Month: marts 2017

Fodbold, forsoning & frustration

Det er ikke helt let at ryste billedet af den kun 19-årige tjetjener af sig. Han er hentet til den israelske fodboldklub Beitar Jerusalem – sandsynligvis som et led i en privat handelsaftale for at pleje ejerens forretningsforbindelser. Nu sidder han så der og længes hjem, fordi det ikke er let at falde til et nyt sted, når dem der skulle bære en frem og heppe på sidelinjen, slet ikke ønsker du er der. Scenen er fra en dokumentarfilm, jeg så for et par dage siden. “Forever Pure” handler om den mest populære fodboldklub i Israel, Beitar Jerusalem, som er den eneste klub i den israelske liga, som aldrig har haft en arabisk spiller ansat. Dokumentaren afslører en kultur af racisme på tribunerne, som kommer til udtryk i fuld flor, da de to fodboldspillere fra Tjetjenien ankommer. De chikaneres, fordi de er muslimer, og enhver fra klubben, som støtter dem, bliver brændemærket som forræder. Det ender da også med at de spillere forlader klubben efter kun en halv sæson. I begyndelsen af den nye sæson skulle man så tro at klubbens fans var parat til en ny begyndelse. Men første dag til træning møder de massivt op og kræver anfører og målmand, Ariel Harush’ afgang. Han hyldes som en helt i begyndelsen. Til sidst kalder de ham forræder. Også træneren fyres sammen med direktøren. Det er aldrig let at være den, som går op i mod det etablerede system eller holdninger. Heller ikke i Israel og slet ikke, når det kommer til at tale for forsoning. Undervejs i filmen sad jeg og tænkte flere gange, at det må være forfærdeligt frustrerende at stå der og forsøge at få andre til at forstå, at mennesker ikke bliver mindre værd blot fordi de kommer fra et andet land eller fordi de tror på noget andet end flertallet. Fordi det synes så åbenlyst, at det er sådan. Og åbenlyse sandheder skal vel hverken forklares eller forsvares? Men sådan er det nok i alle aspekter af livet, når vi bliver for fokuseret på vores egen verden og forståelsen af den. Det var i hvert fald ikke svært at genkende de frustrerede mennesker fra både mig selv og nogle af de mennesker, jeg har mødt gennem arbejdet her i Israelsmissionen. Behovet for forsoning mellem to befolkningsgrupper kan synes så åbenlyst, og derfor kan det være så frustrerende, at det er så svært. Ikke bare svært at få til at lykkes, for det er det i sandhed! Men også svært overhovedet at få andre mennesker til at se behovet, engagere sig, ikke miste modet. For der er heller ikke langt fra helt til forræder i samfundet. Det er der mange, der har måtte sande – og som nu spiller for tomme tribuner ligesom fodboldholdet fra Jerusalem. Som Niels Nymann Eriksen prædikede til vores årsmøde forleden: En fjende er et menneske, hvis historie du endnu ikke har hørt. Det synes jeg, er godt sagt. Fordi det fortæller noget om, at vi alle har en fortælling, vi bærer med os og som er medbestemmende for, hvordan vi ser verden og møder andre mennesker. Den kan vi ikke bare gøre os fri af. Men vi kan lytte til andres og håbe på, de også vil lytte til vores. Derigennem opdager vi med al sandsynlighed hinandens med-menneskelighed. Fordi det er det, vi er. Med-mennesker. Det skal være hverken forklares eller forsvares. Det skal opdages. (Foto: Fra filmen) (Du kan se “Forever Pure” indtil 22. april på dr.dk.)

