Month: september 2015

Fra Jerusalem og tilbage: Et uforanderligt evangelium

Fra Jerusalem og tilbage: Et uforanderligt evangelium

Konferenceudtalelse fra den 10. internationale LCJE-konference, Jerusalem, Israel

For belæringen udgår fra Zion og Herrens ord fra Jerusalem.(Esajas 2,3) Fra den 16.-21. august 2015 var mere end 200 deltagere fra seks kontinenter samlet i Jerusalem – byen hvorfra evangeliet udgik til alle folkeslag – til den 10. internationale konference i regi af LCJE, Lausanne-bevægelsens netværk for jødemission. LCJE er et internationalt netværk af organisationer, menigheder, uddannelsesinstitutioner og enkeltpersoner involveret i mission til det jødiske folk under den globale Lausannebevægelse. LCJE blev grundlagt i 1980 ved Kongressen for Verdensmission (COWE) i Thailand som en interessegruppe for dem, som ønskede at nå det jødiske folk med evangeliet. Netværket er vokset til at omfatte otte regionale afdelinger. LCJE er den ældste interessegruppe inden for Lausannebevægelsen, og Michael Oh, lederen af Lausanne, beskriver mission til det jødiske folk som ”en del af vores DNA”. Konferencen anerkendte og ærede mange af de jødekristne og messianske jøder, som gennem de seneste 2.000 år har beriget ikke bare de Jesus-troende jøder, men hele kirken. Ved konferencens afslutning vedtog man følgende udtalelse: Vi, deltagerne i den 10. internationale Lausannekonference for jødemission, jøder og ikke-jøder der tror på Jesus, glæder os over, at der i enhver generation har været jøder, som har taget imod Jesus som Messias og vedblevet med at identificere sig som jøder. Vi takker Gud for, at der globalt bliver flere jøder, som bekender sig til Jesus – især i landet hvor Messias levede, døde for vores synders skyld, opstod og for til himmels og nu sidder ved Guds højre hånd. Vi glæder os over den nye generation af Jesus-troende jøder, som påvirker det israelske samfund gennem deres modige vidnesbyrd og bidrager til landet gennem uddannelse, kunst, sundhedsydelser, militærtjeneste og iværksætteri, og ved at yde hjælp til de marginaliserede i samfundet. Vi glæder os også over, at Gud virker gennem de arabiske kristne i landet, og vi beder for deres frimodighed til at bekende et tilhørsforhold til Jesus i disse vanskelige tider. Sammen med hele Lausannebevægelse fastholder vi, at Jesus, gennem sin frelsende gerning, har ’nedbrudt den mur af fjendskab’, og vi glæder os over de messianske jøder og kristne arabere, som udlever denne virkelighed. Vi fastholder desuden: ·         At Jesus var jøde, og at han som Israels Messias er verdens frelser. ·         At den kristne tro har jødiske rødder. ·         At Guds løfter og kald til Israel er uigenkaldelige. ·         Den særlige forpligtigelse kirken har til at bringe evangeliet til det jødiske folk, jf. Romerbrevet 1,16 Opmuntret af Guds løfter i forhold til Israel og det missionsarbejde som er gjort i fortiden, vil LCJE søge at fremelske en ny generation af kompetente ledere, som, i kraft af Helligånden, kan inspirere kirken over hele jorden til at dele det livgivende budskab fra Messias med det jødiske folk indtil, som apostlen Paulus siger det i Romerbrevet 11,26, ”hele Israel bliver frelst”!

Når vi deler evangeliet, æder vi ikke hinanden

Når vi deler evangeliet, æder vi ikke hinanden

 – indtryk fra en Lausanne-konference i Jerusalem

Arne Pedersen, kommunikationssekretær, 30. september 2015 Nogle gange kan Jesus-troende i både Danmark og resten af verden fremstå, som om vi er mere interesseret i at påpege hinandens fejl og teologiske ukorrektheder, end at dele det livgivende evangelium med en døende verden. På konferencen i Jerusalem blev jeg endnu engang mindet om, hvad der er det vigtigste. Det er varmt her på banegården i Jerusalem, hvor jeg sidder og venter på at komme til Jaffo, efter fem dage på LCJE-konference i den sydlige del af byen. LCJE står for Lausanne Consultation on Jewish Evangelism, og er netværket for jødemission under den globale Lausanne-bevægelse. Over 200 mennesker fra hele verden har været samlet for at snakke om alt fra Dødehavsrullernes indflydelse på jødemission over modstanden mod messiansk jødedom i Israel til hvordan vi bedst når den næste generation med evangeliet om Jesus som Messias.

