Month: september 2014

Forelsket i kristendommens jødiske rødder

Forelsket i kristendommens jødiske rødder

De cirka 40 mennesker, som var mødt frem til Israelsmissionens studiedag på TORVET i Aarhus, hørte bl.a. om teologistuderende og nyligt hjemvendt kirkevolontør Kristoffer Simonsens nylige forelskelse i kristendommens jødiske rødder. ”Gennem arbejdet med kristendommens jødiske rødder lærte jeg, at evangeliet ikke først begyndte i det Nye Testamente! At evangeliet ikke først begyndte med Kristus,” fortalte Kristoffer begejstret. Det var tydeligt, at det virkelig er et område, som har berørt ham dybt. ”Evangeliet er svaret på Guds trofaste frelsesplan og Guds store løfter. Evangeliet begyndte allerede med udvælgelsen af Abraham og viser sig hele vejen gennem Israels historie og fik sit lovede klimaks i Messias. Evangeliet hænger sammen. GT og NT hænger sammen!” proklamerede Kristoffer, som havde fået til opgave at fortælle os, hvorfor emnet er kommet til at betyde så meget for ham. Jan Holm Morten, sognepræst ved Kristkirken i Kolding, er også begejstret for at undervise om kristendommens jødiske rødder – et emne han da også er yderst kvalificeret i gennem sine 10 år i Israel som præst i hhv. Den Danske Kirke i Jerusalem samt Immanuelkirken i Jaffo. Han arbejder lige nu på en bog om de jødiske fester i et kristent perspektiv. Kontakt os endelig, hvis du har lyst til at høre mere om muligheden for at bestille undervisning om dette emne. Signe og Conrad er lige vendt hjem efter et år som volontører ved Immanuelkirken i Jaffo. De fremhævede begge det stærke fokus på Jesus som centrum i det fællesskabt, de ledte, mens de var der. De unge har meget forskellig baggrund, men ved at fokusere på det, de er fælles om, får de fællesskabet til at blomstre. Nicolai har været volontør hos både Musalaha og Det Palæstinensiske Bibelselskab. For giver det rigtig god mening, at Israelsmissionen har disse to samarbejdspartnere. Særligt gennem Musalahas arbejde er der mulighed for at arbejde med forsoning, og på den måde kan man være et konkret vidnesbyrd, fortalte han. Se billeder fra studiedag her under. [rev_slider studiedag2014]

Overrabbiner: Danmark bliver fattigere uden religion

Overrabbiner: Danmark bliver fattigere uden religion

Bodil Skjøtt, 24. september 2014 En flot sensommer eftermiddag i august mødtes jeg med overrabbiner Bent Lexner i familiens lejlighed på Østerbro til en snak om, hvordan situationen har udviklet sig for jøder i Danmark den tid, han havde virket som rabbiner for det mosaiske trossamfund i Danmark. Det var tre dage, inden han skulle holde sin sidste gudstjeneste som overrabbiner i synagogen i Krystalgade. Det var derfor heller ikke det eneste interview, han havde stillet op til inden for den sidste tid. Måske var det en fælles fortid i Jerusalem tilbage i 70erne og en hyggelig kontakt siden da, der gjorde, at han alligevel fandt tid til en samtale med mig.  

Fra “danskere” til “jøder”

”Det mest markante der er sket i min tid som rabbiner i Danmark er ikke det, som er sket med det jødiske samfund, men derimod det danske samfund,” fortæller han. Bent Lexner blev rabbiner i 1976 og har siden 1991 været overrabbiner. Han afløste da Bent Melchior. ”Danmark er nu blevet et multikulturelt samfund. Det har man endnu ikke vænnet sig til, og mange har svært ved at håndtere det. Der er kommet en stor gruppe mennesker til landet med en fremmed religion, som har medført at det religiøse er blevet synligt i det offentlige rum i form af påklædning, spisevaner og dagsrytme”. Lexner hentyder selvfølgelig til den store gruppe af muslimske indvandrere, som er kommet til Danmark de sidste årtier. Det har også fået konsekvenser for den måde, hvorpå danskere opfatter den lille jødiske gruppe, som har været her i flere århundreder.  ”Vi er gået fra at være danskere, der var jøder, til at blive en etnisk gruppe, der er jøder og som bor i Danmark. En etnisk og religiøst defineret gruppe har mange danskere svært ved at forholde sig til. Selv om vi faktisk har været her længe, er vi for nogen blevet en fremmed gruppe, som nu er jøder, før vi er danskere.”

Stemples på forhånd

Staten Israel og situationen i Mellemøsten spillerselvfølgelig en rolle. Mange har rigtig svært ved at skelne mellem jødedom, zionisme og ”israelisme”. Staten Israel spiller en stor rolle for langt de fleste jøder uanset deres politiske holdning til den til enhver tid førte israelske politik. Om den kan jøder være lige så uenige som andre danskere. Men for alle vil staten Israel spille en rolle som et jødisk hjemland, hvad enten man så har valgt at bosætte sig der eller ej. Alligevel er det blevet sådan, at mange danske jøder helst ikke taler om deres forhold til Israel. De vælger bevidst ikke at blande sig i samtalen på arbejdspladsen, når den handler om Mellemøsten. Man har en oplevelse af, at er man jøde er man stemplet på forhånd som én, der kan stilles til regnskab for den politik, som Israels regering fører. Modsat indrømmer Bent Lexner også, at der er fare for, at man som ikke-jøde bliver stemplet som antisemit, hvis man forholder sig kritisk til Israel. I hvert fald kan ens synspunkter misbruges af andre, så de bliver antisemitiske. ”I en debat hvor den historiske hukommelse er kort og mange følelser i klemme forsvinder nuancerne. Der er en grund til, at vi har fået to ører og kun én mund. Vi skulle lytte noget mere til hinanden og tale lidt mindre”

