Skip to main content

Måned: juni 2016

To øl, kaffe og en løst verdenssituation, tak!

Thomas From Søvndal, stud.theol.og medlem af Israelsmissionens Unges bestyrelse

Jeg har i mange år fornemmet et kald fra Gud om at dele evangeliet om Jesus Messias med jøder. Jeg har med Israelsmissionen rejst ud i verden til Jerusalem, New York og Berlin for at møde jøderne. De er min passion. I min egen bydel er der imidlertid mange muslimer. Så mange at jeg selv kan føle mig fremmed her, hvor jeg bor. De opfører sig så fremmedartet, så højtråbende. De er min irritation. Så tog jeg på kongressen Mission-Net i Tyskland. Og Gud begyndte at prikke til mig …

Forleden lørdag havde jeg en lidt ensom aften i udsigt. Jeg havde ingen planer, men hen ved titiden fik jeg pludseligt besøg. En gammel ven – lad os kalde ham Christian – var lige i nabolaget, og vi fik ordnet verdenssituationen, som man siger, over en kop kaffe skyllet ned med øl.

Christian, som af og til har kigget ind i min kirke, men ikke rigtigt har kunnet finde sig til rette der, er i sin fritid frivillig lektiehjælper for nydanskere, som lærer dansk. Han betroede mig, at han ikke brød sig om den nybyggede moske i nærheden. Alligevel gav han af sin tid til disse mennesker, heriblandt en del muslimer, som havde brug for hjælp med sproget.

Da Israel ved den oprindelige pinse blev konstitueret som nation, lavede Gud en aftale med folket: ”I skal være et kongerige af præster og et helligt folk for mig” (2 Mos 19,6). Og han har flere gange gennem historien bekræftet udvælgelsen af Israel: ”Du er min tjener, jeg har udvalgt dig, og jeg forkaster dig ikke” (Es 41,9; jf. Rom 11,1f). Vi andre, vi hedninge, var med Paulus’ barske ord ”adskilt fra Kristus, udelukket fra borgerret i Israel og fremmede for forjættelsens pagter, uden håb og uden Gud i verden”. Men ved Jesu død og Guds overraskende nåde er vi blevet en del af dette kongerige, Guds ejendomsfolk. ”Så er I da ikke længere fremmede og udlændinge. I er de helliges medborgere og hører til Guds husstand.” (Ef 2) Halleluja!

Med rettigheder følger pligter. Apostlen Peter skriver til ”de udvalgte, der bor spredt som fremmede blandt andre folkeslag”: ”I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomsmagt …” (1 Pet 1,1; 2,9) Vi skal som Guds folk forkynde, at Jesus er Herre. Derudover skal vi ligesom Israels præster være et forbillede og gå i forbøn for vores nation, være bindeled mellem Gud og mennesker.

Netop som jeg skriver dette, dumper et postkort ind ad døren. Der står en kort besked: ”Jeg ser et behov. Jeg vil bede for min bydel.” På førnævnte Mission-Net kunne man på et postkort skrive nogle tanker til sig selv, som man ville få med posten nogle måneder senere – og dér kom det!

Men – mit kald er jo at gå til jøder! Muslimerne her omkring må en anden tage sig af! Send dog en anden, Herre …! Eller … Skulle jeg lade mig udfordre af Christian og bevæge mig ud af mine vante cirkler, vise Guds kærlighed til de nye danskere og bede for dem? – jeg, som selv tidligere var uden håb og uden Gud, og som nu bor her som fremmed …?

For Livet!

Bodil Skjøtt, generalsekretær, 21. juni 2016

Det er onsdag formiddag i Jerusalem, og jeg har fundet frem til de lokaler i centrum af byen, som er hjemsted for organisationen Be’ad Chaim. Jeg er der sammen med 10-12 unge mødre, nogle af dem kommende efter størrelsen på maven at dømme. Andre har allerede et barn på armen. Be’ad Chaim, eller ”For Livet” som det kan oversættes, er en messiansk organisation, som arbejder for at forebygge abort og støtte gravide unge mødre, som har kontaktet dem i forbindelse med deres graviditet og efterfølgende har valgt at beholde deres barn. Be’ad Chaim er på mange måder en søster-organisation til den danske organisation, Retten til Liv, selv om deres arbejdsområder er forskellige.