Enige – og så alligevel ikke…

Grace Mathews, vide-leder i Lausannebevægelsen, besøgte konferencen med en stærk opfordring til forsoning. Her er hun i samtale med generalsekretær, Bodil Skjøtt.
Grace Mathews, vide-leder i Lausannebevægelsen, besøgte konferencen med en stærk opfordring til forsoning. Her er hun i samtale med generalsekretær, Bodil Skjøtt. Foto: Arne Pedersen
Det har overrasket mig hvor enig jeg var og er med disse globale kolleger fra mange steder i verden samtidig med, at jeg er dybt uenig med dem. Det er stærkt og opmuntrende at være sammen med så mange, som utvetydigt minder hinanden om, at naturligvis har også jøder brug for at høre evangeliet om jøden Jesus. Lige så frustrerende er det, at spørgsmålet om forsoning mellem de forskellige grupperinger i landet ikke fylder mere, end det gør. At man gerne vil tale om forsoning med arabere, men ikke med palæstinensere, for det er et politisk udtryk, kan for mig forekomme, afvisende og undvigende. Men på trods af uenigheden er det vigtigt at være med – eller måske netop på grund af uenigheden er det vigtigt, at vi som netværk både inspirerer og påvirker hinanden. Vi skal ikke være bange for konflikterne, men tackle dem på den rigtige måde, så de bringer os fremad. Tuvya Zaretske, formand for LCJE understregede flere gange, at vi netop er et netværk og ikke en organisation. ”Vi har mange uenigheder, og der er med al sandsynlighed sagt meget fra denne talerstol de sidste dage, som ikke alle er enige i. Alligevel må vi omfavne hinanden i vores uenigheder, for vi har meget at give til hinanden,” sagde han på konferencens sidste dag.

Gaven var en bombe

Joel Goldberg, en af de yngre oplægsholdere på konferencen, advarede mod at normalisere troen.
Joel Goldberg, en af de yngre oplægsholdere på konferencen, advarede mod at normalisere troen. Foto: Arne Pedersen
Og givet blev der. En af eftermiddagen var dedikeret til historier om modstanden mod de messianske jøder og menigheder. Her var bl.a. Leah og David Ortiz på talerstolen. De er forældre til Ami Ortiz, som blev udsat for et bombeangreb fra en ortodoks jøde i 2008. I forbindelse med Purim-festen, hvor det er tradition at sende gavekurve til hinanden, fik familien Ortiz også en gave. Men i stedet for lækre madvarer indeholdt kurven en bombe, som sprang i hovedet på Ami. Han overlevede, men måtte efterfølgende igennem 16 plastikoperationer. Både David og Leah fortalte om den proces de som familie havde været igennem for at kunne tilgive Jack Teitel, den ortodokse jøde, som stod bag terrorangrebet. David Ortiz understregede bl.a. nødvendigheden af at være åben omkring sin tro – også selvom det koster: ”Når man forskanser sig bag høje mure i en borg, ender man til sidst med at æde hinanden,” konstaterede han med henvisning til, at vi som troende ofte kan være mere optaget af at påpege hinandens fejl frem for at komme ud med evangeliet til verden uden for.

Messiansk menighed i stormvejr

Eli Birnbaum, daglig leder af Moishe Rosen Center i Tel Aviv, var en af de få yngre oplægsholdere på konferencen. Her taler han om, hvordan LCJE kan være med til at give yngre medlemmer af netværket mere – og større – lederansvar. Foto: Arne Pedersen
Eli Birnbaum, daglig leder af Moishe Rosen Center i Tel Aviv, var en af de få yngre oplægsholdere på konferencen. Her taler han om, hvordan LCJE kan være med til at give yngre medlemmer af netværket mere – og større – lederansvar.
Foto: Arne Pedersen
Howard Bass, messiansk jøde og præst i en menighed i Be’ersheva, fortalte også om en tid med tumult og modstand for menigheden. En overgang florerede der et rygte i byen om, at den messianske menighed bortførte mindreårige og tvangsdøbte dem, hvilket naturligvis var løgn. Men det fik særligt det ortodokse miljø i byen til at vende sig mod menigheden, som oplevede at få besøg af enkelte ortodokse, som ville genere dem. Men en formiddag gik det helt over gevind, da en stor gruppe på flere hundrede invaderede gudstjenestelokalet og begyndte at blive voldelige og kaste med stolene. Efterfølgende lagde anti-missionsorganisationen Yad L’Achim sag an mod menigheden for at have angrebet dem. Dommeren gav Yad L’Achim medhold og menigheden blev dømt til at skulle betale sagens omkostninger og en bøde på over 200.000 kr. Howard Bass var meget ærlig om, at han ikke kunne se en mening fra Guds side med modstanden: ”Igennem hele forløbet har der været en virkelig stor bevågenhed fra medierne, og vi har fået gentagne muligheder for at dele evangeliet offentligt. Alligevel har jeg ikke mødt en eneste, som er kommet til tro gennem disse begivenheder,” fortalte han.

