Month: april 2016

”Åh nej, har de stjålet dig” – israelske studerende på besøg i Danmark.

”Åh nej, har de stjålet dig”

Christian Vestergård kommunikationsmedarbejder, d. 15 april 2016 Bathel og Jezzel rejste under påskeugen fra Israel til Danmark for at deltage i KFS’ påskelejr i Skanderborg. De sidder begge to med i FCSI-bibelstudiegrupper sammen med andre studerende i Israel. Ved deres ankomst havde de tid til et interview om det at være studerende og kristen i Israel. Bathel er etiopisk jøde, og da hun var 3 år gammel immigrerede hendes familie fra Etiopien til Israel. Hun læser jura på det hebraiske universitet i Jerusalem. Det er en udfordring for Bathel at være Jesus-troende jøde blandt hendes medstuderende. Hun bliver som messiansk jøde i flere sammenhænge opfattet som en falsk jøde, og samtidig er der mange israelere, der ikke bryder sig om etiopiske jøder. Den opfattelse bliver Bathel desværre også mødt med i universitetsmiljøet. En dag på busstationen i Jerusalem faldt hun i snak med en jødisk kvinde om religion. Da Bathel fortalte, at hun var en Jesustroende jøde, udbrød damen: ” Åh nej, har de stjålet dig?! Men du er jo så smuk og klog, det er virkelig trist…”. Det var et klart udtryk for Bathel om, hvor svært jøder har ved at forholde sig til troen på Jesus, når det både er trist, og tilmed bliver beskrevet som om, hun er blevet stjålet af de kristne. Jezzel er araber fra Kyriat Shmona i det nordlige Israel, hvor hun læser til socialrådgiver. Hun oplever, at Gud har givet hende et hjerte for de socialt udsatte. Hun mener ikke, at der er gode eller dårlige mennesker i verden, men kun mennesker som har været i dårlige situationer. Da jeg spørger ind til konflikten, nævner Jezzel alligevel en forskel på mennesker, som for hende er meget vigtig. Der er dem som tror på Jesus, og dem som ikke tror på Jesus. Hun ser ikke israelere, arabere eller amerikanere, men to slags mennesker, dem som lever med Gud og dem som lever uden Gud. ”For lever du med Gud, ser du mennesker anderledes, så vil du elske mennesker uanset deres farve, etnicitet og køn”. Mens vi snakker om konflikten, fortæller Bathel, at hun for tiden føler sig utryg i Israel. Der har været flere terrorangreb på busser i hendes nabolag. Selvom hun holder meget af Israel og oplever en særlig velsignelse ved at bo i landet, er det svært for hende, at være i et område styret af uretfærdighed og undertrykkelse. Det er ikke kun palæstinensere, der oplever uretfærdighed. Mange etiopiske jøder oplever også undertrykkelse og social uretfærdighed rundt omkring i Israel. Jezzel fortæller, at mange i Israel er utrygge, og mennesker, som normalt er fredelige, er begyndt at gå med kniv. Til hendes kollegium går der ingen busser, derfor forsøger de studerende sig ofte med at få et lift frem og tilbage fra byen. En dag fik hun og en veninde et lift. Da hun sætter sig i sædet kan hun mærke at hun sidder oven på noget. Det viser sig, at det er en kæmpe kniv. Veninden gør store øjne og spørger om, det er Jezzels. Jezzel ryster kraftigt på hovedet og de skynder sig ud af bilen, nødsaget til at gå det sidste stykke til kollegiet. Jezzel er rystet over, at almindelige mennesker er så bange, at de i normalt fredelige områder er begyndt at bevæbne sig. Jezzel startede for et år siden en bibelstudiegruppe op på hendes kollegium i Kyriat Shmona. De mødes nu 15 studerende en gang om ugen til bøn og bibelstudie. Der er ingen kirker i området, derfor er det for Jezzel enormt opmuntrende at være i et kristent fællesskab midt iblandt andre studerende. Jezzel oplever igennem studiegruppen at blive udrustet til at være verdens lys, hvortil hun slutter vores snak af med at sige: ” Hvis ikke vi som Jesu disciple proklamerer hans navn, hvem vil så gøre det”. Jezzel og Bathel fortalte på vej hjem at de havde haft et dejligt ophold i Danmark. Det var meget lærerigt og opbyggende for dem at være sammen med studerende fra Danmark. De glædede sig til at komme hjem og omsætte oplevelsen til praksis i deres bibelstudiegruppe.

