Month: august 2016

En lærlings bekendelser

Christian Rasmussen, generalsekretær i Kristeligt Forbund for Studerende og tidligere præst i Immanuelkirken i Jaffo, 31. august 2016 ”Syv år, Niller. Så ved man et og andet,” sagde Sofie Gråbøl i Den Eneste Ene. Syv et halvt år i Jaffo. Så ved man vel et og andet; i det mindste har man vel lært et og andet? Det skulle man synes, og det har jeg vel også – altså lært noget. Herunder følger nogle eksempler. Før vi tog til Immanuelkirken i 2009 havde jeg nok en grundlæggende idé om, at vi skulle ned og åbne Gamle Testamente (GT) for de jøder, vi måtte komme i kontakt med. De har jo fået Guds Ord betroet, som Paulus siger, så hvad kunne være mere naturligt end at åbne det og vise dem, at deres egen bibel dybest set handler om Jesus, deres og min Messias. Det kom ikke helt til at gå sådan – eller jo, men på en mere bagvendt måde, end jeg havde forestillet mig. De gange jeg i begyndelsen snakkede om tro med jøder, gik jeg ofte direkte til GT og tog fat i nogle af de linjer, vi har dér. Løftet om en søn af Eva, der skulle knuse slangens hoved og selv blive såret i kampen; løftet om velsignelse til alle jordens familier gennem en fra Abrahams familie; løftet om en profet som Moses, men større end ham; løftet om en konge som David, men større end ham; løftet om en evig præst som Melkizedek, men større end ham og så videre. Men dels fik jeg ofte den respons, at det godt kunne være, at GT kunne siges at pege på Jesus, men det gjorde nu ikke den store forskel, for GT havde ikke nogen betydning for dem og derfor ingen autoritet i deres liv, for de troede slet ikke på Gud. Derfor måtte vi begynde et helt andet sted med mere klassisk apologetik og tale om, hvorvidt det overhovedet er fornuftigt og relevant at tro på Guds eksistens. Det er et typisk billede af Tel Avivs jøder i dag. Gennem-sekulariserede og mange præsenterer sig som ateister, selvom de fleste af dem nok reelt er agnostikere. En af vore lokale venner (som ellers er vokset op i et ortodokst hjem med en far, der er rabbiner) sagde, da vi mødtes for sidste gang inden afrejsen: ”Jeg fatter stadig ikke helt, I kan tro på Gud. Jeg mener, I er jo ikke dumme…” Den havde jeg ikke set komme, før vi landede i Jaffo. Jeg troede nok lidt naivt, at jøder nærmest per definition tror på Gud, men det er altså ikke tilfældet. Et andet fænomen gør sig gældende for mange af dem, der er 60+. Her har jeg mødt flere, som nok tror Gud eksisterer, men de vil ikke have noget at gøre med ham. Når han lod Holocaust ske, så er han ikke værd at samle på. Og her er jeg ofte kommet til kort. Der er ikke rigtig noget at sige, synes jeg, andet end at det kan jeg faktisk godt forstå. Hvad er det da for en Gud, der tillader noget sådan? Det ved jeg ikke – eller jo, det gør jeg jo, men jeg forstår det ikke.

Først Jesus og så Jesus

Ovenstående betyder, at jeg generelt begynder et andet sted, end jeg gjorde, da vi kom. Jeg begynder simpelthen bagfra. Med Jesus. Jeg giver dem et Ny Testamente og beder dem læse et af evangelierne og overveje, hvem evangelierne siger, Jesus er, og så overveje hvem de nu selv vil sige, Jesus er, og hvad det betyder for dem og deres liv. Når jeg tænker på dem, som vi har fået lov at se komme til tro, så er det næsten hver gang Jesus, der har ledt dem tilbage til deres egen bibel mere end det er deres egen bibel, der ledte dem til Jesus. Ikke fordi den ene vej er mere rigtig end den anden, men dette er blot min erfaring. Det er Jesus først, og så kommer GT til live. Vores venner fra Jews for Jesus har noteret sig det samme mønster. En ung kvinde skrev følgende til mig i en e-mail tre uger efter hun første gang sad i mit kontor: “Jeg er lige blevet færdig med at læse evangelierne og bogen ’Forrådt’. Det har jo hele tiden været lige foran øjnene på os. Jeg forstår bare ikke, hvorfor det tog mig så lang tid at se det. Er det virkelig så klart? Hvorfor så jeg det ikke? Jeg har aldrig følt mig så tæt på Gud som de seneste tre uger. Jeg føler mig elsket. Jeg tror, Jesus er Guds Søn, at han er vores frelser, og jeg ønsker, han skal frelse mig. Mine øjne er åbne; mine ører hører, men jeg tror, jeg kan blive mere åben. Jeg tror virkelig.” Jesus er uden tvivl også det nærmeste, vi kommer et svar på lidelsen og i dette tilfælde spørgsmålet om Holocaust. Ikke på dens ’hvorfor’, men på ’hvem’ der tillader den. Som John Stott siger: ”Jeg kunne aldrig selv tro på Gud, hvis ikke det var for korset. Hvordan skulle nogen i denne lidelsens verden kunne tilbede en Gud, der var immun over for den?” Og så er det jo i virkeligheden slet ikke at begynde bagfra, når vi begynder med Jesus. Han er jo Alpha og Omega, begyndelsen og enden, så det giver faktisk rigtig god mening at begynde med Jesus og se, hvordan han og det han har gjort for os rækker både bagud og fremad.

