Skip to main content

Måned: juni 2014

Spørge Jørgen

Elisabeth Serner, Jerusalem, 1. juli 2014

Sangen om Spørge Jørgen har fået en rennæsance i vores lille hjem, og på Naomis opfordring, synger vi den, indtil vi er næsten ligeså trætte som Jørgens forældre.

Jeg tror, at hun med sine tre år kan relatere til den videbegærlighed, som Jørgen ligger for dagen, og ofte står hendes egne spørgsmål også i kø for at blive besvaret. Nathanael bruger også energi på at kortlægge, hvad han ser i sin nye hjemby Jerusalem. ”Mor, hvorfor bor jøderne og araberne ikke sammen?” ”Hvorfor er der så mange soldater i Israel?”

Personligt melder jeg mig også på banen i rækken af spørgelystne folk. Jeg tror aldrig, at jeg i mit liv har haft så mange spørgsmål og så få svar. Selv små ubetydelige dagligdagsepisoder kan efterlade en sky af små sorte spørgsmålstegn i mit sind. Som f.eks. den dag vi havde en religiøs jødisk mor og hendes datter på besøg. Alt, hvad jeg satte på bordet, var kosher, emballagen var ubrudt, og der var købt engangskopper til formålet. Men bortset fra en appelsin til hendes datter blev intet rørt. Det var ikke mange svar, jeg kunne liste ud af min gæst, så min undring er stadig intakt.

Konflikten, der her i landet bølger frem og tilbage, og bogstaveligt talt kun er et stenkast væk, er for mig også en kilde til skærpet årvågenhed og jeg må ofte stille mig uforstående. Når jeg om aftenen sidder med min mynthete, og nyder freden og ørkenlandskabet, der strækker sig i horisonten, er det netop bevidstheden om de uforenlige parter, der kan få mig til at overveje om de høje brag, der pludselig bryder stilheden, er skudsalver og ikke fyrværkeri som først antaget. Jeg lægger også arm med sproget, i mit forsøg på at få greb om det og kulturen. For hvem der bare kunne forstå samtalerne imellem mine medpassagerer i sporvognen eller opfatte lidt mere af de israelske nyheder. Men alt for ofte er jeg et stort spørgsmålstegn.

Heldigvis ender sangen ikke her, og jeg er på ingen måde nødt til med skam at pakke mine spørgsmål sammen som Jørgen, hvis konklusion blev, at han aldrig ville spørge fjollet mere. Tilfældige mennesker på min vej, vagten i supermarkedet og naboerne er villige til at forklare mig ords betydning, og give mig andre nyttige informationer. Den israelske soldat, som kommer til vores arrangementer, fordi han har en dansk-jødisk mor, medbringer kaktusfrugter og detaljerede beskrivelser af, hvordan man plukker, og skærer dem, uden at de små hår gennemtrænger ens hud. Han henviser til brugbare links på nettet, og kommer med sin version af konflikten hernede.

Hvis jeg vil høre tanker og oplevelser fra en, der er vokset op i Øst-Jerusalem, kan jeg snakke med den unge ’sing a song-writer’, som også har en dansk mor. Hun viser mig skjulte oaser i den gamle by og hemmelige tage med første parket til klippemoskeen. Det er også hende, der har introduceret mig til hvordan is-kaffen overgår sig selv, hvis man efterspørger ekstra isterninger og espresso. Så jeg er håbefuld, midt i al min forvirring og nysgerrighed. Vores families anker er ved at sætte sig godt fast i den israelske jord, og vi udvider vores territorium dag for dag.

Gademission i Moskva

Efter 11 dages gademission i Moskva kan Jews for Jesus med glæde se, hvordan Gud har mødt mange mennesker med sin kærlighed. 40 mennesker er kommet til tro på Jesus, og 787 vil gerne vide mere om Jesus. 19 af de nye troende er jøder og 451 af de ”søgende” er også jøder.

Af Dinna Bjerrum Swartz, 20. juni 2014.

De høje tal fra Jews for Jesus‘ missionskampagne i Moskva kan virke overvældende for os danskere, der ikke normalt ser omvendelser i så store mængder. Arne Pedersen var med på Moskva-kampagnen sidste år og fortæller her, hvorfor han tror, at kampagnen er så effektiv.

