Month: oktober 2016

Missionspiloterne i krig i Jeriko

Den første dag hos The Palestinian Bible Society i Jeriko startede med, at vi skulle tage en bus fra Damaskus Gate mod den by, der på bibelsk tid hed Bethania, og derfra med taxi til Jeriko. Det var specielt at opleve, hvor besværligt det er at komme fra Jerusalem til Vestbredden og tilbage igen på grund af checkpoints, lange kontrol-ventetider, skift af transportmidler osv. Dét gav os et nyt perspektiv på palæstinensernes situation.   Vi ankom til Zacchaeus House i Jeriko, hvor vi knapt nåede at introducere os før vi fik hækkesaks, sav og sandpapir i hånden. Dagen bød på nedklipning af buske og træer omkring en rød container, som senere skulle slibes over med sandpapir og males beigefarvet Vi brugte hele formiddagen på at fjerne grene fra citrontræer, tornebuske og nedslibe af det yderste lag på containeren. Nogle af os var lidt forundrede over, hvorfor vi skulle istandsætte en container, og kunne ikke se sammenhængen med det store hele. Efter middag fik vi malet containeren sandfarvet, og hen mod slutningen af projektet mødte vi sønnen af lederen for stedet. Der fik vi først der mulighed for at introducere os selv. Her hørte vi lidt om hvad de gik og lavede, men stadig ikke rigtig nogen grund til vores slid og slæb. Da vi var færdige fik vi en forklaring på hvad de lavede, og fik af vide at de var rigtig glade for vores hårde arbejde og smil på læben. Der skal så lige indskydes at vi malede med oliebaseret maling, hvilket ikke var så let at få af tænkte vi… Men vi blev klogere! Vi fik af vide, at vi bare skulle tage en dunk terpentin, og gnubbe fingrene rigtig godt i det, og derefter skylle efter med vand. Ja… Den var nok ikke den anbefaling vi ville få i Danmark… Men så har vi prøvet det, og erfaret at det gør lidt naller at skulle gøre rent efter at have leget med maling! Om aftenen samme dag, tog vi til Joffi aften, og hørte et foredrag med Karen og Tass Sada, hvor Tass Sada, har skrevet bogen ”Jeg var snigskytte for Arafat”. Her hørte vi om hvordan det var at være kone til ham, og hvordan deres ægteskab var gået gennem årene. Vi fik også nogle vidnesbyrd, om hvordan de havde omvendt muslimer, hvilket var helt specielt, nu hvor man var i det land, hvor man i vest har Gaza, som er styret af Hamas som Tass havde fået ordre af som snigskytte.
Jerusalem bybillede
Jerusalem bybillede
  Dagen efter skulle vi på en guidet tur til Østjerusalem, og fik utroligt godt indblik i hvorfor muren var der, og hvorfor vores guide som sekulær jøde både kunne hade og elske muren. Vores guide gav os et overordnet indtryk af at Israel ikke behandlede palæstinenserne ordentligt. Dette kan ses ved at de ikke bygger nok skoler i palæstinensiske områder, hvilket resulterer i, at private og organisationer starter deres egne skoler. Nogle af disse skoler er startet af Hamas, hvilket skaber en ond cirkel og udklækker nye terrorister. Vores guide fortalte os også, at mange af de stikkerier der sker i Jerusalem, er enkelte personer der tager at valg om at de vil stikke enten militæret eller en jøde, altså at det oftest ikke har noget at gøre med terrororganisationer, men det er et individuelt valg de tager, fordi at de har et inderligt had til jøderne og Israel.   Der var en tydelig kontrast mellem de steder der boede palæstinensere og jøder. I palæstinensiske områder, hvor der boede jøder, var infrastrukturen som i Vestjerusalem med fortov, fine asfalterede veje og så videre, mens resten af området ikke havde fortov og vejene var ujævne og fyldt med huller.   Vi kom helt ud til muren, og så hvordan muren var bygget med stor fordel for jøderne, hvor Rakels grav, blandt andet var sneget med, ved at lave en vej på 500 meter, med mur på begge sider, for at jøderne kunne få adgang til graven, da det efter sigende er deres 3. helligste sted de kan besøge.  
