Month: december 2015

I mørket

I mørket

Andagt af Michelle Van Loon, Administrator ved Caspari Centret, 18. december 2015 Rejs dig, bliv lys, for dit lys er kommet, Herrens herlighed er brudt frem over dig. For se, mørket dækker jorden, mulmet dækker folkene; men over dig bryder Herren frem, hans herlighed viser sig over dig. Folkeslag skal komme til dit lys og konger til din stråleglans. (Es 60,1-3) Da jeg var barn, elskede jeg vinteren. Jeg kunne næsten ikke vente, til den første sne kom. Jeg har mange gode minder, hvor jeg byggede snemænd og legede sneboldkrig. Efter jeg er blevet ældre, har jeg ofte bakset med en mild vinterdepression. Kulden og mørket ser ud til at forstærke de tunge tanker i mange af os. Praktiske tips Jeg har lært mig selv nogle praktiske ting, som jeg kan gøre for at håndtere disse tunge vintertanker. Det kan for eksempel være bøn, en aktiv tur ude i dagslys, eller søge hjælp fra andre, hvis de mørke tanker bliver for slemme. Jeg har også lært at se Guds arbejde tyeligt med mig. Han taler gennem mørket, for mørket er ikke mørkt for ham, som er verdens lys. Nogle sandheder fra bibelen hjælper mig også på denne tid af året:
  • Gud skabte både lyset og mørket (1 Mos 1,5)
  • Selv mørket er ikke mørkt for Gud (salme 139,11-12)
  • Der findes ikke noget mørke i ham (1 Joh 1,5)
  • Jesus er verdens lys (Joh 1,1-4)
  • Gud kaldte sit folk til at reflektere hans lys i verden (Es 49,6)
  • Jesus sagde til sine disciple, at de skulle være verdens lys (Matt 5,14-16)
  • Det nye Jerusalem får ikke brug for nogen sol eller måne, for Guds herlighed vil lyse over den (Åb 21,22-25)
Ikke det sidste ord Det er interessant, at disse bibelvers også kan bruges, når de mørke tanker, man får fra nyhederne, melder sig. Enten er det dårlige nyheder fra vores hjemland, eller også er det om uroen her i Mellemøsten. Denne verden kan være et mørkt sted, og nogle gange ser det ud til at blive værre dag for dag. Gud er ren og smuk. Han er et helligt lys, som skinner i mørket. Han frelser den verden, som han elsker. Mørket vil ikke få det sidste ord, hverken i denne verden eller i vores liv. Mens vi går igennem den mørkeste årstid, kan de korte mørke dage minde os om ham, som er verdens lys. Han opretholder vores håb, former vores vidnesbyrd og tænder vores mod, for at vi kan være vidner om hans herlighed – uanset hvor mørkt der omkring os.