Læs mere om studenterarbejdet her

Lokale menigheder skal engagere sig i studenterarbejdet

Lokale menigheder skal engagere sig i studenterarbejdet i Israel

Bodil Skjøtt, generalsekretær, 13. april 2016 “Det er den vision vi har for studenterarbejdet, og jeg er overbevist om, den er fra Gud, for den er kommet til os gennem bøn og faste”. Ordene kommer fra Neeman på en kold og regnfuld søndag morgen i Jerusalem, hvor vi har sat hinanden stævne på en af de små cafeer ved centralbusstationen i Jerusalem.  Jeg er på vej tilbage til Danmark efter en uges studietur med teologistuderende fra TORVET i Aarhus og Neeman er kommet med morgenbussen fra Ashdod, hvor han bor. Siden foråret 2015 har han været ansat af FCSI, det kristne studenterarbejde i Israel, som på mange måder svarer til KFS i Danmark. Neeman er en ud af to studentersekretærer og har ansvar for de hebraisk-talende grupper på universiteter og studiesteder. Hans kollega, Rasha, har ansvaret for de arabisk-talende grupper. Desuden er der Zaher, som er generalsekretær på halvtid. Det giver 2½ ansatte til over 300.000 studerende, så der er nok at lave. Jeg har sat Neeman stævne for at høre, hvordan han har det, og hvad der er sket, siden han for to år siden var i Danmark sammen Bishara, som dengang læste til ingeniør på universitet i Tel Aviv. Siden er Bishara flyttet til Jerusalem, hvor han ved siden af sine studier på Hebrew University leder den arabisk-talende del af det kristne studenterarbejde. Selv har Neeman færdiggjort sine studier i samfundsvidenskab og internationale studier på samme universitet. Han er også blevet gift med en pige, der, ligesom han selv, kommer fra det tidligere Sovjet. De bor i Ashdod, og det er derfra, Neeman det sidste år har koordineret det kristne studenterarbejde blandt hebraisk-talende studerende i Israel. Det er otte år siden Neeman, som den første i sin familie, flyttede til Israel. Hans familie kommer fra Samara, som ligger ved Volgafloden, hvor Stalin byggede sin bunker for at sikre sig mod Hitler. Han immigrerede til Israel efter at være kommet til tro på Jesus som jødernes Messias. Derfor så han også Israel som det land, hvor hans fremtid måtte være. Han er vokset op i et hjem, hvor familiens jødiske identitet ikke spillede nogen rolle, men med en mor som ”altid ledte efter Gud”, som Neeman udtrykker det. Det var hende, der hjalp Neeman til tro på Jesus. Siden han kom til Israel, har han været en del af en russisktalende messiansk menighed i Ashdod. Inden Neeman uddyber hvad hans og studenterarbejdet vision går ud på, får jeg en opdatering på, hvad der sker i studenterarbejdet for tiden. I Israel er det er ulovligt at evangelisere over for mindreårige (under 18 år), og derfor er der kun studenterarbejde på universiteter og højere uddannelsesstedet. Dertil kommer, at de fleste israelere først begynder at studere efter afsluttet tjeneste i hæren. Alle studerende er nødt til at have et job ved siden af, så det er ikke let at få kristne studerende til at engagere sig i studenterarbejdet. Alligevel er der – fortæller Neeman med gejst i stemmen og i taknemlighed til Gud – både hebraisk- og arabisk-talende grupper på Det Hebraiske Universitet i Jerusalem. Der er også en engelsktalende gruppe og faktisk mødes alle tre grupper som noget ny dette år én gang om måneden ud over deres egne ugentlige møder. I Beersheva er der også tre sproggrupper og alle har en tilknytning til den messianske menighed der, som ledes af pastor Howard Bass. En ny gruppe er startet op i Sderot tæt ved Gaza. Her har den russiske menighed i byen under ledelse af Michael Beener, været til hjælp og opmuntring. I Rehovet er der også en lille gruppe. I Tel Aviv mødes både den hebraisk- og den arabisktalende gruppe til hver deres bibelstudie i en lejlighed, som tilhører et par messianske studerende. På universitet i Haifa og i et par andre byer i Galilæa, er der også grupper eller kontakt til studenterarbejdet. Neemans rapport gør mig rigtig glad, og jeg er overbevidst om, at det har været det rigtige valg at ansætte en sekretær for både den arabisk- og den hebraisktalende del af arbejdet. Tilbage til den vision som Neeman sammen med sine kolleger har for studenterarbejdet de næste tre år: 1)      “Vi vil fokusere på en god kontakt med de lokale menigheder, så præsten og ledergruppen i menigheden forstår vores arbejde og vil opmuntre deres unge til at være en del af det kristne studenterarbejde, når de begynder på universitetet.” Jeg kommer til at tænke på den udfordring KFS havde for nu snart mange år siden, hvor studerende heller ikke nødvendigvis blev opmuntret til at engagere sig i KFS af deres lokale menighedsfællesskaber i IM eller LM. Måske af frygt for at miste dem, eller fordi man selv havde brug for de unge. Derfor er det også opmuntrende at høre Neeman fortælle om gode kontakter til i hvert fald nogle af menighedslederne. 2)      ”Vi vil arbejde for at de hebraisk- og arabisk-talende studerende møder hinanden og arbejder sammen, når det giver mening. Vi har brug for at bede og læse bibelen på hvert vores sprog. Vi anerkender også, at vi har forskellige syn på den politiske situation, men det skal ikke skille os, og vi har brug for at lytte til hinanden og forstå hinandens synspunkter. Ellers vokser frygt og mistænksomhed og vores fællesskab bliver kun på overfladen.” At dette virkelig er en prioritering for studenterarbejdet forstår jeg, da Neeman fortæller mig, at han sammen med Rasha, sin arabiske kollega, er på vej til Cypern dagen efter. De skal være med i den gruppe af israelere og palæstinensere, som i regi af Lausannebevægelsen skal mødes for at tale om forsoning og for at lytte til hinandens synspunkter. Det er en konference, som Israelsmissionen støtter med forbøn og økonomi, og jeg bliver bare endnu mere glad for, at vi gør det, da jeg erfarer, at ansatte i studenterarbejdet også er inviteret med. 3)      “Vi vil ikke kun være en konference-bevægelse. Det er mellem konferencerne det egentlige arbejde foregår. Det dur ikke, at studerende kommer til konferencer, men ikke er engagerede i en smågruppe på deres studiesteder.” Det er sidste punkt i visionen for de næste tre år, og det er her arbejdet skal gøres. I FCSI har der været tradition for, at studerende frivilligt har arrangeret konferencerne. I lange perioder har der ikke været ansatte til at varetage den regelmæssige kontakt til grupperne. Det er kun det sidste års tid, der har været to studentersekretærer ansat. Det har skabt en økonomisk udfordring, men når jeg hører Neeman fortælle om deres aktiviteter, kan jeg kun glæde mig og også tro på, at beslutningen om at udvide staben var rigtig. Jeg håber, at færdiguddannede studenter, der nu tjener penge, vil bære med, og at kontakten til lokale menigheder også kan betyde øget støtte. Studenterarbejdet vil også de næste år blive prioriteret af os i Israelsmissionen. Kaffen er drukket og min bus mod lufthaven går om 10 minutter. Vi slutter vores samtale med en hurtig bøn for hinanden, inden Neeman følger mig til udgangen og selv fortsætter ind i Jerusalem. [payment_pre project=”11″]