Nøglen til at møde de lokale

Her kommer der en lille beretning fra dagligdagen i Jerusalem. I skal ikke kun høre om de ‘obligatoriske’ begivenheder, såsom ørkenture, organisationsbesøg og tankerne omkring disse, så derfor kommer nu en lille fortælling om, hvordan vi tre piger stod med fortabte blikke midt i den gamle by i Jerusalem.   Vi er netop kommet hjem fra vores Galilæa-tur, som bød på en uge i selskab med nordmænd, Morten Hørning og mange sten (som Morten forsøgte at gøre levende for os), og her har vi modtaget informationer og refleksioner indtil bægeret var ved at flyde over. Kloge er vi blevet; det må man sige, og det resulterede i tre trætte piger, der søndag aften skulle ud for at handle, så det tomme køleskab kunne fyldes på ny til de kommende tre uger, hvor vi vil være fast forankret i vores charmerende, til dels lidt skavankplagede, lejlighed. Da vi vender tilbage fra den lokale købmand med hænderne fyldt, begynder vi at kigge rundt på hinanden. Hvem har haft nøglen? Snart begynder de vilde blikke at sprede sig, da vi opdager, at ingen af os er i besiddelse af den eneste nøgle, som vi har til lejligheden. Efter en grundig gennemgang af diverse lommer, tasker og fjerne afkroge, går vi turen frem og tilbage til købmanden endnu engang. Med blikkene stift rettet mod jorden for at undersøge enhver glimtende krusedulle, gik vi, men uden held. Ingen nøgle. Ordene var få, men tankerne mange. Gad vide, om nogen havde fundet nøglen og taget den med sig.. Til sidst udfoldede vores tanker sig til en fælles bøn, hvorefter vi valgte at gå turen endnu engang. Halvvejs i runde tre spørger en mand os, hvad vi leder efter, da vi efterhånden er gået forbi de samme mennesker en del gange med stille mine og stive blikke. Vi forklarer ham situationen, og straks herefter går han hjem for at hente sin MEGET gode lommelygte, da lyset fra vores telefoner ikke var godt nok. Manden hed Sam og havde boet i amerikanerland i 35 år, hvor han havde arbejdet for BMW og senere for den amerikanske regering, hvor han tog sig af grænsekontrollen. Hans engelsk var derfor eksemplarisk, hvilket var en stor hjælp i frustrationernes tid, så sproget ikke var en yderligere forhindring i de sene aftentimer. Da vi har gået ruten endnu engang med ham, og stadig ikke har fundet sporet af nogle nøgler, trøster han os og tilbyder os husly for natten hos sin familie i tilfælde af, at missionen ikke lykkedes. Vi forsikrer ham dog hurtigt om, at vi har alternative muligheder i form af vores præst eller kirkevolontører hernede, hvis det skulle nå så vidt, men tilbuddet var i sig selv så gavmild en gestus, at vores humør steg et par grader! På tilbagevejen til vores lejlighed (endnu en gang) snakker Sam med alle, som vi møder på vores vej. Her forhører han sig ved hver en levende sjæl, om nogen har stødt på et sæt nøgler. Langt de fleste ryster på hovedet, DA NOGLE PLUDSELIG VENDER DERES HOVEDRYSTEN FRA AT VÆRE HORISONTAL TIL AT BLIVE VERTIKAL! Glædens tid og stund ville ingen ende tage, da Sam får fat på nogle yngre gutter, som tilkalder nogle andre fyre, som til sidst bringer os en lille dreng med et sæt nøgler – VORES nøgler! Lettelsens suk lyder, og vi takker i fællesskab Gud for at have ledt os til de rigtige mennesker. Det mest utrolige ved denne hændelse er, at da vi har fundet denne nøgle ved hjælp af Sam, så får vi både hans armbånd, som ny nøglering (så vi ikke mister dem igen..), tilbuddet om at få hans effektive lommelygte (vi afslog dog pænt), plus en åben invitation til en kop kaffe/aftensmåltid samt gode rabatter på souvenirs, mad og hårde hvidevarer (den sidste bliver nok ikke aktuel, trods alt). Efter at vi tre fortabte piger havde fået sådan en håndsrækning af ham, så var det alligevel Sam, som tilbød ENDNU mere, næsten som tak for at møde os, selvom dette burde have været den anden vej rundt. Denne kærlige mand vendte hurtigt vores oplevelse 180 grader, og aftenen endte med en boblende glæde over mødet, samt en kæmpe taksigelse til Gud for bønnesvar! Men bare rolig. Helt grønne forbliver vi ikke. Vi har nu lavet tre nye kopier af nøglerne.
Her ser I vores nye nøgler!!
Her ser I vores nye nøgler!!

