Month: februar 2017

Chosen people ministry

Her kommer et blogopslag om Chosen People Ministry, CPM.  CPM er en forholdsvis stor jødisk messiansk organisation, hvor der er omkrig 20 medarbejder rundt i landet.   Vi har oplevet to af CPM’s opgaver. I søndags var vi i food distribution, hvor vores job var at pakke 70 poser med forskellige madvarer. Mens vi var der kom der mange mennesker forbi og hentede en pose med mad. Det var virkelig fedt og en meget konkret måde at hjælpe på. Da vi var her fik vi af vide at vi ikke måtte indlede samtaler om Jesus, men at vi gerne måtte svare hvis de var interesseret. Grunden til dette var at nogle ville se det som et “noget for noget-princip”. Dog har Eugene, som står for food distribution, lavet en slags bibelstudie for alle interesseret hvor de starter med et måltid mad. Miriam fortalte at der kom mange ikke-troende til møderne, og at de blev ved med at komme.  Her pakker vi maden i poser Derudover har vi i onsdags været på et af CPM’s børnehjem hvor vi skulle lege med børnene en times tid. Det var spændende at møde de unge mennesker fra alderen 11-18 år.    Her laver vi slikposer til de unge mennesker på børnehjemmet  CPM arbejder også med overlevende jøder fra Holocaust og de tager på ture med dem, hvor de frit kan fortælle deres historie, men det er aldrig et krav.  Siden 2014 er der kommet en del ukrainer med jødisk baggrund til Israel grundet annekteringen af Krim. CPM hjælper derfor ukrainerne med at lære den jødiske historie at kende. “Vi gør mange ting med få mennesker” – citat Miriam    

Yuval

Yuval, som vi har været ved mandag og tirsdag i denne uge, er en jødisk messiansk kreativ/musik skole. Det fungere faktisk som en almindelig musikskole hvor man kommer til en times instrumentspil eller sang. De køre også enkelte hold med hebraisk, for børn som ikke går i folkeskole, men som evt. Får hjemmeundervisning. De har planer om at oprette flere hold pga. Stor efterspørgsel.  De har også nogle kreative timer. Men det er primært musikken som folk kommer der for.  Kontoret er altid åbent om dagen og de unge som har timer hos Yuval kommer også tit efter skole, og hænger ud med hinanden. Det fik vi at opleve tirsdag eftermiddag.  Her fik vi snakket med flere forskellige unge mennesker, i alderen 14-18 år. Det var meget spænende og inspirerende at høre om dem og deres liv her i Israel.  Vi kom omkring mange emner i vores snakke. Bla. Forskelle på Danmark og Israel, Gud, det at være messiansk jøde i Israel, og ganske almindelige teenagetanker omkring livet. Man kan mærke at de elsker musikken og Jesus. De vil gerne dele ud af begge dele, og det er fantastisk dejligt at opleve syntes jeg!  I Israel har alle drenge værnepligt i 3 år, og piger i 2 år. Det spurgte vi en del ind til, og hvordan de tænkte om det. De syntes det er fint, og der er gode muligheder for at gøre karriere i hæren.  Vores job hos Yuval bestod primært i at Ryde ud i et pulterrum. Gøre alle tingene derinde fra rene, smide unødvendige ting ud, og stable det pænt ind i rummet igen. Derudover lavede vi småting som at vaske vinduer, vaske døre og vægge, og støvsuge. Resten af tiden snakkede vi med de unge mennesker.  Det var dejligt at møde en kæmpe stor taknemlighed for det lille stykke arbejde vi havde gjort. Det betød helt tydeligt meget mere for dem, end det føltes som for os.  Organisationen hedder Yuval fordi der i det gamle testamente bliver nævnt en mand ved navn Yuval. Han var nemlig den første musiker i biblen. 

