Skip to main content

Måned: maj 2015

Antisemitismens anatomi – studiedag 2015

28. august kl. 15.30 på TORVET i Aarhus.



Cecilie Banke. Øverst: Graffitii fra Carolineskolen (Foto: Thomas Albrektsen)
Cecilie Banke.
Øverst: Graffitii fra Carolineskolen (Foto: Thomas Albrektsen)
“Antisemitismen har ikke været større i Europa siden 1945”, sådan påstod Cecilie Banke, seniorforsker ved Institut for Internationale Studier, i en artikel i forbindelse med dette års Auschwitz-dag. Vi har inviteret hende til studiedag for at uddybe og gøre os klogere på antisemitismens anatomi.

Programmet ser ud som følger: 15.30: Kaffe og småkager 16.00: Velkomst 16.15: Antisemitismen i Europa i dag v/ Cecilie Banke 17.00: Pause 17.15: Forholdet mellem antisemitisme og anti-zionisme v/ Cecilie Banke 18.00: Aftensmad 19.00: Antisemitismen og Israelsmissionen v/ Kai Kjær-Hansen 19.20: Aktuelle case-analyser og drøftelse v/ Bodil Skjøtt & Arne Pedersen 20.15: Afslutning

Af hensyn til spisning beder vi om tilmelding til kontor@israel.dk senest 26. august kl. 12. Det er gratis at deltage, men vi opfordrer til at give en gave i forbindelse med aftensmaden.

Arrangør: Den Danske Israelsmission, TORVET, Katrinebjergvej 75, 8200 Aarhus N

Gammelt had i nye former

I dagene 12.-14. maj blev det femte Globale Forum for Bekæmpelse af Antisemitisme afholdt i Jerusalem. I alt var 1.200 mennesker fra 80 forskellige lande til stede – heriblandt politikere ledere fra forskellige interesseorganisationer deltog i konferencen, som havde det overordnede tema: ”Gammelt had i nye former”.

Arne Pedersen, 27. maj 2015

Overskriften blev valgt for at sætte fokus på antisemitismens og anden hadsk tales udbredelse på sociale medier og andre steder på internettet. ”Informationsmotorvejen har vist sig at være en kilde til viden, frihed til at ytre sig og globalt netværk uden fortilfælde; men nettet udfordrer også vores grundlæggende menneskelige værdighed – i form af ufiltreret cyber-had, både antisemitisk og anden hadsk tale, hvilket leveres uden omsvøb til alle medieplatforme. Hvordan kan vi øge anstændigheden på nettet uden at skade dets grundlæggende frihed?” som det hed i programmet.

Danmark var med
Danmark var også repræsenteret i programmet gennem Lars Aslan Rasmussen fra Københavns Borgerrepræsentation. Han har kurdisk baggrund og optrådte sammen med flere muslimske ledere som var inviteret med. I sin præsentation gennemgik han de seneste måneders mange antisemitiske hændelser – lige fra drabet på Dan Uzan til reklamerne på de københavnske busser. Han opfordrede til, at det muslimske miljø talte imod sådanne hændelser: ” Jeg er vokset op i et muslimsk miljø og ved udmærket, at ikke alle muslimer er sådan. Men jeg mener også, det er vigtigt, vi ikke tier stiller, når sådan noget sker,” sagde han om de afbrændte busser i kølvandet på Movia-sagen.

Sociale medier
De sociale medier var repræsenteret ved Google og Facebook. Derudover var der bl.a. en israelsk studenterforening, som arbejder som en slags overvågere af de sociale medier og rapporterer til disse medier, når de opdager antisemitisk indhold. Ido Daniel, formand for studenterorganisationen, fortalte, at de indrapporterede over 16.000 tilfælde af antisemitisme sidste år. En af de større sager omhandlede den franske komiker Dieudonné, som ved flere lejligheder har opfordret sine fans til at lave en quennelle – en slags omvendt nazi-hilsen – tage et billede af det og uploade det til Facebook. Den opfordring har de taget til sig og har indsendt billeder, hvor hilsenen udføres ved siden af synagoger, Holocaust-mindesmærker, Anne Franks hus og sågar ved udryddelseslejren Birkenau. Han fortalte også om en side på Facebook, som indsamler navne og adresser på jøder i Paris og opfordrer til ”menneskejagt”. ”Vi har brug for hjælp fra internet-verdenen,” sagde han og konstaterede videre: ”For disse ting bliver ikke på skærmen. De flyder over og kommer ud i virkeligheden.”

