Month: november 2014

Perlemøder

Perlemøder

Elisabeth Serner, Den Danske Kirke i Jerusalem, 26. november 2014 Jeg samler på smukke møder med mennesker på min vej. Jeg sætter dem, som perler på en snor. De smykker og beriger mig. For et halvt år siden satte en tilfældig dame i Jerusalems største shopping center, mig i kontakt med hendes messiansk jødiske nabo. Jeg havde ikke forudset, at den hjertevarme kvinde, som efterfølgende ringede til mig, ville blive min veninde og at vores børn ville stortrives i hinandens selskab. Forunderligt og finurligt var det også at finde ud af, at vores veje allerede havde krydset hinandens i Danmark, da hun år forinden var på rundrejse med Musalaha. I sommers da vi hang ud på den nye ’strand’ i Jerusalem, fik jeg endnu et særligt møde skænket som en gave. Jeg hørte pludselig en stemme fra nabobordet kalde mit navn: ”Hvis du vil hilse på Noa og Daniel, så sidder de herovre.” De to kæreste drenge fra min tid som medhjælper i Carolineskolens børnehave var pludselig blevet store, og var nu efter 7 år i Australien flyttet til Israel. Jeg havde i en periode holdt kontakten med dem og deres forældre, men havde ikke turde håbe på, at vi ville støde ind i hinanden igen. Gensynet med dem fik mig næsten til at græde og mindede mig om de utallige kram og små filosofiske samtaler vi i sin tid havde haft. Når mine børn og jeg er på opdagelse i Jerusalem, og turen går til skaterparken, ynder jeg at betragte dem og de andre ’hardcore’ skatere. Jeg tager det ikke for givet, at de unge teenagedrenge har lyst til at snakke med mig, så når de åbner sig og fortæller brudstykker af deres historier, og hvordan de tror på Jesus, selvom de er jøder, glæder mit hjerte sig, og det slår et ekstra slag, når vi en måned senere genkender hinanden, og fortsætter samtalen i forbindelse med en ganske almindelig sporvognstur. På samme måde fryder jeg mig, når jeg på en café dybt optaget af at skrive i min notesbog bliver kontaktet af en nysgerrig tjener, der hen mod samtalens afslutning med dæmpet stemme betror mig, at han er tidligere muslim, der nu er kommet til tro på Jesus. Når jeg den følgende uge igen får øje på ham, og denne gang til gudstjeneste i ’King of Kings’, er det som at omfavne en bror, jeg har kendt altid, og dog først lige har mødt. Min perlesnor er lang, og jeg glæder mig hver gang der bliver føjet en perle til samlingen.

Glædelig jul – død til trods

Glædelig jul – død til trods

Kai Kjær-Hansen, formand for Israelsmissionen, december 2009 “Og så – et pludseligt skud, – og alle de store forventninger blev sønderslået.” Skrevet i julenummeret af Israelsmissionens blad i 1944. På forsiden er en artikel med titlen ”Glædelig Jul”. Og derefter inde i bladet meddelelsen: ”Egon Johannesen er død.” Detaljer om skuddet og dødsårsagen kunne man ikke bringe dengang under besættelsen.
Egon Johannesen kort efter sin ansættelse i Israelsmissionen i 1943.
Egon Johannesen kort efter sin ansættelse i Israelsmissionen i 1943.
De måtte komme senere. Men den, der dengang havde øjne at læse med, forstod, hvad der var sket med Israelsmissionens rej-sesekretær. Ordene ”et pludseligt skud” var signal nok. Men: ”Glædelig jul” – død til trods! Det var et clearingmord, clearing, dvs. afregning fra den tyske besættelsesmagts side på danske personer som gengæld eller erstatning for modstandsbevægel-sens attentater mod tyskere eller danskere, der samarbejdede med tyskerne. Det første clearingmord i Danmark fandt sted i januar 1944 – og gik ud over Kaj Munk. Hævndrabet på Egon Johannesen blev begået af Brøndum-Banden – den mest berygtede tysk-danske terrorgruppe under besættelsen. Den 24. november 1944 om aftenen sad Egon Johannesen og hans kone i deres lejlighed i Brønshøj i København og ventede besøg af nogle gode venner. Det ringede på døren. Han gik hen til døren i den tro, at det var de ventede venner, der var kommet. En god aften i venners lag lå foran dem. Han åbnede døren og udenfor stod nogle ukendte mænd, som tømte deres revolvere i ham for øjnene af hans kone. Kort efter var han død. Kort tid før advent. Han fik mindre end ét år i Israels-missionens tjeneste.

