Skip to main content

Måned: marts 2015

Guds ord til Guds folk

Årsmøde 2015



Lørdag den 14. marts fyldte venner af Israelsmissionen missionshuset Klippen i Øster Snede til årsfest. Daniel Goldstein fra Det Israelske Bibelselskab samt Christian Rasmussen, præst i Jaffo, havde taget den lange rejse fra Israel for at være sammen med os.

Daniel fortale om både udfordringer og muligheder i bibelarbejdet i dag. En af hovedpointerne var, at der er en langt større åbenhed og imødekommenhed overfor evangeliet i dag end der var for 10 og 20 år siden. Daniel fortalte også, at da israelere er en af de nationaliteter der er aller mest online, er der også flere og flere som får øjnene op for denne måde at evangelisere på. ”Rabbinerne fortæller, at man ikke må læse det Nye Testamente. Men online kan du læse, hvad du vil, uden de følger med i det,” understregede Daniel.

Årsmødet i Øster Snede var samtidig Krista Rosenlund Bellows’ første som formand for Israelsmissionen. Hun brugte bl.a. sin formandsberetning til at skue tilbage på 130 års historie i Israelsmissionen. Du kan læse et uddrag af formandsberetningen på midtersiderne.

Christian Rasmussen informerede om seneste nyt fra den messianske bevægelse, hvor ét af det mest varme emner lige nu er forsoning. Det bliver diskuteret meget, hvordan man skal forholde sig til dette spørgsmål – særligt efter bølgerne gik højt i forbindelse med krigen i sommers. Om aftenen holdt Christian festtalen med fokus på Guds ord til Guds folk. Det gjorde han bl.a. gennem vidnesbyrd fra nogle af de mennesker, som er kommet til tro gennem Immanuelkirken. Han konkluderede, at når det handler om at bringe Guds ord til Guds folk, så har det altid handlet om Jesus.

En tydelig understregning af det, som også er Israelsmissionens hjertesag, og som vi altså fik lov at fejre denne dag. Vi vil gerne fra Israelsmissionens side takke jer alle for et dejligt og velsignet årsmøde.

Læs formandsberetning og årsrapporten i sin fulde længde her.
Læs det fulde regnskab her.
Læs Christian Rasmussens festtale her.

Guds ord til Guds folk – festtale til årsmødet

Christian Rasmussen, præst ved Immanuelkirken i Jaffo

Da jeg satte mig ned og funderede lidt over den titel, tænkte jeg på, at det jo er nogenlunde den arbejdsbeskrivelse, min familie og jeg blev sendt til Tel Aviv med for godt 6 år siden. Det er Israelsmissionens arbejdsbeskrivelse. At bringe Guds Ord tilbage til det folk, vi har fået Guds Ord igennem; det folk, som først hørte det.

Jeg tænker især på det juleaften. Nu lyder det helt ekstraordinære budskab igen i Israel på en helt ordinær dag til det samme folk, som først hørte det på en helt ordinær dag for 2000 år siden: ”Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket.” En stor glæde for hele folket.

Alligevel har de fleste i det jødiske folk her 2000 år efter stadig ikke oplevet den glæde; ikke taget imod Jesus. Det er og må være en sorg for os, som det var en sorg for Jesus og Paulus. Vi kan tænke, at det er klart, at det er en sorg for Jesus og Paulus, at deres landsmænd ikke har taget imod Jesus ligesom det er en særlig sorg for os, at der er mange danskere, der ikke tror på Jesus. Men når Paulus i Romerbrevet kap. 9 forklarer, hvorfor det er så stor en sorg for ham, at hans landsmænd ikke tror på Jesus, så er det ikke primært, fordi de er hans landsmænd, men fordi ”de har førstefødselsretten og herligheden og pagterne og loven og tempeltjenesten og løfterne; de har fædrene, og fra dem er Kristus kommet som menneske.” M.a.o. har de det hele, alt det som dybest set handler om Jesus, deres udvælgelse, pagterne, loven, tempeltjenesten, løfterne, fædrene; ja, Jesus selv blev født ind i deres folk og alligevel har de ham ikke. Det er en sorg, som man ikke behøver være en jødisk rabbi som Paulus for at dele. Den sorg kan også vi ikke-jøder fra det kolde nord identificere os med. Og det bør vi gøre. Ikke fordi det er vigtigere at fortælle jøder end andre om Jesus, men fordi den sorg – at de har det hele, men ikke Ham, som det hele handler om – simpelthen gør, at mission specifikt til det jødiske folk må være på enhver Jesus-troendes hjerte – uanset hvor meget eller lidt det så fylder i vores engagement.