Også vi har brug for forbøn

Under de to beretninger kom jeg til at sidde og tænke på det store fokus der har været på kristne der forfølges rundt omkring i verden – særligt i de områder hvor Islamisk Stat hersker. Der har været mange opfordringer til at omslutte disse mennesker med forbøn, hvilket vi helt sikkert skal huske – ligesom vi skal huske at bede for de messianske jøder, som chikaneres og oplever modstand. Men vi har i lige så høj grad brug for, at de beder for os. For de har alle oplevet meget konkret, hvad det koster at følge efter Jesus. Vi har brug for deres mod og frimodighed for ikke at blive magelige og flygte ind i vores komfortzoner, hvor vi måske ofte undviger spørgsmål om tro og Jesus fra naboen, kollegaen, studiekammeraten eller sportsvennen.

”Beskidte kristne!”

Kai Kjær-Hansen og Bodil Skjøtt blev begge hædret på konferencen for deres indsats for LCJE gennem tiden. Her er det Kai og Susan Perlman fra Jews for Jesus, i hjertelig omfavnelse. Foto: Bob Mendelsohn.
Kai Kjær-Hansen og Bodil Skjøtt blev begge hædret på konferencen for deres indsats for LCJE gennem tiden. Her er det Kai og Susan Perlman fra Jews for Jesus, i hjertelig omfavnelse. Foto: Bob Mendelsohn.
I relation hertil er det også værd at nævne en af de yngre oplægsholdere, Joel Goldberg. Han fortale bl.a. om, at han som 10-12 årig knægt var blevet jagtet ned af gaden af de andre børn i kvarteret mens de råbte ”Beskidte kristne! Beskidte kristne!” Han var anderledes end de andre, og derfor skulle han kanøfles – præcis som den grimme ælling i andegården. Vi bliver ukomfortable i mødet med det anderledes, hvilket kan få nogle – måske særligt i den midaldrende generation – til at ”normalisere” deres tro, at tage brodden af den. ”Men normalisering kan være farlig,” forklarede Joel Goldberg. ”For det kan få os til at glemme, at vi faktisk er kaldet til at leve et liv, som er anderledes – som skiller sig ud.”

Elefanten i lokalet

Spørgsmålet om forsoning mellem jøder og palæstinensere fik desværre ikke den plads på konferencen, som nogle kunne have ønsket sig. Tidligt i konferencen blev dette spørgsmål døbt ”Elefanten i lokalet” af Lisa Loden, som kort berørte emnet den første aften. ”Konflikten mellem Israel/Palæstina er elefanten i lokalet. Vi ved alle den er her og den fylder enormt. Men at tale om den, at konfrontere den åbenlyst, synes at have for store omkostninger, synes for konfliktfyldt, synes at forstyrre for meget. Men dette er ikke Guds vej. Jesus udholdt langt mere end kontroverser og misforståelser. Som Guds folk bærer vi de samme sår og den samme smerte, som den verden vi lever i. Det uforanderlige evangelium er ikke en triumferende proklamation af, at Gud har vundet. Evangeliet er, at vi ydmygt identificerer os med en brudt menneskehed gennem opofrende kærlighed. Min bøn er, at vi i fællesskab kan genfinde det radikale og simple evangelium; at være salt og lys, at elske hinanden, og at vi sammen med ham kan blive dem, som på trods af sårene, kan bringe liv til vores folk.” Flere andre brugte også anledningen fra talerstolen til at adressere spørgsmålet om forsoning. Richard Harvey, teologisk konsulent i Jews for Jesus og tidligere underviser på All Nations Christian College i England, kaldte spørgsmålet om forsoning ”hjertet i evangeliet.” Grace Mathews, vice-leder i den globale Lausanne-bevægelse, var også med på konferencen, hvor hun bl.a. kom med en utvetydig opfordring til forsoning mellem Jesus-troende jøder og kristne palæstinensere. En af de sidste dage var der afsat en session på tre kvarter til at drøfte spørgsmålet. I sit oplæg sagde Tuvya Zaretsky bl.a. ”Jeg opfordrer kraftigt medlemmerne af LCJE til at bakke op om de initiativer, der bliver taget til forsoning mellem jøder og palæstinensere. Medlemmerne af vores netværk anerkender det stærke vidnesbyrd der ligger i at se tidligere fjender blive ét gennem troen og nåden i Jesus Messias.”

Hjertet i evangeliet er forsoning

Det er et vanskeligt emne for mange at tage op, og fristelsen til helt at lade være ligger lige for. For man kan vel med rette også spørge: Hvorfor skal vi overhovedet beskæftige os med dette spørgsmål, når vi har til formål at række evangeliet tilbage til det jødiske folk? Spørgsmålet er legitimt og berettiget. Det kræver et svar. Først og fremmest må spørgsmålet om forsoning adresseres, fordi evangelisation til det jødiske folk foregår i en kontekst af konflikt – det gælder i særlig grad for vores samarbejdspartnere i Israel. Det er bl.a. også det Lisa Loden er inde på i ovenstående citat. For det andet må spørgsmålet om forsoning adresseres, fordi – for at bruge Richard Harveys ord – hjertet i evangeliet er forsoning. Når Gud har forsonet sig med os – skylder vi så ikke også at forsone os med hinanden? The Bibel Land Team – sammenslutningen af de tre bibelselskaber i Israel – forklarer ofte, at de må være levende vidnesbyrd om den forsoning, som bogen de gerne vil udbrede, handler om. Hvordan kan vi ellers være et troværdigt vidnesbyrd?