Guldmedalje og Israelsmission

Egon Johannesen var per 1. december 1943 blevet ansat som rejsesekretær i Israelsmissionen. I sin studietid havde han været med i Studenternes Missionskreds og havde særlig interesse for Israels-mission. Som 23-årig fik han i 1942 Københavns Universitets guldmedalje for et gammeltestamentligt emne. Året efter tog han embedseksamen med det højeste antal points, der indtil da var blevet givet efter den ”nye ord-ning”. En videnskabelig karriere lå foran ham. Han valgte Israelsmissionen som rejsesekretær. Forhåbningerne til ham i Israelsmissionen var store. Ind i mellem sine rejser fik han tid til at arbejde videre med sine studier med en doktorgrad for øje. ”Og så – et pludseligt skud …” Der var en sammenhæng mellem hans virke for jøder og hans død. Han havde som student været aktiv i oktober 1943 i forbindelse med at redde danske jøder ud af Danmark. Han rejste i 1944 rundt omkring i Danmark og talte åbent Israelsmissionens og jødernes sag – et forhold som gjorde, at han kunne være på den liste over folk, som besættelsesmagten kunne ”afregne med” for deres døde.

Deo soli gloria

En mindegudstjeneste blev afholdt i Simeonskirken i København tre dage efter hans død. Uden annoncering – det gik fra mand til mand – var kirken propfyldt, biskop, 25-30 præster og de fleste fra Det Teologiske Fakultet samt venner og familie. Herefter kørte rustvognen til Københavns Hovedbanegård, hvor toget skulle føre kisten til Langå, hvor han og hans kone kom fra. Den 1. december 1944 blev han gravlagt i Langå. Dannebrog var på halv i byen, og i butiksvinduerne stod: ”På grund af begravelse er forretningen lukket fra kl. 1-4”. Efter besættelsen blev en mindesten sat op af Israelsmissionen. Datoerne vidner om alder: 1918 -1944. Påskriften lyder: Deo soli gloria. Altså 26 år og ”Gud alene æren”. Midlerne til denne mindesten var indkommet fra Israelsmissionens venner. Og der var flere penge, end der var brug for til minde-stenen. Hans kone ønskede, at de 609,68 kroner, der var i overskud, blev overført til kontoen for jødiske flygtninge, hvilket de blev. Når Henry Rasmussen ti år efter fortæller herom, skriver han afsluttende: “Hans navn vil aldrig blive glemt i Den Danske Israelsmission. Indtil nu er han vor første og eneste martyr. Talenter, som han havde dem, er det kun givet ganske få at eje, men gid vi alle i denne tjene-ste må bruge, hvad vi har, som han brugte sine.”

Forpligtende minder

Forpligtende minder

Kai Kjær-Hansen, tidligere formand for Israelsmissionen, 26. november 2014 Israelsmissionens rejsesekretær Egon Henry Johannesen blev skudt i sin lejlighed i Husum, København den 24. november 1944 om aftenen. Han og hans kone, Astrid, ventede besøg af venner. De, der ringede på dørklokken, var imidlertid et par nazi-folk. De spurgte om hans navn og skød ham herefter ned – dræbt på stedet og med Astrid som vidne i baggrunden.
Egon Johannesen
Egon Johannesen kort efter sin ansættelse i Israelsmissionen i 1943.
Mindet om Egon Johannesens død er bevaret i Israelsmissionen gennem notitser og korte omtaler i artikler og taler – ofte i forbindelse med jubilæer og historiske tilbageblik. Med fare for at have overset noget tør jeg alligevel påstå, at der i de 70 år, der nu er gået, ikke er fremvokset en egentlig mindedyrkelse af Johannesen. Når man ser bort fra den ovenfor omtalte artikel i 2009, skal man vist nok helt tilbage til 1954 for at finde den sidste artikel i Israelsmissionens blad, der alene er helliget mindet om ham.

