Month: december 2016

Julekort fra jødedommen

David Brickner fra Jews for Jesus deler ugentligt et ”julekort”, hvori han reflekterer over julens jødiske rødder. Denne gang skriver han om jomfrufødslen og glæden ved Messias.   I sidste uge fortalte jeg, at de første julekort var jødiske. De var løfter talt af profeterne om en kommende Messias. Denne uge vil jeg gerne dele endnu et julekort med dig. Lad os se på et fantastisk kort fra Profeten Esajas, der ligesom Mika, skrev om vores Messias 700 år før hans fødsel: Esajas skrev, “Se, den unge kvinde skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel” (Esajas’ Bog 7,14). Et barn skal fødes og dette barn skal være Messias. I det jødiske samfund forstår man ikke, at Messias skal fødes. Vi ser ham som en voksen mand, der måske kommer ridende ind i Jerusalem på en hvid hest for at løsrive os fra undertrykkelse og give os en fire dages arbejdsuge. Men dette julekort siger tydeligt, at han skal fødes på mirakuløs vis, og at det skal være et tegn. Og ikke nok med det, han skal fødes af en jomfru, én som aldrig har været sammen med en mand, men alligevel er blevet gravid. Se dét er mirakuløst. Engang fortalte Larry King mig, at den person han allerhelst ville interviewe var Jesus. Hans første spørgsmål ville være: ”Blev du virkelig født af en jomfru?” Rabbinerne vil udfordre denne idé: “Jomfru, hvor står det?” Det hebraiske ord der bruges her er almah og almah betyder ikke bogstavelig jomfru. Almah oversættes som en ung kvinde i giftealderen. Jeg er klar over, at i nutidens samfund betyder det ikke nødvendigvis jomfru, men dengang gjorde det. Udover det, er der et andet ord, betulah, der bogstavelig talt betyder jomfru. Rabbinerne vil sige, at hvis Esajas virkelig mente jomfru, ville han have brugt betulah og ikke almah. Alligevel dukker ordet betulah op utallige gange i Bibelen uden at det refererer til en jomfru. For eksempel i Joels Bog 1:8, hvor betulah refererer til en enke. Hmmm. Så det ord er altså ikke brugt så præcist i kontekst som almah, der betyder en ung kvinde i giftealderen, som altså endnu ikke var blevet gift og derfor i daglig tale på Esajas’ tid var en jomfru. Derudover oversatte rabbinerne den hebraiske Bibel til græsk i Alexandria 400 år før Jesus blev født, og de brugte ordet parthenos, der er definitionen på en jomfru. Så, denne fantastiske tekst giver os mere information. Mika fortæller os hvor Messias skulle fødes, og Esajas fortæller os hvordan han skulle fødes. Dette julekort blev taknemmeligt modtaget af Mattæus og jøderne af sin tid og igen i dag af os mens vi sender vores hilsner. Mattæus fortæller os om Esajas kapitel 7, “Alt dette skete, for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger: “Se, jomfruen skal blive med barn og føde en søn, og de skal give ham navnet Immanuel” – det betyder: ”Gud med os” (Mattæusevangeliet 1:22-23) Mattæus understreger, at navnet Immanuel ikke kun udtrykker, at Gud er på vores side, men at han tog bolig i blandt os. Han kom ned for at leve med os. Kedem ha olam. Den som er født og er fra evigheden, er Gud med os. Disse ord rummer en sådan kraft, en sådan styrke, en sådan teologisk dybde, at du ikke kan undgå Messias’ teologi i den hebraiske Bibel; det er der alt samen. Det er skrevet med stort og det er dybdegående. Vi ser til med forundring og får en lille smag af hans pragt. Med håb om, at du må opleve Gud med os denne uge og i juletiden. Gud velsigne dig, David