Mission begynder med fællesskab

Mission begynder med fællesskab

Arne Pedersen, kommunikationssekretær, 7. april 2016 Susan Perlman er Jesus-troende jøde og har mere end 40 års erfaring i Guds mission gennem missionsorganisationen Jews for Jesus, som hun har været med til at grundlægge. En af de vigtigste erfaringer hun har gjort sig er, at en sund praksis omkring mission, begynder i fællesskab med andre mennesker og med Jesus. Her kan du læse hendes historie.
Susan3
Susan vasker fødder på en aktivist under en gadeaktion i Irland.
”Hvis nu du kunne tjene Gud på lige præcis den måde, du drømmer om – hvad ville du så lave?” Susan Perlman lyttede til stemmen i telefonen og holdt en kort pause inden hun svarede: ”Jeg drømmer om at skrive skuespil. Jeg drømmer om at skrive tekster til Guds ære.” Moishe Rosen, som var stemmen i den anden ende svarede, at det kunne hun da gøre sammen med ham og de andre i Los Angeles, Californien, som var i gang med at starte den organisation, som skulle blive til Jews for Jesus. Susan Perlman boede på det tidspunkt på Manhattan i New York, arbejdede i et reklamebureau som tekstforfatter og havde lige fået både forfremmelse og lønforhøjelse. Hun havde det godt. Hun var også kommet til tro på Jesus et års tid tidligere. ”Jeg kan ikke love dig meget,” sagde Moishe Rosen, ”men jeg lover dig, at så længe jeg har mad på bordet, så har du mad på bordet, og så længe jeg har tag over hovedet, har du tag over hovedet.” Det var ikke meget, men det var nok til, at Susan sagde sit job op og rejste til Californien for at være med til at starte den missionsorganisation, som i dag har 25 afdelinger i 12 forskellige lande verden over. Det var i 1973, så Susan Perlman har mere end 40 års erfaring med arbejdet inden for jødemission.