”Operation Moses”

Sandy Shoshani Foto: Be'ad Chaim
Sandy Shoshani Foto: Be’ad Chaim
Det er den onsdag i måneden, hvor de kvinder som er tilknyttet programmet “Operation Moses” tilbydes undervisning om, hvordan de bedst kan tage vare på sig selv og deres barn, men også hvor de kan komme med deres spørgsmål og ikke mindst kan være en del af et støttende, kærligt og omsorgsfuldt fællesskab. I dag er underviseren Naomi, jordmoder på Hadassa Hospitalet i Ein Kerem og selv mor til seks. Det er første dag i de jødiske skolers påskeferie, så de tre af børnene er med.  Sandy Shoshani, daglig leder af Be’ad Chaim, har inviteret mig til at komme at se, hvordan sådan en dag på centeret forløber.

Efter kvindernes navne og udseende at dømme kommer de fra meget forskellige baggrunde. Nogle er “almindelige” israelere, en enkelt er helt tydelig muslim, nogle har russisk baggrund og et par er etiopiere. Sandy fortæller, at størstedelen af dem er enlige mødre, men nogle af dem er gift eller lever sammen med faderen til det barn de har eller venter.

Foruden mødrene er der også en række volontører, som sørger for at tage sig af børnene, så mødrene kan koncentrere sig om undervisningen. Blandt volontørerne er der en gruppe mennonitiske kvinder, som hjælper til. De skiller sig ud med deres lille tørklæde på hovedet, så de næsten ligner katolske nonner. Sandy fortæller, at de trofast kommer og hjælper til på centeret de dage, der er undervisning.

Konkret hjælp mindsker aborttallet

Be’ad Chaim startede som en israelsk-messiansk afdeling af den internationale organisation ”Pro Life” tilbage i 1988. Lederen hed dengang Ted Walker og fokus for arbejdet var bøn for de ufødte børn, kampagner mod abort og oplysninger om konsekvenser af abort. Man arbejdede fortrinsvis i Tel Aviv og Jerusalem og mest på gaden med uddeling af brochurer og andet oplysningsmateriale. I 2005 blev Sandy Shoshani leder af arbejdet, og i dag er der ikke mindre end 18 ansatte – mange af dem dog kun på deltid. Der er 5 centre fordelt over hele Israel. Et par af de rådgivere, som i dag er ansatte, var oprindeligt unge mødre som selv søgte abort, men endte med at få hjælp til at beholde deres barn. I dag hjælper de så andre unge mødre til det samme.

Samme år som Sandy blev ansat startede man programmet Operation Moses. Ligesom Moses’ liv blev sparet, fordi der var nogen, der tog hånd om ham, ønsker man gennem programmet Operation Moses at give praktisk og moralsk støtte til mødre og deres børn gennem barnets første år. Helt konkret støtter man med barnevogn og seng samt mad, bleer og tøj i det første leveår. Kontakten til stort set alle mødrene er kommet i stand, fordi mødrene har søgt på nettet efter oplysninger om hjælp til abort.  Når de så finder frem til Be’ad Chaim får de at vide, at det eneste man ikke kan hjælpe dem med, er at få en abort. Derimod vil de gerne hjælpe dem til at beholde barnet og også konkret støtte dem i den beslutning ved at tilbyde den kommende mor at blive en del af Operation Moses. Siden 2005 har Be’ad Chaim hjulpet 450 kvinder, som har fravalgt abort ved gennem barnets første år at mødes med dem, tale med dem om de problemer som opstår og konkret støtte med mad, tøj og andet. Det koster omkring 10.000 kr. at hjælpe en kvinde og hendes barn gennem det førte år, og det samlede årsbudget for Be’ad Chaim er nu på 8 millioner kroner. Pengene kommer fra private og kristne organisationer både i Israel og især i udlandet.

Ud over Operation Moses arbejder man også med rådgivning via nettet og telefonen. De kvinder som er villige til at give deres kontakt-information, bliver kontaktet af de lokale rådgivere. I en række tilfælde hjælper man også enlige mødre til et sted at bo, hvis de står uden tag over hovedet, eller er blevet smidt ud hjemmefra, fordi familien eller faderen til barnet ikke støtter deres beslutning om at beholde barnet.

