I ugen der nu er gået har vi missionspiloter igen boet i vores lejligheder i den gamle by, det føltes næsten som at komme hjem efter tre uger på farten. Det er godt nok rart at kunne vågne op i en rigtig seng, og at have tøj i skabet istedet for i tasken, jeg er meget taknemlig over vores lejligheder, og mon ikke det af og til, er godt at få sat tingene lidt i perspektiv.
Som altid hernede starter arbejdsugen igen søndag, denne gang vågnede vi op til en SMS, om at vi først skulle møde 09, det var en fin overraskelse, for så havde vi lige tid til pita med æg og humus, og en dejlig kop varm kakao.
Derefter gik vi mod Bibelselskabets butik, som ligger omkring ti minutters gang fra vores lejligheder. Det er altid spændende at møde en ny organisation, og jeg må nok indrømme at jeg føler mig lidt mæt af at møde nye mennesker, så jeg havde ikke de helt vilde forventninger. Vi mødte ind i den hyggelige bibelfyldte butik, og her blev vi introduceret for vores kontaktperson Eliezer, han var utrolig rar og imødekommende, og bød os på kaffe hvilket jo altid er dejligt. Derefter havde vi en afslappet tid med bøn og bibelstudie, som vi senere fandt ud af var en daglig rutine for os der, jeg blev igen bekræftet i, at der ikke findes bedre måde at starte en dag på, end at ligge den frem for Gud.
Vores arbejde hos bibelselvskabet bestod i at tælle bøger, rigtigt mange bøger, det var nemlig deres årlige optælling af lageret, så det var en kæmpe hjælp at vi kom ligenøjagtig nu.
Der var bibler i alle størrelser og på sprog jeg ikke engang vidste eksisterede, så selvom fire dages optælling er lidt ensformigt, og man bliver godt ør i hovedet af støv, tal og bøger, så var det god oplevelse, med hyggelig stemning i gruppen, og rare mennesker i butikken. Alle kasser skulle tømmes, og hver en bog skulle tælles så der var nok at se til.
Torsdag tog Eliezer os med på et museum der hedder Friends of Zion, det var et museum hvor teknologien var i top og de rigtigt skruede op for patos. Vi har desværre ingen billeder derfra, fordi de fleste ting foregik igennnem videoer og skærme. Friends of Zion er bestemt et besøg værd, da det både indeholder historier fra Bibelen, og lærte os noget om Israels historie. Det var også et museum der havde fokus på at vise jøderne, hvordan de kristne hjalp dem i forbindelse med anden verdenskrig, og så fik man en magnet med sit eget ansigt på, som et minde om at man også hjælper til med at skabe et Israel med plads til jøder.
Efter vores museumsbesøg var nogle af os med Eliezer på gaden for at dele bibler ud. Jerusalem er en meget religiøs by, og i starten var det lidt skræmmende sådan at gå rundt imellem ortodokse jøder og muslimer, men så kom jeg i tanke om, at det vi stod med i hænderne er den bedste gave man kan give.
Nogle sagde nej, andre ville spilde vores tid og overbevise os om at vi tager fejl, men der var også nogle der tog imod og satte sig til at læse. På en eller måde er det nok for mig at vide, at mine 45 minutter på gaden, muligvis kan have været med til at sætte tanker igang, og måske lede et andet menneske tættere på Jesus.
Lørdag var der julebazar i den tyske kirke, Church of the redeemer, som også er der hvor den dansk kirke holder til. Sammen med præsteparret, pigerne fra Moan Gilo, og Asbjørn, havde vi en bod på rigtig dansk manner. Vi solgte risalamande med kirsebærsauce, Salte lakridser, marcipan og julekalendere, ting der lyder meget almindelige for jer derhjemme, men som man altså savner når man er dansker i udlandet.
Selvom vores risalamande var et kæmpe hit, kunne den altså ikke helt konkurrere med tyskernes Bratwurst. Smagen af en rigtig hotdog med ketchup og sennep efter næsten tre måneder, ej men altså det har man jo nærmest ikke ord for.
Det var en super dejlig dag, med smil grin og julemusik, og hvis ikke det var fordi, at jeg om en uge er hjemme hos mor og far igen, så var jeg da nok gået amok i gran og julehjerter. Vi er glade for vi har fået hotdog og karrywurst.