Nettet afspejler virkeligheden
Juniper Down fra internetgiganten Google deltog også på konferencen. Det spørgsmål, hun var optaget, var, hvordan vi kæmper for en verden fri fra had og diskrimination samtidig med, at vi ikke går på kompromis med vores værdier om et åbent og frit samfund.

Hun tog udgangspunkt i den sociale videodelingsplatform, Youtube, hvor mere end 40 milliarder brugerprofiler ser video hver måned. Der er forskellige vejledninger til, hvad en video må eller ikke må indeholde, for at kunne blive liggende på Youtube. Deres strategi er ikke censur, når det kommer til antisemitisme og anden hadsk tale, men at hjælpe brugerne til at skabe indhold, som modsiger hadet – fx gennem konferencer og workshops. For som hun sagde: ”Vi er chokeret, når vi ser en video med fx antisemitisk indhold på Youtube. Men vi er endnu mere chokeret over, at det faktisk spejler de holdninger og meninger, mennesker har i dag, og vi tvivler på, at det leder til en grundlæggende holdningsændring, hvis vi fjerner videoen. Men vi håber at modsigelse, måske kan gøre det.”

Mere indhold der modsiger
Det sociale medie Facebook var også repræsenteret gennem Simon Milner, der er ansvarlig for indholdspolitik på mediet. Han begyndte med at konstatere, at Facebook er et netværk af 1,44 milliarder mennesker. ”De fleste vil gerne dele noget positivt, men som det er i alle fællesskaber og samfund i den størrelsesorden, vil der altid være nogle mennesker, som gerne vil dele hadske budskaber. Det er naturligvis noget, som vi, der er beskyttere af dette netværk, skal gøre noget ved.” Facebook er altså sit ansvar bevidst i dette spørgsmål. Han delte desuden forskningsresultater der viser, at grupper der fx taler imod antisemitisme på Facebook har mere aktive brugere end dem, der vil promovere antisemitisme. Han opfordrede derfor til at lave endnu mere indhold, som modsiger antisemitismen – særligt fotos og video deles meget.

Frankrig er udsat
Frankrig er det land i verden efter Israel og USA med det største jødiske samfund. Derudover har landet den største muslimske befolkningsgruppe i Europa, hvilket skaber en del udfordringer, fortalte Roger Cukiermann, formand for CRIF, en jødisk interessegruppe i Frankrig. ”Frankrig var det land i verden, som først gav sine jøder statsborgerskab. Men i dag er vi nødt til at beskyttes i vores skoler og synagoger. Som om vi ikke var franskmænd. Som om vi var uønskede. Som om vi var fremmede,” fortalte han.  Han fortalte videre, at selvom den franske regering havde sat 750 millioner kroner af til beskyttelse af det jødiske samfund over de næste tre år, så er der stadig ét område, hvor jøder efterlades ubeskyttet: Internettet.

Antisemitismen og den jødiske stat
Premierminister Benjamin Netanyahu åbnede konferencen med en tale, hvor han konstaterede, at i dag handler antisemitismen lige så meget om den jødiske stat som om det jødiske folk: ”Den klassiske antisemit portrætterer jøder, som personificeringen af alt hvad der er ondt i verden. Den moderne antisemit portrætterer den jødiske stat, som alt hvad der er ondt i verden,” mener han. Han gentog også sit løfte om, at hvis jøder omkring i verden, vil ”vende hjem” til Israel, vil landet modtage dem med åbne arme.

Han sluttede med at konstatere: ”En løgn der bliver fortalt igen og igen og får lov at stå uimodsagt, ender til sidst med at blive en åbenlys sandhed. For anstændighedens skyld. For vores fælles menneskeligheds skyld. For vores fælles fremtids skyld må vi alle stå op imod antisemitismen og kæmpe i mod den.”

Israelsmissionen sætter fokus på antisemitismen til årets studiedag i august, hvor seniorforsker ved DIIS, Cecilia Banke, kommer og holder foredrag over ”Antisemitismens anatomi”.

Læs mere om konferencen på dens egen hjemmeside.
Israelsmissionens sætter ved årets studiedag fokus på antisemitismen i Europa. Læs programmet for dagen her.

Grindsted kirke fik mennesker under huden

Fra den 8.-18. maj arrangerede Israelsmissionen i samarbejde med Grindsted sogn en menigheds- og studietur til Israel. Rejseledere på turen var sognepræst Steen Søvndal og Israelsmissionens generalsekretær Bodil Skjøtt, der også var guide.

