Month: maj 2016

Hvorfor er det vigtigt, at Bibelen er historisk sand? studiedag 2016

– studiedag 2016

2. september 2016 på TORVET i Aarhus

Carsten Vang
Carsten Vang
Nogle mennesker mener ikke, at Abraham, Moses, David og mange af de andre fra persongalleriet i Det Gamle Testamente er historiske personer. I stedet betragtes disse fortællinger, som værende teologisk sande. Andre mener, det er vigtigt at disse mennesker rent faktisk har levet – at vi ikke kan reducere dem til alene at være teologiske sandheder, for så går der noget tabt. Carsten Vang, lektor i Det Gamle Testamente ved Menighedsfakultetet i Aarhus, mener, at det er vigtigt, de begivenheder vi læser om i Bibelen, er historisk sande. Hvorfor han mener dét, vil han inddrage os i ved årets studiedag på TORVET, Katrinebjergvej 75, 8200 Aarhus N. Ud over Carsten Vang får vi besøg af Christian Rasmussen, som efter 7 ½ år i Israel nu er vendt hjem for at blive generalsekretær i Kristeligt Forbund for Studerende. Han vil løfte lidt af sløret for, hvad han tager med sig hjem fra Immanuelkirken i Jaffo, hvor han var præst. Dagens program ser ud som følger:
Christian Rasmussen
Christian Rasmussen
15.30: Kaffe, småkager og velkomst 16:00: Fortælling, historicitet og Det Gamle Testamente del 1 v/ lektor Carsten Vang 16:45: Pause 17:00: Fortælling, historicitet og Det Gamle Testamente del 2 v/ lektor Carsten Vang 18:00: Aftensmad 19:00: Den kære og sære israelsmission – erfaringer fra Immanuelkirken i Jaffo v/ Christian Rasmussen Af hensyn til aftensmaden beder vi om tilmelding senest tirsdag den 30. august kl. 12. Det kan du gøre på enten kontor@israel.dk eller 7356 1270. Studiedagen er GRATIS at deltage i, men vi opfordrer til at give en gave i forbindelse med aftensmaden. Vi glæder os til at se mange af vores venner til en spændende dag!  

Kan man blande olie med vand? – Et messiansk jødisk perspektiv på forsoning.

Kan man blande olie med vand? – Et messiansk jødisk perspektiv på forsoning.