Alt i alt har vi som missionspiloter haft en skøn anden sidste uge, og nu går vi for alvor ind i den sidste tid, nu skal de sidste souvenirs og snacks købes. Vi skal have afgjort hvem der er den ultimativ stikmester, vi skal på guidet tur til Bethlehem og så skal vi møde den allersidste organisation, og selvfølgeligt nyde hinanden selvskab i vores dejlige Jerusalem.
Guds velsignelse ønskes til jer alle i denne dejlige adventstid fra Missionspiloterne.
Israelitterne står ved bredden af Jordan-floden og tripper for at få lov til at krydse den og indtage det land, Gud har lovet dem. De fyrre år er gået. Generationerne af våbenføre mænd, som blev bange første gang landet skulle indtages er enten døde eller blevet for gamle til at bære våben. Det er nu løftet til Abraham skal indfries. Det er nu, landet skal indtages.
Men først kalder Moses mændene sammen og holder tale til dem – en tale vi kan læse i 5. Mosebog. Her minder Moses dem om tiden i ørkenen og advarer folket mod at glemme netop denne tid, når de kommer ind i landet, som Gud vil give til dem. Faktisk er det så vigtigt for Gud, at de ikke glemmer ørkentiden, at han befaler dem at holde en fest hvert år, som skal minde dem om de fyrre års ørkenvandring. Det er løvhyttefesten.
Det kan undre, at det er tiden før løftets tilsyneladende opfyldelse, der skal fejres – og ikke selve indtagelsen af landet. Faktisk findes der ikke en eneste fest i bibelen, hvor israelitterne skal fejre landeløftets opfyldelse. I stedet skal de mindes ventetiden og opdragelsen, ydmygelsens og prøvelsernes tid. Det har nok ikke været særligt rart at mindes og tænke tilbage på den tid, som i virkeligheden er et monument over Israels ulydighed og frafald i forhold til Gud.
Men samtidig er det også en tid med noget andet, og det er derfor, Gud vil, israelitterne skal mindes netop denne tid.
Fordi her erfarede de Gud. Her var de ikke i tvivl om, at de var i et afhængighedsforhold til ham.
Moses advarede israelitterne om at glemme Gud, når de kom ind i landet og byggede sig store huse, spiste sig mætte og når de fik mere materiel rigdom. Igen og igen minder han dem om, hvad de erfarede i ørkenen. Om ørkentiden siger Moses:
Spørg dog, om der nogen sinde, i gamle dage, før din tid, fra den dag Gud skabte menneskene på jorden, nogetsteds, fra den ene af himlen til den anden, har været noget så stort som dette, eller om man har hørt magen til. (5. Mosebog 4,32)
Løvhyttefesten, som er afslutningen på det religiøse år, giver altså jøder verden over mulighed for at standse op og grunde over, hvad de har erfaret om Gud gennem det seneste år. Ja, de opfordres til det. Og de opfordres i samme ombæring til at overveje, hvad der kan få dem til at glemme den Gud, som har skabt dem.
Også vi i den kristne kirke har netop afsluttet vores kirkekalenderår. Et år fyldt med oplevelser af forskellig karakter. Nogle glædelige, fantastiske og berigende. Andre havde vi måske gerne været foruden, for de har været prøvende, ydmygende og måske oven i købet opdragende. Og Gud har været der gennem det hele, for det er Gud altid. Han stempler ikke ind og ud efter forgodtbefindende.
Noget andet er, at vi ikke altid får øje på ham og det, han gør.
Må adventstiden i år blive fyldt med forventning om både barnet i krybben og om det, som en dag skal komme. Men lad os ikke gå ind i hverken et nyt kirke- eller kalender år uden først at standse op og se os tilbage, lede efter og opdage, hvor vi har erfaret ham, som selv brød ind i vores verden, for at vi kunne vide, ”at det er Herren, der er Gud, og at der ikke er nogen anden end ham.”