Det er et under at se Gud arbejde i tidligere stofmisbrugeres liv

Det er et under at se Gud arbejde i tidligere stofmisbrugeres liv

Ingjerd Våge, volontør ved Caspari Centeret, 11. december 2015 I 2014 startede den messianske menighed Beit HaYeshua i Jerusalem en bibelskole for tidligere stofmisbrugere. Alec Goldberg, israelsk direktør ved Caspari Centeret, fik i 2015 en vigtig rolle på bibelskolen som underviser og har desuden ansvaret for læseplanen. “Jeg har ansvaret for undervisningsoplæggene på bibelskolen. Jeg bestemmer om hvem og hvad, der skal undervises. Jeg giver dem lektier for og tjekker dem. Eleverne får også nogle små tests, når temaerne er afsluttet. Derudover underviser jeg selv,” fortæller Goldberg. Ifølge Beit HaYeshuas hjemmeside er der 20.000 hårde stofmisbrugere og endnu flere alkoholikere i Israel. Beit HaYeshua som driver bibelskolen og afrusningscenteret hjælper nogle af disse misbrugere. Her i efteråret er der omkring 25 studerende på bibelskolen. De mødes en aften i ugen til bibelstudie. Undervisning som forandrer “Vi underviser om nogle anderledes temaer – særligt om Gud, mennesker og om livet med Jesus,” fortæller Goldberg og fortsætter. “Misbrugerne er ikke klar til tung teologi, men vi lærer dem det grundlæggende: at Gud er skaberen af himmel og jord, om synd, og hvordan man overvinder fristelser. De lærer også, hvordan de skal bede og læse i bibelen. Undervisningen er meget praktisk anlagt,” fortæller Goldberg. Er der mange troende, før de begynder på skolen? “Ja, i hvert fald til en hvis grad, men det er ikke dem alle, der er døbt. Sidste år var der flere hen over året, som blev døbt. Nogle af dem var studenter, som kommer direkte fra gaden,” svarer Alec. Hvorfor er denne skole vigtig? “Hvis ikke de får en grundig oplæring i Guds ord og forandrer deres tankegang, vil de falde tilbage i gamle vaner. Det er ved bibelstudie og fællesskab med andre troende, at Gud grundlæggende kan ændre menneskers liv. Jeg snakker ikke kun om det at stoppe med at tage stoffer, men om en total personlighedsforandring,” siger Goldberg. Positive tilbagemeldinger Responsen fra tidligere studenter har været positiv. “Studenterne indser, at bibelen er en bog om livet og ikke kun en bog for teologer. Det er en bog om livet med Gud. Men det er også en bog for teologer, for teologer har også brug for at kende Gud,” siger Goldberg og smiler. “Bibelen fortæller om livet, præcis som det er, og om hvordan vi kan have Gud med i hverdagen. Du kan for eksempel have fællesskab med Jesus, når du laver matematik, eller du snakker med vennerne om fodbold og andre ting. Alt det kan være helligt og sundt på samme tid.” Virker det så? “Ja, det gør det! Det er virkelig et under at se disse mennesker, og hvad det er Gud gør i deres liv,” siger Goldberg. I år vurderer lederne på rehabiliteringscenteret, at bibelskoleelverne også skal oplæres i at evangelisere. Det betyder, at dem som ønsker det, kan få træning i at fortælle andre misbrugere om Jesus.

Forsoning begynder med at turde sidde på en bænk sammen

Forsoning begynder med at turde sidde på en bænk sammen

”Der er så fredfyldt her. Det er næsten som om, man må spørge sig selv, hvorfor man har lyst til at tage tilbage.” Daniel* ser nærmest trist ud gennem ruden. Han er messiansk jøde og bor til daglig i Jerusalem. Han besøgte i slutningen af oktober Danmark sammen med Noura. Hun er kristen palæstinenser og bor til daglig i Tel Aviv, hvor hun netop har taget en bachelor i lingvistik. De er begge engageret i forsoningsorganisationen Musalaha. Det er arabisk og betyder forsoning. Arne Pedersen, kommunikationssekretær, 9. december 2015 Og det er derfor de her – altså Noura og Daniel – fordi de tror på, at de som Jesus-troende må være en del løsningen på konflikten mellem de to folkeslag. Fordi de tror på, at når nu Gud har forsonet sig med dem gennem Jesus Messias, så må de også forsone sig med hinanden.

Naive grunde for at komme tilbage

”Mit svar på hvorfor jeg bliver ved med at vende tilbage til Musalaha og insistere på forsoning, kan forekomme naiv,” fortæller Noura og fortsætter: ”Men det er jo på grund af Jesus.” Men det er som om det naive søndagsskolesvar får mere vægt og fylde – bliver knapt så letkøbt – når man ved, at det er sagt af en palæstinenser, som dagligt konfronteres med ufred og konflikt på en helt anden skala end de fleste danskere. Noura er født og opvokset i Nazareth i det nordlige Israel. Hun havde ingen kontakt med jøder eller med jødisk kultur i sin barndom. I hjemmet så man ingen israelske nyheder og havde heller ingen jødiske bekendte, så hun voksede op i en udpræget arabisk-israelsk kultur. Det var først da hun stødte på en ungdomsleder fra Musahala i sin kirke og blev inviteret med på en ungdomslejr, hun mødte andre jødiske unge. Da var Noura 14 år gammel, og hvis ikke hun havde mødt en fra Musalaha, kunne hun sagtens have gået et helt liv uden at møde nogen fra ”den anden side”. ”På disse lejre blev jeg klogere på et helt fundamentalt spørgsmål for mig,” siger Noura. ”Er det muligt både at være israeler og palæstinenser?” Hun bruger nu en del af sin sommerferie på at være leder og rådgiver på Musalahas børnelejre, som afholdes hver sommer. Børn fra hele Israel – både palæstinensiske og jødiske – mødes på lejrene for at nedbryde fordomme og lære den anden side at kende gennem leg, fællesskab og undervisning.