Mangel på tro

Noget andet jeg (forhåbentlig) har lært er at have lidt mere tiltro til Gud. Jeg må nok være ærlig og bekende, at jeg fra start tvivlede på, at der ville komme nogen særlig frugt ud af vores tjeneste. Dels var vi helt grønne og kom direkte fra studierne, så hvad kunne vi lige bidrage med? Dels skulle jeg jo tage over efter Jan Mortensen, som både teologisk og pastoralt stadig står som et fyrtårn for mig, og som jeg ser både hen og op til. Det var da noget af en nedgradering de skulle undergå de stakkels mennesker i Jaffo. Dels var der det hebraiske sprog, som jeg ret hurtigt indså, jeg ikke fik tid til at investere nok i, og hvilke begrænsninger ville det ikke lægge ned over en præst, der i forvejen synes, han selv havde nok af begrænsninger. Og så den situation vi er i som kirke i Israel, hvor vi simpelthen fra start er bagud på point, fordi vi ikke ligefrem har historien med os. Hvordan jøder skulle kunne overbevises om, at kirken er bærer af troværdigt godt nyt, selvom den selv har været dårligt nyt for det jødiske folk op igennem historien, ja, det var da lidt op ad bakke. Nuvel, dette var jo lykkedes i Jans tid og også før ham og selvfølgelig også andre steder i Israel, så miraklernes tid var ikke forbi, men mon vi skulle få lov at se nogle af dem?

Verdens værste missionær

Nu er ydmyghed på egne vegne fint nok, og jeg håber, jeg har bevaret noget af den, men ydmyghed på Guds vegne er jo slet og ret blasfemi. Men Gud har vist mig, at han gør, hvad han vil, gennem hvem han vil. Det vidste jeg jo godt i forvejen, men tumlede med at stole på, at det også gjaldt os i Jaffo. Paradoksalt nok. For netop fordi vi boede i Jaffo, har jeg ofte tænkt på Jonas, som ikke ville gå, hvor Gud kaldte ham (og som bekendt stak af fra Jaffo), og som, da han endelig kom til Nineve, blev bitter og vred, da de omvendte sig, og Gud frelste dem. Verdens værste missionær. Intet mindre. Ikke desto mindre reddede Gud, hvad der dengang var verdens største by, gennem den måske mest håbløse missionær verden har set. Kunne og ville Gud bruge Jonas, så kan han bruge lige præcis, hvem han vil. Nu blev hele byen desværre ikke frelst, mens vi var i Jaffo, men alligevel blev min mangel på tro til Gud gjort til skamme. Han brugte vores lille kirke til både at bringe nogle folk tilbage til ham og også til at nå nogle folk for første gang. Vi har fået lov at se folk vokse i tro og efterfølgelse af Jesus. Og måske for at vi ikke skulle tro, at det havde noget med os at gøre, så kom det i bølger, uden at vi gjorde noget anderledes det ene mere frugtbare halvår frem for det andet mere tørre.

Kald er godt

Jeg blev ret hurtigt glad for det gode gamle ord ’kald’. Jeg nærer ingen illusion om, at Immanuelkirken ikke ville have været bedre tjent med en anden præst end mig. Jeg har for eksempel i flere år haft en meget bedre underviser end mig selv i menigheden, så det er ikke bare falsk ydmyghed. Ikke desto mindre har jeg fundet frimodighed i, at vi blev sendt til Jaffo for at varetage en opgave, og netop den sendelse har givet frimodighed til at tage handsken op, selvom jeg havde folk omkring mig, som er dygtigere på mange af de områder, jeg skulle dække.

Mere frimodig

Det vil også være korrekt at sige, at jeg har fået en større frimodighed på evangeliets vegne, og det er jo skræmmende nok mildt sagt på tide! Men jeg kan se på min prædiken fra første gang vi holdt Åbent Hus og havde hundredevis af mennesker forbi til nogle korte gudstjenester, at jeg nok var klar nok ift. at gøre Jesus-tro både fornuftig og relevant, men overforsigtig med appellen til så at tage imod ham. Måske har den israelske mere direkte og uindpakkede måde at kommunikere på haft sin indvirkning, men uanset kan jeg se sort på hvidt i mine prædikener, at min forkyndelse har ændret sig i hvert fald på dét punkt. Så når folk har spurgt mig, hvordan Immanuelkirken har ændret sig, siden vi kom, så har jeg svaret, at jeg ikke ved af, at den har ændret sig så meget. Det er vist mere mig, der har det.

Kan man blande olie med vand?