Hvordan så bringe Guds Ord til det jødiske folk? Tja, da vi tog af sted, tænkte jeg, at metoden vel for så vidt var enkel nok. I Rom 3 spørger Paulus: Hvilket fortrin har det jødiske folk? Og han svarer selv: Først og fremmest at de har fået Guds ord betroet. Og det er jo rigtig nok; de har Guds Ord, så vi skulle vel bare ned og åbne Guds Ord, den jødiske Bibel, Gamle Testamente, og vise, at det handler om Jesus. Det gør vi også, men for de få, som vi får lov at se komme til tro, så er det næsten hver gang i stedet Jesus, der bringer dem tilbage til deres egen Bibel / GT mere end det er deres egen Bibel, der bringer dem til Jesus.

Ikke fordi den ene vej er mere rigtig end den anden, men det er blot vores erfaring. Det er Jesus først, og så kommer GT til live. Vore venner fra Jews for Jesus siger i øvrigt det samme.

Så vi giver dem et Ny Testamente og beder dem læse evangelierne og overveje, hvem evangelierne siger, at Jesus er, og så overveje hvem de nu selv siger, Jesus er, og hvad det så betyder for dem og deres liv.

Camilla og May
Camilla og May
May kom til tro for to år siden. Hun kom egentlig først for at høre, om vi kunne hjælpe hende med nogle kontakter, så hun kunne blive balsamør. Det kunne vi ikke, men hun fik et NT med hjem. Tre uger efter skriver hun følgende: “Jeg er lige blevet færdig med at læse evangelierne og bogen Forrådt. Det har jo hele tiden været lige foran øjnene på os. Jeg forstår bare ikke, hvorfor det tog mig så lang tid at se det. Er det virkelig så klart? Hvorfor så jeg det ikke? Jeg har aldrig følt mig så tæt på Gud som de seneste tre uger. Jeg føler mig elsket. Jeg tror, at Jesus er Guds Søn, at han er vores frelser og jeg ønsker, at han skal frelse mig. Mine øjne er åbne; mine ører hører, men jeg tror, jeg kan blive mere åben. Jeg tror virkelig.”

Skøn mail og læg mærke til, at det er Jesus, der åbner det Guds Ord, som hun ”hele tiden har haft lige foran øjnene”, men aldrig rigtig har fanget.

Sahars opslag på Facebook.
Sahars opslag på Facebook.
Sahar som skal døbes om tre uger. Han gik usædvanligt offentligt ud med sin tro her engang før jul. Han postede det her billede på Facebook og skrev: ”Korset foran mig, verden bag mig. Ingen vej tilbage.”

Ingen vej tilbage. Hans kæreste ville ikke acceptere, at deres eventuelle børn skulle lære Jesus at kende, så han så ingen anden udvej end at slå op. Da havde han allerede sagt sit job op, fordi han følte, at han i jobbet som sælger, var nødt til at lyve for kunderne, og det kunne han ikke, hvis han i bund og grund ville leve for Ham, som levede og døde for ham. Det var ikke nogen nyhed for jøden Sahar, at Guds ord siger, at man ikke skal lyve, men nu havde han lyst til at efterleve det. Hvad var der sket?

Dette: For en måned siden postede han dette på Facebook ”Hvis en ville dø for dig, ville du så være klar til at leve for ham?” Det er Sahar klar til. Han har simpelthen lyst til at leve for Jesus.

For som han siger: Hvis det virkelig er rigtigt, at Guds Ord blev kød for os for at leve det Guds Ords liv ud, som vi skulle have levet, og da han havde gjort det, så tog han straffen for det liv, vi faktisk lever. Hvis han kastede alt ind på at holde/efterleve Guds ord for os, hvad skulle så holde os fra at kaste alt ind på at holde/efterleve Guds Ord for ham?

