I ni dage rejste vi rundt i ”Det Hellige Land” Israel med Haderslev Domkirkes Pigekor – en lærerig tur som vi sjældent vil glemme.
Ane Fjalland Nørbygaard og Ida Fricke Jørgensen
Pigekoret giver koncert i Gravhaven i Jerusalem med Thomas Berg-Juul som dirigent.
Den 5. til 13. marts 2016 var vi på tur med Haderslev Domkirkes Pigekor til Israel og Palæstina. Vi så nogle af de vigtigste steder i forbindelse med kristendommen, og turen gik bl.a. til Jerusalem, Betlehem, Nazareth og Kapernaum. Ydermere så vi også nogle af de større turistattraktioner som Grædemuren og Det Døde Hav samt Israels smukke, bakkede landskaber.
Dog befandt vi os ikke kun i Israel for at se naturen og seværdighederne, men også for at synge fire koncerter og diverse sporadiske koncerter i kapeller og kirker som vores vej gik forbi.
I løbet af turen så vi en del ting, der er meget forskellige fra hvad vi kender til her i Danmark – bl.a. har israelerne gennem tiden haft en særdeles veludviklet evne til at skabe liv i landområder hvor man ikke troede det muligt. På de mest barske steder har de fundet måder at overleve på. Et godt eksempel er Masada-klippen, der ligger i Judæaørkenen et stenkast fra Det Døde Hav. Her byggede Herodes et stort anlæg som havde plads til en mindre by og vandcisterner der kunne rumme nok vand til 1000 mennesker i fem år.
Undervejs besøgte pigekoret også Immanuelkirken i Jaffo.
Det der gjorde særligt indtryk på os var den kulturelle mangfoldighed der var at finde i det meste af landet – dog viste det sig tydeligst i Jerusalem, hvor både jøder, muslimer og kristne lever side om side i et velfungerende samfund. Selv bedehusene var vidt forskellige, da der både var katolske, jødiske, kristne, muslimske og græsk ortodokse. Det var en positivt overraskende oplevelse at se de mange kulturer leve sammen – både fordi man ikke er vant til at se så mange kulturer samlet på et relativt lille sted, men også fordi man ofte får den opfattelse når man er hjemme i Danmark, at israelere og palæstinensere ikke på nogen måde kan døje hinanden og derfor ikke ville kunne leve fredeligt sammen. Det kan sættes i kontrast til hvordan vi oplever sammenstødet mellem forskellige kulturer herhjemme. Her er nogle måske påpasselig med at være sammen med ikke-etniske danskere. Selvfølgelig mærker man stadig konflikten i form af militæret, der mange steder findes i gadebilledet, for selvom langt de fleste af palæstinenserne hører til den jævne befolkning og indordner sig det israelske styre, er der desværre stadig ekstremister der ønsker at frigøre Palæstina med vold. Vi befandt os hovedsageligt ved turistattraktionerne og mærkede ikke noget til dette, så selvom konflikten findes, er det altså ikke specielt farligt at rejse til Israel som turist.
Rejsen har ændret vores syn på Israel radikalt. Før vi rejste havde vi den opfattelse at der konstant er oprør, og at der ligefrem ville være skududvekslinger mens vi var der. Derfor var der også mange forældre, der var betænkelige ved at sende deres børn af sted, men størstedelen blev da overtalt, da de blev forsikrede om at Unitas rejser havde godt styr på sikkerheden med diverse nødløsninger i tilfælde af problemer – noget vi dog ikke fik brug for.
Turen har været en oplevelse for livet. Det var meget spændende at opleve landet indefra og selv få lov at danne sig egne indtryk og meninger om landet, så hvis man nogen sinde får muligheden for det, er Israel et rejsemål der helt sikkert er pengene værd.
Kai Kjær-Hansen, tidligere formand og redaktør i Israelsmissionen
Nedenstående er Kai Kjær-Hansens prædiken lørdag aften på årsmødet i redigeret udgave.