”For det første elsker de Jesus. Missionærerne har virkelig en begejstring over at være med i Guds mission. De har en kærlighed til Gud og en afhængighed af Ham. De var så meget på gaden, at de havde brug for bøn og lovsang midt på dagen inden de gik ud igen. Jeg tror at der er noget sandt i, at når det er hårdt at følge Jesus, så har vi brug for at bede mere. Vi må søge ind til kilden på grund af en spontan kærlighed, der kommer fra afhængighed til Gud.

For det andet er missionærerne i Moskva udholdende i deres kald. De går på gaden i 10-12 timer hver dag. Det er en stressende situation, hvor de møder modstand fra politi, højrefascister og ortodokse kristne. Der er næsten ingen venner på gaden, men alligevel går de udholdende ud for at fortælle om Jesus.

For det tredje er missionærerne modige. De tager Gud på ordet, når Han siger: ”Jeg vil være med jer”. Det er 23 trofaste missionærer. Jeg ved, at der er mennesker, der siger nej til kampagnen fordi de er bange. Det er ikke ufarligt at være missionær i Moskva og derfor er de, som er det modige.”

Muslim kom til tro
Der er mange glædelige historier fra årets kampagne. Blandt andet var der en 18-årig muslim, der tog imod et Nyt Testamente på Arabisk og som dagen efter igen opsøgte en missionær for at vide mere om, hvordan man skal leve som kristen.

Under kampagnen blev der delt 222.034 foldere ud, der handlede om Jesus. Men for Arne Pedersen er det ikke så meget tallene, som metoden, der er værd at bide mærke i.

”Jeg synes, at det er godt, at missionærerne tør insistere på, at man kan konfrontere folk med valget om at følge Jesus. Det valg taler det Nye Testamente også om. Det kan vi godt blive bedre til i Danmark,” mener Arne Pedersen, ”selvom der også skal være plads til at vokse langsomt i troen ligesom apostlen Peter eller disciplen Thomas,” tilføjer han.

Kampagnens leder, Ilya, siger om den netop afsluttede kampagne: ”Jeg er taknemmelig for jeres forbøn. Deltagerne på kampagnen oplevede sig meget velsignede. Gud være lovet!”

Et lys for verden – gennem samarbejde

Af Signe Thorup, volontør ved Immanuelkirken

I maj måned var der fælles studenterkonference i det kristne studenterarbejde i Israel. Signe Thorup og Conrad Elmelund var med.

FCSI-artikel3
Konferencen bød på hebraisk, arabisk og engelsk lovsang.
Det er høj solskin. Udenfor bygningen hvor møderne på konferencen skal afholdes, er der stillet et par borde op under et halvtag. Bag bordet sidder en ung kvinde med mørkt hår bundet i en knold og et forventningsfuldt smil. Hun er en af de universitetsstuderende, som er kommet før for at hjælpe til. Hun udleverer nøgler til værelser og tager imod betaling. I takt med at folk ankommer, stiger en summen af snak og latter. Jeg selv erfarer også en stigende forventning til weekenden, som ligger foran mig. Den starter i en god stemning. Vi trækker indenfor og spiser sandwichs. Vi er allerede bag tidsplanen, men ikke mange virker til at tage notits af det. Folk stimler sammen på rækkerne og fylder mødesalen. Jeg ved at vi i løbet af konferencen skal være ca. 150 studerende. De fleste er arabere, men der er også en del jøder samt en mindre gruppe internationale studerende. To unge mænd træder nu frem forrest i salen, og tager hver en mikrofon. Den ene taler arabisk, den anden hebraisk. De oversætter for hinanden. De byder velkommen, begge med et varmt smil. Den måde de taler sammen afslører at de holder af hinanden. ”Denne konference vil jøder og arabere gå en ny fremtid i møde, hvor vi vil være et lys for verden, gennem samarbejde.” lyder det bl.a. og jeg mærker at de mener det. Tonen slås således an og forsætter weekenden igennem.  Til glæde for hele forsamlingen kan de to mødeledere også fortælle at vi har fire brødre og søstre med os fra Rammalah. Lovsangsbandet træder frem. Der er klap og fest på de to hovedsprog for konferencen arabisk og hebraisk. Der er oversættelse til de internationale studerende. Denne første aften hører vi om, hvordan spirituel modenhed handler om at elske. Kraften til denne modenhed kommer af, at være tæt knyttet til Jesus. Efter mødet er det tid til at blive rystet sammen. Det involverer både balloner og folkedans. Humøret når sit højeste og ikke alle får så meget søvn, som generalsekretæren ville have anbefalet.