Messiansk jødisk deltager i Musalaha, 31. august 2016 Kan du lide at arbejde med børn? Det kan jeg. Jeg elsker at se forundringen i børns ansigter, når de møder noget nyt for første gang. Jeg husker, at jeg som barn blev forundret af en smule olie, som blev hældt i noget vand. Jeg blev ved med at røre i blandingen. Hurtigere og hurtigere – for at se om olien blev opløst. Men hver eneste gang skubbede de små bobler af olie sig igennem vandet. Olien vendte tilbage til den samme tilstand som før – et lag olie i toppen af glasset adskilt fra vandet. Man kan simpelthen ikke blande olie og vand uden hjælp. Det samme gør sig gældende for jøder og arabere, selv messianske jøder og kristne palæstinensere. Vi kan ikke blandes. Jeg siger ikke, at vi ikke deltager i hinandens gudstjenester eller beder sammen til diverse konferencer. Selvfølgelig gør vi det. Men vi sænker ikke paraderne. Vi taler ikke om de svære spørgsmål, og vi lukker ikke hinanden ind i vores liv. I disse dage med terrorisme og besættelse er det ikke overraskende at mange af os – hvis ikke de fleste – giver efter for mediernes og politikernes retorik. Vi tænker det værste om hinanden og forlanger af ”de andre”, at de tilpasser sig vores synspunkter, før vi er villige til at indgå i en samtale. Vi vil have olien til at foregive, den er vand, og når den ikke gør det, kritiserer vi den for at være olie. Som messianske jøder er vi nødt til at kæmpe, ikke kun med den israelsk-palæstinensiske konflikt, men vi må kæmpe med alt det, som det indebærer at være israeler. En lang værnepligt, kærligheden til vores land og vores usikre placering i det israelske samfund. Det hele bliver mere kompliceret, når vi tænker på den virkelighed, som vores palæstinensiske brødre og søstre lider under. Hvis vi valgte at holde fast i majoritetens holdning i Israel, ville vi ikke engang overveje at være i samme rum som dem, der tilslutter sig palæstinensisk teologi eller politik. Under de seneste års politiske krise, har Israel tenderet til at orientere sig mod højre. Vi drejer ud på højrefløjen, når vi er bange, og mod venstrefløjen når vi ikke er. Særligt efter vores seneste sving mod højre bliver venstrefløjen stigmatiseret. Dem som ser sig selv på venstrefløjen, bliver kaldet ting som ´forræder´ og tilmed ´anti-semit´. Hver eneste gang en jøde mødes eller associeres med en palæstinenser, bliver de stemplet som venstreorienteret, især hvis det er for at frembringe enhed og lighed. Det er udmattende, at man som messiansk jøde prøver at være en del af et land, som afviser vores tro, og som stigmatiserer vores politiske holdning som venstreorienteret. De fleste Jesus-troende jøder undgår derfor enhver association med palæstinensere, kristne og mange andre. Omstændighederne bliver endnu mere ubehagelige, når vi tænker på vores tjeneste i det israelske militær. Situationen i Mellemøsten kræver soldater. Som messianske jøder er vi stolte af at aftjene vores værnepligt og støtte sikkerheden i landet. Det er en sikkerhed, som vores bedsteforældre ikke kunne nyde i 40’ernes Europa. Når vi så møder palæstinensere, møder vi ofte nogle, som kun har mødt jødiske soldater ved checkpoints, i patruljer eller i endnu værre sammenhænge. De kommer med en uundgåelig frustreret reaktion. Unge messianske jøder er efterladt med en følelse af skyld for forbrydelser eller handlinger, de ikke er skyldige i. Det giver unge jøder en følelse af irritation og nogle gange et højt pres. Mange Jesus-troende jøder er derfor nødsaget til at sige til sig selv: ”Hvis jeg ikke vil kategoriseres som en af de røde, og jeg ikke er skamfuld over at have tjent mit fædreland, hvorfor i alverden skulle jeg så tale med mine palæstinensiske brødre og søstre i Musalaha?” I de fleste tilfælde er det her forsoningsprocessen stopper. Men i nogle tilfælde er der noget, der fører os videre – nemlig håb. Den eneste grund til at vi engagerer os i relationer på tværs af grænser, er håb. På trods af alle knivene, geværerne, hadet og frygten tror vi på, at der er et håb for dette land og dets folk, som kan ændre selv det hårdeste hjerte. Det håb er evangeliet! Da Jesus blev menneske, lærte han os at se os selv med vores fjenders øjne – på samme måde som han selv blev menneske. Hans død lærer os at høre hans kald om at sætte os selv villigt til side og leve for andre først. Hans opstandelse viser os, at uanset hvad der sker, kan Gud forløse hvem som helst. Hvordan vil det forandre vores land? Jesus forandrer relationer, fordi han er sæbe. Sæbe får olie og vand til at blandes. Sæbe sætter sig på hydrofobe væsker – olie, og det sætter sig på hydrofile væsker – vand. Dog, når sæbe gør dette, efterlader det ikke olie og vand i samme form, som de befandt sig i før. Jesus kan forandre vores folk, hvis vi er villige til at møde ham. Vi skal lade ham forandre os gennem forsoningsprocessen, så vi kan være hans forende legeme. Hvordan skal det ske i praksis? Det kan jeg ikke fortælle dig. Men jeg kan sige, at jeg er spændt på at se Jesus gøre det. Jeg håber, du vil være med til at bede for Musalaha og for alle de mennesker, som ønsker at bringe evangeliets kraftfulde budskab om frelse og forsoning videre i dette brudte land.

“Fjern Wittenbergs Jødesvin” 