Seks unge mennesker træder ned i en bombekælder i Haifa. Rummet er hyggeligt indrettet med sofa, tv, et lille køkken, spisebord, et par instrumenter og masser af gulvplads. Missionspiloterne er her ikke for at søge ly for et bombardement, men for at bo og sove den kommende uge, hvor de skal hjælpe til på Ebenezer, et kristent plejehjem, der ligger lige ved siden af den kirke bombekælderen hører til. Haifa ligger helt ned til Middelhavet på Karmels bjerg, dét bjerg Elias i sin tid stod over for Ba’al- og Ashera-profeterne for at vise, at Gud var den største. Udsigten fra byens promenade er betagende: Baha’i-religionens overdådige terassehaver, byens store havn, enkelte højtragende skyskrabere, de røde hustage i den tyske koloni og Middelhavets glimtende blå vand.
I Ebenezers værksted møder vi David og Fred. Det er de to flinke pedeller, som vi skal hjælpe i ugens løb. Den primære opgave lyder på, at volontørboligens opgang skal renoveres: Alle vægge, vindueskarme og gelænderet skal slibes på alle etager og derefter grundes og males med to lag.
To dage gik med at slibe alle flader(med håndkraft vel og mærke) – til tider hjalp pigerne også til i køkkenet og vaskerummet. Særligt gelænderet tog rigtig mange arbejdstimer, da det var utallige metal-stænger der skulle slibes. Derefter brugte vi de følgende dage på at grunde og male vægge. Desuden grundede vi vindueskarme og gelænder. Det var relativt hårdt, og til tider ensformigt arbejde, men vi kunne se, at vi gjorde en stor forskel. Desuden var det et projekt, de havde ønsket at gøre noget ved i flere år, så taknemmeligheden var stor.
Der slibes på livet løs i opgangen.
Én ting der kendetegnede pedellerne var, at de først og fremmest var troende. Det kom blandt andet til udtryk ved, at vi nød godt af korte andagter i formiddagspauserne. De var glade for, at vi hjalp dem med arbejdet, men først og fremmest var det vigtigt for dem, at vi kunne dele dét at være kristne. Det var inspirerende for os at se, hvordan det åndelige liv var en så integreret del af det arbejdsliv de havde.
Onsdag efter middagsmad havde chefpedellen David forberedt en overraskelse til os. Han tog os med ud at se forskellige steder i området, blandt andet den gamle by i Caesaræa og Karmels bjerg med udsigt over Megiddo, Jizreel-sletten osv. Om aftenen tog David os med hjem til sit hus, hvor vi spiste hjemmelavede burgere med hele hans familie. Det var rigtig dejligt at opleve, at vi ikke kun var arbejdskraft for dem, men at vi også havde fælleskab sammen.
Bomberummet er ryddet for missionspiloternes ejendele. Gulvene er vasket, overfladerne er tørret af og de brugte klude er smidt i vasketøjskurven. Den sidste dør er lukket og låst, og nøglerne til vores midlertidige hjem er afleveret . Solen står højt midt på dagen da vi endnu engang begiver os mod hektiske Jerusalem, inden turen dagen efter går videre til Israels sydspids, Eilat. Vi forlader Haifa med nye livsoplevelser i rygsækkene med kurs mod de næste oplevelser.
I september tilbragte 28 palæstinensiske og israelske kvinder en weekend sammen, for at lære om hinandens forståelse af tidligere historiske begivenheder. Vi præsenterede den israelske forståelse og den palæstinensiske forståelse til en blandet gruppe kvinder, der gennem to år regelmæssigt har mødtes. Kvinderne har etableret deres forhold, blevet tættere og de var nu klar til at høre svære sandheder og andre perspektiver end deres egne.
Grace, der præsenterede den palæstinensiske forståelse af tidligere historiske begivenheder, fortalte om hvordan nøglen er et symbol for palæstinenserne. Den bruges som en påmindelse for folket om, at de har et håb om at vende tilbage til de hjem, som de mistede under oprettelsen af staten Israel. Jeg præsenterede den israelske forståelse, der indeholder folket Israels længsel gennem 2000 år efter at vende tilbage til Zion, det land de var blevet forvist fra. Ingen af os holdt igen under de svære dele af vores fortællinger. Grace fortalte kvinderne om befolkningsstatistikken i Palæstina fra 1936 (97 % palæstinensere og 2 % jøder) til 1948 (67 % palæstinensere og 33 % jøder) og om den mængde land der engang tilhørte Palæstina, som nu næsten udelukkende kontrolleres af Israel. Jeg var ikke sikker på, hvor grafisk jeg skulle være i min beskrivelse af jødeforfølgelserne i Europa og de oplevelser jøderne havde under 2. verdenskrig, men jeg fortalte om rædslerne så detaljeret, som jeg troede, gruppen kunne håndtere.
