Month: november 2014
Glædelig jul – død til trods
Glædelig jul – død til trods
Kai Kjær-Hansen, formand for Israelsmissionen, december 2009 “Og så – et pludseligt skud, – og alle de store forventninger blev sønderslået.” Skrevet i julenummeret af Israelsmissionens blad i 1944. På forsiden er en artikel med titlen ”Glædelig Jul”. Og derefter inde i bladet meddelelsen: ”Egon Johannesen er død.” Detaljer om skuddet og dødsårsagen kunne man ikke bringe dengang under besættelsen.
Guldmedalje og Israelsmission
Egon Johannesen var per 1. december 1943 blevet ansat som rejsesekretær i Israelsmissionen. I sin studietid havde han været med i Studenternes Missionskreds og havde særlig interesse for Israels-mission. Som 23-årig fik han i 1942 Københavns Universitets guldmedalje for et gammeltestamentligt emne. Året efter tog han embedseksamen med det højeste antal points, der indtil da var blevet givet efter den ”nye ord-ning”. En videnskabelig karriere lå foran ham. Han valgte Israelsmissionen som rejsesekretær. Forhåbningerne til ham i Israelsmissionen var store. Ind i mellem sine rejser fik han tid til at arbejde videre med sine studier med en doktorgrad for øje. ”Og så – et pludseligt skud …” Der var en sammenhæng mellem hans virke for jøder og hans død. Han havde som student været aktiv i oktober 1943 i forbindelse med at redde danske jøder ud af Danmark. Han rejste i 1944 rundt omkring i Danmark og talte åbent Israelsmissionens og jødernes sag – et forhold som gjorde, at han kunne være på den liste over folk, som besættelsesmagten kunne ”afregne med” for deres døde.Deo soli gloria
En mindegudstjeneste blev afholdt i Simeonskirken i København tre dage efter hans død. Uden annoncering – det gik fra mand til mand – var kirken propfyldt, biskop, 25-30 præster og de fleste fra Det Teologiske Fakultet samt venner og familie. Herefter kørte rustvognen til Københavns Hovedbanegård, hvor toget skulle føre kisten til Langå, hvor han og hans kone kom fra. Den 1. december 1944 blev han gravlagt i Langå. Dannebrog var på halv i byen, og i butiksvinduerne stod: ”På grund af begravelse er forretningen lukket fra kl. 1-4”. Efter besættelsen blev en mindesten sat op af Israelsmissionen. Datoerne vidner om alder: 1918 -1944. Påskriften lyder: Deo soli gloria. Altså 26 år og ”Gud alene æren”. Midlerne til denne mindesten var indkommet fra Israelsmissionens venner. Og der var flere penge, end der var brug for til minde-stenen. Hans kone ønskede, at de 609,68 kroner, der var i overskud, blev overført til kontoen for jødiske flygtninge, hvilket de blev. Når Henry Rasmussen ti år efter fortæller herom, skriver han afsluttende: “Hans navn vil aldrig blive glemt i Den Danske Israelsmission. Indtil nu er han vor første og eneste martyr. Talenter, som han havde dem, er det kun givet ganske få at eje, men gid vi alle i denne tjene-ste må bruge, hvad vi har, som han brugte sine.”Forpligtende minder
Forpligtende minder
Kai Kjær-Hansen, tidligere formand for Israelsmissionen, 26. november 2014 Israelsmissionens rejsesekretær Egon Henry Johannesen blev skudt i sin lejlighed i Husum, København den 24. november 1944 om aftenen. Han og hans kone, Astrid, ventede besøg af venner. De, der ringede på dørklokken, var imidlertid et par nazi-folk. De spurgte om hans navn og skød ham herefter ned – dræbt på stedet og med Astrid som vidne i baggrunden.Sagt 10 år efter mordet
Artiklen er skrevet af Henry Rasmussen, præst ved Simeons Kirke og daværende leder af Israelsmissionens arbejde i København. Familien Rasmussen stod Egon og Astrid nær. Efter mordet var Rasmussen til stor hjælp for Astrid. I november-nummeret af Israelsmissionens blad 1954 skrev Henry Rasmussen: ”Den Danske Israelsmission har i denne måned en 10-årsdag. Den skal ikke forbigås i tavshed, lige så lidt som der skal gøres reklame af den.” Og han fortsætter: ”Den 24. november er det ti år siden vores unge rejsepræst, Egon Johannesen blev skudt i sit hjem af Brøndum-banden.” Rasmussen gør gældende, at der var en sammenhæng mellem Johannesens gerning og hans død: ”En mand. Der rejste rundt i Danmark og offentligt i besættelsestiden talte jøders sag, måtte nødvendigvis komme på den sorte liste. At han tilmed var aktiv med, da det i oktoberdagene i 1943 gjaldt at redde jøderne ud af Danmark, stillede ham ikke bedre. Da der så en dag var brug for clearing – ja, så blev det altså ham.”Antyder Rasmussen en skyldfølelse?
