Month: august 2015

Skabt til at fortælle

Skabt til at fortælle

Avi Snyder, leder af Jews for Jesus i Europa © Jews for Jesus 2007 I denne og to efterfølgende artikler bringer vi uddrag af Avi Snyders essay, Skabt til at fortælle. Dette essay er en udførlig argumentation for, hvorfor det jødiske folk blev – og stadig er – udvalgt af Gud til én bestemt opgave, at Gud må blive kendt af alle folkeslag ud over hele jorden. Der er kristne der taler om at velsigne Israel, bede for Israel og om at anerkende, at vi jøder stadig er Guds udvalgte folk. Problemet er bare, at alt for mange troende i bund og grund ikke har en reel forståelse for, hvordan man velsigner Israel, hvordan man beder for Israel, og hvad det betyder, når de gammeltestamentlige  skrifter kalder os for udvalgt. Når Bibelen fortæller om folket Israel som ”udvalgt”, betyder ”udvalgt” ikke, at vi jøder automatisk eller individuelt er ”frelst” fra vores synder. Når Gud taler om ”sit udvalgte folk”, henviser han til, at han valgte os til at tjene et bestemt formål og at udføre en bestemt opgave. Igennem vores historie har vi ganske vist  ikke været særligt standhaftige i at udføre denne opgave. Men grundet Guds barmhjertighed og nåde har han hverken forkastet det folk, han udvalgte eller overdraget opgaven til et andet folk. Vi er stadig udvalgt, og Gud venter stadig på, at vi gør det, han kaldte os til at gøre. Men hvad er så opgaven? Hvorfor udvalgte Gud os? Hvad er kaldet – det eneste kald – som Israels folk har fået? Eller for at sige det lidt mere fladt: Hvad er det for en opgave, Gud venter på, vi jøder skal udføre? Og hvordan kan kirken – Guds folk af frelste mennesker fra alle nationer, både jøder og hedninger – hvordan kan kirken velsigne dette udvalgte folkeslag og bede for det, så opgaven bliver taget op og udført? Lad mig begynde med at besvare disse spørgsmål ved at tage jer med tilbage til et af de vigtigste øjeblikke i vores nationale historie som jøder – det øjeblik hvor Gud helt tydeligt gav os vores kald og med en enkelt sætning afslørede vores eksistensberettigelse som folk. Lad mig tage jer med tilbage til Sinai.

Historien i en enkelt sætning

Lad mig begynde med at ”sætte scenen”. I 2. Mos. læser vi om, hvordan forfædrene var samlet ved Sinai-bjerget lige før de modtog Loven. Nogle uger forinden havde Gud frelst os fra Faraos slaveri ”med stærk hånd og løftet arm.” Han udøste sine plager over Egypten. Han ledte os gennem Det Røde Hav, mens han begravede vores forfølgere i vandmasserne. Nu havde vi så slået lejr ved foden af Sinai, mens Moses besteg bjerget for at modtage yderligere befalinger fra Gud. Det var der, Gud sagde til Moses: Dette skal du sige til Jakobs hus og forkynde for israelitterne: I har selv set, hvad jeg gjorde mod Egypten, og hvordan jeg bar jer på ørnevinger og bragte jer herhen til mig. Hvis I adlyder mig og holder min pagt, skal I være min ejendom, ene af alle folkene, for hele jorden tilhører mig. I skal være et kongerige af præster og et helligt folk for mig. (2. Mos 19,3b-6a) Med udtrykket, ”kongerige af præster”, fastslog Gud intet mindre end vores nationale eksistensberettigelse. Men for at forstå hvad Gud fortalte os, må vi først forstå, hvad dette centrale udtryk betyder. Hvem var præsterne og hvad lavede de? I tidlige tider havde præsterne primært to opgaver. De fortalte mennesker om Gud, og de gik i forbøn for folket hos Gud. Eller for at sige det på en lidt anden måde: Præsterne fortalte mennesker om Gud, og de fortalte Gud om mennesker. Hvis hele Israels folk var kaldet til at være et kongerige af præster, må vi stille os selv et spørgsmål: Hvilke andre folk skulle vi fortælle om Gud, og for hvilke andre folk skulle vi gå i forbøn? Hvem er der tilbage? Alle øvrige folkeslagene på jorden! For at sige det enkelt: Kaldet til at være et kongerige af præster indebar intet mindre end et kald til et liv i mission. For således elskede Gud verden, at han kaldte et specifikt folk til at fortælle alle andre om sig selv og til at gå i forbøn for disse folk. På Sinai modtog vi mere end blot Moseloven. Vi modtog et mandat til mission, rodfæstet i Guds kærlighed til alle folkeslag og i hans længsel efter at se kendskabet om ham gå ud til alle mennesker på jorden. Gud havde planlagt at skabe et kongerige af præster – et folkeslag af fortællere og forbedere, budbringere og mellemmænd – så at alle andre folkeslag kunne lære ham at kende og komme og tilbede ham. Han dannede os som et folk for at proklamere sin kærlighed til verden. Han kaldte os til at være vidner i verden. Dette mandat til at være et fællesskab af vidner går gennem hele vores historie – helt tilbage til kaldelsen af Abraham. For…

