Month: juli 2016

Omskærelsesdebat – mere en en sommeragurk

Den sidste måned har debatten om drengeomskærelse igen fyldt aviserne.  Argumenterne mod omskærelse af spædbørn viser en skræmmende mangel på forståelse for religiøse argumenter. Men det mest skræmmende er en manglende forståelse for og anerkendelse af, at der er mennesker for hvem religion faktisk betyder noget, og som lader deres værdier og deres liv indrette efter det. Havde det så bare været en debat, som skyldtes sommer og agurketid, og derfor bliver lagt på hylden, når hverdagen og det som er vigtigt igen danner overskrifter. Men det er det næppe.  For debatten afslører den individualisering som præger vores samfund. Vi har svært ved at tænke os selv som en del af et fællesskab, hvor vi hører sammen og derfor kan og må tage ansvar for hinanden. På den ene side er det vigtigt for os at høre til i den rigtige gruppe, men gruppens identitet bruger vi først og fremmest til at iscenesætte os selv. Kan det ikke det længere, slutter man sig bare til en anden gruppe.  Vi er blevet et samfund, hvor vi ikke er noget i kraft af traditioner og hvor historien kun er vigtig, så længe den tjener mit projekt. Den kan ikke gøre krav på vores loyalitet. Forældre har hverken ret eller pligt til at videregive værdier og traditioner, som skaber identitet eller tilbyder en større historie at være en del af. Børn skal selv bestemme hvem de vil være, hvad de vil spise til morgenmad og hvad tøj de vi have på – også selv om de ikke er fyldt 3 endnu. Med det resultat at mange bliver rodløse og bukker under for egne og andres krav og forventninger til at skabe rammer og retningslinjer for sig selv. Vi skal være optaget at vores børns tarv og trivsel. Det er også en samfundsopgave at sørge for at børn ikke lider overlast på nogen måde. Ingen ønsker revselsesretten genindført og seksuelle overgreb på børn er på ingen måder en forældreret. Men når 87 procent af den danske befolkning ønsker et forbud mod omskærelse af drengebørn, viser det først og fremmest vores manglende forståelse for andres religiøse traditioner. Fordi vi ikke selv længere har nogen har vi også svært ved at forholde os til andre mennesker, som har det. Konsekvensen er også at det bliver svært for os at tale om religionsfrihed. Religion er noget som praktiseres i et fællesskab og som rækker ud i samfundet. Men hvordan kan den det, når den skal være en så privatsag at den ikke engang må praktiseres i forhold til vores børn. Hvad er det så man har frihed til? Vores manglende forståelse for religion og religiøse værdier og argumenter betyder også en manglende tolerance overfor andre mennesker. I den konkrete debat om omskærelse går det ud over vores jødiske – og muslimske – medborgere. Det skaber grobund for antisemitisme og den manglende forståelse bliver til mistanke, som bliver til frygt og så er der ikke langt til had omsat i handlinger. Og i vores mangel på forståelse og tolerance bliver vi selv fattigere som samfund, fordi vi går glib af den pluralitet og inspiration, de andre kommer med.  

