Skip to main content

Måned: april 2015

“Der Alte” fylder 70

Arne H. Pedersen, 29. april 2015

Kai1977Israel
Kai Kjær-Hansen under en guidet tur i Jerusalem i 1977.
Han bor sammen med sin kone Kirsten i et rækkehus i Lystrup ved Aarhus. Fyldt med bøger overalt som altid. Efter pensionen fra gerningen som formand for Israelsmissionen sidste år, er han gået i gang med at ordne Israelsmissionens arkiver. Det er ikke gjort på et par måneder, da disse går helt tilbage til 1880’erne. For den meget historisk interesserede Kai Kjær-Hansen er dette en guldgrube, som må bevares for eftertiden.For os i den yngre generation af dagens Israelsmission har Kai Kjær-Hansen altid stået som ”der Alte”. Han har altid været der. Fyldt tiden og rummet med sin passion, anekdoter og beretninger om den tidlige israelsmission. Vi er mange, der har siddet længe og lyttet til missionær Nicolaysens tidlige bedrifter.

Herhjemme har han profileret Israelsmissionens sag som redaktør af Israelsmissionens Avis i et kvart århundrede og som formand i 17 år. Internationalt har han gjort sig gældende som koordinator for Lausanne-rådet for jødemission (LCJE) i 20 år. Han har i en årrække været hovedredaktør af det akademiske tidsskrift Mishkan og selv leveret adskillige bidrag til forståelsen af den jødekristne bevægelse i fortid og nutid. Hertil kommer alt det andet, som han har bidraget med i dansk kirkeliv. Det lader vi ligge – for nu i hvert fald.

Hvornår begyndte du at interessere dig for Israel?

Allerede i gymnasietiden fra1961 til 1964 var jeg meget optaget af den unge stat Israel. Og ikke kun den. Jeg købte bl.a. bøger om jødernes flugt til Sverige i oktober 1943 og om antisemitisme. Den første artikel, jeg skrev til en voksen læserkreds, var til søndagsskoleledere og handlede om antisemitisme. Jeg var blevet inspireret af et afsnit i bogen Israel og kirken fra 1962. Her blev det nævnt, at man skulle være meget påpasselig, når man fortalte børn om fx Jesu lidelseshistorie. Var man ikke det, kunne ens fortælling let skabe had til jøder. Og, som bogen sagde: ”Antisemitisme er synd mod Gud”. I det stykke har jeg ikke flyttet mig en tomme.

Kai Kjær-Hansen under én af mange passionerede meningsudvekslinger. Her er det under en LCJE-konference i New York i 1999.
Kai Kjær-Hansen under én af mange passionerede meningsudvekslinger. Her er det under en LCJE-konference i New York i 1999.
Efter studentereksamen var jeg 6-7 uger i Israel – rejste alene rundt på ”tommeltot”, som man sagde den gang – og skrev efterfølgende nogle artikler om det til juniorer. Efter aftjent værnepligt kom jeg året efter tilbage til Israel. Det blev til ni måneder i en kibbutz, hvor jeg lærte ivrit, nyhebraisk.

Er det så et lykkeligt ”guldbryllup”, du og Israel har kunnet fejre?

Ikke helt. Selvom jeg var glad for opholdet, måtte jeg også erkende, at rejseoplevelser i Israel ikke alene kunne bære et fortsat engagement. De romantiske følelser var ikke bæredygtige for et livslangt forpligtende forhold. Sagen var, at mit noget idylliske billede af den unge stat og dens indbyggere, som jeg havde haft med i baggagen hjemmefra, var krakeleret i Israel.

Israelsmissionen befandt sig dengang i et vadested. I et par år havde stillingen som dansk præst i Jerusalem stået ledig. Som lærer på Menighedsfakultetet kunne jeg få orlov med tanke på at dygtiggøre mig akademisk. DIM og jeg blev så enige om en kortvarig halvtidsansættelse.  Vi kendte ikke hinanden. Inden da havde jeg aldrig deltaget i et møde arrangeret af Israelsmissionen. Så det var lidt af et vovestykke fra missionens side. Det blev til godt og vel to år i Jerusalem. I familiekrøniken figurerer de som meget berigende år.

