Skip to main content

Måned: februar 2015

Kaffemaskinen blev et redskab for Gud

Andy Ball, bibelbutikken i Tel Aviv, 24. februar 2015

Siden januar er det gået lidt sløvt med forretningen – sikkert på grund af finanskrisen. Der er ikke så mange mennesker i gaderne, og det er en stor mulighed for os til at lære vores forretningsnaboer bedre at kende, da vi jo alle har tid til at snakke. Vi har lige købt en ny kaffemaskine, og den er blevet et godt redskab til at dele evangeliet.

En dag så vi vores naboer stå i gaden og snakke med hinanden, så vi inviterede dem ind i vores butik til kaffe. “Det er en god idé,” sagde en af naboerne, “jeg tager småkager med!” Så vi satte os alle ned og nød kaffe og småkager. En af de andre sagde til mig: “Nu har jeg kendt dig i mange år, Andy, men ved alligevel stadig ikke helt, hvem du er, og hvad denne butik har som formål. Vil du ikke fortælle os lidt om, hvad du tror på?” Det ville jeg jo gerne, og det endte med en snak om, hvem der egentligt er jøder, og hvem der er kristne.

Vi takker Gud  for denne mulighed for at dele evangeliet, og vi var overraskede over, hvor villige folk var til at lytte til os. Efter lidt tid skulle vi igen hver til sit, men alle naboerne blev tilbudt et Nyt Testamente på hebraisk og noget andet litteratur.

En færdselsbetjent som går forbi  vores butik hver dag, stak på et tidspunkt genert hovedet inden for. Han havde hørt fra naboerne, at vi havde en kaffemaskine, og at vi delte kaffen ud gratis. Nu har vi en ny ven, som siger godmorgen til os hver dag, og som vi har en mulighed for at dele evangeliet med.

Det er stort at opleve, hvordan Gud åbner dørene for os – selv i vanskelige situationer. Gud har virkelig velsignet os gennem denne kaffemaskine, for siden vi har fået den er der opstået mange muligheder for at  kombinere kaffe, afslapning og god snak.

Jeg håber, I vil være med til at bede for vores næste kampagne på gaden. At sløret må løftes fra de øjne, som læser evangeliet; for visdom i de snakke vi får med andre; for dramateamet og musikerne.

Må Gud velsigne jer alle.

Vidnesbyrd fra Ebenezer

Arne Pedersen, 19. februar 2015

Der er tradition for at Johnny Khoury, leder på Ebenezer-hjemmet i Haifa, fortæller lidt om de beboere, som er afgået ved døden. Det gør han primært i de nyhedsbreve, der sendes ud fra hjemmet. De seneste tre har vi lyst til at bringe videre til jer her.

Miriam Munce, 92 år gammel.

Miriam Munce (92)Hun blev født i USA, og var meget tæt knyttet til sin jødiske tradition. Hun kom til tro på Kristus i forbindelse med forbøn for hendes børn, som var syge. Først blev datteren helbredt for et dobbelt kraniebrud efter fald fra anden etage, og hendes søn blev helbredt for kræft i øjet. Hendes mand kom også til tro senere, da hendes søn blev dræbt på den skole han gik på. Manden kom sig dog aldrig over sønnens død, og døde selv af et knust hjerte to år senere. Omkring to år efter hendes mands død, giftede Miriam sig igen og fik opfyldt sin drøm om at bo i Israel. Hun boede i Cæsarea og var medlem af menigheden Beit Asaf. Hun efterlod sig en lang liste over undere, som Gud havde gjort i hendes liv.

Inna Weisburd, 92 år gammel.

Inna Weisburd (92)Hun blev født i Ukraine under Stalins styre, og hendes far var fra en troende familie, mens hendes mor var ateist. 2. Verdenskrig brød ud, da hun var 18 år gammel. Ved Guds nåde klarede hun sig igennem både nazismen og dødelige bombninger. Ved et tilfælde fandt hun ly i en kælder sammen med nogle andre. Cathrine, en 11 år gammel pige som gemte sig sammen med hende, så Innas frygt og fortalte hende, at hun kunne bede til Gud. Det var første gang, hun bad. Bagefter undrede hun sig meget over, at den bygning, hun havde gemt sig i, var den eneste, som stod hel i hele det område, der var blevet bombet. En anden gang blev hun reddet i en storm, hvor hun bad til Gud. Pludselig kom der en kvinde ud af ingenting og fortalte hende, hvilken vej hun skulle gå. En ven lånte hende en bibel, og gennem den lærte hun den Gud at kende, som ofte havde reddet hendes liv. Efter at være kommet til tro, blev hun medlem af en undergrundsmenighed. I 14 blev hun forhindret af KGB i at rejse til Israel, men hun fik hjælp af en tysk præst. Hans datter blev senere volontør på Ebenezer. Inna fortalte inden hun døde, at Salme 91 er summen af hendes liv.

Hans Meyer, 94 år gammel.

