagogen på baggrund af Jesus, er det sket på en misforstået baggrund, som har ført uretfærdighed med sig, hvilket vi må gøre opmærksom på, undskylde og bede om tilgivelse for.

Vi vil fortsat proklamere
Men det må ikke få os til at tie om sandheden – at kun i Messias kan Gud kendes fuldt ud. Jesus er den fulde åbenbaring af, hvem Gud er. Jesus siger selv, at han er vejen, sandheden og livet, og at ingen kommer til Gud udenom ham.

Avi Snyder, leder af Jews for Jesus i Europa, har tidligere udtalt sig om denne problemstilling her i avisen: ”Da Jesus sagde de ord, var det til jøder. Hvis de ord er sandheden (og det er de), så er tilbageholdelsen af det eneste budskab, som kan bringe frelse, ikke en kærlig eller venlig handling, men det modsatte. Og at tilbageholde budskabet om åndelig frelse fra en person, fordi denne person er jøde, er sandsynligvis den mest antijødiske handling, en kristen kan gøre. Jesus elskede os ikke med en tavs kærlighed.”

Derfor vil vi i Israelsmissionen fortsat frimodigt proklamere Jesus som frelser og herre. Vi vil fortsat insistere på, at alle har brug for Jesus, idet han er den eneste, ved hvem vi kan frelses. Vi vil fortsat hævde, at hvis ikke Jesus er Messias for jøderne, er han heller ikke Kristus for os.

Også selvom det skulle ødelægge den gode stemning.

Passioneret leder til Jews for Jesus

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 5. marts 2014. Bogført i Mission og messianske jøder, Nyheder fra samarbejdspartnere.

Julia Pascoe trådte ind i stillingen i april. Som leder af Jews for Jesus’ afdeling i London, arbejder hun for, at andre jøder må møde Jesus. Men rejsen dertil har været lang.

Dinna Bjerrum Swartz, 11. juli 2013

Julia på gaden for at dele traktater ud.

”Vent lige, skal vi ikke bede sammen, inden vi begynder interviewet?” Spørger Julia Pascoe, som det mest naturlige i verden. ”Lad os bede om, at dette interview kan være en del af Guds riges arbejde og at det kan ære Ham.” Vi beder sammen inden interviewet går i gang.

Julia er vant til at fortælle om sin tro. I sit arbejde går hun ud på gaderne i London og fortæller mennesker om Jesus. I begyndelsen af juni var hun i fjernsynet på den sekulære Kanal Fire, for at fortælle sit vidnesbyrd og i August talte hun på en kristen radiostation. Det er tydeligt at mærke, at ordene er velvalgte og kommer hurtigt til hende. Som missionær er hun nu på hjemmebane.

Frimodigt fortæller Julia Pascoe sin historie om, hvordan hun for 15 år siden kom til tro på Jesus. Det skete efter hendes mors pludselige død da Julia stadig var teenager. En kristen veninde begyndte at lære Julia om Jesus og efter mange overvejelser valgte hun at følge Ham. Da Julia begyndte i en baptistkirke i Nordlondon, blev hun hurtigt en del af lovssangsbandet.

Mødet med Jews for Jesus
”Kort efter jeg kom til tro, fik kirken besøg af en taler fra Jews for Jesus. Jeg var meget spændt på at møde ham, for tænkt at der var en person, der ligesom mig var jøde og troede på Jesus!” Taleren bad Julia spille den aften.

Fra den dag blev hun ved med at spille for Jews for Jesus. Hun spillede jødiske højtidssange til forskellige offentlige begivenheder.

”Det er for mig et privilegie at tjene med musikken. Musik er for mig en kanal til at lovprise Gud, det er en intens kanal, og det er tilfredsstillende for mig at synge og spille guitar til Guds ære.” Fortæller Julia.

Derfor har Julia også været med i bandet Blue Mosaic, der er en del af Jews for Jesus’ arbejde. De rejste rundt i USA i et år og brugte musikken til mission. De spillede jødisk musik på caféer, restauranter, barer og universiteter, og fortalte om Jesus gennem sang og musik. ”Jeg elsker musik” gentager Julia. ”Hvis jeg kan opmuntre andre til at bruge kreativiteten i mission, så vil jeg gøre det!” Men Julia har ikke kun tjent gennem musikken, selvom det var hendes indgang til mission.