Udrustning, inspiration og fællesskab

Ved fredagens første møde bliver vi igen ledt godt ind i dagen. Neeman, som netop har været i Danmark, kigger på sin arabiske bror og udbryder ”Jeg har sådan lyst til at bede for dig”. På den måde begynder vi alle dagen med at bede for dem omkring os.  Talen herefter handler om intimitet med Gud og efterfølges af en times individuel stilletid. Jeg går ud i den store grønne have, der er en del af Baptist Village, hvor konferencen finder sted. Her har studerende spredt sig ud over den solbeskinnede plæne. Nogle har bibelen åben, andre ser ud til at bede eller nyde stilheden. Der er ro.
Stilletid i den store have i Baptist Village.
Stilletid i den store have i Baptist Village.
I frokostkøen fredag falder jeg i snak med en kvinde. Hun har en rød t-shirt på, og har en god udstråling. Hun fortæller mig at hun kommer fra en lille by nær Akko i det nordlige Israel. Her er den største del af befolkningen muslimer. Hun giver udtryk for, at en af hendes store udfordringer er dialogen med dem.  Hun oplever den bliver mere og mere anspændt. Derfor har hun meldt sig på eftermiddagens seminar om evangelisation for muslimer. Hun er glad da jeg møder hende senere på dagen, efter seminaret. Hun føler at hun har lært noget nyt om Islam, som kan gøre hende mere tryg og klar i samtalen med hendes muslimske venner. Der var også enkelte muslimer med på konferencen. Eftermiddagen bød desuden på seminarer om evangelisation for henholdsvis ortodokse jøder og ateister. Disse tre seminarer blev gentaget senere samme eftermiddag, hvor man kunne vælge et nyt spor. Således var der sat fokus på udrustning til at gå i dialog med de forskellige verdensbilleder, som de studerende møder i deres hverdag på studiestederne. Dette var med til at afspejle konferencens hovedtema ”Lys og salt”. Jeg sætter mig ned spiser mig frokost med to arabiske piger. Jeg spørger dem hvordan de synes konferencen er. ”Fantastisk” svarer den ene. Hun går i hvad der svarer til gymnasiet. Hun giver udtryk for at hun er særligt glad for fællesskabet og de relationer der skabes. ”Jeg glæder mig altid til at møde dem igen på næste konference.” Al maden laves af tre hjertelige og arbejdsomme arabiske damer som frivilligt hjælper under hele konferencen. Efter hvert måltid hjælper en lille gruppe af de studerende hinanden med at vaske op. Et medlem fra lejrkommitéen fortæller mig at det er et nyt tiltag, som et forsøg på at få folk i snak med nogle de ikke kender i forvejen. Udover seminarer byder fredag eftermiddag også på generalforsamling for FCSI. Her møder en mindre gruppe af de særligt engagerede studerende op. Jeg møder generalsekretæren, Zaher da mødet netop er afsluttet. Han er glad og fortæller at der var mange interesserede spørgsmål. Aftenens program er lejrbål og mulighed for at dele vidnesbyrd. Jeg hører efterfølgende flere tale om hvordan de forskellige personlige historier har gjort indtryk.