Bodil Skjøtt, 27. maj 2015

Programmet for turen var lagt i samarbejde mellem de to, hvilket betød at turen havde to formål. Den skulle være en bibelsk dannelsesrejse, som menigheden kunne bygge videre på tilbage i Grindsted. Derudover skulle den give mulighed for at møde Israelsmissionens arbejde og samarbejdspartnere – de mennesker, som i dag med deres liv og tjeneste, fortæller den samme historie om de gode nyheder, der begyndte for 2000 år siden i de samme omgivelser.

De 45 deltagere mødte bibelselskabets arbejde i Israel og på Vestbredden. De mødte Shireen, en kristen palæstinenser, i Betlehem og Hedva, en messiansk jøde, på Golan. To kvinder som, deres geografiske og sociale forskelle til trods, er fælles om deres engagement for kvinder og forsoning.

I Jerusalem mødte de David Serner, som fortalte om arbejdet ud fra Den Danske Kirke og sit arbejde på Caspari Center for messianske jøder. I Tel Aviv mødte de Lisbeth og Christian Rasmussen, som fortalte om arbejdet ud fra Immanuelkirken, og hvorfor der hos alle kristne må være en nød for Israels folk til at kende deres Messias.

“Det har virkelig været en bibelsk dannelsesrejse for os som menighed”, fortæller Steen Søvndal. “Det er blevet en tur hvor bibelens historie er blevet tydelig og tilliden til Bibelen blevet større.”

“Det har været stærkt og godt, men også udfordrende at møde det budskab, som vi er blevet konfronteret med fra de forskellige mennesker, vi har fået lov til at møde”, er kommentaren fra en anden af deltagerne. “Det er blevet til meget mere end blot information. Det er blevet til en masse små prædikener, som har styrket, men også udfordret, min tro”.

En tredje fremhæver mødet med konflikten mellem israelere og palæstinensere: ”Jeg troede, jeg skulle forstå konflikten bedre efter turen. Men det er blevet endnu mere kompleks. Jeg er udfordret af de mennesker, som nægter at affinde sig med status qo og nægter at opgive håbet om en bedre fremtid for deres børn. I mødet med dem skammer jeg mig over de konflikter, vi kan have – også mellem kristne i samme menighed, og som vi vælger at affinde os med frem for forsoning.”

For Israelsmissionen har det været en tur, som har fremhævet den kristne tros jødiske rødder og vores forpligtelse over for Israels folk – og at vores missionsarbejde sker gennem partnerskab. Denne gang blev det vores partnere, der fik lov at velsigne og udfordre en flok danskere på tur. For Guds mission går begge veje.

Undskyld, hvad koster en bibel?

Det Israelske Bibelselskab tager jævnligt på outreach, hvor de går ud i byen og taler med mennesker om evangeliet og uddeler bibler og bøger. Her kan du læse et dryp fra Tel Aviv, hvor Andy fortæller begejstret om dagene og de mange mennesker, de mødte.

Andy Ball, Det Israelske Bibelselskab, 26. maj 2015

Det var tid til at lave endnu en outreach, så teamet arbejdede meget hårdt på at forberede et lovsangs- og dramaprogram. Denne gang besluttede vi at have to outreaches på to dage, én på stranden og én i en park i det sydlige Tel Aviv, som vi sidste gang besøgte for to år siden. Nu var det tid til at besøge parken igen.

Outreachen på stranden blev forsinket. Normalt går vi hen til stranden kl 14, men denne gang tog vi derhen kl 16.30. Vi var overraskede over, at færre familier gik rundt nede på stranden på dette tidspunkt, men langt flere unge par. Så snart dramateamet begyndte programmet, samledes de unge par rundt om os og rundt om de borde, der var fyldt med materiale på hebraisk. Vi begyndte at tale med de unge mennesker, og vi var positivt overraskede over deres spørgsmål. Vi lagde mærke til, at dem vi delte evangeliet med, var meget åbne. Nye testamenter, bibler, DVDer, hebraiske bibler på lydbog (en ny produktion fra Det Israelske Bibelselskab). Alt var gratis. Det var så dejligt at høre: “Undskyld, hvad koster en hebraisk bibel?” “Den er gratis,” svarede teamet. De folk, som gik forbi troede ikke vi gav alt materialet væk gratis.