Årsmøde, familiefest og relationer  

”En fantastik weekend med en oplevelse af at være fælles om noget som er vigtigt, som vi gerne vil prioritere” – stod der i en af de evalueringer, jeg har fået efter vores årsmøde-weekend i København. Når nu man selv stadigvæk er lidt træt efter en lang weekend med mange bolde i luften og mange tråde, der skulle bindes sammen, gør en sådan evaluering godt. Det var det hele værd. Det var en fredag/sabbatsaften i Betlehemskirken med fokus på samhørighed med det jødiske folk, godt fællesskab og en god stemning hjulpet godt i gang af en dygtig kletzmer-musiker. Det var en lørdag formiddag –med småregn og blæst – rundt i Københavns gader med fokus på byens jødiske historie afsluttet med en meget personlig historie i forhold til terrorangrebet for kun 2 år siden. Det var en eftermiddag i Apostelkirken i selskab med venner og interesserede om et varieret og udfordrende program, som sluttede med en gudstjeneste med fokus på forsoning og vores relation til Gud og til hinanden. Nogle fortsatte derfra til jødisk purimsfest ved synagogen. Det endelig punktum for weekenden var gudstjeneste, samvær og fortællinger i Grønnevang Kirke i Hillerød. Jo, det var ”en fantastisk weekend med en oplevelse af at være fælles om noget vigtigt”. Jeg sidder tilbage med et ord eller en sag, som weekenden satte fokus på for mig, nemlig ”relationer”.  Jeg fik helt konkret set og hørt de mennesker, vi i Israelsmissionen har en relation til. Hvad enten de var venner, ”gamle” volontører eller tidligere medarbejdere. Relationer er levende og derfor skal de plejes og fornyes, og det kan ske ved en sådan ”familiefest”, som et årsmøde også er. Og det blev en fest fordi hele den store familie takkede ja til indbydelsen.   Lørdag aftens gudstjeneste med fokus på forsoning gav mig også en ny glæde over den relation, som Gud inviterer os ind i og selv har gjort mulig ved at fjerne en mur fjendskab og komme til os i Jesus, Israels Messias og verdens frelser. Han har vendt, hvad der er ondt og gør ondt til noget godt og gjort fællesskab muligt – med ham og med hinanden. Derfor ærgrer det mig også, at vores jødisk israelske ven på årsmødet, David, netop efterlyste gode og nære relationer til mennesker i Danmark. Han har været her i mere end 6 år, har tilegnet sig sproget, så han kan begå sig, men kan ikke sige at han har danske venner, med hvem han har nære relationer. Jeg ved ikke om hans svar på hvorfor det er således, er rigtigt, men spurgt om hvorfor svarede han: ”I har så gode systemer med sprog- og jobtilbud. Måske tror I, at det er nok. Men systemer skaber ikke relationer, for relationer kræver mennesker, som har tid, tid til at være nær og være sammen.” Den stikker stadigvæk lidt – selv efter en god årsmøde-weekend med fokus på relationer. Eller måske netop derfor. For hvad er den gode relation til Gud og til os selv og hinanden, hvis ikke den vender sig ud mod David og andre, der som ham er kommet her. Uanset hvilken religiøs eller social gruppe, de tilhører.       

