Month: januar 2015

Velkommen til årsmøde

Velkommen til årsmøde

Tema: Guds ord til Guds folk

Øster Snede Missionshus, Ribevej 60, 8723 Løsning, 14. marts 2015

[map address=”Ribevej 60 Øster Snede 8723 Løsning” type=”hybrid” width=”100%” height=”250px” zoom=”14″ scrollwheel=”yes” scale=”yes” zoom_pancontrol=”yes” popup=”no”][/map]

Eftermiddagsprogram fra kl 13.00/13.30 – 17.50

Vi glæder os til endnu engang at invitere vores venner til årsmøde i Israelsmission. I år får vi besøg af Daniel Goldstein fra Det Israelske Bibelselskab. Han brænder for at mennesker må huske og opleve, at sabbatten er en gave fra Gud. Derfor holder han ofte sabbatsmåltider i sin lejlighed i Jerusalem, hvor mange forskellige mennesker samles. Derudover får vi besøg af Christian Rasmussen, som er præst i Immanuelkirken i Jaffo. [two_third last=”no”] 13.00 Stående kaffe og te 13.30 Velkomst og sang og indledning 13.45 Christian Rasmussen: Aktuelle strømninger i den messianske bevægelse i Israel i dag 14.30 Daniel Goldstein om udfordringer og muligheder i bibelarbejdet i Israel i dag 14.50 Musik 15.00 Kaffepause 15.30 Formandsberetning og nye vedtægter samt spørgsmål 16.25 Sang/Musik 16.35 Opdatering fra IU 16.50 Seminarer hvoraf der kan vælges ét:

1) Om det nye samarbejde omkring storby-mission i Tel Aviv v/ Christian Rasmussen

2) Hvad kan vi lære fra jødisk fromhedsliv/sabbatsfejring v/ Daniel Goldstein

3) Messianske jøder og Muslim Background Believers – hvad har de tilfælles v/ Erik  Ladegaard og Bodil Skjøtt

17.20 Eftermiddagens program afsluttes 17.50 Aftensmad: Mulighed for at deltage i fællesspisning. Tilmelding skal ske til kontor@israel.dk.

Aftenprogram fra kl 19.00- 21.00

19.00 Velkomst – og børnesange 19.10 Daniel Goldstein fortæller sit vidnesbyrd 19.30 Festtale v/ Christian Rasmussen 20.00 Hilsner fra medarbejderne 20.10 Kollekt til Israelsmissionen 20.20 Jorden rundt med Israelsmissionen 20.50 Andagt 21.05 Tak for i aften og så kaffe[/two_third] [one_third last=”yes”]
Daniel Goldstein
Daniel Goldstein
Christian Rasmussen
Christian Rasmussen
[/one_third]

