Skip to main content

Måned: september 2016

Forenet i Kristus

Jakob Wilms Nielsen, sognepræst i Kvaglund og medlem af Israelsmissionens landsstyre

En søndag i juli havde vi dåb i kirken, hvor jeg er præst. En tidligere muslim fra Iran, vi kan kalde ham Said, fik et møde med Jesus og ville gerne døbes. Said har været en del af menigheden de sidste par måneder og noget af det, som har gjort indtryk på ham, er, at vi som en del af kirkebønnen beder for Israel og for Jerusalems fred.

Han har været vant til fra moskeen i Iran at høre forbandelser over Israel og det jødiske folk, og det gjorde derfor stort indtryk på ham, at høre os bede for Israel og for fred. Jesu folk, det jødiske folk, og Saids folk, iranerne er traditionelt ærkefjender. Præstestyret truer med at drive jøderne tilbage i havet, og Israel truer til gengæld med militære aktioner, hvis ikke Iran dropper deres ambitioner om atomkraft. Men Saids nyfundne tro på jøden Jesus har gjort noget ved hans syn på det jødiske folk. Han kan nu af hjertet bede med på forbønnen for Israel og for fred i Jerusalem. Han ønsker brændende at kunne besøge Israel for at se de steder, de bibelske beretninger udspillede sig.

Said er på en måde et levende eksempel på det, Paulus taler om i Efeserbrevet:

Husk derfor, at I, der var født som hedninger […] dengang var adskilt fra Kristus, udelukket fra borgerret i Israel og fremmede for forjættelsens pagter, uden håb og uden Gud i verden. Men nu, da I er i Kristus Jesus, er I, som engang var langt borte, ved Kristi blod kommet nær. For han er vor fred. Han gjorde de to parter til ét, og med sin legemlige død nedrev han den mur af fjendskab, som skilte os. (Ef 2,11-14)


Iraneren Said er blevet venner med jøden Jesus, og det har fået konsekvenser for, hvordan han ser på hans nye vens folk, jøderne.

Som en del af Israelsmissionens landsstyre var jeg for nyligt med på en rundrejse i Israel for at mødes med vores partnerorganisationer. Det var på den ene side opløftende at mødes med mine jødiske brødre og søstre og erfare, hvordan vi, selvom vi kommer fra vidt forskellige sammenhænge, er forenet i vores fælles tro på Jesus, men samtidigt var det nedslående at høre, at der stadig er konflikt mellem messianske jøder og palæstinensiske kristne.

Der er stadig brug for forsoningsarbejde. Et arbejde som er nært forbundet med Israelsmission, for der findes ikke noget stærkere vidnesbyrd om evangeliets sandhed end enheden mellem to, som burde være fjender. Jesus selv beder i sin ypperstepræstelige bøn i Johannesevangeliet kap 17 om, at hans efterfølgere må være ét, for at verden kan se, at Gud har udsendt ham.

Hvor palæstinensiske kristne og messianske jøder mødes i fred og enhed, er det et stærkt vidnesbyrd for deres respektive folk om evangeliets sandhed, og derfor må vi, der er engageret i Israelsmission, være de første til at støtte forsoningsarbejdet i Israel.

Så mange flere jøder såvel som palæstinensere, ligesom min ven Said, kan møde den jødiske Messias og give deres liv til ham.

Israel – første livstegn

Shalom!

Så er eventyret i Israel startet. Det hellige land viser sig fra sin bedste side. Her er skønt at være. Mens i har fundet regnjakkerne frem i Danmark har vi det dejligt varmt. Temperaturne er oppe mellem 24-30°C.

I selskab med missionspiloterne og de to andre volontører gik turen fra Kastrup lufthavn til Tel Aviv. Flyveturen gik fint, fulde af forventning og spænding, næsten ingen søvn og en masse glæde.  I Tel Aviv blev vi stoppet i paskontrollen for at få godkendt vores visum. Det tog 2,5 time fra vi afleverede vores pas til vi fik det igen. Den lange ventetid gik i godt selskab med de andre to volontører og en god pose Haribo click-mix. Da vi endelig fik vores pas med nye stempler kunne vi komme ud og få vores bagages og derefter løbe ind i det næste problem, for hvordan skulle vi finde Asbjørn (Kirkevolontør i den danske kirke). Det var jo over 2,5 time siden vi forventede at kunne hentes i lufthavnen. Der gik rimelig meget panik i den indre lille pige, for hvordan skulle vi dog kunne finde til Maon Gilo selv? Hvordan kunne vi få fat i David (Præst i den danske kirke) når vi ikke kunne ringe? Bare rolig for alt løste sig, naturligvis. Ud af ingen ting stod Asbjørn der pludselig og så var der ro på igen. Vi kom godt til Maon Gilo og fik en dejlig velkomst, med dansk flag, af to praktikanter og to volontører fra Danmark også.