Israelsk medlem af Musalaha, 27. maj 2016 Kan du lide at arbejde med børn? Det kan jeg. Jeg elsker at se forundringen i børns ansigter, når de møder noget nyt for første gang. Jeg husker, at jeg som barn blev forundret af en smule olie, som blev hældt i noget vand. Jeg blev ved med at røre i blandingen. Hurtigere og hurtigere – for at se om olien blev opløst. Men hver eneste gang skubbede de små bobler af olie sig igennem vandet. Olien vendte tilbage til den samme tilstand som før – et lag olie i toppen af glasset adskilt fra vandet. Man kan simpelthen ikke blande olie og vand uden hjælp. Det samme gør sig gældende for jøder og arabere, selv messianske jøder og kristne palæstinensere. Vi kan ikke blandes. Jeg siger ikke, at vi ikke deltager i hinandens gudstjenester eller beder sammen til diverse konferencer. Selvfølgelig gør vi det. Men vi sænker ikke paraderne. Vi taler ikke om de svære spørgsmål, og vi lukker ikke hinanden ind i vores liv. I disse dage med terrorisme og besættelse, er det ikke overraskende at mange af os – hvis ikke de fleste – giver efter for mediernes og politikernes retorik. Vi tænker det værste om hinanden og forlanger af ”de andre”, at de tilpasser sig vores synspunkter, før vi er villige til at indgå i en samtale. Vi vil have olien til at foregive, at den er vand, og når den ikke gør det, kritiserer vi den for at være olie. Som messianske jøder er vi nødt til at kæmpe, ikke kun med den israelske-palæstinensiske konflikt, men vi må kæmpe med alt det, som det indebærer at være israeller. En lang værnepligt, kærligheden til vores land og vores usikre placering i det israelske samfund. Det hele bliver mere kompliceret, når vi tænker på den virkelighed, som vores palæstinensiske brødre og søstre lider under. Hvis vi holdt fast i majoritetens holdning i Israel, ville vi ikke engang overveje at være i samme rum som nogen, der tilslutter sig palæstinensisk teologi eller politik. Under de seneste års politiske krise, har Israel tenderet til at orientere sig mod højre. Vi drejer ud på højrefløjen, når vi er bange, og mod venstrefløjen når vi ikke er. Særligt efter vores seneste sving mod højre bliver venstrefløjen stigmatiseret. Dem som ser sig selv på venstrefløjen, bliver kaldet ting som ´forræder´ og tilmed ´anti-semitist´. Hver eneste gang en jøde mødes eller associeres med en palæstinenser, bliver de stemplet som venstreorienteret, især hvis det er for at frembringe enhed og lighed. Det er udmattende, at man som messiansk jøde prøver at være en del at et land, som afviser vores tro, og som stigmatiserer vores politiske holdning som venstreorienteret. De fleste Jesus-troende jøder undgår derfor enhver association med palæstinensere, kristne og mange andre. Omstændighederne bliver endnu mere ubehagelige, når vi tænker på vores tjeneste i det israelske militær. Situationen i Mellemøsten kræver soldater. Som messianske jøder er vi stolte af at aftjene vores værnepligt og støtte sikkerheden i landet. Det er en sikkerhed, som vores bedsteforældre ikke kunne nyde i 40’ernes Europa. Når vi så møder palæstinensere, møder vi ofte nogle, som kun har mødt jødiske soldater ved checkpoints, i patruljer eller i endnu værre sammenhænge. De kommer med en uundgåelig frustreret reaktion. Unge messianske jøder er efterladt med en følelse af skyld for forbrydelser eller handlinger, de ikke er skyldige i. Det giver unge jøder en følelse af irritation og nogle gange et højt pres. Mange Jesustroende jøder er derfor nødsaget til at sige til sig selv. ” Hvis jeg ikke vil kategoriseres som en af de røde, og jeg ikke er skamfuld over at have tjent mit fædreland, hvorfor i alverden skulle jeg så tale med mine palæstinensiske brødre og søstre i Musalaha?” I de fleste tilfælde er det her forsoningsprocessen stopper. Men i nogle tilfælde er der noget der fører os videre – nemlig håb. Den eneste grund til at vi engagerer os i relationer på tværs af grænser er håb. På trods af alle knivene, geværerne, hadet og frygten tror vi på, at der er et håb for dette land og dets folk, som kan ændre selv det hårdeste hjerte. Det håb er Jesu evangelium. Hans inkarnation lærer os at se med vores fjenders øjne, på samme måde som han blev menneske. Hans død lærer os at høre hans kald om at sætte os selv villigt til side og leve for andre først. Hans opstandelse viser os, at uanset hvad der sker, kan Gud forløse hvem som helst. Hvordan vil det forandre vores land? Jesus forandrer relationer, fordi han er sæbe. Sæbe får olie og vand til at blandes. Sæbe sætter sig på hydrofobe væsker – olie, og det sætter sig på hydrofile væsker – vand. Dog, når sæbe gør dette, efterlader det ikke olie og vand i samme form, som de befandt sig i. Jesus kan forandre vores folk, hvis vi er villige til at møde ham. Vi skal lade ham forandre os gennem forsoningsprocessen, så vi kan være hans forende legeme. Hvordan skal det ske i praksis? Det kan jeg ikke fortælle dig. Men jeg kan sige, at jeg er spændt på at se Jesus gøre det. Vil i ikke være med til at bede for Musalaha og alle i dette brudte land, som ønsker at bringe frelse og forsoning gennem evangeliets kraftfulde budskab. Læs Den originale her: Mixing oil and Water

Israel og endetiden

Israel og endetiden

Jørgen Hedager Nielsen, journalist, forfatter og medlem af Israelsmissionens landsstyre Hvilken rolle kommer Israel til at spille i endetiden? Uenigheden om det handler blandt andet om landløfterne, som Gud gentagne gange gav til sit folk. Vi har en stor profeti af Jesus om de sidste tider. Der siger han om jøderne: “De skal falde for skarpe sværd og blive ført bort til alle hedningefolk som fanger, og Jerusalem skal nedtrampes af hedninger, indtil hedningernes tider er til ende” (Luk 21,24). Det er naturligt at forstå det sådan, at Israels folk skal være i landet ved genkomsten. Nogle mener, at Israel have alle sine landområder igen. For mig står oprettelsen af staten Israel i 1948 som et stærkt endetidstegn, men jeg ser det i forbindelse med den nævnte profeti af Jesus, og ikke i forbindelse med landløfter i geografisk betydning.

