Month: september 2016

Han gjorde os andre bedre

Æret være Birger Pettersons minde mindeord v/ Kai Kjær-Hansen, 28. september 2016 20. september ved 18-tiden ankom Birger Petterson og hans hustru Adela til Rom. Rejsen var gået godt og en uges ferie lå foran dem. På hotellet blev Birger imidlertid dårlig og bragt til et hospital. Ved 23.30 tiden lød budskabet fra en læge: ”Jeg er meget ked af det, men din mand er død”. Birger Petterson blev 70 år gammel. Et punktum blev hermed sat for hans mangeårige og utrættelige arbejde for Israelsmissionen – både nationalt og internationalt – og for hans betydelige virksomhed som oversætter. Hans arbejdsliv var henlagt til Det Kristne Gymnasium i Ringkøbing, fra dets oprettelse i 1979 til han gik på pension i 2011. Han underviste i engelsk og religion. Store dele af sin fritid stillede han i evangeliets og missionens tjeneste. Ikke som forkynder, ikke ved at skrive egne artikler, men ved at bearbejde andres artikler – og gøre dem bedre. I perioden 1992 til begyndelsen af 2012 var han med i redaktionen for Israelsmissionens Avis og ydede en imponerende indsats. Med saglighed og kompetence rettede han i andres manuskripter. Med et ydmygt sind udførte han sin opgave. Han var god til at rose andre. Egne præstationer fremhævede han ikke. Han afslog at være på podiet. Han befandt sig bedst i maskinrummet. Allerede i 1990 var Birger Petterson blevet inddraget i international jødemission gennem netværket Lausanne Consultation on Jewish Evangelism (LCJE). Han tjente dette netværk indtil 2011. Personligt er jeg ham stor tak skyldig for al den hjælp han ydede mig som international koordinator. Alle mine taler og foredrag skrev jeg på dansk. Birger oversatte til engelsk. Ofte under stærkt tidspres, som jeg desværre alt for ofte udsatte ham for. LCJE’s nuværende præsident, Tuvya Zaretskys, skriver: “Birger Petterson tjente vores netværk med et hjerte fyldt af kærlighed til Jesus og det jødiske folk. Hans arbejde med oversættelse var en gave til vores netværk. Han gjorde os alle i LCJE bedre ved at samarbejde med os. Jeg er dybt taknemmelig for hans visdom, mildhed, tjenersind samt passion og iver efter at gøre tingene ordentligt.” Og så var Birger Petterson oversætter i sin fritid. Allerede som studerende i midten af 1970’erne var han begyndt som sådan.  Det fortsatte han med til sin død. Især vækkelsesbevægelsernes forlag og Kristeligt Forbund for Studerende nød godt af hans arbejde. I de senere år var der også bud efter ham fra Kristeligt Dagblads Forlag. Han nåede at oversætte mere end 60 bøger, hvilket er mere end 10.000 sider i publiceret form. Og nej, der er ikke et nul for meget! Hvad han dog overkom! Som en skrev: ”Jeg kondolerer med tabet af en dyrebar ven! Hvor kommer han til at efterlade et stort hul med sin hjælpsomhed og milde sind.” Og en anden skrev: ”Birger, en hædersmand – som havde den ydmyge holdning og trak et kæmpe læs for andre!” Ja, netop! Til Adela og hendes to voksne sønner siger vi: Vi deler jeres smerte. Må den gode Gud trøste jer. Død og smerte til trods vil vi dog med Guds folk op gennem tiderne – og med tanke på Birger Petterson – lovprise Gud med de gamle ord:
”Herren gav, Herren tog, Herrens navn være lovet.”
Begravelsen finder sted på lørdag den 1. oktober kl. 13.30 i Skjern Kirke.