Vi er stadig Guds børn

Ebenezerhjemmet er et plejehjem for Kristne. Desuden er alle medarbejdere kristne. Man kan mærke og se at Ebenezer er et kristent plejehjem. De synger før og efter maden med beboerne. De mange billeder og ting på væggene signalere også at hjemmet er kristnet. Fx. Hænger billedet nedenfor ved indgangen. Der er også en daglig bibeltime som beboerne frivilligt kan være med til. (Vigtigt!! Maden er ikke kosher – hvilket betyder lasange med både ost og kød!)  Her på Ebenezer i Haifa har vi lavet en del praktisk arbejde. I dag fik jeg lov arbejde sammen Rauda, som står for alt vasketøjet her på Ebenezer. Rauda er en meget sød dame som jeg vil skyde til omkring 50 år. Hun kan rigtig godt lide at være i vaskekælderen, her er nemlig stille og roligt fortæller hun mig. Før det, arbejdede hun 12 år i køkkenet og det kunne til tider være ret stressende syntes hun.  Hun har 5 søskende, 3 brødre og 2 søstre. De bor alle i Nazareth borset fra hende. Rauda har 3 døtre, og har mistet en søn for en del år siden. Han døde som 22 årig af en sygdom, som jeg ikke helt fik fat i.  Man kan tydeligt mærke glæden hun udstråler når hun snakker om sine 3 døtre.  Hendes mellemste datter har 2 børn, som hun med stort smil viser mig billeder og videoer af, på sin telefon. Jeg gentager mange gange at det er nogle smukke og søde børnebørn hun har, for det er det. Hun smiler over hele ansigtet og jeg kan bare se hvor højt hun elsker de her to.  Rauda var meget taknemlig for min hjælp og hun har nok sagt “Thank you” til Mig omkring 30 gange i dag. Jeg bliver så glad, helt inde i hjertet, over hendes taknemlighed. 
Her står jeg sammen med Rauda i Vaskeriet
Hos Rauda strøg jeg en del tøj, og jeg tog det ganske stille og roligt. Hun spurgte mig en del gange om det var for meget for mig at lave. Det var det slet ikke, og jeg fortalte hende at vi i Danmark er vant til meget arbejde, så det var intet problem. Tvært i mod. Jeg slappede faktisk nærmest af. Jeg kan more mig gang på gang over hvor stille og roligt israelere tager mange ting. Det er ligegyldigt hvor meget eller hvor langt vi når, når vi arbejder. Bare det at vi gør det er godt.  Fx. På FCSI lejeren havde vi spurgt køkkendamerne hvornår vi skulle komme for at hjælpe med morgenmad næste morgen? Svaret var; “Bare når i vågner.”  Struktur og punktlighed er ikke noget man kan putte på Israelere. Specielt her kan man tydeligt mærke at det er en helt anden kultur vi befinder os i. Jeg kan mærke det er godt for mig at alting ikke altid er i kasser og planlagt ned til mindste detalje.  Ebenezer ligger i Haifa og er desuden grundlagt i 1978/79 af Magne og Cilgia Solheim. Bygningen er nogenlunde lige så gammel og trænger til en opgradering. Hele stedet skal renoveres og der skal bygges et par etager mere på. Hele byggeriet vil koste omkring 50 millioner Kroner at lave. Hvis pengene ikke kommer via donationer, må det i værste tilfælde lukke.  Jeg sad i søndags ved middagsbordet i spisesalen, sammen med beboerne. Her kiggede jeg rundt på de ældre beboere og tænkte at selvom de er gamle, så er de stadig bare Guds små børn. Det fik mig til at tænke på at jeg bliver ved med at være Guds barn. Lige gyldigt hvor gammel jeg bliver og hvad jeg gør i mit liv. Så længe jeg holder mig til ham, så vil jeg altid være hans barn. 