Teamet havde nogle gode samtaler og var glade for reaktionerne. Og som altid var der også nogle, der var meget vrede på os på grund af det vi gjorde, men efter en lang samtale med dem, hvor vi forklarede, hvad vi tror på, faldt de ned. Nogle gjorde dog stadig grin med os og fortalte at Gud ikke eksisterer.

Vi gav mange hebraiske bibler og nye testamenter og børnenes historier var et hit, som forældre tog for at give til deres børn. Dramateamet gjorde et godt stykke arbejde med at forklare evangeliet gennem drama.

Næste dag tog vi til parken og blev overraskede over at se ikke kun flygtninge, stofmisbrugere og fulde hjemløse, men mange israelere kom forbi.  Flygtningene var glade for at modtage en bibel på deres eget sprog (tigrinya, arabisk, kinesisk, fransk). Vi gav også mange bibler væk på hebraisk og russisk til israelerne. En ung soldat ville vide, hvem vi er, og efter en lang samtale spurgte vi ham, om han ville have en bibel som gave fra os. Han svarede, at han ville elske at få en bibel, og efter han havde fået den, gik han hjem med et stort smil.

Det begyndte at blive mørkt, og det betød, at vi hellere måtte tage hjem, da parken kan være farlig. Da vi pakkede, lagde vi mærke til prostituerede, som begyndte at gå rundt i parken. Vi talte med en kvinde. Hun lyttede og tog imod en pjece om evangeliet. En fra teamet foreslog, at vi bad og tænkte på at komme om aftenen og arbejde blandt kvinderne i parken.

Bed gerne for alle de frø, der er plantet på de to dages outreach. To unge drenge har allerede kontaktet os og vil gerne komme med i en lokal menighed. Vi takker Gud for dette og beder om, at flere vil være med.

Pusheren der blev præst

Arne Pedersen, 13. maj 2015

Michael Beener, præst i en lille messiansk menighed i Sderot, kom til Israel fra Ukraine i 2006. Før det havde en arbejdet som fabriksarbejder og pusher. Derfor blev han også anholdt og tilbragte noget tid i fængslet. Her mødte han en tidligere muslim, som fortalte ham om Jesus.

Michael Beener i kirkens lille kontor/beskyttelsesrum/pulterkammer. (Billedet øverst viser Michael Beener med kommunikationssekretær Arne Pedersen med Gaza i baggrunden.)
Michael Beener i kirkens lille kontor/beskyttelsesrum/pulterkammer. (Billedet øverst viser Michael Beener med kommunikationssekretær Arne Pedersen med Gaza i baggrunden.)
Den lille israelske by, Sderot, ligger kun en lille kilometer fra grænsen til Gaza og er fortrinsvis beboet af immigranter fra det tidligere Sovjet. Det meste af infrastrukturen minder en om, at det er et utrygt sted at bo. Alle læskurene ved busstoppestederne er fx bygget, så de også fungerer som bombeskjul. 15 sekunder er reaktionstiden, hvis sirenen lyder, og der skal findes ly fra Hamas’ raketter.

Det er her Michael Beener er præst for en lille messiansk menighed, hvor han bl.a. afholder evangeliserende turistturer og alpha-kurser.

”Jeg er jøde, og for mig er det helt naturligt, at en jøde må vende tilbage til Israel,” fortæller Michael om grunden til, at han lavede aliya tilbage i 2006. Egentligt var det meningen, det skulle være sket i 2002, men kort inden afrejsen blev han arresteret for handel med stoffer og måtte altså tilbringe nogle år i fængsel.

”I fængslet begyndte jeg at søge Gud. En af de andre fanger gav mig en bibel, og jeg begyndte at læse. Jeg kom til tro på Yeshua,” smiler Michael. Den person, som gav ham Bibelen og den første tid fungerede som en art vejleder for Michael, var tidligere muslim, som var kommet til på Jesus.

Michaels mor var flyttet til Israel nogle år tidligere og havde bosat sig i Sderot. Derfor var det også naturligt for Michael at bo der. Grundet beliggenheden tæt på Gaza er indbyggerne ekstra udsat for Hamas’ angreb fra Gaza, og netop i sommeren 2006 udbrød den første krig mellem Israel og Hamas.

”Okay – her skal jeg ikke blive i lang tid,” fortæller Michael om sit første indtryk. ”Men jeg bad om Guds vejledning, og lidt efter lidt voksede jeg i forståelsen af, at dette skulle være min by. Gud viste mig denne menighed, og jeg blev klar over, at det var her, jeg skulle tjene.”

Som vi tidligere har fortalt om her i avisen arbejder Michael og menigheden bl.a. på at nå mennesker med evangeliet gennem guidede ture og alpha-kurser.