En levende kirkegård

Vi har brugt to dage på CM&A’s kirkegård i Jerusalem. Denne kirkegård er helt særlig, den er levende, ikke på en uhyggelig spøgelses agtig måde, men i den forstand at Guds ord og evangeliet om Jesus her bliver levende, for eksempel gennem et utrolig stort og smukt maleri og forskellige personligheder. Her kommer man ind og kigger man til højre ser man et kæmpe vægmaleri der kronologisk viser historier fra biblen. På kirkegården møder man Meir – han er en ældre mand, som har brugt det meste af sit liv på at fortælle folk budskabet om Jesus, og gør det nu gennem denne kirkegård, hvor han fortæller besøgende historier om dem der ligger begravet eller via maleriet spreder evangeliet. På kirkegården kunne man også møde Scott, en amerikaner der gik rundt med sin guitar og snakkede med besøgende og delte evangeliet, han var med til at skabe en utrolig hyggeligt stemning, en stemning ingen af os har mødt på samme måde på nogen dansk kirkegård.
Kirkegården set fra  hvor vi spiste frokost
Kirkegården set fra hvor vi spiste frokost
Vi hjalp ham med at rive blade sammen den første dag, hvilket var en stor hjælp for ham da der i weekenden skulle være et stort kultur event, derfor ville der komme mange besøgende, det var stort at mærke hvordan han var helt overbevist om af Gud havde planlagt præcis hvornår vi skulle komme. Denne kirkegård har vist os hvordan man kan være en del af Gud mission alle mulige steder og på mange forskellige måder, vi havde nok aldrig tænkt på at en kirkegård kunne bruges på den måde, men det var så fedt at opleve denne lidt utraditionelle måde. Det smukke maleri var en god indgangsvinkel til at komme til at snakke om biblen. Det var for nogle af os en meget stor oplevelse at gå og kigge på disse historier som vi har hørt så mange gange som små, fortolket i smukke billeder, det gav historierne en ny vinkel og nyt liv. Vi glædes over at disse billeder måske også kan være med til at give besøgende nyt liv i Jesus. image image
Forskellige spots på væggen
Forskellige spots på væggen
/missionspiloterne

Opvask, Oliebjerget og optur

Det er de tre ord, jeg vil beskrive mine seneste 16 dage i Israel med. Jeg er nu startet volontør ved Christ Church Guest House (angelikansk hotel og café) og har dér skrubbet de helt store gryder af. Jeg vil ikke lægge skjul på, at er hårdt arbejde, som er lige til at gå til. Men jeg oplever også at kokkene og de andre volontører værdsætter mit slid, og jeg nyder at være sammen med dem og blive fyldt på både til krop og ånd ved Christ Church. For jeg har også fundet et rigtig berigende at være med til gudstjeneste i Christ Church og morgenandagt for medarbejderne. Det er virkelig et sted Gud har velsignet og ladet være til velsignelse for det jødiske folk, og det er så dejligt at kunne være en del af og se det ske også i dag. Onsdag den 14. september var jeg guide på en tur til Oliebjerget, hvor jeg fik vist og fortalt om en lille flok danskere om flere af bjergets hellige steder og gode udsigtspunkter.  Jeg blev helt grebet af at stå og fortælle om de forskellige steder og nød at have tid til at stoppe op og tænke over deres bibelske betydning. Særligt besøget ved Getsemane og kirkerne All Nations Church og Pater Nostra gjorde indtryk på mig. Endnu et af min israelstur højdepunkter var en tredages ørkentur til Maktes Ramon.Her kommer en lille reportage fra turen: En ekspedition på 12 uvidende danske volontører ledet af den erfarne ørkenræv og præst, David Serner, trodser en nådesløs sol i en øde og stenet ørken fyldt med slugter, udtørrede flodsenge, stejle skrænter, og bjergtoppe. Flere opgiver den første dag under en af turens mest barske opstigninger håbet om at gennemføre. Men bedst som håbet synes ude træder heltemodige mænd og kvinder blandt volontørerne i karaktér og bærer de byrder, som de andre er ved at segne under. Alle når sikkert frem med flere vabler, mere sved, solcreme og ørkenstøv, end da de begyndte Det har virkelig været godt at vandre sammen i ørkenen. Jeg har været glad for den helt anderledes natur, de fysiske udfordringer, det primitive lejrliv og gode snakke undervejs. Pøj, pøj for denne gang. Og tak, fordi du ville læse med på, hvad jeg vover mig ud i her i Israel.  
Christ Church Guest House
Christ Church Guest House set udfra.
Kirken Pater Nostra, som er kendt for at have Fadervor på alverdens sprog.
Kirken Pater Nostra på Oliebjerget, som er kendt for at have Fadervor på alverdens sprog.
Morgenvandring på en af Maktes Ramons bjergrygge.
Vores morgenvandring på en af Makhtesh Ramons bjergrygge.