”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.” Ikke uden grund er dette vers, Johannes 3,16, blevet kaldt Den Lille Bibel. Det er evangeliet sat på kortform.
Får jeg et dødsleje, ribbet for alt, uden tale og tankevirksomhed længere, uden teologi længere, måske i en demens svovlende og bandende, håber jeg, at der er nogle, der vil hviske det, og blive ved med at hviske det i mine øren, og hviske det igen: Gud elskede verden. Og dermed også dig – Kai.
Verden
Den Lille Bibels græske ord for ”verden” er kosmos. Bredt anskuet betyder kosmos orden og harmoni. Modsætningen til kosmos er kaos. Da Gud skabte verden, universet, og skabte Adam var alt såre godt. Ordet ”verden” bruges bl.a. i Bibelen om Guds skaberværk som lovprises. Det kan også bruges helt neutralt. Ligesom når vi siger, at man rejser ud i verden. I 3,16 har det en anden valør. Genstanden for Guds kærlighed er ”denne verdens” mennesker, som er i opposition til Gud og Kristus. Skaberen elskede den skabning, som han selv har skabt, den skabning, som nu skaber sig ved at mene, at man kan leve sit eget liv uden ham og dø sin egen død uden hans kærlighed. Mennesket har gjort verden, kosmos, til kaos for sig selv i forholdet til Gud. Ikke desto mindre er det ”denne verden” Gud elskede; han elskede de ikke-elsk-værdige.
Gud skabte ikke jøder, ej heller jyder, han skabte mennesket. Det blev med tiden til mange folkeslag. Ud af disse mange folkeslag ønskede han et ejendomsfolk, et udvalgt folk, et demonstrationsfolk, gennem hvilket han kunne vise, hvem han er og blive æret og tilbedt for det, han er: nemlig kærlighed.
Der findes en god jødisk fortælling om Guds udvælgelse af Israels folk. Det overraskende er, at Gud ikke først går til stammefolket Israel. Nej, han begynder med et andet folk og tilbyder det at være hans folk. Han siger, at hvis de vil være hans folk, skal de holde hans bud og anordninger. Da det første folk hører denne betingelse, takker det nej. Gud gik så hele raden rundt, kom til det næstsidste folk, men også det takker nej. Til sidst, til allersidst, kom Gud til Israels folk. Vil I være mit folk? Hvis I vil være mit folk, skal I holde mine bud og anordninger. Og sidst af alle, takker Israels folk ja, til at være Guds folk – på Guds betingelser.
Jeg skynder mig at sige, at denne fortælling ikke står i Bibelen. Men den er i bibelsk ånd, sådan som jeg forstår den. I Bibelen gives der ingen egentlig begrundelse for, hvorfor Gud udvalgte netop Israel. Men udvælgelsen er ikke begrundet i en kvalitet hos folket. På den måde fremhæves Guds suveræne kærlighed i udvælgelsen af Israel.
Gud er kærlighed
Vores oplevelse af kærlighedsrelationen mellem to mennesker, kan ikke uden videre og direkte overføres på Guds kærlighed til os, selv om vi vist undertiden gør det. Vi har kærlighed, Og som faldne skabninger takker vi Gud for, at vi kan have og vise kærlighed til hinanden. Men om Gud er det for lidt at sige, at han har kærlighed.
Gud er kærlighed. Fra først til sidst. Fra evighed til evighed. Når vi taler om Gud, slutter vi derfor ikke af med at sige: og så i øvrigt er Gud også kærlig. Nej, hvad Gud er, er indesluttet i de tre ord: Gud er kærlighed. Selv i dommen er Gud kærlighed. Intet kan ændre på, at Gud er kærlighed.
Gud er kærlighed. Subjekt og prædikat kan ikke uden videre byttes om til sætningen: Kærligheden er gud, hvilket nogen synes at gøre for derefter selv at definere, hvad kærlighed er for dem. Gud er kærlighed. Gud bliver ikke kærlighed. En bedsteforældregeneration, som jeg selv tilhører, kan måske med årene blive rarere og mildere mod børnebørnene, end vi var mod vore egne børn. Det er fristende at overføre dette på Gud; han bliver vel også ældre og mildere med årene? Men Gud kan ikke blive, det han er.