Ingen tænkte over, der var konflikt

For Daniel er historien nogenlunde den samme. Han voksede op i en lille jødisk landsby lidt uden for Tel Aviv. Han havde ingen interaktion med arabere, men i skolen lærte de lidt arabisk. Han syntes, det var svært, for han fik aldrig mulighed for at bruge det i praksis. Da han fik en invitation til en Musalaha-lejr, var hans første tanke, at så kunne han få øvet sit arabiske. ”Da vi var børn ville vi jo bare lege og have det sjovt. Der var der ingen, der tænkte over, at der var konflikt,” fortæller Daniel. ”Men efterhånden som vi blev ældre, begyndte nogle af de dybere spørgsmål at dukke op, og jeg blev klar over, at de andre – at palæstinenserne – havde en anden version af begivenhederne end mig. De havde en anden fortælling.” Så for første gang i sit liv måtte Daniel selv ”klappe i”, som han udtrykker det, og lytte til de andre deltageres historier. For at lære og for lytte til den smerte og sårethed, som kom til udtryk gennem dem.

Forsoning er hårdt

Både Noura og Daniel er enige i, at det er noget af det hårdeste. ”Når du fx har været på ørkentur med en ungdomsgruppe for første gang, så er du i oprigtig tvivl om, hvorvidt du vil deltage i et Musalaha-arrangement igen. For det er så hårdt,” siger Noura. En del af Musalahas arbejde er at arrangere ørkenture, hvor et lige antal unge palæstinensere og jøder tager på tur sammen i ørkenen. Her udfordres de unge på deres fordomme og fjendebilleder af ”de andre”. De lærer at se igennem stereotyperne, for at se de andre unge som det, de også er: Mennesker med drømme, håb og længsler ligesom dem selv. Noura fortsætter: ”Det er ikke altid pænt og fredeligt, men vi bliver nødt til at gøre dette. Vi kan ikke bare sige, vi er forsonet uden at tale om det, der er svært.” Alligevel er der også fantastiske øjeblikke. ”Når vi er sammen i Musalaha lovsynger vi Gud på både hebraisk og arabisk. At se jøder lovsynge Gud på arabisk, og palæstinensere lovsynge Gud på hebraisk – det er lidt som at få en forsmag på himlen,” smiler hun og griner. For Daniel er noget af det bedste at møde de andre mennesker. ”Det åbner op for en helt ny dimension i tilværelsen at møde disse mennesker, som jeg sandsynligvis aldrig ville have mødt, hvis ikke det havde været for Musalaha. Det er ret fantastisk, for de hjælper mig til både at forstå konflikten og livet bedre.”

Mistede venner som soldat

Han er særligt glad for at have mødt Musalaha – bl.a. fordi han mødte sin nuværende kone til et af arrangementerne – men også fordi han nåede at få palæstinensiske venner, inden han skulle aftjene sin obligatoriske tre-årige værnepligt. ”I militæret lærte vi at se palæstinenserne som fjenden – ikke som mennesker. Det var svært. Jeg var udstationeret ved grænsen til Gaza, og jeg blev flere gange nødt til at gribe ind, når mine soldaterkammerater ikke opførte sig ordentlig overfor de palæstinensere, som skulle krydse grænsen mellem Israel og Gaza. Det mistede jeg en del venner på.” Daniel fortsætter med at fortælle om en af sine venner, som gerne ville være venlig overfor en mor og hendes tre børn, som skulle over ved et checkpoint. ”Han ville være venlig ved børnene, så han finder noget slik i sin skuffe og giver det til dem. Men de vil ikke have det! Og der er altså noget galt, når børn ikke vil have slik,” slutter han oprørt.