Landløfterne blev opfyldt

Vi skal ikke mange sider hen i Bibelen, før landløfterne dukker op første gang. “Den dag sluttede Herren pagt med Abram. Han sagde: ‘Jeg giver dine efterkommere dette land fra Egyptens flod til den store flod, Eufratfloden'” (1 Mos 15,18). Fra Nilen til Eufratfloden – se selv på et kort, hvor meget det omfatter. Det landområde, som de tolv stammer delte mellem sig ved tilbagekomsten fra Egypten var mindre. De må have kendt ordlyden af Guds løfte til Abraham, men de siger ikke: “Hov, du lovede, at landet skulle gå helt til Eufratfloden.” I løbet af Davids regeringstid ekspanderede Israel, så riget under ham og hans søn Salomo faktisk strakte sig fra Sinaj til Eufratfloden. Guds løfter var på det tidspunkt opfyldt, men siden skrumpede landet igen.

Løfterne indeholder mere

Gud gentager landløfterne, men de ændrer karakter. Hvor de i begyndelsen handler om landområder, kommer de mere og mere til at handle om indhold. Der dukker løfter op om fred og frugtbarhed og endda om, at folket vil blive forandret i hjertet. Efterhånden bliver løfterne så overvældende, at de helt tydeligt handler om mere end geopolitik. “Hvis I vandrer efter mine love og omhyggeligt følger mine befalinger, vil jeg give jer regnen til rette tid, så landet kan give sin afgrøde og træerne på marken deres frugt. Hos jer skal tærsketiden vare lige til vinhøst og vinhøsten lige til såtid, og I skal spise jer mætte i jeres eget brød og bo trygt i jeres land. Jeg vil give jer fred i landet, så I kan gå til ro, uden at nogen skræmmer jer op” (3 Mos 26,3-6). Som det er tilfældet her, bliver landløftet ofte knyttet sammen med folkets moral og fromhed. Hvis I … så vil jeg. Der er ikke tale om noget betingelsesløst, og det fik Israel at mærke. Flere gange måtte de se sig slået af fjender og jaget i landflygtighed. Ikke fordi Herren svigtede landløfterne, men fordi folket svigtede Herren.

Løven æder strå

Under landflygtigheden i Babylon nåede landløfterne nye højder. Det lyder rigtig flot, når det siges om landet: “Ulven og lammet græsser sammen, løven æder strå som oksen” (Es 65,25). Men vi er for alvor inde på noget banebrydende, når Gud i samme kapitel udtaler løftet: “Nu skaber jeg en ny himmel og en ny jord; det, der skete tidligere, skal ikke længere huskes, og ingen skal tænke på det” (Es 65,17). Profeterne taler også om et tættere forhold mellem Gud og Israel. “Du skal juble og glæde dig, Zions datter, for nu kommer jeg og tager bolig hos dig, siger Herren” (Zak 2,14). Denne nye nærhed mellem Gud og folket passer fint med et løfte hos en anden profet: “Jeg vil hente jer fra folkene og samle jer fra alle landene og bringe jer til jeres eget land. Jeg vil stænke rent vand på jer, så I bliver rene. Jeg renser jer for al jeres urenhed og for alle jeres møgguder; jeg giver jer et nyt hjerte og en ny ånd i jeres indre. Jeg fjerner stenhjertet fra jeres krop og giver jer et hjerte af kød. Jeg giver jer min ånd i jeres indre, så I følger mine love og omhyggeligt holder mine bud. I skal bo i det land, jeg gav jeres fædre; I skal være mit folk, og jeg vil være jeres Gud. Jeg vil frelse jer fra al jeres urenhed” (Ezek 36,24-29).