Guds Ord blev kød for Sahar og det ændrede alt. Der er noget med ord her. En relation uden ord mangler noget. Det er svært at lære nogen at kende uden at bruge ord. Men en relation kun med ord mangler også noget. Ord kan udtrykke hengivenhed, men den hengivenhed kommer ikke bare af ord. Jeg er velsignet med fantastiske forældre. Min mor og far gav mig en masse ord, da jeg var lille. Spis op, knægt. Nej, lad være med at stikke fingrene i stik-kontakten. Husk nu at øve på klaveret. Dengang havde jeg helt sikkert en grundlæggende tillid til, at de faktisk ville mig det godt; at alt hvad de gjorde var kærligt ment; at de elskede mig, og jeg elskede dem, men når de bad mig om noget, som jeg ikke havde lyst til, så gjorde jeg nok alligevel mest, hvad de sagde, fordi jeg vidste, at der ville falde brænde ned, hvis ikke jeg gjorde det. Jeg havde altså ikke lyst til at gøre det, men jeg havde mindre lyst til konsekvenserne, hvis ikke jeg gjorde det.

Jeg tror imidlertid, at hvis jeg dengang kunne se, hvad jeg kan se i dag, at jeg så i en helt anden grad ville have lyst til at gøre, hvad de sagde (ja, jeg ved udmærket at det her er en gratis omgang); at jeg ville føje dem ud af en hengivenhed født af alt det, som jeg i dag kan se, at de har gjort for mig – at de grundlæggende har ofret sig selv i 18 år for at give mig, hvad jeg havde brug for dem til at give mig.

Hvad skal der til for at komme til at få den der hengivenhed? Jo, der skal som nævnt det til, at jeg ser alt det, de har gjort for mig. Det har jo været der lige foran øjnene på mig hele tiden; hele min barndom, men jeg så det ikke dengang.

Sådan også med det jødiske folk og alle andre folk. For at vi giver os hen til Gud, skal der det til, at vi ser, at han har givet sig hen for os. Og når vi ser det, så ser vi pludselig, at det er det; at det er Jesus Messias, det Guds Ord, som blev kød for os, som det Guds Ord, der blev skrift, altid har handlet om. Som Tim Keller siger det:

“Jesus er den sande og bedre Adam, som bestod testen i haven, og hvis lydighed tilregnes os. Jesus er den sande og bedre Abel, som også blev uskyldigt dræbt, og hvis blod også råber fra jorden, men ikke på vores fordømmelse, men på vores frifindelse. Jesus er den sande og bedre Abraham, som hørte Guds kald til at forlade det hjemlige og behagelige for at bringe Guds velsignelse til en forbandet verden. Jesus er den sande og bedre Isak; den sande Løftets Søn, som ikke blev reddet, men blev ofret for os. Og mens Gud sagde til Abraham, at nu vidste han, at Abraham elskede ham, fordi han ikke ville nægte ham sin eneste søn, sådan kan vi sige til Gud, der ledte sin søn op af Golgatas bjerg for faktisk at ofre ham dér, at nu ved vi, at du elsker os, fordi du ikke nægtede os din enbårne søn, den elskede. Jesus er den sande og bedre Josef, som ved Kongens højre hånd tilgiver dem, der solgte og forrådte ham og bruger sin position til at frelse dem. Jesus er den sande og bedre Moses, som går imellem folket og Gud som mellemmand for en bedre pagt. Jesus er den sande og bedre Job, den virkelig uskyldigt lidende, som går i forbøn for og frelser sine tåbelige venner. Jesus er den sande og bedre David, hvis egenhændige sejr over den store fjende blev folkets sejr, selvom de ikke løftede så meget som en enkelt sten.

Jesus er den sande og bedre Ester, som ikke bare risikerede sit jordiske palads, men mistede sit himmelske palads; som ikke bare risikerede sit liv, men gav sit liv for at redde sit folk. Som ikke blot sagde: Skal jeg dø, så lad mig dø, men sagde: når jeg dør, så dør jeg for at redde mit folk. Jesus er den sande og bedre Jonas, som blev kastet over bord og ud i stormen for at vi ikke skulle lide skibbrud. Jesus er det sande påskelam – uden og plet lyde, som blev slagtet for at Guds dødbringende straf skulle gå forbi os. Jesu er det sande tempel; den sande profet; den sande præst; den sande konge.”