Walk’n Talk

Den store happening Lørdag er en vandretur i det naturskønne område ’Yarkon Springs’. Vi trasker alle af sted i det meget frodige landskab langs vandløbet. Undervejs får vi rig mulighed for at få en god snak og et par mudrede sko. Jeg falder i snak med Bshara. Han er nylig hjemvendt fra en DIM tur til Danmark sammen med Neeman. Måske har dette været med til at opmuntre ham til at tage mere ejerskab i hans lokale studenterarbejde. I hvert fald har han netop valgt at træde ind i den studenterkomité, der bl.a. står for at arrangere konferencer. Han er glad for denne konference, særligt for at der er både arabere, jøder og internationale. Han fortæller også, at han har fået et par idéer i Danmark, som han vil prøve at implementere, når han nu træder ind i komitéen. Denne konference tog han del i lovsangsbandet og var med sin personlige ro og positivitet med til at skabe en god stemning omkring sig. Det sidste som sker inden vi alle vender hjem, er at vi mødes i grupper alt efter hvilket sted vi studerer. Conrad og jeg mødes med grupperne fra Tel Aviv, som vi besøger med jævne mellemrum. Her deler vi lidt indtryk fra weekenden som er gået. Der er stor vilje til at arrangere flere aktiviteter på tværs af den arabisk- og hebraisktalende gruppe i byen. Der udveksles mailadresser. Jeg vender meget opmuntret hjem fra tre dage med det israelske studenterarbejde.

Vær med til at bede om:
–          At de studerende må få integritet i deres relation med Gud, og mod til at gå i dialog med deres medstuderende
–          At ønsket om enhed blandt de arabiske og jødiske troende må komme til udtryk i konkrete aktiviteter, samt at flere jøder må deltage i de kommende fælles konferencer

Sport og leg skal forene palæstinensere og danskere på kryds og tværs

Ni tidligere elever fra Indre Missions Bibelskole skal til Betlehem for at afholde en sommercamp i samarbejde med unge lokale palæstinensere. Det vil skabe sammenhold, ansvarsfølelse og succes-oplevelser håber Anders Erbs, leder på turen og af IMBs adventure-linje.

Af Dinna Bjerrum Swartz, 12. juni 2014

”Hvert halve år tager Børkop Højskole på studietur til skiftevis Etiopien og Israel. I Etiopien møder vi mange lokale unge og det er rigtig lærerigt. Denne mulighed kunne også være spændende at tilbyde vores elever på Israelsturen. ” forklarer Anders Erbs. Dette bliver nu i første omgang til virkelighed for en gruppe tidligere højskole elever.

Det Palæstinensiske Bibelselskab, Børkop Højskole og Israelsmissionen arrangerer en summer-camp, hvor sport og leg skal få danskere og palæstinensere til at mødes og samarbejde. Det er et ønske, at de lokale palæstinensere kan få lov at møde hinanden på tværs af religion og kirkeretninger, gennem den uge hvor sommercampen vil løbe af stablen.

”Sporten og legen kan noget helt særligt. Det er populært og kan derfor tiltrække børn og unge, og så er det en neutral platform, hvor man for en stund kan glemme etniske og religiøse tilhørsforhold.”

”Jeg har læst en artikel om et lignende koncept i Nord-Israel, hvor børn skulle dyrke sport sammen. I starten af arrangementet delte børnene sig op i deres vante grupper, men i slutningen af ugen var grupperne splittet op og børnene legede med hinanden på kryds og tværs. Vi håber, at noget lignende kan ske i Betlehem,” fortæller den forventningsfulde højskolelærer.

Anders Erbs understreger dog også, at sport ikke nødvendigvis skaber samhørighed. Fodboldvold er for eksempel et velkendt fænomen, der ikke fører til dialog. Derfor ønsker Anders at tale om værdier med de lokale unge og derfor skal sportsholdene fx også opdeles på tværs af palæstinensiske grupperinger.

Som en gadefest
Der er tre grupper, som vil få glæde af denne summercamp. Der er de ni danskere og en gruppe på samme størrelse af engelsktalende palæstinensere, som i samarbejde vil arrangere de forskellige lege og sportsaktiviteter. Disse grupper vil kunne dele den kristne tro med hinanden og få lov til at stå som ledere af dette spændende arrangement sammen.

Den tredje gruppe er de lokale børn og unge i Betlehem, der vil deltage i aktiviteterne, og som forhåbentlig vil få en oplevelse af, at de gennem leg og sport kan mødes på tværs af grupperinger, og derigennem skabe nye venskaber og nedbryde gamle fordomme.

Som en gadefest, der samler de lokale på tværs af opdelinger, vil sport og leg blive et mødested for Betlehems børn og unge håber Anders Erbs.