Den forståelse, som Grace delte, afspejlede mange af de palæstinensiske kvinders families historier og personlige historier. Det er ikke svært at forestille sig det ubehag, denne forståelse giver israelere, der ofte tvivler på dens sandfærdighed. Normalt udløser det en defensiv adfærd; denne forståelse er svær at acceptere, når den først høres, da den ikke undervises om i det israelske skolesystem. Men for dem der arbejder for forsoning, er der en villighed til at lytte og prøve på at forstå hinanden. Efter Graces’ præsentation delte en israelsk deltager sin historie:
“Det var svært for mig at lytte til den palæstinensiske forståelse af tidligere historiske begivenheder – og det overraskede mig. Jeg kender en del af fortællingen, men at høre den beskrevet i dag var svært for mig. Jeg havde næsten lyst til at skrige. Men efter du præsenterede den israelske forståelse og forklarede hvorfor jøderne lever i landet og forbandt det så tæt til bibelen, blev jeg roligere og følte, at jeg blev hørt.”
Når de palæstinensiske kvinder lyttede til de israelske kvinders fortælling, var de mindre defensive, da de har hørt den gennem hele deres liv. Palæstinensere fra det nordlige Israel taler hebraisk og mange har været igennem det israelske skolesystem, og blandet sig frit med israelske jøder. De er mere bekendte med nutidens israelske identitet. Vi ser ofte, at sådanne palæstinensiske deltagere der bor i Israel ikke kender nok til deres eget folks forståelse af fortiden. En palæstinensisk deltager fra Nazareth udtrykker:
“Jeg følte så megen smerte i dag. Jeg er glad for, at jeg hørte den palæstinensiske fortælling. Jeg befinder mig i et spændingsfelt mellem israelere der ikke accepterer mig fordi jeg er palæstinenser, og palæstinensere der ikke accepterer mig fordi jeg bor blandt israelere. Da jeg er opvokset i Israel, blev jeg lært den israelske forståelse, og jeg kender den godt. Dette er første gang, jeg har hørt den palæstinensiske forståelse blive præsenteret så klart. Det var meget smertefuldt at lytte til.”
Da det var tid at tage hjem, bøjede kvinderne knæene og vi bad alle sammen for vores børn. Vi bad om at de må blive bevaret fra verdens løgne og de fortællinger, der adskiller dem. Det var en stor oplevelse for gruppen at træde ind i denne udfordrende fase af forsoningsprocessen.
Jeg er overbevist om, at deltagerne lærte en masse. Jeg ved, at det har været smertefuldt at høre. Jeg håber, at det overbeviser folk om at lytte til hinanden og til at skabe en ny forståelse sammen – en forståelse som respekterer og inkluderer den anden.
Skrubbe, rubbe, skrælle, tælle, skære, bære; det skal du lære.
Køkkentjanser ved Christ Church er ikke for svanser.
“Tag en pause, min ven.” Det siger kokken, som har styr på klokken.
Tak for mad, det gør dig glad!
Tal og bed med en venlig volontør, når du efter arbejdet bliver mør.
Glæde i Herren er min kraft, ja det er en styrkende saft!
Her er et par råd fra min hverdag fra Christ Church Guest House:
“Don´t loose the funny side of you.” Sagde tidligere volontør Michelle, efter jeg havde fundet mit indre barn frem og rullede rundt med nogle plastik-bildæk til et godt grin for de andre volontører. Der er ting i livet, som skal tages alvorligt, men hvor er det vigtig, vi ikke bliver så “ansvarlige” og “voksne”, at vi glemmer hverdagens mulighed for at lege, gå på opdagelse og lave sjov.
“It doesn´t have to be perfect.” Siger kokken Tony til mig, når jeg skræller gulerødder. Nogle gange kan jeg ikke nå at gøre alting perfekt, også er det godt at høre, andre heller ikke forventer det af mig. Det har jeg ofte brug for at høre. Jeg kan ikke nå eller forstå det hele; det er svært at erkende, men vigtigt. Vigtigst er det dog at være ved Jesu fødder og lytte til hans livgivende ord.