Sagt 10 år efter mordet

Artiklen er skrevet af Henry Rasmussen, præst ved Simeons Kirke og daværende leder af Israelsmissionens arbejde i København. Familien Rasmussen stod Egon og Astrid nær. Efter mordet var Rasmussen til stor hjælp for Astrid. I november-nummeret af Israelsmissionens blad 1954 skrev Henry Rasmussen: ”Den Danske Israelsmission har i denne måned en 10-årsdag. Den skal ikke forbigås i tavshed, lige så lidt som der skal gøres reklame af den.” Og han fortsætter: ”Den 24. november er det ti år siden vores unge rejsepræst, Egon Johannesen blev skudt i sit hjem af Brøndum-banden.” Rasmussen gør gældende, at der var en sammenhæng mellem Johannesens gerning og hans død: ”En mand. Der rejste rundt i Danmark og offentligt i besættelsestiden talte jøders sag, måtte nødvendigvis komme på den sorte liste. At han tilmed var aktiv med, da det i oktoberdagene i 1943 gjaldt at redde jøderne ud af Danmark, stillede ham ikke bedre. Da der så en dag var brug for clearing – ja, så blev det altså ham.”

Antyder Rasmussen en skyldfølelse?

Antyder Rasmussen hermed, at det lige så godt kunne have været ham, der var blevet skudt? Antyder han en skyldfølelse? Det var jo ham – Henry Rasmussen – der havde fået Egon Johannesen inddraget i oktoberdagenes hjælpeaktion. Sikkert er det også, at Rasmussen havde stået mere centralt placeret i hjælpeaktionen end Johannesen. I det stykke var der ingen ”retfærdighed”. Værd at lægge mærke til er også, at Rasmussen ti år efter mordet på den ene side føler sig forpligtet på at holde mindet herom i live, men på den anden side er klar over en fare. Der skal ikke gøres ”reklame” heraf. Han er sig bevidst, at Israelsmissionen ikke skal score billige point på at ”eje” en ”martyr”. En sådan brug af mindet om Johannesen ville være et skændigt misbrug af hans navn.

Kan man love, at et navn aldrig bliver glemt?

Egon Johannesen blev begravet i Langå den 1. december. Et par dage forinden var der afholdt en mindegudstjeneste i Simeons Kirke, København. Herom skriver Rasmussen: ”Vi glemmer aldrig den stund, og vi glemmer aldrig ham.” Med et ”vi” – sådan læser jeg det – afgiver han hermed et personligt og forpligtende løfte. Han har et minde, der forpligter ham. Et forpligtende minde, så længe han lever. Men herefter skriver Rasmussen om Johannesen: ”Hans navn vil aldrig blive glemt i Den Danske Israelsmission.” Strengt taget kan man ikke give en sådan forsikring om fremtiden. Her må man bruge ønskeform: ”Måtte hans navn aldrig blive glemt i Den Danske Israelsmission.” Og så er udfordringen for fremtiden ikke blot at tale om Egon Johannesens død, men også om hans liv og tjeneste i Israelsmissionen. Den side af sagen er stort set ikke behandlet, når man har sat Johannesen et minde. Ganske vist er materialet, der er bevaret i Israelsmissionens arkiv, ikke overvældende. Men nyt materiale kan dukke frem. I sommer fik jeg således kontakt med Jens F. Munksgaard, provst i Sydthy. Astrid var moster til ham og hans tre brødre. Familien Munksgaard har bevaret en del materiale og fotos.  I det bevarede materiale er blandt andet et stilehæfte, hvor Egon Johannesen med sirlig håndskrift har opført sine møder – dato, sted, emne og kollekt. I 1944 holdt han i alt 153 møder rundt omkring i landet. Det sidste møde han holdt var på hans dødsdag. Klokken 14.30 talte han for diakonisserne på Lukasstiftelsen i København. Emne: ”Hvorfor drive Israelsmission?”. Da han kom hjem skrev han det ind i sin mødefortegnelse. Hvordan jeg kan vide det? Fordi han opførte kollekten. Den var på fem kroner.

Her kan du læse en artikel fra 2009 om Egon Johannesen.

Shabbat i Jerusalem

Shabbat i Jerusalem

Arne Pedersen, kommunikationssekretær, 26. november 2014 Roen har sænket sig over Jerusalem. Så vi, Bodil og jeg, begiver os mod aftenens aftale: Sabbatsmåltid hos Daniel Goldstein, som er ansat hos det Israelske Bibelselskab og som besøger os i Danmark næste forår. Han brænder for, at vi mennesker må huske på, hvor stor en gave sabbatten er, så han lader gæstfriheden råde og inviterer hver fredag aften gæster til sin lejlighed for at fejre shabbat. Allerede i opgangen til Daniels lejlighed fornemmer vi, hvilke mennesker vi skal være sammen med. ”Leder I også efter Daniels lejlighed,” spørger Bodil frimodigt fire unge kvinder, som venter på elevatoren. De svarer bekræftende, og på vej op finder vi ud af, at vi er fem nationaliteter klemt sammen i den lille elevator.