Hjertebørn, mug og morgenbøn

Vi har været hos Shevet Achim søndag til tirsdag, torsdag og fredag til sabbat. Shevet Achim er en organisation der tilbyder hjerteoperationer til børn i Mellemøsten der har brug for dem. Disse børn kommer hyppigst fra Kurdistan og Gaza, hvor de enten bliver hentet ved deres hjem, eller ved grænsen til Israel. Det gjorde især stort indtryk på os, at de som kristne fra hele verden, heriblandt USA, Tyskland og Holland, arbejder hovedsageligt frivilligt for at hjælpe børnene. Volontørerne får en helt speciel mulighed for at nå ud til børnene og deres forældre og dele evangeliet. Shevet Achim får også muligheden for at vise muslimer, at der er jøder der er villige til at hjælpe lige præcis deres barn med at få et bedre liv. De jødiske læger har en aftale med Shevet Achim, hvor Shevet Achim får hjerteoperationer og hjertetjek for en del billigere end almindelig pris. Der er mange muslimer der vokser op og bliver opdraget med, at jøderne er et folk man skal hade. Her er det fantastisk at se, hvordan der kommer muslimer ind i dette fællesskab for en kort tid, og oplever at både kristne og jøder også kan være rare mennesker. Da vi kom blev nogle af os stillet over for noget af en udfordring. Vi blev sat til at organisere et meget rodet lagerrum, rengøre køleskabe, klargøre en lejlighed og feje nedfaldne blade sammen i hele forgården. Dette var noget, som vi i starten synes var lidt frustrerende, fordi det var svært at se, hvordan vi kan hjælpe i Guds mission ved at stå med hovedet inde i et køleskab med rådden mad og mug. Vi blev dog mødt med stor taknemmelighed til aftensmaden og morgenmøderne, hvor de roste os meget for det arbejde, som vi havde udrettet. Dette fik os til at se, at de ting vi gjorde, som vi i bund og grund ikke var vilde med, hjalp dem med at kunne fokusere på de familier de havde hos dem. Især pigerne fik lov til at hjælpe med ”familycare”, hvor de fik mulighed for at passe nogle af børnene og være sammen med familierne til børnene.
Missionspiloterne spiller og synger hos Shevet Achim
Missionspiloterne spiller og synger hos Shevet Achim
Vi fandt dog hurtigt ud af, at de ikke bare er en organisation der hjælper forældre fra Mellemøsten med at få hjerteoperationer til deres børn. De lægger stor vægt på, at de er et fællesskab der er der for hinanden. Dette kunne vi hurtigt mærke, da det første vi mødte var lovsang, bøn og bibelstudie i 1-3 timer hver morgen, hvor vi fik lov til at fortælle vores vidnesbyrd om, hvordan vi blev kristne eller fik en personlig tro. Torsdag morgen var en speciel morgen. Vi startede med lovsang, bøn og Karina og Daniel fremlagde deres vidnesbyrd. Derefter kom der kommentarer, hvor der blev lagt vægt på at vi som kristne ikke skal vandre alene, og at vi ikke bør være bange for at fortælle vores kristne brødre og søstre om de mørkeste tider af vores liv. Dette blev lidt temaet for den videre samtale, og formanden Jonathan startede med at fortælle om nogle svære ting i hans liv, og efterfølgende var der 3 andre der tog ordet og fortalte om de mørkeste tider og ting de havde haft eller gjort i deres liv. En af de personer som delte ud af sit liv, havde kun været der i 10 dage, men til trods for det, følte vedkommende allerede en enorm tryghed og opbakning til at kunne dele sin historie fra nogle svære tider. Trods ikke så sjove arbejdsopgaver og nogle gange en følelse af at man ikke gjorde en forskel, så kom vi fra Shevet Achim med en følelse af at de havde nydt den tid vi havde haft sammen utroligt meget, og at de værdsatte vores indsats meget. Den sidste aften blev vi inviteret til sabbat hos dem, hvor de gav os hver især et lille træhjerte, en Shevet Achim kalender med billeder og historier af børnene hos dem og et kort med hilsener fra dem alle. Vi kom hjem, og sad og snakkede om hvor glade vi havde været for at være der, samt at det var ærgerligt at vi skulle videre, fordi vi nød den tid vi havde haft der så meget. Vi fik deres kontaktoplysninger, så de kunne følge med i hvordan vores videre rejse gik, og så de kunne holde os opdateret på hvordan det gik hos dem. Vi blev sendt godt videre, og er ved godt mod, selvom der venter os en 75 km lang ”ørkenvandring” på 3 dage efter vores besøg på nogle af CM&A’s kirkegårde, her mandag og tirsdag. // Jan & Daniel