Kan ikke forholde sig til religion

Spurgt om det er blevet sværere at være jøde i Danmark er svaret et klart ”Ja!” Men samtidig er Bent Lexner hurtig til at understrege, at vi ikke skal gøre de 2-5 % utilpassede unge fra indvandremiljøet på Nørrebro til repræsentant for alle indvandrere, og at en del af vanskeligheden lige så meget skyldes danskeres manglende evne til at forholde sig til en religion, der synligt optræder i det offentlige rum.  ”Der har jo altid været masser af religion i det offentlige rum i Danmark”, siger han, ”men man har ikke set det, for det har ikke skilt sig ud. Det gør det nu, hvor vi er blevet et multikulturelt samfund. Det er jo interessant, at dem der bedst kan forholde sig til, at jeg er jøde, går med kalot og udtaler mig i debatten om omskærelse og religiøs slagtning, er muslimer som også henvender sig til mig på gaden og takker mig for det. Men mange almindelige danskere ved ikke, hvad de skal gøre ved religion.”

Går altid med kalot

Selv kan Bent Lexner ikke genkalde sig en situation, hvor han blev forulempet, fordi han er jøde og går med kalot. Han tager den heller ikke af på noget tidspunkt. ”Jeg ved, at andre har haft ubehageligheder, og der er da gymnasier i København, hvor det vil være uhensigtsmæssigt at sende elever fra Carolineskolen. Indtil nu har vi kunnet finde en ordning på det, men på det sidste har der været flere tilfælde, hvor skolerne har gjort en sag ud af at skulle forfordele nogen og stillet sig uforstående overfor at måtte tage særlige hensyn. Det seneste hærværk mod Carolineskolen understreger også problemet. Et sådant eksempel er ét for meget, men problemet et stadigvæk at finde blandt de 2-5 % og er ikke et udtryk for flertallets indstilling,” mener han.

Danske politikere er berøringsangst for religion

Egentlig er Bent Lexner mere bekymret for den berøringsangst og tavshed overfor det religiøse, som findes blandt politikere og meningsdannere. Det afspejler sig også i debatten om omskærelse og religiøs slagtning eller dyrevelfærd. Vi er blevet et samfund med ensidig fokus på individets rettigheder – selv dyrs rettigheder. Vi har fokus på individet og ikke det, at der er noget, der er større end mig. Noget som jeg er en del af, og som vi har en forpligtelse overfor, og hvorfra vi henter vores identitet og værdier. Det er jo ikke kun det jødiske samfund, der lider under dette. Det gør alle religiøse grupper i et samfund, hvor politikere og beslutningsorganer ingen erfaring har med religion. Hvis en lovgivning mod omskærelse indføres, vil det føre til at jøder, som værdsætter og lever efter jødiske tradition og ikke blot er kulturelle jøder, forlader landet. Dem kan Danmark nok godt undvære, men det danske samfund bliver fattigere, hvis ikke man kan rumme og positivt forholde sig til religion som en del af vores fælles samfund. _______ Det Mosaiske Trossamfund i Danmark tæller omkring 2.400 medlemmer over 18 år.  Tilsammen repræsenterer de en omkring 3.500 af de omkring 8000 jøder der bor i Danmark. Der findes også et Habad hus/center i København. Det har været der siden starten af 1990erne. Det er ikke en selvstændig synagoge, men har selvstændige arrangementer og i øvrigt er der er godt samarbejde mellem dem og synagogen i Krystalgade. Sir haZafon er et lille engelsksproget synagoge-fællesskab bestående af 50-100 medlemmer, hvoraf en stor del ikke taler dansk. Fælleskabet har tilknyttet en kvindelig rabbiner og tilhører den reformerte gren af jødedom.  

Ekspert: Israel er blevet til “jøden” blandt nationerne

Ekspert: Israel er blevet til ”jøden” blandt nationerne

Arne Pedersen, 24. september 2014 Begivenhederne i Europa vidner om, at det, der er blevet betegnet som den ”nye antisemitisme” lever i bedste velgående. Cecilie Banke, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, giver i dette interview med israel.dk perspektiv på sommerens begivenheder i Europa.
Cecilie Banke
Cecilie Banke
”Israel er blevet til jøden blandt nationerne. Det som jøderne før i tiden blev udsat for på et personligt niveau, bliver Israel nu udsat for som stat. Den ”nye antisemitisme” defineres ved, at den er relateret til staten Israel,” fortæller Cecilie Banke. Det har medført, at alle jøder – uanset hvor i verden de bor – holdes ansvarlig for den israelske regerings politik. ”Antisemitismen kan betragtes som en modreaktion, der opstod i kølvandet på krigen mod terror,” forklarer hun. Israel er for nogen blevet synonymt med det vestlige paradigme i krigen mod terror. Alt det som vesten har iværksat i fx Afghanistan og Irak krystalliserer sig bl.a. i et had fra dele af den arabiske verden mod Israel.