Flygtninge er den vestlige kirkes håb

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen Lausanne-bevægelsen afholdte i august deres tredje ungdomskonference i Indonesiens hovedstad Jakarta, som omkring 1000 kristne fra mere end 140 lande tog del i. Bodil Skjøtt, generalsekretær i Israelsmissionen, deler indtryk og udfordringer fra ti begivenhedsrige dage. Den mangfoldige kirke Konferencen afspejlede på mange måder kirkens mangfoldighed på verdensplan. Det kom blandt andet til udtryk gennem lovsangen, hvor rytmer, ord og kropssprog blev brugt til at lovprise Gud. Konferencen bød også på både opmuntringer og udfordringer. ”Vi fik fortalt om de herlige og forunderlige ting, der sker for Guds rige på de mest overraskendende steder i verden” Bodil fortæller om, hvordan de blev udfordret til at fortælle deres egen historie i lyset af Guds frelsende og fornyende kærlighed. Ikke kun, som den kommer til udtryk i den bibelske fortælling, men også sådan som Gud ved sin Ånd fortsat virker og kalder i dag. Troen må afspejle sig i livet Temaet for konferencen var ”Forenet i den store historie”, og blev indledt med en dramatisering af Bibelens fortælling fra skabelse til nyskabelse. Gennem bibeltimer, foredrag og andre indlæg blev Bibelens store kapitler sat i fokus under mindre overskrifter: skabe, bekende, reflektere og meditere, elske, forsone og tilbede. Temaerne var formuleret som handlinger med fokus på, hvordan Gud handlede og fortsat handler i verden. Vores respons på dét Gud gør må nødvendigvis føre til handlinger og komme til udtryk i en tro, som er aktiv, og som afspejler sig i måden vi lever på – i den verden som Gud fortsat kalder for sin. 20 000 kinesiske missionærer 200 unge kinesere deltog i konferencen, og de havde et helt særligt fokus på mission. De planlægger at udsende 20 000 kinesiske missionærer inden 2030. Særligt har de fokus på muslimske områder mellem Kina og Jerusalem under overskriften ”tilbage til Jerusalem”. I dag bor der også mere end en million kinesere i Afrika, så tiden blev brugt strategisk på at skabe kontakter og finde nye samarbejdspartnere. Nyt hospital i Nazareth Sammen med Tuvya Zaretsky fra Jews for Jesus stod Bodil for to mindre samlinger, der havde særligt fokus på jødemission. Her dukkede mennesker fra vidt forskellige steder op: Korea, Kina, Pakistan, Israel og Afrika. Der var blandt andet én, hvis organisation netop havde begyndt et hospitalsarbejde i Nazareth. Han ville have hjælp til at forholde sig til situationen mellem israelere og palæstinensere. Det var vigtigt for ham og hans organisation, at deres indsats for især børn med fysiske problemer med behov for operationer blev til et holistisk missionsarbejde. Navn eller stemme? Konferencen havde et dynamisk program med gode bibeltimer og ærlige og udfordrende indlæg fra ældre ledere i mission. De fortalte om de mange erfaringer, de havde gjort sig som ledere gennem de fejl og fristelser, de havde stået i gennem deres tjeneste. Bodil husker især et citat af Mutua Mahiani fra Kenya, der er international præsident for navigatørerne: ”Som leder må du vælge, om du vil være et navn eller have en stemme” I mødet med et menneskes personlige historie, bliver vi både udfordret og velsignet. Mødet med den forfulgte kirke Mødet med en ung pige fra Tunesien gjorde et stort indtryk på Bodil. Pigen fortalte om, hvordan muslimske kvinder, der var kommet til tro, oplever forfølgelse tæt ind på livet. Selv havde hun levet med dødstrusler fra sin egen familie. Hun var blevet gift med en kristen egypter i Tunesien, men da myndighederne fandt ud af, at hun var konverteret, blev manden udvist af landet. De bor nu i hver deres land. Som konvertit kan hun ikke flytte til Egypten. Pigen udtrykker dog klart: ”Men jeg er ikke et offer. Sådan må I ikke se på mig. Det er ikke min identitet. Jeg er en, som følger Jesus. Det koster, men det er prisen værd.” Flygtninge er kirkens håb Den næstsidste aften stillede Os Guinness spørgsmålet: ”Kan der skabes vækkelse i kirken i Europa?” Spørgsmålet står stadig klart i Bodils hukommelse. Guinness var ikke selv så sikker på det, men skal det ske, fastslog han, må vi have hjælp fra kirken i Afrika og Asien. ”Men det er også dem, der nu kommer til os som flygtninge eller immigranter. De er ikke kirkens problem i Europa. De er kirkens håb.”   Artiklen er en forkortet version, læs Bodils fulde beretning her  

Et lille eksperiment

Hvad sker der, hvis man sætter en blandede flok volontører fra Christ Church Guest House ind i kirken ved siden af og gir´dem et sangark til “Wonderful Grace of Jesus”? Se resultatet her: https://youtu.be/jIjkXFjK50s Jeg er med som den glade bas, der gir´den gas! (dvs. fjerde mand fra højre ved vores udførelse af sangen)

