Skip to main content

Måned: november 2015

En refleksion over Paris

Joshua Turnil, missionær for Jews for Jesus i Paris

Gud er vor tilflugt og styrke, altid at finde som hjælp i trængsler. Derfor frygter vi ikke, når jorden skælver og bjergene vakler i havets dyb, når vandet larmer og bruser og rejser sig, så bjergene bæver.      Sela Flodløb glæder Guds by, den Højestes hellige bolig. (Salme 46, 2-5)
Gud mindede mig om ovenstående ord, da vores elskede by blev angrebet. Salme 46 trøstede mig meget, da jeg havde brug for det efter 11. september i New York, da tårnene kollapsede og byen var i en tilstand af kaos. Den 13. november blev Paris’ ungdom myrdet, og hendes hjerte blev knust. Disse tragiske begivenheder kommer efter længere tids debat om national identitet og religionens plads i samfundet, som har øget polariseringen i landet. Frankrigs præsident har sagt: ”Jeg vil, at vi skal kende ét samfund: det nationale. Jeg vil, at vi kun skal kende én religion: republikkens religion.” Han fik bifald fra parlamentet og tankegangen er bifaldet over hele Frankrig og særligt i Paris. Da mange delte billedet med ”Pray for Paris” (Bed for Paris) på de sociale medier, brød franskmændene sig faktisk ikke så meget om det. En ung bruger responderede: ”Venner fra hele verden, tak! Men vi har ikke brug for mere religion! Vores tro og tillid er i musikken! Livet!” Religiøse udtryk er ikke velkomne.

Hvordan rækker vi ud til dem, som sørger, men ikke åbne?

Gennem Guds ord. Over hele Paris kan man se ordene: ”ikke bange”, men alligevel er frygten åbenlys for alle som går på gaden. Jeg lærte noget i New York, som hjalp mig i januar under angrebet på Charlie Hebdo og som også er sandt i dag: ”Det er ikke fraværet af fare, som bringer tryghed. Det er Guds nærhed.” Det fortæller Salme 46 om. Og vi har skrevet det i vores vindue, på vores Facebookside, hjemmeside og hvor ofrene bliver mindet over hele Paris. Derudover har vi lavet traktater med ordene, som vi deler ud.

Vi føler os kaldet til at bede for dem, som bor i Paris, men hvordan kan vi bede for dem, som ikke ønsker forbøn? Vi har evangeliseret i mange år i det 11. distrikt, hvor angrebene fandt sted. Så missionærerne tog hen til Bataclan for at ære ofrene. Derefter sang de sange foran rådhuset og på Place de la République, som du måske har set i nyhederne. Håbet var, at sangen kunne nå nogen og at vi måske ville få mulighed for at bede for dem, vi mødte.

På Place de la Républlique sang mine kolleger Karl deSouza og Chantale Onona ”Amazing Grace”, da en ung kvinde pludselig standsede og begyndte at græde. ”Hvad hedder sangen?” spurgte hun. Først ville hun ikke, vi bad for hende, men efter lidt snak om, hvorfor vi var der, spurgte hun til sidst om forbøn.

Vi ved ikke hvordan disse terrorangreb vil påvirke vores arbejde over de næste dage og uger. Alle taler om ”de mørke tider”. Må Verdens Lys skinne gennem mørket og hele Paris’ knuste hjerte. I skrivende stund har folk i byen stadig ikke vendt sig til Gud for ”tilflugt og styrke”, men søger stadig. Mange søger tilflugt blandt venner i Paris’ mange caféer. Jeg håber mange af indbyggerne i Paris vil åbne deres hjerter for Jesus, for Jesus elsker Paris og han er mægtig til at frelse.

(Artiklen er oversat fra et blogindlæg fra Jews for Jesus’ hjemmeside. Læs originalen her.)