Forskellige versioner af fakta

I konflikten mellem jøder og palæstinensere er et af de store stridspunkter de historiske ”fakta”. Eller måske rettere: Hvordan udlægges de historiske fakta. For det er der stor forskel på, når man er jøde eller palæstinenser. Derfor bruger Musalaha rigtig meget tid på de fortællinger, de enkelte deltagere bærer med sig. ”Den 14. maj 1948 oprettes staten Israel. Denne specifikke dag har to forskellige navne alt efter om man er jøde eller palæstinenser,” fortæller Daniel. ”For jøderne er det uafhængighedsdagen. For palæstinenserne er det nakba – eller katastrofen. Om man kalder dagen det ene eller det andet, er naturligvis med til at forme, hvordan man opfatter konflikten. Men det er også med til at forme, hvordan man fortæller om konflikten. Det er denne problemstilling, Musalaha bruger rigtig meget tid på, og som er virkelig hårdt for os som deltagere, for det indebærer at tie stille, mens den anden får mulighed for at fortælle sin version af fortællingen, uden at jeg nødvendigvis skal forsvare min version,” forklarer Daniel. Noura forklarer uddybende: ”Det er vigtigt, at vi giver hinanden rum og plads til at fortælle vores individuelle version af fortællingen, fordi som det er lige nu, kan de to versioner – den jødiske og den palæstinensiske – ikke eksistere side om side. Den ene fortælling gør den anden umulig,” mener hun. ”Begge parter er ivrige efter at forsvare netop deres version af fortællingen – særligt når der er konflikt – og i vores iver ender vi med at såre hinanden. Det er derfor, det er så vigtigt at lytte – uden nødvendigvis at skulle tage til genmæle med det samme,” fortæller hun. Daniel supplerer: ”Vores egen fortælling og vores egen identitet er tæt forbundet. Og vi vil ikke miste vores identitet. Det er derfor, vores iver efter forsvaret nogle gange tager overhånd.” Både Daniel og Noura er tøvende, når det kommer til spørgsmålet om en fælles fortælling: ”Den fælles fortælling er noget vi drømmer om og arbejder hen imod,” konkluderer Noura.

Det er let at miste håbet

Deltagerne i Musalaha møder ofte modstand i deres omgivelser, fordi de ønsker at forsone sig med ”fjenden”. Og desværre er det ikke kun den brede befolkning, som er i mod – også andre troende har svært ved at forstå, hvordan man overhovedet kan mødes med hinanden. ”Det er let at miste håbet, for folk er bange – virkelig bange,” konstaterer Daniel. ”Mange af mine venner er uforstående overfor, hvordan jeg kan deltage i Musalahas arbejde, og det spørgsmål de oftest stiller mig er, om jeg ikke går på kompromis med min identitet – som både jøde og som israeler? Det mener jeg jo ikke, jeg gør. Hvorfor skulle jeg kompromittere min identitet ved at lytte til, hvordan palæstinenserne har det og forsøge at forstå dem?” spørger han retorisk. Alligevel anerkender han, at den enkeltes fortælling er dybt forbundet med identiteten, for som han konstaterer: ”Mister vi vores fortælling, mister vi vores identitet. Dermed følger naturligvis også, at når fortællingen pludselig ændrer sig eller ses i et nyt lys – hvordan påvirker det så min egen identitet?” Noura møder også modstand. ”Både muslimer og sekulære arabere mener ikke, at vi skal have noget med jøderne at gøre,” fortæller hun og fortsætter passioneret: ”Men de glemmer, at vi jo ikke holder op med at mene noget, bare fordi vi er med i Musalaha. Selvfølgelig bliver jeg klogere og ændrer syn på nogle ting, men jeg bliver også vred nogle gange! De mennesker, som jeg er sammen med i Musalaha fortæller mig ikke, hvordan jeg skal føle. Men de hjælper mig til at overveje, hvordan vi kan gøre det bedre, som vi allerede har,” afslutter hun.

Husk vores ansigter!

Nogle gange kan det være svært at vide, hvad der er op og ned på det hele for os, som oplever konflikten på afstand, og som er prisgivet mediernes mere eller mindre nuancerede dækning af urolighederne. Det vil altid blot være et udsnit af virkeligheden, de præsenterer, men der er alligevel ingen tvivl om, at der faktisk er uro og konflikt i Israel. Daniel kommer derfor med denne opfordring: ”Husk vores ansigter, næste gang i sidder med avisen og læser om konflikten eller næste gang de viser et indslag i nyhederne. Husk, at vi – og flere med os – arbejder for forsoning mellem de to stridende folkeslag. Og bed for os!” slutter han. *Ikke hans rigtige navn