Om troskab, jødedom og troen på Jesus

Om troskab, jødedom og troen på Jesus

Avi Brickner, 29. januar 2015
  Denne artikel er oprindeligt skrevet til magasinet Issues, som udgives af Jews for Jesus. Du kan læse mere om Issues på issuesmag.org. Den oprindelige artikel kan du læse her.Issues
Jeg har ind i mellem fået at vide af andre jøder, at min åbne bekendelse af troen på Jesus af Nazareth som Messias, er forræderisk overfor mit folk. Jeg og en af mine venner, som også tror på Jesus, besøgte engang en fremtrædende rabbiner i vores by. Det var denne rabbis påstand, at vores tro på Jesus svarede til at vi forlod vores folk og frasagde os vores spirituelle arv. For mange jøder – og ikke-jøder – betyder troen på Jesus for en jøde, at vedkommende også frasiger sig sin egen jødiskhed. Det er en problemstilling, som jeg personligt har kæmpet med. Jeg blev opdraget i et hjem, hvor de jødiske regler for det mest blev overholdt. Vi var ikke de mest konservative, men vi var heller ikke afslappede omkring de rabbinske reglementer. Som mange andre tog jeg min jødiskhed og praktiseringen af jødedom for givet i min ungdom. Men i takt med at jeg nærmede mig voksenalderen, begyndte jeg at overveje nogle af de dybere spørgsmål i livet, og hvordan det, at jeg er jøde, relaterer sig til meningen med livet. Der mangler noget Synagogens forskrifter syntes smukke. Hvem kunne finde noget forkert ved påbuddet om at elske Gud af hele sit hjerte og sin næste som sig selv? Men der manglede noget. Denne vidunderlige Gud, som jeg var blevet undervist om siden barndommen, syntes så uvirkelig og langt væk. At overholde religiøse påbud og forskrifter gav mig ikke nogen fornemmelse af en relation med Gud. Og det syntes ikke i overensstemmelse med, hvordan Skrifterne beskriver vores forfædres forhold til Gud. De giver det indtryk, at de havde et personligt forhold til Ham. Derudover måtte jeg også – i mine mest ærlige øjeblikke – erkende, at jeg ikke evnede at elske min næste, selv ikke når jeg ønskede det. Igennem det jødiske liv Ud over denne fornemmelse af behov og ønske om at komme i kontakt med Gud, var der en anden faktor, som gjorde mig villig til at undersøge påstandene om Jesus nærmere. Den eneste måde jeg kan beskrive det på er, at han syntes at komme til mig igennem det jødiske liv. Nogle af dem som fortalte mig om Jesus, var jøder. Deres tro på ham forekom ikke at gøre dem mindre jødiske. Tværtimod – de var mere optaget af, hvad det ville sige at være jøde, og hvad det jødiske folks mission var, end mange andre jeg var sammen med til daglig. De forstod snarere deres tro på Jesus som en fuldendelse, end som en fornægtelse af deres jødiske åndelige arv. Troende ikke-jøder, som delte deres vidnesbyrd med os, fortalte, at de havde fået al deres åndelige velsignelse gennem Israel. De så sig selv som deltagere i den åndelige arv fra det jødiske folk. Disse mennesker viste mig en kilde til hjælp, som ingen andre havde. Ingen havde foreslået, at jeg måske ville finde svarene på mine spørgsmål i de hellige skrifter. Det jeg fandt, havde jeg aldrig drømt om skulle findes på disse sider. Portrættet af Messias i Det Gamle Testamente forekom mig at passe til beskrivelsen af Jesus af Nazareth. Selv før jeg begyndte at studere Det Nye Testamente, vidste jeg nok om Jesu liv, til at anerkende de bemærkelsesværdige ligheder. Tænk, at Gud ville identificere sig med mennesket på denne måde! Den ultimative troskab Midt i min søgen udfordrede en ung Jesus-troende jødinde mig med et spørgsmål: ”Vil du virkelig gerne vide om Jesus er Messias eller ej?” ”Ja, det vil jeg,” svarede jeg. ”Hvorfor spørger du ikke Gud,” replicerede hun. Dér blev jeg udfordret på, hvor min ultimative troskab lå. Var jeg villig til at søge Gud på hans egne præmisser? Kunne jeg sætte mine egne fordomme og forudfattede meninger til side og tro, at den Almægtige kunne vise mig sandheden, hvis jeg var villig til at modtage og følge den hvor end den ville lede mig? Når jeg ridser min historie op, er jeg klar over, at den adskiller sig fra andres. Jeg er også klar over, at vi jøder har en tendens til at afvise Jesus eller modsætte os hans påstande om at være Messias, fordi så meget, der bærer hans navn, synes fremmed for os eller står i modsætning til vores egne interesser. Vi er meget følsomme med hensyn til de smertefulde oplevelser jøder har haft på grund af såkaldte kristne. Denne smertefulde historie rodfæster ofte vores troskab overfor den jødiske identitet og hærder vores modstand mod kristendommen og Jesus. En anden side af spørgsmålene Hvor sandt dette end måtte være (og jeg er ikke ham der hverken benægter eller afviser det), så hjalp min egen oplevelse mig til at se den anden side af spørgsmålet om troskab overfor jødedommen og troen på Jesus. Min grundlæggende bekymring udviklede sig omkring mit forhold til Gud. En dyb krise afslørede et åndeligt hul, som overholdelse af religiøse praksis ikke kunne fylde. Hvordan kunne jeg komme i kontakt med Gud? Dét spørgsmål blev afgørende. Men hvordan relaterede det sig til at være jøde? For første gang var der spørgsmål, som dukkede op: Eksisterer det jødiske folk af anden årsag end bare at være anderledes? Skal vores eksistens som et udvalgt folk mon pege på en større sammenhæng? Ønsket om at lære Gud at kende ledte mig til dem, som guidede mig til skrifterne og til Jesus. Og troen på Jesus bragte mig ind i et livgivende forhold til Israels Gud. I lyset af dét forhold opdagede jeg, at Jesus er kædet uløseligt sammen med den større sammenhæng, som selve eksistensen af det jødiske folk skal pege hen til. Jeg opdagede også, at selvom jeg var kommet til tro på Jesus, var jeg ikke holdt op med at være jøde. Jeg havde tværtimod opdaget en større og dybere mening. Nu ser jeg at Israels tro, som den er beskrevet i de hellige skrifter og i Jesu tjeneste, finder sit klimaks – ikke i en religiøs tradition, men i en person, som Israels Gud helt unikt har vist sig selv igennem. Dét gjorde Gud – ikke kun for at velsigne Israel, men for at frelse hele verden. Han havde lovet, at i Abraham og hele hans afkom skulle alle jordens slægter velsignes. I Jesus Messias flød denne velsignelse over til ikke-jøder. Jeg kunne ikke afvise Jesus Alle disse oplevelser førte mig til den overbevisning, at bare fordi jeg er jøde, er det ikke grund nok til at afvise Jesus. Det letteste ville have været at overtage en blind accept af religiøs tradition og derigennem få løst mit problem. Men tilværelsens barske realiteter såede tvivl om denne blinde accept. Da det kom til det punkt om at søge Israels Gud oprigtigt og blive konfronteret med påstanden om, at skrifterne er hans åbenbaring, hvordan kunne jeg så afvise en oprigtig søgen efter deres budskab? I min søgen blev jeg nødt til at forholde mig til Jesus. Selvom vi opmuntres til at søge Gud af hele vores hjerte, er det ikke fordi Gud er blevet væk et sted derude, og vi må finde ham. Men fordi vi er blevet væk, og Gud vil finde os. Den profetiske formaning er i virkeligheden en guddommelig opmuntring til at svare på Guds søgen efter os i al vores fortabthed. Gud demonstrerede dybderne af sin kærlighed og bredden af sin determination, da han identificerede sig selv med os, ikke i pomp og pragt, men i svaghed, smerte og afkald. Dét gjorde han gennem Messias, som sagde ”Jeg er kommet for at opsøge og frelse de fortabte.” Som et svar på hans søgen, er jeg fundet, og i Messias har jeg fundet troskaben fra en sand jøde.
Herunder kan du se flere vidnesbyrd fra Jesus-troende jøder, som mener, at det mest jødiske, man kan gøre, er at tro på Jesus.  