Shalom fra Gilo!

Spirit lead me where my trust is without borders Let me walk upon the waters Wherever You would call me Take me deeper than my feet could ever wander And my faith will be made stronger Helligånd led mig derhen hvor min tillid er uden grænser Lad mig gå på vandene Uanset hvor du ville kalde mig Tag mig dybere end mine fødder nogensinde vil kunne vandre Og min tro vil blive stærkere “Oceans” af Hillsong United
Shalom!! Israel er et utroligt land, fyldt med nye indtryk og oplevelser. Alle sanser er i gang hele tiden, nye lugte, nye smags oplevelser og altid noget nyt at se rundt om det næste hus hjørne. Gud har virkelig kaldt mig til dette fantastiske land. Jeg er utrolig taknemelig, men jeg føler også at jeg er på dybt vand, da der er så meget nyt og så mange ting man skal forhold sig til. Men jeg stoler på at Gud har en plan og jeg egentlig bare skal lade mig føre. Missionspiloterne og os volontører ankom til Tel Aviv  d. 4. Det var en lang tur med meget ventetid, men vi var alle ved godt mod, og glædede os til at se hvad Gud havde i vente til os. Annika, Benedikte og jeg er kommet godt til Maon Gilo, hvor vi skal arbejde med voksne med særlige fysiske behov. Vores opgave er først og fremmest, at give os tid til dem og vise at vi vil dem, hvilket ikke er så svært da de alle er så søde. Vi fik af vide at de havde spurgt efter os i længere tid fordi de glædede sig til vi kom. Jeg har fået til opgave at  være sammen med dem i deres workshop, og hjælpe dem med det de  ikke ikke selv kan, samt gå ture med dem (og hunden Rocky :D ) og være der for dem. Jeg glæder mig til at få en hverdag her, og lære dem at kende så man kan få nogle relationer.
img_0347
Maon Gilo. Vores hjem de næste 5 måneder!
Vi er så småt ved at lære lidt hebraisk, men heldigvis kan de fleste engelsk. Hebraisk er et svært sprog men også meget smukt. “Get paper” siger en af beboerne tit til mig, så hun kan lære mig hebraisk og skrive det ned. Noget man tit hører er “lehat, lehat!”, som betyder “langsom, langsom”, hvilket summer meget op på hvordan tingene er her nede. Noget som er vigtigt at have er nemlig toldmodigehed. Jeg er meget taknemlig for stedet her. Der er mange ting jeg skal lære, som jeg håber kommer hen af vejen, men jeg er ved godt mod, og glæder mig til at lære det israelske folk bedre at kende. Vi havde vores første Shabbats fejring her for en uge siden, som blandt andet bød på fortyndet vin, flyvende saltet brød (det blev kastet rundt til os, hvilket resulterede i salt over det hele), velsignelse over kvinderne, dejligt fællesskab og meget andet.
Sabbats fejring
Sabbats fejring
Danmark og Israel er to modsætninger hvad angår hviledagene. I Israel bliver hviledagene holdt hellige. Alt jødisk står nærmest stille. Det er specielt at opleve hvor stor forskel der kan være på to lande, men meget spændende. “Tag mig dybere end mine fødder nogensinde vil kunne vandre Og min tro vil blive stærkere” Vi skal opleve så mange nye ting her nede, og vi håber Gud vil føre os derhen han vil. Shalom her fra ;)

Ain Karem, en bohemefyldt landsby

 Ain Karem, min historiske landsby. Stedet, hvor mit praktiksted ligger. Et hjem for børn og unge med svære handicap.