120.000 aborter om året

Der findes også en anden organisation i Israel, Efrat, som drives af religiøse ortodokse jøder, og som også arbejder mod abort. Deres budget er ca. 10 gange så stort som Be’ad Chaim. Men de hjælper kun jøder, hvilket betyder, at mange af de russiske og etiopiske immigranter ikke kan få hjælp gennem dem, fordi moderen ikke er jøde. Nogle af kvinderne, der kommer til Be’ad Chaim, kommer efter henvisning fra socialrådgivere, som ved, at man her ikke laver denne skelnen.

På mit spørgsmål om hvor mange aborter, der foretages i Israel hvert år, er Sandys svar: “Det er der ingen, der ved.” De israelske myndigheder oplyser ikke længere tallet, men hendes skøn er, at tallet på legale aborter er på 90.000 og dertil kommer de aborter, som foretages på private klinikker. Her mener Sandy, der foretages 30.000. Man kan få foretaget en abort for ca. 5.000 kr., og det er ikke svært at finde klinikker, der vil gøre det så sent som i 6. måned. Kvinder under 18 og over 33 har uden videre ret til abort. Tidligere skulle man være over 40. Piger i hæren har ret til to aborter i den tid de gør tjeneste.

Abort er ikke ukendt i den messianske bevægelse

Et par mindes deres barn
Et par mindes deres barn i Livets Have. Foto: Be’ad Chaim
For nogle år siden åbnede organisationen Gan Ha’Chaim, Livets Have. Det er en olivenlund i nærheden af Latrun mellem Jerusalem og Tel Aviv. Ideen bag stedet er, at de kvinder som har mistet et barn – enten gennem abort eller fordi barnet døde inden det blev født – skal kunne plante et træ i lunden eller bare komme med deres sorg og smerte og finde helbredelse eller lindring for det sår, de bærer på. At plante et træ kan være en måde at huske og ære det barn, som aldrig fik livet. Og det kan give plads til sorgen og smerten og hjælp til at komme videre. Mange af dem som nu bruger Livets Have er messianske jøder, hvad enten de fik foretaget en abort, inden de kom til tro, eller det var efter. For abort er udbredt i Israel og heller ikke ukendt i den messianske bevægelse.

Et nyt projekt Sandy håber at fokusere på i fremtiden er at ændre holdningen til abort i samfundet. De har haft en annoncekampagne, men allerhelst vil de tilbyde oplysning til skolerne. “Men det er svært. Så snart de hører vi er messianske jøder, takker skolerne nej til vores tilbud,” fortæller hun. Indtil videre arbejder de videre på de fire indsatsområder som de allerede har: Bøn, Operation Moses, boliger til de unge mødre og Livets Have.

Og som Sandy indrømmer, så er det sidste projekt af en lidt anden karakter. ”Gennem vores første tre initiativer vil vi møde de mødre med kærlighed, omsorg og praktisk hjælp, som har valgt at beholde deres barn. Men gennem det femte projekt, oplysning og kampagne mod abort, ønsker vi også at vise kærlighed og omsorg. Både over for de ufødte børn, som vi gerne vil give et liv, men også for de mødre som planlægger at få abort,” fortæller hun og runder af: ”For det er kærligt at fortælle dem, at det har konsekvenser også for dem selv.”

Man kan læse mere om Be’ad Chaim på deres hjemmeside beadchaim.org, som er på engelsk. Den hjemmeside, som henvender sig til mødrene er på hebraisk og hedder LoveLife.org.il.

Man kan støtte dem gennem bøn, men også ved at blive sponsor for et barn gennem Operation Moses. Man kan også støtte ved at sende tøj, legetøj og andre babyting. De mødre som er med i Operation Moses kommer hver tredje måned for at få nyt tøj og andet til deres babyer, så der er hele tiden brug for nyt. Har du legetøj eller andet derhjemme, som kan være til gavn i denne sammenhæng, er du velkommen til enten at komme forbi sekretariatet i Aarhus med det, eller sende det til os – så sørger vi for, det kommer frem.

Sabbatten kom som et helbredende chok!

Christian Vestergård, kommunikationsmedarbejder, 16. juni 2016

Anne-Mette og Jeppe Ladegaard er udsendt af Israelsmissionen som volontører i Jerusalem. Det seneste år har deres arbejde med den danske kirke, messianske jøder samt kristne med muslimsk baggrund givet dem mange nye spændende oplevelser og indtryk. Dette er deres fortælling fra Israel.