Da jeg rejste hjemmefra have jeg en forventning om at alt ville være så nyt, uvant, udansk og ukendt. Og ja det er også nyt, uvant og ukendt men det er på ingen måder udansk. Vi taler dansk sammen i lejligheden, vi kan købe Lurpak i det lokale supermarked, humus og falafel har jeg også fået i Danmark. Så det er dejligt at der er noget her der også minder en om hjem.

Lejligheden består af tre tomandsværelser og to eneværelser. Tre Toiletter, to bad og et stort fælles køkken og en lille sofa. Jeg bor på et af eneværelserne, hvilket jeg er meget glad for. Det er godt at kunne trække sig tilbage og kunne bruge tid på bare at bearbejde alle de fede indtryk.

Jerusalem centrum ligger omkring 45 minutter i bus fra Maon Gilo. Bussen ryster os godt sammen da man her i Israel ikke går så meget op i hverken fartgrænser eller behagelige opbremsninger. Ud over det er der også mange ujævnheder i vejen. I mandags tog vi dog turen til Jerusalem for blot at lege turister. Så det var frem med selfie-stangen og så bare ud over de støvende gader. Vi var en tur i den gamle by, besøgte gravkirken, så grædemuren og spiste vores første falafel.

Her er lidt selfies fra dagen:

14184276_10207115696392503_5008192244769657620_n 14199548_10207115688792313_3052699194878377828_n 14225517_10207115702512656_5859884252580708418_n 14263991_10207115704752712_5434188383966571759_n

Konflikt eller ej?

Konflikten kan vi ikke løbe fra. It’s happening! Det er et faktum men det kommer ikke til udtryk her i Israel. Der er jøder der bærer våben, meget store våben som jeg naturligvis ikke lige er vant til fra lille Nykøbing. Her på Maon Gilo kommer det på ingen måder til udtryk. Der er nemlig både ansat jøder, kristne og arabere. De vælger at lade konflikten blive hjemme og ikke tage den med på arbejde. På arbejdet diskuteres og snakkes der ikke om ens religiøse overbevisning eller om ens politiske holdninger. Det er helt okay at jeg som volontør er nysgerrig og har lyst til at spørge ind til hvordan de forholder sig til konflikten og snakke om deres religiøse overbevisninger men det faste team gør det ikke med hinanden. Hvad sker der lige for den modenhed? Det er godt nok sejt at de kan skelne det deres folk gør og det de selv gør. Generaliseringerne farer frem i de danske medier og jeg kan bare fortælle at det er ikke helt så slemt.

Hold hviledagen hellig!

Fredag eftermiddag lukkede alt jødisk ned her i Israel. Alt, som i alt. Det er nemlig sabbat fra solnedgang fredag til solnedgang lørdag. Det hele lukker ned, det vil sige at busser stopper med at kører, butikker lukker så der ikke er nogle der er på arbejde men også så der ikke er nogle der lige kan komme forbi og købe en liter mælk eller hvad man lige mangle for at overleve.