En lille kirke med et stort behov

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen Mikhail Vayshengolt giver et dryp fra sin menighed i Tel Aviv. Der er mange udfordringer, men også stor grund til at glædes. Jeg blev bedt om at tale i min lille kirke til vores evangeliske julegudstjeneste for russisktalende. Mit emne var ”julen er en jødisk højtid”. Da gudstjenesten var færdig, bad tre mennesker om syndernes forladelse. Den første var Maya, der et par dage tidligere havde været hjemme hos os for at fejre Hanukkah. Hun nød atmosfæren, der virkede anderledes end noget andet, hun havde oplevet før. Ved julegudstjenesten forstod hun, at det at kende Jesus og hvad han havde gjort for os, er kilden til den fred og glæde, hun har brug for. Vilena havde læst i bibelen gennem længere tid, taget notater og ledt efter sandheden. Hun var nu klar til at tage imod den. De første to kvinder der angrede, var jødiske. Den tredje kvinde, Svetlana, var ikke. Svetlana plejede at komme i en russisk ortodoks kirke og hun deltog endda til tider i nogle evangeliske kristne aktiviteter. Men efter gudstjenesten bad hun mig om at forklare, hvorfor Jesus var blevet korsfæstes. Efter vores samtale lød det til, at hun endelig forstod sit behov for en frelser. Bed om, at disse nye troende må vokse i nåden og i forståelsen af deres nye liv i Jesus.

Shevet Achim 

Her kommer et blogoplæg om organisationen Shevet Achim, for de særlige interesserede og til evt. kommende missionspiloter.  Shevet Achim er en organisation som har eksisteret i 22 år. Organisationen arbejder med børn med hjertesygdomme og -fejl. De hjælper med at få barnet og en forældre ind i Israel og giver dem husly, hjælp til betaling af operationer og aflastning af forælderen. De fleste familier som kommer til shevet er fra primært fra Kurdistan eller andre krigsramte områder i mellemøsten.   Shevet er en organisation som stoler fuldt og fast på at Gud vil sørge for at der kommer penge nok til at betale regninger og operationer, da deres indtægt alene består af donationer af organisationer, enkelt personer og kirker. Desuden vil de også gerne fortælle de familier som kommer om Gud og Jesus. De gør det blandt andet ved deres måde at være på, deres måde at opdrage børnene på og at synge til bords. Desuden giver shevet familien en bibel med på vejen, når de må komme hjem.   Vores primære opgaver på shevet i Tel Aviv var at passe børnene og derved aflaste familierne, gøre rent og tage med på hospitalet for at holde forælderen med selskab i den svære tid de nu står i, hvor de er i et fremmed land med et andet sprog, med et sygt barn helt alene. Derudover skulle vi også skrive blog om børnenes tilstand i sygdomsforløbet, så familier, donorer, kirker og andre interesserede kan følge med i børnenes tilstand. Hverdagen hos Shevet Achim starter med to timer hvor man lovsynger, ber og har bibelstudie. Derefter fordeles vi på et af de tre opgaver indtil middag hvor vi spiser sammen med de sygdomsramte familier. Når bunden er langt forsættes arbejdet indtil klokken 16:00 ca. Vi slutter godt af med et godt måltid, the og en kiks sammen med de andre volontører.  Mens vi har været der har vi oplevet mange forskellige kulturer da volontørerne kommer fra mange forskliige lande. Vi oplevede volontører fra Columbia, Tyskland, Amerika også selvfølgelig familiernes forskellige baggrund og kultur . Shevet er præget af merikanere da Jonathan som har starter shevet oprindelig kommer fra USA.  Shevet planter frøene i familiernes hjerter, så når de kommer tilbage til deres hjemland har de mulighed  for at opsøge Gud og lærer mere om ham igennem biblen. Derudover sørger Jonathan, som har startet shevet Achim, for at vande frøene så de kan vokse i troen og få svar på nogle af de spørgsmål de evt. Kunne få ved at læse i biblen. Jonathan bliver ved med at holde kontakten med familierne, også efter de er rejst hjem.   Generelt er organisationen gode til at se den enekeltes behov og give plads til at man kommer med forskellige behov. 

The right way..?