Samarbejde i det lange løb
Anders Erbs håber, at samarbejdet kan blive langsigtet, hvis det bliver godt. Måske vil det endda allerede være muligt for Børkop Højskole at besøge de lokale i Betlehem til næste rejse i efterårsferien. Ønsket er desuden at summer-campen må være en årlig tilbagevendende begivenhed.

Gennem et cykelsponsorløb har de ni danske deltagere samlet penge ind til bolde, bat, frespees og kasketter, som de kan tage med til Betlehem. De er ved at være klar til at rejse den 20. juni, hvor håbet er at sport kan være med til at opbygge nye venskaber.

Anders Erbs glæder sig til at komme af sted, ”Det er et spændende projekt fordi idéer og erfaringer omkring brugen af sport og leg i relations arbejde bliver udvekslet og opbygget. Vi håber på, at kunne lære meget af denne tur” fastslår han.

2014-05-25 14.46.30  

De entusiastiske højskoleelever på cykelsponsorløb

Helligåndens arbejde

I forbindelse med pinsen skrev Caspari Centret dette vidnesbyrd om, hvordan Helligånden kan gribe ind i menneskers liv gennem undervisning. Artiklen blev offentliggjort på Casparis hjemmeside den 3. juni 2014.

Skrevet af Casparis personale, oversat af Dinna Bjerrum Swartz, 13. juni 2014

Som vi nærmer os højtiden pinsen, kommer jeg igen til at stille mig selv følgende spørgsmål: Hvad var Guds mening med at sende Ånden? Har vi stadig denne kraft – den selv samme overnaturlige kraft, som den tidlige kirke modtog på den dag? Og hvis vi har, hvordan manifisterer Ånden sig så gennem Casparis arbejde? Jeg tror på Helligånden, beder i tunger og jeg lægger mine hænder på de syge, som nogle gange faktisk bliver helbredt. Og stadig er det ofte som om Åndens enestående arbejde let kan blive overset eller blive forvekslet med almindelige menneskelige evner og aktiviteter. Så vi må stille et spørgsmål mere: Hvordan skelner vi mellem Åndens arbejde og hvordan ved vi at vi ikke spilder ressourcer på menneskelig stræben, men i stedet ærer Gud ved at lade Hans Ånd være vores guddommelige hjælper? Hvis Caspari Centret havde et evangelistisk arbejde ville det være lettere at skelne. En oprigtig omvendelse fra vantro til tro på Jesus ville være et vidunderligt tegn på, at Ånden kunne udrette dette. Det samme ville gøre sig gældende i dæmon-uddrivelse. I Matt 12, 28 siger Jesus, at det var ved Guds Ånd han uddrev dæmoner.

Men Casparis vigtigste opgave er hverken evangelisation eller uddrivelse, det er undervisning. Vi underviser og optræner troende, normalt uden nogle dramatiske manifestationer, fordi i en undervisende tjeneste forvandler Ånden hjertet og sindet stille i det usynlige. Men siden Gud blev til menneske i Kristus er Åndens arbejde blevet synligt – også i tilfældet med ”Grethe”, mor til ”Heidi” og deltager i vores sabbatskole-seminar. Hun fortæller:

”Jeg var til hovedforelæsningen og lyttede til præsten Daniel Yahavs budskab om at elske børn, som er anderledes. Da han delte sine personlige kampe med at være tålmodig overfor sin adopterede søn, der har Down syndrom, blev jeg ved med at tænke min datters ADHD. Selv efter jeg havde fået kendskab til syndromet og indså, at Heidi ikke ønsker at være på tværs, var mit temperament ofte for stort og jeg var ofte efter hende. Da jeg lyttede til Daniel, delte han et bibelord, som jeg kendte, men aldring havde forstået i mit hjerte: ”Men den, der bringer en af disse små, som tror på mig, til fald, var bedre tjent med at få en møllesten hægt om halsen og blive sænket i havets dyb” (Matt 18, 6).

Da jeg læste det, følte jeg, at Gud talte til mig og advarede mig mod den seriøse fare, som min datter og jeg var i. Gudsfrygten ramte mig, da jeg indså at min uretfærdige vrede kunne blive en forhindring for Heidi og kunne lede til katastrofale konsekvenser. Lige der midt i forelæsningen begyndte jeg at bede indvendigt med en passion, som jeg ikke havde kendt før. Jeg skreg efter Guds nåde mod min utålmodighed og jeg fortsatte denne bøn i måneder. Når jeg ser tilbage fra i dag, kan jeg se at Daniels budskab var et vendepunkt i min lange kamp. Jeg er stadig langt fra perfekt, hvilket hjælper mig ned på mine knæ, men der er en tydelig forandring i min kommunikation med Heidi, og det kan hun også se.”