Muslimer, kristne og jøder lærer om forsoning af Jesus

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen Salim J. Munayer, leder og én af grundlæggerne af organisationen Musalaha, oplever, hvordan mange israelske og palæstinensiske ledende figurer er interesserede i at lære mere om forsoning, og han modtager mange forespørgsler om at dele ud af sine erfaringer. Én af disse forespørgsler var, at undervise i et træningsprogram, organiseret af tænketanken ”the Shalom Hartman Institute”, der involverer israelske skoleledere med både muslimsk, kristen og jødisk baggrund. Her fik han muligheden for, at dele sine perspektiver ud fra en kristen synsvinkel.  Villighed til at lytte Til et af møderne i træningsprogrammet underviste Salim om, hvordan Gud skabte mennesket i sit billede, og om hvordan det relaterer til mennesker både i vores lokalsamfundet såvel som fremmede. Han delte passager fra det Nye Testamente med gruppen, og de passager inkluderede bjergprædikenen, den barmhjertige samaritaner og den samaritanske kvinde ved brønden. ”Det var fascinerende for en person som mig, der er vokset op i forskellige segregerede skoler, israelsk-jødiske som palæstinensiske, at se disse skoleledere sidde sammen og lytte, imens de læste i det Nye Testamente,” fortæller Salim. For tredive år siden ville et sådant undervisningsprogram aldrig have eksisteret, og selv i en israelsk kontekst i dag er undervisning og promovering af forsoning sjælden og vanskelig. Det var et bemærkelsesværdigt syn at se disse kristne, muslimske og jødiske undervisere være optagede af det Nye Testamente. De viste tegn på åbenhed og følte sig ikke truede. Jesus nedbryder grænser Da de læste om Jesu møde med den samaritanske kvinde, kunne hele gruppen relatere til hendes historie. Hun var fjenden, der tilhørte den anden side af det etniske skel, og det var tydeligt for dem, at hun levede et farligt liv. De kvindelige undervisere kunne nemt finde mange ligheder med deres egne liv i det israelske samfund i dag, og de muslimske deltagere genkendte med det samme den skam, kvinden bar i forhold til sin ægteskabelige situation. De jødiske skoleledere lagde mærke til, hvordan hun havde en teologisk samtale med Jesus, da det ikke var tilladt på den tid og heller ikke i nogle religiøse forbindelser i dag. Salim beskriver denne oplevelse, som en enestående mulighed for at få et indblik i en gruppe med forskellige religiøse og kulturelle baggrunde. ”Jeg er overbevist om, at det var en opmuntrende oplevelse for skolelederne, da det gav dem et forum, hvor de kunne øve sig i at stille spørgsmål og lære mere om andres religiøse praksis.” Det var bevægende for ham at se, hvordan de arbejder med det Nye Testamente og gerne ville lære mere, da det var en u-familiær og anderledes udlægning af teksterne, der måske havde kunnet skabe følelser af frygt. Samtale opmuntrer Da Salim forlod mødet, følte han sig opmuntret over de fremskridt, der sker i dele af samfundet. Atmosfæren mellem israelere og palæstinensere i landet er præget af intolerance og isolation, og mange nægter at lytte til hinanden. Da Salim guidede disse undervisere gennem det Nye Testamente, så han en anderledes virkelighed end den, som en gennemsnitlig person ser i nyhederne. ”Endnu mere spændende er det, at skolelederne spiller en kæmpe rolle for tusinder i deres skoler, og her kan de dele hvad de har lært med mange flere unge mennesker,” udtrykker han. Det var en oplevelse, der på mange måder opmuntrede ham, og som viser, hvordan Musalahas arbejde vokser og blomstrer, og nu kan blive delt og værdsat af et større segment i samfundet.      