Alligevel blev du dansk præst i Jerusalem i 1976 – hvorfor?

Aftensang i Jerusalem.
Aftensang i Jerusalem.
Jeg rejste ikke til Jerusalem med henblik på senere at lade mig involvere i Israelsmissionen, men noget ændrede sig, da jeg for første gang i mit liv mødte Jesus-troende jøder. De inspirerede og udfordrede mig.  Når jeg iagttog dem og deres problemer, kom jeg til at tænke på forhold beskrevet i Det Nye Testamente. Og når jeg læste NT, kom jeg til at tænke på dem og deres problemstillinger i dag. Det virkede stimulerende for min interesse i nytestamentlig teologi. Desuden deltog jeg i et par internationale konferencer i Lausanne-bevægelsens regi. Jeg knyttede mig dér til dem, som især beskæftigede sig med mission over for det jødiske folk. Det har jeg ikke senere fortrudt. Spørgsmålet om mission til Israels folk, og om Israels folk behøver Jesus til frelse, blev af eksistentiel betydning for min egen tro.

Hvad mener du med det?

Ganske enkelt det, at hvis Israels folk i dag ikke har brug for Jesus til frelse, så har jeg det heller ikke. Jesu budskab var i første omgang adresseret til det jødiske folk. Messiastid indebærer godt nyt for hedninger. Men hvis Jesu budskab i dag ikke længere gælder jøder, hvorfor skulle det så gælde mig?  Hvis Jesus ikke er jøders Messias, kan han ikke være min Kristus. Og siger jeg noget andet, gør jeg vor tids Jesus-troende jøder til tabere. Det var ikke os hedningekristne som først påstod, at der ikke er frelse i nogen anden end i Jesus. Den påstand kan føres tilbage til den Jesus-troende jøde Peter.

 Når det er sagt medgiver jeg gerne, at når jeg beskæftiger mig med kirkens ugerninger mod det jødiske folk op gennem tiderne og med Holocaust, ja, så kan jeg fristes til at sige, at evangeliet ikke længere gælder jøder. Jeg vover det alligevel ikke, for så har jeg gjort Jesus til en bagatel. Faktisk findes der jødiske lærde, der forstår dette argument. Jeg siger ikke, at de plæderer for jødemission. Den kan de godt være foruden. Men retten til at kristne og messianske jøder udtrykke deres overbevisning antaster de ikke, heller ikke jødemission som sådan.

Selvom ”ægteskabet” mellem Kai Kjær-Hansen og Israel ikke altid har været en dans på roser holder de alligevel hinanden ud endnu. Og selvom Kai Kjær-Hansen mener, at det er et privilegium at have fået lov til at bo i fx Jerusalem, er det ikke byen i sig selv, der er det vigtigste, men hambyen giver anledning til at beskæftige sig med: Jesus. Som han skrev i første nummer af Israelsmissionens magasin i 1977: ”Helligsteder er interessante at besøge et par gange, men man bliver som regel hurtigt færdig med dem, bliver trætte af dem. Møder man Jesus, bliver man ikke hurtigt færdig med ham, ej heller bliver man træt af ham.”

Lad os frem for alt lægge os disse ord på sinde fra ”Der Alte”, som den 29. april fylder 70.

Ny studentersekretær ansat i Israel

Arne Pedersen, 28. april 2015

NeemanDet er med stor glæde, vi kan fortælle, at der er ansat en ny studentersekretær for den hebraisk-talende del af det kristne studenterarbejde i Israel.

Neeman Maled begynder på halv tid her i foråret i stillingen, som har været ledig i over to år. Det har simpelthen ikke været muligt at finde en arvtager til den første studentersekretær, Zvi.

