Skip to main content

Måned: januar 2016

Årsmøde 2016: Guds kærlighed flytter grænser

Velkommen til Israelsmissionens årsmøde den 12. marts kl. 13.30 på TORVET i Aarhus. Adresse: Katrinebjergvej 75, 8200 Aarhus N.

Susan Perlman
Susan Perlman
Hvad er det nu for noget med de grænser. Forældre får at vide, de skal sætte dem – lære deres børn, hvor de går, for ellers går det galt. Børn elsker at gå over dem, ja, de skal vel nærmest gå over dem, udfordre dem, for at vi skal synes, de er raske og sunde. Grænser kan også bruges til både at afgrænse og begrænse – alt efter om man vil holde noget eller nogen inde eller ude.

Guds kærlighed ej grænse ved, synger vi i Lönegrens gamle salme. Og i mødet med dén grænseløse kærlighed rykkes vore egne grænser. I forhold til os selv. I forhold til vores næste og i forhold til det samfund og den verden, vi alle er en del af.

Morten Hørning
Morten Hørning
Det er denne grænserykning, vi skal være sammen om på Israelsmissionens årsmøde 12. marts på TORVET i Aarhus. Morten Hørning Jensen, lektor på Menighedsfakultetet, vil fortælle om, hvordan Jesus rykkede på grænserne for rent og urent. Susan Perlman, der er en del af ledelsen i Jews for Jesus, vil fortælle om grænseoverskridende mission til jøder i dag og om, hvordan hendes egne grænser blev rykket, da hun selv kom til tro på Jesus som Messias. Vi skal også lytte til Israelsmissionens tidligere formand, Kai Kjær-Hansen, som med udgangspunkt i Johannes 3,16 vil forkynde om, hvordan Gud selv sprængte alle grænser, da han blev menneske. Derudover skal vi lytte til nogen af alle de mennesker, som hvert år krydser grænser sammen med Israelsmissionens Unge for at rejse ud i verden for deltage i og lære mere om Guds mission.

Rigtig hjertelig velkommen til årsmøde!

Program for dagen

Kai Kjær-Hansen
Kai Kjær-Hansen
Man er velkommen til en kop kaffe fra kl. 13.
Velkomst og sang
13:30 Indledning
13:45 Jesus flytter grænsen for rent og urent – Jesu ord om rent og urent i lyset af arkæologien og historien v/ Morten Hørning Jensen
14:10 Intro til Jews for Jesus
14:15 Hvordan når vi jøder med evangeliet i dag? v/ Susan Perlman, Jews for Jesus
14:50 Musikindslag
15:00 Kaffepause
15:30: Årsberetning v/ Krista Rosenlund Bellows og Bodil Skjøtt
16:30: Sang/musik
16:40: Opdatering fra Israelsmissionens Unge v/ Simon Krüger
16:50             Seminarer
1) ”The Gospel in the Passover” v/ Susan Perlman (på engelsk)
2) Nyt fra den messianske bevægelse i Israel v/ Bodil Skjøtt
3) Min plads i Guds mission v/ Jakob Wilms Nielsen
17:50: Aftensmad – tilmelding til fællesspisning på kontor@israel.dk

Aftenprogram

19.00 Velkomst – og børnesange
19:10: Nyt fra medarbejderne i Israel
19:20: Min vej til Jesus – mit liv med Jesus v/ Susan Perlman
19:45: Sang/Musik
19:50: For således elskede Gud verden, prædiken v/ Kai Kjær-Hansen
20:10: Sang og kollekt til Israelsmissionens arbejde
20:15: Året rundt og jorden rundt med Israelsmissionens Unge – kom med til bl.a. Jerusalem, Betlehem og Jakarta!
Afslutning med Musik-andagt
21:00: Kaffe til alle
21:45: IU fortsætter festen

Gud har ikke fortrudt sit kald

– skabt til at fortælle del 3



Avi Snyder, leder af Jews for Jesus i Europa

© Jews for Jesus 2007

I denne og to andre artikler bringer vi uddrag af Avi Snyders essay, Skabt til at fortælle. (Første del kan du læse her, anden del kan du læse her.) Dette essay er en udførlig argumentation for, hvorfor det jødiske folk blev – og stadig er – udvalgt af Gud til én bestemt opgave, at Gud må blive kendt af alle folkeslag ud over hele jorden.

Der er mindst tre forkerte tilgange til Israels udvælgelse fra kirkens side. Den første er en ligegyldighed overfor Israels kald; den anden er en grundlæggende modvilje mod kaldet, som kommer til udtryk i erstatningsteologien; den tredje giver sig udslag i en beundring for alt, der er jødisk.

I den første gruppe finder vi dem, som er ligeglade med Israels udvælgelse. Men hvis Gud virkelig har givet Israel det kald, som er omtalt i de to tidligere artikler i denne serie, og hvis vi er ligeglade med dét, er vi så ikke også ligegyldige overfor den måde, Gud har tænkt at nå verden med evangeliet? Burde vi ikke give de metoder opmærksomhed, som Gud har givet os? Hvis Gud virkelig har kaldet ét folk og givet dem den særlige opgave at proklamere evangeliet globalt, så burde vi være med til at bekræfte dette kald – ikke være ligeglade med det.

