Måned: september 2016

Vi har brugt to dage på CM&A’s kirkegård i Jerusalem. Denne kirkegård er helt særlig, den er levende, ikke på en uhyggelig spøgelses agtig måde, men i den forstand at Guds ord og evangeliet om Jesus her bliver levende, for eksempel gennem et utrolig stort og smukt maleri og forskellige personligheder. Her kommer man ind og kigger man til højre ser man et kæmpe vægmaleri der kronologisk viser historier fra biblen.

På kirkegården møder man Meir – han er en ældre mand, som har brugt det meste af sit liv på at fortælle folk budskabet om Jesus, og gør det nu gennem denne kirkegård, hvor han fortæller besøgende historier om dem der ligger begravet eller via maleriet spreder evangeliet. På kirkegården kunne man også møde Scott, en amerikaner der gik rundt med sin guitar og snakkede med besøgende og delte evangeliet, han var med til at skabe en utrolig hyggeligt stemning, en stemning ingen af os har mødt på samme måde på nogen dansk kirkegård.

Vi hjalp ham med at rive blade sammen den første dag, hvilket var en stor hjælp for ham da der i weekenden skulle være et stort kultur event, derfor ville der komme mange besøgende, det var stort at mærke hvordan han var helt overbevist om af Gud havde planlagt præcis hvornår vi skulle komme.

Denne kirkegård har vist os hvordan man kan være en del af Gud mission alle mulige steder og på mange forskellige måder, vi havde nok aldrig tænkt på at en kirkegård kunne bruges på den måde, men det var så fedt at opleve denne lidt utraditionelle måde. Det smukke maleri var en god indgangsvinkel til at komme til at snakke om biblen. Det var for nogle af os en meget stor oplevelse at gå og kigge på disse historier som vi har hørt så mange gange som små, fortolket i smukke billeder, det gav historierne en ny vinkel og nyt liv. Vi glædes over at disse billeder måske også kan være med til at give besøgende nyt liv i Jesus.

/missionspiloterne

Vi har været hos Shevet Achim søndag til tirsdag, torsdag og fredag til sabbat. Shevet Achim er en organisation der tilbyder hjerteoperationer til børn i Mellemøsten der har brug for dem. Disse børn kommer hyppigst fra Kurdistan og Gaza, hvor de enten bliver hentet ved deres hjem, eller ved grænsen til Israel. Det gjorde især stort indtryk på os, at de som kristne fra hele verden, heriblandt USA, Tyskland og Holland, arbejder hovedsageligt frivilligt for at hjælpe børnene. Volontørerne får en helt speciel mulighed for at nå ud til børnene og deres forældre og dele evangeliet. Shevet Achim får også muligheden for at vise muslimer, at der er jøder der er villige til at hjælpe lige præcis deres barn med at få et bedre liv. De jødiske læger har en aftale med Shevet Achim, hvor Shevet Achim får hjerteoperationer og hjertetjek for en del billigere end almindelig pris. Der er mange muslimer der vokser op og bliver opdraget med, at jøderne er et folk man skal hade. Her er det fantastisk at se, hvordan der kommer muslimer ind i dette fællesskab for en kort tid, og oplever at både kristne og jøder også kan være rare mennesker.

Da vi kom blev nogle af os stillet over for noget af en udfordring. Vi blev sat til at organisere et meget rodet lagerrum, rengøre køleskabe, klargøre en lejlighed og feje nedfaldne blade sammen i hele forgården. Dette var noget, som vi i starten synes var lidt frustrerende, fordi det var svært at se, hvordan vi kan hjælpe i Guds mission ved at stå med hovedet inde i et køleskab med rådden mad og mug. Vi blev dog mødt med stor taknemmelighed til aftensmaden og morgenmøderne, hvor de roste os meget for det arbejde, som vi havde udrettet. Dette fik os til at se, at de ting vi gjorde, som vi i bund og grund ikke var vilde med, hjalp dem med at kunne fokusere på de familier de havde hos dem. Især pigerne fik lov til at hjælpe med ”familycare”, hvor de fik mulighed for at passe nogle af børnene og være sammen med familierne til børnene.

Vi fandt dog hurtigt ud af, at de ikke bare er en organisation der hjælper forældre fra Mellemøsten med at få hjerteoperationer til deres børn. De lægger stor vægt på, at de er et fællesskab der er der for hinanden. Dette kunne vi hurtigt mærke, da det første vi mødte var lovsang, bøn og bibelstudie i 1-3 timer hver morgen, hvor vi fik lov til at fortælle vores vidnesbyrd om, hvordan vi blev kristne eller fik en personlig tro. Torsdag morgen var en speciel morgen. Vi startede med lovsang, bøn og Karina og Daniel fremlagde deres vidnesbyrd. Derefter kom der kommentarer, hvor der blev lagt vægt på at vi som kristne ikke skal vandre alene, og at vi ikke bør være bange for at fortælle vores kristne brødre og søstre om de mørkeste tider af vores liv. Dette blev lidt temaet for den videre samtale, og formanden Jonathan startede med at fortælle om nogle svære ting i hans liv, og efterfølgende var der 3 andre der tog ordet og fortalte om de mørkeste tider og ting de havde haft eller gjort i deres liv. En af de personer som delte ud af sit liv, havde kun været der i 10 dage, men til trods for det, følte vedkommende allerede en enorm tryghed og opbakning til at kunne dele sin historie fra nogle svære tider.