Neeman har tidligere siddet med i kommiteen for FCSI og ledet den lokale gruppe på Hebrew University i Jerusalem, hvor han studerer. Derudover var han i Danmark sidste år i forbindelse med KFS’ påskelejr, hvor han var med for at blive inspireret og møde danske, kristne studerende.

Hvor er det godt, at Rasha – studentersekretæren for den arabisk-talende del af FCSI – nu får hjælp til at række de mere end 310.000 studerende i Israel evangeliet om Jesus.

Vi håber, du vil være med til at bede for Neeman, så han kan få en god begyndelse i sin tjeneste. Vi vil også frimodig spørge, om du vil bære med økonomisk – enten via en engangsgave eller en fast aftale.

Israelsmissionen har lovet at støtte FCSI med 50.000 kr. i 2015. Det vil vi, fordi også israelske studerende har brug for at høre evangeliet om Jesus.

Messiansk jødedom blomstrer i Ukraines Holocaust-byer

Arne Pedersen, 28. april 2015

Tolik Emma and Irina Voldorska
Anatoli Emma
”Det at vi overhovedet er her i landet stadigvæk, er et mirakel. Ikke alene er vi jøder, men vi tror på Jesus!”

Ordene blev udtalt på LCJEs konference i Kiev sidste år af Anatoly Emma, præst og leder af Jews for Jesus i Ukraine. Og man må sige, han har ret. De messianske jøders tilstedeværelse i de lande, som tidligere udgjorde Sovjetunionen, er et stort vidnesbyrd om Guds trofasthed.

Ikke kun de kommunistiske regimer, men også nazismen forsøgte at udrydde jøderne – og dermed også de Jesus-troende jøder – i Ukraine. En af Holocausts største massakrer blev udført på Ukrainsk jord, i Babi Yar, i udkanten af hovedstaden Kiev, hvor nazi-soldater og lokalt politi dræbte over 33.000 mennesker på blot to dage.

Ifølge det kristne magasin, Christianity Today, er Kiev i dag hjemsted for en af verdens største messianske menigheder, Kiev Jewish Messianic Congregation, hvor cirka 1.600 er medlemmer. De mødes under 15 kilometer fra Babi Yar.

Også på et andet sted med forfærdelige minder, mødes messianske jøder for at fejre gudstjeneste. I den Nordukrainske by Berdichev myrdede nazisterne 15.000 jøder, men i dag huser byen en messiansk menighed på over 200.

Det estimeres at der er 10-15.000 messianske jøder i alt i Ukraine.

Græften, Babi Yar, hvor nazister og lokalt politi myrdede over 33.000 på blot to dage.
Grøften, Babi Yar, hvor nazister og lokalt politi myrdede over 33.000 på blot to dage. Billedet øverst er mindesmærket rejst på stedet.
Mange ukrainere immigrerer også til Israel – over 5.100 i 2014. Nogle af dem er også messianske jøder, som har et ønske om at rejse til både Israel og andre steder i verden for at plante messianske menigheder.

Dette får Jonathan Bernis, grundlægger af Jewish Voice Ministries International, til at komme en opsigtsvækkende udtalelse: ”Ukraine repræsenterer sandsynligvis den største mulighed for at nå det jødiske folk med evangeliet.”

I Israelsmissionen ved vi ikke, om denne påstand er rigtig, men vi glæder os over, at jøder kommer til tro på Jesus som Messias – også i Ukraine.

Læs den oprindelige artikel i Christianity Today her.

At tjene i mødet mellem jøder og arabere

Emma Rygaard, 22. april 2015

I de seneste seks måneder har jeg haft fornøjelsen af at være volontør på det israelske handicaphjem, Maon Gilo. I det konfliktfyldte land er hjemmet unikt, da der her både bor og arbejder jøder og arabere – en fantastisk mulighed for volontører som mig! Når man tilbringer så meget tid i et land, så kommer man hjem med mange minder. For mig var det mødet med mennesker, som har satte sig størst spor.