Hans Meyer (94)Han blev født i Haifa med en schweizisk far og tysk mor, som gik ud af Tempelsamfundet efter hun giftede sig. Hans voksede op i Waldheim – nu Allonei Abba uden for Haifa – og var nært knyttet til de messianske jøders historie i Israel. Han mødte sin kone, mens hans arbejdede som elektriker ved Beit Shalom. Efter de havde giftet sig, arbejdede Hans som vagtmester ved Eliaskirken, hvor han havde ansvaret for lageret. Han har også installeret det elektrisk anlæg på det messianske konferececenter, Beit Yeddia på Karmel. Efter det åbnede arbejdede parret der i seks år. I 2011 kom de begge til Ebenezer-hjemmet. Hen imod slutningen længtes Hans efter at møde Herren, som han havde tjent trofast.

Må Israels Gud hjælpe os alle

Arne Pedersen, 16. februar 2015

2015 var ikke mange dage gammelt før det nye år blev beskæmmet af antisemitisk motiverede drab i Frankrig.

I weekenden blev det så Danmarks tur. En ung mand angreb først et debatmøde om ytringsfrihed hvor han dræbte en og sårede tre politifolk for derefter at dræbe en sikkerhedsvagt og såre endnu to politifolk ved synagogen i Krystalgade.

Drabet på Dan Uzan var antisemitisk motiveret. Han blev dræbt, fordi han var jøde. Det forekommer helt surrealistisk at konstatere, at det er sådan, forklaringen er. Det forekommer næsten ubærligt, at vi igen oplever, at en dansker dræbes med denne motivation.

Sammenhold i Jerusalem


I Jerusalem mødtes en gruppe danskere – jøder og andre – søndag aften for at tale episoden igennem med hinanden. David Serner, præst i Den Danske Kirke, fortæller at der blev både grædt og grint. ”Der var – naturligvis – tårer pga. situationen og sorgen over de afdøde. Men der er også gode minder og der blev smilet ved tanken om det levede liv og disse minder,” fortæller han og fortsætter: ”Midt i sorgen rejste der sig et ønske om ikke at rykke mod polerne, men at rykke tættere sammen.”

Skal jøder “hjem” til Israel?


I kølvandet på drabet ved synagogen har Benjamin Netanyahu igen været ude og opfordre de europæiske jøder til at komme til Israel. ”Jøder er blevet dræbt på europæisk jord, bare fordi de er jøder. Denne bølge af angreb vil fortsætte. Jeg siger til Europas jøder – Israel er jeres hjem,” sagde han efter sit ugentlige kabinetmøde.

Jair Melchior, chefrabbiner i København, er ikke imponeret over udtalelsen: ”Terror er ikke en grund til at flytte til Israel,” siger han til den israleske avis, Haaretz. Også Michael Melchior, som nu bor i Israel, er træt af Netanyahus udmeldinger: ”Jeg kan ikke lide den automatreaktion fra israelske politikere, og jeg mener ikke, det er den rette respons. Jeg mener, svaret på terror må være at bekæmpe den, hvor end den findes,” fortæller han – også til Haaretz.

David Serner mener, at Netanyahu blander tingene sammen: ”Med udtalelser som denne, bliver konflikten mellem Israel og vestbredden/Gaza det samme som konflikten mellem jøde og ikke-jøde. Og det er ikke sandt – man kan godt være imod staten Israels gerninger uden at være imod jøder som sådan – ligesom man kan være imod Danmarks engagement i diverse krige uden at være imod danskere. Men faren er reel for jøderne. Det viser både episoden i Frankrig og episoden i Danmark med al tydelighed – men for mig at se er svaret ikke at lave samme fejlslutning som dem, der begår ugerningerne, men at vi, som samfund, må støtte op om de minoriteter, der bor hos os og vise, at vi værdsætter dem.

Jeg er ikke jøde, men min tro har jødiske rødder. Min frelser var jøde. Så lad os stå op og ikke falde tilbage til vores tilstand af lunkenhed eller ligegyldighed. Lad os turde stikke hovedet frem.

Handlingerne i dag drejer sig  ikke om at knægte ytringsfrihed og ‘vestlige værdier’. Angrebet på synagogen viser, at årsagen skal findes i en mere fundamental frustration og magtesløshed og ikke i en tegnet profet,” slutter David.

Israelsmissionen kondolerer


Generalsekretær Bodil Skjøtt har i kølvandet på begivenhederne skrevet sin kondolence til det jødiske samfund i Danmark, og skriver bl.a.

”I Den Danske Israelsmission er vi dybt berørt af den tragiske hændelse her i weekenden, hvor det jødiske samfund i Danmark igen måtte betale en pris for at være dem I er, jøder.

Vi ønsker at udtrykke vores dybe sorg og medfølelse og vores tanker går ikke mindst til Dan Uzans familie og venner, som har mistet en, de havde kær. Men vores tanker går også til hele det jødiske samfund i Danmark, som har mistet et medlem og helt konkret igen har været genstand for ondskab og vold.

Vi ønsker også at sige, at det ikke kun er jer, der har mistet og er ramt af ramt af sorg og frustration over det, som er hændt. Det er vi også. Må Israels Gud hjælpe os alle til ikke at lade frygten og hadet få mere magt.”