Da Gud kaldte Abraham…

…havde han et vidnesbyrd for hele verden i tankerne. Gud kaldte Abraham med følgende ord: Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig. Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse.Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og den, der forbander dig, vil jeg forbande. I dig skal alle jordens slægter velsignes. (1. Mos 12,1-3) Hvordan var Abrahams efterkommere udvalgt til at velsigne verden? Apostlen Paulus havde en forståelse af dette og skriver om os jøder: …de har fået Guds ord betroet…de har førstefødselsretten og herligheden og pagterne og loven og tempeltjenesten og løfterne; de har fædrene, og fra dem er Kristus kommet som menneske – han, som er over alt og alle, Gud, være lovet til evig tid! (Rom 3,2; 9,4-5) Jeg bliver rigtig glad, når jeg tænker på alle de kristne, som har fortalt mig, at takket være det jødiske folk er verden blevet velsignet med så meget kunstnerisk talent, så mange intellektuelle bedrifter og så meget videnskabelig fremgang. Men hvor meget jeg end beundrer Chagall, og hvor meget jeg end sætter pris på Spinoza, og hvor taknemmelig jeg end er for poliovaccinen, så må jeg erkende, at disse og andre ”jødiske velsignelser” alle er sekundære i forhold til, hvad Gud havde i tankerne. Paulus forklarer i versene ovenfor, at Gud udvalgte sit folk til at velsigne verden med kendskabet om ham: Først gennem det skrevne og indhuggede ord (Guds ord), og dernæst og ultimativt, gennem den inkarnerede åbenbaring (Ordet der blev kød). Gennem det jødiske folk gav Gud verden skrifterne og dernæst Messias, som skrifterne vidner om. Og således, indeholdt i kaldet til Abraham, ser vi et glimt af Guds hjerte for jordens folkeslag og af Guds løfte om at danne et folk, som skal være vidner til hele verden.

Demokratiet skal beskytte minoriteterne

Demokratiet skal beskytte minoriteterne

Der har boet jøder i Danmark i mere end 400 år. Med jævne mellemrum blusser der dog debatter om, som relaterer sig til det jødiske samfund i Danmark. Disse debatter viser, at danskerne kun er for religionsfriheden, hvis den ikke har praktiske konsekvenser, mener overrabbiner Jair Melchior. Arne Pedersen, kommunikationssekretær, 24. august 2015 Jair Melchior blev født i Norge, men familien flyttede allerede til Israel, da han var tre år, så det er her, han er vokset op. Han kommer ud af en lang rabbinsk tradition, da både hans far, Michael Melchior, og farfar, Bent Melchior, har været overrabbinere. Nu står han så selv, i en alder af 32 år, i spidsen for det jødiske samfund i Danmark. Da Jair Melchior for to år siden flyttede til Danmark for at efterfølge Bent Lexner i overrabbinatet fik han det, han selv kalder en velkomstgave: Debatterne om rituel slagtning og omskæring. Det var overraskende for Jair Melchior: ”For mig har Danmark altid stået som et forbillede, når det kom til jøder. Det er ikke kun et billede, jeg har fra redningen af de danske jøder under Anden Verdenskrig, men også hvordan det danske samfund har behandlet jøderne i dagligdagen. Da jeg selv kom til landet, så jeg desværre den grimme side af Danmark,” fortæller han og afslører med både kropssprog og stemmeføring, at meget er på spil i disse spørgsmål.
Jair2
Jair Melchior foran alteret i synagogen i København. Foto: Arne Pedersen

