Skip to main content

Måned: oktober 2015

Frygt findes ikke i kærligheden

Bodil Skjøtt, generalsekretær, 28. oktober 2015

”Vores missions kontekst er den verden, vi lever i, en verden præget af synd, uretfærdighed og skabelsesmæssig uorden, hvortil Gud sender os for at elske og tjene for Kristi skyld.”

Ordene er hentet fra Cape Town erklæringen (CTE), og jeg læste dem (igen) på vejen hjem fra Israel. Her havde jeg oplevet daglige knivstik og palæstinensiske terrorangreb, som blev gengældt med afspærringer, anholdelser, drab og tåregas fra Israels side. En voldsspiral som i den grad vidner om ”en verden præget af synd, uretfærdighed og skabelsesmæssig uorden”. En hverdag, hvor frygten, vreden og hadet sætter dagsordenen.

Det er til den verden Gud sender sine børn for at elske og tjene. Blandt dem er vi, men også vores Jesus-troende brødre og søstre på begge sider af konflikten. For os er det svært, men for dem kan det synes umuligt at skulle elske og tjene. Den eskalerede konflikt i Israel har sat rigtig mange ting på “stand-by”. Familier vælger at holde deres børn hjemme fra skolen i Jerusalem, fritidsaktiviteterne er aflyst og alle skynder sig hjem efter arbejde. Frygten sætter dagsordenen.

Men sådan må og skal det ikke være for Guds børn, og sådan må og kan det ikke være i Guds mission. Vi er ikke sendt til en verden præget af fred og fordragelighed. Vi er – som CTE siger det – sendt til en verden “præget af synd, uretfærdighed og uorden” – for her at elske og tjene. Vi er sendt af Gud og for Kristi skyld. Så vores reaktion må ikke først og fremmest være på det, vi ser omkring os. Vores reaktion skal – som CTE slutter med at sige det – være “på Guds grænseløse kærlighed til os i Kristus”. Ud fra den skal vi – med Helligåndens hjælp – indvie os til “helt og fuldt at adlyde alt, hvad Gud befaler med selvfornægtende ydmyghed, glæde og mod”.

Efter en uge i Israel hvor frygten og resignationen hang tungt i luften og påvirkede alt og alle, havde jeg behov for at finde tilbage til det, som er udgangspunktet også for Israelsmission og spørge mig selv: Hvorfor er det, vi er engageret i mission til det jødiske folk? Vil man finde svar på det, er læsning af erklæringen fra missionskonferencen i Cape Town en god og nyttig hjælp.

At frygten hænger tungt i luften og sætter dagsordenen fik jeg understreget, da jeg sad ved busstoppestedet. En ung og tydeligvis bange palæstinenser fra Østjerusalem indledte en samtale. Jeg var åbenbart så meget “udlænding”, at han turde betro mig, at han var bange for at tage en israelsk bus og derfor ventede på araber-bussen fra Betlehem. Han kunne se, at jeg gjorde det samme. Ikke af frygt, men fordi jeg skulle til Damaskusporten. “Jeg bliver lynchet, hvis jeg går ind i den israelske bus” betroede han mig. “De kan se, jeg er araber”. Min forsikring om, at der ikke ville ske noget ved, at han som araber tog den israelske bus, hjalp ikke. “Men jeg tør heller ikke sige til nogen i araberbussen, at jeg er imod det, som palæstinenserne gør. Så bliver jeg også lynchet”, fortsatte han. “De fleste af os er imod det, men vi tør ikke sige det.” Igen blev det tydeligt – alt for tydeligt – at frygten og hadet sætter dagsordenen og nærer og retfærdiggør vold og drab.

Om aftenen skrev Yoel, messiansk jøde og formand for menighedsrådet i Immanuelkirken følgende på sin facebook: “Vi må ikke miste billedet af Gud i noget menneske – uanset religion eller race. Vi er alle mennesker. At tage menneskeligheden fra vores fjender er vejen til at retfærdiggøre historiens, men også nutidens forbrydelse. Det var derfor tyskere kaldte jøder for rotter og derfor israelere og palæstinensere kalder hinanden for dyr.”