Fest på Maon Gilo
Lige her over: Fest på Maon Gilo. Det øverste billede er af Emma (tv.) på tur med en af beboerne fra Maon Gilo.
Jeg kan huske en samtale, jeg havde med min nye araberven, Mohammed. Han sagde, at det, som frustrerede ham mest, var ikke, at jøderne ledede landet, men i stedet, at han følte sig behandlet som en andenrangs borger i sit eget land. Denne følelse kommer ikke ud af ingenting, da de jødiske arbejdere på Maon fx får en højere løn end araberne. Arbejdet med den fysiske pleje på hjemmet blev også primært foretaget af arabere, da lønnen er dårlig. Det kan få mange til at føle, at de er gode nok til at tage de jobs, som jøderne ikke selv ønsker, men at de stadig ikke behandles som ligeværdige mennesker.

En for mig meget tankevækkende oplevelse var en samtale med en ung værnepligtig. Han spurgte til mine tanker omkring Israel og konflikten, hvor jeg delte nogle af de tanker, jeg netop også har delt med jer, nemlig, at det er enormt hårdt at være araber i det nuværende Israel. Reaktionen på dette var et omgående: ”Jeg håber, du en dag vil finde sandheden og indse, at det er jødernes land”. Det var vildt at opleve, at det ikke er onde mennesker, som ikke byder araberne velkommen med åbne arme. Det er tværtimod helt almindelig mennesker, som dig og mig, som er blevet trætte af krig og konflikt, og som ser araberne som årsagen til problemet. Jeg kan også huske en anden jødisk arbejder på Maon Gilo, som var frustreret over situationen, da hun følte, at Israels gaver altid blev misbrugt. Hun sagde, at hver gang Israel forsøgte at hjælpe eksempelvis Gaza-striben med nødhjælp, blev hjælpen i stedet brugt til at lave våben til skade for Israel. Jeg husker det som noget med mel og bomber, men det skal jeg ikke nødvendigvis kunne udtale mig om.

Som volontør er man neutral i konflikten, hvilket gør, at man nemt får ondt i hjertet og sympatiserer med den, man samtaler med. Samtidig er det en del lettere at se sagen fra begge sider, da vi ikke på samme måde er blevet såret af modparten gennem lang tid – og vi chikaneres sandsynligvis heller ikke af modparten, hvilket måske også gør sympatien lettere. Et ønske om fredsmægling opstår derfor hurtigt. Jeg oplevede dog, som i mødet med min soldaterven, at den direkte konfrontation ikke hjalp synderligt. Jeg oplevede i hvert fald, at behovet for at have nogen at betro sig til og dele deres frustration med var større end behovet for mine skarpsindige og dybe betragtninger. Så, når det er sagt, så er noget af det mest udfordrende ved sådan nogle samtaler, at din samtalepartner som regel vil forsøge at overbevise dig om netop deres standpunkt. Så, dybest set, er det sværeste ved at være i midten mellem jøder og arabere at vedblive med netop at blive på midten.

Heldigvis behøver vi ikke altid tage stilling til, hvad der er rigtigt eller forkert. En af de jødiske kvinder på hjemmet fortalte mig, at hun altid havde tænkt, at Maon Gilo fungerede, fordi man tjener hinanden. Tænk, at svaret kan være så simpelt. At tjene hinanden. Så, hvis vi betjener hinanden ved at lytte, hjælpe eller udfordre, så må vi jo håbe, at vi alle har rykket os et stykke.

Portræt: To kvinders liv med Jesus

To kvinder besøgte Danmark i påsken. Den ene taler hebraisk, den anden arabisk. Den ene kommer i en messiansk menighed, den anden i en arabisk kirke. Men de er begge arabere, der bor i det nordlige Israel. Gennem studenterarbejdet lærte de hinanden at kende.