Religionsfrihed har konsekvenser

”For mange danskere handler religionsfrihed om, at hvis man tror på en eller anden mærkelig gud, så må man gerne spilde sin tid på det. Men det er en kæmpe misforståelse. Religionsfrihed handler i bund og grund om minoritetsbeskyttelse. For når man har med en minoritet at gøre, handler det ofte om religion,” mener overrabbineren. Jair Melchior forklarer, at det som bekymrer ham mest ved forbuddet mod rituel slagtning er, at det mest er et principielt forbud uden praktiske konsekvenser. Det hænger sådan sammen, at det jødiske trossamfund altid har importeret deres kød, og det vil de blive ved med. ”Dermed siger politikerne: Vi er meget tolerante overfor dem, som er præcis som os, og hvis nogen vil komme her, så skal de være præcis som os. Når jeg taler om jøderne, som har boet her i over 400 år, kan det lyde mærkeligt, at jeg bruger udtrykket ”de som kommer her til.” Princippet var vigtigere end religionsfriheden. Ja, man er for religionsfrihed, men kun hvis det ikke har konkret betydning.” Det ærgrer også overrabbineren meget, at man valgte at gennemføre forbuddet inden det jødiske trossamfund var blevet hørt. Først bagefter inviterede man til dialog, hvilket Jair Melchior mener er den forkerte rækkefølge at gøre tingene i. ”Men ja, det var altså min velkomstgave fra de danske politikere,” smiler han.
Mindeplade
Mindeplade for Dan Uzan foran synagogen i København. Ordene på pladen er valgt af Dan Uzans far. Foto: Arne Pedersen

Slut med jødisk liv i Danmark

Nogle måneder senere blussede debatten om omskærelse op. Her sad Jair Melchior med den samme fornemmelse af, at det jødiske samfund ikke blev hørt som minoritet. ”Det er en debat, som afspejler et flertal, som ikke kan forstå mindretallets kultur,” mener han. Han har ingen forventning om, at danskerne skal have et dybt kendskab til jødiske skikke og ritualer eller til den jødiske religion, men han ønsker, danskerne skal kende konsekvenserne af debatten. ”Debatten skubber jøderne udenfor,” mener han og sigter dermed til, at danske jøder italesættes – i kraft af omskærelsesdebatten – som værende anderledes end andre danskere, som ikke omskærer deres børn. ”Der bliver sagt til jøder i Danmark: I kan kun være her, hvis I er ligesom os,” konstaterer overrabbineren. ”Hvis forbuddet vedtages bliver det afslutningen på jødisk liv i Danmark,” mener Jair Melchior og uddyber: ”Det betyder ikke, at alle jøder flygter, men de som bliver, vil ikke have en stærk jødisk identitet eller være praktiserende jøder – så jødisk liv vil forsvinde i Danmark. Vi vil kunne lukke synagogen den samme dag. For mig er Danmark ikke et hjem, hvis Danmark siger nej til minoriteter. Så ønsker jeg ikke Danmark som mit hjem. Det er det, der er mit problem – ikke det tekniske.” Overrabbineren fremhæver igen majoritetens ansvar overfor minoriteten i et demokratisk samfund: ”Demokrati handler om den måde du ser på dine minoriteter. Der er for mange der forstår demokratiet forkert – hvordan beholder flertallet magten? Der følger et ansvar med,” understreger han.
Der er konstant politi foran synagogen i København.
Der er konstant politi foran synagogen i København. Foto: Arne Pedersen

Angreb gav sammenhold

14. og 15. februar blev København og resten af Danmark rystet af terrorangrebene på Krudttønden og Synagogen i Krystalgade. Jair Melchior fortæller, at han fornemmer resten af samfundet har ændret syn på det jødiske samfund efter angrebet. ”Før angrebet følte jeg mig respekteret som menneske, men ikke som jøde,” fortæller han og uddyber: ” Efter angrebet følte vi en kæmpe støtte. Det var tydeligt, at danskerne ikke kun støttede det jødiske samfund af principielle årsager. Det var en af deres egne, som var blevet dræbt.” Jair Melchior bliver rørt, når han fortæller om angrebet, og de reaktioner der kom efterfølgende. ”Mængden af blomster var ufattelig. Den måde alle kom på – politikere fra alle partier. Statsministeren viste sin støtte, og det var ikke kun officielt, men også personligt. Dybt fra hjertet.” Jair Melchior har boet i Israel siden han var tre år gammel. Derfor er han heller ikke uvant med terror. ”Det er første gang jeg oplever terror i en situation, hvor jeg var ansvarlig for andre mennesker end min familie. På det personlige plan har jeg desværre for meget erfaring på området. Det er ikke første gang, jeg mister en ven til terror,” fortæller han og stirrer stille frem for sig i et stykke tid, inden han fortsætter: ”Menigheden støttede hinanden gennem det hele. Anden aften samlede vi menigheden i synagogen. Ikke for at holde gudstjeneste eller have mindesamvær – vi havde bare brug for at være sammen. Vi åbnede for spørgsmål, så alle kunne få klarhed over, hvad der var sket.” Netop menighedens øgede sammenhold er blevet meget tydelig for Jair Melchior. Der kommer flere til arrangementerne i både synagoge og det jødiske hus nu end før angrebet. ”Hvis de vil gøre os svagere, har terroristerne valgt den forkerte taktik,” konstaterer han.