Det regner. Ikke meget, men nok til at der ligger et tyndt vandspejl på Jerusalems gader. Selvom jeg har besøgt ”den gyldne stad” et par gange, kan den stadig overraske og vise nye sider af sig selv. Heldigvis giver det mig en oplagt mulighed for at sidde indenfor, i min lille lejlighed, og dele lidt tanker fra mine første uger som kirkevolontør ved den danske kirke. Der er nok at tage fat i!  Jeg havde fornøjelsen af at følges fra Fredericia og helt til Jerusalems porte med tre gæve missionspiloter, der ligesom jeg er udsendt af Israelsmissionens Unge. Missionspiloterne er et enormt spændende og bredt volontørprogram, som har til formål at udruste unge danskere til at være i Guds mission og finde deres plads i den. Det sker gennem et 3 måneders ophold i Israel med undervisning, oplevelser og vigtigst af alt gennem mødet med en lang række af Israelsmissionens partnere i Israel og på Vestbredden, hvor de får lov at møde en masse vidt forskellige mennesker, med vidt forskellige fokusområder og evner, men som har det tilfælles at de ønsker at tjene Gud og mennesker gennem de evner de har fået givet. Det lyder godt, ikke? For 3 år siden var jeg selv en del af missionspilot programmet og det kan varmt anbefales. Hvis nysgerrigheden bliver ubærlig, kan deres blog også findes her på blog.israel.dk.   Nå, men tilbage til sagen. Vi ankom sikkert til Jerusalem, blev mødt af David Serner, den danske præst og fik anvist vores lejligheder, beliggende dybt inde i det kristne kvarter i den gamle bydel. Jeg har mit eget lille sted med piloterne (som de for nemhedens skyld vil blive kaldt på denne blog fremover) boende et stenkast herfra. Det er fantastisk at bo så centralt i det der af mange kaldes verdens centrum. Gravkirken ligger et par hundrede meter fra min hoveddør og Tempelpladsen, Grædemuren og den postkortvenlige klippehelligdom, hvor flere tusind års historie har sit udspring, er hurtigere at besøge end den nærmeste biograf. Det er sjovt at tænke på, hvor mange herskere, konger og andre ildsjæle som brugte et helt liv på at længes efter et sted, som i princippet kunne betegnes som min baghave.
Selfie med lederne fra en KFS/IU tur ved grænsen til Syrien. Vi kunne ikke se mere end halvanden meter ind i landet, men sammen med KFSerne bad vi for fred i området. Stærk oplevelse!
Som sagt er jeg kirkevolontør i den danske kirke. Titlen dækker over en lang række forskelligartede opgaver, som dog stort set alle har noget at gøre med piloterne. Det drejer sig om at forberede gudstjenester i kirken, som belejligt også ligger i den gamle by, at guide piloterne og andre rundt i byens mange religiøse og historiske seværdigheder, og undervisning i mission og det vi kalder ”Kristendommens jødiske rødder” – mere om det senere. Derudover er der en masse småopgaver, som at flytte madrasser rundt i byen, betale huslejer og meget andet.   Da jeg i sidste uge fik lov at undervise piloterne i Guds mission, sammen med min gode og rare kirkevolontørkollega Asbjørn, slog det mig pludselig: Hvor er det fedt at få lov at tage Bibelen med på arbejde – hver dag! Det er en kæmpe velsignelse at have Bibelen som det største og vigtigste arbejdsredskab, der hvor det meste af den foregår og er skrevet. Samme oplevelse fik jeg da en gruppe på 30 KFSere samlet fra gymnasier på Sjælland og Bornholm, som led i en tur arrangeret i fællesskab af Israelsmissionens Unge og KFS, i denne uge besøgte Israel. Jeg fik lov at guide gruppen i Jerusalem og en dag i Galilæa, som på to vidt forskellige måder giver anledning til masser af refleksion og taknemmelighed til Jesus, som sagde og gjorde så mange forunderlige ting på de steder. Samtidig var det utroligt rørende at opleve KFSernes nysgerrighed, ikke efter sten og årstal, men efter Gud og hvad han har at sige til dem i dag!   Det fylder mig taknemmelighed, også for alle de gaver fra familie og venner, Missionsfonden og Indre Mission, som har gjort det muligt for mig at være her, og ikke mindst Israelsmissionen som har turde at sende mig afsted. Af hjertet tak! På en stroppetur gennem den gamle by, fandt jeg dette skilt ved en, tilsyneladende desperat, sælgers bod. Det fik mig til at tænke. Går jeg den rigtige vej i forhold til Gud? Leder jeg andre, i dette tilfælde piloterne og KFSerne, den rigtige vej? Det blev især stærkt da jeg besøgte Grædemuren for at bede for jøderne og at de må tage imod Jesus som deres Messias. Her bliver det (igen) tydeligt for mig, at mange af dem ikke er på ”the right way.” Derfor vil jeg slutte med et vers som på mange måder er overskriften i arbejdet i Israelmissionen og mit arbejde som kirkevolontør: (Rom 10,1) ”Brødre, af hele mit hjerte ønsker jeg og beder til Gud om, at de [jøderne] må frelses.” Shalom!