Christian Vestergård kommunikationsmedarbejder,  26. august 2016 I anledning af reformationens 500 års jubilæum i 2017 har Richard Harvey startet en underskriftsindsamling for at få fjernet et såkaldt Judensau (jødesvin) fra kirkefacaden i Wittenberg. Det var i denne kirke, Luther prædikede og her, at han ophængte sine 95 teser mod afladen, som startede reformationen i 1517. I Tyskland er der i dag stadig mellem 60 og 100 skulpturer af jødesvin rundt i landet. Jødesvinet i Wittenberg er fra 1305. Figuren viser grise og jøder, der diger fra soens patter, og en rabbiner der kigger ind under soens hale. I Luthers værk der kan oversættes til ”om jøder og deres løgne” (Vom Schem Hamphoras, 1543) kommenterer han på jødesvinsskulpturen i Wittenberg. I Luthers spydige kommentar placerer han Talmud inde i soens tarme: ”Her i vores kirke i Wittenberg er en so afbilledet i sten. Unge svin og jøder ligger og sutter under hende. Bag ved soen er en rabbiner bøjet hen over soen, han løfter hendes højre ben, holder hendes hale højt og kigger intenst under hendes hale og ind i hendes Talmud, som om han læser noget skarpsindigt og ekstraordinært, hvilket bestemt er derfra, de får deres Shemhamphoras.” Inskriptionen over figuren ” Rabini Shem hamphoras” er først tilføjet senere i skulpturen, formegentlig af protestanter ud fra Luthers udtalelse. Inskriptionen er volapyk, formentlig for at gøre grin med det jødiske udtryk ”shem ha-meforasch” som betyder – Guds fuldt udtalte navn. Dette navn er helligt for jøder. Richard mener, at skulpturen fortsætter med at fornærme og bagvaske det jødiske folk og deres tro. Ifølge ham er det nødvendigt at få den flyttet til et andet sted, så den ikke bliver vist offentligt på en udvendig kirkemur, men vises og forklares et mere passende sted. Ellers vil jøder fortsat blive eksponeret for antisemitisme på baggrund af skulpturen. Samtidig bliver deres værste frygt om den kristne tro bekræftet. Hvis kirken virkelig fortryder den slags billeder, må den arbejde på at få dem flyttet fra så tydelige steder. Richard fortsætter i sin anmodning om at få skulpturen fjernet med at skrive: Skulpturen er ikke bare en fornærmelse for det jødiske folk, men den provokerer almindelig anstændighed ved dens sjofle portrættering af jøder, der diger ved et svin og stikker hånden op i dens bagdel. Det er også en krænkelse af et sted for kristen tilbedelse, som burde blive dekoreret med værdighed og sømmelighed, og bestemt ikke uanstændige og chokerende antisemitiske billeder. I 1988 lavede man en mindeplade under skulpturen for at nedtone og give en forklaring på den. Forklaringen lyder: ”Guds sande navn, det udskældte Chem Ha Mphoras, som jøder længe før kristendommen anså som næsten usigelig hellig. Dette navn døde sammen med seks millioner jøder under korsets tegn”.
Tysk karikatur af et jødesvin fra 1800-tallet.
Richard sætter pris på, at kirken besluttede at gøre noget for at forklare og udtrykke anger, men det er ifølge ham utilstrækkeligt, for Gud døde ikke under Holocaust, og dette er endnu engang misbrug af Guds navn. Richard mener, at inden reformationsjubilæets bør man fjerne skulpturen og erstatte den med noget, som ærer Israels Gud, respekterer det jødiske folk, og bringer værdighed til et sted for tilbedelse, i stedet for at bibeholde en skulptur der er usømmelig, sjofel, anstødende, fornærmende, krænkende, blasfemisk og antisemitisk. Kurt Larsen, Professor i kirkehistorie ved menighedsfakultet fortæller, at for Luther var hans negative syn på jøderne ikke funderet i deres etnicitet, men i deres teologi. Jøderne tilslutter sig en lovreligion, derfor ender Luther med at sige, at jøder bør udvises fra Tyskland. Ifølge Kurt Larsen kan Luther ikke betegnes som antisemit, men derimod som antijudaist. Luthers tanker om jødedommen er dog sidenhen blevet brugt antisemitisk, særligt af den tyske kirke i nazi-Tyskland. I forhold til Luthers syn om jøderne siger Kurt Larsen, at den protestantiske kirke i dag skal tage åbent afstand fra hans syn. ”Det er godt, at Luther er vores reformator og ikke vores apostel. Han tog fejl på nogen punkter blandt andet her” tilføjer han. – Her kan man underskrive anmodning om at få Wittenbergs jødesvin fjernet

Jeg kan slet ikke få armene ned!

Vores volontører og missionspiloter er så småt på vej til Israel. I forbindelse med det, holdte vi introkursus for dem d. 15-16. august. Her kommer der lidt eftertanker og en refleksion over dette. Hvad får unge mennesker til at tage til et fremmed land i 3 måneder, et halvt år, et helt år? Jeg tror der er mange forskellige grunde til det. Nogle for at møde en anden kultur, andre for at stille deres eventyrlyst og andre igen fordi, de ikke ved, hvad de ellers skal give sig til. Hvad får så unge mennesker til at rejse ud med os? Flere af missionspiloterne gav udtryk for, at de gerne vil lære Gud, hans mission, og deres egen plads i denne at kende. 
“Gud vil at alle mennesker skal frelses”
Det kan jeg ikke få armene ned over! Tænk sig, at disse unge mennesker får lov til at opleve mangfoldigheden af mission. Tænk sig at de selv ønsker at udforske det område.
“Der er betalt for dig. Betal for andre.”
Da jeg hørte dette i kirken i søndags, kom jeg til at tænke på hvad det egentligt er Gud ønsker. Hvad er det for en mission han har sat gang i? Han inkarnerede sig og tjente mennesker. Vi skal gøre det samme. Det er derfor vi er her – det er derfor vi sender.

Vi tager det fremmede med os hjem

Arne Pedersen, kommunikationssekretær, 17. august 2016 ”Da vi rejste hjem fra vores volontørophold i 2001, var Christian bare færdig med Israel. Han skulle i hvert fald ikke tilbage,” griner Lisbeth Rasmussen. Parret er i skrivende stund i fuld gang med at pakke deres liv gennem 7½ år i Immanuelkirken i Jaffo ned i kufferter for at rejse tilbage til Danmark.
Jaffo1
Familien kort efter ankomsten til Jaffo.
Det var ellers Lisbeth der i første omgang sagde nej, da Bodil Skjøtt, generalsekretær i Israelsmissionen, ringede i slutningen af oktober 2007 og luftede idéen om at tage til Immanuelkirken i Jaffo. ”Vi havde lige fået Amanda, og jeg kunne slet ikke lige overskue at skulle nogen steder hen,” fortæller Lisbeth. Men efterhånden vænnede parret sig mere og mere til tanken. ”Lisbeth var lige blevet færdig, og jeg havde selv et år tilbage,” husker Christian. ”Og selvom vi lige havde fået Amanda og havde to små drenge, følte vi, at det stadigvæk var et godt tidspunkt, rent familiært, at stikke af nogle år. Vi skulle jo alligevel ud at finde et arbejde begge to,” siger Christian på pragmatisk vis.