Der er mange, som har udtrykt sympati for det, Yoel skrev og bakker ham op. Men andre har gjort det modsatte – desværre. For mange kan ikke længere se et medmenneske i den anden, kun en fjende. Og jeg forstår det godt. Men det er ikke det samme som at acceptere det. Gør vi det, vinder frygten – og håbet dør. Tager vi menneskeligheden fra den anden, mister vi også noget af vores egen. Det koster os her i Danmark så lidt at sige det. Men det er det, vi skal sige. Og så skal vi bede for vores Jesus-troende brødre og søstre, som lever med konflikten hver dag i en verden præget af “synd, uretfærdighed og uorden”. Vi skal bede om, at de må agere og reagere ikke med frygt eller had, men ud fra “Guds grænseløse kærlighed”, som har bygget bro mellem ham og os. En bro dannet af det kors, som Kristus døde på for at gøre ondskabens magter til intet. Når messianske jøder og kristne palæstinensere har svært ved at tro at ondskab kan overvindes med kærlighed, skal vi vise forståelse. Men vi skal også pege på korset. Det viser verdens ondskab, og hvad frygt og had kan gøre. Men det viser også Guds kærlighed til os og vores fjender. I 1. Joh 4 hedder det ”Frygt findes ikke i kærligheden, men den fuldendte kærlighed fordriver frygten”.

Lad os bede om, at dem som kender Guds kærlighed må holde fast ved den, og ikke blive frygtens ofre.

Sara og Tobias til Betlehem

Første november rejser Sara og Tobias Fischer Dirksen til Betlehem, hvor Sara skal arbejde for forsoningsorganisationen Musalaha. Hun skal bl.a. hjælpe til med projektarbejde og fundraising i de seks måneder, parret er af sted. Tobias holder orlov fra sit arbejde som ingeniør.

Sara fortæller, at hun synes, Musalahas formål er utroligt vigtigt og meget ambitiøst. ”Jeg er nysgerrig omkring at lære Musalahas arbejdsmetoder bedre at kende og se effekten af arbejdet hos de mennesker, der faktisk oplever, at der sker en eller anden grad af forsoning mellem dem selv og andre igennem projektet. Og så er jeg særligt nysgerrig omkring, hvordan medarbejderne holder håbet i live i deres arbejde for forsoning midt i en kontekst, hvor splittelse mellem mennesker fylder meget,” fortæller hun.

Sara glæder sig i det hele taget til at få en ny by og kultur ind under huden samtidig med, at hun lærer mere om Israel/Palæstina-konflikten. ”Jeg glæder mig til at sætte mine kompetencer i spil i netop denne organisation inden for projektarbejde og fundraising.  Jeg synes, jeg er heldig, at jeg kan få gode faglige udfordringer samtidigt med, at jeg kan få indblik i et unik og meningsfuldt arbejde,” siger hun.

Vi ligger hermed Sara og Tobias over til Israelmissionens venners forbøn.

En opmuntring til bøn og handling

Musalaha-ansatte, 23. oktober 2015

I denne uge er en messiansk jøde og en palæstinensisk kristen fra Musalaha på rundtur i Danmark for at fortælle om forsoning. De fortæller om deres oplevelse af konflikten og deres historier om forsoning igennem Musalaha. Tryk her for deres program i Danmark

Når vi står overfor en svær situation, som den vi er i nu, har vi to valg i forhold til forsoning. Vi kan vælge at træde tilbage. Tilbage til vores egen nationale og etniske gruppe, hvor der hersker en os-eller-dem-mentalitet. Eller vi kan vælge at gå ad den vej, hvor vi demonstrerer vores tro på, at fællesskabet kan bestå og fred er en mulighed.

Mens volden stiger bliver Al Aqsa-moskeen og Tempelpladsen konstant nævnt af politikerne. Tidligere i år diskuterede vi denne konflikt med de unge i Musalaha. Under en lektion vi kaldte ”De hellige steder?” blev vi undervist i historien og betydningen af de jødiske, kristne og muslimske helligsteder.

På den ene side vokser muslimske børn op og hører at deres helligdomme er i fare, og muslimer oplever enhver ændring af status quo som en overtrædelse af deres rettigheder. Derved bliver ændringerne opfattet som en religiøs og national trussel. På den anden side ønsker nogle jødiske grupper rettighed over hele Tempelbjerget. De har fået stor politisk støtte de seneste år. De har fået så stor støtte, at det er blevet en politisk diskurs. De prøver langsomt at få indført deres krav. Først vil de have lov til at være på tempelpladsen. Dernæst have bestemmelsesretten. Så retten til at bede på pladsen. Til sidst retten til at genopbygge templet.

Vores underviser sluttede pessimistisk af med en forudsigelse: at den næste intifada ville starte fra tempelbjerget. Selvom det er for tidligt at tale om en tredje intifada, ser det ud til at det er den vej det går.