Rabbineren kunne ikke give svar

Susan Perlman voksede op i en traditionel ortodoks-jødisk familie i Brooklyn, New York. Susan husker det som om hele bydelen var jødisk, for både forretninger og skoler lukkede i de jødiske helligdage, og efternavnene vidnede om jødiske indvandrere fra Østeuropa. Da Susan som kun 12 årig mistede sin far foregik både begravelse og mindesamvær da også på traditionel jødisk vis. Da rabbineren kom for at besøge familien, spurgte den unge Susan: ”Er min far i himlen nu?” Det første svar rabbineren forsøgte sig med, tilfredsstillede hende ikke, så hun spurgte igen. Denne gang gav rabbineren et mere alvorligt svar: ”Jeg ville ønske, jeg kunne give dig et endegyldigt svar, Susan, men det kan jeg ikke. Vi ved ikke med sikkerhed, hvad der kommer efter døden. Vi kan kun håbe.” Efterfølgende var Susan meget frustreret over de manglende svar fra både rabbineren, Gud og jødedommen i det hele taget.
Susan2
Susan deler sin tro med unge tyskere på et fodboldstadion.

Forventede en undskyldning

Mange år senere stødte hun ind i en gademusikant på Manhattan. Han bar et lille skilt, hvorpå der stod ”Smil. Gud elsker dig!” Susan havde netop læst en artikel i et amerikansk magasin om ”Jesus-folket” og spurgte ham, om han var en af dem. Han inviterede hende på kaffe og fortalte hende mere om Jesus. Da hun fortalte ham, at hun var jøde, forventede hun halvt at få en undskyldning, for i hendes verden kunne jøder ikke tro på Jesus, da kristendommen jo var skyld i så meget ulykke mod det jødiske folk. Undskyldningen kom aldrig. I stedet blev Susan inviteret med i kirke. Det blev begyndelsen på et venskab, hvor Larry, som gademusikanten hed, udfordrede Susan til at læse i Bibelen. ”Til sidst kunne jeg ikke lade være med at stille spørgsmålet: Er Jesus mon virkelig den, han hævder at være – min Messias?!” fortæller Susan og fortsætter: ”Til sidst fortalte jeg Gud, at jeg havde lyst til at have en relation til ham, og at jeg troede, hans søn, Jesus, er Messias.”

En ensom tro

Susan Perlman genkalder sig minderne om den første tid som Jesus-troende: ”Jeg troede, jeg var den eneste jøde, der troede på Jesus som Messias. Det var ensomt, og jeg vidste ikke, hvordan jeg kunne formulere og udtrykke min tro i en jødisk kontekst. Hele livet havde jeg fået at vide, at jeg ikke kunne tro på Jesus!” Da hun fortalte sin mor, at hun var kommet til tro på Jesus, var moderens reaktion da også chok og uforståenhed. ”Hun sagde, det havde været bedre, om jeg var kommet hjem og havde fortalt, at jeg var på stoffer eller gravid,” fortæller Susan. Gennem kristne venner kom hun i kontakt med andre jøder, som også troede på Jesus, og med tiden altså også Moishe Rosen, som inviterede hende til Californien for at være med til at starte Jews for Jesus, hvor hun har arbejdet lige siden.
IMG_1444
Susan på gaden i vanlig Jews for Jesus-stil.

Teologi og mission må gå hånd i hånd

Selvom Susan Perlman anser sig selv for at være en praktiker frem for akademiker, sagde hun for mange år siden ja til at sidde i bestyrelsen for Dallas Theological Seminary, et stort og meget anerkendt teologisk uddannelsessted. Måske var det netop, fordi hun er praktiker, hun sagde ja. Susan forklarer: ”Bare fordi jeg ser mig selv som praktiker, undskylder det mig ikke for at have en dårlig teologi, ligesom gode teologer ikke kan undskyldes for at have en dårlig praksis. God teologi og god praksis må gå hånd i hånd,” mener Susan Perlman og tilføjer: ”Hvis du kun arbejder med teologien akademisk og ikke har en missionspraksis, så går du ganske enkelt glip af noget.” Derfor gør Jews for Jesus også rigtig meget ud af at udvikle deres teologi hele tiden, for, som Susan udtrykker det: ”Teologien er hele tiden i bevægelse; den er ikke statisk.” Organisationen har derfor ansat teologen Richard Harvey, som besøgte Israelsmissionen til et årsmøde for nogle år siden. Han arbejder blandt andet med at udfolde en messiansk teologi, som kan være med til at svare på nogle af de spørgsmål om identitet, som mange jøder sidder tilbage med, når de kommer til tro på Jesus. Når troen på Jesus ikke betyder, at man holder op med at være jøde, skal man så stadig overholde Toraen? Og i så fald hvor meget af den? Hvad med sabbatten? Disse og andre teologiske spørgsmål, arbejder Jews for Jesus også med.