Palæstinensiske drenge vi spillede paintball med
Palæstinensiske drenge vi spillede paintball med
  Dagen efter skulle vi igen besøge The Palestinian Bible Society i Jeriko, hvor vi var inviteret til at komme klokken 16. Vi ankom og pigerne var med til et foredrag om stress sammen med en ungdomsgruppe af piger fra organisationen. Vi drenge skulle med 13 andre drenge, i omkring alderen 13 år, lidt udenfor Jeriko og spille Paintball. Det var ret specielt, fordi at dagen forinden, havde vi snakket med en af sønnerne af lederparret i Jeriko. Han havde fortalt os, at de havde spurgt disse drenge, hvad deres mål for livet var. Heraf svarede 10 af drengen, at de ville være atleter når de blev ældre, hvilket virkede meget naturligt. Derefter fortalte han os, at der var 3-4 drenge der havde som mål for livet, at de skulle blive martyrer, altså stikke, eller skyde en jøde ned, hvorefter de ville blive dræbt, i den tro at de ville komme i himlen og få 72 jomfruer. Men for at få noget de kunne arbejde med, spurgte de dem så, hvad deres andet mål for livet var, hvilket også var noget i stil med at blive atleter. Så vi drenge skulle altså ud og spille paintball med nogle palæstinensiske drenge, hvoraf der var nogle få stykker som ønskede at blive martyrer… Det var ret specielt, da vi var ankommet og var gået i gang med at spille, så var der et par stykker der skød nogle skud op i luften, og råbte; “Allahu Akbar”, hvilket betyder; “Gud er stor”, og er noget man siger når der bliver kaldet til bøn eller når man udøver en martyrisk handling. Vi havde måske på fornemmelsen at det kunne være noget de sagde i sjov, men en af drengene sagde noget omkring en jøde på gebrokkent engelsk. Senere på aftenen snakkede vi med konen af lederparret, som sagde, at de havde haft disse drenge en gang i ugen siden de var ret små, og havde faktisk ikke rigtigt noget ungdomsprogram for børn i deres alder. Men da de vidste at nogle af disse drenge ville komme ud i noget dårligt selskab, og måske ville nogle af dem ende som martyrer, så havde de fået stablet et ungdomsprogram på benene. Denne ungdomsgruppe blev ledt af lederparrets ældste søn, hvor drengene mødtes en gang i ugen og havde et fællesskab. Disse drenge, som historierne måske fortæller, var ikke kristne, og vi fik af vide at vi ikke måtte evangelisere for drengene. Dog måtte vi hjertens gerne fortælle om hvordan Gud havde forvandlet vores liv, samt hvorfor vi var i Israel, så vi måtte altså gerne dele vores vidnesbyrd.   