En af goderne ved at være kirkevolontør er at få lov at nyde solopgangen på Oliebjerget påskemorgen. Foto: Anne-Mette og Jeppe Ladegaard
Foto: Anne-Mette og Jeppe Ladegaard
”Det var nærmest et helbredende chok, vi fik” fortæller Jeppe om parrets møde med den israelske sabbats-kultur, hvor det meste – i hvert fald i Jerusalem – lukker ned og holder hviledag.

Inden de landede i Jerusalem, havde de begge en travl hverdag i København. Nogle dage nåede de kun at få sagt godmorgen og godnat til hinanden. Hverdagen var fyldt op med studie, hverdagsgøremål og venner, der skulle ses. I Israel har de fået ekstra tid til hinanden. ”Der er mere tid og mere ro, og der er ikke så mange folk, man skal se,” siger Anne-Mette. Selv om Anne-Mette og Jeppe stadig ser mange mennesker i Israel, har de fået lov til at trykke pause fra alt ræset og er gået ind i en rytme, hvor der er en særlig fokus på at se hinanden og være sammen.

Jeppe mener, at sabbatten på mange måder indkapsler meget af det, de oplever i Israel. ”Der er et døgn, hvor man ingenting skal, man må ikke gøre andet end at hygge sig og spise god mad og være sammen om Gud,” fortæller Anne-Mette. Det er en anderledes rytme for dem end hjemme i København. Jeppe fortæller, at de ofte må sige til hinanden ”Sådan ville vi ikke gøre i Danmark, eller sådan burde vi gøre”. Men selvom de er ved at finde ud af, hvad den nye hvile og ro gør ved dem, tror de begge, at det har været et sundt chok for deres ægteskab.

Hjemme i København læser Anne-Mette Kultur, Kristendom og Kommunikation (3K-uddannelsen). Det første halve år i Israel har hun været i studiepraktik ved Caspari Centeret. Hun er efter en veloverstået praktik indskrevet som fjernstuderende ved sit studie. Jeppe er uddannet i det samme og i arbejdet som kirkevolontør bliver halvdelen af hans tid brugt på at samarbejde med en menighed i Ramallah bestående af kristne med muslimsk baggrund, forkortet KMB . Jeppe har tidligere arbejdet med KMB’ere i Apostelkirken i København.

Selskabet nydes på terrassen i forbindelse med volontør-lejligheden i Jerusalem. Foto: Anne-Mette og Jeppe Ladegaard
Foto: Anne-Mette og Jeppe Ladegaard

KMBere og messianske jøder

Når en muslim kommer til tro, for eksempel efter at have set Jesus i en drøm, eller er blevet inspireret af en missionærs omgang med sine børn, står de ofte i nogle svære udfordringer i forhold til deres samfund og hele deres kultur. Selv om de er kommet til tro på Jesus, er der stadig mange af dem, som går til fredagsbøn i moskeen, hører imamens ord og følger de muslimske højtider. Det gør de ikke, fordi de hverken er halvhjertede i deres tro, eller fordi der er nogle ting fra islam de ønsker at holde fast i, men fordi det er i den sammenhæng, hele deres netværk og dagligdag stadig er – på trods af deres nye tro. Derfor kan de ikke sige endegyldigt farvel til islam, for det ville betyde, at de skulle bryde med hele deres samfund og netværk. For nogle KMB’ere ville det være til direkte fare for dem selv og deres familier at proklamere deres nye tro.

Deres situation minder på mange måder om den udfordring, Jesus-troende jøder har stået i gennem mange år. De har også været nød til at finde ud af, hvordan deres tro på Jesus som Messias kan udleves, samtidig med at de holder fast i deres jødiske identitet.

Jeppe var i november med på en konference for KMB’ere og messianske jøder, hvor de havde mulighed for at støtte og inspirere hinanden. Dele af den messianske bevægelse ser det som et storebroderligt ansvar at hjælpe KMB’erne. Jeppe fortæller: ”De Messianske jøder er længere i den samme modning af en teologi, som passer til de mellemøstlige øjne.” De messianske jøder har stået i udfordringerne de seneste 20-30 år, derfor har de en vigtig erfaring at give videre til KMB’erne. Mens både Jesus-troende jøder og KMB’ere oplever forfølgelser, kan de forhåbentlig fortsætte samarbejdet og vokse i at være en trøst for hinanden i Israel. ”Jeg håber, de vil gøre endnu mere brug af hinanden, end de gør i dag,” siger Anne-Mette.