Fra det andet århundrede og fremover og også i dag findes ganske vist den tankegang, at i GT er Gud den vrede og straffende Gud, mens han i NT gennem Jesus er blevet den milde og kærlige Gud. Intet kan være mere forkert end dette. Da en dansk teolog for en del år siden skrev noget lignende, tog daværende overrabbiner Bent Melchior til genmæle og sagde noget i den her retning: Hvis jeg skulle være lige så selektiv, som denne danske teolog, så kunne jeg nemt vise, at i GT er Gud den kærlige Gud, og i NT den straffende Gud. Godt sagt! At Israels Gud er kærlighed og nåde, er ikke nogen nyhed i NT. Mellemværende mellem troende jøder og troende kristne er ikke, at Gud er kærlighed. Mellemværende er, hvem Jesus er, og om han er Guds inkarnerede kærlighed. Om hans er Guds enbårne søn.
Gud er kærlighed, har jeg sagt allerede en del gange. Men er Gud ikke også vrede? Underbetoner jeg dette? Ikke blot findes der jo et Johannes 3,16. Der er også et Johannes 3,36: ”Den, der tror på Sønnen, har evigt liv; den, der er ulydig mod Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham.”
Ikke desto mindre vover jeg at fastholde, at Gud er kærlighed. Jeg vover ikke at sige, at Gud er vrede. Jeg kan ikke alligevel ikke komme uden om, at der tales om Guds vrede både i GT og NT, selv om jeg helst havde været Guds vrede foruden. Men Guds vrede er ikke en ”egenskab” ved Gud – for nu at bruge dette vanskelige begreb, som Guds ”egenskab” er. Gud er ikke vrede. Guds vrede er noget der flammer op i Gud. Guds vrede er den kærlige Guds reaktion mod mennesker, der forsmår hans kærlighed. En kærlighed, som ikke træder i karakter, ikke reagerer, når den bliver forsmået, er ikke kærlighed. Evangeliet er, at Guds vrede over menneskets synd på en stedfortrædende måde ramte Jesus.
I har Djævelen til fader
Vi er som ikke-jøder, som hedninger, inkluderet i ”verden” og dermed inkluderet i frelsen. Tænk hvis der havde stået: For således elskede Gud jøderne … så var vi ikke-jøder ilde stedt, ekskluderet fra frelsen i Jesus. Men tænk også, hvis der havde stået: For således elskede Gud ikke-jøderne … ja, hvad så med jøder? Enten at der er en anden vej til frelses for jøder end for ikke-jøder, eller at de er ekskluderet fra frelsen i Jesus
I kapitel 8 i Johannesevangeliet siger Jesus til de jøder, han taler med: ”I har Djævelen til fader” (Joh 8,44). Indbefatter Guds kærlighed dem, der har Djævelen til far? Havde jeg autoritet til at slette lad os sige fem vers i NT, ville dette være et af dem. Det hænger samme med virkningshistorien af dette vers. Det er op gennem tiderne brugt igen og igen, også eller ikke mindst af kirkens folk, til at sige, at hele det jødiske folk til alle tider er under Guds forbandelse. For tid og evighed. Hele folket er gudsmordere. Vor tids jøder må bøde for, hvad nogle jøder på Jesu tid sagde om ham og gjorde ved ham. Guds forbandelser hører jøder til. Guds velsignelser hører kirken til. En sådan tankegang, jeg var lige ved at sige, forsager vi lige så meget, som vi i trosbekendelsen forsager Djævelen selv.