Efter en larmende bus med børn, der var helt oppe at køre efter at havde været i Paintball krig, og aftensmad, skulle vi hjem igen. Det var dog blevet så sent, at vi ikke kunne tage en araberbus fra en af de nærliggende byer, hvilket resulterede i at vi måtte tage en taxa til muren som omkredser Vestbredden. Vi kom da til at opleve konflikten på helt nært hold. Vi blev sat af, og gik hen mod checkpointet, hvor der stod en gruppe på ca. 20 palæstinensere og ventede ved gaten. Efter 15 minutters ventetid, blev der sagt noget i højtalerne på arabisk, og vi spurgte da en i køen hvad der blev sagt. Han var meget venlig og godt engelsktalende, og forklarede os, at de skulle bruge 20 minutter på at ordne en af computerne før vi kunne komme igennem. Da vi havde fået noget undervisning i konflikten dagene forinden, så vidste vi måske godt at der var noget som måske ikke var helt sandt bag denne påstand. Vi spurgte da samme person om det var noget der skete ofte; hvortil han sagde at det var noget der skete med jævne mellemrum, og at han var klar over at det ene og alene var for at irritere og gøre livet svære for dem som palæstinensere. Endelig efter ca. 45 minutters samlet ventetid, kom vi igennem muren ud fra Vestbredden, og stod og ventede lige ude for det sted vi var gået igennem metaldetektor og fik vores tasker X-Ray scannet. Vi havde ikke stået der mere end 3 minutter, før der kom en soldat ud fra bygningen og sagde til en af palæstinenserne vi snakkede med, at vi ikke måtte stå der, men skulle gå væk. Det virkede ret mærkeligt, da vi bare stod 5 meter fra bygningen vi lige var kommet igennem, og lige snakkede om hvordan vi skulle komme hjem. Lige efter, fortalte palæstinenseren os, at soldaterne ikke ville have at vi skulle snakke med dem, og at vi som turister ikke skulle opleve hvordan hverdagen for disse mennesker var.   Selvom det var bøvlet, og det tog en del længere tid at komme hjem den dag, så var vi alle faktisk ret glade for at vi havde oplevet konflikten mellem Israel og Palæstina på egen hånd, og kunne se hvordan Israel på nogle punkter ikke ville have os som turister til at se hvordan de i virkeligheden behandlede palæstinenserne, og nogle gange lod dem vente i flere timer ved muren før de kunne komme igennem, uden grund.  
Leg med 79 palæstinensiske børn
Leg med 79 palæstinensiske børn
  Den sidste dag hos The Palestinian Bible Society, skulle vi være med til at lege med 79 børn i alderen fra ca. 3-8. Vi blev kørt ud til en park i Jeriko, hvor nogle af os først legede med halvdelen af børnene med en faldskærm som vi bredte ud. Efter noget tid fik vi af vide, at vi skulle ind i den forlystelsespark der var lige ved siden af. Så fik vi udleveret ca. 10 børn hver, hvor der gik lidt under 5 sekunder før man ikke havde styr på hvor de var, fordi de skulle rundt og prøve alle forlystelserne. Det var ret specielt at se hvor lidt sikkerhed der var i denne forlystelsespark, for hvis det havde været i Danmark, så ville samtlige forlystelser være lukket ned på grund af manglende sikkerhed. Det hørte blandt andet til sjældenhederne at der var en sele man kunne spænde sig rigtig fast med, og hvis der så var en sele, så skulle den ikke spændes ind til kroppen, men bare være klikket i. Men det vigtigste var at børnene havde det sjovt, og det havde de virkelig. Efter nogle timer i parken, blev der serveret pizza for alle børnene, hvorefter de blev sendt hjem.   Vi fik sagt farvel til alle børnene og medarbejderne, og fik fat i en taxi som kunne få os noget af vejen til Jerusalem, og er nu klar til flere eventyr i landet der flyder med mælk og honning!   //Daniel Her er lige en meget kort video vi fik lavet over at vi spillede paintball i Palæstina:

Diakonalt arbejde med stor rækkevidde

I forrige uge var missionspiloterne 2 dage hos organisationen Chosen People Ministries. Chosen People Ministries er en organisation, som har mange forskellige projekter i gang, og som ønsker at række langt ud til alle aldersgrupper. Det gælder lige fra børn og unge fra Ukraine og Rusland, til enlige forældre fra Israel og til holocaust overlevende og økonomisk dårligt stillede jøder. Vi oplevede på nært hold, hvad deres arbejde går ud på og hvilken glæde der var i at hjælpe disse forskellige mennesker. Opgaven den første dag var simpel; At tømme deres kælder hos Jerusalem-hovedkvarteret for ting og madvarer, som kunne bruges til deres SummerCamp for børn og unge fra Ukraine og Rusland i den efterfølgende uge – så var det ellers bare at gå i gang! Der blev arrangeret samlebånds- og optællingsarbejde i stor stil, hvilket var meget hyggeligt og afslappet. Dog var dét, der gjorde, at vi i højeste grad oplevede glæde ved arbejdet, at det var konkret og at vi kunne se, at der var brug for vores arbejdskraft. Så bliver det straks sjovere at tømme en kælder og flytte de ting, som ikke kan bruges, tilbage igen.
Der pakkes til Chosen People Ministries' sommer camp
Der pakkes til Chosen People Ministries’ sommer camp
Anden dag var arbejdsmæssigt væsentligt anderledes end første dag. Her skulle vi møde i deres maduddelingscenter, hvor vi skulle pakke 200 poser med mad til nogle ældre økonomisk udsatte israelske jøder. Vi blev parkeret ved et bord i den ene ende af lokalet, hvor alle madvarerne var. Så skulle vi bare begynde at pakke, sortere og lave løbende oprydning. Igen oplevede vi glæden ved dét, at have et konkret stykke arbejde i hånden og se, at vi kan gøre en forskel. Vi var så heldige, at netop den dag vi var der, var afhentningsdagen for de mange personer, som skulle have en pose med madvarer. Derfor kunne vi stå og pakke poser, sætte dem til siden og se dem blive afhentet, hvor glæden ikke var til at tage fejl af. Samtidig fortalte Mike, som vi arbejdede sammen med den dag, at dét, at vi står der og pakker madvarer og hjælper er en glæde og et vidnesbyrd for de personer vi hjælper. Dog var det mindst en lige så god oplevelse og glæde for os at besøge organisationen. Vi vil bestemt huske tilbage på Chosen People Ministries og særligt den forskel vi kunne se vi gjorde.  

Festen der blev væk

Jan Mortensen, sognepræst ved Krist Kirken i Kolding Efteråret er en stille tid i kirkeåret. Vi tager et pusterum fra de store kirkelige højtider. Sådan har det ikke altid været. I hvert fald ikke, hvis vi kigger bag om de kristne højtider til deres forlæg i den gamle pagt. Her lå ”kirkeårets” klimaks netop i efteråret.

Bag ved det kristne kirkeår

Jul, påske og pinse er de tre bærende elementer i det kirkeår, vi har arvet. De tre højtider knytter sig til de afgørende frelseshistoriske begivenheder i forbindelse med Jesu liv: fødsel, død og opstandelse, samt Helligåndens komme. Nu har julen som højtid en særlig historie, men når det gælder påske og pinse, skal man ikke have læst ret langt i det ny testamente, før man opdager, at disse højtider ikke bare er opstået til minde om Jesus. De havde allerede et frelseshistorisk indhold på Jesu tid. De var den gamle pagts højtider til minde om Sinajpagtens grundlæggende begivenheder som beskrevet i Mosebøgerne. Gud havde udfriet sit folk fra slaveriet i Egypten (påske) og sluttet pagt med det ved Sinaj (pinse). Og her begynder vi allerede at skimte den fest, der er blevet væk i overgangen mellem den gamle og den nye pagt. For den gamle pagt havde tre store højtider. Den tredje og sidste fest i den jødiske festkalender var løvhyttefesten. Det var kirkeårets klimaks, som meget passende lå i den syvende måned, sabbatsmåneden: hvilens måned, frelsens måned. Løvhyttefesten samler den frelseshistoriske tråd op fra påske og pinse og fejrer dets klimaks: Gud ledte det folk, han havde udfriet og stiftet pagt med, gennem ørkenen til det forjættede land.