Gud kalder gennem mennesker

Jaffo7
Ferieglæden nydes i fulde drag.
For hverken Lisbeth eller Christian var det et livslangt kald eller en livslang drøm, der gik i opfyldelse, da de rejse til Israel. Christian var faktisk ikke engang sikker på, han ville være præst, da de sagde ja til at rejse. ”Det var først og fremmest en reaktion på et ydre kald,” fortæller Christian og fortsætter: ”Når der er nogen, der kalder, kan man ikke lade være med at forholde sig til det. Gud har det med at kalde gennem mennesker.”

Feriefornemmelser

Selvom det ikke var oplagt for parret selv at rejse, endte de altså med at tage af sted. ”Man sidder og overvejer sådan lidt for og imod. Der var så mange ukendte faktorer, for vi vidste jo hverken hvordan børnene eller vi selv ville reagere,” fortæller Lisbeth. Samtidig mener hun, det var en stor hjælp, at kaldet både var så konkret og praktisk. ”Efterhånden fik vi begge en mavefornemmelse af, at det var noget vi skulle,” slutter hun.
Jaffo2
Lisbeth på vej til Jeriko med bilen fuld af gode sager.
De mindes begge at have haft en form for feriefornemmelse de første syv uger, de var i Israel. ”Vi boede på Beit Immanuel, som ligger lige overfor kirken, og vi havde ikke vores egne ting, men boede i kufferterne,” fortæller Lisbeth. ”I begyndelsen arbejdede jeg nærmest non-stop, og det var svært at indarbejde en egentlig hverdagsrytme,” fortæller Christian og der måtte mange familiemøder til for at finde ud af, hvordan det kunne fungere så alle kunne trives i det nye. Det var også svært at finde rytmen i ugen, for børnene gik i skole mandag til fredag og weekenden var præget af gudstjenester både lørdag og søndag, så familien fik aldrig en rytme med naturlige pauser. Derfor besluttede de også tidligt at tage væk en uge hvert semester.

Svært at holde fri

Jaffo3
Christian under dåbshandling i Immanuelkirken.
Selvom det for mange kan synes at være et drømmescenarie, at det kun tager cirka 30 sekunder i transport at komme på arbejde, har det også sine udfordringer, fortæller Lisbeth. ”Det har helt sikkert sine fordele, at arbejde og hjem er så tæt på hinanden, men det har også sine ulemper – for eksempel er det sværere at holde fri,” siger hun og fortsætter: ”Hvis jeg bare vil ud at gå en tur en formiddag, så skal jeg gå forbi både volontører og sekretæren på vej ud. Det har været svært.” Parret er dog enige i, at hele familien har trives med at være i Immanuelkirken. ”Det har altid givet god mening at stå op og gå på arbejde,” siger Christian. ”Der har altid været meningsfulde opgaver at give sig i kast med og gode mennesker at snakke med,” slutter han.

Hvorfor tage hjem til Danmark?

Jaffo4
Løvhyttefesten fejres.
Når parret kommer hjem bosætter de sig i Løsning, hvor der er købt hus. Lisbeth er ansat på Bøgballe Friskole og Christian skal være generalsekretær i Kristeligt Forbund for Studerende. Men selvom der også ligger en meningsfuld hverdag og venter i Danmark for familien, er der alligevel et spørgsmål der trænger sig på: Hvorfor overhovedet tage hjem, når familien trives så godt? ”Det spørger vores børn også om,” griner Lisbeth og fortsætter: ”Vores børn kan ikke få lov til at blive her i landet ud over deres 17. år. Så skal de hjem, men hjem til hvad? For Danmark er jo ikke længere deres hjem. Og hvis vi alligevel skal hjem på et tidspunkt, handler det for os også om, at tage hjem tidsnok til, at vores børn kan nå at blive integreret i den danske kultur. Så det ikke er fremmed for dem.” Det er tydeligvis en svær problematik de to forældre har brugt lang tid på at overveje.

Relationer bliver brudt op, når man rejser

Jaffo6
Picnic med menigheden.
Lisbeth og Christian glæder sig også til at komme hjem og genoptage mange af de relationer, som har været sat lidt på stand by de sidste mange år. ”Da vi havde været her i fire år, gik det op for os, at vi ikke længere delte liv med familie og venner derhjemme. I begyndelsen gik det fint nok, men efterhånden mister man kontakten. Vi kom nok til et punkt, hvor man kan sige, at vi tabte tråden til dem derhjemme,” fortæller Christian og konstaterer: ”Det er jo sådan, det er. Relationer bliver brudt op, når man rejser.” Lisbeth supplerer: ”Man kan sagtens få gode relationer til de lokale, og det har vi også haft. Men de er også godt klar over, at man er udlænding, så man ikke bliver her for altid. Som kvinde må jeg bare erkende, at jeg har brug for de her rigtig tætte veninder. Det har jeg savnet.”