Jesus er stadig ikke helt kosher

Jesus er stadig ikke helt kosher

Arne Pedersen, 29. januar 2015 Tidsskriftet Christianity Today fortæller i deres januarnummer, at amerikanske jøder i stigende grad finder det acceptabelt, at jøder tror på Jesus. USA har det største jødiske samfund uden for Israel, så det er en væsentlig nyhed for ikke bare amerikanske jøder, som tror på Jesus, men for messianske jøder i hele verden. Det er videnscenteret Pew Reseach Center, der står bag undersøgelsen, som fortæller, at 34 procent af den jødiske befolkning mener, der er overensstemmelse mellem at være jøde og tro på Jesus. Og 35 procent af de ultra-ortodokse var enige! Til sammenligning fortæller samme undersøgelse, at hele 68 procent af amerikanske jøder mener, man ikke behøver tro på Gud for at være jøde.
Richard harvey
Richard Harvey, Jews for Jesus, mener, at det i højere grad end tidligere er kulturelle kriterier frem for religiøse, som definerer, om man opfatter sig selv og andre som jøde eller ej.
Richard Harvey, seniorforsker ved Jews for Jesus, hævder, at undersøgelsen viser et paradigmeskifte: ”Jødisk identitet bliver i højere og højere grad målt kulturelt og familiært og ikke gennem forskellige religiøse udtryk.” Russ Resnik, leder af sammenslutningen af messianske menigheder, fortæller, at lederne i de jødiske samfund stadig er imod messianske jøder, ”men en stor del af jøder i det brede samfund anerkender, at vi er her for at blive, at vi er en del af det jødiske samfund, og at vi er optaget af jødiske mærkesager.” Træerne vokser dog stadig ikke ind i himlen. I forbindelse med åbningen af et stort center i Brooklyn, oplevede organisationen Chosen People Ministries ikke den store modstand, for ”det jødiske samfund er blevet mere vandt til os,” fortæller Mitch Glaser, leder af organisationen. Alligevel konstaterer han: ”Der er i det jødiske samfund væsentlige fordomme om de af os, som tror på Jesus. Og vi udgør en større gruppe, end det jødiske samfund vil anerkende.”

Hvad er på spil?

Messianske jøder er presset fra to sider. På den ene side fra jødisk hold, som påstår, at de ikke længere er jøder, fordi de bekender troen på Jesus. På den anden side står også mange kristne uforstående overfor, hvorfor de ikke bare kalder sig kristne. Spørgsmålene: ”Hvem er jøde?” og ”hvad vil det sige at være jøde?” er væsentlige – særligt i forhold til messianske jøder.
Mange jøder bebrejder både kristne og kirken for forfølgelser op gennem tiden - også for Holocaust. Foto: AFP
Mange jøder bebrejder både kristne og kirken for forfølgelser op gennem tiden – også for Holocaust. Foto: AFP
Når mange jøder har problemer med Jesus, handler det i vid udstrækning om den historie jødedommen og kristendommen har med hinanden. Kristne har op igennem historien været forfølgere af det jødiske folk med både pogromer og inkvisitioner til følge. I Holocaust spillede kirken og kristne en rolle ved at være passive og ikke kæmpe imod den uretfærdighed, det jødiske folk blev udsat for. Derudover spiller kulturen  en stor rolle. Mange jøder opdrages til, at hvad end de gør i livet, så er der ét, de aldrig må gøre: bekende troen på Jesus af Nazareth som Messias. Det anses for forræderi, og mange mener, at man vender sit folk og sin jødiskhed ryggen. Spørgsmålet ”hvem er jøde?”, spiller også en rolle internt i staten Israel, hvor spørgsmålet ofte koges ned til en juridisk problematik om, hvem der har lov at gøre aliya – immigrere til Israel. Loven er blevet meget vigtig for de to forskellige parter, som dels ønsker at jødisk identitet skal være religiøst betinget, hvilket især gælder de ortodokse, og de sekulære, som ønsker, at jødisk identitet skal være rent nationalt betinget. Denne konflikt er yderligere skærpet efter Knesset i november 2014 vedtog en lov, som skulle gøre det lettere at konvertere til jødedommen. Loven blev vedtaget med særligt henblik på de tusinder af jødiske immigranter, især fra det tidligere Sovjet, der har fået statsborgerskab, men som ikke anerkendes som jøder i henhold til rabbinsk lov. I 1957 blev den første lov vedtaget, som enkelt fastslog at ”enhver som med rene motiver erklærer sig selv som jøde, kan registreres som jøde, og ingen andre beviser skal afkræves ham.” Det fik samtlige religiøse i parlamentet til at træde tilbage. I 1970 blev der tilføjet væsentlige ord til loven. Nu blev en jøde defineret, som ”en der er født af en jødisk mor, og som ikke er konverteret til eller tilhører en anden religion.” Dette er stadigvæk gældende i forhold til at gøre aliya. Derudover er børn, børnebørn og ægtefælle til en jøde også omfattet af Law of Return (loven om hjemvendelse).