Dinna Swartz, 13. april 2015

Dina Aweida er i tyverne og studerer biologi i Haifa i det nordlige Israel. Her har hun boet siden hun var seks år gammel. Dina er halvt nordmand, halvt araber og boede de første år af sit liv i Norge. Rasha Grayeb er i trediverne og arbejder for det israelske studenterarbejde, FCSI (Fellowship of Christian Students in Israel). Rasha arbejder særligt med de arabisktalende studerende. Hun er nemlig selv araber.

Hebraisktalende araber

Dina derimod taler hebraisk. Hendes farfar var den første, der kom til tro på Jesus i den del af familien. Selvom han var araber, arbejdede han meget med jøder og efter anden verdenskrig hjalp han jøder med at immigrere til Israel. Hans motivation var enkel: der står i bibelen at jøderne er Guds udvalgte folk. Dina har ligesom sin far og sin farfar været i hæren for at aftjene værnepligt. Det kan lyde som en stor identitetskrise at være araber, men at overtage sprog og kultur fra jøderne. Men nej, sådan oplever Dina det ikke: ”Jeg lægger stor vægt på, at jeg ikke er jøde. Jeg er ikke en del af det udvalgte folk,” understreger hun. ”Jeg har faktisk aldrig følt, at jeg står mellem de to lejre. Jeg blev opdraget på bibelske principper. Det er dér, jeg finder min identitet. Det er altså min tro og ikke min nationalitet, der skal definere mig.”

Andengenerationskristen

Rasha beskriver sig selv som en andengenerationskristen. Begge hendes forældre kom til tro som unge gennem evangeliske konferencer. Det var også her, de mødte hinanden. Senere har Rashas far startet en evangelikal kirke i Nazareth. Rasha ser det derfor som helt naturligt, at hun selv kom til tro som barn. Hun blev også tidligt engageret i det kristne studenterarbejde i Israel. Som 19-årig blev hun introduceret til FCSIs bibelstudie samme dag som hun begyndte på studiet. ”Jeg mener, at noget af det vigtigste vi kan gøre for de studerende i dag, det er at hjælpe dem til at se deres studieår som en tid, hvor de kan tjene Gud og blive trænet til at blive gode ledere.” Rasha virker tydeligvis stolt over det arbejde hun får lov til at være en del af gennem FCSI. Hun har nu været ansat i to et halvt år og arbejder på at udvide studenterarbejdet.

De studerende kan møde Jesus

Dina lærte også FCSI at kende, da hun begyndte på studiet. Hun har selv startet en bibelstudiegruppe op i Haifa med en veninde, som hun kender fra en af FCSIs lejre. ”Der var faktisk ikke nogen hebraisktalende gruppe på mit universitet. I dag efter to år er vi otte-ni stykker.” fortæller hun begejstret. Selvom hun er halvt araber, voksede hun op i et jødisk miljø, så hun ville ikke kunne følge en gruppe på arabisk. Rasha og Dina bliver også nødt til at tale hebraisk sammen. Alle israelske arabere må nemlig tale hebraisk, men det er ikke nødvendigt på samme måde den anden vej rundt. Dina taler altså ikke selv arabisk. Også Dinas far er bedst til at prædike på hebraisk og når han er med som præst på en af FCSIs lejre, vil han kun prædike på hebraisk. ”Jeg har nogle arabiske venner,” fortæller Dina, ”men det er primært gennem FCSI.” FCSI er altså et sted, hvor mennesker kan mødes på tværs af de etniske skel. Det er Rasha og Dina et levende bevis på.

Missionspilot på nye eventyr

Karoline Hoffmann-Hansen brænder for at fortælle historier, så da muligheden for at rejse til Israel med formålet at lave korte videospots for IU bød sig, var hun ikke i tvivl.