Gennem organisationen Serve Nazareth, tjente vi ved Nazareth village.
Nazareth village – tilbage til det første århundrede – og en verden som så helt anderledes ud end den gør i dag. Vi var så heldige at få lov at komme en uge hvor der kom utrolig mange besøgende, en dag var der endda 700 mennesker forbi. Så der var nok at lave, vi piger hjalp i køkkenet mens drengene fjernede utrolig mange sten fra en mark så der kunne blive sået korn senere, alt imens vi også var en del af det levende museum. Karina med æslet MoisieDer blev plukket rigtig mange oliven som senere bliver serveret til gæsterneHer er vores venner Samir og ChristofDer er fjollerier og glæde selv efter en lang dag med arbejdeDrengene med deres fine vogn (de havde heldigvis en trillebøre fra det 21. Århundrede til alle stenene)Alle missionspiloterne i det fine tøj
Vores ophold hos Nazareth village har givet os utrolig meget – vi har set os selv i tøj fra det 1 århundrede, mødt en utrolig taknemmelighed for vores arbejde fra de andre medarbejdere, fået lækkert bibelsk måltid hver dag (det der blev serveret for de besøgende) fået ondt i kinderne af at smile så meget til kameraet når turisterne ville tage billeder med os, følt at vi gjorde en forskel og bedst af alt lært mere om Guds mission haft mulighed for at tjene ham. Gennem denne turist attraktion blev Jesu ord forkyndt både i det man som besøgende så og hørte.
Det har været en gave for os at få lov til at opleve den hverdag Jesus levede i så konkret, i den by han voksede op i, gå i tøj som han gjorde og generelt gøre ting som man gjorde det dengang. Bibelen er jo skrevet dengang derfor giver det utrolig god mening at lære mere om den tid og dykke ned i hvordan samfundet fungerede, hvordan mennesker levede og tænkte, ved at gøre det bliver det nemmere at forstå biblen og forstå de ting Jesus sagde eller gjorde. Hermed en opfordring til at besøge Nazareth village og ellers generelt bruge tid på at lære mere om de jødiske rødder som kristendommen har.
I denne uge, med hårdt arbejde fik vi lov til at ‘live, learn, SERVE, grow’ vi fik en t-shirt med disse ord på og den gav anledning til eftertanke. Netop at tjene taler Markus om i kapitel 10,45 at selv Jesus kom for at tjene og vi erfarer gang på gang her i Israel hvilken gave det er at tjene andre og Gud samt hvor meget man for lov til at lære og vokse gennem det.
Vi har tidligere fortalt om Huong, som flygtede fra Vietnam til Malysia og kom til Danmark som 11-årig. Hun er netop vendt hjem efter knap to år som volontør på Ebenezer-hjemmet.
”Gud fylder enormt meget på Ebenezer-hjemmet. Beboerne og personalet fortæller virkelig meget om, hvordan de har erfaret ham, så det er ikke kun praktisk hjælp, man kan få dér.” Huong smiler og tager en slurk mere af kaffen. Hun er netop kommet hjem efter næsten to år som volontør på plejehjemmet for Jesus-troende jøder og arabere i Haifa. Det var egentligt meningen, hun kun skulle have været der i seks måneder, men de seks måneder blev hurtigt til et år.
”Da mit visum udløb efter dette år, skulle jeg tage en beslutning igen, og det faldt mig naturligt at bede Gud om vejledning,” fortæller Huong, som også afslører, at hun dengang overvejede, om hun skulle tage tilbage til Vietnam, som hun flygtede fra som barn. ”Men Gud gav mig ord fra Salme 45, hvor der står: ”Hør efter, min datter, lyt opmærksomt: Glem dit folk og din fars hus.” Derfor tog Huong beslutning om at blive længere tid på Ebenezer, men da visumet udløb, blev hun nødt til at rejse retur til Danmark. ”Ellers var jeg nok blevet,” griner hun. Så nu forsøger Huong at finde arbejde i Danmark som sygeplejerske.