Tilgivelse er Forsoning, men Forsoning er ikke Tilgivelse

Salim J. Munayer, Musalaha, 8. juli 2016 Mange kristne og jødiske forskere diskuterer i dag tilgivelse i forhold til Holocaust. Der er i det israelsk-jødiske miljø opstået et ordsprog: ”Aldrig tilgivet, aldrig glemt”. Tilgivelse plejede at være en religiøs diskussion uden for universitetet, men debatten om tilgivelses er nu rykket der ind også. Forskere er begyndt at studere, hvordan tilgivelse hænger sammen med menneskers velvære både individuelt og i samfundet. For nylig blev jeg inviteret til at give to lektioner basseret på en undersøgelse, vi har lavet i Musalaha. Jeg talte med en gruppe kristne palæstinensere, og med en anden gruppe bestående af særligt religiøse jøder fra Bar Ilan Universitetet i Tel Aviv. Både den kristne- og den jødiske gruppe var udfordret af forelæsningen og den efterfølgende diskussion. I jødedommen er tilgivelse påkrævet under bestemte betingelser i bestemte situationer. I modsætning til kristendommen, som siger at tilgivelse er ubetinget og nødvendig i alle situationer. I jødedommen har forskellige filosofiske skoler dikteret, hvem det er, der skal tilgives, hvad det betyder at tilgive, og hvornår man skal tilgive (fx under Yom Kippur). Rabbinske skoler har forskellige bestemmelser for hvilke krænkelser, der kræver tilgivelse. Tilgivelse og forsoning overlapper generelt i jødisk lære, du tilgiver den anden, hvis han ændrer sin måde at leve på. Denne tilgang går ikke ud fra, at relationen bliver genoprettet, men søger i stedet at tilrette situationen, så ro og orden bliver opretholdt i samfundet. I flere jødiske kilder er tilgivelse vigtigt indenfor fællesskabet, altså imellem en jøde og en anden jøde, men de samme regler er ikke altid gældende mellem en jøde og en ikke-jøde. Den universelle forpligtigelse til at tilgive – Jesu jødiske lære – er ikke indeholdt i ret meget af den rabbinske litteratur. I mit foredrag fortalte jeg den jødiske gruppe om Esajas 53 og om vigtigheden af, at Gud tilgiver os. Bagefter læste vi Matthæusevangeliet kapitel 18 og kiggede på, hvordan Jesus instruerede sine jødiske disciple i at tilgive, på samme måde, som de er blevet tilgivet af Gud. De studerende stillede fremragende spørgsmål, og vi havde en givende diskussion om emnet. Da jeg talte med den kristne palæstinensiske gruppe, fortalte jeg om tilgivelse ud fra bjergprædiken. Vi diskuterede, hvordan tilgivelse hænger uløseligt sammen med troen på Jesus. Mange af tilhørende kom fra traditionelle kirkehjem, og var bekendt med Jesu lære om at elske sine fjender og om at tilgive, men de blev ved med at spørge: ”Hvis jeg tilgiver, betyder det så, at jeg giver afkald på mine rettigheder og min længsel efter retfærdighed”. Det er et godt og et klassisk spørgsmål for en palæstinenser. Dette spørgsmål udtrykker den generelle misforståelse om, hvad tilgivelse og forsoning er. Vi diskuterede det yderligere, og vi kom frem til hvad tilgivelse er, og hvad det ikke er: Tilgivelse er:                                                             Tilgivelse er ikke: 1. Handling uafhængig af modparten                        1. En følelse 2. En aktiv proces                                                          2. Forglemmelse .                                                                                          3. Undskyldende .                                                                                          4. Forsoning Vi diskuterede, hvordan forsoning er en gensidig handling, hvor begge parter bevæger sig tættere hinanden, og dette inkluderer tilgivelse. Men samtidig indeholder forsoning en stor portion ansvarlighed og genopbyggelse. På den anden side kan tilgivelse finde sted, også selvom den anden part ikke angrer eller beder om tilgivelse. Det betyder ikke, at vi nødvendigvis er glade bagefter, eller at vi har glemt forseelsen eller undskylder modparten, men det betyder, at vi går igennem en intentionel proces, hvor vi forandrer vores attitude overfor modparten, og giver op på vores ønske om hævn. I begge grupper studerede vi flere studier om tilgivelse imellem nogle befolkningsgrupper, som har været i konflikt med hinanden, blandt andet Nordirland, Rwanda og Bosnien. Det var meget oplysende for både palæstinenserne og jøderne at finde ud af, hvor vigtig tilgivelse er i håndteringen af en konflikt. Artiklen er oversat fra engelsk. Læs den originale på Musalahas hjemmeside her.

Følg os
på facebook


Kommende
begivenheder


Tilmeld dig
Nyhedsbrevet


Israelsmissionen | TORVET | Katrinebjergvej 75 | 8200 Aarhus N | Tlf. 7190 1885 | kontor@israel.dk | Reg.nr. 0994 kontonr. 0003054500 | MobilePay 30503