Chanukah

Chanukah

– frelse, fornyelse og forsoning

Richard Harvey, senior researcher, Jews for Jesus, 7. december 2015 For messianske jøder bringer jul og chanukah (i år 6.-14. december) en dobbelt dosis af fest i en mørk vintertid. Vi får lov til at glæde os over Jesu’ fødsel, Israels messias og alle folkeslags frelser, men vi fejrer også den otte dage lange lysfest, som alle jøder elsker. Chanukah (”Indvielse”) fortæller, som så mange andre af de jødiske fester, historien om hvordan Gud frelste sit folk fra fjenderne. I 165 f.Kr. ledte Judah Makkabæeren og hans brødre et oprør mod Antiochus Epiphanes og den hellenistiske påvirkning. Mod alle odds generobrede de Jerusalem og genindviede templet. Ifølge den jødiske tradition holdt den indviede olie lys i templets menorah i otte dage, selvom der egentligt kun var olie nok til én dag. Det apokryfe skrift 1. Makkabæerbog fortæller hvordan jøderne på ottendedagen festede og ofrede på det genindviede alter. Bogen fortæller ikke noget om oliemiraklet. Ikke desto mindre er chanukah blevet en af de mest populære jødiske fester, hvor friheden fra overmagten fejres. Ligesom ved alle andre jødiske fester leger og spiller man i familien; mad er også vigtigt. Vi spinner dreidels (en terningeformet snurretop), spiller om chokolademønter, spiser sufganiot (en slags doughnut) og latkes (kartoffelpandekager) og tænder lys hver dag. Alt sammen i en afslappet og børnevenlig atmosfære krydret med sange, salmer og bønner. Vi synger den gribende salme Maoz Tsur, Den stærke Klippe, den jødiske version af ”Vor Gud han er så fast en borg”, som proklamerer Gud som vores styrke og fæstning. Johannesevangeliet 10,22-30 beskriver, hvordan Jesus under chanukah erklærede, at ”Faderen og jeg er ét” (vers 30). Det lægger vi messianske jøder måske særligt mærke til. For det er en utrolig påstand, både dengang og i dag. Den udfordrer vores tvivl og manglende tro, og kalder os til tro på det største mirakel, at verdens lys kommer til os som barnet i Betlehem. De virkelige fjender er ikke den politiske modstand vi møder, men mørkets kræfter, som vil ødelægge vores sjæl. Det er lige så radikalt nu som dengang, at høre Jesu’ stemme kalde til efterfølgelse og acceptere hans enhed med Faderen. Hvordan kan vi i dag svare mørkets kræfter med et budskab om forsoning og håb i et land, som har oplevet så meget konflikt over et helt årtusind? De gode nyheder om, at ”lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke”, inspirerer os som Jesu efterfølgere i dag. Vi er kaldet til at søge fred og forsoning, retfærdighed, barmhjertighed og tilgivelse, særligt i landet hvor Jesus blev født, døde og opstod fra graven og hvortil han en dag vil vende tilbage. Vores ansvar, som hans disciple, er at udleve Jesu’ egen karakter som Fredsfyrsten, og bringe sejr. Ikke ved sværdet, men ved at efterligne hans eksempel om forsoning og ydmygt tjenersind over for alle mennesker. I januar 2016 vil flere messianske jøder og kristne palæstinensere mødes for at samtale om denne forsonende kærlighed, og hvordan vi kan gøre den konkret i dag. Vi har brug for jeres forbøn gennem dette, for vi ønsker at dykke dybere ned i det håb, vi har gennem Jesus. Hans eksempel på forsonende kærlighed kan give os lys og inspiration til at følge efter. Nøglen til chanukah er for mig ikke blot Guds frelse af jøderne i fortiden, eller Jesu’ lære i templet, men også håbet for fremtiden som er en del af min egen tro og erfaring i dag. Jeg længes efter den dag, hvor ”hele Israel frelses” (hvordan vi end fortolker dette, er det dog stadigt et positivt udsagn om håb!). Jeg længes også efter den dag, hvor Israel lever i fred med sine naboer. Hvad enten dét sker i vores levetid, eller vi må vente til Jesu’ genkomst, vil chanukas budskab om frelse, fornyelse og forsoning stadig kalde os alle til at spille en rolle i Guds plan for både Israel og alle jordens folkeslag. Israelsmissionen støtter den forsoningskonference Richard Harvey omtaler. Du kan give et bidrag til konferencen her under. [payment_pre project=”147″]