Påske og pinse

Guds forsikring om, at jøderne skal vende tilbage til landet, blandes i Ezekiel 36 med noget, der kun kan opfattes som en profeti om påsken og pinsen – altså et varsel om den nye pagt. Løfterne ved Ezekiel og Esajas blev givet til Israels folk, mens de var i landflygtighed. De har sikkert stort set oplevet profetierne som opfyldt, da de kom tilbage i landet, men der må også have været en fornemmelse af, at der var mere. Dette mere blev knyttet sammen med forventningerne om den kommende Messias, og det er måske det, der ligger bag disciplenes spørgsmål til Jesus på Kristi himmelfartsdag: “Herre, er det nu, du vil genoprette Riget for Israel?” (ApG 1,6). Jesus siger ikke, at det med Riget for Israel har de fået helt forkert fat i, men han svarede ved at sætte dem i gang med at missionere “lige til jordens ende”.

Landløfterne i NT

Landløfterne omtales i NT, for eksempel af Paulus: “For det var ikke ved loven, at Abraham eller hans efterkommere fik løftet om at skulle arve verden, men ved retfærdighed af tro” (Rom 4,13). Uden videre beskriver Paulus landløftet som noget, der gælder hele verden, og Abrahams efterkommere er hele den frelste skare (se også Hebr 11,8-16). I GT kan Guds løfte lyde sådan: “Om så dine fordrevne befinder sig ved himlens yderste grænse, vil Herren din Gud samle dig og hente dig hjem derfra” (5 Mos 30,4). Hente hjem betyder at hente hjem til det landområde, der er folkets hjem. Det er et løfte, der er gået i opfyldelse mere end én gang for Israel. Men det kan også læses som et løfte om frelse, som når den fortabte søn kommer hjem. Allerede i løbet af GT bliver det klart, at landløfterne handler om mere end Abrahams etniske efterkommere og om mere end et landområde syd for Middelhavet. Efterhånden bliver det tydeligt, at det handler om Guds rige og i sidste ende den forløste nye jord. Vi skal helt frem til Åb 21, før landløfterne er endelig opfyldt.

Han skal frelse sit folk

Mange jøder tænkte, at Messias’ gerning var at befri folket fra den romerske besættelsesmagt. Men englen siger til Maria, at “han skal frelse sit folk ­fra deres synder” (Matt 1,21). Det folk, han skal frelse, findes i alle folkeslag på hele jorden. Der er flere eksempler på, at ord, der har Israel som adresse, anvendes om Jesus eller Guds rige. I forbindelse med flugten til Egypten fortæller Matthæus, at de flygtede til Egypten “for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger: ‘Fra Egypten kaldte jeg min søn.'” Det er et citat fra Hos 11,1, men der handler det om Israel. Matthæus ændrer ikke den oprindelige betydning af profetens ord, men han peger på en dobbelt opfyldelse.

Nu er de to ét folk

Paulus taler flere gange om forholdet mellem hedninger og jøder. Et af de stærkeste steder finder vi i Efeserbrevet. “Han gjorde de to parter til ét,” skriver han (Ef 2,11-22). Den mur, Paulus omtaler, er skellet mellem omskårne og uomskårne. Mellem dem, der er værnet af loven og dem, der er udenfor. Altså muren mellem hedninger og jøder. Det kan også helt bogstaveligt være muren på tempelpladsen, der afgrænsede hedningernes forgård og spærrede for hedningernes adgang til templet. Ved sin død rev Jesus muren ned. Det betyder ikke alene, at nu kan de to folk være sammen. Det betyder, at de nu er ét folk.