En af Jeppes opgaver som kirkevolontør var bl.a. at undervise missionspiloterne.
Foto: Daniel Munk

Jesus er vores bror og Gud vores far

Jeppe nævner, at det er svært for KMB’erne at tage Jesus ind i deres kultur, for hvordan er det den nye tro ser ud, når hele ens netværk er omkring moskeen, og årets gang er defineret af de muslimske højtider. Jeppe mener, på baggrund af ordene Johannesevangeliet begynder med, at det godt kan lade sig gøre: ”Ordet blev kød i en bestemt kontekst i en bestemt tid, i en bestemt kultur,” fortæller Jeppe og fortsætter med at forklare, at det betyder, at Gud selv træder ind i et bestemt samfund som menneske, som Jesus. Gud vil forstås, og det betyder, siger Jeppe ”at vi alle kan kalde Jesus vores bror og Gud vores far på vores eget sprog og i vores egen kultur, om man er polak eller nigerianer eller fra Vestbredden”.

Selv om muslimer kender Jesus som Isa i koranen, mener Jeppe, at de stadig har brug for bibelens sande ord om Jesus. For som Jeppe siger ”I bibelen får han krop, og her får vi et billede af Gud, som en der ikke blot dømmer, men også tilgiver, og ofrer sin egen søn for at gennemføre sin store plan.” Gud bliver en, vi kan have en personlig relation til. Vi kan kalde Gud for far, hvilket rettroende muslimer ikke ville kunne finde på at kalde Gud, dertil er han for hellig.

For Anne-Mette var opgaver på Caspari Centeret blandt andet at gøre klar til kurser.

Arbejdet bag den barmhjertige samaritaner

I ugens løb mødes Jeppe med KMB’erne flere gange, enten i Jerusalem eller på Vestbredden, hvor hans opgave består i at støtte KMB’erne i at etablere et fællesskab. Menigheden samles i Ramallah og mødes mellem 20-30 hver gang. Mange af dem har opsøgt forskellige kirker, efter de er kommet til tro, men er blevet mødt af en lukket kirkedør. Nogle er også blevet mødt med stor mistillid, fordi kirken tror, de lyver om deres nye tro for at få penge eller er ude på at skade kirken. Det er problematisk, fordi KMB’erne ofte har brug for hjælp. De kan være flygtet fra deres hjemby, eller deres familier kan have slået hånden af dem på grund af deres nye tro.

I den situation mener Jeppe, at kirken i stedet bør åbne kirkedøren. ”Når en kristen bror eller søster spørger om hjælp, må vi ikke gå forbi som præsten og levitten. Vi må bøje os ned, og hjælpe den person, som ligger ned,” mener han. Det oplever Jeppe, at den nye KMB-menigheden i Ramallah gør. De rækker hånden ud til andre konvertitter og hjælper dem op. Jeppe beskriver ikke sig selv og Anne-Mette som barmhjertige samaritanere, men derimod som en støtte for dem, som er barmhjertige samaritanere, som dem der får lov at stå bagved og stille de ting til rådighed, som de kan. Jeppe og Anne-Mette forsøger særligt at støtte KMB’erne gennem bøn og samtale og ellers opmuntre og vise dem stor kærlighed.

Det har taget noget tid for Anne-Mette og Jeppe at komme ind på livet af KMB’erne. Der er blevet spist mange falafler og drukket meget arabisk kaffe, før de på en familielejr i november oplevede at blive regnet som en del af flokken, selv om de var de eneste vesterlændinge, der var med. Efter familielejren er de kommet ordentligt ind under huden på KMB’erne og har fået lov til at høre om deres kampe som kirke. En af de kampe er at blive accepteret som kirke blandt andre kirker i Israel. For KMB’erne er det store spørgsmål: Hvornår er vi kirke? Og er vi gode nok til at være kirke?

Jeppe har flere gange svaret på deres spørgsmål, med at sige: ”Jesus siger, at der hvor 2-3 er forsamlet, der vil jeg være,” og fortsætter med at sige at det det ikke er vigtigt, om man er døbt under rigtige omstændigheder, eller om man giver tiende på den rigtige dag i måneden. De er klart berettiget til at være kirke ifølge Jeppe.