Syriske flygtninge giver perspektiv på forsoning

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen Messianske jøder og palæstinensiske kristne var samlet til en forsoningskonference i Athen, for at lytte til hinanden i håbet om at kunne opbygge tættere relationer. Jamie Cowen, messiansk jøde, oplevede, hvordan teorien omkring forsoning blev omsat til konkrete handlinger, da de to parter fandt et fælles tredje ved at samarbejde om diakonalt arbejde for trængende syriske familier. Jamie Cowen og omkring 12 andre deltagere fra konferencen samledes en eftermiddag uden for konferencens officielle program for at møde og hjælpe nogle af de mange syriske familier, som gennem årene har oversvømmet Grækenlands kyster. Ledt af en palæstinensisk præst, der har opstartet et missionsarbejde blandt syrerne i Athen, blev de delt op i mindre grupper, og sendt ud til forskellige familier. Fælles om at møde familien Jamie Cowen og hans gruppe ankom til en lille tætpakket lejlighed. Her sad familien samlet – kvinderne klædt i sort – og spiste. De blevet ledt ind i et andet rum af familiens far, som nogle måneder tidligere var blevet en kristen. Det var hans familie imidlertid ikke, og da muslimske naboer var på besøg, ville han snakke med dem privat, indtil de tog hjem. ”Vi introducerede os selv som messianske jøder og palæstinensiske kristne fra Israel, der, i stedet for at se Syrien som en fjende, bad for syrerne,” fortæller Jamie Cowen. Faderen delte sin og familiens rørende fortælling om deres rejse gennem de seneste år. Efter mange prøvelser og lidelser i både Syrien og Tyrkiet, var de endt i Grækenland. Elsk din fjende Faderen kom til tro gennem et bibelstudie organiseret af den palæstinensiske præst, som også havde arrangeret besøget. Her blev det klart for ham, at der er en radikal forskel på islam og kristendom, især i Jesu lære om ”at elske sin fjende”. Efterfølgende begyndte han at stole på Gud. Da naboerne var taget hjem, sluttede resten af familien sig til gruppen. De kendte til hans nye tro, men lyttede stadig opmærksomt på hans fortælling. Afsluttende fik gruppen lov til at bede for familien. Jamie Cowen beskriver, hvor stærk denne situation var: ”Her sad vi: et par messianske jøder og en palæstinensisk kristen præst fra Israel og bad for denne familie med konen, der var fuldt iklædt muslimsk sort. Vi bad om velsignelse, fremgang, håb og trøst, en fremtid og at Gud ville finde deres savnede søn.” Guds kærlighed handler om at skabe bro Da gruppen samledes med resten af konferencedeltagerne, havde andre meget lignende historier at dele. “Dette er, hvad Guds kærlighed handler om: at skabe bro på tværs af politiske og regionale forskelle ved at lytte til hinanden, arbejde sammen og elske hinanden,” udtrykker Jamie Cowen. Han vil sammen med sin kone fortsat dedikere sig selv til at skabe tættere relationer til deres arabiske brødre og søstre. De har intentioner om at hjælpe den palæstinensiske præst, der driver mission blandt de syriske flygtninge. ”Alt imens den amerikanske regering tager afstand fra flygtninge og den israelske regering gør livet svært for palæstinenserne, vil min familie og jeg tjene Gud,” fastslår Jamie Cowen afslutningsvist.   Læs Jamie Cowens fulde beretning her. Øverste billede: (C) Chad Briggs/Flickr 