Det er ulogisk for en jøde at tro på Jesus

Ud fra denne tankegang ser vi, hvorfor messianske jøder kæmper for at blive anerkendt som jøder. Deres tro på jøden Jesus indebærer ikke – set fra deres perspektiv – at de tilslutter sig en anden religion. Men det gør det for langt de fleste andre jøder, hvilket undersøgelsen, omtalt i begyndelsen af artiklen, også vidner om.
Anti-missionsorganisationen Yad LAchim advarer mod kristent arbejde i Israel. Her står de uden for Immanuelkirkens menighedshus i Jaffo.
Anti-missionsorganisationen Yad LAchim advarer mod kristent arbejde i Israel. Her står de uden for Immanuelkirkens menighedshus i Jaffo.
Chabad, en stor organisation som arbejder for større jødisk bevidsthed, svarer fx på spørgsmålet ”Kan en jøde tro på Jesus?” på følgende måde: ”Selvfølgelig kan en jøde tro på Jesus. Ligesom en vegetar kan nyde en rød bøf, en fredsaktivist kan deltage i en voldelig demonstration og en diktator som prædiker martyrium kan overgive sig selv til sine fjender. Så længe logik og klar tænkning sættes ud af funktion, kan alt lade sig gøre.” I deres svar giver de også udtryk for, at jøder generelt – uanset om de er jøder eller ej – ikke ønsker at opgive deres jødiskhed. Derfor har missionærerne fundet en ”løsning”, så jøderne kan blive ved med at være jøder, selv efter de er kommet til tro på Jesus. Men konklusionen er, at missionærerne ”er fulde af bedrag.” Anti-missionsorganisationen Yad L’Achim arbejder også ud fra den overbevisning, at jøder ikke kan tro på Jesus og vedblive med at være jøder. Immanuelkirken i Jaffo har fra tid til anden besøg af dem. De stiller sig ved indgangen til menighedshuset og forsøger at komme i kontakt med dem, som skal til bibelstudie eller Alphakursus. Ruth Rosen fra Jews for Jesus pointerer en anden årsag til, at messianske jøder ikke accepteres af fx ortodokse jøder: De udgør en risiko for det jødiske samfund. ”Jøder som accepterer Jesus Messias som lærer og autoritet, kan ikke samtidig underlægge sig rabbinernes autoritet, uanset hvor meget man så kan respektere dem. Hvordan kan vi betragtes som andet end en trussel, når vi ikke bare selv ser hen til Jesus som autoritet, men også opfordrer andre til at gøre det samme?”

Jøden Jesus og den kristne kirke

Det er kun de færreste, der vil benægte, at Jesus var jøde. De første til at på Jesus, var jøder. De første der skrev om ham, var jøder. Alligevel nægtes jøder, som i dag bekender troen på Jesus, at være jøder. Vi  i den kristne kirke kan ikke sige os fri fra ansvar. Der er meget vi kan gøre for ikke at marginalisere messianske jøder yderligere. Vi kan fx anerkende kristendommens og kirkens jødiske rødder og hjælpe andre til samme indsigt. Her ligger der ikke blot en kilde til personlig opbyggelse og glæde, men også en mulighed for at invitere messianske jøder ind i menigheden. For at lytte til og lære af dem.
Her kan du læse et personligt vidnesbyrd fra Avi Brickner om hans egen kamp med identitetsspørgsmålet: Kan en jøde tro på Jesus af Nazareth som Messias?
Her under kan du se en video, der er produceret af messianske jøder i Israel for at gøre opmærksom på, at man godt kan tro på Jesus og stadig være jøde. Videoen er på hebraisk, men med engelske undertekster.

Over and out!

Over and out!