Mosaikken står tilbage

Selvom den hede banegård i Jerusalem nu er skiftet ud med et noget køligere spisebord i Danmark, er det alligevel ikke så let at slå to streger under, hvad man får ud af en sådan konference, hvor man bombarderes med indtryk, ord og mennesker næsten konstant gennem fem dage. Det er og bliver en mosaik. Og motivet er måske ikke genkendeligt for andre end en selv. Alligevel står centrum klart – også på trods af uenigheder og stridigheder: At jøder har brug for at høre evangeliet om, at jøden Jesus også er deres messias. For hvis Jesus ikke er Messias for jøder, er han heller ikke Kristus for hedninger. Enten er Jesus alt for alle, eller også er han slet ikke noget for nogen. Klik her og læs mere om Israelsmissionens engagement i Lausanne-bevægelsen.

Når Israel bliver vigtigere end Jesus

Når Israel bliver vigtigere end Jesus

ONE FOR ISRAEL arbejder med at møde jøder med evangeliet og uddanne fremtidens kirkeledere. De benytter særligt de digitale medier for at nå ud med evangeliet, samtidig driver de den eneste hebræisktalende bibelskole i verden.  Eitan Bar, evangelist hos One for Israel, 25 september 2015 Jeg er jøde. Det gør mig til 1 ud af 14.000.000. Jeg er også født i Israel. Det bringer mig ned på 1 ud af 4.000.000. Jeg er også en israelsk-jødisk efterfølger af Jesus Messias. Det gør mig til 1 ud af blot 7.000. Jeg er en del af ”den tilbageværende rest” (Rom 11: 1-6). Hvilket er en svær opgave. På den ene side er der mange af mine jødiske venner, der kun kender til Jesus, på baggrund af det som rabbineren har fortalt dem. De har en tilbøjelighed til at se på mig, som om jeg har forrådt min slægt og valgt at følge en hedensk gud. Messianske jøder er ikke populære blandt store dele af det jødiske folk i Israel. På den anden side er der flere og flere kristne, hvor deres forståelse af Guds plan for Israel er basseret på det, de ser på CNN og BBC. Hvilket bestemt ikke er positivt. Vi bliver også mindre populære blandt verdens forskellige kirker. Jeg bliver opmuntret af støtten og kærligheden til min nation fra mange af mine kristne brødre og søstre rundt omkring i verden. Samtidig bliver jeg dog trist, når de samme personer mener, at det  jødiske folk ikke behøver frelse gennem Jesus. Israel er måske et dejligt folk, men vi er ikke perfekt. Det gør det svært som messiansk jøde at finde et ståsted, hvor vi på den ene side er forrædere eller og på den anden er vores tro på Jesus unødvendig. Vi har også brug for at få vores synder betalt, præcis ligesom alle andre. Hvis man foreslår andet, fordømmer man os til en evig adskillelse fra Gud.

Nogle elsker Israel for meget

Et godt eksempel på en der elsker Israel for meget er pastor John Hagee formand for Christians United for Israel. I sin lære promoverer Hagee den falske idé, at jøder ikke har brug for et personligt forhold til Jesus, men at de kan blive frelst ved at overholde det Gamle Testamente. Han har tragisk sagt: ”Moseloven er tilstrækkelig nok til at kunne give en person kendskab til Gud, indtil Gud giver ham en dybere åbenbaring… Alle andre, uanset om de er buddhist eller baha’i, har brug for at tro på Jesus, men ikke jøder” Pastor John Hagee, Houston Chronicle Jeg var virkelig chokeret over hans udmelding! Hagee forstår ikke formålet med Abrahamspagten. Han forstår den som en national pagt, der ikke har noget at gøre med personlig frelse. Istedet for at forstå den således at Gud lover frelse til det jødiske folk og alle andre folkeslag. Hagee forstår heller ikke meningen med moseloven. Hvordan kan Hagee forvente, at Israel holder moseloven? Når de ikke har noget præsteskab, intet tempel og intet offersystem? Hvilket alt sammen omfatter essensen af loven, og er det eneste middel, der kan lede os til Kristus. Man kan ikke adskille Moses-pagten fra moseloven. Lovene er kun en konsekvens af pagten. Lovene kan ikke stå alene. Pagten blev stadfæstet med udgydt blod (2. mos 24:8) og blev opretholdt af offerblodet på alteret (2. mos 30:10). Uden offersystemet kan vi ikke overholde Moses pagt. Desuden siger Bibelen, at ingen er i stand til at holde loven eller blive retfærdiggjort ved lovens gerninger (Gal 2:16). Derfor har der aldrig været nogen, som kunne opnå frelse gennem loven. Det er kun Jesu blod, der kan frelse os og fjerne synd. Hagee går videre i hans bog ”In defense of Israel”. Hvilket ironisk nok ender ud med at være en langt større fare for Israel end en reel beskyttelse. Hagee siger: ”Det højeste formål for Jesu liv var at være et lys for hedninger.” (p. 133) Men Jesus sagde selv, at han var sendt til de fortabte får af Israels hus. (Matt 15:24) Hagee siger: ”Der er ikke et sted i det nye testamente, der siger at Jesus kom for at være Messias…” (p. 136) Men Jesus sagde han var Messias: Kvinden sagde til ham ”Jeg ved, at Messias skal komme…” Jesus sagde til hende ”Det er mig, den der taler til dig”. (Joh 4:25-26) Hagee siger: “Jøderne afviste ikke Jesus som Messias, det var Jesus som nægtede at være Messias for jøderne.” (p. 140) Men Jesus siger: “Fra nu af skal I ikke se mig, før i siger: velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!” (Matt 23:39) Hagee siger: ”Han nægtede at være deres Messias og valgte i stedet at være verdens frelser.” (p. 143) Men Bibelen siger, ”Så skal da hele Israels hus vide for vist, at den Jesus, som I korsfæstede, har Gud gjort både til Herre og til Kristus.” (ApG 2:36) Kan I se problemet?