At være med i mission
Det var ikke før en kristen veninde skrev en mail til Julia om, at Jews for Jesus laver sommer-evangelisation, at hun overvejede at tage med på gaden. I 2003 var Julia med i London, hvor de i fire uger hver dag tager ud på gaden for at opsøge jøder og fortælle om Jesus.

”Efter den oplevelse blev jeg tilbudt at blive ansat i staben i London. Jeg fik jobbet og begyndte at arbejde fuldtid med mission.” fortæller hun.

”Der gik i alt seks år fra jeg kom til tro på Jesus til jeg blev ansat i Jews for Jesus. Det var en tid, hvor min tro kunne modnes.”

Mange lande, én kultur
Som missionær har Julia været vidt omkring. Siden hun blev ansat har hun både været i Berlin, London, New York og Sidney.

”Selvom jeg har været mange steder, så er arbejdet stadigvæk det samme. Vi bruger samme metode til at komme i kontakt med jøderne. Jeg synes egentlig at den største forskel mellem New York og London er, at der er sværere at finde jøderne i London.”

Der er 2,5 mio. jøder i New York og kun 250.000 jøder i hele England. De kulturelle forskelle synes Julia heller ikke er store.

”De fleste jøder i verden deler samme historie. De tager de samme forholdsregler overfor evangeliet. Lige meget, hvor vi er i verden, så er holocaust meget smertefuldt. Jeg er ofte blevet spurgt: Hvordan kan Jesus være for jøder, når de kristne dræbte så mange jøder under holocaust?”

Der er altså ikke ekstreme forskelle på, hvordan jøder i forskellige lande reagerer på evangelisation. Men evangeliet bliver delt med jøder i hele verden. Og jøder tager også imod evangeliet, ikke i store tal, men det sker.

Tak, Danmark
“I vores arbejde i Jews for Jesus er vi taknemmelige for jeres støtte i Danmark. Som Jesu legeme har vi brug for hinanden, og jeres trofaste støtte og gavmildhed vil vi gerne sige tak for.”

Netop nu har teamet i London haft en kampagne med gadeevangelisation i det centrale London og i Wimledon. Her har 24 ikke-jøder og 1 jøde modtaget Jesus.

“Vi oplever Guds godhed og at han viser os muligheder for at møde mennesker med evangeliet. Bed gerne for, at Gud fortsat vil åbne muligheder for os, så vi kan nå det jødiske folk.”

Immanuelkirken – vendt ud imod verden

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 5. marts 2014. Bogført i Mission og messianske jøder, Nyheder fra samarbejdspartnere.

Parret, som træder ind i kirkens forgang denne formiddag, er først i 40’erne. De hilser, får en brochure om kirken og dens bibelske mosaikker og går selv på opdagelse i kirkerummet.

Mette Lysholm Hornstrup, volontør ved Immanuelkirken, 30. maj 2013

På vej ud fortæller manden, at han hver dag igennem 30 år har gået på den nærliggende ”Elifelet Street” og har lagt mærke til kirketårnet, og i dag blev så dagen, hvor han for første gang besøgte kirken sammen med sin kone.

Juan Onasis står for "Open Church" i Immanuelkirken, som i høj grad fungerer som kirkens ansigt udad mod lokalsamfundet. — Juan Onasis står for “Open Church” i Immanuelkirken, som i høj grad fungerer som kirkens ansigt udad mod lokalsamfundet.

Ifølge Juan er dette par et typisk eksempel på folk, som kommer til ”Open Church” (åben kirke): ”Omkring 80 % af de besøgende har ikke planlagt at besøge kirken – de kommer blot tilfældigt forbi. Det er, hvad virkelig er meningen med Open Church.”

Juan Onasiss er ansvarlig for Open Church og tropper op fire dage om ugen for at byde folk velkommen i Open Church trods sine nu 73 år og dårlige ben. I 1980 begyndte han at spille orgel for grupperne, som besøger Open Church, og lige siden har han været en del af konceptet.

Kirkens udadvendte aktiviteter
Kirkens præst, Christian Rasmussen, fortæller, at Open Church uden sammenligning er Immanuelkirkens mest udadvendte aktivitet. Udover det er der en gang om måneden en koncert, hvis primære formål er at gøre kirken kendt og accepteret i lokalområdet – ”at gøre tærsklen til kirken mindre”, som Christian udtrykker det.