Huong vender igen og igen tilbage til, hvor meget Gud fylder på hjemmet. ”Det er et rigtigt frirum,” forklarer hun. ”Det er et kristent hjem, hvor man mødes til andagt og i bedegrupper. Derudover kommer der frivillige og snakker med beboerne, og vi har et samarbejde med to menigheder om at sende besøgsvenner,” fortæller Huong og fortsætter: ”Beboerne vil rigtig gerne give noget tilbage til os, som arbejder på Ebenezer, og det gør de i form af bøn og fortællinger fra deres liv. Så det er gensidig hjælp.” Huong fortæller om en af de arabiske beboere, Nasra, at hun var dement og ikke kunne huske sin familie, men troen på Jesus havde hun stadigvæk. ”En dag jeg havde besøgt hende og skulle sige farvel, sagde jeg ‘Vi ses i morgen’, og Nasra svarede: ‘Hvis jeg lever. Ellers er jeg sammen med Jesus. Så er jeg hjemme.’ Det var så stærkt et vidnesbyrd,” fortæller Huong. ”For troen var så levende. Hun var slet ikke i tvivl om, at hun skulle hjem til Jesus.”
Israel er også et land, hvor konflikt er en del af dagligdagen. På Ebenezer-hjemmet er der beboere med både jødisk og arabisk baggrund. ”Det er svært at snakke om politik på hjemmet,” mener Huong og afslører, at konflikten ikke lige er det emne, som oftest tages op ved middagsbordet på hjemmet. ”Men det er et stort vidnesbyrd, at der stadig er en vilje til at være der sammen, mødes og bede med hinanden,” siger hun. Det er tydeligt, det gør et stort indtryk på Huong – også selvom der har været forholdsvist roligt, de to år hun har været på Ebenezer.
I dag er Huong taknemmelig over, at hun reagerede på det kald, Gud gav hende. ”Jeg følte det helt klart. Jeg var slet ikke i tvivl om, at det var dér, Gud ville have mig hen. Jeg var klar og slet ikke nervøs” fortæller hun. Når hun ser tilbage på opholdet konkluderer hun: ”Med alt det, der er sket og alt det, jeg har oplevet, må jeg sige, at det har været noget af en dannelsesrejse.”
Vi er virkelig glade for Huongs indsats på Ebenezer-hjemmet. Lederen af hjemmet, Johnny Khoury, skrev til os: ”Hvis I har flere volontører som Huong, må I endelig sende dem vores vej.” Det gør vi gerne, så hvis du har lyst til at bruge seks måneder eller mere i Israel, skal du endelige kontakte os.
Fra d. 26. til d. 28. oktober var vi på tur med den danske kirke til Galilæa. Det var tre gode dage, hvor vi rigtigt kunne være turister og bare nyde at se andre sider af smukke Israel og steder hvor Jesus har brugt meget af sin tid. Vi fik også oplevet meget på de tre dage, turen bød blandt andet på en smuk ridetur i Golan højderne, et besøg i Nazareth Village, vi så bebudelseskirken, fik en dukkert i Hamat Gader’s varme kilder, vi så en del ruiner bl.a. en synagoge i Kapernaum og så var vi også på en smuk sejltur på Genesaret sø.
Sejlturen på Genesaret sø var rigtig dejligt. Vandet var helt stille og da vi havde sejlet lidt ud slukkede de motoren på båden og så blev der helt stille. Jeg begyndte at overveje om vandet mon var lige så stille, som Jesus havde gjort det da han sejlede i stormvejret med deciplene. (Matt. 8, 26) Det må have været så vildt for deciplene at opleve alle de vilde ting Jesus gjorde, og for mig er det vildt at tænke på at Jesus gjorde de ting lige der hvor vi var. Men det der er bedst ved det hele er, at han stadig er med os i båden, Jesus er altid ved vores side, selv hvis uvejret blæser op. Det er trygt at vide at med Jesus i båden, kan vi være trykke midt i en storm.
Vestbredden, en af verdens brændpunkter. Arabisk-muslimsk domineret. Fattigt, dog gæstfrit. Et hjemsted for en lille gruppe kristne eks-muslimer, der lever under et konstant pres, vi kun kan forsøge at forestille os fra de trygge rammer i Danmark. Her er en række af de indtryk missionspiloterne fik i del to af konfliktugen.