Evangeliet uden beregning

Evangeliet uden beregning

Andy Ball, Det israelske bibelselskab, d. 4 november 2015 Det israelske bibelselskabs butik i Tel Aviv har været på stranden for at dele gratis bibler ud. Det Israelske Bibelselskab arbejder med forskning, oversættelse, publicering og bibeldistribution i Israel. Læs mere om bibelselskabet her Efter en kortere tid med pause besluttede vi at tage på gaden for at sprede evangeliet. Vi fastsatte en dato, og holdet arbejdede hårdt på at klargøre et nyt dramastykke. Der var en ung gruppe, der sluttede sig til holdet sammen med en gruppe unge svenskere. Vi var alle motiverede og klar med et spændende program for dagen. Da vi kom til stranden, opdagede vi, at der stort set ingen mennesker var i området. Vi startede vores program med nogle lovsange, og lidt efter lidt begyndte der at dukke folk op. De samlede sig rundt om os og vores borde, som var fulde af bibler, salmer, bøger om Jesu liv og andet ny-testamentelig litteratur, hvoraf det meste var på hebraisk. Som sædvanlig var hebraiske bibler og børnebøger meget efterspurgt. Det var fedt at se, hvordan holdet delte sig i små grupper for at forkynde evangeliet. Imens glædede jeg mig over at se unge israelere, som udviste en stor interesse for vores arbejde. Deres første spørgsmål var altid: ”Hvor koster en hebraisk bibel?” Hver gang blev de overraskede over, at den var gratis. Vi var nødt til at sætte et skilt op, hvor der stod ”UDEN BEREGNING” for at folk kunne forstå, at biblerne virkelig var gratis. Det er fantastisk at opleve, hvordan børnene tager børnebøgerne og sætter sig i et hjørne for at læse, imens forældrene ser dramastykket. Den største succes den dag var lovsangen med den svenske gruppe og resten af holdet.  Holdet startede med at danse, og snart dansede alle i nærheden med både unge og gamle. Den svenske gruppe blev omkredset af nogle unge israelere, der ville vide, hvorfor de viste så meget kærlighed til dem, når Sverige ellers ikke plejer at kunne lide israelere. Gruppen havde en god mulighed for at vise Guds kærlighed og gå igennem bibelen, for at vise dem profetierne i det gamle testamente og forbinde dem til det nye testamente. Hurtigt kom en religiøs mand og fortalte dem om, hvem han mente Jesus i virkeligheden var, men snart deltog han også i holdets dans og tilbedelse af Gud. Vi havde så travlt, at vi slet ikke opdagede at mørket faldt på. Vi begyndte at pakke sammen og kunne stadig kigge på mange mennesker, der tog bøgerne og stillede spørgsmål. Inden vi forlod stranden, kom holdet op til mig og sagde, det havde været en fantastisk dag. De havde haft mange gode samtaler og de kunne se, hvordan de unge israelere havde forladt stedet med et smil på læben. Situationen i Israel er meget anspændt, men lovsangene ændrede den dårlige atmosfære, og hjalp os med at glemme hele den politiske situation. I stedet dansede og lovpriste vi Gud. [payment_pre project=”9″]

Messianske jøder

Hvorfor kan de ikke bare være almindelige kristne?