Amanda, Sara, Hanna og Miriam, hjemvendte missionspiloter
Amanda in action med gadeevangelisation i Tel Aviv.
Amanda in action med gadeevangelisation i Tel Aviv.
Det har godt nok været noget af et ophold i Israel som Missionspiloter. Vi føler os privilegerede over at have fået mere bibelkundskab, så mange oplevelser, møder med interessante mennesker, udfordringer og venskaber med hjem. Når vi tænker tilbage på de 3 sidste måneder, er det svært at huske alle de forskellige ting, vi har oplevet, og de mange indtryk vi har fået. Men når vi begynder at tænke tilbage på ugerne, er der fantastiske minder, der dukker op. Fantastiske mennesker – fantastiske steder Ugen i Haifa, hvor vi legede pedeller på plejehjemmet, husker vi tilbage på med glæde. Vi havde fællesskab med fantastiske mennesker og en vidunderlig åbenhed og tid til Gud på arbejdspladsen. Vores mange vandreture: vi har klaget over ømme fødder, vabler og stejle stigninger, men når vi ser tilbage på dem nu, vil vi ikke have været foruden en eneste. De har udfordret os fysisk på en måde, vi aldrig før har prøvet, og vi har lært, at VI KAN klare ørkenen og har fundet glæden ved vandring isoleret fra civilisation. Alle de forskellige udsigter og naturvidundere vi har oplevet: de mange farver sand i ørkenen, en oase midt i ingenting, bjerge så langt øjet rækker, en brusende Jordanflod, huler med gamle gemte skatte og fantastiske udsigter over byer. Mødet med inspirerende folk over hele landet: Vi har besøgt mange kristne organisationer og kirker i Israel. Det har givet os, det vi søgte – nemlig et mosaikbillede af mission her i Israel. Vi har på egen krop lært forskellige måder at udføre mission på og have et kristent liv i et land spækket med religion og kultur på mange planer. De mange inspirerende mennesker har lært os, hvor svært det kan være at være kristen, når det er med livet som indsats. Hvor dejligt, det er at være kristen, og man derfor ikke kan holde det for sig selv, men bliver nødt til at sprede budskabet på gaderne. Og hvor udfordrende det er at dele sin tro på Jesus med andre i et land, hvor holdninger til religion er svære at ændre på. Udfordringerne
Missionspiloterne får undervisning af David, der er dansk præst i Jerusalem.
Missionspiloterne får undervisning af David, der er dansk præst i Jerusalem.
Men vi kan heller ikke glemme nogle af de svære og udfordrende oplevelser, vi har haft. Det had to folkeslag kan have til hinanden, selvom de lever side om side. Vi boede i udkanten af Jerusalem, hvor der også var et terrorangreb på en jødisk synagoge, og vi har lært at i dette samfund lukker ting ikke bare ned, selvom livet er svært at leve. Det er hverdag hernede, og man lever videre med troen på, at Gud passer på én og ved, hvad der er bedst. Det er svært at forklare, hvordan det er at have været i et land med så mange indbyrdes stridigheder. Det er ikke unaturligt, at al trafik pludselig stopper, hvis der er mistanke om en bombetrussel i nærheden, eller at politiet tropper mandstærkt op i arabiske områder efter fredagsbøn for at undgå uroligheder. Men det er svært at tage det hele ind og reagere på alt, når man blot er ”turist”. De fleste øvrige udfordringer har været givende, og dem ser vi tilbage på med glæde, hvorimod vi før frygtede dem. Udfordringen ved at slippe tøjlerne og bare lovprise Gud med hele kroppen havde vi på en bønnekonference. Sidst på ugen blev vi dog overraskede over, hvor meget vi savnede det, da vi kom tilbage i vante rammer med sangbogen i hånden, siddende på en sofa uden fest og ballade. Vi fik også udfordringen om at tage ud på gaden og fortælle om vores tro på Jesus og ud fra Det Gamle Testamente argumentere for, at Jesus er Messias. Allerede i den første uge blev vi udfordret til at læse hele bibelen. Vi har siden taget os tid til at læse sammen fra en ende af. Vi har fået en god start, og de ting vi har læst om i bibelen, vil vi tage med hjem og værdsætte at kunne tage frem og dele. Det at tage bibelen frem og have lyst til at læse har ikke været så almindeligt, før vi tog af sted. Men vi kommer hjem med en fornyet læselyst og glæde ved at have større forståelse for Guds ord. Undervisningen har også udfordret os og været med til at krydre opholdet med en bedre forståelse af det land, vi har boet i de sidste 3 måneder. Pak oplevelserne ud Tre måneder er lang tid og ikke lang tid nok. Vi har nydt i fulde drag at være af sted og at have fået fyldt rygsækken med oplevelser. Men vi er også godt fyldt op nu og glæder os til at komme hjem og få pakket ud – både tøj, souvenirs og pakkenelliker, men også de ting, vi har erfaret og derved gøre brug af dem i vores hverdag. Piloterne siger hermed: ”Over and out”! Tak til alle, der har været med til at gøre dette ophold til en oplevelse for livet!

