Skip to main content

Måned: december 2014

“Krigen blev mere personlig”

Arne Pedersen, 17. december 2014

Det har været et turbulent år i Mellemøsten, og det har de også kunnet mærke hos vores samarbejdspartner, Musalaha. Særligt krigen mellem Hamas og Israel i Gaza har virkelig udfordret de mange gode relationer, som ellers er blevet bygget op gennem Musalahas insisterende indsats. Derfor besluttede forsoningsorganisationen at tage 18 unge med til Berlin i november.

Mange ord blev skrevet under krigen – både i de konventionelle medier og på de sociale af slagsen, men meget få møder mellem de involverede parter fandt sted. Det var vanskeligt at se hinanden i øjnene.

Derfor besluttede Musalaha i november måned at lave en tur for de unge-voksne. Disse unge er kommende ledere i deres samfund, og derfor er det ekstra vigtigt, at de bliver ambassadører for forsoning.

Jack Munayer og Shadia Qubti fortæller, at da de overvejede, hvor konferencen skulle finde sted, var det oplagt at se mod Berlin.

”Israel-Palæstina er ikke unik, når det kommer til konflikt. Mange andre lande har konflikter i deres egne historier at kæmpe med, og vi kan lære af deres erfaringer. I år er det 25 år siden Berlinmuren faldt og Tyskland blev forenet. Vi tænkte, det var en god mulighed for at se nærmere på, hvordan Tyskland håndterede hadet og splittelsen. Derudover kunne vi besøge mindesmærket for Holocaust og bruge anledningen til at reflektere over konsekvenserne af had og ekstremisme.”

Hovedspørgsmålet, som blev drøftet på turen, var ”Hvordan reagerer vi, når der er konflikt?” Og ét er at sidde derhjemme foran skærmen og komme med et udfald på Facebook eller at diskutere sagen med ligesindede. Noget helt andet er, at møde ”den anden” ansigt til ansigt”. En af deltagerne konstaterede om mødet med dem fra den anden side: ”Det gør krigen mere personlig.”

Jack og Shadia tilføjer: ”Det er én ting at sidde derhjemme og læse en artikel på skærmen skrevet af en af dine ledere, men det er noget helt andet at læse den samme artikel sammen med troende brødre og søstre i Berlin.”

Der blev skrevet rigtig meget fra både den ene og den anden side under sommerens krig, hvilket vi også tidligere har fortalt om her på siden. Men selvom der – naturligvis – var meget stor forskel i tilgangen til det skrevne, var der alligevel også ligheder.

”Begge sider brugte Bibelen til at retfærdiggøre det, de skrev, og det var ofte forvirrende at holde styr på, om det nu var politisk eller religiøst,” fortæller Jack. En af deltagerne udtrykte det således: ”Selvom de citerer et vers fra Bibelen, er det ikke ensbetydende med, at det, de siger, er åndeligt sundt.” ”Shadia fortæller videre: ”Begge sider havde en tendens til at fokusere på situationen uden at give udtryk for nogen former for selvkritik. Man skyndte sig at se fejlen hos de andre, uden at se på hvordan man selv bidrog til at forværre situationen.”

Samtalerne om de enkelte artikler var intense, og samtalerne med de unge afslørede, at flere havde overvejet at skrive noget undervejs i konflikten, fordi de ikke syntes, deres egen synspunkter blev repræsenteret. Det er også et vidnesbyrd om, at de mest højtråbende stemmer, som regel også er de mest ekstreme. I de afsluttende samtaler, blev deltagerne da også enige om, at der er brug for mere moderate stemmer i begge ”lejre”, og at der er brug for at opmuntre hinanden til at være profetiske stemmer ind i samfundet – også i denne sammenhæng.

Jack fortæller afslutningsvist, at deltagerne rejste hjem med en følelse af, at være blevet hørt af de andre. ”Vi erfarede, hvor vigtigt det er at mødes ofte og snakke sammen. Vi tog hjem med en fast beslutning om, at vi vil mødes igen snart, og at vi vil arbejde endnu hårdere for forsoning i vores respektive samfund,” fortæller han.

Og sådan kan vi blive mindet om – også denne jul – at Fredsfyrsten fra Betlehem, stadig har et aktuelt budskab, når han siger: “Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn.”

Læs den oprindelige artikel hos Musalaha her.