Vidnesbyrd for naboerne

I Daniels lejlighed med en fantastisk udsigt ud over byen er det som om, der er et mylder af liv. Folk snakker, dækker bord, laver mad – forbereder sig på forskellig vis på det måltid, vi snart skal spise sammen. Jeg hilser på Judy, som egentligt er fra Storbritannien, men har boet i Jerusalem i mere end 22 år. ”Jeg har altid vidst, jeg en dag ville komme til at bo i Jerusalem,” fortæller hun. Judy fik job i Gravhaven til at starte med, men nu arbejder hun som volontør i en organisation, som hjælper overlevende fra Holocaust. ”Det er i hvert fald det, jeg skriver på min ansøgning, når min opholdstilladelse skal fornys hvert år,” siger hun og fortsætter: ”Men det som jeg ser som min egentlige tjeneste er at være et vidnesbyrd for mine naboer, så de også kommer til at kende Jesus.”

Langsomhed

Inden maden bliver helt færdig, sætter vi os til bords for at indlede sabbatten på behørig vis. Vi læser forskellige salmer og synger bl.a. sange, som priser kvinderne, hvilket man altid gør på sabbatten. En god påmindelse til manden om, hvad han bør være taknemmelig for. Der er en langsomhed over det. En fornemmelse af at her er der tid og ro til at være i hinandens selskab og opbygge hinanden med Guds ord og vidnesbyrd om, hvad han har gjort for os.

Fra muslim til kristen

Vi er 16 mennesker rundt om bordet, som til sammen repræsenterer 10 forskellige lande, så der er rigeligt af vidnesbyrd at tage af. Soreiya fra Algeriet er egentligt ved at fortælle om, hvordan hun kom til tro i en samtale med Bodil og jeg, men en af de andre bryder ind og råber: ”Vent, vent! Fortæl det højt så vi alle sammen kan høre det!” Et godt eksempel på det fællesskab flokken rundt om bordet gerne vil være denne sabbat, hvor ingen – ven eller fremmed – skal være alene. Så Soreiya fortæller levende og gestikulerende om, hvordan hun kom til tro på Jesus for 26 år siden. ”Jeg var en dedikeret og rettroende muslim,” fortæller hun. ”Jeg havde en veninde, som kom til tro på Jesus, og som gerne ville have mig med i kirke. Det ville jeg under alle omstændigheder ikke, for der fandtes kun én Gud for mig, Allah!” Hele hendes krop er i gang når hun fortæller. ”Efter lang tid kom jeg endelig hen i kirken, og her fik jeg et syn. Jeg så Jesus, da han hang på korset, og det fyldte hele rummet. Jeg blev så glad – tænk at han gjorde det for mig!” afslutter hun glad. Daniel tilføjer, at Ali, leder af det Algierske Bibelselskab, for nyligt fortalte, at over halvdelen af de troende i Algeriet kan fortælle vidnesbyrd om at have set Jesus i et syn.

Vidnesbyrd verden rundt

Soreiya er dog ikke den eneste med en historie at fortælle. Rundt om bordet sidder også Jim og Sheila, som godt nok er amerikanere, men som fik et kald til at rejse til Østrig. Jim underviser i græsk på universitetet og leder hver onsdag en bibelstudiegruppe for mænd i Daniels lejlighed. Der er også Dennis fra Holland og hans kone fra Sydkorea. De blev gift for en måned siden, men da de ikke ville have en rabbiner til at forestå velsignelsen – hvilket heller ikke ville have været muligt – blev det lovformelige ordnet i Holland, mens de så blev velsignet af deres menighed i Jerusalem efterfølgende. Dennis arbejder i The Prayer Tower. En indisk rigmand har lejet øverste etage på Jerusalems højeste bygning, så der med udsigt over Jerusalem kan være bøn 24 timer i døgnet for byen. Der er også Florence fra Schweiz, der er flyttet til Jerusalem for at studere mongolernes historie, Jossi der er messiansk jøde og rigtig glad for mad. Der er Cole fra North Carolina og Iris fra Hong Kong. Alle har vi en historie at fortælle. Et vidnesbyrd om hvad vi er taknemmelige over, Gud har gjort for os i den uge, der er gået.