Festen, der blev væk

Det var denne festkalender Jesus voksede op med. Og her ligger der nogle dybe tråde mellem det gamle testamente og det nye. Pointen i det nye testamente er netop, at den gamle pagt pegede frem mod Jesus, den længe ventede Messias, der skulle opfylde den gamle pagts løfter. Den gamle pagts frelseshistorie og institutioner var selv skygger af den virkelighed, der skulle komme med ham (Hebræerbrevet 8). Derfor er sammenhængen mellem den gamle pagts festkalender og Jesu liv og gerning så vigtig for forståelsen af det ny testamente: Jesus dør som den nye pagts påskelam – under en jødisk påske – og fuldender dermed en ny ”udgang” (Lukas 9,31), nemlig fra syndens og dødens slaveri, sådan at den lovede nye pagt (Jeremias 31,31-33) kan etableres – netop på en jødisk pinsedag – ved Helligåndens komme (Ezekiel 36,25-27). Og sådan fejrer vi kristen påske og pinse. Men hvad skete der med løvhyttefesten?

Løvhyttefesten – høstens hytter

Løvhyttefesten var i udgangspunktet en fest for frugthøsten (hebraisk: “indsamlingsfesten”, 2 Mosebog 34,22). Løvhytterne (”sukkot”) blev netop brugt ved høsten, som midlertidige grenhytter ude ved marken. Her sov man, mens høsten stod på. Sådan vogtede man over de modne afgrøder og undgik at spilde tid med at gå ud og hjem. Befalingen om at bo i løvhytter ved Herrens tempel skulle understrege, at det er Herren, der er høstens giver og vogter. Den dag i dag bygger jøderne små løvhytter i haven, på altanen eller sågar på taget. De ortodokse jøder går op i at finde en helt fejlfri ”lulav”, en lille buket med en dadelpalme-, en myrte- og en pilegren – kombineret med en citron. Sådan gjorde man også på Jesu tid.

Løvhyttefesten – ørkentidens hytter

I 3 Mosebog 23,39-43 knyttes denne høstfest til en frelseshistorisk begivenhed: ”I skal bo i løvhytter i syv dage…for at de kommende slægter kan vide, at jeg lod israelitterne bo i løvhytter, da jeg førte dem ud af Egypten”. Høstens midlertidige løvhytte bliver et billede på ørkentidens midlertidige telte. Det virker umiddelbart overraskende, at ørkentiden skulle være noget at fejre. For de 40 år i ørkenen var jo en prøvelsestid – en straf! Et mere naturligt klimaks ville have været en fejring af indvandringen i det forjættede land! Selve målet! Og så alligevel. Netop ude i ørkenen stod det klart, at folket var helt afhængigt af Gud, og at han var hos dem. Han ledte dem som en trofast hyrde ved skysøjlen om dagen og ildsøjlen om natten, gav dem vand af klippen og manna at spise osv. Han var deres eneste faste holdepunkt. I den forstand var ørkentiden en idealtid! Når folket kom ind i landet ville fristelsen derimod være at få et fast sted dér og glemme Gud (5 Mosebog 8,12-18).

Løvhyttefesten – et billede på ”Herrens dag”

Sådan kommer Løvhyttefesten ikke bare til at se tilbage til en idealtid – men frem til at denne idealtid igen skal blive virkelighed. Det forjættede land var nok målet for Sinajpagtens frelse – men bag landet ligger løftet om LANDET, den nye pagts land, Guds rige. Festen peger frem mod den dag, da Herren vil komme på den store høstdag og indsamle sit folk i sit rige og tage bolig hos det, lige så tæt og nært som i ørkentiden. Sådan beskriver profeterne netop ”Herrens dag” med billeder fra løvhyttefesten (fx Esajas 4,3-6; 48,20-21, Zakarias 14).

Løvhyttefesten – allerede/endnu ikke

Denne tanke føres videre i det ny testamente, hvor den endelige frelse også beskrives med billeder fra løvhyttefesten (især i Åbenbaringen 7,9-17 og kap 21-22). Mens påske og pinse er opfyldt i Kristus – venter vi stadig på den endelige opfyldelse af løvhyttefesten, Jesu andet komme. Samtidig er det tydeligt, at løvhyttefesten i en vis forstand allerede er opfyldt i og med Jesu første komme. Dette perspektiv udfoldes særligt i Johannes 7-10, hvor Jesus står frem under en løvhyttefest og erklærer festen opfyldt i ham: “Den, der tørster, skal komme til mig og drikke”, “Jeg er verdens lys”, ”Jeg er den gode hyrde”. Disse udsagn knytter sig direkte til ørkentiden og de særlige vand- og lysritualer, man fejrede ørkentiden med under denne fest på Jesu tid (som beskrevet i Mishna).