Og når man snakker med folk i byen, har mange faktisk kendskab til kirken, fordi de engang har været til en koncert. Dertil kommer den årlige julefejring, hvor en del nysgerrige jøder tager del i to specialgudstjenester, samt det nærtforestående arrangement ”Houses from Within” (huse indefra), hvor kirken ligesom mange andre steder i Tel Aviv inviterer folk indenfor. Her præsenteres de for kirken og lørdag også for korte, åbne gudstjenester. Ligeledes er der for tiden også Alphakursus i kirken om det grundlæggende i kristentro.

Jøder kommer til kirken

Om kirkens udadvendte profil siger Christian: ”Når man normalvis tænker på ”outreach”, tænker man på at gå ud et eller andet sted og henvende sig til folk. Vores Open Church virker den modsatte vej. Vi kalder det ”Inreach”, da folk selv kommer – vi behøver ikke engang spørge dem om at komme.”Men hvad er det, der gør, at jøder faktisk kommer til kirken?

I Danmark er vi jo ikke ligefrem vant til, at folk valfarter til kirkerne. Ifølge Juan kommer folk spontant forbi hovedsageligt på grund af kirkebygningen og orglet: ”Folk hører orglet på lang afstand, før de egentligt ser kirken.” Et nyt orgel i 1977 gav nyt liv til Open Church, da det er en attraktion i sig selv. Det kan være lidt svært at sætte sig ind i for os orgelvante danskere, men anderledes virker det altså i Israel.

Andre kommer til kirken, fordi de er på en guidet tur i den tyske/amerikanske koloni, fordi de er med en skoleklasse, er kunststuderende eller med i et kor. Sagens kerne er, at næsten alle er jøder, da der er meget få pilgrimssteder for turister i Tel Aviv. ”Det er derfor, Open Church er så vigtig”, understreger Juan.

At starte en kommunikation
Juan har gennem sine mange år i Open Church lært at fornemme, hvor meget og hvordan han skal gå til de mennesker, som besøger kirken: ”Det vigtigste er at starte en kommunikation”. Folk kan vælge at tage gratis bøger om Jesus og et Ny Testamente med hjem.

Når grupper kommer, får de imidlertid altid en præsentation af kirkens historie, bygningen og mosaikkerne, orgelmusikken og den kristne tro. Alt dette er værktøjer til at nå det egentlige: en præsentation af kirkens mest centrale mosaik, som er placeret over alteret. Her visualiseres Guds kærlighed i form af en hånd fra himlen, som rækker ned til menneskeheden og forenes med en dråbe af blod, som indeholder Jesu tornekrone udformet som en Davidsstjerne. I denne mosaik forenes jødedom og kristendom på unik vis.

Juan lader grupperne selv komme med den erkendelse ved at sige, at meningen med mosaikken er at huske og at minde om, at Jesus var….. Her svarer folk ”jøde”, og svaret bliver altid fulgt af et øjebliks stilhed. ”I dette øjeblik er Han (Jesus) med os – det er det afgørende øjeblik”, forklarer Juan og fortsætter: ”Du ved aldrig, hvad de efterfølgende konsekvenser bliver. Det er i Guds hænder”.

Kirkebygningen – provokerende og tiltrækkende

Det ligger dybt i mange jøders bevidsthed, at kirken er noget andet og fremmed – noget, der ikke har noget med dem at gøre qua kristnes forfølgelser af jøder op igennem historien. Kirkebygningen ”lugter så at sige langt væk af kristendom”, som Christian udtrykker det. På den anden sider forventer folk derfor også at høre noget om kristendom derinde. Der er på den måde både fordele og ulemper ved kirkebygningen, men mest af alt er erfaringen i Immanuelkirken, at den giver en platform for et møde mellem jøder og kirken.

Christian og Juan er imidlertid enige om, at der kræves stor forsigtighed i omgangen med det, at vi er kristne. ”Vi overfalder dem ikke”, siger Juan: ”Vi må have en vis forsigtighed i vores præsentation”.

En åben kirke

Klokken er lidt over to, og Juan låser døren til kirken. På spørgsmålet om, hvordan denne dags Open Church var, svarer han som oftest: ”Det var meget åbent”.