Trods ikke så sjove arbejdsopgaver og nogle gange en følelse af at man ikke gjorde en forskel, så kom vi fra Shevet Achim med en følelse af at de havde nydt den tid vi havde haft sammen utroligt meget, og at de værdsatte vores indsats meget. Den sidste aften blev vi inviteret til sabbat hos dem, hvor de gav os hver især et lille træhjerte, en Shevet Achim kalender med billeder og historier af børnene hos dem og et kort med hilsener fra dem alle. Vi kom hjem, og sad og snakkede om hvor glade vi havde været for at være der, samt at det var ærgerligt at vi skulle videre, fordi vi nød den tid vi havde haft der så meget. Vi fik deres kontaktoplysninger, så de kunne følge med i hvordan vores videre rejse gik, og så de kunne holde os opdateret på hvordan det gik hos dem.

Vi blev sendt godt videre, og er ved godt mod, selvom der venter os en 75 km lang ”ørkenvandring” på 3 dage efter vores besøg på nogle af CM&A’s kirkegårde, her mandag og tirsdag.

// Jan & Daniel

Hjemmet St. Vincent ligger i yndefulde Ain Karem, en landsby lige uden for Jerusalem, i Judæabjergene i sydvest. Jeg holder meget af at opholde mig her. Her er autentisk og rart, roligt sammenlignet med Jerusalem city. Storbyen ligger kun en bus- og letbanetur herfra.

Landsbyen emmer af boheme. Gallerier, raffinerede caféer, snirklede veje, eksotiske huse med blomstrende haver, figentræer, vinstokke, olivenlunde. Her bor kun 2.000 mennesker, men årligt kommer omkring 3 millioner turister og pilgrimme til Ain Karem – for kunsten, og endnu mere for historien, kirkerne og klostrene her.

Ifølge traditionen var Ain Karem stedet, hvor Maria besøgte Elisabeth, da de begge ventede sig. På torvet er en kilde, hvor de to kvinder mødtes. Mary’s Spring. Landsbyen er centreret om den. Og så er der stedet, hvor Johannes Døberen fødtes. På bjergsiderne omkring landsbyen virrer den solvarme luft af cikadesang og historie. Ovenfor landsbyen ligger Israels berømte Holocaust-museum, Yad Vashem. Også det store Hadassah Hospital kan man se herfra.

Så sent som i dag har jeg sagt, at jeg holder meget af at bo og arbejde her. Det mærkes lidt som at høre til.

Mit arbejde i denne lærerige udlandspraktik som socialpædagog er, at pleje og omsorge børn og unge med svære fysiske- og mentale handicaps.

Det kommer lidt bag på mig, hvor meget børnene giver mig – hvor stort det lille, de giver, bliver! Om det er hengivne høje råb og lyde, et greb efter mig af en tilsavlet hånd, et kort smil, en tilpas mine. Barnet, der falder til ro ved min omfavnelse. En respons. Det hele mærkes som en unik gave, de giver mig. Jeg kan føle mig beæret ud over det almindelige.

Vores gensvar til hinanden er tydeligere end i mange af mine andre relationer. Det falder mig så glædeligt og let at gengælde disse børns sprog, deres kærtegn, lys. Det må være en af Guds glæder. At disse små og ubetydelige bliver af al betydning! At de viser mig det store i det simple ved deres enkelthed og nærvær.

Ligenu må jeg smile over eftermiddagens udråb fra en af drengene her. Jeg og en voluntør hang ud i en af hjemmets haver, os to og ni altafhængige børn. Stille udeglæde, guitarfingerspil, afbrudt nynnen, milde børn. Under septemberblå himmel og i oliventræers skygge.

Ud af hjemmets i alt 60 børn har kun få talesprog. Denne dreng her taler, flere sprog endda. Han er autist, er blind, med store åbne mælkematte øjne. Han tager sommetider i hengivenhed min hånd og kysser den. Også nu, da jeg fulgte ham ned i haven, med ham gående bag mig med sine hænder på mine skuldre – kyssede han mig spontant i nakken. Han gyngede senere nede i haven, liggende i en stor gynge, og råbte nu og da, ‘Come, I want to kiss you!’ Jeg kan næsten ikke tænke mig noget mere indtagende og givende end hans gavmildhed og sødme. Han var os et stort skud glæde. Ligesom drengen, der gentagne gange grinede ad en gøende hund.