Den første raket var ikke sjov

Uanet hvordan man end vender og drejer det, er det svært at undgå at komme til at tale om den konflikt, som naturligvis også er en del af hverdagen, når man er udsendt som familie til Israel. En ting er, hvordan vi voksne håndterer konflikten, men hvordan forklarer man sine børn, at nu skal vi altså en tur i bomberum igen? ”Jeg tror, man fortæller, at verden ikke kun er god,” forklarer Lisbeth. ”Her i Israel bliver det meget konkret med raketter og sirener. Som forældre har vi valgt at være meget åbne omkring det, så vores børn har kunnet spørge om hvad som helst, og vi har forsøgt at svare så ærligt, vi kunne.” Lisbeth forklarer videre, at der også kommer en naturlighed over det, da der med jævne mellemrum er øvelser i skolen, som lærer børnene, hvordan de skal forholde sig, når sirenerne lyder. ”Det er klart, at den første raket – den var ikke sjov,” fortæller Christian om den første sirene familien oplevede i forbindelse med optrapningen af konflikten i 2012. ”Men så snakker man om det og snakker naturligvis også om, hvad vi så gør næste gang,” konkluderer han og fortsætter: ”Det er lidt noget mærkeligt noget, når man har oplevet en sirene, som er virkelig. Knuden i maven er jo ikke fordi, man er bange for at blive ramt. Det er mere en utryghed over, at nu er man blevet mål for et eller andet. At nogen har sendt en raket efter dig – det er en ubehagelig tanke.” Lisbeth giver udtryk for en anden ubehagelig tanke: ”Raketterne skelner jo ikke mellem israelere, arabere og danskere. Jeg husker, at Johan havde en af sine gode venner med hjem, der er araber. De var jo begge to bange for, hvad der ville ske. Det går i alle retninger,” slutter hun. I Immanuelkirken kommer der mange forskellige mennesker og nationaliteter, men Christian fortæller, at han ikke har oplevet konflikten rykke ind på bænkerækkerne: ”Når vi har snakket om konflikten i kirken, har det ikke været politisk ladet. Vi har bedt for mennesker på begge sider af konflikten, og vi har søgt at gøre bønnen personlig,” fortæller Christian.

Mange samarbejdspartnere er en styrke

Det er også en forskelligartet flok af organisationer, som står bag arbejdet og menigheden i Immanuelkirken. ”Jeg synes egentligt, at samarbejdet afspejler vores menighed meget godt,” siger Christian. ”Selvom vi er meget forskellige, er der ingen modstridende dagsordener, for det handler om, hvordan menigheden i Immanuelkirken kan bakkes op. Det afspejler en form for rummelighed, at der er så mange forskellige organisationer, der bakker op om kirken,” mener han. Christian fremhæver også det vigtige i, at lokale samarbejdspartnere er blevet inviteret med til bordet. ”Jews for Jesus har været forfriskende at få med i samarbejdet. Nu kommer der flere øjne på sagen, og det medfører naturligvis diskussioner, men ikke til mindre opbakning,” fortæller han.

Vi tager det fremmede med os hjem

Når familien lander i Danmark i begyndelsen af juli måned, håber forældrene alligevel, at der er lidt af den israelske kultur som hænger ved – både hos dem selv og hos børnene. ”Ligefremheden er som regel fantastisk,” understreger Lisbeth begejstret. ”Hvis man er i en situation, man synes er ubehagelig, så siger man det bare, og der er ingen der ser skævt til en, hvis man siger fra.” ”Jeg håber, at både vi og vores børn kan bidrage med ikke bare en respekt for diversitet, men ligefrem en påskønnelse af det forskelligartede,” supplerer Christian. ”Jeg tror ikke, vi er så fremmedforskrækkede. I det hele taget vil vi gerne tage det med hjem, at det fremmede godt kan være både positivt og en god udfordring for os,” slutter han. I Israelsmissionen vil vi gerne rette en stor tak til både Lisbeth og Christian samt deres fire børn, Johan, Magnus, Amanda og Simon. Tak for jeres trofasthed overfor menigheden og arbejdet i Immanuelkirken, og vi ønsker jer al Guds velsignelse fremover.

25 år med Guds trofasthed i øst

Odessa
Avi Snyder i Odessa i 1991.
Avi Snyder, leder for Europa i Jews for Jesus, 17. august 2016 Shalom fra Odessa, Ukraine. Jeg er lige ankommet til begyndelsen af vores jubilæums-kampagne her i byen. Den markerer 25-års jubilæet for begyndelsen af Jews for Jesus’ arbejde i det, som dengang stadig var Sovjetunionen. Et trosspring ind i kaos I efteråret 1991 flyttede min kone, Ruth, og jeg til USSR, ligesom det var ved at gå i opløsning. Alt føltes kaotisk, men vi var overbeviste om, at dette var et godt tidspunkt at bringe evangeliets gode nyheder til regionen. Så vi flyttede til Odessa med vores tre børn og en enkelt kollega. Vi havde to målsætninger: At bringe evangeliet til det jødiske folk, og at grundlægge en organisation bestående af mennesker fra Sovjet, og som ville fortsætte med at dele evangeliet med det jødiske folk dér. Gud har gjort mere i området, end vi nogensinde har turdet håbe eller drømme om. Efter syv år i Odessa forlod vi byen, og der var der etableret en god platform med 30 trofaste medarbejdere i fem nøglebyer: Odessa, Moskva, Kiev, Kharkov og Dnepropetovsk. Senere kom Minsk i Hviderusland også på kortet. Takket være disse trofaste medarbejdere kom hundredevis til tro og kom til at leve et liv sammen med Jesus. Efter kort tid bredte dette arbejde sig både til Tyskland og Israel.
Kampagne på gaden i Odessa.
Kampagne på gaden i Odessa.
Jeg mangler ord for mine følelser, når jeg tænker på, hvad Gud har gjort. Ej heller kan jeg udtrykke min taknemmelighed over at have fået lov til at være en del af dette eventyr. Min følelse af taknemmelighed er næsten kun overgået af min beundring for staben af Jews for Jesus-missionærer i det tidligere Sovjet. De har demonstreret stort mod og det ofte i mødet med modstand, farer og prøvelser. Lige nu er min kone Ruth og jeg tilbage i Odessa i anledningen af 25-året for vores rejse hertil. Kampagnen løber fra 14.-26. august, og jeg håber, du vil være med til at bede for os. I det tidligere Sovjet er bøn ikke en rutine – det er snarere en absolut nødvendighed. Hverdagen er kompliceret og modstanden mod evangeliet er stadig stor. Bed for ledere af kampagnen og dem, der går på gaden. Bed om at Gud vil lede os til de åbne hjerter, han allerede har forberedt til os. Gud velsigne jer for at stå sammen med os. Jeres bror i Yeshua, Avi Snyder  

Ny Jews For Jesus afdeling åbnet i Berlin

Aaron Lewin (Afdelingsleder Berlin) inviterer folk på gaden til at dele deres tanker om fred.