Både Jeppe og Anne-Mette oplever ikke KMB som ”nye” kristne, men som meget modne kristne, og de er til stor inspiration for dem. Jeppe beskriver dem som åndelige forbilleder, hvortil Anne-Mette siger: ” De har en måde at se Gud som hellig, mere end os, det er virkelig inspirerende. Så selv om vi er der for at hjælpe dem, så hjælper de også vores tro.”

En dansk oase midt i Jerusalem

Ud over at bruge tid i fællesskab med KMB’erne har Jeppe arbejdsopgaver i Den Danske Kirke, som drives af Israelsmissionen. De oplever, at det gør noget særligt at være dansker i udlandet og være et dansk fællesskab, hvor man har en fælles forforståelse. Så kan man blandt andet udtrykke sig på sit eget sprog. ”Det er en lettelse at snakke dansk og ikke skulle udtrykke sig på engelsk, som stadig kan være svært,” fortæller Anne-Mette. I udlandet betyder det ikke så meget, om man er jyde, københavner, nordmand eller svensker, hvilket man normalt ville lægge mærke til i Danmark. I Den Danske Kirke føles det hele som en stor dansk familie – og i volontørlejligheden på French Hill ofte som en stor skandinavisk familie.

Jeppe sammenligner kirken med en oase, for der er brug for at drikke vand, og i kirken kan man komme og tage en stor slurk. ”Det er vigtigt for alt det, vi laver, at der er et hjerte, hvor pulsen slår ud i fingerspidserne,” afslører han. Kirken skal ifølge Jeppe være et troens hjem, ”hvor brødre og søstre i troen kan mødes, tankes op, takke gud og være sammen om deres tro”. Anne-Mette nævner også Den Danske Kirke som en gave til volontørerne i Jerusalem. De sociale arrangementer kirken laver er et dansk pusterum for volontørerne midt i en meget anderledes israelsk hverdag.

Siden Jeppe og Anne-Mette kom til Jerusalem i august, har de stået for tre børnegudstjenester sammen med præsten David og den anden kirkevolontør, Daniel. Det er et tiltag, som er sat i søen for at få flere danske børnefamilier, bosiddende i Jerusalem, til at komme i Den Danske Kirke. Tumlegudstjenesterne, som de hedder, er blevet taget godt i mod, og særligt til fastelavns-gudstjenesten, kom der flere familier som ellers ikke kommer i kirken. ”Vi har et håb om, at der vil komme endnu flere i kirk e, så der kan blive en endnu større dansk kristen familie i Jerusalem,” siger Anne-Mette.

Jeppe og Anne-Mette rejser tilbage til Danmark i slutningen af juni. De er derfor allerede begyndt at overveje, hvad de håber at kunne bringe med tilbage til Danmark. Udover deres nye venskaber med udlands-danskere og KMB’erne håber de at tage sabbats-roen med sig. Anne-Mette tror, det bliver en udfordring, for hvordan tager man sig et helt døgn, hvor man ingenting skal, bare for at være sammen med familien og Gud?

Et ugentligt helbredende chok ville nok ikke være så dumt at få herhjemme i Danmark. Et helt døgn, hvor man kunne læne sig tilbage og nyde Guds skaberværk. En dag hvor man kunne tage en ordentlig slurk levende vand fra oasen og takke Jesu vores bror og Gud vores far.

Her kommer jeres Gud! – Update fra Jews 4 Jesus

Christian Vestergård, kommunikationsmedarbejder, 10. juni 2016

I optakten til den jødiske pinse, som falder den 11-13 juni i den jødiske festkalender, har Jews 4 Jesus ført kampagnen ”Behold Your God!”. Denne titel kommer fra Esajas 40,9.

Stig op på et højt bjerg, Zions budbringer, råb højt, Jerusalems budbringer, råb uden frygt! Sig til Judas byer: Her kommer jeres Gud!       –       (Behold Your God!) Kampagnen var rettet mod tre byer i den midterste del af Israel – Ari’el, Bet Shemesh og Modi’in. Under kampagnen blev der delt 28.300 foldere ud, snakket i telefon med 3636, 405 videregav deres kontaktinformationer, 334 af dem var jøder, og 43 mennesker tog imod Jesus som herre og frelser, 35 af dem var til et enkelt møde.