Israel efter kødet

Men hvad så med Israel “efter kødet” for nu at bruge et udtryk af Paulus fra en gammel oversættelse? De, der er omskåret med pagtstegnet. Er deres rolle i Guds plan forbi? I Romerbrevets første otte kapitler underviser Paulus om, at Guds frelsesløfter til Abraham ikke kun gælder Israel, men alle, som deler Abrahams tro – uanset om de er omskårne eller ikke (Rom 4). “For jøde er man ikke i det ydre, og omskærelse er ikke det, som ses på kroppen. Jøde er man i det indre, og omskåret er den, som er det i sit hjerte” (Rom 2,28-29). Efter Romerbrevets første otte kapitler er det naturligt at spørge: “Har Gud da forkastet sit folk Israel, Abrahams kødelige efterkommere?” Det svarer Paulus så på i kapitel 9-11. Svaret lyder i kort form: “Aldeles ikke!” (Rom 11,1). De tre kapitler går ud på at vise, at Gud holder sine løfter, “for sine nådegaver og sit kald fortryder Gud ikke” (Rom 11,29). Paulus forklarer forholdet mellem jøder og hedninger ved at tale om Israels rest, om to oliventræer, om forhærdelse og om fylde. Men han taler ikke om landløfter i geografisk betydning. Hedager-bogArtiklen her er et uddrag af kapitlet om Israel i “Han gør alting nyt – om de sidste tider, Jesu genkomst og den nye jord” af Jørgen Hedager Nielsen. Bogen kan købes hos Lohse og koster 200 kr.

Vi har alle brug for forsoning

Vi har alle brug for forsoning

– Musalaha kvindegruppe på udflugt i Tel Aviv 

Hedva Haymov, Musalahas kvindeafdeling, 20. maj 2016 Jeg ved godt, at man nogle gange, efter at have læst artikler fra Musalaha, kan komme til at overveje: ”Bliver folk ikke trætte af at snakke om forsoning mellem israelere og palæstinensere? Hvor mange gange kan man snakke om de forskellige perspektiver og diskutere dem?” Forhåbentlig kan denne artikel give dig et indblik i noget af det andet, som vi laver. Forsoning er ikke kun nødvendigt mellem israelere og palæstinensere. Det er også nødvendigt at forsone sig med sig selv, sin nabo og med Gud. I april besøgte en gruppe på 28 kvinder en lokal menighed i den sydlige del af Tel Aviv. Denne menighed hjælper til daglig mennesker i den fattigste og mest kriminelle del af storbyen. Vi har flere gange haft grupper i Tel Aviv for at hjælpe. Vi kommer og donerer penge og tøj, serverer et varmt måltid mad, og får en ærlig samtale med dem, som sidder fast i blandt andet stoffer og prostitution. Det er altid en øjenåbner for os kvinder at se nogle, som lever og overlever i dette hårde miljø. Når vi normalt bruger meget tid på at opbygge relationer og tale om konfliktens problemer, kan vi nemt komme til at tro, at det er på den måde, vi løser problemerne i vores samfund. Men der er mange problemer i det israelsk-palæstinensiske samfund, og konflikten er blot en af dem. Det er nødvendigt at se andre sociale sygdomme og lære af de mange udfordringer, så vi kan bidrage til at løse dem. Da vi kom, fik vi først en introduktion til arbejdet i det sydlige Tel Aviv og en rundtur i området. Imens blev vi efterfulgt af alle mulige misbrugere og alfonser, der ville sikre sig, at vi ikke blandede os i deres anliggender. Bagefter tog vi tilbage til hovedkvarteret for at bede. Imens vi sang og bad for dem, vi havde set på gaden, fik suppekøkkenet mere og mere travlt. Alle mulige personer kom ovenpå til vores lille møde for at kigge efter det tøj, som vi havde doneret. Imens de ledte, kunne de høre vores lovsang og vidnesbyrd både på hebraisk, arabisk og engelsk. Et par tydeligt gravide kvinder fra området havde brugt morgenen på at hjælpe med opvasken, imens de andre uddelte mad. Da de var færdige, sendte lederen de gravide kvinder op til os. En af dem havde været i suppekøkkenet ugen før, og havde i den sammenhæng bedt om forsoning med Jesus og om frelse i hans navn. Denne gang havde hun taget tre veninder med. To af dem talte russisk, så vi oversatte og spurgte dem om, de ville bede sammen med os. Hver og en af dem bad om, at Gud ville tage imod dem og forsone sig med dem. Efterfølgende spurgte de, om vi ville bede for deres store børn, og om at de ville blive forsonet med deres familier og selvfølgelig med Gud. Vi bad for dem på alle de tilstedeværende sprog. Så hvorfor tager vi vores kvindegrupper med til Tel Aviv? Fordi forsoning (musalaha) ikke kun handler om, hvordan vi møder forskellige etniske og nationale grupperinger. Vi har alle brug for forsoning. Kvinderne fra Tel Aviv mindede os om, at forsoning kan ske på mange måder, og vigtigst af alt kan det ske på mange måder mellem os og Gud.