Det Israel du nok ikke kender

Jeg bliver som israelsk jøde bedrøvet over, at nogle kristne mener, det er fint, at det jødiske folk bliver ved med at afvise Jesus som Messias. Det er ikke kun fordi, det er vranglære. Bedrøvelsen kommer også på grund af det Israel jeg oplever, hvilket John Hagee hverken har set eller oplevet. Jesus troede tydeligvist kraftigt på Bibelens ord. Han gjorde meget lidt ud af territorier og landområder, men gjorde et stort nummer ud af at drage omsorg for de svage. Specielt den fattige, den trængende, de ældre, enkerne, forældreløse og mange flere. Jesu budskab var ikke noget nyt. Gang på gang fortæller det Gamle Testamente, at nationen Israel skal tage hånd om sin befolkning. Alligevel lider 1 ud af 3 israelske børn under fattigdom i dag. Israel rangerer som nummer 4 på listen over børnefattigdom i den udviklede verden. Den israelske hospitals verden er ved at bukke under for mangel på økonomiske midler og medicinsk bemanding. Israels hospitaler er registreret som nogle af de mest fyldte hos OECD. 1 ud af 4 overlevende fra Holocaust lider under fattigdom. Ved flere lejligheder det seneste år har jeg uddelt mad til overlevende fra Holocaust, som hver uge skal vælge mellem at købe mad eller nødvendig medicin. Human trafficking er på samme niveau i Israel som i den tredje verden. Sexhandlen i Israel har en årlig indtægt på op til 500 mio. dollars. Det er over 60 dollars pr. israeler. Samtidig er prostitution lovligt og let tilgængeligt i Israel. I den årlige rapport fra det international narkotika grænsekontrol i 2012 bliver Israel nævnt blandt lande, hvor der er store og mange fabrikanter, eksportører, importører og forbrugere af narkotiske stoffer. Israel er en af verdens førende nationer i forhold til abort. Der bliver dræbt 55 babyer hver dag, og vores regering understøtter dette foretagende. Ligesom alle andre steder i verden er vores land fyldt med syndige mennesker, der desværre mangler at opdage deres behov for en frelser. (For at gøre det klart, så elsker jeg Israel, og det faktum at jeg kan kritisere min egen regering, beviser at Israel er det eneste sande demokrati i Mellemøsten. Havde jeg gjort det et hvilket som helst andet sted i mellemøsten, havde jeg nok stået ansigt til ansigt med Jesus i himlen). Som Israels folk burde vi ikke kun sætte vores lid til regeringen eller det israelske forsvar, men have tillid til vores frelser alene. Noget af det som Guds hjerte virkelig glædes over, er ikke et flagrende israelsk flag, nye skinnende israelske tanks, eller olivenolie købt i det hellige land. Gud glædes, når et menneske vælger at følge Messias. Det vores folk virkelig har brug for er… Jesus! Kære kristne, fra en jødisk discipel af Jesus, er min udfordring til dig ikke at elske os jøder uanset hvad, men at leve op til det bibelske mandat om at provokere os til misundelse i Jesus (Rom 11:11). Stol på det jeg siger. Jeg er et levende eksempel på, at det virkede for 16 år siden, og at det stadig virker på mange andre jøder i dag. Oversat fra engelsk. Læs det originale indlæg her. Læs mere om One for Israel:  http://www.oneforisrael.org/

Program for Musalaha, oktober 2015

Program for Musalaha i Danmark, oktober 2015

Til oktober får vi besøg af to personer fra vores partnere i Israel, forsoningsorganisationen Musalaha. De skal undervejs i besøget både snakke med kirkegængere, gymnasieelever og teologistudernede. Her under kan du se programmet for turen i Danmark.