Kongens medieskole

Kongens medieskole

Arne Pedersen, 20. januar 2015 Hvis man gerne vil evangelisere, handler en stor del af det om at være der, hvor mennesker er. Engang betød det at gå på det lokale torv en travl dag. Det gør det stadigvæk mange steder. Men det kan også betyde at tænde sin computer og gå på internettet.
Greg og Sarah med sønnen Zacharias
Greg og Sarah med sønnen Zakarias
Israel er et land, hvor medier – og i særligt grad internettet – fylder rigtig meget. 99 % af alle husstande er koblet til internettet, og der er 122 computere for hver 100 indbyggere.  Ingen i verden tilbringer mere tid online på Youtube og Facebook end israelere. Derfor er det også helt afgørende, hvis man vil nå israelere med evangeliet at være dygtig til at bruge tidens medier til at forkynde det gamle budskab. Ville uddanne unge til medier Sarah og Greg Williams forlod alt i USA for at rejse til Israel og uddanne unge mennesker i at lave film og andre medier. Skolens vision er, at uddanne unge mennesker til at være en aktiv del af medieindustrien – uden at gå på kompromis med deres tro på Jesus. Det lå ikke lige i kortene, at Greg, en bondedreng fra det østlige Texas, skulle rejse til Israel og starte en medieskole. Han havde slet ikke beskæftiget sig med medier, da han en dag på vej til arbejde mærkede et stærkt kald til at skulle arbejde inden for medier. Men skridt for skridt oplevede han, hvordan tingene lagde sig til rette for ham. Først med et job i den lokale kirke og senere i form af et job i en større kristen medieorganisation. Greg har aldrig taget en egentlig uddannelse inden for branchen, men har lært håndværket ved at gøre det. Da han nogle år senere kom til Israel, så han et behov, og den messianske menighed, King of Kings, var den platform, som medieskolen skulle bygges på. Menigheden var stor nok til ikke at blive overvældet af Gregs visioner, og de havde ressourcerne til at bakke ham op, så det var et godt match. Fra ”Top Model” til Israel
Greg ved mixerpulten i lydlokalet.
Greg ved mixerpulten i lydlokalet.
Sarahs historie er anderledes på mange måder. Allerede fra en meget tidlig alder følte hun, at Gud kaldte hende til mission over for det jødiske folk. Efter at have afsluttet en medieuddannelse på Biola Universitet rykkede hun til Hollywood, hvor hun kom til at arbejde på store, nationale tv-shows som fx ”Top Model”. Selvom Sarah følte, hun gjorde en positiv forskel i Hollywood, forstod hun også, at Gud stadig ville have hende til Israel. Hun sagde sit job op og rejste. I første omgang 1½ år til Israel, hvor hun arbejdede med medier, men derefter rejste hun hjem igen. En veninde gjorde hende opmærksom på, at der var blevet startet en medieskole i Jerusalem, og hun sendte sit CV af sted. ”Inden for en måned sad jeg på et fly til Israel. Det var egentligt meningen, det kun skulle være tre måneder for lige at se det an, men det endte med en lang kontrakt. Og inden for 9 måneder blev jeg gift med Greg,” fortæller Sarah. Sammen har de sønnen, Zakarias – og en medieskole i hjertet af Jerusalem. Fokus på discipelskab Som nævnt er det ikke kun medierne, der fylder. Det gør et fokus på discipelskab også. ”Hvis jeg skal være helt ærlig, så er det det, der får mig op om morgenen,” fortæller Greg og fortsætter: ”Hvis vi kun underviste i det tekniske, ville det være virkelig kedeligt.” Parret fortæller, at fokus på discipelskab også gør, at de gerne vil blive ved med at være en lille skole. Der er dog plads til flere , for i øjeblikket er der kun syv studerende på skolen, som har udklækket 15 elever på de fire hold, der er gennemført. Alle studerende på skolen er lokale undtagen én, og det er netop en af visionerne: At uddanne lokale til at være en del af medieverdenen i Israel. Skolen er åben for alle, men man har alligevel valgt at gøre det billigere for lokale at tage den to-årige uddannelse. Medierne og kirken ”I alt for lang tid har kirken undladt at engagere sig helhjertet i medieindustrien,” mener Sarah. ”Der har måske været en opfattelse af medieverdenen, som Djævelens legeplads. Men denne industri er jo i høj grad blevet, som den er, fordi kirken ikke har engageret sig,” forklarer Sarah passioneret. Hun mener at kunne se en tendens til, at det ændrer sig. Gennem de sidste 15-20 år er flere og flere kristne blevet engageret inden for film og TV, og der er begyndt at brede sig en holdning om, at kunst sagtens kan være præget af kristendom og kristne værdier – også selvom det ikke lige foregår i en kirke. Middelmådighed er et fy-ord Parret vil gerne være med til at fremelske en kultur, hvor man ikke lader sig nøje med middelmådighed inden for medier bare, fordi det er en kristen organisation. ”Det er et godt bibelsk princip, at når man arbejder, så arbejder man for Gud. Hvis man arbejder for Gud, skal man ikke lade sig nøje med middelmådigt arbejde,” mener Sarah. Greg supplerer: ”Der er rigtig mange kristne organisationer, som gerne vil være gode til at lave film og TV, men de laver den fejl, at de taler til ”deres egne”. De glemmer at være kontekstuelle, og så bliver det for pænt og steriliseret,” mener han. ”Vi kommer aldrig ud over kanten, hvis ikke vi taler lige ud af posen!” Han pointerer, at hvis dem, vi gerne vil nå med evangeliet, ikke kan forstå vores indforståede og klichéfyldte sprog – hvordan skal de så forstå det budskab, vi gerne vil ud med? Sarah fortæller, at hun håber, Gud vil kalde flere mennesker ind i medieverdenen. ”Medier forandrer kulturen og forandrer verden. Og det er det, Gud vil – han vil forandre menneskers liv og menneskers hjerter.” Kongens medieskole ligger i hjertet af Jerusalem. Lad os bede til at Gud bruger skolen og dens studerende til at forandre det jødiske folks hjerter.  