– om messianske jøder og identitet

Christian Vestergård, kommunikationsmedarbejder, 2. december 2015 Messianske jøder er etniske jøder, som er kommet til tro på, at Jesus Kristus er Guds søn, og at han er den Messias, der er profeteret om i det gamle testamente. Når det er sagt, skal det gøres klart, at det er svært at tale generelt om messianske jøder. De er meget forskellige fra hinanden, lige så meget som kristne kan være det. Deres teologi og praksis kan variere meget fra en messiansk jøde til en anden. Der er nogle træk ved den messianske bevægelse, hvor vi ”hedninge-kristne” måske undres. Hvorfor omskærer mange alligevel deres drengebørn, og hvorfor holder de stadig shabbat? Hvorfor kan de ikke bare holde op med at være så jødiske og være almindelige kristne som os andre? Det er blandt andet sådanne spørgsmål fra den kristne kirke, der har været med til at distancere mange messianske jøder fra kristennavnet. Kirken har en lang historie med det jødiske folk. En historie der er præget af antisemitisme – specielt udtrykt ved korstogene og holocaust. Jøder vil typisk i dag forbinde kristennavnet med denne tragiske historie. Det betyder, at mange messianske jøder ikke vil kaldes kristne den dag i dag. Kristenavnet klinger for meget af had, og det navn ville distancere messianske jøder yderligere fra resten af det jødiske folk. Derfor vil de betegne sig selv som Jesus-troende jøder eller messianske jøder. En stor del af deres identitet er bundet op på at være jødisk. Derfor vil messianske jøder ikke give afkald på den titel, selv om man kommer til tro på Jesus. Troen gør dem ikke til ex-jøder. De vil betegne sig selv som værende 100 % jødisk og 100 % messiansk. Som de selv vil sige, holdt de første kristne ikke op med at være jøder efter Jesu himmelfart. Jesus var selv jøde. De messianske jøders situation minder på mange måder om de første kristnes. De skulle også finde ud af, hvad Jesu gerning betød for deres jødiske selvforståelse. Messiansk jøde i praksis  Messianske jøder holder fast i mange af de jødiske traditioner og forskrifter. Stort set alle messianske jøder omskærer deres nyfødte drengebørn. De lægger stadig en stor værdi i Abrahams-pagten. De ser, i den sammenhæng, stadig sig selv som en del af Guds særligt udvalgte folk, Israel. Nogle messianske jøder, som er kommet til tro på Yeshua (det hebraiske navn for Jesus), har en forståelse af at være ”fuldstændige jøder”. De mener at havde fået opfyldt Guds løfter, fordi løfterne er blevet fuldendt ved Jesus. Derved opdager eller genopdager de deres jødiske identitet igennem evangeliet. Messianske jøder fastholder stadig shabbaten (fredag solnedgang til lørdag solnedgang) som deres ugentlige hvile- og festdag. De fejrer de traditionelle jødiske fester som løvhyttefesten, chanukah og yom kippur. Disse fester bliver fejret meget tæt på den almindelige jødiske facon, men får et messiansk islæt. Det bliver gjort ved at festdagenes betydning bliver italesat som pegende henimod og opfyldt i Jesus. Messianske jøder i det jødiske samfund  Samtidig med at messianske jøder ofte ikke er blevet forstået af den kristne kirke, møder de heller ingen forståelse i det jødiske samfund – de bliver ganske enkelt ikke accepteret. Jøden, der bekender sig til Jesus, vil blive set som en forræder mod hele sit folk. Når en jøde kommer til tro på Jesus, skaber det ofte stor forargelse hos familien. Og i nogle situationer vil den pågældende jøde blive forkastet af sin familie. I nogle tilfælde er der særligt dåben, der får familien til at afskrive ham eller hende fuldstændigt. Messianske jøder oplever i nogle tilfælde meget konkret og håndfast modstand. Det er særligt tilfældet i Israel, hvor nogle bliver udsat for chikane eller trusler, fordi de vælger at leve et liv i troen på Jesus. De messianske jøder står på mange måder mellem to onder. Hos kirken bliver der ikke taget hånd om deres jødiske identitet, mens jøderne ser dem som forrædere og mener, at deres tro på Jesus er direkte forkastelig. Isralsmissionen og Messianske jøder  Israelsmissionen støtter og arbejder sammen med forskellige messianske organisationer og menigheder i Israel. For os er de naturlige samarbejdspartnere, og vi tror på at samarbejdet er en stor styrke og bærer meget frugt. Vi tror, at de messianske jøders vidnesbyrd har en stor kraft og har brug for at blive talt både ind i den jødiske verden og i den kristne kirke. Messianske jøder har de bedste forudsætninger for at dele evangeliet med det jødiske folk. Men De messianske arbejdere er få og den jødiske høst er stor. Derfor har de brug for støtte og forbøn. Vi vil gerne opfordre til forbøn for messianske jøder: at de må hvile i Guds fred og må have styrke til at vidne om evangeliet til hele det jødiske folk.

Følg os
på facebook


Kommende
begivenheder


Tilmeld dig
Nyhedsbrevet


Israelsmissionen | TORVET | Katrinebjergvej 75 | 8200 Aarhus N | Tlf. 7190 1885 | kontor@israel.dk | Reg.nr. 0994 kontonr. 0003054500 | MobilePay 30503