Hjemmet St. Vincent ligger i yndefulde Ain Karem, en landsby lige uden for Jerusalem, i Judæabjergene i sydvest. Jeg holder meget af at opholde mig her. Her er autentisk og rart, roligt sammenlignet med Jerusalem city. Storbyen ligger kun en bus- og letbanetur herfra. Landsbyen emmer af boheme. Gallerier, raffinerede caféer, snirklede veje, eksotiske huse med blomstrende haver, figentræer, vinstokke, olivenlunde. Her bor kun 2.000 mennesker, men årligt kommer omkring 3 millioner turister og pilgrimme til Ain Karem – for kunsten, og endnu mere for historien, kirkerne og klostrene her. Ifølge traditionen var Ain Karem stedet, hvor Maria besøgte Elisabeth, da de begge ventede sig. På torvet er en kilde, hvor de to kvinder mødtes. Mary’s Spring. Landsbyen er centreret om den. Og så er der stedet, hvor Johannes Døberen fødtes. På bjergsiderne omkring landsbyen virrer den solvarme luft af cikadesang og historie. Ovenfor landsbyen ligger Israels berømte Holocaust-museum, Yad Vashem. Også det store Hadassah Hospital kan man se herfra. Så sent som i dag har jeg sagt, at jeg holder meget af at bo og arbejde her. Det mærkes lidt som at høre til.  

Fugle uden grænser

Fugle uden grænser

Musalaha arbejder for forsoning mellem israelere og palæstinensere. De arbejder blandt andet ved at at lave studiegrupper bestående af israelske kvinder og palæstinensiske kvinder. Hedva og Ronza skriver om deres seneste grupperejse til Cypern.  Hedva Haymov og Ronza Saba, Musalaha kvindeafdeling, 09. september 2016 I august forlod 24 kvinder deres familier, for at rejse til en lille by på den tyrkiske side af Cypern. Denne location var valgt af flere grunde: 1. Det er er en kort rejse fra Israel. 2. Det er et forholdsvist neutralt område, både for israelere og palæstinensere. Begge grupper ville føle sig lige sikre eller usikre over placeringen. 3. Vi skulle krydse grænsen ind til den tyrkiske side af Cypern, og det er den første gang, at israelerne og palæstinenserne oplever at krydse en grænse sammen, og det kan sammenlignes med, den oplevelse palæstinenserne har, når de skal krydse grænsen fra Palæstina til Israel. Vores første dag var meget hektisk. Vi var dybt taknemmelige, fordi de palæstinensiske kvinder fra Vestbredden havde fået tilladelse til at rejse igennem Ben Gurion lufthavn i Tel Aviv, hvilket sker yderst sjældent. Normalt skal palæstinensere fra Vestbredden over grænsen til Jordan og flyve fra Lufthavnen i Amman, hvilket er en langt dyrere og udmattende tur. Det var en stresset tur igennem Ben Gurion, hvor de palæstinensiske kvinder blev tjekket igennem hele tre gange. Da vi landede på Cypern, var det i stedet israelernes tur til at blive stressede, fordi de skulle tjekkes. Israelere er ikke vant til at få deres pas taget fra dem ved grænsekontrollen. Flere af kvinderne var ved at gå i panik i frygt for, at de ikke ville få deres pas tilbage. Selvom det var en nervepirrende dag, var rejsen med til at forene os med hinanden. Vores leder sagde. ”Jeg tror, det var godt for israelerne, at opleve hvad palæstinensere går igennem, når de skal krydse grænsen”. Vi fik en indsigt og forståelse af hinandens liv igennem denne oplevelse. Over de næste par dage kunne vi nyde fællesskabet imellem hinanden, imens vi studerede. Vi startede med at grundlægge et teologisk fundament, og ovenpå det byggede vi vores relationer, ud fra Musalahas studiemateriale: ”Bibelske principper for forsoning” og ”emotionel logik”. Igennem vores studie fandt vi veje til at arbejde med de tab, vi har oplevet i konflikten, og veje til hvordan vi kan bevæge os fremad på en støttende og konstruktiv måde. Det var en smuk proces, hvor vi fandt enhed i vores forskellighed. Vi følte os forbundet, mens vi bad for hinanden, grinede og lovsang Gud. Under vores pauser gik kvinderne sammen langs strande og gader, samtidig med at de sang. De var iklædt T-shirts, som vi havde lavet til dem, hvor der stod ”fugle uden grænser”, for at indikere at vi kan flyve op over vores egen situation. Det betød, at vi kunne dele med andre, hvorfor vi bruger tid sammen, og hvad vi tror på. Vi var enormt glade, for at turen var så vellykket, og vi har høje forventninger til denne gruppe. På vej hjem til et sted, hvor grænser vil begrænse os, udtrykte kvinderne interesse for at starte et kor, og på den måde række ud til vores samfund sammen. Det ville være en fantastisk måde, hvorpå kvinderne kan prise Gud. De ville i enhed glædeligt synge for Herren, synge sammen i kærlighed og i tillid til Jesus – som ”Fugle uden grænser”. Læs mere om Musalahas arbejde på deres hjemmeside