Fakta:

– Der er Open Church hver tirsdag-fredag fra kl. 10-14

– I 2012 besøgte omkring 3300 Open Church

– Derudover 320 til jul og 1440 til Houses from within

– Open Church begyndte i 1970´erne. Siden 1980 har Juan været en del af konceptet.

Dåbens pris

Skrevet af Christian Rasmussen d. 5. marts 2014. Bogført i Mission og messianske jøder, Nyheder fra samarbejdspartnere.

Man har ind imellem hørt om danskere, der har begrundet deres ønske om dåb med, at det ville familien sætte pris på. I Israel har familien til en jøde, der ønsker at blive døbt, i nogle tilfælde allerede sat en pris på den – nemlig dem selv. For nogle er prisen familien, og her følger nogle oplevelser, som jeg har haft i Immanuelkirken.

Christian Rasmussen, præst i Immanuelkirken, 30. maj 2013

Jeg havde en overgang adskillige samtaler med en midaldrende kvinde, som var kommet til tro, mens hun var ved at gøre rent i sit hjem. Hun havde nemlig samtidig fjernsynet kørende på en amerikansk, kristen satellit-tv-kanal, og med voksende opmærksomhed lyttede hun til forkyndelsen.

Pludselig var det som om, at alle brikker faldt på plads, og hun vidste, at det var Jesus, hun manglede i sit liv. Hun fandt Immanuelkirken via Google, tog kontakt til mig, og de næste to måneder mødtes vi jævnligt og fastsatte til sidst en dato for hendes dåb.

Tre dage før dåben skrev hun i en mail, at hendes mand og døtre, som ellers var klar over hendes nye tro, havde sat hende stolen for døren og sagt, at hun ville splitte familien ad, hvis hun tog det skridt at blive døbt. Det blev hun derfor ikke, hun stoppede med at komme i kirken, og al kontakt er nu på mit initiativ.

Open Church førte til Jesus

En anden gang havde jeg også i løbet af et par måneder samtaler med en ung fyr, som jeg fik kontakt med igennem vores ”Open Church”. Han læste i Det nye Testamente og blev overbevist om, at Jesus er Messias og ønskede at blive døbt. Da han fortalte sine forældre dette, svarede de, at de kunne acceptere, at han læste i Det Nye Testamente, men hvis han blev døbt, ville de ikke se ham igen. Det blev han derfor ikke, og modstanden fra hans forældre tog meget af modet fra ham, men vi har stadig lidt kontakt.

Jeg må indrømme, at bl.a. erfaringer som ovenstående får mig til at holde lidt igen, når samtaler med nye Jesus-troende jøder falder på dåb. Hvis troen ikke er grundfæstet godt nok, kan familiens modstand mod dåben blive netop det, der tager modet fra dem til fortsat at søge kirkens fællesskab. Og selvom vi nok frelses ved troen alene, så kan vi let miste den, hvis vi er alene i troen.

Der er glædelige tilfælde

Andre gange går det godt. Jeg fik fx i går en mail fra en, som er blevet døbt her, og hun beskrev hendes mors reaktion således:

”’Jeg er virkelig glad på dine vegne. Du ligner en, der er forelsket.’

Og da min mor sagde det, mindede det mig om, hvad vi har snakket om – at det faktisk ikke så meget er en religion, men mere en relation, så min mor har jo ret: Jeg er i et forhold.”

Bed gerne for disse mennesker og for andre i lignende udfordringer. Og bed også gerne om visdom til os, som forvalter dåben. Der er jo ikke noget skønnere end at se mennesker komme til tro og blive døbt til at tilhøre Jesus, men det er også en utrolig sensitiv og sårbar situation for flere.

Demokratiet og den jødiske stat

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 5. marts 2014. Bogført i Bibel og jødedom, Mission og messianske jøder.

Arne Pedersen; 30. maj 2013

David Lazarus, der er præst i Beit Immanuel-kirken, fortæller om to unge mænd, der søgte arbejde som lastbilchauffører, var meget i tvivl om, hvorvidt de skulle fortælle i deres ansøgning, at de var messianske jøder.

De valgte at lade være, men da de var til samtale, besluttede de spontant at fortælle det alligevel. ”Så I er messianske jøder,” grinede lederen. ”Min bror er også messiansk jøde ligesom I. Han er en fantastisk fyr, og alle de messianske jøder, jeg har mødt, er ærlige og pålidelige. Jobbet er jeres!”