Vi er fælles om vores kald til at dele evangeliet

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen  Hvert år i januar går forskellige kirkeretninger i Jerusalem sammen om at bede. De kalder denne særlige uge for ”week of unity”, hvor fokus ligger på fællesskab og enhed. David Serner, der er præst i den danske kirke, reflekterer over de oplevelser og indtryk, ugens begivenheder gav ham. Jerusalem skal gå foran Gennem ugen var der fokus på dét, der samler kirkerne i stedet for deres uenigheder. Det blev blandt andet slået fast under en prædiken af biskop Munib Younan, der blandt andet omhandlede det historiske møde mellem katolikker og lutheranere i Lund i forbindelse med begyndelsen af reformationsåret. Budskabet stod klart: ”Jerusalem skal gå foran i enhed, og om end vi er forskellige i teologi og liturgi, så er vi ét i mission. Vi er ét i kaldet til at dele evangeliet med vores medmennesker.” Kirkevolontør leder bøn Til den fælles gudstjeneste i Church of the Redeemer er der tradition for, at en dansk volontør beder en bøn på dansk. I år var det kirkevolontøren, der ledte den fyldte kirkesal i bøn for helbredelse af de syge og dem, som lider. David udtrykker: ”Det slog mig midt under bønnen, hvor stor forskel, der kan være på bøn, og på hvordan bøn bliver opfattet.” Vi skal anerkende hinandens styrker I samtalerne efter gudstjenesten fortæller David om et møde, han havde med Herman, der leder et kristent informationscenter. Med udgangspunkt i Martin Scorseses nyeste film Stilhed talte de om mission og dét at lide for evangeliet. Biskop Munib Younan havde tidligere refereret til en samtale, som han havde haft med paven. Paven havde udtrykt,
Fællesskab med en etiopisk menighed.
at kirken i dag har brug for, at vi anerkender hinandens styrker. Han kategoriserede disse styrker som: Den ortodokse kirkes standhaftighed, den romersk katolske kirkes disciplin, den anglikanske redelighed, den lutherske kirkes iver for troen, den heroiske karakter af den armenske kirke, den koptiske kirkes martyrium, den reformerte kirkes loyalitet mod skriften, den baptistiske enkelhed og det standhaftige vidnesbyrd fra den syriske kirke, samt evangeliets forkyndelse og sakramenterne i alle kirkerne.  At det er simplificeret, kan det ikke være tvivl om, udtrykker David, men tanken om, at se vores styrker og støtte hinandens kald til mission og på den måde stå som ét, er en forfriskende indgangsvinkel.     Dåben binder os sammen I deres samtale slog Herman fast, at selvom vi har forskellige tilgange til nadveren, er det dåben, der binder os sammen: ”Gennem dåben kaldes vi til at leve med enheden som fortegn fremfor adskillelse – først og fremmest med Gud, men også så vi kan styrke hinanden i troen.” Vi har én absolut sandhed, som vi må holde fast i, reflekterer David, og det er Jesus. Vores teologi kan variere og vores liturgiske forskelligheder kan være tydelige, men det må ikke aflede os fra vores fælles kald til at være et vidne om troens frisættende magt i Kristus. Vi må inspirere og opmuntre hinanden David afslutter sin beretning med at fastslå, hvor berigende det er, at kunne tilbede den samme Gud igennem forskellige udtryk. ”De forskellige former må ikke hindre os i at tilbede sammen, men vi må være bevidste om vores (teologiske) forskelle og så lade os inspirere og opmuntre hinanden til at være ét i vores kald til mission.”  