Hold hviledagen hellig. Sådan lyder det tredje bud af de ti bud. Det bliver sat i meget stor kontrast til den måde vi i Danmark holder hviledag på. For mig har søndagen, som ellers skulle være hviledagen for mig aldrig blevet holdt særlig hellig. Jeg er blevet mindet om det nogle gange det seneste år men hvordan jeg lige skulle kunne efter leve det havde jeg lidt svært ved at se. For hvis butikkerne var åbne kunne jeg jo ligeså godt få handlet og nu hvor vaskemaskinen alligevel var fri kunne jeg da lige vaske noget tøj. Men her er der bare ikke den mulighed. Vi snakkede om at tage ud og se et eller andet her i Israel men for at komme til Jerusalem var vi nød til at tage en bus men da den ikke kørte besluttede vi os for bare at blive hjemme. Vi manglede lidt nogle lækre snacks til i aften men dem måtte vi også vente med at købe til butikkerne åbnede efter solnedgang. Det bliver på mange måder nemmere bare at hvile. Det stiller også nye udforinger for det er svært ikke at blive rastløs når man skal hvile i 24 timer. Sådan er det heldigvis ikke. Vi var nemlig inviteret ud til David og hans familie i nord Jerusalem. Her skulle vi fejre sabbat med kristen perspektiv. Det var virkeligt en spændende aften.

Arbejde eller hvad laver du?

Mit arbejde begynder først søndag. Så den første uge her har blot været introduktion til det hele og en halv dag i workshoppen. Den dag var faktisk ret spændende. Benedikte og jeg var på floor 0 hvor vi gerne måtte prøve at lære beboerne lidt at kende. Jeg snakkede med en beboer som ikke bor på Maon Gilo. Der kommer nemlig også nogle som bare er med i workshoppen for at blive aktiveret lidt. Vi snakkede lidt om hvem han var og han var heldigvis god til engelsk. Sprogbarrieren mellem beboerne og jeg er stor mellem dem som ikke kan tale engelsk men der er dog et fælles sprog som kan benyttes. Smilet er det fælles sprog mellem os. Hvis man ikke lige kan sige noget kan man altid sende dem et venligt smil og sige Shalom.

Mange hilsner fra Annika.

At føle sig hjemme

Jeg overhørte en dag i et galleri en aldrende mand fortælle, at han som ung i NY havde set en uhørt smuk jødisk kvinde, og havde bestemt sig for at skulle opleve Israel. Da han kom hertil, følte han sig hjemme. Mere end noget andet sted.

Den gyldne Stad. Jerusalem på et fad
Også Jerusalem kan noget. Byens stemningsbillede er tiltalende – Old City med sin historie og centrale betydning for de tre store religioner. New City med sin udsøgte storbystil. Seværdighederne. Menneskene. Landskabet omkring byen.

Vestbredden
Jeg har været på besøg hos palæstinensiske medarbejdere fra St. Vincent i Palæstina, både i Ramallah og Bethlehem. Deres komplekse og ofte komplicerede livssituation bevæger mig. Forskelsbehandlingen israelere-palæstinensere bevæger mig. Murene. Relation og kommunikation lærer mig meget her.

Min sammenfatning er, at min udlandspraktik er lærerig – og anbefalelsesværdig!

Børnenes historier

Mit praktiksted St. Vincent, Jerusalem. Et hjem for børn og unge med handicap.

Børnenes historier her bevæger mig. Mange besøges regelmæssigt af forældre. Her er ingen forældreløse børn, men situationer, hvor barnets handicap har været for stor en opgave for forældrene. Tre af pigerne her er søstre, ud af en søskendeflok på i alt ti. Heraf fem med handicap. Det er hårde odds. Disses forældre er beduiner, og tro mod traditionen i deres samfund, indgiftet med familie… Noget nyt er, at staten Israel giver store beløb til forældre med børn med handicap, så det er muligt med hjælpemidler at beholde børnene i hjemmet.

De sidste 50 år har hjemmet været her. Med børn kommende hertil fra hele landet. Oprindeligt blev huset bygget for patienter med tuberkulose. Det er smukke og gamle kampestensbygninger. Med skyggefulde haver med plads til terapi og aktiviteter. Og solmodne vindruer.

Her er i alt 85 ansatte. Uddannede læger, sygeplejersker, fysioterapeuter, nat- og dagplejere, lærere, køkkenfolk, rengørings-, tøj- og pedelteams. Her er ligenu fire voluntører samt mig. Der har været perioder med op til i alt 20 voluntører. Vi får kost og logi, med eget værelse og bad i en sidebygning i huset. Mine vagter ligger fem dage om ugen, med tid midt på dagen til hvad nu end. Jeg tager gerne ud på opdagelse, i dag ad en nyfundet sti i en slugt med cypresser og mandeltræer nær landsbyen.

Kulturmøder

Et skriv fra mit praktiksted, St. Vincent, Jerusalem. Et hjem for børn og unge med handicap.