Forståelse for bekymringen

Cecilie Banke udtrykker også en vis forståelse for, at det jødiske samfund i Europa er bekymret: ”Ind i mellem møder jeg den påstand, at hvis ikke staten Israel fandtes, var der heller ikke antisemitisme. På den måde bliver antisemitismen jødernes egen skyld,” fortæller hun. ”Der er et ræsonnement, som siger, at når mennesker bliver så følelsesmæssigt engagerede i denne konflikt, så må vi have fjernet antisemitismen. Skal antisemitismen fjernes, så skal Israel fjernes. På den måde kan jeg godt forstå, hvis det jødiske samfund råber vagt i gevær, for problemet handler reelt om noget andet og mere end Israel”, slutter hun.

Fundamentet er ”Aldrig igen”

På spørgsmålet om hvorvidt det politiske klima i Europa er blevet mere antisemitisk, svarer Cecilie Banke: ”Europæiske politikere har lige siden efterkrigstiden gjort meget for at imødegå antisemitisme og et nyt Holocaust. Hele det europæiske projekt er nærmest bygget på fundamentet: ”Aldrig igen.” Majoriteten i Europaparlamentet er stadig er politikere, som kæmper imod antisemitisme, og de som er blevet valgt ind med antisemitiske holdninger, tilhører en politisk marginal. Alligevel er hun ikke blind for det faktum, at partierne med en antisemitisk dagsorden nu er parlamentarisk repræsenteret: ”Normaltilstanden kan naturligvis godt rykke sig,” siger hun. ”Den dominerende politiske kultur er stadigvæk ”Aldrig igen”, men den er udfordret, og det bliver en form for blåstempling af antisemitiske synspunkter, når repræsentanter for dem vælges til parlamentet. Men sådan er demokratiet. I Danmark har vi en meget liberal tilgang til hate speech, og det er f.eks. ikke ulovligt at benægte Holocaust. I den forstand tror vi mere på oplysning og ytringsfrihed end på forbud,” slutter hun.

Statistik er ikke alt

De statistiske data om antisemitiske hændelser i Europa er ifølge Cecilie Banke for usikre til at man kan fastslå en øget forekomst. Indsamlingen er for varieret og dagsordenerne er mange. ”Men jeg vil rigtig gerne lytte til den bekymring, der er i de jødiske samfund,” pointerer hun. Du kan læse mere om begivenhederne i Europa hen over sommeren 2014 her.

Ikke et nyt Holocaust. Men det er slemt nok.

Ikke et nyt Holocaust. Men det er slemt nok.

Arne Pedersen, 24. september 2014 ”Hvornår er det, at de amerikanske jøder og de israelske jøder fortæller jøderne i Europa, at det er ved at være på tide at komme væk?”
En af sommeren mange demonstrationer imod Israels angreb i Gaza. Her er det i London. Foto fra Twitter.
En af sommeren mange demonstrationer imod Israels angreb i Gaza. Her er det i London. Foto fra Twitter.
Sådan spurgte den prominente amerikanske journalist Jeffrey Goldberg på det sociale medie Twitter tilbage i maj måned i år. Tweetet kom efter to begivenheder, som rystede ikke bare jødiske samfund i Europa, men store dele af den europæiske befolkning: Nedskydningen og drabene på fire besøgende ved det Jødiske Museum i Brussel i Belgien, samt resultatet ved valget til Europaparlamentet, hvor tre partier med en åbenlys racistisk og antisemitisk dagsorden blev valgt ind. Disse to begivenheder samt sommerens øgede fokus på antisemitiske hændelser over hele Europa, har fået nogen til at sammenligne Europa anno 2014 med situationen i 1930erne. Deborah E. Lipstadt, amerikansk jøde, historiker og forfatter, går i rette med disse sammenligninger i en klumme i New York Times. ”Jeg har kritiseret samfundsledere som har brugt Holocaust-analogier til at sammenligne nutidige tilstande,” skriver hun og fortsætter: ”Sådanne påstande er a-historiske. De overdriver, hvad der foregår nu, og de underdriver situationen i 1939.” Alligevel har sommerens begivenheder få hende til at tvivle: ”Jeg overvejer, om jeg måske er for optimistisk,” funderer hun.
Jeffrey Goldbergs tweet.
Jeffrey Goldbergs tweet.

Fransk emigration er firdoblet

Når de franske jøder fx emigrerer til Israel bosætter mange af dem sig i de sydlige byer Ashdod og Ashkelon. De vil hellere bo mindre end to kilometer fra grænsen til Gaza med udsigt til raketter og beskyttelsesrum som en del af dagligdagen, end de vil bo i Paris’ forstæder. Det siger noget om, hvilket miljø de befinder sig i til dagligt. I første halvdel af 2014 er udvandringen af franske jøder til Israel firdoblet i forhold til 2013. 3. juli blev en synagoge i det østlige Paris stormet af anti-israelske demonstranter, og kun nogle få unge jødiske mænd fra et privat ”vagtkorps” holdt menneskemængden fra at trænge ind. Angrebet på synagogen Rue de la Roquette i Paris blev fordømt både lokalt og nationalt. Men lige lidt hjalp det. To uger efter gik unge amok i pariserforstaden Sarcelles. Her blev endnu en synagoge angrebet og forretninger ejet af jøder smadret alt imens nogle af de cirka 400 deltagere råbte ”Død over jøderne!” De organisationer som arbejder med at registrere hadforbrydelser mod jøder melder samstemmende om en stigning i antallet af henvendelser. I Holland modtog den ledende overvåger af antisemitiske hændelser således over 70 henvendelser på bare en uge i juli måned. Normalt ligger det på mellem tre og fem.
Graffiti på Carolineskolens mur ved hærværket i august 2014. Foto: Thomas Albrektsen
Graffiti på Carolineskolens mur ved hærværket i august 2014. Foto: Thomas Albrektsen