Vi har testet Guds kald

Anika Thorø Møller, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionens Unge Gud kalder på os på forskellige måder – det har Marit og Bradley Long erfaret som det nye præstepar i Immanuelkirken i Tel Aviv. Den ene var klar til at rejse med det samme; den anden havde brug for sin betænkningstid.  Det nye præstepar i Immanuelkirken i Tel Aviv, Bradley og Marit Long, har kastet sig over deres første store udfordring i deres nye hverdag i Israel: at lære hebræisk. Der er masser af sproglige finurligheder, der skal forstås, og selvom det går fremad, er der et stykke vej endnu. ”Det bliver sikkert ligesom, da jeg skulle lære norsk. Det tog mig mange år,” fortæller Bradley, der oprindeligt er fra England. Men trods vanskelighederne er Bradley og Marit klar til de udfordringer, der venter dem: ”I en nøddeskal tror jeg, Gud har kaldet os til den her opgave,” siger Bradley. “Og så er det sådan set underordnet, om det kræver at lære endnu et sprog.”  Tid til at teste For mere end to år siden nævnte generalsekretæren i Den Norske Israelsmission, Rolf Gunnar Heitmann, for Bradley Long, at man manglede en til at overtage danske Christian Rasmussens stilling som præst i Immanuelkirken i Tel Aviv.  Og siden da har Bradley haft svært ved at slippe tanken om at drage mod syd: ”Der var noget inde i mig, der sagde ja. Jeg kunne sige ja med det samme,” siger 51-årige Bradley, der dog alligevel gav sig selv tid til at tænkte det igennem en ekstra gang. Han ville teste kaldet. Marit, der er fra Norge, havde også brug for betænkningstid. Det resulterede i en ferie til Israel i foråret 2014 – eller nok nærmere en benhård eksamen, hvor Israel skulle testes. Parret skulle deltage i et møde i Immanuelkirken og tog børnene med. ”Det handlede om at finde en fred i, at det er her, vi er kaldet til. Nu har vi testet kaldet, og derfor føles det også rigtigt at være her,” fortæller Marit. Et hjerte for Israel Selvom sproget er fremmed for Marit og Bradley, er Israel ikke uvant. Tilbage i 1998 boede Bradley otte måneder på Vestbredden, da han rejste med Youth With a Mission. Marit har været i Israel flere gange på kortere ferieophold. ”Israel har haft en særlig plads i vores hjerte i lang tid. Det har påvirket mig mere, end det gør at besøge et andet spændende land. Det er fantastisk at tænke på, at det er det land, Jesus har boet i,” mener Marit. Kirke med åben dør Både Marit og Bradley ser frem til de udfordringer, der venter dem i Israel. Bradley skal primært fungere som kirkens præst, mens Marit, der er tidligere ungdomsdiakon, er leder for de unge voksne i kirken, leder lovsangsteamet til shabbatsgudstjenesterne, har ansvaret for volontørerne – herunder danske Louise og Rasmus Killerich Breindahl – og også på sigt skal undervise i engelsk på Vestbredden i samarbejde med os – Den Danske Israelsmission. Både Marit og Bradley Long har dog et helt særligt ønske for deres tid som ledere af Immanuelkirken: ”Vi er en kirke, men vi skal også være rettet mod samfundet omkring os. Vi skal have åbne døre – både fysisk og symbolsk,” mener Bradley, der håber på at kunne bidrage til mere evangelisation uden for kirkens mure. ”Vi håber Gud kan bruge os på den måde han vil, både i og uden for kirken,” siger Marit.   FAKTA MARIT OG BRADLEY LONG
  • Overtager jobfunktionen som præstepar i Immauelkirken efter danske Lisbeth og Christian Rasmussen, der har ledt kirken i 7½ år.
  • Marit og Bradley Long har været i gift i 15 år. De har boet de fleste år i Norge, men også i Holland og England.
  • Parret har fire børn: Benjamin på to, Maria Sophia på otte, Ruben på 10 – og Rebekka Olivia, som de mistede under graviditeten.
  • Har foreløbigt sagt ja til at lede Immanuelkirken i fire år.
  Dette er en forkortet version, læs den fulde artikel her

Følg os
på facebook


Kommende
begivenheder


Tilmeld dig
Nyhedsbrevet


Israelsmissionen | TORVET | Katrinebjergvej 75 | 8200 Aarhus N | Tlf. 7190 1885 | kontor@israel.dk | Reg.nr. 0994 kontonr. 0003054500 | MobilePay 30503