Bibelselskab: Tillid fra muslimer kan lade sig gøre

Bibelselskab: Tillid fra muslimer kan lade sig gøre

Arne Pedersen, 9. januar 2015 Hvert år laver Åbne Døre en verdensrangliste over de 50 lande i verden, hvor det er sværest at være kristen. Den blev offentliggjort i begyndelsen af januar, og den afslører at 2014 var et år hvor forfølgelserne af kristne tog til. Også de Palæstinensiske Selvstyreområder, hvor Israelsmissionen samarbejder med det Palæstinensiske Bibelselskab, er kravlet op af listen. Fra en plads som nummer 34 i 2013 til en 24. plads i 2014. 2014 var året, hvor kristenforfølgelser for alvor fik opmærksomhed på den nationale scene. Ikke bare den kristelige presse har interesseret sig for problemet, men det har fået en bred offentlig opmærksomhed – bl.a. med flere høringer i folketinget. Og det med god grund: ”I år var tærsklen til at komme på listen højere for et land, hvilket indikerer, at forfølgelser på globalt niveau er øget,” fortæller Åbne Døre i en meddelelse i forbindelse med offentliggørelsen. Ifølge Christianity Today måler forskerne hos Åbne Døre forfølgelserne ud fra ”graden af frihed en kristen har til at udleve sin tro i fem forskellige aspekter af livet (privat, i familien, lokalsamfundet, nationalt og i kirken)” samt hvor mange voldelige hændelser der har været.

Det Palæstinensiske Bibelselskab

Når de Palæstinensiske Selvstyreområder er kravlet otte pladser frem på listen, kunne noget altså tyde på, at forfølgelserne her er øget markant. Så vi spurgte vores samarbejdspartner i området, Det Palæstinensiske Bibelselskab (PBS), om, hvad de mener om listen, og hvad deres tanker om forfølgelser i området er. ”De nævnte forfølgelser i de Palæstinensiske Områder er på en måde lidt kontroversielle for mig, da jeg ikke ved, hvad der er målt eller analyseret for at nå frem til det specifikke tal,” fortæller Simon, som er kommunikationsmedarbejder i PBS og understreger: ”Men når det så er sagt, så afviser jeg slet ikke muligheden af, at det er en korrekt placering, for der er forfølgelser, men de er bestemt af bl.a. geografi og kan være både direkte og indirekte.”

Forfølgelser i Gaza

I Gaza, hvor der bor omkring 3.000 kristne, er problemet størst, fortæller Simon: ”Der har været nogle tilfælde, hvor muslimer har forsøgt at tvinge kristne til at praktisere Islam. Nogle af dem har været nødt til at flygte for at undgå repressalier. Andre former for forfølgelser eller indirekte forfølgelser kan fx være, når kristne bliver forbigået i forfremmelser, eller når arbejdsgivere hellere vil ansætte muslimer frem for kristne. En anden form for indirekte forfølgelse er de verbale overgreb, som kristne kvinder bliver udsat for, når de går på gaden uden tørklæde.” Det var i Gaza, Simon oplevede, at en af hans kolleger, Rami, i 2007 blev bortført og dræbt, fordi han var leder af bibelarbejdet i området. PBS har endnu ikke åbnet en ny butik i Gaza, men er i området for at hjælpe lokalbefolkningen efter sommerens krig mellem Hamas og Israel.

Anderledes billede på Vestbredden

”På Vestbredden lægger man knap nok mærke til forfølgelsen, og mange gange bør man ikke engang tale om det i de termer,” mener Simon. ”I PBS har vi i mere end 12 år arbejdet direkte sammen med muslimske partnere, og lokalsamfundet ser os som helt legitime og de får gavn af vores arbejde. I Jeriko har vi et helt unikt projekt, hvor muslimske kvinder hjælpes til en uddannelse og får redskaber til at blive bedre forældre. I dette projekt arbejder vi direkte sammen med en muslimsk velgørenhedsorganisation, som hedder Al Kamar, samt det Palæstinensiske Undervisningsministeriums afdeling i Jeriko.” Projektet Simon fortæller om her er Zakæus’ Hus, som Lisbeth Rasmussen fra Jaffo deltager i som Israelsmissionens repræsentant.

Tillid kræver tid

Simon slutter af med at fortælle, at de muligheder PBS har fået, ikke bare sådan kommer fra den ene dag til den anden. ”Det tager tid og kræfter at opbygge tillid i et lokalsamfund, men det er ved Guds nåde lykkes os at gøre netop det gennem de sidste par år. Vi hører direkte fra vores muslimske partnere, at da de først hørte, vi var kristne, var de tøvende over for at arbejde sammen med os, men nu ser de os som en stor velsignelse for både lokalsamfundet og for deres egne organisationer. Vi tror meget stærkt på at være aktive medspillere i samfundet og at bringe håb og glæde til de mennesker, vi tjener. Også selvom vi er en minoritet, hvilket vi ser som en fordel frem for en ulempe!” Åbne Døre har da også konstateret nogle positive tendenser i årets løb. ”Der bliver formet nye partnerskaber mellem kristne og muslimer i Mellemøsten, hvilket kan have virkelig gode perspektiver i det lange løb,” konstaterer rapporten. En tendens som PBS’ arbejde på Vestbredden altså bekræfter.