Glimt fra en lysende kampagne

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen  Da Jews for Jesus lancerede deres første online-kampagne ”spred lys” i december, blev mere end 210,000 mennesker berørt af et klart evangelisk budskab. Ét af disse mennesker er den sekulære jødiske mand Shlomo fra Australien, der kom i snak med Jews for Jesus gennem deres online chat. Ziggy Rogoff, messiansk jøde, førte samtalen med Shlomo. Efter en indledende introduktion nævnte Shlomo, at han havde læst det nye testamente. Her er et lille udsnit af samtalen: ”Hvad lærte du om øjenvidneberetningerne om Jesus i det nye testamente?” spørger Ziggy. ”Efter at have været politibetjent i mange år, har jeg lært aldrig udelukkende at stole på øjenvidner,” indrømmer han. ”Okay, men hvad tænker du så om Elie Wiesel’s øjenvidneberetning om Auschwitz? Hvorfor tror du på Elie?” ”Det må stadig afhænge af samstemmende øjenvidneberetninger med understøttende beviser, der ikke afhænger af, hvad folk siger,” insisterer Shlomo. Ziggy fortsætter med at udfordre: “hvis vi brænder alle øjenvidneberetninger og enhver video med vidnesbyrd ved vi intet om Auschwitz, ikke? Det hele afhænger af øjenvidner. Og når det kommer til Jesus, har vi masser af øjenvidneberetninger. Hvorfor er du så besluttet på ikke at tage Jesus seriøst?” ”Jeg tror virkelig ikke på en skaber af universet – hvis vi antager, at en sådan eksisterer – der er blevet født som en jødisk prædikant for 2000 år siden,” ytrer Shlomo. ”Det skal der en del mere til end et par manuskripter. De påstande Jesus kom med, giver ikke nogen mening for mig. Jeg troede faktisk at denne hjemmeside var en joke, men det viser sig at I er ægte nok.” Da Shlomos interesse vedblev, tilbød Ziggy at sætte ham i kontakt med Jews for Jesus’ missionærer i Sydney, som kan mødes med ham ansigt til ansigt og hjælpe ham finde sandheden. Bed for Shlomo og for at hans interesse ikke går tabt, og at Helligånden må nå ham. Shlomos møde med evangeliet er blot ét af mange lysglimt fra kampagnen.

Du er ikke alene

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen  I anledning af Hanukkah afholdte “Tents of Mercy”, et netværk af messianske menigheder i det nordlige Israel, en lejr for mere en 80 teenagere. Flere deltagere deler opmuntrende vidnesbyrd om deres møde med Jesus og det indbyrdes fællesskab. Det er en stor udfordring for mange unge i dagens Israel at tro på Jesus. De oplever, hvordan det at identificere sig selv som messiansk jøde, skaber uønskede barrierer mellem dem og deres klassekammerater, og at det har konsekvenser for deres sociale liv. Selvom det er alment accepteret, at livet som jøde kan leves på mange måder, er det endnu ikke acceptabelt at tro på Jesus. Til trods for de mange udfordringer, fortæller ungdomskonsulenten Sarah om store opmuntringer fra lejren. Hun beretter blandt andet om pigen Muriel: ”Muriel kæmpede. Hun var blevet stemplet som en ”outsider” af sine klassekammerater, og troede, at hun var den eneste troende på skolen. Men, bare et par timer efter at vi havde bedt Gud om at sende en anden troende, mødte hun en ny ven på lejren, som viste sig at gå på sammen skole.” … Og andre unge, der delte deres vidnesbyrd: Ester (18 år): ”Den første nat rørte Gud virkelig ved mig. Jeg kunne ikke presse mere lovsang ud. Jeg eksploderede indvendig af Guds kærlighed.” Eli (rådgiver): ”Det var min første gang på lejren. På den første aften under lovsangen, følte jeg Guds nærvær meget stærkt! Det var én af de dybeste oplevelser, jeg havde haft i Israel. Jeg takker Gud for muligheden for at være en del af lejren.” Elior (17 år): ”Jeg kendte ikke nogen. Jeg følte mig malplaceret. Men I tog i mod mig og jeg fik nye venner. Det var en stor velsignelse.”