Venner, Guds Ord til Guds folk handler kun om Jesus. Ja, faktisk handler alt dybest set om Ham. Verden drejer sig om Jesus, fordi jorden kun endnu drejer, fordi Gud vil at mange flere – også blandt det jødiske folk – skal lære Jesus at kende; at vi ikke skal nå målet uden dem. De ligger på hans hjerte. Må de også ligge på vores.

Vi undgik ikke det svære

Messianske jøder og kristne arabere mødtes på Cypern den 26.-30. januar 2015 for at diskutere, bede og arbejde mod forsoning. Det var ikke let. Men “korset tvinger os til at gå denne vej” udtaler arrangør.

Af Dinna Swartz, 6. marts 2015.

“Det var ikke behageligt, det var ikke afslappende og det var helt sikkert ikke let. Men for mig og 14 andre israelske messianske jøder og palæstinensiske kristne, var det nødvendigt,” fortæller Aaron Abramson, som var med på Cypern. Det er et nyt initiativ i Lausannebevægelsen, som har stået for konferencen (The Lausanne initiative for reconciliation in Israel/Palestine, LIRIP). Visionen for initiativet er “at fremme forsoning i Kristi legeme og i samfundet i Israel og Palæstina ved at skabe et netværk, der opmuntrer til evangeliebaseret, Kristuscentreret forsoning”. Hver dag studerede deltagerne bogen “Med min fjendes øjne”, skrevet af Salim Munayer, kristen palæstinenser og direktør for Musalaha samt Lisa Loden, messiansk jøde og chef for lederudvikling på Nazaret Evangeliske Teologiske Seminar.

 Følelsesmæssigt drænende

Deltagerne mødtes og diskuterede, hvordan sand forsoning ser ud i deres samfund. De udforskede den konfliktfulde historie. De sammenlignede krav på jord. De diskuterede deres forskellige teologiske overbevisninger i relation til endetidsteologi, lidelse, retfærdighed, land og politik. Kort sagt gik de lige i kødet på de mest udfordrende problemstillinger. “Selvom vi mødtes om Jesu kraftfulde værk på korset, fandt vi hurtigt ud af at vores unikke og personlige fortællinger var komplet forskellige og formet af kultur, historie, politik og teologi. Som en israelsk messiansk jøde fandt jeg det følelsesmæssigt drænende. Og jeg kan ikke forestille mig at jeg var ene om at have det sådan,” fortæller Aaron.

 Jesus og enhed

Jesus bad for sine forfølgere: “at de alle må være et, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig.” Joh 17,21. Denne bøn gav retning på konferencen på Cypern mens deltagerne kæmpede sig gennem et hav af udfordringer sammen.

Richard Harvey, teolog, messianske jøde og en af initiativtagerne til konferencen udtaler:

“Vores diskussioner var hjertelige og gensidigt respektfulde, men vi undgik ikke at tale om svære emner og ærligt at udtrykke vores uenigheder. Salim og Lisas bog er en værdifuld ressource for alle som er interesserede i udfordringerne og mulighederne for forsoning i regionen.”

En anden af initiativtagerne, Munther Isaac, kristen palæstinenser og professor på Betlehem Bible College tilføjer:

“Vi mødtes hver dag for at bede og læse skriften sammen, dele vores perspektiver og anerkende vores forskelle. Det er vigtigt for vores befolkningsgrupper at tale åbent med hinanden i en kristen ånd. Forsoning i vores kontekst er meget udfordrende og svært, men korset tvinger os til at gå denne vej.”

 At leve forsonende livsstil

Initiativet lægger sig lige op ad den erklæring Lausanne-bevægelsen udstedte i 2011. Ifølge erklæringen kalder evangeliet os til:
  • At tage imod evangeliets forsonende kraft i al dets fylde
  • At begynde at leve forsoningens livsstil
  • At være et eksempel og en formidler af håb
Det er præcis, hvad Salim Munayer understreger:
“Det er vores overbevisning at Kristi død og genopstandelse er fundamentet for forsoning og at tilgivelse og helbredelse kun kan komme ved at følge hans eksempel og at adlyde hans ord. Vi har brug for at kende og demonstrere dette som israelere og palæstinensere, araber og jøde.”