Onsdag den 21. oktober:

Undervise konfirmander i Holstebro Mødes 8.-9. klasser på Den Kristne Friskole i Holstebro Møde i pinsekirken i Herning

Torsdag den 22. oktober:

Deltager i Speakers Lounge på Menighedsfakultetet Fællesmøde med lokale kirker i Strandby

Fredag den 23. oktober:

Taler på højskolen i Mariager

Søndag den 25. oktober:

Taler i Pinsekirken i Odense Deltager til ungdomsgudstjeneste i Aarhus Valgmenighed

Mandag den 26. oktober:

Deltager i undervisningen på Middelfart Gymnasium Kristkirken i Kolding kl. 19.30.

Tirsdag den 27. oktober:

Konfirmationsundervisning i Hillerød Møde på Dansk Bibel-Institut Taler i Engholm Kirke

Onsdag den 28. oktober:

Konfirmationsundervisning i Grønnevang Kirke Møde i Hillerød Præstegårdsmøde i Skævinge kl. 18.30

Torsdag den 29. oktober:

Møde i Hillrød Kirke Det er ikke alle møder der er offentligt – fx undervisning på gymnasier og for konfirmander. Alle kirkemøder er naturligvis offentlige. Kontakt den lokale arrangør – eller os – hvis du gerne vil høre mere om et arrangement.

Tre udfordringer til Yom Kippur

Tre udfordringer til Yom Kippur

 – en refleksion over retfærdighed og hellighed

I aften ved solnedgang begynder jøderens helligste dag i hele året, Yom Kippur. Dagen hvor Gud ikke blot giver soning for den enkeltes synd, men også for hele folkets. Derfor må Yom Kippur ikke blot give anledning til erkendelse af sine egne synder, men også de kollektive. Salim J. Munayer og A. Ben-Schmuel, Musalaha, 22. september 2015 I aften faster jøder over hele verden, når de begynder at fejre Yom Kippur, Den Store Forsoningsdag. Meget er allerede skrevet om ofrene, ypperstepræsten, soningen, relationen til Jesus og hans opfyldelse af denne helligdag. Mens både det individuelle og kollektive aspekt er vigtigt, så handler Yom Kippur ikke blot om individuel anger over for Gud, men også kollektiv anger for ikke at leve op til Guds hellighed – også når det kommer til et nationalt perspektiv. I Moseloven ser vi, at Israels kald til hellighed ikke blot er en status, men også en opgave. Da Israel bliver helliget, må det også  praktisere Guds hellighed, og for at det kan gøre det, må det være retfærdigt. Hele vejen  igennem Det Gamle Testamente ser vi, hvordan Gud bliver vred over uretfærdigheden og straffer på baggrund af den. Når Gud kalder os til hellighed, kalder han os til at være retfærdige. Det er let at ignorere uretfærdighed, men dette er ikke en mulighed for os. I 3. Mosebog kapitel 16 giver Gud anvisningerne omkring Forsoningsdagen. En af anvisningerne finder vi i versene 29 og 31, at man skal “spæge sit legeme”. Nogle gange er det samme sted oversat med “at nægte sig selv noget”, men denne oversættelse opfanger ikke omfanget af verbet לענות, som forstås bedre som at “forårsage sig selv smerte” – noget vi forstår i konteksten af at ransage og undersøge os selv. På denne helligdag bliver vi mindet om, at Gud kalder os til hellighed. For at nå dertil, for at handle retfærdigt, må vi også se indad, omhyggeligt, smertefuldt og kritisk, for at se hvor vi ikke lever op til Guds kald, og for at beslutte os for at gøre op med det. Uanset om du fejrer Yom Kippur eller ej, vil jeg gerne udfordre dig til at overveje disse tre aspekter af vores ansvar over for Gud:
  1. Anerkend forbindelsen mellem hellighed og retfærdighed. Når du læser Bibelen i din daglige andagt, så vær bevidst om, hvordan Gud kalder os til hellighed, som han er hellig, hvordan han revser vores fiaskoer, og hvordan han kalder os tilbage til sig selv, for at “handle retfærdigt, vise trofast kærlighed og årvågent vandre” med ham (Mika 6,8). Hvis hellighed og retfærdighed er forbundet, hvordan handler vi så retfærdigt i vores hverdag?
  2. Forson dig med dine kristne brødre og søstre inden du kommer til Gud. Når vi træder ind foran Gud, må vi huske Jesu ord: “Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanker om, at din broder har noget mod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave.” (Matt 5,23-24) Før vi kan komme til Gud og bringe et offer eller søge hans tilgivelse, må vi først forsone os med dem i vores omgangskreds eller samfund, som vi har gjort uret. Hvilke relationer i vores liv har brug for forsoning, tilgivelse og anger?
  3. Husk de nødlidende. Guds bud omkring de nødlidende rækker ud over vores eget nærmiljø. Gennem hele Bibelen ser vi konstant påbudet om at huske på den svage og den fremmede. Der er mange svage og fremmede i vores verden i dag, som er nødlidende. Hvilken rolle kan vi spille, så vi er med til at lindre denne nød?
Denne Yom Kippur vil jeg opmuntre os alle til at sætte tid af til refleksion. At vi må tage den tunge opgave på os, at ransage os selv. Lad os sætte tid af til at overveje, hvordan både vi selv og vores lande behandler andre. Handler vi retfærdigt? Er vi hellige i vores handlinger? Hvis vi ikke er det, så lad os udstikke en ny kurs  og søge måder, hvor vi rent faktisk kan være det. Hvis vi er det – så lad os holde ud og fortsætte! Sådanne handlinger er ikke lette, men de er hellige, og de er retfærdige. Artiklen er en delvis oversættelse fra Musalahas hjemmeside. Læs hele artiklen her (engelsk).