Må de lære sabbattens herre at kende

Mæt af både mad og gode historier bevæger vi os endnu engang ud i Jerusalems sabbatsro. Her er alt som vi efterlod det – næsten. For nu er de ortodokse jøder også blevet færdige med deres middag og har bevæget sig ud i gaderne – bogstaveligt talt – for at blokere trafikken med råbene ”Shabbesh! Shabbesh!” Det er shabbat, og så skal man ikke køre bil. Vi baner os vej igennem dem hen til Caspari Center, hvor vi bor, og låser os ind. Da jeg er kravlet under dynen, kan jeg stadig høre råbene uden for, og jeg beder en stille bøn om, at også de må komme til at kende ham, som er sabbattens herre, Yeshua.

Guds rige i San Francisco

Guds rige i San Francisco – en image-bekymret dansker i praktik

Simon Krüger, stud.theol. på Menighedsfakultetet og projektmedarbejder i Israelsmissionen En af velsignelserne ved at læse teologi på Menighedsfakultetet er, at der i studieordningen er indlagt tre ugers praktik. En god opsparing og villighed fra vores trofaste partner Jews for Jesus gjorde, at jeg først i uge 40, stod på 60 Haight Street, San Francisco, California og havde udsigt til en fantastisk skyline og tre spændende uger i selskab med lokalafdelingsleder og missionær Rob Wertheim.
Simon1
Simon sammen med Rob Wertheim
Under hele opholdet var jeg indkvarteret i et større victoriansk villahus ejet af organisationen hvor tre andre unge boede fast. Huset er tænkt som et åbent hjem, hvor jøde og ikke-jøde, kristen som ikke-kristen er velkommen. De fastboende unge er tilknyttet ar-bejdet og afholdte sabbatsmåltider og andre arrangementer. Jeg var således hele tiden omgivet af personer, der, på alt fra verdensplan til mindste lokalplan, arbejdede og levede i mission. Primært fulgte jeg Rob i hans arbejde med at skabe og følge op på de kontakter, han og andre missionærer havde fået gennem gadeevangelisation. Jeg var med ude at besøge mennesker i alle aldre, der havde levet med Herren i alt fra få måneder til flere år og jeg erfarede hvordan man kan lede et bibelstudie over Skype.

Giv det videre

Gennem det hele skinnede noget af det Jews for Jesus er allermest skarpe på: Det vigtigste vi kan give videre, er evangeliet om Jesus, derfor skal vi dele det – med det samme! Jews for Jesus ser netop på dette som en påtrængende nødvendighed, et akut behov og de understreger uopsætteligheden af opgaven. Og med dét som mål går de bare i gang. Hvor jeg så et hyggeligt marked, en afslappende park eller en finalekamp i baseball så Rob altid mulighed for mission. Hvis der var et stort event med mange deltagere, skulle vi også være der. Vi var bl.a. til stede ved San Franciscos årlige marked, på det lokale universitetscampus og ved det amerikanske flyvevåbens opvisning. De havde udtalte taktikker omkring uddeling, placering, at man skal sige »velbekomme« når folk siger: »nej tak« etc. I dansk kontekst har jeg sjældent set en så frimodig og direkte måde at forholde sig til, at verden har brug for Jesus.

De unge udfordrer

I anden uge af min praktik afholdtes et internationalt bestyrelsesmøde i organisationen. Repræsentanter fra lokalafdelinger fra hele verden var således samlet ved hovedkvarteret til undervisning, drøftelse af missionærudsendelse, diskussion af organisationens fremtid samt for i fællesskab at gennemføre en outreach. Jeg var med til både undervisning, outreach, intro- og afslutningsarrangement samt måltider og fik her mulighed for at møde flere nøglepersoner og drøfte missionsarbejdet. Her blev det tydeligt for mig, at Jews for Jesus hele tiden eksperimenterer med, hvordan de mest effektivt kan nå mennesker med evangeliet. Især den unge generation i organisationen ser i stigende grad behovet for mere end kun den oldschool taktik, at dele traktater ud. I stedet stiger fokus på de mere fysiske og psykiske behov som »kontakter« kan have. Nogle af dem som har været med i organisationen i lang tid er derfor nervøse for, om traktatuddeling som metode er på vej ud. Det har altid været en kerneaktivitet i Jews for Jesus’ arbejde, fordi det åndelige behov, behovet for at anerkende Jesus som frelser til syndernes forladelse, altid har stået i centrum.  De unge i huset, hvor jeg boede, blev oftest venner med dem, de delte evangeliet med. De så deres livsførelse som vidnesbyrd, hvilket mere ligner tilgangen, jeg kender fra Danmark. Rob understregede dog, at der her er stor risiko for ikke at få delt selve evangeliet om syndernes forladelse, fordi man ikke ønsker at støde folk væk. Rendyrkes det åndelige behov, er der dog ligeledes risiko for, at de fysiske og psykiske behov underkendes. Formålet med kontakter bliver kun at præsentere dem for evangeliet. Andre behov må vige fuldstændigt.