Et russisk talende team tog en gruppe på 46 russisktalende israelere med på en guidet bibeltur. Efter turen inviterede Valary Bolotov fra teamet deltagerene med hjem til middag, og lovede derefter at fortælle dem om Jesus. Efter måltidet delte hun sit vidnesbyrd og fortalte om Guds store forsonings- og frelses plan. Hun inviterede, de israelere som ville tro på Jesus til at rejse sig op og bede. 35 rejste sig op i erkendelsen af at de havde brug for Jesus og tog imod ham som Messias. En af kampagnelederne sagde målløst, at det var suverænt det vildeste, han indtil videre har oplevet i sin tjeneste. Han håber, at dette er begyndelsen på en ny åbning for evangeliet i Israel.

Flere deltagere i kampagnen giver udtryk for nogle givende dage. Hele 30 % – af dem som har svaret på en ringende dørklokke – havde lyst til at høre evangeliet, og en tredjedel af dem har inviteret evangelisterne indenfor, for at høre endnu mere. Det er en bedre statistik end de forgående år under kampagnen. Det er en særlig god statistik, for der bor ca. 60 % ortodokse jøder i Ari’el, Bet Shemesh og Modi’in, og de plejer at smække døren i.

Laura var også ude for en glædelig oplevelse, mens hun stod ved motorvejen med et banner i myldretiden. Der dukkede pludselig en politibil op, og Laura var klar til at forsvare hendes ret til at stå der, men det behøvede hun ikke. Til hendes store overraskelse ville de høre, hvordan det gik, og om nogen generede hende. Da de kørte videre mindede den ene betjent dem om at drikke en masse vand i varmen. Det er en bemærkelsesværdig forskel i forhold til tidligere, for i 2013 blev en mand fra Jews 4 Jesus fængslet for at stå med et missionerende banner langs motorvejen.

Mens Genadi var På gaden mødte hun en ung kvinde, som var på en åndelig dannelsesrejse. Hun var meget optaget af mysticisme og forskellige sekter. Men Genadi kunne fornemme at kvinden følte sig urolig indeni. Hun var meget nysgerrig på, hvem Jesus er. Genadi læste Joh 14,6 for hende “Jeg er vejen, sandheden og live; ingen kommer til faderen uden ved mig”. Ordene rørte ved hendes hjerte, og hun tænkte sig om et øjeblik og spurgte om, hvordan hun kunne møde Jesus. Hun bekendte sin skyld og skam, og bad derpå om at tage imod Jesus. Efter de havde bedt sammen, gav hun udtryk for en fred i sit hjerte.

I de fornævnte byers område er der adskillige militærbaser. Derfor har Jews 4 Jesus lavet en video til de sociale medier, som er henvendt til israelske soldater. I videoen spørger de: ”er du modig nok – til at undersøge hvem Jesus er?”.

Se den humoristiske video her David Brickner lederen af Jews 4 Jesus fortæller, at han drømmer om en fornyet pinse, hvor alle hører evangeliet på deres ejet modersmål, og man vil se store menneskemængder komme til tro.

GENopdag kristendommens jødiske rødder

Gennem arbejdet med kristendommens jødiske rødder lærte jeg, at evangeliet ikke først begyndte i det Nye Testamente! At evangeliet ikke først begyndte med Kristus. Evangeliet begyndte allerede med udvælgelsen af Abraham og viser sig hele vejen gennem Israels historie og fik sit lovede klimaks i Messias. Evangeliet hænger sammen – fordi det Gamle og det Nye Testamente hænger sammen.

Kristoffer Simonsen, Præst i Sct. Michaelis Kirke, Fredericia

Bibelsk jødedom har en kommentar til alt i kristendommen Både vores kristne tro og vores kristne kirke har jødiske rødder. Man kan måske endda gå som langt som til at sige, at bibelsk jødedom har en kommentar til alt i den kristne tro. Fordi kristendommen er en fortsættelse af den bibelske jødedom. Derfor kan vi også fastslå, at den kristne tro ikke blot har sit udspring i Jerusalem, Galilæa og hvor jøden Jesus ellers gik omkring og virkede, mens han var her på jorden. Vi kan også konkludere, at den har sine rødder i jødisk tro, historie og praksis. Den kristne tro bliver ikke blot rodløs, når disse rødder glemmes – evangeliet bliver også fattigere, knap så dybt og knap så nuanceret. Derfor glemmer vi nogle gange, at Guds evangelium ikke er noget eksklusivt for det Nye Testamente, men at evangeliet faktisk tager sin begyndelse i det Gamle Testamente. I videoen til højre, kan du høre generalsekretær i Israelsmissionen, Bodil Skjøtt, fortælle mere om sammenhængen mellem jødedom og kristendom. Videoen er produceret af vidnesbyrd.dk.