Danmark går ikke fri

Heller ikke Danmark er gået fri. I slutningen af august måned blev Carolineskolen således udsat for hærværk og antisemitisk graffiti på murene. Om denne stigende antisemitisme i Danmark og Europa skriver Israels ambassadør, Barukh Binah i Berlingske: ” Selv kan jeg ikke undgå at mærke tendensen. Når for eksempel en privatperson fra Brønshøj skriver til mig, at jeg er en historieløs ambassadør, der ignorerer historiske kendsgerninger, fordi »hans jødiske kalot må være faldet ned over både hans øjne og ører«, kan jeg kun opfatte det som et anti-semitisk angreb. Når kujoner, der ikke tør stå frem, smadrer vinduer og skriver hadsk graffiti på en jødisk skole, er det antisemitisme på allerlaveste niveau. Det er første gang, jeg støder på den slags hetz i mit liv.”

Det stikker dybere end Gaza

Nogle mener at kunne se en sammenhæng mellem krigen i Gaza og den øgede antisemitisme i Europa. Til det siger Dieter Graumann, leder af Centralkomiteen for jøder i Tyskland til den engelske avis The Guardian: ”Disse tider er de værste siden nazisterne havde magten. På gaderne hører vi slagord som ’Jøderne skal gasses’ og ’Jøderne skal brændes’ – det har vi ikke hørt i Tyskland i årtier,” fortæller han og fortsætter: ”Dem der råber sådan, kritiserer jo ikke Israels politik – det er ren og skær had mod jøderne. Intet andet. Og det er ikke bare et tysk fænomen.” Den samme analyse går igen hos dem som overvåger situationen i Frankrig. Roger Cukierman er præsident for Crif pointerer: ”I Paris’ gader råber de jo ikke ”Død over israelere”. De råber ”Død over jøderne”. Det stikker langt dybere end blot krigen i Gaza.” Den pointe understreges af tragedien på det Jødiske Museum i Brussel samt resultatet af det seneste valg til Europaparlamentet, hvor højrenationalistiske partier i flere lande gik markant frem – heriblandt Gyldent Daggry i Grækenland og Jobbik i Ungarn, som begge er berygtet for åbenlys racisme og antisemitisme.
En jødisk restaurant er smadret efter optøjer i forbindelse med en anti-israelsk demonstration i den parisiske forstad Sarcelles. Foto fra Youtube
En jødisk restaurant er smadret efter optøjer i forbindelse med en anti-israelsk demonstration i den parisiske forstad Sarcelles. Foto fra Youtube

Et argument for Israels nødvendighed

Den stigende antisemitisme i Europas gader bliver på forunderlig vis samtidig et argument for, at der er brug for staten Israel – for hvor kan jøder ellers føle sig sikre? ”Der er dem, der vil have os til at tro, at det vi er vidne til i Europas storbyer er frustration over Israels Operation Protective Edge [i Gaza],” fortæller Jordan Chandler Hirsch, skribent på magasinet ”Tablet”, et online magasin med nyheder, idéer og kultur fra den jødiske verden, og fortsætter: ”Fordi – for nu at låne et udtryk fra Hamas – det åbenbart er ”en naturlig respons” på konflikten i Mellemøsten at smide brandbomber ind i europæiske synagoger. Israels operation i Gaza er ikke skyld i rodfæstede fordomme mod jøder – konflikten afslører dem. Og bagved alt dette had gemmer sig staten Israels nødvendighed,” slutter han.

Statistik er ikke alt

For journalisten Jeffrey Goldberg er det tid for Europas jøder at komme væk. For andre er det mindre dramatisk. Julia Pascoe, daglig leder af Jews for Jesus i London skriver i en mail: ”For at være ærlig, så har jeg hverken oplevet eller været vidne til noget ekstraordinært siden krigen brød ud.” Hun lyder næsten undskyldende. I et interview andet sted her på hjemmesiden, kan man læse om Bent Lexner, som altid går med sin kalot synligt, og som aldrig har oplevet noget ubehageligt – snarere tværtimod. Jean-Paul Rempp, ansat i Christian Witness to Israel i Frankrig, skriver også i en mail, at der naturligvis har været voldsomme episoder hen over sommeren. ”Men når det er sagt, så har der jo ikke været ”progromer” – et ord som nogle gange misbruges af visse medier. Situationen er stilnet af og de franske myndigheder er eksemplariske i deres beskyttelse af de jødiske samfund, og tolererer på ingen måder antisemitiske handlinger.” Det er også en del af billedet. Deborah E. Lipstadt fortæller i sin klumme en gammel jødiske vittighed: Hvad er definitionen på et jødisk telegram? ”Begynd at bekymre dig. Detaljer følger.” Hun slutter klummen af med ordene: ”Telegrammet er ankommet. Jøderne er bekymrede. Det er tid til at de, som sætter pris på et frit, demokratisk, åbent, multikulturelt og oplyst samfund gør det samme. Dette er ikke et nyt Holocaust. Men det er slemt nok.” Cecilie Banke, forsker i folkedrab ved Institut for Internationale Studier, har givet et interview til israel.dk, hvor hun fortæller om “den nye antisemitisme”. Læs interviewet her.