Vi er meget bedrøvede over den tiltagende vold over hele landet. De seneste måneder har vi kunnet se hele situationen blive mere og mere anspændt. De politiske ledere er vrede og frustrerede. De seneste par dage har volden spredt sig til normalt fredelige områder, fordi nogle vælger at udtrykke deres frustration på en destruktiv måde. Vreden ulmer, lunten er kort, folk er på barrikaderne.

I Joh. 1:4-5 læser vi ” I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke”. Jesus sagde ”Jeg er verdens lys” (Joh 8:12). Han inviterede sidenhen disciplene med, da han sagde ”I er verdens lys” (Matt 5:14). Som efterfølgere af Jesus må vi overveje, hvordan vi kan lade vores lys skinne for andre. Hver og en af os kan med vores ord og handlinger være med til at eskalere konflikten eller nedtrappe den.

I Musalaha forsøger vi ihærdigt at opmuntre vores brødre og søstre i jødisk messianske- og kristen palæstinensiske menigheder til at være aktører i den aktuelle krise. Vi håber, at de vil agere på en måde, der ærer Gud og viser en klar tiltro til evangeliet. Til jer kære venner som støtter os fra udlandet: Vi opmuntrer også jer til at tage del i disse handlinger.

Tænk over din rolle i krisen. Stilhed er som at sætte sit lys under en skæppe. Hvis vi ikke handler, er vi ikke lys.
Ræk ud til andre, for at vise den forpligtigelse vi har overfor hinanden både privat og offentligt.
Råb ud om fred.
Afvis Os eller Dem mentaliteten fra vores ledere ved at udleve et vidnesbyrd om kærlighed og hav fællesskab med dem på den anden side.
Husk at tale og udvis kærlighed som Jesus ville gøre det.

Vi vil opfordre dig til at bringe dette budskab med til din kirke og menighed, og derfra tage del i vores bøn for de troende i Israel og Palæstina og alle andre som bor her. Vi tror på, at vores fælles bøn kan gøre en forskel. Selv om fremtiden ser sort ud, ved vi at selv et lille lys kan fordrive mægtigt mørke.    

Herren forandrer sig ikke

– skabt til at fortælle del 2



Avi Snyder, leder af Jews for Jesus i Europa

© Jews for Jesus 2007

I denne og to andre artikler bringer vi uddrag af Avi Snyders essay, Skabt til at fortælle. (Første del kan du læse her.) Dette essay er en udførlig argumentation for, hvorfor det jødiske folk blev – og stadig er – udvalgt af Gud til én bestemt opgave, at Gud må blive kendt af alle folkeslag ud over hele jorden.

Vi kan se mønsteret op gennem hele vores historie. Da Gud kaldte Abraham, da han frelste os fra Egypten, da han gav os at være et kongedømme af præster, da han gav os loven og førte os ind i landet, da han jog os ud, og da han førte os hjem, da han befalede de første Jesus-troende jøder at gå ud – igennem alt dette brugte han os til at være vidner for verden. I kærlighed til alle folkeslag, udvalgte han ét folk til at proklamere kærlighedens evangelium.

Men hvad så i dag? Hviler det samme kald til at være sendebud stadig på os jøder? Mindst to bibeltekster gør det klart, at vi jøder stadig har et ansvar for at være Guds sendebud med de gode nyheder – ikke kun individuelt, men som folk – det gælder alle. Det kan vi læse i Romerbrevet 11,28-29 samt 1. Peters Brev 2,9.

I Romerbrevet kapitel 9-11 taler apostlen Paulus om det fysiske Israel. Han taler tydeligt om, at vi har vendt os væk fra Messias med den konsekvens, at ikke-jøder fik del i Guds nåde og barmhjertighed (Rom. 11,11). Han taler kraftfuldt om, at Gud ikke har forkastet os – på trods af vores ulydighed og frafald (Rom. 11,1ff). En af grundene til Guds ufravigelige trofasthed mod det jødiske folk finder vi i det fortsatte kald til os som folk. Paulus erklærer: ”For sine nådegaver og sit kald [til det jødiske folk] fortryder Gud ikke.” (Rom. 11,29)

Interessant nok er ordet ”nådegaver” i flertal, og det henviser til alle de ufortjente gaver, en nådig Gud har givet os ufortjent, som fx pagterne, løfterne, landet, skrifterne og ultimativt Messias selv. Men ordet ”kald” er i ental. Hvorfor? Fordi Gud gennem historien kun har givet os ét nationalt kald. Og det kald er at være et kongerige af præster. At være et lys for verden. At være et fællesskab af vidner for resten af verden.