Fem foredrag med fokus
Kontakt os på kontor@israel.dk eller på telefonnr. 7356 1270, hvis du ønsker at booke et af nedenstående foredrag – eller hvis du har andre ønsker.

Intro til kristendommens jødiske rødder: Bliv introduceret til den kristne tros jødiske rødder gennem en tour de force af begivenheder og fester fra det Første Testamente. Derigennem vil du blive inspireret til selv at begynde at gå på opdagelse i den kristne tros jødiske rødder.

Evangeliet i det Gamle Testamente: Vi har ofte en forestilling om, at evangeliet er noget, som hører det Nye Testamente til – og kun der. Men det er en forenklet tankegang, som misser den væsentlige pointe, at Gud allerede i det Gamle Testamente begynder at åbne op for den fantastiske gave, evangeliet er. For at få indblik i dét, har vi brug for et overblik over det Gamle Testamentes historiske begivenheder og hvilke forventninger til Messias, der herskede på Jesu tid.

Jesus og de jødiske fester: Lige siden skabelsens morgen har Gud villet, at mennesket skulle feste! Vi fejrer jul, påske og pinse til minde om begivenheder omkring Jesus, som er omtalt i det Nye Testamente. Men påske, pinse og løvhyttefest, var allerede en del af den jødiske festkalender på Jesu tid – og forbindelsen er ikke tilfældig. Gå med på opdagelse i sammenhængen mellem den gamle pagts fester – og opfyldelsen i Jesus.

Pinsens jødiske rødder: Jo, den er god nok! Jøder fejrede og fejrer fortsat pinse. Hvad gemmer der sig af rigdomme i pinsens gammeltestamentlige fortid og kan den kaste nyt lys og give nyt liv til kirkens pinsefejring? Det handler om Gud der gør sig kendt og om ord der bliver til ånd og liv.

Sabbat og hviledag: For det jødiske folk er sabbatten et tegn på, at de ikke længere er bundet af slaveriet i Egypten. Men hvordan skal vi – som medlemmer af den nye pagt – forholde os til buddet om hviledagen? Gud ønsker fortsat at minde os om, at vi er skabt – ikke til en bestemt nytte, men fordi Gud elsker os og ønsker at være sammen med os.

Påsken
Den jødiske påskefest – på hebraisk Pesach – er uden tvivl den største af årets fester. Den kaldes også de usyrede brøds fest og fejres til minde om israelitternes udfrielse fra Egypten. Det kan vi læse om i 2. Mosebog kapitel 12. I forbindelse med påskefejringen fejres også et påskemåltid – et måltid hvor man spiser og fortæller sig gennem beretningen om israelitternes udvandring fra Egypten. Man mindes smerten og slaveriet og gør denne fortælling til sin egen. Også Jesus-troende jøder fejrer påske, men med et messiansk fortegn. Det er et sådan påskemåltid, vi gerne vil opmuntre dig til at have sammen med din menighed eller fællesskab. Det er en god og givende måde at begynde påsken. Hvis du har mod på selv at kaste dig ud i det, kan du finde forslag til liturgier her og her. Der findes ikke én rigtig måde at gøre det på, så der er ingen grund til at bekymre sig om, at man gør noget “forkert”. Det vigtige er fortællingen – og at gøre den til sin egen. Vil du gerne have os ud, er du altid velkommen til at kontakte os.

Løvhyttefesten En anden af de jødiske fester, som har noget at give os, der er kristne, er løvhyttesfesten. Den er desværre gledet ud af kirkens kalender. De fleste kirker fejrer en høst- og takkefest, men uden at sætte det i forbindelse med løvhyttefesten. Vores høst- og takkefest er blevet meget kulturbestemt og uden henvisning til den bibelske historie. Uden at forklejne det giver kirkens høstgudstjeneste mest mening for dem ”med plovmuld under fødder” og som helt konkret har en ”lod af Guds jord”, som de har dyrket. Derfor er det oplagt at bruge den historie og de temaer som løvhyttefesten rummer. Derudover kan løvhyttefesten bruges som en fejring af håbet om det, som venter os, når Gud en dag skaber alting nyt igen.