Indkaldelse til Israelsmissionens årsmøde 2016

Israelsmissionen afholder sit årsmøde lørdag den 12. marts på TORVET i Aarhus. I den forbindelse afholdes også valg til landsstyret. I år er både Uffe Torm og Merete Pihl Konrad på valg. Merete modtager genvalg, mens Uffe ønsker ikke at modtage genvalg. Der skal således findes én ny kandidat til landsstyret. Disse kandidater skal være landsstyret i hænde senest 12. februar, og hver kandidat skal bakkes op af mindst fem medlemmer af Israelsmissionen.

Uro, vold og vores børn

Lisbeth Rasmussen, Immanuelkirken, 12. november 2015

De seneste uger har vi været vidner til, at uroen i Israel er blusset op igen. Det ene knivoverfald efter det andet hører i skrivende stund desværre til dagens uorden. Frygt og mistænksomhed er en del af gadebilledet. Høres hurtige skridt bagfra, bliver de omgående besvaret med et nervøst og undersøgende blik over skulderen. Er det en ven eller fjende? På shabbat er strandparken ikke som vanligt fyldt med folk, der griller og slapper af. Der er soldater med skarpladte geværer på mange af Jaffos gadehjørner. Man skal ikke skubbe til nogen for at komme fremad i det nye og lækre Sarona marked, hvor der normalt er stuvende fuldt af folk. Nu er det kun grønsagerne og delikatesserne, der fylder.

Det lader sig ikke skjule, at tingene ikke helt er, som de plejer at være. Heller ikke for vores børn. Det er til stadighed en balancegang for os som forældre at finde ud af, hvor meget vi skal fortælle børnene om det, der foregår. Noget må vi fortælle, for vi kan ikke skærme dem mod virkeligheden – og skal derfor nok heller ikke forsøge på det. For vores ældste betyder det noget selv at undersøge, hvad der foregår. Han vil vide det hele og vil ikke nøjes med en tilpasset version fra os, og siden han jo alligevel snakker med kammeraterne i skolen. Så han får lov at surfe lidt rundt på diverse nyheds-sites herhjemme. Han har fanget, at verdens medier ikke kommer med ens versioner af, hvem der er de egentlige ofre. Det kan være svært nok at navigere i, men han er nok rimeligt rustet imod en usund stereotypisering, eftersom han går i klasse med muslimske og kristne arabere og jøder. Men mediernes vinklinger er ikke det sværeste at forstå.

Nej, hvordan forholder man sig til, at en mand først torpederer nogle uskyldige mennesker med sin bil og bagefter slår løs på dem med en økse? Eller en teenage-dreng der stikker en anden teenage-dreng ned, mens han cykler rundt i nærheden af sit hjem? Det er svært nok for os voksne at forstå, hvad der får folk til at gøre noget sådant. Det er som om, at det er mere upersonligt med de raketangreb og modsvarende luftangreb, der har været et par gange de senere år. Dem har vi bedre kunnet tale om som krigsførelse mellem to grupperinger. Det bliver det ikke bedre af, naturligvis, men der er alligevel noget næsten mere uhyggeligt over den direkte kontakt – at man simpelthen kigger de mennesker i øjnene, som man angriber. Det had ligger over vores forstand – og børnenes. Og vi har opgivet at forklare noget. Det er ondskab og intet andet.

Det giver anledning til igen at snakke med børnene om, hvad det vil sige at have den Almægtige Gud til Far og være i hans hånd. Hvad betyder det, når vi synger ”fra synd og sorg og fare, din engel mig bevare”? Betyder det, at så kan der ikke ske os noget ondt? Nej, men det er en reel bøn til Gud om, at han vil passe på os. Og hvis der skulle ske os noget, så er vi stadig i Guds almægtige og gode faderhånd. Og så står alt dybest set godt til, selvom det står skidt til.

Jews for Jesus er på gaden over hele verden

Liv af døde: Dryp fra Jews for Jesus-kampagne



Christian Vestergård, kommunikationsmedarbejder, 02 november 2015

Hen over sommeren og efteråret har Jews for Jesus ført kampagner over hele Europa med overskriften Liv af døde. De har også været på gaden i andre storbyer verden over, hvor de har været på gademission og delt traktater ud. De har været på gaden i Zürich, Berlin, Paris, London, Toronto, New York, Budapest, Moskva og Tel Aviv. Læs mere om J4J her.