Festen, der blev væk – men som ikke har mistet sin betydning

Når vi ikke fejrer løvhyttefest i det kristne kirkeår (selvom det ville give god mening) – ligger der den pointe i det, at det er endetidens store fest, som ikke er endegyldigt opfyldt endnu. Løvhyttefestens allerede-perspektiver: 1) At Gud allerede har taget bolig iblandt os ved Jesu fødsel – fejrer vi til jul. 2) At Jesus allerede bor i vore hjerter ved sin Ånd – fejrer vi til pinse (jf. Johannes 7,37-39!). Men hvis ikke vi ved, at vi ikke fejrer løvhyttefesten og hvorfor, vi ikke gør det – ja, så er vi gået glip af en dyb pointe og vigtige betydningssammenhænge i det ny testamente. Det gælder også betydningen af løvhyttefestens to satellitfester. For før man kunne gå ind til den store løvhyttefest, var der to andre højtider, man først måtte igennem: hornblæsningsfesten og den store forsoningsdag. De er en integreret del af efterårets store klimaks – så dem skal vi også nå at se på:

Hornblæsningsdagen

Hornblæsningsdagen (3 Mosebog 23,24-26) fejrer man i rabbinsk tradition som det jødiske nytår, Rosh Hashana. Det falder i år d. 3. oktober. Man ønsker hinanden godt nytår med æbler (rundt som året) og honning (sødt og godt). Man blæste i horn ved hver nymåne, men den syvende måned får med denne højtidsdag en særlig markering. Hornblæsningsdagen indvarsler sabbatsmåneden: Gør dig klar, for nu rejser Herren sig til dom og frelse.

Den store forsoningsdag – en lille dommedag

Herfra går vejen til løvhyttefesten via den store forsoningsdag ”Yom Kippur” (3 Mosebog 23,27-32). Det var den eneste dag om året, hvor ypperstepræsten måtte gå ind i det allerhelligste i templet. Centralt stod ritualet omkring de to syndebukke (3 Mosebog 16), der bar folkets synd i dets sted. Blodet fra det første dyr blev stænket på låget af pagtens ark, på sonedækket. Den anden buk bar folkets synd ud i ørkenen til den visse død. Bortsendelsen af denne buk viser den vej, synderen ville være henvist til at gå uden soning. På den store forsoningsdag blev der én gang om året skaffet soning for hele folket og templet selv. Denne årlige renselse kalder Hebræerbrevet for en ”årlig påmindelse om synd” (Hebræerbrevet 10,3) – en årlig dommedag. Men dagen forkyndte også, hvordan et syndigt menneske kan få adgang til den store løvhyttefest: ved stedfortrædende soning.

Livets bog

Den rabbinske tradition knytter stadig de to fester tæt sammen, men lægger vægten på gode gerninger. Rosh Hashana opfattes som den dag, hvor Gud gør status. Han åbner bøgerne og afvejer det enkelte menneskes gerninger for det år, der er gået. Den retfærdige går ind til livet, den onde bliver slettet af livets bog, mens andre får ti dage indtil Yom Kippur til at rette op, lægge gode gerninger i vægtskålen, og søge tilgivelse. For på nytårsdagen bliver alle mennesker dømt, og dommen besegles på forsoningsdagen.

