Her leger vi turister på taget i Jerusalem. Gad vide hvor mange kirker der er på dette billede?⛪️??
Vi har nu været i Israel i én uge. Den første uge er gået meget med at lege lidt turister, at lære Jerusalem, og specielt den gamle by at kende. Vi ankom i går aftes til vores første organisation; Shevet Ahcim, hvor vi skal være indtil torsdag. Her kommer børn med deres familier, som skal opereres for hjerteproblemer. De fleste kommer fra det nordlige Irak, og nogle gange Syrien.
Her på stedet et vi blevet taget rigtig godt imod og jeg er allerede glad for at være her. Alle de frivillige bor her på stedet sammen med de familier som er her, i et stort fællesskab. Og det gør det meget hjemmeligt at være her. Her er også noget mere luksuriøst end i vores lejlighed i Jerusalem ;)
Her på Schevet Achim skal vi bla. Hjælpe med huslige pligter og rengørring. Vi skal også være sammen med familierne som er her med deres børn, og også med på hospitalet og se til dem som er der. Enten før eller efter deres hjerteoperation.
I dag har jeg arbejdet sammen med Camilla som er volontør. Camilla er 27 år gammel, fra Columbia og er messiansk jøde. Hun har været her på Shevet Achim i 6 måneder og skal være her 4 mere. Og hun er rigtig glad for at være her. Hun har et stort smil og et skønt grin! Her ses Shevet Achim ude fra
Camilla og jeg har i dag gjort hele køkkenet rent. Vi har også rengjort badeværelser, vasket gulve og pudset vinduer. Derudover har jeg bagt kage til en af de andre frivillige Alexa’s fødselsdag her til aften.
Det er dejligt at give en hånd med hvor der mangler, og jeg kunne mærke hun værdsatte min hjælp i dag, og det gjorde mig rigtig glad! Jeg snakkede også med Camilla om hvor dejligt det er at kunne kommunikere med hinanden trods det at vi kommer fra to vidt forskellige lande med med to vidt forskellige modersmål. Hun var enig med mig og sagde; “That’s the holy spirit!” Vi grinte og smilte til hinanden.
Donald Trump er taget i ed som USA’s næste præsident, og siden valget i november 2016 er der særligt ét spændingsfelt, som har fanget opmærksomheden: Den tilsyneladende kompleksitet der ligger i, at Trumps sejr uomtvisteligt har åbnet for en øget antisemitisme i USA, mens hans politik og mange af hans rådgivere på den anden side er meget venligt stemte overfor Israel – nogle vil sige zionistisk. Hvordan hænger det sammen?
Antisemitismen og de tiltagende rapporter om hadforbrydelser med racistiske under- og overtoner i kølvandet på valgresultatet, taler sit eget tydelige sprog. Den antisemitisme, mange jøder regnede for at være et overstået kapitel i USA, har ligget og ulmet og er nu vendt tilbage til overfladen.
Trump har ikke taget afstand
Under selve valget har flere også givet udtryk for bekymring over Trumps egen retorik. Men, som Bradley Burston, redaktør på den israelske avis Haaretz, også pointerer, har særligt Trumps tilhængere udfoldet en antisemitisk retorik, og mange har haft en oplevelse af, at præsidenten ikke har taget nok afstand fra disse tilhængere, som tilhører det yderste højre i amerikansk politik. For eksempel har den tidligere stormester fra Ku Klux Klan, David Duke, udtrykt uforbeholden begejstring for Trump. Gennem hele valgkampen har Trump nægtet at tage afstand fra støtten fra Ku Klux Klan og det radikale højre.
Journalister et udpræget mål
Jødiske journalister har været et udpræget mål under præsidentvalgkampen. En undersøgelse viser, at fra august 2015 til juli 2016 blev der lavet 2,6 millioner opslag, eller ”tweets”, på Twitter med antisemitisk indhold. Rapporten anslår at disse opslag er set op imod 10 milliarder gange, hvilket ”kan være medvirkende til at bekræfte og normalisere antisemitisk sprogbrug i en enorm skala.”
Absurde påstande!
Der findes også dem, som finder det absurd at komme med beskyldninger om antisemitisme mod Trump. Hans svigersøn er selv jøde, ligesom mange af hans nærmeste politiske rådgivere er det. Derudover er Trump kommet med udenrigspolitiske meldinger om en fremtidig politik i Mellemøsten, som af iagttagere ses som den mest israelvenlige politik i mange år. For eksempel har Trump lovet at flytte den amerikanske ambassade til Jerusalem – en massiv tilkendegivelse af Jerusalem som Israels udelelige hovedstad, og en handling som ville slukke håbet for mange palæstinensere om en selvstændig stat med Østjerusalem som hovedstad.