Peter Kobbersmed, 7. april 2015

”Jeg var mega meget på! Jeg synes, det var en vildt god mulighed” fortæller Karoline. Hun var i foråret 2014 afsted som Missionspilot og glæder sig over gensynet med Israel: ”Jeg har haft sådan en hungren efter Israel. Jeg føler det som mit andet hjemland, og jeg har savnet det enormt meget. Jeg glæder mig helt vildt til at komme tilbage til Israel og lave noget, som jeg brænder for. Jeg kan næsten ikke forestille mig noget bedre, end at komme tilbage til Israel og filme noget, som kan være en lille del af Guds mission.”

Karoline skal lave små videospots fra nogle af de forskellige Meet the People-institutioner, så kommende volontører bedre kan få et indtryk af stederne inden afrejse, og drømmen om at udfolde sig kreativt er ikke en pludselig indskydelse for Karoline.

Karoline (til højre) under hendes første ophold i Israel som Missionspilot.

En passioneret drømmer


”Min familie har jo altid vist, at jeg er kreativ og godt kan lide at udtrykke mig, og da jeg var 10 år, ville jeg gerne være skuespiller. Det synes jeg var svært, fordi mange i min familie er akademikere eller har taget forskellige læreruddannelser.” Med en mor, der er jurist, og en far, der er journalist, er det ikke nødvendigvis vejen som delvist autodidakt filmkvinde, der er allermest oplagt: ”Man kommer ikke ud med et færdigt bevis. Man skal bevise sig selv, og ens personlighed vil altid blive afspejlet i produktet.”

Overvejelser omkring jobsikkerhed og karrieredrømme er ikke det eneste, som har præget Karoline. Hendes tro på Gud har stået i centrum for fremtidsforhåbningerne:

”Jeg har tit tænkt; Gud, hvad er det du vil have? Jeg har haft en brændende passion for film og skuespil i så mange år. Og uanset hvor meget jeg har forsøgt at gemme det væk, blev passionen ved med at være der. På et tidspunkt vendte jeg det rundt og sagde; Okay Gud, det er det her, jeg vil – Hvor vil du bruge mig? Og hvis ikke det er det jeg skal, så må du lukke nogle døre.”

At finde på plads

Med den overbevisning tog Karoline afsted som Missonspilot, og tre måneder i Israel hjalp hende på vej:

”Opholdet som Missionspilot handlede om at finde min plads i Guds mission, og der blev jeg bare ved med at blive trukket tilbage til filmverdenen. Jeg havde lyst til at lave video. Og så begyndte jeg at bede over det.”

Samtidig startede Karoline på at lave små ugereportage om Missionspiloternes oplevelser og fællesskab: ”Normalt når jeg tager mit kamera frem, har jeg været vant til, at folk flygter for ikke at komme med. Men her var jeg bare sammen med mennesker, som var mega opmuntrende og positive.”

Gud og næsten


Karoline ser hendes evner og passion indenfor videoproduktion som en måde, hvorpå hun kan tjene Gud. Også selvom hun har haft sine overvejelser om det potentielle arbejdsmiljø: ”Det virker ikke til at være en branche, hvor Gud fylder så meget. Man har kæmpet så hårdt for det, man har opnået, og hvorfor skulle man så dele æren med en gud, som man ikke lige sådan kan se?” siger hun og fortsætter: ”Udefra set virker det som om, at der foregår mange nedbrydende ting. Og jeg tror bare også, at Gud har brug for folk, som vil tjene ham der.”

For Karoline handler det om at fortælle historier, og i den sammenhæng er alle mennesker interessante:

”Jeg bliver rørt af at møde mennesker, og det møde kan bare vækkes til live på afstand igennem film. Hvert enkelt menneske har sin egen historie, og selvom det er en kæmpe kliché, så kunne der bare laves en film om alle menneskers personlige historie. Når vi hører historier, lærer vi noget om os selv, og det synes jeg er dybt fascinerende.”

Karoline er i Israel i perioden fra d. 31. marts til d. 9. april, og når hendes videospots er færdigproducerede, kan de findes på hjemmesiden.

Læs mere om at blive missionspilot her.