Forsonende sommerlejr

Forsonende sommerlejr

Christian Vestergård, kommunikationsmedarbejder, 18. september 2015 Det Musalaha ønsker med deres arbejde, er at skabe forsoning mellem palæstinensere og israelere. De arbejder primært mellem kristne palæstinensere og Jesus-troende jøder. Gennem det arbejde ønsker de at afspejle Jesu kærlighed og bud om at elske sin næste som sig selv. Det er en problematisk og udfordrende proces for begge parter pga. af store kulturelle og politiske skel, samtidig med at den anden part bliver gjort til fjenden. Musalaha tager budskabet om, at vi er ”et i Kristus” alvorligt. Derfor skal palæstinensere og Israelere mødes som brødre og søstre uanset, hvor meget had man har til modparten. Mange af Musalahas projekter er målrettet børn og unge for at udruste den kommende generation til ikke at se fjender, men venner. Det sker gennem leg, dialog og tilbedelse af Gud. Denne sommer har Musalaha afholdt sine årlige sommerlejre. På en af lejrene,  kom der 100 børn og 40 frivillige ledere med. De kommer både fra kristne palæstinensiske hjem og kristne israelske hjem. Mange af dem der kommer, er gengangere fra tidligere år, og i det øjeblik de træder ind på lejren, er det som om, at der bliver forsat fra der, hvor de slap sidste sommer. Denne sommer oplevede Shadia Qubti Musalahas ungdomssekretær en forandring fra den tidligere sommerlejr. Den tidligere sommerlejr foregik i 2014 under Gaza-krigen, og hele lejren var nødsaget til at søge ly for raketterne når sirenerne begyndte. Denne sommerlejr var der ikke den samme frygt for krig tilstede, samtidig var de tidligere psykiske sår kommet på afstand og begyndt at hele. Dette giver en god begyndelse for nye venskaber og en bedre mulighed for forsoning. Selv under de nuværende forhold måtte Shadia Qubti flere gange møde fordomme fra børnene, som er præget af distancering fra de andre. En dag mistede Matty sine svømmebriller på et af værelserne, hvor de boede på tværs af etnicitet. Han kiggede på en af lederne og sagde, ”de tog dem”! Lederen vidste, at han mente palæstinenserne på værelset. Han spurgte ham udfordrende, ”hvem er de, der er ikke nogen de herinde”. Matty forstod, hvad der var galt. Han vidste, at han havde gjort dem til de andre og stillet dem udenfor fællesskabet. Han korrigerede sit svar til ”Ikke dem, men måske nogen af mine værelseskammerater har taget dem”. Matty lærte en vigtig lektie, ikke at lade stereotyperne bestemme at det er ”os” og ”dem”, men at vi er en gruppe af kristne, som ønsker fællesskab med hinanden. Rami en af de palæstinensiske drenge blev en dag kaldt forræder af Yosef, fordi han legede med en af de israelske ledere. Rami var knust over Yosefs hån, at blive kaldt forræder af en anden palæstinenser er en meget seriøs krænkelse. For en almindelig voksen palæstinenser ligger der en accept af den israelske besættelse i blot at blive set sammen med en israeler. Situationen blev løst, Yosef var jealoux over ikke at kunne lege med sin kammerat, og de kunne genoptage legen med den Israelske leder efter fornærmelsen. Selvom konflikten nemt blev løst, var det stadig en klar måde at give udtryk, selv for en knægt, på den afstand der ligger mellem de to grupper. Konfliktens fordomme og historier bliver også båret med ind i lejr-fællesskabet. Men trods forskellen mødte både Remi og Yosef den israelske lejrleder gennem leg. Men som en Israelsk leder siger ”Når jeg ankommer på lejren, glemmer jeg de ting, der gør os anderledes og adskiller os, og vi bliver en stor familie”. Shadia og de andre ledere oplever hvert år, at selv om der raserer fjendskab, så kan børnene se alle deltagerne i Guds store familie. De håber og beder til at disse vigtige relationer er en vej til håb og fred. [payment_pre project=”13″]