Zionisme og konflikten i Mellemøsten

Når snakken falder på angrebene andre steder i Europa, hærværket på Carolineskolen i løbet af sidste sommer og forårets reklamer på busser i København, som også førte til busafbrændinger, mener Jair Melchior at kunne konstatere, at disse begivenheder har rod i konflikten mellem jøder og palæstinensere: ”Angrebet på Carolineskolen og bus-skandalen er antizionisme, som bliver rettet mod os som jøder. Vi er jo zionister, og det er ikke nemt at adskille jøder og zionister. Vi skal være bedre til at forklare, hvad zionismen egentligt er. Næsten alle de angreb, som foregår mod jøder i Danmark og i Europa, er rettet mod Israel. Hvis man vil angrebene til livs i Europa, skal man løse Mellemøstkonflikten,” mener han.

Snigende antisemitisme

Jair Melchior forklarer, at det ikke er de åbenlyse angreb, der bekymrer ham mest. ”De skal naturligvis bekæmpes,” konstaterer han meget nøgternt. Det er mere den antisemitisme, som kan komme snigende ubemærket ind i samfundet: ”Man går altid efter dem, som er anderledes. Det er ikke altid, man fx i omskærelsesdebatten er motiveret antisemitisk i sine argumenter eller holdninger, men derfor vil et forbud mod omskærelse stadigvæk være en antisemtisk handling. Og det er vigtigt, de forstår det!” forklarer Jair Melchior passioneret. ”Det kan godt være politikerne siger: ”Vi ønsker det bedste for alle mennesker!” Men nej, I ønsker ikke det bedste for mig, når I vil forbyde omskæring.” På spørgsmålet om hvad vi kan gøre for at bekæmpe antisemitismen i Danmark peger Jair Mechior først og fremmest på måden Israel og jøder fremstilles i medierne. ”Det er ikke fordi, jeg vil forsvare alle Israels handlinger. Jeg er selv en stor kritiker af den nuværende premierminister, Netanyahu,” afslører han. ”Men usandhederne må modsiges,” erklærer han. ”Når en journalist fx portrætterer danske jøder som ekstreme bosættere, så er det ikke bare dårlig journalistik – men også faktuelt forkert,” mener Jair Melchior og fortsætter: ”Hvis det er det billede, som præsenteres af os, forstår jeg godt, hvorfor danske palæstinensere kommer til at hade os.” Han afslutter med igen at fremhæve omskærelsesdebatten: ”I denne debat skal det ikke være os jøder, som forsvarer os selv. Det skal være danskere som siger: Hvordan kan i tale sådan om vores jøder i Danmark? I må vise den anden side af Danmark. Så majoriteten måske kan få en forståelse for, hvordan det er at være minoritet.”