Læs den engelske tekst her.  

Pinsens jødiske rødder

Arne Pedersen, kommunikationssekretær i Israelsmissionen, 4. juni 2014

(c) wikimedia commons
(c) wikimedia commons
Den første pinsefest – eller Shavuot, som den hedder på hebraisk – fejres af jøderne, som en høstfest. Hvordan den skulle fejres, kan vi læse om i 3. Mos 23. Som i mange andre høstfester er det temaer som gavmildhed og taknemlighed, der er gennemgående. Gud har været gavmilde overfor os – det må vi være taknemlige for. Og ud af den taknemlighed må så springe en gavmildhed overfor andre. Det er den cyklus høstfesten fordrer af os.

På et tidspunkt udvikler festen sig fra at være en almindelig høstfest til at blive en fest, hvor lovgivningen på Sinai bliver fejret. Det er en fest, som går fra temaer som gavmildhed og taknemlighed til temaer om hellighed og identitet.

Da Gud har udfriet israelitterne fra slaveriet i Egypten leder han dem til Sinai-bjerget, som de ankommer til efter ca. 3 måneders vandring. Her giver Gud dem Loven. Det er en voldsom beretning, som strækker sig fra 2. Mos 19 og resten af bogen ud. Begivenheden dækker over langt mere end blot de ti bud, som er de mest kendte.

Gud begynder sin lovgivning til Moses og de andre israelitter med at slå et par ting fast:

I har selv set, hvad jeg gjorde mod Egypten, og hvordan jeg bar jer på ørnevinger og bragte jer herhen til mig. Hvis I adlyder mig og holder min pagt, skal I være min ejendom, ene af alle folkene, for hele jorden tilhører mig. I skal være et kongerige af præster og et helligt folk for mig.

Gud begynder med at minde dem om, hvad han gjorde for dem mens de stadig var i Egypten. På den måde knytter Gud påske og pinse sammen. De to højtider er én fortælling i to afsnit.

I påsken udfrier Gud sit folk fra Egypten. Gud frelser sit folk fra slaveriet. Eller sagt med et mere Ny Testamenteligt ord: Gud viser nåde mod dem.

Pinsen er Guds invitation til et nyt liv i fællesskab med ham – en invitation til at tage del i Guds mission – den som begyndte med Abraham. Gud giver israelitterne loven for at gøre dem anderledes – for at de skal skille sig ud – som et mærke og tegn på, at de tilhører ham.

På samme måde som jøderne gør det – må vi, som er kristne og som lever i den nye pagt – også sørge for at huske på sammenhængen mellem påsken og pinsen. Hvis vi vil have det ene uden det andet – så får vi kun et halvt evangelium!

I påsken fejrer vi, at Jesus døde og opstod igen for vores skyld – for at vi kunne få fred – for at vi kunne blive frie fra syndens slaveri. Og pinsen er også i kristen sammenhæng Guds invitation til et nyt liv sammen med ham – en invitation til at tage del i Guds mission.

I den kristne pinse fejrer vi Helligåndens komme til jorden. Det kan vi læse om i Apg. 2. Det er en fantastisk og underfuld beretning om, hvordan Guds Ånd kommer over apostlene, så de pludselig kan tale alle pilgrimmenes sprog, som var i Jerusalem på denne højtid. Næsten tre tusind mennesker kommer til tro på Jesus denne dag, efter Peter har holdt sin berømte pinseprædiken.

En anden pinseprædiken – som er knap så berømt – er Paulus’, som han holder i 2 Kor. kapitel 3. Her omtaler Paulus korinterne som et ”Kristus-brev” – ikke et brev der er skrevet med blæk, ”men med den levende Guds hånd…i hjerter, på tavler af kød og blod.” Dét er en retorik, som Paulus låner fra pinseprofeterne Ezekiel (11,19-20 + 36,25-28) og Jeremias (31,31-33). Engang var der en pagt, siger Paulus, som var skrevet på stentavler – men ikke længere. Nu står den skrevet i vores hjerter. Og sådan bliver Paulus ved gennem hele kapitlet at fortælle om, hvordan det var engang, og hvordan det så er nu.