Teologisk refleksion: Hemmelighederne ved Guds hellige navn.

Teologisk refleksion: Hemmelighederne ved Guds hellige navn.

Elisabeth E. Levy, International leder af Caspari centeret, 13. Maj 2016 I 2. Mosebog kapitel 3 taler Gud til Moses. Han sender ham til Farao med et budskab om at lade israelitterne forlade Egypten. Moses er tøvende og beder om at få Guds navn, så han kan fortælle israelitterne, hvem der har sendt ham for at udfri dem. Gud afslører sit navn til Moses i vers 14. ”Jeg er den, jeg er!” og på hebraisk – eheye asher eheye (אהיה אשר אהיה). Og Gud tilføjer i vers 15 ”Sådan skal du sige til isrealitterne: Jahve, jeres fædres Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud, Jakobs Gud, har sendt mig til jer…” Egypterne havde mange guder med mange navne. Derfor ville Moses være sikker på, at han kunne navnet på Gud, for at han kunne overbevise israelitterne om, at Gud havde sendt ham til dem. Gud kaldte sig selv ”JEG ER” eheye. Det er på hebraisk et ord på fire bogstaver, også kaldet et Tetragrammaton. De fire hellige bogstaver יהוה (YHWH), er udledt af formen אהיה altså JEG ER. YHWH eller som i vers 15, Jahve, endte med at blive det mest hellige navn for det jødiske folk. På hebraisk er der et ordspil mellem ”Jeg er” og YHWH. Begge måder er forstået som en form af det hebraiske verbum ”at være” haya היה. YHWH (ofte oversat til Herren) blev så hellig i den jødiske tradition, at det ikke var tilladt at sige det. Når det blev læst højt fra biblen, blev navnet udtalt Adonai, som betyder Herren. Den eneste undtagelse var når ypperstepræsten trådte ind i det aller helligste i templet på Yom Kippur.

Et verbum

Navnet JEG ER, som Moses får fra Gud, er ikke et egenavn, som man kunne have forventet, men det står som et aktivt handlende verbum. Der er to tider i bibelsk hebraisk, fuldkommen tid og ufuldkommen tid. Formerne er ikke brugt til at udtrykke, hvornår det skete i tid, som vi forstår det i dag, men nærmere til at beskrive aspekter i verbet, om det er noget punktuelt eller noget kontinuerligt. Derfor, afhængig af formen, kan JEG ER forstås som værende lige nu, eller hele tiden. I teksten fra 2. Mosebog bruger Gud verbet i en ufuldkommen tid til at beskrive sit navn. Måske afslører det nogle af navnets hemmeligheder. Den ufuldkommene eller kontinuerlige form af JEG ER har ingen begyndelse eller slutning. Gud er fra evighed til evighed. Han er den samme i går, i dag og i morgen. Han er den eneste, som er uforanderlig i en foranderlig verden.

Vold fører til åndelig krise – svar fra ungdomsledere

Vold fører til åndelig krise – svar fra ungdomsledere

Shadia Qubti, Musalahas ungdomsafdeling, 11. maj 2016 ”På den ene side græder jeg over alle de dræbte palæstinensere, men på den anden side skal jeg som leder konstant overveje, hvordan jeg viser mine følelser… Jeg kan ikke prædike Guds fred den ene dag og tale for vold den næste” (ungdomsleder i Musalaha). I februar skrev jeg om nogle af de udfordringer, som unge kristne palæstinensere stod i under den seneste voldelige periode i Israel. I den første artikel fortalte jeg om børn og unges reaktion på den kontinuerlige cyklus af vold. I denne artikel fortæller jeg om ungdomsledernes egne oplevelser og svar på mediernes og voldens indflydelse blandt børn og unge. Læs første del af artiklen her.