Den sidste basun og dommedag

Det nye testamente ser den store forsoningsdag opfyldt i og med Jesu død én gang for alle (Hebræerbrevet 9). Men festkalenderens fremtidsperspektiv ligger stadig foran os. Målet venter stadig. Vi venter på efterårsfesternes endelige opfyldelse: Endetidens store hornblæsningsdag – ”den sidste basun” (Matthæus 24,31; 1 Korintherbrev 15,52 o.a.), som indvarsler den store dommedag (Matthæus 25,31-46; Åbenbaringen 20,13-15) – og endelig, den store løvhyttefest: Gud hos os i det genoprettede Paradis. Her viderefører det nye testamente tanken om ”livets bog”, som også kaldes ”det slagtede lams bog” (Åbenbaringen 13,8). Hvordan man får sit navn i denne bog, fremgår af Åbenbaringen 7 om Herrens beseglede, der nu fejrer løvhyttefest: Det er dem, som har vasket deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod, (7,13-15). Sådan går adgangen til endetidens store løvhyttefest gennem Lammets blod. Adgangen til Guds rige går gennem den store forsoningsdag og er ikke baseret på vægten af mine gode gerninger, men på vægten af Jesu offer.

Glædelig Løvhyttefest!

Vi fejrer ikke efterårets jødiske fester i vores kirkeår. Men vi kan stadig lade jødernes løvhytter forkynde for os, at vi ikke har et blivende sted her. De vidner – fra en kristen betragtning – om vores eneste faste bolig: Jesus. I hans hytte er vi allerede nu hjemme, vi er gået fra dommen til livet. I hans hytte skal der engang fejres “en evig løvsalsfest”, som Brorson formulerer det i sin salme over Åbenbaringen 7 (DDS 571). Det venter vi stadig på! Glædelig løvhyttefest!

Guitarmanden, Jesus & kunsten i at få de to til at mødes

Anika Thorø Møller, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionens Unge En ældre mand i blå crocs rykker tættere og tættere på os. Han har fulgt med på sidelinjen en 10 minutters tid. Lyttet til vores lovsang og suget stemningen til sig her på Abramham Hostels tagterrasse i hjertet af Jerusalem. Han virker nysgerrig og rykker helt tæt på. Til sidst hiver han sin guitar frem og synger for os: ”Oh Jerusalem. You’re the place on earth where we find the light. We can take the world and make it shine so bright,” synger han med smukke melankolske toner, mens hovedet svinger fra side til side i takt til fingerspillet. Den blomstrede kippa på hans hoved følger med. Bedesnorene i trøjen dingler frem og tilbage. Det var en stærk tekst, som jøden Glenn præsenterede for os en lun sommeraften. Hans publikum var et par håndfulde IUere, der i juli rejste til Israel i 14 dage. Og måske virkede teksten så stærk på os, fordi den frimodige jøde havde ret. Jerusalem er noget særligt. Her er lyset, kunne vi blive enige om trods hver vores tro. Vi danskere tænkte på Jesus. Glenn så et andet lys. Da sangen ebbede ud, delte Glenn sin historie. Han viste sig at være lige så gammel som staten Israel – og insisterede lige så meget på at jødedommen er sandheden, som Israel gør på at eksistere.   Måske var det derfor, samtalen gik i hårknude. Efter Glenn havde delt sin historie, var dialogen åben. Han stillede spørgsmål til os og vores tro – og vi gjorde det samme til ham. Men kort efter blev det særlige rum brudt. Èn stillede et spørgsmål til den standhaftige jøde, som kom lidt for tæt på. Glenn gik i forsvarsposition og forklarede sit synspunkt i en aggressiv tone. Sådan fortsatte det begge veje, selvom vi sammen forsøgte at finde tilbage til udgangspunktet. Der var clash og mure af store ubesvarede spørgsmål overalt. Til sidst gik jeg i frustration. Et par dage tidligere var jeg med organisationen Jews for Jesus rundt i Tel Aviv for at dele flyers ud i nabolaget. I hver postkasse, jeg kom til, hang der allerede en reklame for et lokalt tøjrenserfirma med ekstra gode tilbud. Jeg følte, jeg lavede samme PR-stunt ved at smide en flyer med Jesus, der også vil vaske ren. Han vil bare vaske lidt mere end tøjet – og gratis. Sikke et tilbud. Med de tanker besluttede jeg mig for, at tøjrenser-stilen ikke var den rigtige måde at dele sin tro på. Kontakten til selve mennesket måtte være vigtig. Men da jeg gik i frustration fra samtalen med Glenn, blev jeg alligevel i tvivl. For her stod jeg med et menneske, der delte frimodigt. Og alligevel gik det galt. Hvordan møder vi bedst jøder med evangeliet? I dialog, eller når vi efterligner den lokale tøjrenser? Jeg er i tvivl. Flere tusinde fik muligheden for at læse om det gode tilbud, da jeg delte flyers ud. Jeg brugte cirka lige så meget tid med Glenn, før jeg gik.   Uanset hvad er det som om, evangeliet nemt går i hårknude. Heldigvis er det i sidste ende Gud og ikke mig, der skal vise vejen til Jerusalems lys. Men det er stadig værd at overveje: Hvordan leder jeg bedst folk til Jerusalems lys?