Kram og kindkys

Vi har nu tilbragt torsdag, fredag og lørdag på lejren FCSI, som er i sammenligning med de danske KFS-lejre. Vores opgave på lejren har egentlig været meget enkel og ligetil, da vi bare skulle hjælpe lidt til i køkkenet ved alle måltiderne. I køkkenet blev vi mødt af en flok herlige køkkendamer. Vi blev budt velkommen med kram og kindkys. Igennem de 3 dage på lejren, har vi fået utallige smagsprøver i køkkenet og smagt mere israelsk mad. Det bedste af de hele er køkkendamernes store taknemlighed. Jeg syntes ikke vi gjorde det store, men de var virkelig taknemlige og efter hvert måltid fik vi et kram og sagde at vi nu skulle gå ud og hvile os. Selvom der kun var en af køkkendamerne som kunne engelsk, kunne man mærke og se at det havde stor betydning for dem.  Ramona er hende som står mellem Anna og Katrine. Det var hende som satte os igang og sagde hvad vi skulle, da hun var den eneste som kunne snakkke engelsk. Hun var simpelthen så sød og gæstindbydende. Hun insisterede også på at give os et lift til Haifa fordi de alligevel skulle hjem (da de bor i Haifa). Desuden blev vi inviteret til en gudstjeneste her søndag aften, som vi deltog ved. Det hele var på arabisk, så vi forstod ikke rigtig noget, selvom Ramona prøvede at oversætte lidt. Det var en virkelig god og unik oplevelse.  På lejret har vi også oplevet mange andre ting, da vi kun skulle hjælpe til ved måltiderne. Vi har været til meget intensiv bibelstudie på engelsk sammen med mennesker fra hele verdenen. Derudover har vi ved en fejltagelse oplevet at lovsynge på arabisk, da vi gik forkert og en af lederne pointerede dette foran alle araberne i rummet. Vi listede stille ud, og det var super pinligt. Bag efter er jeg egentlig meget glad for at vi gik forkert, da de var vildt fedt at opleve engelske lovsange på arabisk og ikke mindst lovsangsglæden. I fritiden har vi nydt de grønne områder, da lejren ligger et stykke fra den nærmeste by. Her er vildt idyllisk. Grønt græs, nolge få palmer og frugttræer. Det har jeg virkelig nydt. Det har været en vild fed oplevelse og lejr-stemningen har virkelig været på det højeste, men det som jeg vil tage med herfra er køkkendamerne taknemlige kram og kindkys.  https://youtu.be/SwFIBr6NWLk

Alle markens træer klapper i hænderne!