Det handler om Jesus

Spørgsmålet om tilgang og måden at missionere på var man ikke helt enige om på det fælles bestyrelsesmøde, men ét holdt alle fast i: Det centrale var evangeliet om Jesus Kristus. Alt vi gør, skal pege på ham og have ham som mål. For en komfortzone-søgende dansker som mig var dette en stor udfordring. Alt for ofte mangler jeg mod til at bringe trosemner på banen, selvom jeg kan karakterisere mit møde med ikke-kristne som en form for mission. Netop at bringe fokus på Kristus blev pejlemærket for mig. Dette kan få en oldschool gademissionær til at se, at man ind i mellem må lade traktaterne blive i taskerne for at tage sig tid til en snak med et dødsfrygtende menneske. Samtidig holder det mig som konfrontationskritisk dansker op på, at troen kommer af det som høres og at jeg må gribe frimodigt om de muligheder, jeg får for at dele min tro.

Mit vidnesbyrd skal være til at forstå!

Ved en uddeling af traktater på San Francisco State University, prikkede en jævnaldrende mørkhåret dreng mig pludselig på skulderen og sagde: »Jews for Jesus. Okay. Så hvem er ham Jesus?«. Noget i mig sagde, at jeg burde blive glad for spørgsmålet. Pga. min basale frygt for troskonfrontation blev jeg der imod mest af alt skræmt og allerværst anede jeg først ikke hvad jeg skulle sige. Jeg tænkte løs og tyede instinktivt til dogmatiske læresætninger, men det blev hurtigt bremset af min forestilling af, hvordan han ville høre min udlægning af Luthers syndsforståelse. Jeg erfarede kort sagt spændingen mellem at ville formulere korrekt lære og samtidig give et aktuelt og forståeligt vidnesbyrd. Mine dogmatiske kundskaber kunne ikke stå alene, de måtte iklædes en nutidig skikkelse. Efter hændelsen har jeg dog glædet mig over at have set, at evangeliets hovedperson stadig er relevant i dag. Det styrker yderligere frimodigheden til at udfordre min konformitet og opsøge mere direkte mission. Fra læsepladsen og læresætningerne blev der pludselig bygget bro til universitetscampus og vidnesbyrd. Evangeliet skal prædikes lige her og nu og det skal forvandle mennesker lige her og nu!

Udlevet teologi

I forlængelse heraf oplevede jeg, hvordan mine evner fra teologi kan blive bragt i spil ved bibelstudier og i mødet med kontakter. Eksempelvis ville en jødisk kvinde ikke studere profeterne (og uskadeliggjorde således jødemissionærens stærkeste våben: Esajas 53) men kun 1. Mosebog. På vej dertil kunne jeg således foreslå at diskutere Guds Ånd samt flertallet »os« i vers 26. Dette kunne være med til at stille spørgsmålstegn ved den strenge jødiske tro på én Gud, der typisk bliver argument til afværgelse af snakken om Jesus som Guds søn. Når teologien skal »praktiseres« kræver det en åbenhed og frimodighed, som ingen lærebøger umiddelbart kan levere. Samtidig kan god og sund teologisk kundskab bidrage enormt til menneskers vandring med Gud. Et praktisk arbejde med teologi kræver således både viden og frimodighed. På dette punkt er Jews for Jesus enormt skarpe og har således meget at lære mig, der stadig nyder komforten på læsesalen. Jeg så, at hvis begge dele bevares kan Gud virkelig arbejde. Dermed kan han springe grænserne for, hvad vi tænker om hans mission. Dette kan Han gøre gennem alt fra en missionær, der bruger Skype til en fra starten imagebekymret dansker med en statement-t-shirt foran et baseballstadion.

Følg os
på facebook


Kommende
begivenheder


Tilmeld dig
Nyhedsbrevet


Israelsmissionen | TORVET | Katrinebjergvej 75 | 8200 Aarhus N | Tlf. 7190 1885 | kontor@israel.dk | Reg.nr. 0994 kontonr. 0003054500 | MobilePay 30503