Vi behøver kun læse ordene fra apostlen Peter – apostlen til jøder – hvis vi mangler vished. I 1. Peter kapitel 2 forklarer han den dybere mening med, at det jødiske folk er spredt ud over jorden, og han bekræfter grunden til vores eksistens som folk. Ja, hans ord er relevant for enhver troende af enhver nationalitet til enhver tid. Men vi må huske på den historiske kontekst for hans breve, og dem han specifikt skrev til. Peter skrev til jødiske disciple, som var spredt ud over verden og som boede som fremmede i Pontus, Galatien, Kappadokien, provinsen Asien og Bitynien. Peter skrev primært til jødiske læsere, og han brugte ord, som burde have lydt meget genkendelige for troende jøder som kendte loven – ligesom de burde være genkendelige for os:

”Men I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomsmagt, han som kaldte jer ud af mørket til sit underfulde lys.” (1. Peter 2,9)

Det er ikke noget tilfælde, at Peters ord er et ekko af de ord, Gud talte gennem Moses (2 Mos 19,5-6), da han afslørede grunden til vores nationale eksistens. Ved Sinai blev vi kaldet til at være et kongedømme af præster – en nation af vidner. Cirka 1.300 år efter bekræfter Peter dette kald. Og bare for at fjerne enhver tvivl eller misforståelse om meningen med ordene, tilføjer Peter, at vi er skabt til at ”forkynde hans guddomsmagt, han som kaldte jer ud af mørket til sit underfulde lys.”

Dette er det eneste nationale kald, Israel nogensinde har modtaget. Det er dette kald, Paulus fortæller os, Gud hverken har fortrudt eller tilbagekaldt.

Det skal naturligvis ikke forstås sådan, at kun vi jøder er kaldet til at være missionærer. Det er et ansvar for alle følgere af Jesus – jøder såvel som ikke-jøder – at være vidner gennem deres liv, arbejde, ord og kærlighed.

For jøde først, og så for græker


Det er værd at overveje, hvorfor Paulus i brevet til romerne kapitel 1 vers 16 skriver, at evangeliet skal forkyndes ”for jøde først” og ”for græker”? Hvorfor gør han det? Paulus var jøde, født i Tarsus i Cilicien og uddannet i Jerusalem ved Gamaliels fødder. Men denne selvbestaltede hebræernes hebræer havde ikke et kald til sine med-jøder. Han havde fået et kald til at være hedningernes apostel – en opgave han efter eget udsagn kun accepterede modvilligt (Apg 22,17-21). Alligevel begyndte Paulus altid sit arbejde i en ny by ved først at bringe evangeliet til jøderne. Og det var hedningeapostlen Paulus, som skrev, at evangeliet var for ”jøde først og så for græker”. Hvorfor? Hvorfor denne rækkefølge?

Man kunne tro, at han simpelthen udtrykte denne forrang på grund af en kærlighed til sit eget folk, det jødiske folk. Han elskede os bestemt med en kærlighed, som kun Moses også kunne mønstre – og som kun var overgået af Jesus. Både Moses og Paulus var villige til at blive slettet af Livets Bog (2. Mos 32,32) og afskåret fra Messias (Rom 9,3) for vores skyld – deres landsmænd. Det som profeten og apostlen var villige til at gøre, gjorde Messias rent faktisk – for os og for alle mennesker. Men personligt tror jeg ikke, Paulus’ erklæring om ”for jøde først” var motiveret af forkærlighed for hans eget folk.

Jeg tror heller ikke, han udelukkende havde en teologisk prioritering i tankerne, som for at sige ”først til børnene og de naturlige arvinger, og så til dem der er langt væk.” Nej, Paulus var missionær og strateg. Og der er en vigtig strategi i Paulus’ ord, hvis vi er villige til at høre dem. Paulus, hedningeapostlen, forstod Guds plan for at bringe evangeliet til hele verden. Han forstod den afgørende rolle, som kaldet til jøder havde i forhold til verdensmission. Derfor bragte Paulus først evangeliet til dem, Gud havde kaldet til at være budbringere, så at disse budbringere kunne bringe budskabet til verden.

Hvis kaldet stadig gælder den dag i dag (og det siger Paulus, det gør), så gælder vigtigheden af at bringe evangeliet til det jødiske folk også stadig den dag i dag. For vi kan ikke proklamere evangeliet, før vi selv kender evangeliet. Og vi kan ikke kende og tro evangeliet, før vi hører det. Og vi kan ikke høre evangeliet før nogen bringer det til os. Måske den bedste måde at forhindre verdensmission på er, at forhindre os jøder i at høre evangeliet.