Vi vover at drømme

Vi vover at drømme

Et nyt år er over os. Vores samarbejdspartner Musalaha vover at drømme stort for det nye år. Her kan du læse et uddrag af Shadias (palæstinenser) og Ambreens (jøde) “nytårstale”. Shadia Qubti og Ambreen Ben-Shmuel, 5. januar 2015 En af de faktorer, som, ifølge israelske og palæstinensiske forskere i forsoning, vedligeholder og eskalerer vores konflikt, er, at vi ikke kan forestille os en fredelig fremtid. Vi kan ikke opnå det, vi ikke kan forestille os; vi kan ikke gøre det, vi ikke kan drømme. Som nogle der selv praktiserer og forsker i forsoning, forsøger vi at formulere en drøm om en bedre fremtid – for os selv og dem vi lever sammen med. Alligevel hører vi ofte andre afvise disse drømme med forskellige undskyldninger. Vi vil gerne invitere dig ind i vores forståelse af en bedre fremtid, som vi ønsker at trække ind i nutiden med vores bønner og sind – med vores hjerter og hænder. Vi afviser alle foregående undskyldninger – også selvom de er velmente. Vi nægter at være undertrykkere. Vi nægter at være ofre. Vi nægter at være uvidende. Vi nægter at opgive håbet. Vi nægter den lette vej. Vi nægter at tro, vi ikke kan forløses på grund af de komplicerede forhold. Vi nægter at være en uløselig konflikt. Vi nægter at udskyde freden til kommende generationer, fordi vi selv er for dovne til at forestille os en bedre fremtid. Vi nægter mange forhold. Og vi bekræfter og accepterer mange andre. Vi tror vedholdende på evnen til at drømme. Vi accepterer den udfordring, forsoning er. Vi tager velvilligt byrden med at tale sandheden på os – selv når det gør skade på vores selvforståelse og vores forståelse af historien. Vi accepterer, at vi er begrænsede i det, vi ser, og i det vi ved, og vi bestræber os på at lære mere, og udfordrer os selv til at tænke kritisk. Vi tager ansvar for vores handlinger – og for vores mangler i denne konflikt. Vi omfavner barmhjertigheden – for os selv, for andre – særligt for dem som ingen barmhjertighed har for os. Vi tror vedholdende på at skabe plads til hinanden, da vi længes efter sameksistens, at trives, at samarbejde og at være bedre udgaver af os selv, som et resultat af det, vi giver hinanden. Bibelen er en tekst, som former vores forestillingsevne, som opmuntrer os til at se Guds handlinger i historien og til at se hans længsel efter at gøre op med uretfærdighed og undertrykkelse i nutiden. Både dommerne, profeterne, de ensomme kvindelige stemmer, Jesus Messias, disciplene og menighedens fællesskab, som ønsker at leve efter det, disse personer lærte, påvirker os i dag. Det kulminerer i, at Gud giver os sin søn, Jesus, som gave, og han gav os et forbillede til at leve et retfærdigt og barmhjertigt liv. Ved sin død og opstandelse nedbrød han barrierer mellem både Gud og mennesker og mennesker i mellem. Jesus viste frihedens vej – også selvom han oplevede modstand fra åndelige ledere – også selvom han levede under besættelse. Det som forener alle disse personer er, at deres håb var bundet til deres handlinger. Guds visioner om noget bedre, gennemsyrede hele deres tilværelse. Guds håb blev deres håb, og de gav deres hænder til hans vision. Vi ønsker at se vores samfund hæve sig over konflikten og tilbyde en løsning, der er sikker, retfærdig og troværdig. Vi ønsker, vores samfund må erkende, at vi har brug for hinanden, hvis vi skal forstå, hvorfor vi er her, og hvordan vi skal bygge en bedre fremtid. Vi har en historie fyldt med smerte, lidelse og forfølgelse. Vi modsiger den fatalisme, som påstår, at dette både er vores fortid og fremtid. Vi tror, Gud har et formål med det jødiske folk i dette land. Vi tror, Gud har et formål med det palæstinensiske folk i dette land. Men hovedpersonen i dette er hverken det jødiske eller det palæstinensiske folk, men Gud som ønsker at drage os ind i sin vision. Det er en vision, som er værd at følge. Det er en vision, som er stærk nok for den undertrykte, for undertrykkeren, for tvivleren og for den håbløse. Og vi ”stoler på, at [vi] skal se Herrens godhed i de levendes land.” (Salme 27,13) Læs den oprindelige artikel her (engelsk).

Følg os
på facebook


Kommende
begivenheder


Tilmeld dig
Nyhedsbrevet


Israelsmissionen | TORVET | Katrinebjergvej 75 | 8200 Aarhus N | Tlf. 7190 1885 | kontor@israel.dk | Reg.nr. 0994 kontonr. 0003054500 | MobilePay 30503