To oplevelser ud af mange

Solen var meget skarp - derfor de flotte ansigter
Solen var meget skarp – derfor de flotte ansigter
King of Kings I søndags fik vi en invitation fra et par af volontørerne hos Schevet Achim, om at tage til gudstjeneste i den amerikanske menighed King of Kings. Vi nåede lige hjem til snacks og rent tøj, (det er som om at alting er mere beskidt hernede, godt vi har en vaskemaskine) derefter gik vi ellers mod kirken, som vil sige en biograflignende sal, hvor menigheden holder til. Vi er blevet enige om, at det var en dejlig oplevelse selvom både lovsang og forkyndelse var meget amerikansk, med ekstra meget AMEN og Halleluja. Særligt for mig føles lovsangen nærmest hjemlig, selvom vi er langt væk hjemmefra, og det var fedt at få muligheden for at prise Gud, sammen med mennesker af mange forskellige nationaliter. Oliebjerget Efter tre arbejdsdage ved organisationen Shevet Achim (som I kommer til at høre mere om senere) havde vi igår fri, så vi kunne komme med den danske kirke på guidet tur på Oliebjerget. Klokken 08 startede turen fra bunden af bjerget, og undervejs så vi nogle forskellige helligsteder, som formodes, at være de bibelske steder Jesus har været. Ved de forskellige stop læste vi bibelteksterne som var knyttet til stederne, hvilket satte teksterne i et nyt perspektiv og gav en større forståelse for beretningerne. Vi fik for eksempel lov til at se Getsemane Have, hvor Jesus bad inden han skulle anholdes og Tårekirken (Dominus Flevit), som er det sted man mener, at Jesus græd over Jerusalem. Vi sluttede turen af på toppen af bjerget, hvor vi spiste falafler på en super flot tagterrasse med en betagende udsigt over byen.
Her ses The Golden Gate
Her ses The Golden Gate