Jeg kalder jer ikke længere venner

Jeg kalder jer ikke længere venner

Krigen i Gaza har ikke bare smertefulde konsekvenser for alle, som er ramt af død og ødelæggelse. Den har også ført til en forværrelse af det allerede betændte forhold mellem evangelisk-kristne palæstinensere og messianske jøder. Christian Rasmussen, 18. september 2014
David Lazarus med sønnerne Josh og Elisha.
David Lazarus med sønnerne Josh og Elisha.
Over for Immanuelkirken ligger Beit Immanuel – et hostel, der drives af folk, der tror på Jesus. Selvom vi både har navn og tro til fælles, er vi ikke officielt forbundne, men har et godt naboskab. På Beit Immanuel holder også en messiansk menighed til – af samme navn, hvis pastor hedder David Lazarus. Han er en af de messianske ledere, som i magasinet ’Israel Today’ har taget til genmæle mod en – også i mine øjne problematisk – 7 minutter lang video, som Bethlehem Bible College (BBC) har produceret (se videoen i bunden af artiklen). Den hedder ’Bethlehem Voices on Gaza’ og er en række korte statements fra lokale folk i Betlehem. Videoen har direkte adresse til amerikanske kristne, som bedes påvirke USA’s regering til at lægge pres på Israel, så palæstinensernes situation forbedres. Folkemord? En af dem som interviewes hævder, at det, som foregår i Gaza ikke er krig, men et ”folkemord”, hvilket er et godt eksempel på den forsimplede retorik, der bruges i videoen. Ethvert tab af menneskeliv er forfærdeligt, men Israels angreb i Gaza kan ikke efter nogen definitioner karakteriseres som folkemord på palæstinenserne. Det falder også David Lazarus for brystet – ikke mindst fordi han har to sønner i den israelske hær. ”De siger, mine børn begår folkemord” er titlen på hans respons. Nu er Lazarus nok rystet over anklagen mod sine sønner, men hovedanliggendet i hans og andres respons er, at BBC ikke på nogen måde forholder sig til Hamas og deres metoder, som ikke bare Israel lider under, men som også holder kristne og alle andre i Gaza i et jerngreb. Dertil nævner en anden leder også den interne konflikt mellem Fatah og Hamas, som involverer tortur, likvideringer og andre modbydeligheder, som heller ikke bliver nævnt. Kirken i Landet Noam Hendren, underviser på Israel College of the Bible, noterer sig med indignation, at BBC’s grundlægger, Bishara Awad, lægger ud med at sige følgende: ”Der er en Jesu Kristi kirke her i dette land, og denne kirke er den palæstinensiske kirke.” Hendren kommenterer: ”I én sætning har han erklæret Jesu legeme ”judenrein” (jødefrit).” Nu mener BBC næppe, at messianske jøder – eller for den sags skyld andre Jesus-troende i Israel, der hverken betegner sig selv som palæstinensiske eller messiansk-jødiske – står uden for Jesu legeme. Hidtil har BBC kun bekræftet, at messianske jøder selvfølgelig er en del af Guds kirke. Awad må altså i sin udtalelse forholde sig til de palæstinensiske områder, men igen: det er ikke det, han siger. Bishara Awad er en erfaren leder, der har haft konflikten inde på livet i en menneskealder, så han bør vide, at sensitive ører i den messianske bevægelse, ikke kan høre det anderledes, end Hendren gør, når Awad netop benytter ordet ”land”. Eks-ven BBC har i mine øjne skudt sig selv i foden med denne ærgerlige video, og deres troværdighed har lidt et alvorligt knæk. Vel synes jeg, at der er et par mindre heldige formuleringer i Lazarus’ og andres indlæg, men grundlæggende forstår jeg godt den respons, der kommer fra messiansk hold til denne produktion fra BBC. Nu er det for så vidt lidt ligegyldigt, hvad jeg mener om det. Jeg sidder bare og river mig lidt i håret over, hvad den ’koster’. Lazarus udtrykker sin sorg over, at han i over 30 år altid har betragtet BBC som sine venner, men det kan han ikke kalde dem længere. Det er virkelig trist, at krigen mellem Israel og Hamas på denne måde også fører til splittelse ind i den kirke, som ellers burde være præget af enhed. David Lazarus’ respons kan læses her. Læs Betlehem Bible College’s respons på David Lazarus’ indlæg her.