Ny Jews For Jesus afdeling i Berlin

Christian Vestergård, 8. august 2016 I forbindelse med deres seneste kampagne i Berlin har Jews For Jesus åbnet en ny afdeling i byen. Der ligger allerede en afdeling i Tyskland i den østtyske by Essen. Ud fra denne afdeling har missionærer arbejdet for Jesu gode nyheder ved at dele foldere ud, besøge tyskere i deres hjem og afholde bibelstudiegrupper i Berlin. Men med den stigende jødiske befolkning i Tyskland har man længe villet åbne endnu en tysk afdeling i Berlin. I 1970 boede der kun 30.000 Jøder i Tyskland, men i dag bor der mellem 200.000 – 230.000 jøder og 50.000 af dem bor i Berlin. Man regner med, at 200.000 af dem er russisk-talende immigranter, og 22.000 er israelske immigranter. Gennem de seneste år er israelske jøder kommet til Tyskland, særligt på baggrund af de dyre leveomkostninger i Israel og de mange trusler Israel får fra de omkringliggende lande. J4J oplever at mange af de israelske jøder, som kommer til Tyskland, er sekulære og nysgerrige unge, og afdelingen I Berlin glæder sig over udfordringen at fortælle de gode nyheder om Jesus til de unge jøder i en storby som Berlin. Derfor bliver der brugt en del ressourcer på sociale medier og J4J egen tyske hjemmeside – www.judenfuerjesus.de – for at nå ud til de unge. J4J oplever, at deres arbejde giver speciel mening i Tyskland. For 25 år siden, ved Sovjetunionens kollaps, ville ingen have forudset, at 200.000 russisk-talende jøder og Israelere ville flytte tilbage til det land, som have forfulgt dem blot få årtier tidligere. J4J tror, det er Guds plan, at de mange jøder er kommet tilbage til Tyskland, af tre grunde:
  • For at det jødiske folk må høre evangeliet og blive frelst
  • For at tyskere må høre evangeliet fra jøderne og blive frelst
  • Og for at hele Tyskland og hele Europa må se, jøder og tyskere proklamere evangeliet sammen.
Aaron Lewin (som er på billedet) er den nye leder af afdelingen i Berlin. Aaron er født i Israel og opvokset i England. Før Aaron begyndte på collage kom han i praktik i Tyskland for at forbedre sine sproglige kundskaber. Under sin praktik stødte han på J4J og var med på flere kampagner, bl.a. med Avi Snyder som sin mentor. Da Aaron var færdig på collage, blev han Avi’s assistent i Budapest. Da ledelsen begyndte at snakke om en afdeling i Berlin, stod Aaron og hans kone Becky klar. Becky er fra Østrig og mødte Aaron på en J4J kampagne i Israel. Hun er udannet sygeplejerske og passer i øjeblikket deres tre små børn, men de håber begge, at hun kan træde ind i en tjeneste hos J4J, når børnene er blevet lidt ældre. Aaron og Becky glæder sig til at komme i gang med arbejdet, og drømmer om at starte en hebraisk talende bibelstudie/diskussions gruppe i Berlin. Derudover håber de, at de kan inspirere tyske kristne til at dele evangeliet med jøder. Ifølge Aaron Lewin afholder størstedelen af den tyske kirke sig nemlig fra at evangelisere til jøder – primært på baggrund af den hårde og skamfulde historie mellem jøder og det tyske folk. Afdelingen i Berlin har åbnet under sommerens J4J kampagnefremstød i Berlin – Læs mere om kampagnen her.

Berlin hørte om Fredsfyrsten

Avi Snyder, 5. august 2016 I søndags sluttede Jews for Jesus’ kampagne i Berlin. I løbet af 14 dage delte teamet 122.000 trakter ud og cirka 500 mennesker gav deres kontaktinformation for at høre mere om, hvem Jesus er. ”Kom og skriv noget på min tavle,” råber Igal på hebraisk, russisk og engelsk til folkemængden ved Brandenburger Tor i Berlin. Han behøvede egentligt ikke at råbe. Mange – både indbyggere og turister – var nemlig i fuld gang med at skrive deres tanker om fred på små post its og fastgøre dem til Igals tavle under overskriften: Fredsskaberen. Invitationen til at skrive post its var kun en af de nye måder, vi forsøgte at komme i kontakt med folk under vores nyligt overståede Berlin-kampagne. Vi  brugte også postkort på hebraisk, og vi lavede samarbejde med vores søsterorganisation, Christian Witness to Israel (CWI). Vores t-shirts med hebraisk skrift tiltrak sig også opmærksomhed. På ryggen stod ordene Yehudim Laman Yeshua (Jøder for Jesus). Foran stillede vi spørgsmålet: Mi Hu? (Hvem er han?) Berlinerne tog godt i mod både disse nye tiltag samt vores ”traditionelle” metode med at dele traktater ud og møde mennesker med det åbne spørgsmål: Har du en mening om, hvem Jesus er? Hver eneste dag mødte vi både israelere, tyskere og muslimske flygtninge, som alle var ivrige efter at tale med os om fredsstifteren Jesus. På Alexanderplatz begyndte tre unge israelere for eksempel at drille en af vores missionærer, Greg. ”I er israelere,” konstaterede Greg overfor dem med et smil. ”Så hvem af jer er modige nok til at læse, hvad det Ny Testamente fortæller om Jesus?” Hans udfordring gik lige i hjertet på en af drengene. ”Det er jeg,” sagde en af israelerne oprigtigt og tog imod det gratis Ny Testamente. Efter at have delt materiale ud et andet sted i byen til Berlin Pride Parade tog Dani bussen hjem til vores hotel og befandt sig pludselig i en flok israelere. Dani delte frimodigt evangeliet med dem, og da han var færdig sagde en af dem: ”Lad os tale mere sammen på hotellet.” Det viste sig, at israelerne boede på samme hotel som missionærerne fra Jews for Jesus, så det var let at fortsætte samtalen. Volontøren Paula kom til at tage det forkerte tog hjem. Men her mødte hun en tysk kvinde, som havde giftet sig med en muslim og nu boede i Jordan. Kvinden, Veronika, var usikker på, hvem hun mente Jesus er – selvom hendes forældre havde været kristne missionærer i Kina. Paula delte evangeliet med Veronika og inviterede hende til et arrangement. Kvinden blev meget glad og ville tage sin jødiske svigersøn med til mødet. Jeg tror, vi alle havde en fornemmelse af, at timingen af denne kampagne var helt særlig. Overvej mixet af omstændigheder: terrorangreb over hele Europa, en voksende israelsk befolkning i Berlin, som nu overstiger 22.000, og ankomsten af cirka 90.000 syriske flygtninge til Berlin – mange af dem muslimer. Hvilken ekstraordinær mulighed for os i Jews for Jesus til at fortælle israelere, tyskere og muslimer om Jesus, Fredsfyrsten. Jeg håber, I vil være med til at bede for de nye troen og for, at vores arbejde i Berlin må vokse. Og pris Gud sammen med os for muligheden for at bringe Guds fred ind i menneskers liv. Vær også med til at bede for gadekampagnen i Odessa fra den 14.-26. august. [payment_pre project=”12″]