Opfat hvert et giftigt ord som et løfte
Hvordan skal vi forholde os til kompleksiteten i denne nye virkelighed?
Liel Leibovitz, skribent på det jødiske magasin Tablet, har stillet det samme spørgsmål, og kommer blandt andet frem til følgende i en klumme, hvor han reflekterer over sin bedstefars flugt fra 1930ernes Wien: ”Opfat hvert et giftigt ord som et løfte.”
Sammenligninger på tværs af historien vil altid komme til kort, så at sammenligne Wien i 1930 med USA i 2017 kan forekomme tåbeligt. Men meget af det, der skete i Europa i 30erne og 40erne, var en konsekvens af, at ord alt for ofte blev bortforklaret og overanalyseret. At de ikke blev taget alvorligt og for pålydende.
Hver generation skal vaccineres
Den anden side af sagen giver Leibowitz udtryk for i en anden klumme i efterspillet til en episode, hvor en legeplads blev sværtet til med nazistisk graffiti. Ham der gjorde det, skriver Leibovitz, ”er med al sandsynlighed en uopdragen teenager der kedede sig bravt frem for en Obersturmführer i træning.” Han pointerer, at vi må trække vejret dybt og lære at kende forskel på narrestreger og ondskab. Leibovitz slutter konstaterende:
”Det bedste svar til oppustet og overdreven retorik er aldrig en anden oppustet og overdreven retorik; det er ro, medlidenhed og barmhjertighed.”
I Israelsmissionen ønsker vi ikke at bidrage til ”oppustet og overdreven retorik”, men vi vil påtage os ansvar og gøre opmærksom på, når vi ser faresignaler, som er historisk genkendelige. For vi tror analysen fra Ervin Kohn, overrabbiner i Oslo, er rigtig, når han siger, ” at antisemitisme ikke er et fænomen, der forsvinder eller kan stoppes en gang for alle, men at det er en virus, som man er nødt til at fortsætte med at bekæmpe. […] Virkeligheden viser desværre, at hver eneste nye generation skal oplyses og vaccineres mod den antisemitiske syge,” konkluderer Kohn.
Artiklen er en forkortet udgave af artiklen i Israelsmissionens magasin, Evangeliet og den Jødiske Verden.
Det meste af dagen idag har gået med at fortælle vores livshistorier. Da vi hørte Annas livshistorie sad vi i en idyllisk gårdhave bag Christ Church hvor der virkelig bare var ro og man kom virkelig væk fra markedsstemningen og bylivet, selvom vi var under 100 meter væk. Desuden skinnede solen fra en skyfri himmel og at kunne sidde der i solen og bare nyde at være her og høre Annas livshistorie var helt fantastisk og en meget fed oplevelse. Herefter tog vi til stedet overfor den danske kirke og spise en falaffel.
Herefter blev det Katrines tur og denne gang sad vi ovenpå taget af en bygning (hvilket er lovlig og meget normalt) i solskin og læ. Det at blive varmet ordentlig igennem var noget som vi allesammen trængte til da lejligheden er iskold.
Jeg havde virkelig en god oplevelse med det, da man virkelig kan lære hinanden at kende på godt og ondt på nogle få timer. Derudover har det at høre Anna og Katrines livshistorier virkelig fået mig til at tænke over mit liv. Hvad er vigtigt for mig? Hvad drømmer jeg om i mit liv? Hvilke målsætninger har jeg? Imorgen bliver det min tur. Jeg har idag følt at man virkelig kan sige hvad som helst og at det bliver modtaget positivt og uden fordømmelse. Det syntes jeg virkelig er fedt og unikt.
Derudover har vi idag mødt en araber, som ejer en lille butik nær vores lejlighed. Han bød på gratis juice og en god fortælling. Han fortalte hvordan han gennem et syn i en drøm blev kristen. Han har valgt at leve som kristen og tro på Gud selvom hans familie stadig er muslimer. Det var så fedt at høre hans vidnesbyrd. Desuden er han vores “insider guy”, da vi altid kan komme til ham og spørge hvor meget vi maksimum skal give for de forskellige varer. Det ved han og han er en meget ærlig mand.