Gud bruger det skrøbelige

17. december 2014

Julen er højtiden der minder os om, at vi ikke skal tænke ringe om det, som kan synes skrøbeligt, småt og ubetydeligt. For det er ofte det, Gud bruger til at udrette store ting. Det blev vi mindet om, da vi i november måned besøgte Michael i den lille by Sderot nær grænsen til Gaza. Michael er messiansk jøde fra Ukraine og præst for en lille menighed af Jesus-troende i byen. De mødes i ydmyge omgivelser i et lille lokale over en butik midt i byen. Rummet er kun udstyret med det absolut mest nødvendige: En lille talerpult, havestole af plastik – og et beskyttelsesrum som er indrettet til kontor for at udnytte pladsen… Menigheden har gennem længere tid lavet evangeliserende arbejde gennem guidede ture i Israel. Det har ført til, at flere gerne vil vide mere om bibelen og dens budskab.
”Vi indså, vi var nødt til at tilbyde mere undervisning og give disse mennesker et fundament for deres tro,” siger Michael.
Sidste år begyndte Michael at afholde Alpha-kurser. Han har ingen teologisk uddannelse, men inviterede Alec Goldberg fra Caspari Center i Jerusalem til at stå for undervisningen. Michaels menighed ser ikke ud af meget sammenlignet med andre messianske menigheder  i Israel i dag. Men Gud bruger den til at jøder – også denne jul – kan høre, at Jesus er Messias, og at han er kommet for at frelse.

Klik her for at støtte de messianske menigheder i Israel.

     

Lad lyset skinne!

Michelle van Loon, amerikansk koordinator for Caspari Center
Da deres renselsesdage i henhold til Moseloven var gået, tog de ham med op til Jerusalem for at bære ham frem for Herren – som der står skrevet i Herrens lov: »Alt det første af mandkøn, der kommer ud af moderlivet, skal helliges Herren« – og for at bringe offer, sådan som det er foreskrevet i Herrens lov, et par turtelduer eller to dueunger. (Lukas 2,22-24)
Michelle Van Loon
Michelle Van Loon
På denne tid af året, i december, fejrer de kristne Jesus Messias’ fødsel. Jeg og min familie har altid deltaget i denne fejring, selvom vi som jødiske Jesus-troende holder os til en noget mere forsigtig udgave af alle de kulturelle aktiviteter (oppyntning, shopping, selskabeligheder) end mange rundt om os. Vi har også altid fejret Chanukka, Lysfesten, som i år begynder om aftenen den 16. december og afsluttes otte dage senere ved solnedgang den 24. december. Selvom Chanukka, også kendt som Lysfesten eller Tempelindvielsesfesten, er en af de mindre højttider i den jødiske kalender, plejer vi at tænde lysene i den ottearmede lysestage (som egentligt har ni arme). Når vi gør det, genkalder vi os den spændende fortælling om Makkabæernes sejr over Antiokus Epifanes den fjerde i 164 f.Kr. – og vi takker Gud for at den hellige olielampe brændte i otte dage i det nyindviede tempel. Lampen brændte i otte underfulde dage, selvom der kun var olie nok til én dag. For makkabæerne må det have været en utrolig glæde at se lyset brænde igen i templet efter år med mærke og afgudsdyrkelse i templet. Når vi igen i år fejrer højttiden, ser jeg hvordan de historiske hændelser rundt om Chanukka, kaster lys ind over Jesus’ liv. Når Josef og Maria i lydighed tog deres nyfødte, nyomskårne søn med til templet i Jerusalem for at hellige ham Herren (2. Mos 13,2.12), er det vigtigt at huske på, at templet endnu stod dér på den tid, takket være begivenheder et halvt århundrede tidligere. Chanukka er en flot højttid selvom den står helt for sig selv. I løbet af juletiden takker jeg for, hvad fortællingen om Chanukka betyder, når det gælder at forankre min jødiske Frelsers inkarnation, verdens lys, i historien. Den dag Maria og Josef kom til templet med Jesus-barnet, var der en troende mand, som hed Simeon, som tog barnet i sine arme og bad disse uventede ord:
”For mine øjne har set din frelse, som du har beredt for alle folk: Et lys til åbenbaring for hedninger og en herlighed for dit folk Israel.” (Lukas 2,30-32)
Ikke engang døden kunne slukke Jesus’ lys. Hans tomme grav ligger ikke langt fra det sted, templet stod engang, og hvor Jesus blev båret frem. Templet blev vundet tilbage til jøderne af Judas Makkabæeren og hans efterfølgere. Måtte vores tilbedelse i denne højttid have noget af deres mod – når vi lader Jesus’ lys og herlighed skinne i en verden, som lever i mørke uden ham.