Jeg ser kun én mulighed for at komme en antisemitisk udnyttelse af ordene ”I har Djævelen til fader” til livs, og det er, at identificere sig med de pågældende jøder. Når vi som kristne hører sådanne ord til og om nogle jøder på Jesu tid, så skal vi inkludere os selv i dem, spejle os i dem. I Israels frafald afspejles kirkens frafald. Det er mig som døbt, mig og mine med-døbte, som nu er under anklage. At hævde at jøder for tid og evighed er uden for Guds kærlighed er et gudspotteligt angreb på Guds ære og majestæt, ja, på Guds kærlighed. Spørgsmålet lød: Indbefatter Guds kærlighed også dem, der har Djævelen til fader? Hertil er at sige et klart ja. Tager vi imod Guds kærlighed genoprettes gudsforholdet, og vi kan i sandhed kalde Gud for abba, far.
Gud elskede os først
Og lad mig så slutte af med de prægnante ord fra Første Johannesbrev: ”Vi elsker, fordi han (Gud) elskede os først” (1. Joh 4,19). Guds kærlighed kom først og er størst. Den kom ikke blot først, men er nu og vedbliver til det sidste og i al evighed. Fra evighed til evighed er Gud kærlighed. I Guds kærlighedsmission inddrages vi. Sådan som det kommer til udtryk i et dokument fra Lausannebevægelsen verdenskonference i Cape Town i 2010.
Guds mission strømmer fra Guds kærlighed. Guds folks mission strømmer fra vor kærlighed til Gud og til alt, som Gud elsker. Verdensevangelisation er udstrømningen af Guds kærlighed til os og gennem os. Vi erkender, at Guds nåde kom først, og vi reagerer på den nåde ved tro, vist gennem kærlighedens lydighed. Vi elsker, fordi Gud elskede os først og sendte sin søn som et sonoffer for vore synder.
Måtte vi fortsat leve i denne virkelighed, at vi elsker, fordi Gud elskede os først. Måtte vi i sandhed kunne sige, vi elsker Gud og leve Guds kærlighed ud. Alligevel skal der ikke på min gravsten stå, at jeg elskede Gud. Der skal stå det samme som på mine forældres gravsten: ”Gud elskede verden”. Heri er jeg inkluderet.
Igen blev vi velsignet med et helt fantastisk årsmøde, hvor der både blev talt til hjernen og hjertet. Over 100 mennesker havde fundet vej til TORVET i Aarhus, for at fejre den del af Guds mission, som er Israelsmissionen. Vi glæder os også rigtig meget over, at omkring halvdelen af de deltagende på årsmødet, var under 40. Det vidner om, at der også i næste generation vil være mennesker til at bære Israelsmissionens vision videre.
Dagen blev indledt med ordene fra Zakarias’ lovsang fra Lukasevangeliet kapitel 1. Her blev det understreget, at Gud ikke har elsket os med en tavs kærlighed, men altid har talt til sit folk – både helt fra begyndelsen og i gennem sin søn, Jesus Messias. Gud taler stadig gennem Helligånden, og det er grundlæggende derfor, der er noget, der hedder Israelsmissionen.
Morten Hørning Jensen fortalte på utraditionel vis om, hvordan Jesus flytter grænserne for rent og urent. I begyndelsen tog han således skikkelse af en jøde fra det første århundrede, Matathias ben-Yohanan, som var stolt farisæer og gik meget op i forskrifterne omkring rent og urent. ”Spørgsmålet om rent og urent handler grundlæggende om at ordne verden,” fortalte han. ”Gud skabte og ordnede alting i begyndelsen, og det er det, vi fortsætter med – os som ved, hvornår vi er rene eller urene til forskel fra synderne.” Denne fiktive jøde fra det første århundrede fortalte videre om, hvor vanvittigt det var, det som denne rabbi Yeshua havde gang i, for det var som om, han vendte alting på hovedet. ”Det er som om han har den forestilling om sig selv, at han er så ren, at alt det urene bliver rent i mødet med ham,” fortalte Matathias forklædt som Morten Hørning.
Susan Perlman fra Jews for Jesus berigede os med både bibelundervisning og sin egen personlige historie. Hun gav udtryk for glæde over det samarbejde der er mellem Israelsmissionen og Jews for Jesus, og opfordrede os til at være trofaste i det kald, Gud har givet os.