Når komfortzonen bliver udvidet

Nu er Missionspiloterne godt hjemme i Jerusalem igen efter en dejlig uge i Telaviv. Ugen startede ud med at vi blev indkvarteret på Moise rosen center, som er et fælleshus for kristne mennesker, hvor der bor både folk fra militæret og volontører som os selv. På stueetagen har Jews for Jesus et stort opholdsrum, hvor de blandt andet holder ungdomsgruppe, gudstjenester og andre kirkelige aktiviteter. Direkte konfrontationer De første to dage blev vi sat på gaden i Tel Aviv, med nogle fine skilte som de tidligere Missionspiloter har lavet. På vores skilt stod der Smile you are loved, og for mig var det en stor glæde at stå der, og både skabe og modtage smil fra andre mennesker. Pointen var så at vi skulle prøve at falde i snak med folk når de kom forbi, og egentligt gerne dele evangeliet om Jesus med dem. Det tog lidt tid at smide min danskermentalitet væk, og finde frimodigheden til at snakke til fremmede, men da jeg først lige kom over min egen menneskefrygt, og indså at Jesus beder os om at dele evangeliet, så fandt jeg en form for fred i det hele. Vi fulgtes rundt i Telaviv med en mand der hedder Ofer, han er jøde og blev mødt af Jesus igennem Johannes evangeliet. Hans frimodighed til at dele Jesus, og hans måde hvorpå han virkeligt brændte for at andre skulle kende Guds kærlighed, gjorde stort indtryk på flere af os. Han gik ind i samtaler med en brænd for at lære folk at kende, og fortalte os at han ville kontakte dem senere hen, og på den måde danne en nærmere relation hvor han kunne dele evangeliet. De andre dage hos Jews for Jesus var lidt mere stille og rolige, vi hjalp med at gøre deres meget flotte amerikanske kontorer rent, og nogle af os var med i børneklub en eftermiddag. Derudover brugte vi tid på at se byen, spille volleyball på stranden, holde vores eget lille bibelstudie, og nyde godt af den lækre tagterrasse og det stabile Wifi. En lille eftertanke Selvom det var grænseoverskridende at dele tro med fremmede mennesker, var det også en lærerig oplevelse, de her dage fik mig til at tænkte på et vers fra en børnesang der lyder sådan her:
Det må godt kunne ses på mig, at jeg har noget jeg vil vise dig, for jeg har fundet et sted hvor det er godt at være, og det er der hvor Jesus er.
Og hvor må jeg give denne simple tekst  ret, det er min opfordring til os alle, lad os prøve at lade glæden og trygheden fra Jesus, skinne igennem os og ud til andre.

Følg os
på facebook


Kommende
begivenheder


Tilmeld dig
Nyhedsbrevet


Israelsmissionen | TORVET | Katrinebjergvej 75 | 8200 Aarhus N | Tlf. 7190 1885 | kontor@israel.dk | Reg.nr. 0994 kontonr. 0003054500 | MobilePay 30503