Krydsfeltet hvor troen giver mening

Med årene har Susan ikke selv de samme kræfter til at gå på gaden og dele traktater ud og konfrontere andre jøder med spørgsmålet: Hvem mener du, Jesus er? En konfrontatorisk evangelisationsform Jews for Jesus er blevet både elsket og kritiseret for. Det har givet hende anledning til udforske andre måder at dele evangeliet. ”For mange i Jews for Jesus har det måske gjort lidt ondt at gøre op med den konfrontatoriske stil og anerkende andre måder at dele evangeliet på,” fortæller Susan og konkluderer: ”Men det er ikke et spørgsmål om enten-eller, men et både-og.” Hun har selv opdaget, hvordan hendes hjem er blevet en missionsmark. Rammerne for at fortælle evangeliet kan være noget så enkelt som at lave et måltid mad, invitere nogle mennesker på besøg af have en god samtale. Herigennem har hun oplevet, hvordan den gode fortælling kan bruges til at forklare evangeliet – frem for en dogmatisk forklaring. ”Vi må finde det krydsfelt, hvor vores tro giver mening for sekulære mennesker,” understreger Susan. Her er fortællingen et bedre redskab end dogmatik. Det mener hun blandt andet i lyset af, at det vestlige samfund er blevet endnu mere sekulært. ”Da jeg var i 30erne var det nogle helt andre spørgsmål, man blev udfordret af,” fortæller Susan. ”Naturligvis findes der stadig klassiske apologetiske spørgsmål, men de fundamentale og kritiske spørgsmål stikker langt dybere i dag.” Det er ikke kritiske spørgsmål til indholdet i Bibelen, hun møder, men snarere mistro til hele det religiøse system og deri også en afvisning af både Gud og Bibelen som autoritet. ”Det er spørgsmål, vi må blive endnu bedre og endnu modigere i at gå i dialog med,” mener Susan. I den sammenhæng er det også vigtigt for både Susan og Jews for Jesus at understrege, at mission og evangelisation er noget man gør i fællesskab: ”En robust og langtidsholdbar missionspraksis begynder i fællesskab med andre,” mener Susan og forklarer, at alt for mange står alene med opgaven med at forkynde evangeliet. Derfor brænder de ud, mener hun.

Kristne skal skabe misundelse

Selvom Jews for Jesus er kendt for at sende jødiske missionærer til jøder for at fortælle om jøden Jesus, er Susan ikke i tvivl om, at Gud også bruger ikke-jøder til at nå hendes folk med evangeliet. ”Når jøder ser på en kristen, er det hverken livsstilen eller kulturen, de misunder,” mener Susan og fortsætter: ”Jøder sætter stor pris på deres egen kultur, men når de ser en kristen, ser de et menneske, som har en relation til den levende Gud! Det kan rigtig mange jøder genkende en længsel efter, og derfor må vi alle øve os i at være åbne om vores tro og relation med Gud.” Den vished der er i troen på Jesus, var netop den vished, rabbineren ikke kunne give hende, da hun stillede spørgsmål til ham om, hvor hendes far var. ”Som Jesus-troende har vi en vished om, at Gud elsker os. Vi ved, han er til stede. Vi er sikre på, vi kan komme i kontakt med ham. Vi er overbeviste om hans tilgivelse og udholdende i håbet om, at vi har evigt liv i fællesskab med ham. En vished mange jøder vil anerkende, de mangler,” slutter Susan. Derfor vil både Jews for Jesus og Israelsmissionen frimodigt arbejde videre i formålet om at gøre spørgsmålet om, hvem Jesus er til et uundgåeligt og vedkommende emne for jøder verden over. [payment_pre project=”12″]

Følg os
på facebook


Kommende
begivenheder


Tilmeld dig
Nyhedsbrevet


Israelsmissionen | TORVET | Katrinebjergvej 75 | 8200 Aarhus N | Tlf. 7190 1885 | kontor@israel.dk | Reg.nr. 0994 kontonr. 0003054500 | MobilePay 30503