At forestille sig og udleve en bedre nutid

At forestille sig og udleve en bedre nutid

Shadia Qubti, 10. september 2014
Shadia
Shadia Qubti, projektleder for Musalahas børnelejre
Hvert år afholder Musalaha en børnelejr i Israel for israelske og palæstinensiske børn. Mange af vores ”Musalaha-børn” er dog ved at være unge mennesker nu, og de har stadig lyst til at være med på lejrene. Derfor besluttede vi at afholde to lejre i Israel i år – en for juniorer i alderen 12-14 år og så vores normale lejr for børn i alderen 8-11 år. Som lejrene nærmede sig i år, var Israel i gang med en militær operation i Gaza, hvilket resulterede i daglige angreb fra det israelske militær ind i Gaza, mens Hamas foretog daglige raketaffyringer ind i Israel. Vi blev konfronteret med en ny frygt, hvor israelske og palæstinensiske forældre kom i tvivl om, hvorvidt de skulle sende deres børn på lejr. Israelske forældre var bekymrede over muligheden for at lejren skulle blive udsat for raketangreb fra Gaza. Palæstinensiske forældre var bekymrede over muligheden for et angreb fra israelske højrefløjsekstremister. Frygten var stor hos begge parter, særligt fordi medier på begge sider var med til at give ny næring til frygten. Personligt var jeg også bekymret – både over faren og ansvaret, som jeg havde for børnene og holdet af ledere. Til at begynde med troede jeg,  at lejrene ville blive aflyst grundet den politiske situation. Disse lejre er et af mine yndlingsprojekter, og jeg ser frem til dem hvert år. Jeg nyder at planlægge dem, og det ville være en underdrivelse at sige, at jeg blot var skuffet, mens jeg vænnede mig til tanken om, at lejrene måske ikke blev til noget. Efter en analyse af situationen og inddragelse af væsentlige kilder, besluttede vi dog, at lejrene ville blive holdt i Baptist Village som planlagt. Musalahabørnelejr2014Den første frygt jeg måtte overvinde, var min egen. Jeg måtte overvinde min frygt for volden og sætte den i det rette perspektiv. I den proces fandt jeg ud af, hvad det betyder, at konflikten her er så kompliceret. Det betyder bl.a. at vores politiske ledere ikke ønsker at løse konflikten på samme måde, som jeg ville løse den. Og når de ikke vil det, hvorfor skulle de så have lov til at bestemme, hvordan jeg skulle reagere på volden og konflikten? Min konklusion blev derfor, at min frygt enten kunne lamme eller fremme mit eget svar på denne konflikt. Min frygt kan lamme mig ved at lade vores ledere diktere hvordan og hvor vi, som israelske og palæstinensiske kristne, møder hinanden. Så ville vi først møde hinanden når kampene og volden var overstået. Så ville vi først møde hinanden, når vores ledere ville tillade det. På den anden side kan min frygt fremme mit ønske om at mødes – uanset hvad vores ledere fortæller os. Når det er svære tider, fortæller de os ofte, at vi skal identificere os med vores egen nationale eller etniske gruppe, og at loyaliteten mod dem må gå foran alt andet. Ved at isolere os fra kontakt med ”de andre”, lader vi samfundet diktere hvad vores brødre og søstre oplever og føler. At gå imod samfundet er det hårde valg på mange måder. Først, fordi så må jeg også se forbi den frygt, som samfundet har opbygget i mig. Hvis man vokser op i dette land, er man godt klar over at der ikke findes nogen partner for fred. ”De er ikke interesseret i fred. Vi gav dem så mange chancer.” Sådan vil begge parter sige om ”den anden”. På en af lejrene denne sommer lånte et israelske barn en af ledernes pandebånd, bandt det om hovedet og sagde: ”Se, jeg er en arabisk terrorist!” Vores forestillinger om den anden side er krystalklare allerede fra en tidlig alder, og vores naturlige respons er en kollektiv frygt. Og det er her vi kan sætte ind på lejrene og være med til at plante små frø til forandring. Sana, lederen som overhørte den nævnte kommentar, tog drengen til side og havde en samtale med ham, hvor hun forklarede ham, at når han lavede generaliseringer om arabere, så sårede det hende, fordi hun er araber. Drengen fortalte, at det kunne han godt forstå, han undskyldte, og så var den ikke længere. Musalahabørnelejr2014(2)En anden grund til at det er svært at gå imod samfundet er, at vi er afhængige af andre for at lykkes. Lejrene kan fx ikke finde sted uden hverken børn eller ledere. Det kan godt være, at jeg er villig til at se ud over min frygt, men ville forældrene være det samme? Lejrenes succes er i høj grad afhængig af de forældre, som modigt stoler på vores dømmekraft og sender deres børn til lejrene. Dét er et stort vidnesbyrd om at vi, som troende, står sammen på trods af mørke tider. Gennem de sidste ti år, hvor vi har afholdt lejrene, er det lykkedes at skabe en kultur, hvor både israelske og palæstinensiske forældre kan sende deres børn på en forsonings-lejr. Vi vil gerne her anerkende de forældre, som sender os deres børn år efter år – og særligt denne sommer. Sidst, men ikke mindst, er det svært at gå imod samfundet, på grund af frygten i sig selv. Under lejren hørte vi sirener. Vi var velforberedte på det, og alle børn og ledere nåede i beskyttelsesrum inden vi hørte Iron Dome affyre sine missiler for at skyde raketterne ned. Ligesom når de skulle sove, var israelske og palæstinensiske børn i det samme rum sammen med deres ledere. De skulle blive liggende i rummet i ti minutter inden de måtte komme ud. Lederne i de enkelte rum bestemte, hvordan de ville bruge denne tid. Nogle brugte tiden til at bede sammen, andre sang og nogle legede en leg. Her var børnene på lige fod, for de delte den samme oplevelse. Musalahabørnelejr2014(3)Når de ti minutter var gået, bankede jeg på dørene og fortalte, at nu kunne de komme ud. Jeg så ikke tårer i et eneste rum – snarere smil og latter. Det var som om intet var sket og programmet kunne fortsætte. Det var inspirerende at opleve børnenes styrke og tilpasningsevne. Der er mange årsager til frygt, når der er konflikt, men på samme tid har vi mange muligheder for at ændre frygten til glimt af håb for dem der er omkring os. En af lederne oplevede et sigende eksempel på dette: På lejrene var der en af lederne hvis bror lige var taget til Gaza som soldat, og denne leder boede på samme værelse som en børnene, hvis bedsteforældre boede i Gaza. Men lederen tog sig af drengen og passede på ham hele dagen. Der er ingen andre lejre i vores samfund, som bruger israelske og palæstinensiske børn sammen – og slet ikke i tider som denne. Jeg er stolt over at have været en del af denne lejr og taknemmelig over, at jeg fik støtte og opmuntring til at konfrontere min frygt. Der er mulighed for håb, hvis vi er villige til at tage de udfordringer op, som ligger foran os. Vores samfund tilbød os kun frygt og splittelse, men i Messias, forestillede vi os og udlevede en bedre nutid, som kan gøre en forskel idet vi arbejder på en bedre fremtid. (Artiklen er oversat fra engelsk. Du kan læse den oprindelige version her.)