Volden

Mens lederne fortalte om de unges reaktion på volden, delte nogle af lederne også deres personlige kamp med angsten. En leder fortalte: ”En dag, mens vi holdt pause og legede med børnene ude i en gårdsplads, tvang en militær jeep sig ind i gården. De kiggede efter nogle børn, som havde kastet sten efter et checkpoint i nærheden. De råbte efter os ”Hvem kastede sten?” Vi skyndte os at få børnene indenfor. Jeg var nervøs, bange og vred over det, der lige var sket.” En anden leder fortalte om sin indre kamp. ”Jeg føler mig undertrykt og ydmyget som palæstinenser, men på den anden side er jeg en leder for børn og unge, og jeg må være mit ansvar bevidst.”

Sociale mediers rolle under konflikten

”Da videoerne begyndte at cirkulere på de sociale medier, kunne jeg som voksen godt forholde mig objektiv omkring det. Men jeg kan ikke se, hvordan en 12 årig dreng eller pige kan nå frem til det samme.” Den første nyhedskilde for unge palæstinensere er Facebook. Når de unge ser billeder eller videoer på Facebook, som viser tilskadekomne og er efterfulgt af et budskab som taler for vold, stiger frustrationerne og skaber en hævngerrighed hos de unge. Vi kan dog ikke bebrejde de sociale-medier som hovedintiativtageren til den voldelige opførsel blandt unge. Denne generation, som er født i de sene 90’ere, har levet under krige, besættelse og terror hele deres barndom. Et studie fortæller, at gentagende visning af politisk vold mod palæstinensere har indflydelse på unges psykologiske tilstand. Disse unge udviser en højere grad af usikkerhed, angst, emotionel træthed, depression og post traumatisk stress. Vi overvejede denne undersøgelse og blev klar over, at mange i disse påvirkninger er ude af vores hænder. Samtidig er der stadig brug, for at skabe et sikkert rum for de unge, hvor de kan møde det bibelske svar til verden omkring os.

Hvordan kan vi hjælpe vores unge?

I vores diskussioner gav vi indspark til, hvordan vi kan hjælpe vores ungdom i denne svære periode. Det var en stor hjælp at høre, hvordan andre ledere taler om situationen, og vi havde alle noget at give videre til hinanden. Vi skal være opmærksom på, hvordan vi udtrykker vores følelser og frustrationer online. Mens vi begræder tabet af vores landsmænd, skal vi være forsigtige med, hvordan vi udtrykker vores sorg og vrede, så det ikke for håbløsheden hos de unge til at stige. Vi skal turde at være sårbare over for vores børn og unge. En leder sagde: ”Jeg prøver ikke at bevare et Supermans-billede over for de unge. Sommetider ved jeg ikke, hvad jeg skal svare, vi har ingen gode svar, men i stedet for at feje spørgsmålene ind under gulvtæppet, adresserer vi spørgsmålene og er ærlige om, at vi som ledere ikke altid har svarene.” Vi skal bede. En anden leder sagde ” Jeg synes, min rolle blandt de unge er at skabe forandring. Nogle kaster med sten, men jeg tror, at vi skal stå imod igennem bøn. Lad os bede for andre unge i landet. Lad os byde ind med vores bøn for vores konflikt. Vi skal hjælpe vores unge til at se på konflikten fra et åndeligt perspektiv. En anden leder nævnte, at vi skal minde de unge om, at bibelen er fuld af eksempler på mennesker, som ikke havde et nemt liv. ”På trods af deres udfordringer arbejdede Gud med dem. Når man er efterfølger af Jesus, handler det ikke om at have et nemt liv, men at lære at sejre på trods af sine problemer”. Vi skal kæmpe imod offermentaliteten, ved at opmuntre de unge til at tænke på andre. ”Jeg opmuntrer mine unge til at vokse i medfølelse for andre i deres by. Jeg opmuntrer dem til at give tøj til dem, som lider på baggrund af volden”. Mens meget at de vi snakkede om udtrykte håbløshed, forlod vi mødet med håb. Vi er her ikke blot for at informere de unge, men for at vandre med dem på deres livsrejse og hjælpe dem med at finde svar. Vi vil hjælpe dem med at tænke kritisk, forsigtigt, og få et kristent tankemønster angående deres valg og de konsekvenser, som følger med. På denne måde giver vi dem redskaber til at søge og finde svar på egen hånd. Grupper af ledere tog hjem med nye ideer og med vished om, at de andre ledere arbejder med på at udruste palæstinensiske unge til at leve som kristne midt i enhver vanskelig situation. [payment_pre project=”13″]