I want to kiss you

Mit arbejde i denne lærerige udlandspraktik som socialpædagog er, at pleje og omsorge børn og unge med svære fysiske- og mentale handicaps. Det kommer lidt bag på mig, hvor meget børnene giver mig – hvor stort det lille, de giver, bliver! Om det er hengivne høje råb og lyde, et greb efter mig af en tilsavlet hånd, et kort smil, en tilpas mine. Barnet, der falder til ro ved min omfavnelse. En respons. Det hele mærkes som en unik gave, de giver mig. Jeg kan føle mig beæret ud over det almindelige. Vores gensvar til hinanden er tydeligere end i mange af mine andre relationer. Det falder mig så glædeligt og let at gengælde disse børns sprog, deres kærtegn, lys. Det må være en af Guds glæder. At disse små og ubetydelige bliver af al betydning! At de viser mig det store i det simple ved deres enkelthed og nærvær. Ligenu må jeg smile over eftermiddagens udråb fra en af drengene her. Jeg og en voluntør hang ud i en af hjemmets haver, os to og ni altafhængige børn. Stille udeglæde, guitarfingerspil, afbrudt nynnen, milde børn. Under septemberblå himmel og i oliventræers skygge. Ud af hjemmets i alt 60 børn har kun få talesprog. Denne dreng her taler, flere sprog endda. Han er autist, er blind, med store åbne mælkematte øjne. Han tager sommetider i hengivenhed min hånd og kysser den. Også nu, da jeg fulgte ham ned i haven, med ham gående bag mig med sine hænder på mine skuldre – kyssede han mig spontant i nakken. Han gyngede senere nede i haven, liggende i en stor gynge, og råbte nu og da, ‘Come, I want to kiss you!’ Jeg kan næsten ikke tænke mig noget mere indtagende og givende end hans gavmildhed og sødme. Han var os et stort skud glæde. Ligesom drengen, der gentagne gange grinede ad en gøende hund.    

Kulturmøde & præstepraktik

Arne Pedersen, kommunikationssekretær, 14. september 2016 ”Det bliver spændende at finde ud, hvad Gud gerne vil med os,” fortæller Louise Breindahl, som i slutningen af august rejste til Jaffo og Immanuelkirken sammen Rasmus. De har været gift siden november sidste år og ser det halve år i Israel, som lidt af et eventyr hvor Gud måske vil løfte lidt af sløret for sit kald til dem som ægtefolk. ”Naturligvis glæder vi os også til bare at opleve en helt masse,” afslører Rasmus og fortsætter: ”Jeg glæder mig helt vildt til at lære Israel, kulturen og det jødiske folk bedre at kende, for jeg tror, det kan øge min forståelse af Bibelen.” For Louise er det først og fremmest kulturmødet og de mennesker, der er i kirken, hun glæder sig til: ”Det er virkelig spændende at møde andre kulturer og forsøge at forstå mere af, hvad der egentligt sker, når jeg møder mennesker, som er anderledes end mig,” fortæller hun og afslører, at netop Immanuelkirkens meget forskelligartede menighed var en af grundene til, at hun netop gerne ville der til. Både Louise og Rasmus har været af sted på volontørophold før – Louise i Cameroun og Rasmus i Honduras. Men det er første gang de skal af sted sammen. ”Det bliver spændende at finde ud af, om vi kan arbejde sammen,” griner Louise. Parret har i fællesskab ansvaret for kirkens ungdomsarbejde i det halve år de er af sted. Rasmus har også andre pastorale opgaver som forkyndelse og undervisning, mens Louise også får ansvaret for kirkens kommunikation. Derudover skal hun undervise etiopiske flygtninge i engelsk. ”Men mest af alt handler det om, at vi skal være tilgængelige for de mennesker, der kommer i menigheden,” mener Rasmus. Begge kan bruge opholdet som praktik – Louise på 3K-uddannelsen og Rasmus på teologi. ”For mig bliver opholdet også en slags præstepraktik,” fortæller Rasmus. ”Det bliver en mulighed for at finde ud af, hvad det vil sige at være præst, og om det er noget, jeg kan holde til,” siger han. ”Det er heller ikke en helt fremmed tanke for os måske at skulle ud som missionærer på et tidspunkt, så opholdet i Israel er en fin måde at afprøve det på,” afslører Louise. Louise og Rasmus’ primære opgave i Immanuelkirken er at hjælpe Marit og Bradley Long, som er det nye præstepar ved kirken. Vi håber, at Israelsmissionens venner vil huske både Louise og Rasmus samt Marit og Bradley og deres familie i forbøn.
  • 1
  • 2

Følg os
på facebook


Tilmeld dig
Nyhedsbrevet


Israelsmissionen | TORVET | Katrinebjergvej 75 | 8200 Aarhus N | Tlf. 7190 1885 | kontor@israel.dk | Reg.nr. 0994 kontonr. 0003054500 | MobilePay 30503