Der er også dem, som mener, at kirken har erstattet Israel, og som ikke bryder sig om tanken, at Gud har givet et uigenkaldeligt kald til det jødiske folk. De mener, det lyder som om Gud har ét bestemt folk, der er hans favorit. Men Gud kalder ikke de særligt værdige. Han kalder dem, han vil. Gud kaldte ikke det jødiske folk, fordi de var særlige. Og Gud har ikke bevaret os, fordi vi var trofaste. Han kaldte os, han bevarede os, og han erklærede kaldet uigenkaldeligt, fordi han er trofast. Det er det, nåde betyder. Og så burde vi i øvrigt huske på, at Gud kaldte Israel ud af sin kærlighed til alle jordens folkeslag, så der er ingen grund til at foragte det folk, han udvalgte. Men der er grund til at glæde os over, at han elsker folkeslagene.

I den sidste gruppe finder vi de kristne, som elsker den jødiske Messias og det jødiske folk, og som uden tøven fastslår, at jøderne stadig er Guds udvalgte folk. Her er der faldgruber, som bør påpeges. Hvis kærligheden slår over i at beundre alt, hvad der er jødisk, bliver det farligt. For det hjælper ikke det jødiske folk med at opfylde kaldet, det gør os bare mere stolte af at være jøder. Hvis du ”respekterer” eller undskylder, at jøder ikke tror på Jesus, hjælpes vi heller ikke med at opfylde kaldet. Så forhindres vi blot i at komme til tro.

Så hvordan kan du hjælpe os til at opfylde kaldet? Hvad har vi brug for? Vi har brug for, du beder for vores frelse. Vi har brug for, du opmuntrer os til at erkende vores synd og sætte vores lid til Jesus. Vi har brug for at blive tilskyndet til at læse hele Bibelen og til at gå ud, til jøde først og så til ikke-jøder. Det vil hjælpe os til at opfylde kaldet. Og det vil fremme evangeliets udbredelse til alle folkeslag, som Gud er så opsat på at nå.

Vi har brug for, at I beder Herren om at sende arbejdere ud til sin høst. Jeg har hørt (og set!), at markerne er modne!

Det uigenkaldelige kald


På en måde begyndte det hele på en slette i Mesopotamien. Gud sagde til Abraham:

Herren sagde til Abram: »Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig. Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse. Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og den, der forbander dig, vil jeg forbande. I dig skal alle jordens slægter velsignes.

Selv navneforandringen fra Abram til Abraham vidner om Guds kærlighed til folkeslagene. Abram betyder ”ophøjet fader” mens Abraham betyder ”fader til mange folkeslag” (1. Mos 17,5).

Men at følge dette kald var ikke let for Abraham, og det har heller ikke været let for de fysiske efterkommere, Gud udvalgte til at være instrumenter for hans velsignelse. Flere gange har det jødiske folk opført sig mere som modstandere af Gud end som medhjælpere. Men Gud har vist nåde i mod os og trofasthed mod sit ord, så han har aldrig ændret sine planer for det jødiske folk – eller blevet mindre opsat på at se sin plan om at bringe evangeliet til alle folkeslag ført ud i livet. Et af de mest tydelige steder på dette, er Romerbrevet 11,1-2 og 28-29:

Jeg spørger nu: Har Gud da forkastet sit folk? Aldeles ikke! Jeg er jo selv israelit, af Abrahams slægt, af Benjamins stamme. Gud har ikke forkastet sit folk, som han først har vedkendt sig. […] I forhold til evangeliet er de fjender, og det er de for jeres skyld; men i forhold til udvælgelsen er de elskede, og det er de for fædrenes skyld. For sine nådegaver og sit kald fortryder Gud ikke.

Nogle gange tænker jeg, at dette på en gang er nogle af de mest foruroligende og opmuntrende vers i Bibelen. Paulus erklærer ligefremt, at dem som ikke er kommet til tro, er fjender af evangeliet. Hårde ord! Men han tilføjer hurtigt, at modstanden er for ikke-jødernes skyld. Og på trods af modstanden erklærer Paulus utvetydigt, at det jødiske folk stadig er elsket på grund af fædrene, fordi det kald han har givet, har han ikke fortrudt.

Paulus havde et godt grundlag til at forstå disse vers, for hans eget liv indkapsler meget godt selve pointen.  I Galaterbrevet 1,13 og Apostlenes Gerninger 22,4 taler han meget tydeligt om sit eget fjendskab og modstand mod evangeliet:

I har jo hørt om, […] at jeg til overmål forfulgte Guds kirke og ville udrydde den. […] Jeg har forfulgt denne Vej med død og drab, både mænd og kvinder fik jeg anholdt og sat i fængsel.

Gud ændrede ikke sine planer for Paulus grundet hans fjendskab mod evangeliet. Gud brugte tværtimod dette fjendskab som et eksempel på, at Guds nåde er tilgængelig for enhver, der omvender sig og tror.

Men netop derfor fandt jeg barmhjertighed, for at jeg kunne være den første, Kristus Jesus viste hele sin langmodighed på, til eksempel for dem, der skal komme til tro på ham og få evigt liv. (1. Timotheus 1,16)

Kaldet – det eneste kald Israel nogensinde har modtaget – består stadig i dag. Det ses tydeligt i Skriften. Det ses i måden Paulus drev mission på. Det ses endda i den søgen efter mening efter noget større, som er i mange af det jødiske folks hjerter. Paulus beskrev denne malplacerede passion meget godt, da han skrev: ”De har nidkærhed for Gud, men uden forstand.” Det er ikke så mærkeligt, at mange jøder gennem historien har brudt nyt land eller taget på store eventyr. Vi blev skabt til at være budbringere, og det er det, vi ender med at være – om det så er med evangeliet eller ej. Men hvor er det godt og naturligt, når vi jøder endelig begynder at proklamere det evangelium, vi blev skabt til at proklamere.