Trods kulturmøder a la holdning og religion -her på hjemmet, er her en unik respekt for den andens religion og holdning – anderledes fra i det øvrige samfund(!). Stedet lærer mig om at se andre tilgange, andres historik. Som det nu ligger til det arabiske livfulde temperament, er her viltre og højlydte mundhuggerier de ansatte imellem. Men de falder uvant hurtigt ned igen, og de bærer ikke nag. Jeg trives ved tydeligheden her. Det er mig en letlæselig kode, uden en masse usagt. Og jeg lærer, at modspil er værdsat i relationen.

Jeg har klippet en stor uro med kugler i farverigt karton. Jeg ophængte den i mine kontaktbørns vindue i aftes, den drejede i brisen, og ham, med det bedste syn, og meget smukke buede vipper, reagerede fra sin seng. Synsoplevelsen fik ham til at grine i lang tid. Hans øjne var fast rettet på de drejende farver. De gjorde ham godt. Og mig med. Jeg var nærmest bekymret for, om han skulle kunne finde søvnen for iver. Jeg lærte ham bedre at kende ved den konkrete opdagelse af hans sanseglæde. Deri var kommunikation.

Børnene
Det kan være voldsomt at møde børnene her. Deres tilstand, deres lyde, de deforme kroppe. Operationsar. Udfordringer, begrænsninger. En pige fik i forrige uge trukket 27 intakte tænder ud af munden – for at forhindre hende i at bide stykker af sin tunge. PEG-sonden, en slange placeret gennem huden på maven direkte ind til mavesækken, skulle jeg vænne mig til, både erkendelsen af at barnet ikke har sin synkefunktion i behold, og dét, at skulle lære at håndtere sonden. Også mødet med korsetter, ben- og håndskinner, fysioterapi – alt sammen for at børnenes mobilitet og ressourcer ikke forringes.

Jeg har fået fire kontaktbørn i min varetægt. De er gået mig til hjertet. En pige og tre drenge samlet i et værelse med lysegrønne vægge. De har alle fire PEG-sonde, de har ikke talesprog, tre er kortikalt blinde, har spasticitet/lammelse, lider nu og da af iltmangel. Jeg lærer at aflæse deres signaler, øver mig i at hjælpe dem til at interagere i samspil med mig, med deres omgivelser. Dagligt lærer de mig nyt.

En af drengenes kommunikation er at smile. Musik, at blive badet og at holdes nært glæder ham mest. Ofte har jeg om eftermiddagen alle fire børn med ude under oliventræerne, imens måske en musikterapeut spiller for dem på sit keyboard, og jeg masserer deres forkrampede hænder. Drengen her holder altid hovedet bøjet bagover, og med fjerne øjne og sit smil, ser han salig ud, som om han ser engle deroppe et sted mellem grenene. Han er kortikalt blind, er altafhængig af pleje og omsorg. Men hans sprog er klart, når bare man ‘ser’ ham.

Mange af børnene på hjemmet har hukommelsesproblemer. Til min glæde genkender disse fire min stemme og mine berøringer som noget trygt – og giver tydelig respons, forsigtigt eller overbevisende. De er emotionelle og sociale, disse fire dejligheder.

Ansvarstagen og samarbejde set

Et skriv fra mit praktiksted, i lære som socialpædagog. Et hjem for børn og unge med handicap.

Hjemmet St. Vincent, er grundlagt og ledet af fire seje nonner, fra Mellemøsten, Asien og Vesten. Deres nærvær og samvær med børnene og os medarbejdere giver godt følgeskab.

Kulturer Det meget usædvanlige ved St. Vincent er, at medarbejderstaben tæller både palæstinensere og israelere – samlet om én opgave. Muslimer, jøder, kristne. Samarbejdet om omsorgen for børnene her bevæger mig.

Kulturen på stedet er præget af en indstilling om fællesskab. Personalet løber hurtigt, her er knapt med arbejdere til arbejdsbyrden, men huset er mærket af ansvarstagen, hjælpsomhed og velvillighed. For nemheds skyld kunne standardløsninger være at foretrække, men man ser vigtigheden af, at tilgodese det enkelte barns behov, dets vekslende humør og tilstand. Jeg må dagligt reflektere over min indsats i arbejdet med det enkelte barn, dagligt bestemme mig for nænsomhed og grundighed trods mange opgaver.