Få dig et liv! – Holmsborg 2015

Få dig et liv! – Holmsborg 2015

Der blev endnu engang afholdt Holmsborg Bibelcamping i uge 30. Og endnu engang var både Israelsmissionen og Israelsmissionens Unge godt repræsenteret. Selvom Bodil Skjøtt og Kai Kjær-Hansen havde sagt nej til at holde bibeltimer for 18. år i træk, var der stadig undervisning for både børn, unge og voksne med israelsmissionspræg. Selv indtægterne fra sponsorløbet blev i år delt mellem KFUM-Ks ydremissionsprojekt og Israelsmissionens Unges “Sport for fred” på Vestbredden. Vi siger endnu engang tak for en god uge med god forkyndelse, nært fællesskab og dejlige oplevelser. Se billeder fra ugen her under – klik på det første for at få vist i stor format.
David Serner – præst ved Den Danske Kirke i Jerusalem – stod for familiegudstjenesten på lejren.
Nadver i børnehøjde.
Der var ikke altid helt enighed om, hvilke fagter der skulle bruges hvornår :-)
Vi var ikke helt så heldige med vejret i år, som tidligere.
Hans Jørgen Østerby leverede en fremragende familieaften – for både børn og voksne.
Bekymrede miner mens tryllekunstneren er i aktion.
Det blev også til gode bibelfortællinger…
…og lidt bugtaleri.
Børnene sang til flere aftenmøder.
Sponsorløb til fordel for KFUM-Ks projekt i Myanmar og Israelsmissionens Unges projekt “Sport for fred” på Vestbredden.
Gabriel var ansvarlig for cirka halvdelen af de over 24.000 kr. der blev samlet ind.
Undervejs var der “benspænd” – bl.a. skulle deltagerne stoppe op og læse et vers fra Bibelen.
David Serner holder aftenmøde i teltet.
Anne-Mette og Jeppe Ladegaard skal til Jerusalem som kirkevolontører til september. Det blev markeret ved forbøn i teltet.
Andreas Østerlund Nielsen (billedet) og Niels Nymann Eriksen stod for bibeltimerne om formiddagen.
Flot view ud over Holmsborg med havet i baggrunden.
Der er ikke meget, der slår en solnedgang ved Vesterhavet.

Kunsten at række ud

Kunsten at række ud

I Tel Aviv-bydelen Florentin ligger Moishe Rosen Center, som drives af Jews for Jesus. Florentin er en hip bydel for fortrinsvis unge israelere, og Moishe Rosen Center har helt fra begyndelsen været fokuseret på, hvordan stedet kan være relevant for de unge og bidrage positivt til livet i bydelen. Det gør de bl.a. ved at afholde kunstudstillinger, som den Eli Birnbaum, leder af centeret, fortæller om her under. Eli Birnbaum, 4. august 2015, Moishe Rosencenter Endnu engang har vi afholdt kunstudstilling her på Moishe Rosen Center: ”Indien med den rejsendes øjne” var en udstilling af femten forskellige fotografers og en tegners billeder. Vi åbnede vores døre og lagde lokaler til en udstilling, som enhver, der har været i Indien, ville elske. Vores formål med denne udstilling og andre arrangementer er at være relevante som et fællesskab af Jesus-troende jøder. Derudover vil vi være aktive i vores bydel og være en del af kulturen. En af fotograferne havde lavet research om Messias-forestillinger til et kunstprojekt. Der opstod en ret spændende samtale, da vi forklarede, at vi mener, at Messias allerede er kommet og at han, Jesus, har forandret vores liv. Hun ønsker at udstille det endelige projekt her i Moishe Rosen Centeret. Alle fotograferne kom hen og fortalte os, hvor glade de var for, at de kunne udstille på stedet. Vi fortalte alle, at vi er Jews for Jesus, og at centeret er opkaldt efter grundlæggeren, en amerikansk jøde som kom til tro på Jesus som Messias. Vi forklarer også, at vi naturligvis afholder egne arrangementer i bygningen, men at vi også ønsker at stå til rådighed for lokalsamfundet. (Dette er ofte overraskende for andre, som er vant til at tænke på religiøse mennesker, som meget indadvendte og ikke specielt involverede i mennesker omkring dem.) 201 mennesker besøgte udstillingen, og 177 af dem var jøder, som endnu ikke tror på Jesus. Vi havde længere samtaler med 30, hvor vi både åbnede Bibelen og forklarede, hvorfor vi tror, Jesus er Messias. Men stort set alle som kom blev mødt med evangeliet i en eller anden grad. Vær med til at bede for kunstnerne og for dem som besøgte udstillingen – at de må få lyst til at vende tilbage til Moishe Rosen  Center for at finde ud af mere om, hvem Jesus er. [payment_pre project=”12″] Artiklen er oprindeligt fra Jews for Jesus’ nyhedsbrev.

Følg os
på facebook


Tilmeld dig
Nyhedsbrevet


Israelsmissionen | TORVET | Katrinebjergvej 75 | 8200 Aarhus N | Tlf. 7190 1885 | kontor@israel.dk | Reg.nr. 0994 kontonr. 0003054500 | MobilePay 30503