At bygge bro på norsk

At bygge bro på norsk

I løbet af august var Den Norske Israelsmission for fjerde gang værter for projektet BridgeBuilders, som på en særlig måde tydeliggør, hvad samarbejde og gensidig afhængighed er for nogle størrelser. Thor Håkon Lindstad og Guro Kvakestad, Den Norske Israelsmission, 5. september 2014 BBtilweb1Ti messianske jøder, ti kristne palæstinensere og ti nordmænd. Det er hovedingredienserne i BridgeBuilders. 30 unge er sammen i ti dage i Rogaland i Vestnorge, og formålet er klart: Man ønsker at styrke fællesskabet mellem messianske jøder og kristne palæstinensere ved at bygge relationer mellem deltagerne – både som enkeltpersoner og som folkegrupper. Bag foretagendet står bl.a. Den Norske Israelsmission, forsoningsorganisationen Muslaha, Det Palæstinensiske Bibelselskab og studie- og ressourcecentret Caspari, som alle sammen er Israelsmissionens samarbejdspartnere. De fire forskellige aktører har alle aktier i det unikke koncept, hvor den verserende konflikt kommer på afstand i den terapeutiske norske natur.

Lytte til ’den anden side’

BBtilweb2Flere af lederne under BridgeBuilders har tidligere selv været med som deltagere. Det gælder jødiske Angelica Micoyan og palæstinensiske Pierre Tannous. De har selv oplevet, hvad mødet fører til, og de brænder for at flere skal opleve, hvad dialog, diskussion og bøn kan føre til. Angelica fortæller: ”Jeg ved, at det har forandret mig som menneske at blive en del af BridgeBuilders. Det var ikke let at træffe afgørelsen om at tage af sted første gang; man får et stempel som venstreorienteret og forræder. Men jeg følte, at det var rigtigt at drage afsted. Det blev til ti dage med meget bøn og selvransagelse, men det forandrede mit forhold til både Gud og til mennesker omkring mig. Jeg lærte at lytte til ’den anden side’ og at mærke deres smerte uden automatisk at gå i forsvarsposition. Når jeg ved, hvad BridgeBuilders gjorde ved mig, ønsker jeg at give det videre til andre.” Pierre supplerer: ”Det er let at blive frustreret over resultatet. Ofte ser vi ikke de fremskridt, vi ønsker, lige med det første. Men der er et stort behov for lignende tiltag. Der er brug for fællesskab mellem kristne palæstinensere og jesustroende jøder. Hvis ikke vi har dette fællesskab, splitter vi Kristi krop. Som leder må jeg også hele tiden stille mig selv det samme spørgsmål: Ønsker jeg fællesskab med ’den anden side’? Det er ligeså meget en udfordring til os ledere, som det er til deltagerne. Hvis ikke vi kan gå foran med et godt eksempel, kan vi ikke forvente, at andre vil i den retning, vi peger.”

Det farlige møde

BBtilweb3Nicola Shaer og Alon Williams er to af førstegangsdeltagerne. Nicola er arabisk kristen fra Betlehem, og Alon er messiansk jøde fra Tel Aviv. For Alon udgør tilbagerejsen til Israel ikke den store risiko. Han vil sandsynligvis blive stemplet som ’venstreorienteret’, men det må han tage med. For Nicola er konsekvenser mere vidtrækkende. Han risikerer at blive afvist af venner og familie, fordi han møder ”tyven” og ”fjenden”. Konfliktens alvor sætter sit præg på lejren, og uenigheder er uundgåelige. Under en associationsøvelse, hvor deltagerne skal sætte ord til billeder fra konflikten, kommer forskelligheden til udtryk: Soldaterne er både mordere og forsvarere i deltagernes forskelligt seende øjne.