Antyder Rasmussen hermed, at det lige så godt kunne have været ham, der var blevet skudt? Antyder han en skyldfølelse? Det var jo ham – Henry Rasmussen – der havde fået Egon Johannesen inddraget i oktoberdagenes hjælpeaktion. Sikkert er det også, at Rasmussen havde stået mere centralt placeret i hjælpeaktionen end Johannesen. I det stykke var der ingen ”retfærdighed”. Værd at lægge mærke til er også, at Rasmussen ti år efter mordet på den ene side føler sig forpligtet på at holde mindet herom i live, men på den anden side er klar over en fare. Der skal ikke gøres ”reklame” heraf. Han er sig bevidst, at Israelsmissionen ikke skal score billige point på at ”eje” en ”martyr”. En sådan brug af mindet om Johannesen ville være et skændigt misbrug af hans navn.Kan man love, at et navn aldrig bliver glemt?
Egon Johannesen blev begravet i Langå den 1. december. Et par dage forinden var der afholdt en mindegudstjeneste i Simeons Kirke, København. Herom skriver Rasmussen: ”Vi glemmer aldrig den stund, og vi glemmer aldrig ham.” Med et ”vi” – sådan læser jeg det – afgiver han hermed et personligt og forpligtende løfte. Han har et minde, der forpligter ham. Et forpligtende minde, så længe han lever. Men herefter skriver Rasmussen om Johannesen: ”Hans navn vil aldrig blive glemt i Den Danske Israelsmission.” Strengt taget kan man ikke give en sådan forsikring om fremtiden. Her må man bruge ønskeform: ”Måtte hans navn aldrig blive glemt i Den Danske Israelsmission.” Og så er udfordringen for fremtiden ikke blot at tale om Egon Johannesens død, men også om hans liv og tjeneste i Israelsmissionen. Den side af sagen er stort set ikke behandlet, når man har sat Johannesen et minde. Ganske vist er materialet, der er bevaret i Israelsmissionens arkiv, ikke overvældende. Men nyt materiale kan dukke frem. I sommer fik jeg således kontakt med Jens F. Munksgaard, provst i Sydthy. Astrid var moster til ham og hans tre brødre. Familien Munksgaard har bevaret en del materiale og fotos. I det bevarede materiale er blandt andet et stilehæfte, hvor Egon Johannesen med sirlig håndskrift har opført sine møder – dato, sted, emne og kollekt. I 1944 holdt han i alt 153 møder rundt omkring i landet. Det sidste møde han holdt var på hans dødsdag. Klokken 14.30 talte han for diakonisserne på Lukasstiftelsen i København. Emne: ”Hvorfor drive Israelsmission?”. Da han kom hjem skrev han det ind i sin mødefortegnelse. Hvordan jeg kan vide det? Fordi han opførte kollekten. Den var på fem kroner.Her kan du læse en artikel fra 2009 om Egon Johannesen.
Shabbat i Jerusalem
Shabbat i Jerusalem
Arne Pedersen, kommunikationssekretær, 26. november 2014 Roen har sænket sig over Jerusalem. Så vi, Bodil og jeg, begiver os mod aftenens aftale: Sabbatsmåltid hos Daniel Goldstein, som er ansat hos det Israelske Bibelselskab og som besøger os i Danmark næste forår. Han brænder for, at vi mennesker må huske på, hvor stor en gave sabbatten er, så han lader gæstfriheden råde og inviterer hver fredag aften gæster til sin lejlighed for at fejre shabbat. Allerede i opgangen til Daniels lejlighed fornemmer vi, hvilke mennesker vi skal være sammen med. ”Leder I også efter Daniels lejlighed,” spørger Bodil frimodigt fire unge kvinder, som venter på elevatoren. De svarer bekræftende, og på vej op finder vi ud af, at vi er fem nationaliteter klemt sammen i den lille elevator.Vidnesbyrd for naboerne
I Daniels lejlighed med en fantastisk udsigt ud over byen er det som om, der er et mylder af liv. Folk snakker, dækker bord, laver mad – forbereder sig på forskellig vis på det måltid, vi snart skal spise sammen. Jeg hilser på Judy, som egentligt er fra Storbritannien, men har boet i Jerusalem i mere end 22 år. ”Jeg har altid vidst, jeg en dag ville komme til at bo i Jerusalem,” fortæller hun. Judy fik job i Gravhaven til at starte med, men nu arbejder hun som volontør i en organisation, som hjælper overlevende fra Holocaust. ”Det er i hvert fald det, jeg skriver på min ansøgning, når min opholdstilladelse skal fornys hvert år,” siger hun og fortsætter: ”Men det som jeg ser som min egentlige tjeneste er at være et vidnesbyrd for mine naboer, så de også kommer til at kende Jesus.”Langsomhed