BeenerThump
Michael Beener på en af de guidede ture. (Foto: Caspari Center)
”I Israel er det ikke så let at forkynde og fortælle om Yeshua,” fortæller Michael og fortsætter: ”Det er hårdt at være troende og der er ikke mange, der bekender troen offentligt. Derfor begyndte vi med de guidede ture, så vi kan forkynde evangeliet gennem de steder, vi besøger. Det er en måde at forkynde på, som ikke bliver for anmassende og stadig er respektfuld. Vi fandt steder, hvor vi kunne fortælle om både jødedommen, Yeshua og den sammenhæng, vi tror der er her.”

Michael fortæller, at han afsluttede hver tur med en kort andagt, hvor han kort og præcist forklarede evangeliet. ”Derefter opfordrede jeg til at følge efter Jesus.”

Han oplevede, at der var mange, som egentligt gerne ville vide mere om, hvem Jesus er, men at menigheden manglede et redskab til at lære disse mennesker mere om, hvad troen på Jesus indebærer. Derfor begyndte de at afholde alpha-kurser, hvor Alec Goldberg fra Caspari Centeret i Jerusalem bl.a. kom og underviste.

Sderot-menighedsbygning
Michael og andre fra menigheden foran bygningen, de mødes i. Op ad trappen og ind gennem metaldøren.
”Alec var en kæmpe hjælp,” fortæller Michael, som fandt den teologiske ekspertise fra Caspari Centeret helt nødvendig. ”Hvor går folk hen når de kommer til tro? Hvordan skal de vokse i troen? Hvordan skal de lære at leve et liv efter Guds vilje? Det er de udfordringer, vi forsøgte at løse ved hjælp af alpha-kurserne,” siger Michael.

Alec og Michael fulgte ikke alpha-materialet til punkt og prikke, men forsøgte at skabe en atmosfære af nysgerrighed ved at vælge lidt andre emner og tilpasse dem. Enkelte af dem som begyndte til kurserne er nu blevet en del af den lille menighed. Andre af kursus-deltagerne er mere tilbøjelige til at blive i alpha-fællesskabet – et mønster man også kender fra andre sammenhænge, som har taget konceptet til sig.

Michael vil helst ikke sætte tal på, hvor mange der er kommet til tro gennem arbejdet.

”Det er ikke let at så frø i Israel,” mener Michael, og fortsætter alligevel med den vigtige pointe, som gælder over alt: ”Vi kan ikke forandre folk, men vi kan være trofaste.”

Vi håber, du vil være med til at bede for Michael Beener og for menigheden i Sderot. Bed om trofasthed og opmuntring i arbejdet med at række evangeliet om Jesus til byens indbyggere.

Pinse er forandring

Yoel Ben David, missionær i Jews for Jesus, 13. maj 2015

Pinsen var oprindeligt en høstfest, men fejres i dag som en lovprisning af Guds pagter. Foto: Morten Hørning Jensen
Pinsen var oprindeligt en høstfest, men fejres i dag som en lovprisning af Guds pagter. Foto: Morten Hørning Jensen
Det er noget, politikerne lover. Noget vi alle ønsker i vores liv. Noget, som sker, når vi ikke ønsker det, og når vi hører kritik eller føler os truede. Det er noget, vi alle forsøger at modstå. Forandring er uundgåelig, når vi ældes, men noget som virker uden for vores rækkevidde når vi kæmper med vores karakterbrist. Forandring er centralt for evangeliet og derfor også centralt i det Gamle Testamente. Den højtid, der klarest peger på forandring er Shavuot eller på dansk: pinsen.

Pinsen blev fejret i Jerusalem og formålet var todelt på Jesu tid. Højtiden markerede primært høsten, og et offer blev givet til Gud. Vi glemmer det sommetider, men folk på Jesu tid var primært i landbruget og den manglende sammenhæng, vi i dag oplever mellem det mad, vi spiser på vores tallerken, og det sted maden er dyrket, eksisterede ikke. Månederne og årene var strukturerede omkring naturen og markerne, hvor maden voksede. Modtagelsen af maden blev fejret ved at vifte med det foran Gud (3. mos 23,15), mens folket gik igennem høstens store forandringer og tærskede og opmagasinerede maden.