Det er desværre ikke alle, der reagerer som lederen af lastbilfirmaet. Messianske jøder oplever i stigende grad chikane på grund af deres tro. Immanuelkirken i Jaffo oplever jævnligt at antimissionsorganisationen ”Yad L’Achim” står uden for kirken eller menighedshuset og deler flyers ud med budskabet om, at Det Nye Testamente er løgnagtigt. Andre steder i landet er ”Yad L’Achim” knap så ”stilfærdige”. Menigheder i Ashdod og Be’er Sheva har oplevet at få invaderet deres kirker, blive slået og spyttet på og råbt efter og chikaneret på anden vis.

Mellemøstens eneste demokrati?

Israel står i en svær balanceakt, for landet er i befolkningens selvbevidsthed ikke en almindelig sekulær stat: På den ene side er det et demokrati – ofte proklameret som Mellemøstens eneste – med alt, hvad det indebærer af demokratiske rettigheder for indbyggerne i landet. På den anden side er Israel også en jødisk stat med bestemte religiøse og værdimæssige normer.

At balancere de to størrelser er ikke let, og en minoritet i befolkningen, som ofte må sande dette, er de messianske jøder. Michael Decker er advokat og arbejder på ”Jerusalem Institute of Justice.” Han har et indgående kendskab til borgerrettigheder i Israel. I bogen ”Chosen to Follow”, som for nyligt blev udgivet af Caspari Centeret, skriver han:

”Messianske jøder kan stå over for religiøs intolerance, diskrimination og åbenlys chikane fra alle sider af samfundet.” Et andet sted går han endda så langt som til at sige, at diskriminationen af messianske jøder er systematisk.

Hverdagens udfordringer
Hverdagseksemplerne er mange og spænder lige fra visum- og imigrationsproblemer til manglende kosher-certifikater og byggetilladelser. Alt sammen problemer, som hænger sammen med den generelle antagelse blandt jøder, at man ikke kan være både jøde og tro på Jesus.

Hverdagseksemplerne er ofte hverken dramatiske eller særligt opsigtsvækkende, men de er eksempler på den tankegang, at jøder, som kommer til tro på Jesus, bliver ”meshumadim” – frafaldne, som forråder deres folk – både historisk, kulturelt og religiøst.

En tankegang som bl.a. kommer stærkt til udtryk i bogen ”Forrådt” af Stan Telchin, hvor han åbenhjertigt fortæller om sin egen reaktion på datterens tro på Jesus som Messias – en reaktion, som kulminerer med spørgsmålet: ”Hvordan forholder man sig til et barn, der vender ryggen – ikke blot til én selv, men til hele sit folk?”

Den religiøse balancegang
Spørgsmålet om den jødiske stat og demokrati er en svær balancegang, som også er kendt herhjemmefra i spørgsmålet om Danmark som et ”kristent land” samtidig med, at det er demokratisk. Alligevel oplever vi i disse år en bevægelse længere væk fra det kristne grundlag, som vi ønsker Danmark skal bygge sin lovgivning på.

Engang holdt butikkerne lukket alle kristne helligdage, men i dag er det helt anderledes med lukkelovens afskaffelse – til stor frustration og beklagelse for mange kristne. På samme måde har mange religiøse jøder et ønske om, at lovgivningen skal beskytte den religiøse praksis i landet. I Danmark har vi haft 164 år til at øve os i balancen mellem demokrati og religion, mens Israel som nation kun har haft 65.

I Israelsmissionen håber og beder vi naturligvis om, at messianske jøder i Israel med tiden vil få samme rettigheder som alle andre – i såvel teori som praksis.

At miste ens kære
På det personlige plan – blandt både familie og venner – er det også en vanskelig sag, når jøder kommer til tro på jøden Jesus. Så vanskelig, at mange mister venner og udstødes af familien, når de bekender deres tro. I Israelsmissionen beder vi også om – og arbejder på – at flere må komme til tro på Jesus som Messias – at flere, ganske som Stan Telchin gjorde det, selv må læse det Nye Testamente og proklamere:

Jeg tror, Jesus er Messias! Det gør vi vel vidende, at denne proklamation har en pris – men også med den overbevisning, at troen på Jesus og livet sammen med ham er prisen værd.