Hvad er resultatet?

“Jeg må være ærlig – selv efter en uges diskussion på Cypern er vi langt fra at have løst konflikten. Vi talte nogle tunge emner igennem, spiste måltider sammen, delte historier og lærte hinanden at kende. Vi kom ikke til en fuldstændig teologisk enighed. Vores politiske holdninger forblev forskellige. Men noget skete. Jeg føler jeg har forandret mig. Noget kraftfuldt var på spil da vi lyttede til hinanden,” forklarer Aaron.

“Vores resultat var, at vi gik hver til sit forpligtede på at mødes igen, på at fortsætte samtalen i vores respektive lokalsamfund og på at huske på de udfordringer, som vores søstre og brødre i troen står overfor.”

Lisa Loden mener, at konferencen har været anstrengelserne værd:

“De palæstinensiske og messianske grupper indså deres uenigheder og nødvendigheden af at arbejde sammen for at forstå disse uenigheder bedre. Vi har forskellige og ofte modstridende historier, identiteter og teologier. Vores forståelse af retfærdighed, dét at være et folk og landet er ofte påvirket af vrede og smerte. Men i Jesu ånd forsøgte vi at lytte opmærksomt til hinandens synspunkter og svare ærligt og næstekærligt.”

Læs hele Aaron Abramsons oplevelse med konferencen her (engelsk).

Purim er stadig aktuel

Arne Pedersen, 4. marts 2015

I aften begynder jøderne fejringen af festen Purim, som skal minde dem – og os – om hvordan det jødiske folk var på randen af udryddelse. Men den modige dronning Esther fik forpurret Hamans onde planer. Du kan læse hele fortællingen i Esthers Bog i Bibelen.

Historien om Purim, dronning Esther, Haman og Mordechai foregår i det persiske rige i det fjerde århundrede før Jesus. Det er derfor både festen og hovedpersonen, Esther, har persiske frem for hebraiske navne. Persien var et kæmperige, som strakte sig over 127 lande, og man mener, at alle jøder i verden boede i riget.

Meget kort handler fortællingen om, at kong Xerxes skal bruge en ny dronning, fordi han har slået dronning Vashti ihjel for ikke at gøre, som han bad hende om. Den forældreløse Esther bliver dronning i stedet. Hun bor sammen med sin fætter, Mordechai, som tog hende til sig efter forældrenes død.

Haman, som er en slags præsident i Persien, bliver meget vred på Mordechai, fordi han ikke vil falde på knæ for Haman. Haman får derfor kongen med på at udstede en lov, som giver alle indbyggere i Persien lov til at slå jøder ihjel, der hvor de bor, og samtidig røve deres hjem og ejendom. For at nå frem til en dato det kan ske, kaster Haman lod (purim), og det er her navnet kommer fra.

Dronning Esther får dog overtalt kongen til at udstede en ny lov, som siger, at når jøderne bliver angrebet, må de gerne forsvare sig. Og sådan går det til at det jødiske folk reddes fra udryddelse.

I år fejres Purim desværre i et meget aktuelt lys. Angrebet på synagogen i København for nogle uger siden, hvor Dan Uzan blev dræbt og to politifolk såret, står stadig stærkt i hukommelsen. Ifølge en kommentar af Cecilie Banke, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, har antisemitismen ikke stået stærkere i Europa siden Anden Verdenskrig, end den gør i dag. Hun mener desuden, at Danmark, set i lyset af angrebet på synagogen, ikke længere kan undslippe spørgsmålet om antisemitisme.

I aften når jøder overalt i verden begynder fejringen af dronning Esther og at det ikke lykkedes Haman at gennemføre sine planer, kan vi, som ikke er jøder, også deltage i festlighederne. Og må dét være en forpligtigelse til os, om at stå op imod uretfærdigheden, når vi møder den. Lad os tage det som en påmindelse om, at også vi kan finde modet ved den samme kilde, som Esther fandt det – hos Israels Gud.