En snart overfyldt Peugeot fra sluthalvfemserne triller op på siden af 6 unge danskere. Turister i byen er et ikke et så almindeligt syn. Vi befinder os i Ramallah, en vigtig og eksplosivt voksende by på Vestbredden. Trafikken ved bussttationen er kaotisk og infrastrukturen middelmådig. En midaldrende araber går og fjerner det værste af den plastic, der flyder på den varme asfalt, mens en anden mand står i nærheden og forsøger at sælge billigt brød til forbipasserende fra hans snuskede gadebod. Efter at have passeret byens centrum, den letgenkendelige løve-rundkørsel, sætter vi os på en rolig café med vores chauffør og kontaktperson Asid.
Asid er kristen. Han var tidligere en ortodoks muslim, som er kommet til tro på Jesus. At vælge troen på Jesus har for ham, som for så mange andre “Muslim Background Believers” (MBB’ere), store konsekvenser for livet på jorden. Den arabiske kultur er meget anderledes den vestlige: Konflikter og problemer løses som lokalsamfund og (stor)familie, ikke individuelt. Folks status afhænger i høj grad af familiens navn og ry (familier i arabiske lande omfatter ofte flere tusind mennesker). Araberne er utroligt relationelle i deres tankegang, og en god relation er meget vigtig. At konvertere fra islam til kristendommen vanærer hele familiens navn, og derfor er konsekvensen, at man bliver udstødt af familien. Ikke nok med det, så er det almindeligt, at familien vil forsøge at slå vedkommende ihjel eller i det mindste gøre livet så svært som muligt for vedkommende. Pludselig er det også en stor opgave at finde et job, for hvem vil have en – i deres øjne – forræder?
Asid kigger på os og fortæller med en gudgiven ro i stemmen, at uanset konsekvenserne vil han ikke gå på kompromis med sin tro, for Jesus er det, der er værd at leve for.
Senere tager Asid os med til en anden MBB’er, Fayas. En tidligere ortodoks muslim, der mødte Jesus ved, at han efter at være blevet introduceret for et skriftsted i Bibelen af en kristen nødhjælper, der hjalp hans datter med en øjensygdom, besluttede sig for at læse i Bibelen, for at finde ud af, hvor den tager fejl i forhold til Koranen. I lang tid havde det plaget ham, at på trods af han i det ydre var en rettroende muslim, ikke kunne få islam til at opfylde hans længsel efter den sande Gud i hjertet. Under hemmeligholdte bibelstudier og gennem heftige diskussioner med den kristne nødhjælper og meget forbøn overgav han til sidst sig til Jesus og lagde Koranen fra sig. Da han besluttede sig for, at fortælle hans kone og børn om hans tro, var han klar over, at han måtte give dem to muligheder: Enten måtte de acceptere hans tro, ellers måtte de forlade ham. Heller ikke han ville gå på kompromis med sin tro på hans frelser – Jesus! Til stor glæde var familien tre måneder forinden kommet til tro på Jesus ved at have overhørt mange diskussioner mellem ham og den kristne nødhjælper. Idag lever Fayas for Jesus. Han arbejder i Seeds of Hope, en kristen organisation på Vestbredden, der arbejder for Guds rige. Han har mistet mange af hans nærmeste relationer på grund af troen, men han ved, at han har valgt det rigtige.
At møde MBB’ere, der ved at vælge troen til, mister så meget af deres jordiske goder og risikerer at miste livet, gjorde er stort indtryk på os. Det var meget opmuntrende, men også skræmmende. I øjeblikket kæmper MBB’erne i området med at samle sig i en kirke. For det første er det farligt at samle sig som kristne, for det andet er de få, og der er ofte stor distance imellem hinanden. De mangler økonomiske midler, missionærer og kontakt til andre kirker, så de kan mærke, at de er blevet en del af verdens kristne brødre og søstre. Der er lang vej til et stort kristent MBB-community, men den brand og offervillighed de har for Jesus er inspirerende, og en god grobund for, at der vil ske stor fremgang. De har særligt brug for forbøn, så bed for de Vestbreddens MBB’ere og bed for, at Gud må give dem alt hvad de har brug for.
Vi forlader Vestbredden og MBB’erne med en ny forståelse for det arabiske samfund, hvordan det er at være omvendt kristen i et muslimsk samfund og hvordan Gud arbejder på utrolige måder i muslimske samfund. Vi takker Gud for, at vi får lov at opleve kirkens mangfoldighed.
Guds velsignelse til alle derhjemme i kolde Danmark!