Men på Jesu tid var højtiden fokuseret på modtagelsen af loven på Sinai-bjerget. I dag fokuserer jødedommen kun på modtagelsen af loven, fordi landbrugsofre ikke er relevante længere efter templets ødelæggelse i år 70. Dette fokus på Sinai-bjerget giver en mulighed for at fejre den vigtigste begivenhed i jødisk historie. Sinaibjerget er et afgørende øjeblik hos jøder og kristne.

(c) wikimedia commons
Sinai-bjerget er centralt i pinseberetningen fra det Gamle Testamente. Foto: Wikimedia Commons
På grund af dette fokus på Sinaibjerget og det jødiske behov for at retfærdiggøre eksistensen af jødiske traditioner, selv på Moses’ tid, har vi i dag en lidt mærkelig vane med at spise mejeriprodukter i pinsen. Hvorfor? Det er på grund af adskillelsen mellem kød og mælk i jødiske hjem. Rabbinere tror, at dette blev dikteret mundtligt fra Gud til Moses, så når jøder hørte dette (ifølge traditionen) havde de ikke tid til at lave nye kosher-skåle til kødretterne og så forpligtigede de sig på kun at spise mejeriprodukter indtil efter pinsehøjtiden.

Lad os efterlade disse traditioner og lad mig vende opmærksomheden på, hvordan modtagelsen af loven påvirkede de første Jesustroende jøder. Det jeg gerne for at vise forbindelsen mellem Sinaibjerget og pinsens begivenheder i Apostlenes Gerninger, og hvor forbløffende den er. Som du sikkert ved, skete der nogle ting da Helligånden blev givet til disciplene. For det første var der en lyd fra himlen og tunger af ild kom til syne i rummet, hvor disciplene var forsamlet, som Gud havde befalet dem.

Nogle af parallellerne kan du sikkert allerede se. Helligånden blev givet til disciplene i pinsen på samme måde, som det jødiske folk blev givet loven på Sinai. Både Helligånden og loven er kilder til instruktion, oplysning og vejledning til dem, der følger Herren. På samme måde blev Jesu efterfølgeres forsamling en parallel til Israels folk, der samledes ved foden af bjerget for at vente på Guds bud.

De andre to paralleller er lidt mere kryptiske, men hvis vi rejser tilbage til Sinai, kan vi også se dem. 2. Mosebog 20,18 fortæller os at folket bevidnede tordenbrag og lynglimt på bjerget. Når vi ser på selve ordene, opdager vi, at de ikke er de ord, der oftest bruges om vejret. Ordet for torden er kolot og ordet for lyn er lapidim. Ordene her kan godt bruges i denne kontekst, men ordet kolot bruges normalt for larm eller stemmer og lapidim bruges oftest for flammer. Så når disciplene hører høje lyde og ser tunger af ild den aften, hvor de var forsamlede for at blive givet noget fra himlen, så kan vi klart høre forfatteren fortælle os: Dette er Sinai!

En af de vigtigste grunde til, at vi skal lave denne forbindelse som kristne er, at det gør højtidens budskab langt mere kraftfuldt. Pinse bliver ofte set som mindre vigtig i kirkerne end påske- og julegudstjenesterne. Jeg vil påstå, at jul og påske ikke betyder noget, hvis ikke det var for pinsen. Grunden til, jeg siger det, er fordi alt imens inkarnationen af Kristus og hans død og opstandelse er Guds første fantastiske demonstration af kærlighed gennem Messias, så bringer ingen af dem forandring uden pinsen. Pinsen er det øjeblik, hvor Jesu død og opstandelse kan blive anvendt af mennesker.

Det jødiske folk var for altid forandrede af modtagelsen af loven. I løbet af deres rejse fra Egypten til Kanaans land, var folket blevet givet lovene og løftet om en relation til Gud, som aktivt vil vejlede dem gennem både troskab og utroskab. I pinsen bliver Jesu folk givet en relation, som ikke kun er vejledende, men som bringer os fra utroskab til troskab ved at forandre os indefra.

Otis Redding sang engang ”a change has gotta come” (forandring må komme) mens han så ud på samfundet, der var fanget i fordomme og smerte. Brødre og søstre, jeg ser ud på verden kvalt af lemlæstede økonomier og systemer, der favoriserer de få. Jeg ser fanatisme, der dræber tusinder. Jeg ser generationer, der ser på billeder af naturen på deres telefoner i stedet for på verden omkring dem. Forandring må komme. Det er budskabet i denne højtid. Forandring er kommet, den bliver ved med at komme mens vi beder, mens vi giver og mens vi forandres – mens vi giver Hellighånden den stemme, han fortjener.