Under en 14 dages kampagne i Budapest blev der uddelt 339.055 traktater, 582 valgte at give deres oplysninger videre, for at de kunne modtage yderligere information eller for at få et opfølgende møde, og hele 62 (hvoraf 8 var jøder) valgte at tage imod Jesus som Messias.Det var bare i Budapest. Der er langt over 600.000 mennesker, som har mødt Jews for Jesus i storbyer over hele verden hen over sommeren og efteråret.

Selv om det er svimlende store tal, er det ikke bare statistik for J4J. De har en konkret betydning, for hver eneste gang er der tale om et menneske – et menneske som kan møde Jesus. J4J ser ethvert møde som et privilegium fra Gud, fordi dette møde kan have stor indflydelse for personens liv. Hver eneste frivillige arbejder til og for evangeliets ære.

Interessante møder

Susan var på gaden i New York. Her mødte hun Les, en 60-årig mand som stoppede op for at få noget frisk vand og en snak. Han tog normalt i synagoge tre gange om dagen. Han kunne ikke forstå, hvorfor man havde brug for Jesus som mellemmand, i stedet for at gå direkte til Gud. Susan spurgte ham om ikke også Moses, Aron og hele præsteskabet var mellemmænd og om der ikke altid havde været brug for en, der kunne mægle mellem Gud og mennesker. Les forstod pointen, og videregav sin e-mail for at modtage mere information om Jesus.

Beate blev spurgt af et par i Tel Aviv, om hun kunne vise dem vej til indkøbscenteret. Det kunne Beate ikke, men hun ville gerne fortælle dem om Jesus Messias, som elskede dem og ønskede at tage bolig i deres hjerter og tilgive al deres synd. De fortalte, at de havde talt med J4J et par dage tidligere og givet deres kontaktoplysninger videre der. I mellemtiden var de blevet klar til at følge Jesus. Beate bad sammen med dem, og de tog i mod Jesus midt på gaden i Tel Aviv!

Kata Tar oplevede også antisemitismen, imens hun uddelte traktater i Budapest. Pludselig råbte en ung mand efter hende ”Jeg hader jøderne”. Kata råbte tilbage ”Hvad med Jesus, elsker eller hader du ham?”. Spørgsmålet ramte ham som et chok. Han gik hen til Kata, og hun forklarede ham evangeliet. Den unge mand gik fra at have en hadefuld mine til at være mere modtagelig. Efter den korte snak valgte manden at tage imod Jesus. Kata beskriver oplevelsen som noget fantastisk. ”Hvilket privilegium, at opleve en som er fanget af hadet bliver ført ind i Guds rige, hvor der hersker kærlighed og nåde”.

Når J4J er på gaden, kan vejret være en stor udfordring. Både varme temperaturer og kraftig regn holder folk væk fra gaden, men for Paula førte regnen noget godt med sig.

Mens Paula delte pjecer ud, faldt hun i snak med en jødisk kvinde, Judith. Judith var bitter, men hun havde tid til en kort samtale. Hun var dog ikke villig til at videregive hendes kontaktoplysninger, og hun gik hurtigt videre. Kort efter begyndte et kraftigt regnskyl, og alle på gaden måtte søge ly. Paula stod i et indgangsparti, og ved siden af hende stod Judith. Judiths hjerte var blevet blødt op af regnen, og hun var klar til at åbne sig op. Hun fortalte om den smerte og de udfordringer, som hun havde på grund af sit handicappede barn. Da hun var færdig, fortalte Paula om Jesu kærlighed, og om hvordan han ville bringe trøst og hjælp. Hun delte Matt 11;28 ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile”. Efter det gav Judith hendes kontaktinformationer videre til Paula.

Gemt i de store tal og mange pjecer, er der kvinder og mænd, jøder og hedninger som møder Jesus. Nogle ser hans storhed og begynder at følge ham.