Ebenezer får grønt lys

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen  Plejehjemmet Ebenezer fik i oktober tilladelse til at fortsætte byggeprojektet, som skal forsyne hjemmet med en ny afdeling for sygepleje.   David Phillips, der er leder af byggeprojektet, fortæller, at de har haft et meget opmuntrende møde med kommunen. Da Ebenezer ligger i den tyske koloni, som er på UNESCO’s liste over verdensarvsområder, skal der tages nogle særlige hensyn. Blandt andet skal bygningen beklædes med sten, så den passer ind med de andre gamle tyske hjem. ”Amos, vores arkitekt, har gjort et godt arbejde med at indarbejde alle restriktionerne. Nu kan vi fortsætte med at få byggetilladelsen,” fortæller David Phillips. De kommende måneder vil der være fokus på kommunikationssystemerne og integrering af lægeudstyr, vand, aircondition og brandsikkerhed. ”Der er stadig lang vej endnu, men efter Guds vilje når vi det hele!” Følg med i processen her.  

“Haval”

Som Anna beskrev på bloggen i går, arbejder Shevet Achim med børn, der har hjerteproblemer. Jeg fik derfor æren af at tage med ud på hospitalet i går, hvor vi skulle checke to børns tilstand og møde fædrene til børnene. Ofte er det sådan, at Shevet Achim hjælper barnet og en enkelt forælder med til landet Israel, da de fleste af patienterne som udgangspunkt ikke har indrejsetilladelse til Israel (fordi de ofte kommer fra lande, som er fjender til Israel), og derfor er der sjældent mulighed for at få en hel familie med til landet. Det betyder også, at den forælder, som følges med barnet hen til hospitalet, ofte kan være ret ensom i landet. Dem var vi nu på vej hen til. Da jeg træder ind på hospitalet, kan jeg mærke, hvordan maven vrider sig. Det slår én hårdt, når man bider mærke i de mange børn, som ligger med slanger koblet op på brystkassen, mens apparaturet ved siden af slår de vante “bip, bip, bip”. Et hospital har aldrig været et sted, som jeg frivilligt ville gå hen til, da det i mit hoved forbindes med en masse smerte og lidelse. Denne association skulle dog vise sig at blive vendt i løbet af dette besøg. Vi træder ind på Zakariyas’ fællesstue, som ligger på intensiv-afdelingen, og her møder vi hans far. Blikket stråler, og selvom han er en mand, der ikke kan udtrykke sig på engelsk, var glæden ikke til at tage fejl af. Det første han siger til mig er “haval”, som jeg får at vide betyder “ven” på kurdisk, og selvom samtalen herefter foregår med armbevægelser, var der ingen tvivl om taknemmeligheden for mit besøg. Ved hjælp af den kære Google-oversæt, fortæller han, at hans familie boede på Sinjar-bjerget, indtil IS kom og fordrev alle kurderne op på bjerget, mens de terroriserede byen og dens befolkning. Arene på sjælen var mange, men mandsmodet i ham var ikke forsvundet. Nu stod vi så der, samlet omkring Zakariyas’ seng. Han er en meget tynd dreng, og det kræver nogle kilo, før han kan overflyttes til en anden afdeling end den intensive. Dog er hans smil ikke til at tage fejl af; han er i bedring! Med hjælpen fra Shevet Achim og anonyme donorer er det lykkes at få operationen i tide, så han er kommet på rette kurs.   Tidligere skrev jeg, at mine tanker omkring et hospitalsbesøg har ændret sig fra kun at handle om smerte; Nu handler de også om den støtte og opmuntring, som man kan dele med hinanden. Ingen tvivl om, at faren har kæmpet mod ensomheden og bekymringerne i sygdommens stund, men jo mere du går på usikre veje, jo bedre kan Gud træde til, og det har han i sandhed gjort her. Selvom jeg ikke i praktisk forstand udførte noget arbejde på hospitalet, så var min tilstedeværelse nok, og det var dét arbejde, Gud havde sat mig til, og når Gud havde sendt mig, så var jeg en sand “haval”.
  • 1
  • 2

Følg os
på facebook


Kommende
begivenheder


Tilmeld dig
Nyhedsbrevet


Israelsmissionen | TORVET | Katrinebjergvej 75 | 8200 Aarhus N | Tlf. 7190 1885 | kontor@israel.dk | Reg.nr. 0994 kontonr. 0003054500 | MobilePay 30503