At være godt forberedt

At være godt forberedt

Heidi Tohmola, grafisk designer, Caspari Centret, 11. september 2015 Søndag aften begynder det jødiske nytår, Rosh Hashanah. Men hvorfor skal vi som kristne være optaget af en jødisk fest, som endda fejrer nytår alt for tidligt? Her gør Heidi Tohmola fra Caspari Centeret sig nogle overvejelser om, hvordan de jødiske fester kan være med til at berige vores kristne liv. Denne sommer har Hamas publiceret nogle videoer fra sine ungdomslejre i Mellemøsten. Blot 100 km. fra Jerusalem har Hamas helt bogstaveligt drevet kamptræning for børn. Drengene blev trænet i at hoppe igennem brændende hjul, lade deres geværer i højt tempo og at kravle med geværerne gennem trange støvede gange. Jeg undres over, hvordan Hamas motiverer deres næste generation. Bliver børnene simpelthen ikke givet noget valg. Jeg blev trist, da jeg så disse alvorlige små ansigter, selv om nogle af dem virkede som om, de var stolte af at havde fået en ”vigtig rolle” af sine højt respekterede ledere. Min pointe handler ikke om politik, men om at være godt forberedt. Hvordan kan vi forbedrede og undervise vores børn som vokser op i dag? Paulus skriver i et af sine breve om at kende fjendens planer (2 kor 2,11). Jeg er sikker på, at vores fjende ikke først og fremmest er Hamas eller IS, et andet land eller et andet menneske, men Satan. Fjenden er der selv om vi fristes til at overse eller give ham et politisk navn. Men hvor meget bør vi fortælle vores unge om ”åndelig kamp” eller om den igangværende konflikt? For mange år siden var jeg på en børnelejr i Negev ørkenen sammen med en messiansk menighed. En sen nat blev alle børnene vækket. ”Fjenden er her, alle skal vågne NU”! Råbte en af lederne gennem højtaleren. På få minutter var alle lysvågne. De skræmte børn blev alle samlet på en mørk plads. Jeg var chokkeret. Jeg tænkte, det her traumatiserer børnene, men senere skiftede jeg mening. Senere fik de skræmte lejrdeltagere at vide, at alt var i orden, men de havde lært en vigtig lektie. Hele episoden skulle minde dem om, hvordan jøderne oplevede påskenat, da de i al hast måtte flygte fra Egypten. Da lejren var ovre, var det denne oplevelse som børnene mente, var det bedste ved hele ugen, og traditionen fortsætter. Børnene venter på denne specielle nat mere end noget andet under hele lejren. Børn ønsker at blive forberedt på virkeligheden på en tryg måde. Mange jødiske fester lærer os ”at være åndeligt forberedt”. I disse dage kommer Rosh Hashanah. Den første af de højhellige dage. Det bibelske navn er ”Yom Teruah” – Trompeternes fest. Festen handler ikke om trompeter, som vi kender dem fra moderne orkester eller musikkorps, men om en shofar – et gammelt instrument lavet af et bukkehorn, som stadig bruges i religiøse sammenhænge. I bibelsk tid blev hornblæsningen forstået som et kald til omvendelse og anger. Det var en påmindelse om, at man snart skulle stå frem for Gud. Jeg synes, at troende bør forberede børnene på det virkelige liv. Vi skal selvfølgelig ikke bruge de samme midler som Hamas, men vi bør hjælpe børnene i at få en stærk tro og lære dem at bede. For eksempel laver en messiansk menighed sine egne specielle bønnehæfter til hvert barn. En anden menighed lærer børnene at memorere praktiske og kraftfulde bibelvers, og at bruge dem i dagligdagen. Børnene bliver opmuntret til at vidne for sine ikke troende venner til trods for mulig modstand eller decideret udstødning. Det handler om at frygte Gud, ikke mennesker, og om at stole på hans kærlighed og magt, ikke menneskelig visdom. Meget af Caspari-centerets arbejde forbereder på en eller anden måde de troende på fremtiden. Nogen gange gælder det praktiske ting, andre gange ved at dykke dybt ned i teologiske eller historiske temaer. Alt arbejde i den messianske bevægelse handler om at forberede de troende og udruste dem med Guds fulde rustning og åndelige shofarer, stemt og klar til brug! [payment_pre project=”10″]

Følg os
på facebook


Kommende
begivenheder


Tilmeld dig
Nyhedsbrevet


Israelsmissionen | TORVET | Katrinebjergvej 75 | 8200 Aarhus N | Tlf. 7190 1885 | kontor@israel.dk | Reg.nr. 0994 kontonr. 0003054500 | MobilePay 30503