Så var det tid til selvforkælelse så vi tog til Cofizz i det “ny Jerusalem” hvor vi købte passionsfrugt- og kinderdrik. Herefter tog vi tilbage til lejligheden og fik slappet af og spist aftensmad.
Rebekka Zoll Nielsen, netværkskoordinator i Israelsmissionens Unge
I sommers havde jeg fornøjelsen af at være i Israel med fem tidligere missionspiloter. På turen gennemlevede vi vores volontørprogram igen, da vi besøgte flere af de organisationer, som vi tidligere har arbejdet for, herunder Ebenezer-hjemmet i Haifa. Under arbejdet kom en af de ansatte, Fred, forbi, og vi holdt en pause, hvilket Fred benyttede til en spontan lille andagt.
Han kom ind på, hvordan det er vigtigt at have den rette attitude i det arbejde, man laver. Han fortalte, at det er lige meget, hvad man laver. Om man fx bruger sin dag på hygiejnemæssige opgaver, så længe man har den rette attitude – at man vil gøre sit bedste og elske sine medmennesker i det, man laver.
Han betonede, at Jesus kun prædikerede offentligt en lille del af sit liv, og at han resten af sit liv arbejdede som tømrer og fokuserede på sit hverdagsliv. Det var ikke noget særligt arbejde, men Jesus tjente og ærede alligevel Gud i det og ønskede at elske menneskene omkring sig. Fred påpegede, at Jesus godt kunne have startet sit offentlige virke tidligere, men at han blandt andet ønskede at tjene Gud og mennesker ved at leve et normalt liv og at bruge det som forbillede.
Jeg kan nogle gange tænke, at mit liv først rigtigt begynder, når jeg engang er færdig med min uddannelse, og at ’fromme’ gerninger kan vente til, jeg bliver ’voksen’. Fred sagde om Jesus, at han ikke ventede med at tjene og ære Gud, til han begyndte sit offentlige virke. Han gjorde det igennem hele sit liv, dér hvor han var.
Hvis du ligesom jeg, kan tænke, at mission kan vente, så er det nok en påmindelse værd at minde om, at dit liv allerede er i gang, og at du er kaldet til mission også nu. Hvis du modsat mig tænker, at du er for gammel til mission, og at det er tid til, at de unge tager over, vil jeg udfordre dig på at tage en snak med Gud om, hvorvidt han er færdig med dig. Det er han næppe!
Skal vi ikke elske og tjene de mennesker, vi er iblandt? Bruge tid med vores kollegaer og studiekammerater og danne relationer til dem? Hilse på vores naboer og hjælpe dem, hvis nødvendigt?
Der på græsplanen i Ebenezer-hjemmets have opfordrede Fred os og alle andre med til at ære Gud med vores liv. Lige meget om vi er studerende, arbejdsløse, på arbejdsmarkedet eller pensionister. Jeg læste engang i en bog, at vi som kristne skal leve gennemsigtigt. At vi skal lade mennesker se mindre af os og mere af Gud, når de ser på os. Jeg tror, Jesus med sit liv forsøgte at vise os et eksempel, også da han var tømrer, som vi skal efterligne.
I Hebræerbrevet 13,16 står der: ’Glem heller ikke godgørenhed og gavmildhed; det er den slags ofre, Gud finder behag i’. Det er et vers inspireret af Esajas 58, 6-7 om en faste med fokus på næstekærlighed. Mon ikke Jesus blandt andet har haft Esajas’ ord i sit hoved, da han som ung mand tjente Gud som tømrer i Nazaret?
I dag har vi fået en rundvisning og guidet tur i Jerusalem, af vores kirkevolontør Joakim. Det har været en lang dag med en del gåen, men vi har fået set en masse spændene ting. Vi har bla. Været på det jødiske marked, været oppe i tårnet i den danske kirke og set ud over den gamle by. Den danske kirke ligger midt i Jerusalem, hvor David er præst. Vi har også spist en lækker falaffel. Vi har givet alt for mange penge for grøntsager, hvilket vi har lært af… hehe.
Nu har vi lige spist vores første aftensmåltid, som bestod af ris og grøntsagssnask?
Efterhånden som vi kommer rundt i Israel, vil bedømme de forskellige steder hvor vi har spist falafler, fra 1-10, for at i så til sidst kan vide hvor man i Israel kan få den aller aller bedste falaffel!
I dag spiste vi på Allayat og den har fået 4 point.
I går spiste vi vores første falaffel på en cafe lige over for kirken. Den har fået 6 point.