Forsoning koster venskaber

Bodil Skjøtt, 5. august 2016 Når man er engageret i forsoningsarbejdet mellem israelere og palæstinensere, kommer det til at koste venskaber. Det fortæller messiansk præstepar fra Israel, som alligevel mener, at prisen for dette arbejde ikke kan blive for høj. Bodil Skjøtt mødte dem efter et seminar i Mariager til en snak om Israel, palæstinensere og forsoning. Regnen stod ned, men der var både sommer- og campingstemning da vi mødtes med Maala og Evan Thomas fra Israel på Mariager Bibelcamping. De er til daglig præstepar i en messiansk menighed i Netanya, men var inviteret til Danmark for at fortælle om deres liv og arbejde i menigheden i Israel og deres engagement for at skabe forsoning mellem messianske jøder og kristne palæstinensere. Når man kommer fra 30 graders varme og stor fugtighed, virker regn og 18 grader bare forfriskende. Som de sagde: ”We love it!” Overskriften på eftermiddagens seminar var ”Et bibelsk syn på Israel – der også inkluderer palæstinensere” og konklusionen på deres oplæg var: ”Vi tror, at staten Israel er Guds plan for Israel folk. Derfor immigrerede vi til Israel for mere end 25 år siden fra New Zealand. Men hvis vi sætter Israel på en plads, så vi glemmer at gøre, hvad Jesus sagde til disciplene inden sin himmelfart, ”Vær vidner om mig både i Jerusalem, Judæa, Samaria og indtil jordens ende”, så svigter vi og så får Israel en plads i vores teologi, som er forkert.” Maala og Evan har i al deres tid i Israel været optaget af evangelisation og forsoning. For dem er det to sider af samme sag, og fortællingerne fra deres liv og arbejde i Israel vidner både om stort kendskab og kærlighed til deres arabiske brødre og søster i Israel og på Vestbredden. Evan er formand for Musalahas bestyrelse og Maala skal i september måned lede en gruppe unge israelere og palæstinensere på en ørkentur i Jordan som et led i forsoningsarbejdet. Mødet med deres arabiske – eller palæstinensiske – brødre og søstre i Israel havde åbnet deres øjne for en historie – og en smerte – som de ikke kendte, da de først kom til landet, som et svar på hvad de ser, som Guds kald ind i deres liv. ”At bo og være i Israel som Jesus-troende jøder (Maala er faktisk vokset op som lutheraner på New Zealand) ser vi fortsat som vores opgave og kald. Israel er vores hjemland. Men vi ser det også som en særlig opgave at udtrykke hvad det vil sige at være en Jesu discipel ved at opsøge fællesskabet med kristne arabere,” fortæller Evan. I samtalen med Maala og Evan efter deres seminar understregede de igen, hvor vigtigt dette er for dem. Men også hvor svært det er. ”Og det er kun blevet vanskeligere de sidste år. At vi har valgt som vi har, har kostet venskaber og det gør ondt. Men prisen kan ikke blive for høj. Evangeliet kommer først, og vi kan ikke vise, hvad evangeliet er, hvis vi selv lever uden at demonstrere at ”muren af fjendskab er revet ned”, siger Maala med en henvisning til Paulus’ ord i Efeserbrevet. På vores spørgsmål om, hvordan vi bedst som dem, der kommer udefra kan være til opmuntring for dem, svarer de: ”I må aldrig vælge side eller sætte Israel eller Palæstina først på jeres dagsorden. Så bliver I en del af problemet og ikke af løsningen. I skal blive ved med at spørge til os, hvad vi gør og hvordan det går og holde os fast på et engagement, som er svært og som koster, men som er en del af evangeliet. Og så skal I bede om, at vi ikke må blive trætte,” slutter Evan.

Følg os
på facebook


Kommende
begivenheder


Tilmeld dig
Nyhedsbrevet


Israelsmissionen | TORVET | Katrinebjergvej 75 | 8200 Aarhus N | Tlf. 7190 1885 | kontor@israel.dk | Reg.nr. 0994 kontonr. 0003054500 | MobilePay 30503