Han konkluderer:
Og alle vi, som med utilsløret ansigt i et spejl skuer Herrens herlighed, forvandles efter det billede, vi skuer.

Paulus konkluderer med andre ord, at ingen kan forblive den samme, hvis man har taget imod Guds invitation til et nyt liv sammen med ham – i hans mission. Sådan var det for jøderne, da de fik loven på Sinai, sådan er det for os, når vi får Helligånden som gave. For i livet med Gud er forvandlingen og Helligånden et imperativ.

For ”der er intet sandt eller helt evangelium og ingen autentisk bibelsk mission uden Helligåndens person, gerning og kraft.” (Cape Town Erklæringen s. 27)

Det er dét, der er på spil i pinsen: Guds invitation til et helt evangelium og til autentisk bibelsk mission.

Denne artikel blev oprindeligt skrevet til religion.dk.

Konferencestatement fra Kiev

Jesus ­- et lys for sit folk også i dag i tiden efter Holocaust

Udtalelse fra den 10.europæiske LCJE konference (Lausanne Consultationon on Jewish evangelism)

Over 80 deltagere fra 19 forskellige lande, herunder Israel, mødtes i Kiev, Ukraine, fra den 28. april til den 1. maj 2014, for at dele information og sammen reflektere over betydningen af Jesus som den unikke i forhold til det jødiske folk. Ved konferencens afslutning udsendte deltagere følgende udtalelse:

Vi, deltagere i den 10. europæiske LCJE konference, jøder og ikke­jøder fælles i troen på Jesus Messias, glæder os over, at mange jøder kommer til tro på deres Messias i områder, som har  været vidner til de værste overgreb under Holocaust.

Vi takker Gud for det stigende antal europæiske og ukrainske jøder, som bekender Jesus som Messias og fortsætter med at se sig selv som en del af det jødiske folk. En væsenligt årsag til at konferencen blev afholdt i Kiev var ønsket om at bekræfte og opmuntre disse Jesus­troende jøder.

Vi, deltagere i konferencen, bekræfter sammen med den globale Lausanne bevægelse, at Messias har forenet ”den delte verden af jøder og hedninger” ved sin død på korset.  Vi bekræfter også:
  • At vores frelser Jesus, Israel Messias og forløser, var jøde i forhold til sin menneskelighed.
  • Jesus som eneste vej til Gud for både jøder og ikke­jøder.
  • Den kristne tros jødiske rødder og Det Gamle Testamentes forståelse af et stedfortrædende offer som vejen til forsoning.
  • Guds fortsatte kald til Israels folk om at være et lys for folkene
  • Nødvendigheden af at bekæmpe alle former for antisemitisme
  • Kirkens pligt til at række evangeliet til det jødiske folk og til at acceptere, opmuntre og bede for Jesus­troende jøder og deres vidnesbyrd blandt deres eget folk.


LCJE er en del af den globale Lausanne bevægelse. Det var betydningsfuldt, at konferencen blev holdt i en by, som er hjemsted for halvdelen af Ukraines jødiske befolkning, og hvor det jødiske folk ­ sådan som historien bevinder det ­ har lidt så umådeligt meget, og hvor det mindre kendte “Holocaust med kugler” fandt sted, hvor 1,5 millioner jøder blev myrdet.

De forskellige indlæg på konferencen behandlede på hver deres måde konferencens tema. Et stort antal af Jesus­troende jøder døde under Holocust. Det var derfor en særlig glæde, at ledere fra den voksende messianske bevægelse i Ukraine deltog i konferencen. Mødet var en demonstration af solidaritet og opmuntring fra kristne organisationer i resten af Europe til den voksende messianske bevægelse i en tid præget af national krise og usikkerhed i Ukraine.

Artikler fra konferencen vil blive offentliggjort på LCJEs hjemmeside (www.lcje.net)

Se endvidere The Willowbank Declaration on the Christian Gospel and the Jewish People (www.lcje.net/wilowbank.html).