Om aftenen var der endnu engang ”Jorden rundt med Israelsmissionens Unge”, og her blev der gjort opmærksom på alle de aktiviteter de unge både skaber og deltager i ude i verden. Så vi fik indblik i både fodboldskolen på Vestbredden, som arrangeres hver sommer, om hvorfor Israelsmissionen investerer så meget i unge og sender så langt væk som til Jakarta, og vi fik hørt hvorfor det er så vigtigt, at unge teologistuderende kommer til Israel og får geografien, lugtene og lydene med i deres teologi.
Vi siger tak til alle, som var med til at gøre dagen god og festlig!
Avi Snyder, leder af Jews for Jesus i Europa, 4. marts 2016
Jeg er lige kommet hjem til Budapest efter en måneds rejse rundt i verden, hvor jeg har set en spændende udvikling flere steder. Lad mig give et overblik over de mest interessante.
I starten af januar var jeg i San Francisco til en række strategi-møder med Jews for Jesus. Inden jeg skulle forlade USA, fik jeg muligheden for at se min 96-årige far, David, og min 90-årige stedmor, Esther. Jeg tror, Esther er meget tæt på at komme til tro. Min far har altid været meget imod min tro, men under mine seneste to besøg, har han valgt at tage en stille og passiv rolle, imens jeg har delt evangeliet med Esther. Måske er han også ved at bløde op efter alle de år, jeg har været troende.
Efter San Francisco rejste jeg til London til et europæisk Jews for Jesus bestyrelsesmøde. En af mine kollegaer Alison Barnett, som arbejder ud fra Jews for Jesus’ bogbutik i London, har skrevet om en spændende samtale, hun havde med en ung jøde.
Hun fortæller:
–
David er med til vores sabbats-måltider. Han søger ihærdigt efter sandheden, og han er meget åben overfor evangeliet, men han er samtidig meget nysgerrig på Buddhisme, Hare Krishna og new age spiritualitet.
David kommer fra en ortodoks familie. Han fortalte, at han var bange for, hvad hans familie ville sige, hvis han besluttede sig for at tro på Jesus. Jeg fortalte, hvordan min mands og min egen familie reagerede, da vi fortalte, at vi var kommet til tro, og at det fantastiske ved troen langt overgår det tab og den efterfølgelse, vi sidenhen har mødt. David indrømmede, at han var tilbageholdende med virkelig at overveje Jesus som Messias, når nu mange mente, at kristne er dårligt uddannede eller direkte dumme. Jeg kunne ikke lade være med at grine. Jeg nævnte, at min mand er udannet psykolog, er en dygtig lærer og er ved at tage en kandidat i teologi, og at en anden messiansk jøde, som han har mødt, faktisk er ph.d. i matematik. David var glad for at få nedbrudt sin stereotype forestilling, og sagde at det lettede ham. Jeg udfordrede David til at læse bibelen med et åbent sind og bede Jesus om at vise sig som den sande Messias. Han lovede, at han ville læse og se profetierne efter i sømmene.
–
Efter mødet i London brugte jeg (Avi) en uge på turne i Tyskland med min gode ven pastor Werner Oder. Vores forelæsning hed ”To sønner af Holocaust”. Det drejer sig om vores unikke venskab. Werner er søn af en krigsforbryder og nazist, og jeg er stedsøn af en overlevende fra Holocaust. To mænd forenet i kærlighed til mit jødiske folk og for den jødiske Messias, Jesus. Hvilken skøn manifestation af korsets forsonende kraft.
Jeg rejste fra Tyskland til Tel Aviv, hvor jeg brugte nogle få dage med de russisk-talende missionærer, som vi flyttede fra Ukraine til Israel sidste år. De gør et fantastisk stykke arbejde. Ved Guds nåde oplevede disse missionærer, at 16 jøder kom til tro på Jesus i 2015. Men deres arbejde er hårdt, for de står overfor en enorm missionsmark og arbejderne er få (der er 1,2 millioner russisk-talende immigranter i Israel).
Tak for jeres støtte og forbøn for at det jødiske folk må komme til tro på Jesus Messias.