Jeg spurgte i spøg en af sygeplejerskerne her, hvilken medicin de var begyndt at give en af drengene. Der var en væsentlig bedring i hans tilstand, fuld af smil og mildhed, trods opkast og feber. Jeg fik som svar, at medicinen var mig og min kærlighed til barnet. Der er megen visdom i det svar. Omsorgen og diakonien her rykker meget for børnene! Og samarbejdet omkring dem.

Praktikkens mål er arbejde med relation og kommunikation. Og både sammen med børnene og med de ansatte med deres forskellige historier – er dette oplagte mål at øves i og lære af!

Fra frikadeller til falafel

Vi 6 missionspiloter har nu byttet danske frikadeller ud med israelske falafler fulde af krydderier. Det er en helt anden kultur vi møder i Jerusalem, som er en by med en fantastisk gæstfrihed, som kun tog os under 24 timer at opleve. Både fra vores naboer men også bageren!

På Sjuken (markedet i Jerusalem) står sælgerne og råber på hebraisk og arabisk at vi skal smage og købe, dufte fra oliven, brød og ting vi ikke ved hvad er fylder det tætpakkede marked. Vi ville købe nogle pitabrød og fladbrød hos en bager, her bliver vi inviteret om bag disken for at se hans ovn og pludselig står Isabella med en dej i hænderne, vi kommunikere kun med tegne sprog og slidt engelsk men han ville have os til at lave vores eget brød, det gør vi (da det er flad brød tager det næsten ingen tid) i mellemtiden får vi smagsprøver på lækker falafel og tilsidst får vi det brød gratis og går derfra med et helt særligt bevis på gæstfrihed, kultur og det at vi er rigtig lang fra Danmark.

//missionspiloterne
Dette brød har vi været med til at bage og fået gratis
Dette brød har vi været med til at bage og fået gratis

God morgen og God dag på dansk

Jeg modtog de vigtigste instruktioner og forsyninger i går fra David Serner (præst ved den Danske Kirke). Så der blev både tid til at spise dansk morgenmad i den israelske morgensol og sige pænt god dag og velkommen til de nyankomne missionspiloter og volontører.
Morgenmad i Jerusalem
Min morgenmad i Jerusalem. Havregryn skal der til! Mums.
Missionpiloterne får tanket op efter en lang rejse ved deres ene lejlighed i Jerusalem.
Missionpiloterne får tanket op og indlogeres ved deres ene lejlighed i Jerusalems gamle bydel.

At lære af børn med handicap. Ain Karem, Jerusalem

Rejsebrev fra Ain Karem, Jerusalem. September 2016. Med kærlig hilsen!

Udlandspraktik a la glæde
Her er indtryk fra de første uger i min 2. praktik som socialdiakon-studine, i udlandspraktik på et hjem for børn og unge med handicap, indtagende børn og unge, lidt udenfor Jerusalem, Israel.

Jeg er – simplemente – betaget!

Ligenu kan jeg høre latterfuld samtale i husets køkken. Ude står luften stille i middagsvarmen. Mine hænder dufter skarpt af Dettol efter at have afvasket børnenes badekar.

Israelementer
Jeg har før rejst og boet i eksotiske udlande. Dette er mit første besøg i Israel. Jeg er vild med muligheden for at opleve landet i længere tid, og særligt, at opleve det igennem relationer med herboende. Jeg har mange, mange udrejser i landet til gode. Særligt vil jeg gerne opleve ørkenen. Og den grønne bjergfulde del i nord. En ung palæstinensisk ansat her på hjemmet siger, at deroppe findes verdens bedste landsby! Det er stedet med hans mors gode mad.

Nuet
Jeg lever og lærer sammen med 60 børn og unge. De har svære bevægelses- og sansehandicap, alle ledsaget af kognitiv funktionsnedsættelse. De fleste med statiske eller fremadskridende tilstande. Mange med spastisk CP. Dejlighederne er i alderen 4-27, nogle har været her siden de var helt små. I min første uge her døde en 19-årig dreng, fysisk nedslidt. Dog er her megen liv. Livfulde børn og livsbekræftende arbejde.
  • 1
  • 2