De norske mellemmænd

Når bølgerne går højt, er det de norske deltageres rolle at agere bølgebrydere. Thor Håkon Lindstad fortæller: ”Gennem hele ugen følte vi os hverken utilpasse eller malplacerede. Vores rolle var først og fremmest at være lyttere og spørgsmålsstillere. ’Buffere’ kan du måske sige. Med en helt anden afstand til konflikten og spændingen i disse dage var det en kamp virkelig at forstå de følelser, historier og den sorg de andre deltagere bar på. Alligevel var glæden over, at vi var til stede, gensidig.” Andreas Tysse er begejstret for bagagen, han får med sig hjem: ”Det var noget helt andet at møde dem ansigt til ansigt. Det er så let at gøre dem til en del af én side, og så holder vi udenforstående med den ene eller den anden side uden at vide, hvem de egentlig er. På BridgeBuilders lærte jeg både israelere og palæstinensere at kende. Det at høre deres historier berører dig på en helt anden måde, når de er dine venner. Bare det at se dem sammen, hvor villige de er til at lytte, til at imødegå de andre, til at være gode mod de andre og løfte hinanden op, det gjorde noget ved mig som menneske. Det er som om, at der hviler en speciel velsignelse over dette arbejde, som jeg ikke har oplevet før. Til spørgsmålet, om Andreas tror på BridgeBuilders-arbejdet i fremtiden, svarer han: ”Det var det letteste spørgsmål indtil videre… Ja selvfølgelig! Dette er den eneste vej fremadrettet. Hvis ikke vi tilgiver og bliver forsonet med hinanden og med Gud, vil hadet bare vokse.” (Artiklen er skrevet på baggrund af en artikel af Thor Håkon Lindstad og Guro Kvakestad, Den Norske Israelsmission. Foto: Christine Eidsheim.)

En nytårsbøn

En nytårsbøn

Michelle Van Loon Michelle Van LoonRosh Hashana, det jødiske nytår, betyder “Årets Hoved” og begynder ved solnedgang onsdag den 24. september i år. Gud giver befalingerne omkring festen i 3. Mosebog 23,24-25: “Sig til israelitterne: På den første dag i den syvende måned skal I holde hviledag, en hellig festforsamling, indvarslet med hornblæsning. I må ikke udføre noget arbejde, og I skal bringe Herren et offer.” Jødisk tradition knytter den første dag i den jødiske kalender til mindet om dengang Gud skabte verden. Den højtidelighed og trompetblæsningen, som hører til dagen, peger frem mod en ti-dages periode med selvransagelse, anger og fornyelse, som for alvor begynder med Rosh Hashana og når sit højdepunkt på den helligste af alle dag i den jødiske kalender, Yom Kippur (Den Store Forsoningsdag). 3. Mosebog 16 beskriver den ene dag i året, hvor ypperstepræsten gik ind i Det Alle Helligste for at bringe sonoffer for hele folkets synd. Den traditionelle hilsen på Rosh Hashana er “L’shanah tovah tikatev v’aihatem” (Godt nytår, må dit navn være indskrevet i Livets Bog), eller mere simpelt “L’shanah tovah” (Godt nytår). Denne velsignelse henviser til troen på, at enhver må bruge disse ti dage til at angre og for at gøre regnskabet op med Gud og mennesker, sådan at deres navn kan blive indskrevet i Livets Bog hos Gud på Yom Kippur. Vi som kender Jesus som Messias, er taknemmelige for at han er blevet både ypperstepræst og det fuldkomne offer for os (Hebræerbrevet 4,14-5,10), og vi møder disse specielle dage med en dyb taknemmelighed over alt det, han har gjort for os. Trompetstødene fra vædderhornet, shofar, på Rosh Hashana, bliver blæst under nytårsgudstjenesten, som indleder disse ti dage med fokus på anger. Det skal tjene som en åndelig opvækker: Din Skaber kommer! Gør dig klar til at møde din konge! Israel har i år været i krig, og der har lydt mange slags alarmer i landet. Nogle gange har sirenerne lydt mange gange i løbet af dagen, når de advarer folk og fortæller dem, at de skal søge tilflugt for endnu en omgang raketter fra Gaza. Det er dumt at overhøre sirenen. Den meget markante advarsel skal redde liv. Jeg bor i USA, en halv verden fra disse luftsirener. Men takket være internet og moderne kommunikationsmidler kan jeg få at vide, hvornår sirenerne skærer igennem luften i Jerusalem eller Tel Aviv eller Ashdod. Denne viden skal ikke få mig til at søge tilflugt. Men det er et kald til bøn. Når internettet giver mig de seneste nyheder fra Mellemøsten, bliver jeg mindet om, at jeg skal bede for Jerusalems fred (Salme 122,6). Jeg beder om fysisk beskyttelse for indbyggerne i landet; jeg beder også om, at de må føle den tryghed, som kun Den Ene kan give, han som lover at være vores tilflugt (Salme 91); og jeg beder om frelse ved Jesus Messias for alle folkeslag (Salme 67; Lukas 24,46-47). Når vi i år nærmer os Rosh Hashana bliver jeg slået af kombinationen af Shofarsignalet og luftsirenerne. Selvom hensigten med de to signaler er så forskellige som nat og dag, beder jeg om at mange vil høre og svare på det budskab, som ligger i dem begge: “Vær beredt! Din Skaber kommer! Forbered dig på at møde din konge!” Jeg håber, du vil bede denne bøn sammen med mig. L’Shanah Tovah! (oversat fra Caspari Centerets nyhedsbrev) Læs mere om Caspari Center her.  

Følg os
på facebook


Kommende
begivenheder


Tilmeld dig
Nyhedsbrevet


Israelsmissionen | TORVET | Katrinebjergvej 75 | 8200 Aarhus N | Tlf. 7190 1885 | kontor@israel.dk | Reg.nr. 0994 kontonr. 0003054500 | MobilePay 30503