Inden maden bliver helt færdig, sætter vi os til bords for at indlede sabbatten på behørig vis. Vi læser forskellige salmer og synger bl.a. sange, som priser kvinderne, hvilket man altid gør på sabbatten. En god påmindelse til manden om, hvad han bør være taknemmelig for. Der er en langsomhed over det. En fornemmelse af at her er der tid og ro til at være i hinandens selskab og opbygge hinanden med Guds ord og vidnesbyrd om, hvad han har gjort for os.Fra muslim til kristen
Vi er 16 mennesker rundt om bordet, som til sammen repræsenterer 10 forskellige lande, så der er rigeligt af vidnesbyrd at tage af. Soreiya fra Algeriet er egentligt ved at fortælle om, hvordan hun kom til tro i en samtale med Bodil og jeg, men en af de andre bryder ind og råber: ”Vent, vent! Fortæl det højt så vi alle sammen kan høre det!” Et godt eksempel på det fællesskab flokken rundt om bordet gerne vil være denne sabbat, hvor ingen – ven eller fremmed – skal være alene. Så Soreiya fortæller levende og gestikulerende om, hvordan hun kom til tro på Jesus for 26 år siden. ”Jeg var en dedikeret og rettroende muslim,” fortæller hun. ”Jeg havde en veninde, som kom til tro på Jesus, og som gerne ville have mig med i kirke. Det ville jeg under alle omstændigheder ikke, for der fandtes kun én Gud for mig, Allah!” Hele hendes krop er i gang når hun fortæller. ”Efter lang tid kom jeg endelig hen i kirken, og her fik jeg et syn. Jeg så Jesus, da han hang på korset, og det fyldte hele rummet. Jeg blev så glad – tænk at han gjorde det for mig!” afslutter hun glad. Daniel tilføjer, at Ali, leder af det Algierske Bibelselskab, for nyligt fortalte, at over halvdelen af de troende i Algeriet kan fortælle vidnesbyrd om at have set Jesus i et syn.Vidnesbyrd verden rundt
Soreiya er dog ikke den eneste med en historie at fortælle. Rundt om bordet sidder også Jim og Sheila, som godt nok er amerikanere, men som fik et kald til at rejse til Østrig. Jim underviser i græsk på universitetet og leder hver onsdag en bibelstudiegruppe for mænd i Daniels lejlighed. Der er også Dennis fra Holland og hans kone fra Sydkorea. De blev gift for en måned siden, men da de ikke ville have en rabbiner til at forestå velsignelsen – hvilket heller ikke ville have været muligt – blev det lovformelige ordnet i Holland, mens de så blev velsignet af deres menighed i Jerusalem efterfølgende. Dennis arbejder i The Prayer Tower. En indisk rigmand har lejet øverste etage på Jerusalems højeste bygning, så der med udsigt over Jerusalem kan være bøn 24 timer i døgnet for byen. Der er også Florence fra Schweiz, der er flyttet til Jerusalem for at studere mongolernes historie, Jossi der er messiansk jøde og rigtig glad for mad. Der er Cole fra North Carolina og Iris fra Hong Kong. Alle har vi en historie at fortælle. Et vidnesbyrd om hvad vi er taknemmelige over, Gud har gjort for os i den uge, der er gået.Må de lære sabbattens herre at kende
Mæt af både mad og gode historier bevæger vi os endnu engang ud i Jerusalems sabbatsro. Her er alt som vi efterlod det – næsten. For nu er de ortodokse jøder også blevet færdige med deres middag og har bevæget sig ud i gaderne – bogstaveligt talt – for at blokere trafikken med råbene ”Shabbesh! Shabbesh!” Det er shabbat, og så skal man ikke køre bil. Vi baner os vej igennem dem hen til Caspari Center, hvor vi bor, og låser os ind. Da jeg er kravlet under dynen, kan jeg stadig høre råbene uden for, og jeg beder en stille bøn om, at også de må komme til at kende ham, som er sabbattens herre, Yeshua.Guds rige i San Francisco
Guds rige i San Francisco – en image-bekymret dansker i praktik
Simon Krüger, stud.theol. på Menighedsfakultetet og projektmedarbejder i Israelsmissionen En af velsignelserne ved at læse teologi på Menighedsfakultetet er, at der i studieordningen er indlagt tre ugers praktik. En god opsparing og villighed fra vores trofaste partner Jews for Jesus gjorde, at jeg først i uge 40, stod på 60 Haight Street, San Francisco, California og havde udsigt til en fantastisk skyline og tre spændende uger i selskab med lokalafdelingsleder og missionær Rob Wertheim.