Børnebøger fra bibelselskabet var et hit på stranden

Børnebøger fra bibelselskabet var et hit på stranden

Andy Ball, Det Israelske Bibelselskab, 10. maj 2016 Påsken er en særlig højtid i Israel – særligt for familier. Derfor besluttede vi i Det Israelske Bibelselskab i Tel Aviv at afholde to store events på stranden. Den første lige inden højtiden begyndte og en undervejs. Vi var fulde af forventning, da vi nåede til dagen for den første event, for vi vidste, at mange børnefamilier var på stranden og slentrede på promenaden. Da vi satte bordene op med materialer henvendte mange til os med det samme. Særligt børnebøgerne var der stor efterspørgsel på, så med forældrenes tilladelser fik mange børn en god bog med hjem. Smilene var store og brede hos både børn og forældre. Af erfaring ved vi, at mennesker fra mange forskellige steder i verden bruger stranden i Tel Aviv, så vi har altid et bredt sprogudvalg med i bibler. En kvinde fra Nepal fik således sin første bibel fra os. Hun havde hørt om denne bog og havde altid haft lyst til at læse den, men vidste ikke hvordan hun skulle få fat i en. Hun blev glad og fik en ekstra med til en veninde. Dramaholdet havde forberedt et fint lille stykke, som de optrådte med, og undervejs stimlede folk sammen, så det gav os mulighed for samtaler. Men pludselig dukkede politiet op. Politimanden kaldte på en af deltagerne, men hun var bange og ville først ikke gå over til ham, men da han kaldte for anden gang, gik hun alligevel over til ham. ”Hvad er det, I deler ud? Må jeg se?” spurgte han. ”Vi uddeler Ny Testamenter,” svarede kvinden. ”Må jeg få en?” spurgte politimanden og mens han læste, fortalte han, at politiet havde fået syv klager over vores arrangement, som påstod, at vi tvang folk til at tage kristne bøger med hjem. Som vi stod og snakkede kom en dame og sagde, at han burde arrestere os alle sammen, men politimanden svarede blot, at vi ikke brød nogen lov og at der er religionsfrihed i Israel. Vores andet arrangement begyndte med problemer, da vores dramahold ikke kunne komme. Det gjorde os lidt bekymrede, for vi syntes alligevel heller ikke, vi ville aflyse. Da vi begyndte at sætte bordene med materialer op, henvendte en italiensk mand sig til os og fortalte, at han var taget til Israel for at finde Jesus. Tænk sig, han gik langs med vandet og så fandt han os! Vi snakkede med ham, bad for ham og han besluttede sig for at følge Jesus! En kvinden kom også over til os og spurgte om, hvad vi lavede. Hun fik et nyt testamente og satte sig på en nærliggende trappe for at læse det. Det endte med en samtale om evangeliet på over to timer! Igen var børnebøgerne et stort hit. Det var så dejligt at se forældrene give børnene lov til at tage bøgerne, selvom de vidste, der var historier fra både det gamle og det nye testamente. En mand kom hen til os og begyndte at råbe, at hvis vi ikke pakkede sammen, ville han ringe til politiet. Da politiet kom fik de tilbudt et nyt testamente. ”Jeg fik et i sidste uge, tak,” sagde den ene politimand, som var den samme, som havde besøgt os ugen i forvejen. Han smilede til os og kørte væk. I løbet af de to events gav vi stort set alle vores ny testamenter på hebraisk væk. Tak til alle jer som støtter vores arbejde med både forbøn og penge. Vær også med til at bede for alle de frø, der blev sået i løbet af de to dage i påsken. [payment_pre project=”9″]

Følg os
på facebook


Kommende
begivenheder


Tilmeld dig
Nyhedsbrevet


Israelsmissionen | TORVET | Katrinebjergvej 75 | 8200 Aarhus N | Tlf. 7190 1885 | kontor@israel.dk | Reg.nr. 0994 kontonr. 0003054500 | MobilePay 30503