Jeg er ved at blive gammel. Eller, sådan kan jeg godt tænke, efter igen at have sendt de tre Missionspiloter ud i landet, denne gang til en forstad til Tel Aviv, hvor de skal deltage i en FCSI (KFS) konference, hvorefter de ruller videre til Haifa og det kristne plejehjem EbenEzer. Årsagen til følelsen er, at jeg som det sidste beordrer dem til at sende en sms så snart de er fremme i god behold. Det skete også sidste gang. Jeg tænker ikke engang over det, det ryger bare ud af mig.Helt ærligt – kan jeg blive mere hønemor? Sandsynligvis. Men humlen er, at jeg efterhånden er faldet godt ind i rollen som kirkevolontør, hvor min vigtigste opgave består i at piloterne har det godt, så måske er det ikke så slemt igen at være hønemor/far. Heldigvis er de nogle gæve piger, med ben i næsen (selvom jeg stadig ikke er helt med på hvad det egentlig skal betyde..?) og de skal nok klare sig. Det er en kæmpe velsignelse at opleve hvordan Gud leder dem, bruger dem, inspirerer dem og udfordrer dem, og samtidig at opleve hvordan de tager imod det, på hver deres måde! Det er heller ikke så dumt, at have nogle kreativt-tænkende piger i baghånden, når vi i Den Danske Kirke inviterer til fastelavnsgudstjeneste og efterfølgende tøndeslagning, og jeg bryder min hjerne for at finde på en udklædning. Inden jeg kunne nå længere end til Batman, havde de allerede bestemt at de skulle være Rip, Rap og Rup og at jeg selvfølgelig skulle være Joakim Von And. Hvordan den tanke aldrig har slået mig selv, er mig nu temmelig uforståeligt.. Efter en spændende uge med konstruktion af en tønde uden træ, havde vi en fantastisk eftermiddag i Ascension Church, på toppen af Oliebjerget, med en flok glade børn og om muligt endnu mere glade forældre, jødiske såvel som kristne. Det er fantastisk at se, hvordan vi som kirke kan være med til at give børn og voksne en bid af Danmark, samtidig med at vi kan dele troen på Jesus Messias!
En flok glade børn og onkel Joakim
Generelt får jeg lov at være en del af en masse store ting i disse måneder – som i sidste uge, hvor jeg tog med piloterne til Eilat, en turistfælde beliggende i det sydligste Israel, hvor jeg ikke før har sat mine ben. Efter en utroligt flot 5-timers bustur gennem Negev-ørkenen, ramte vi byen, som mest af alt kan sammenlignes med en blanding af Lalandia og Løkken, dog i en noget større skala. Overdådige hoteller, lækre strande og et væld af spisesteder som tydeligvis var klar over at turister har penge nok, og en lufthavn – midt i byen! Jeg fik lov at være missionspilot for et par dage, og hjælpe til ved en model af det bibelske tabernakel, som israelitterne byggede i ørkenen. Missionspiloternes uddybning af oplevelserne der, kan læses her på fællesbloggen. Jeg vil blot anbefale enhver der bevæger sig i nærheden af Eilat og Timna park, som stedet hedder, at stikke næsen forbi. Det er helt utroligt lærerigt og Guds store og geniale frelsesplan bliver vist frem for fuld kraft. Utroligt stærkt sted.
Modellen af tabernaklet
En anden spændende oplevelse, var at Eilat blev ramt af den størst regn/torden/haglbyge i flere år – faktisk har det ikke haglet i Eilat siden før jeg blev født! Sådan en byge er jo spændende nok i sig selv, men da jeg samtidig havde fået fornøjelsen af at måtte sove udenfor, da vores hostel ikke havde flere pladser, fik jeg lov at opleve bygen på helt tæt hold. Heldigvis var der en presenning, som gav en smule beskyttelse. Det mindede mig om at mange af de steder i Bibelen, hvor Gud beskrives som en der skjuler, beskytter og gemmer os for naturens rasen, bla i Salme 27,5: ”Han gemmer mig i sin hytte på ulykkens dag, han skjuler mig i sit telt.” Midt i haglstormen kunne jeg smile, ved tanken om at Gud er min beskytter. Han er med i alt – og har ikke huller, ligesom den slidte presenning der dækkede mig den nat. Hvor er det vildt at Gud bruger sit eget skaberværk, til at lære os mere om ham! Det blev endnu tydeligere et par dage efter, da jeg pludselig befandt mig i ørkenen, med min rygsæk, 4 liter vand og en bagende sol, som nærmest virkede til at le af os. De tre piloter, den anden kirkevolontør Asbjørn og vores nyeste bekendtskab Zoe som er i landet for at studere, begav os ud på en tre-dages vandring i Maktesh Ramon, et nådesløst og bjergrigt krater midt i Negev-ørkenen, bevæbnet med pitabrød, müslibarer og gode sko. Tre dage, 70 kilometer, to iskolde nætter og adskillige vabler senere, kravlede jeg op ad krateret igen og kollapsede på en parkeringsplads. Fuldstændig kvæstet, men fyldt af taknemmelighed. Taknemmelighed over Guds skaberkraft, hans omsorg og det sammenhold vi havde oplevet, også når hver især ramte muren – hvilket bestemt skete! På hebraisk er der en sammenhæng mellem ordene ”tale” og ”ørken”, hvilket blev tydeligt for mig, midt i mellem klipper, lange grusveje og flotte udsigter. Guds tale bliver forstærket i den bare og golde natur og mine hørelse skærpes af den dybe, nærmest skræmmende stilhed der regerer i ørkenen. Det var som naturen lovpriste Gud sammen med os, lidt ligesom det beskrives i Esajas 55,12: ”Bjerge og høje bryder ud i jubel foran jer, alle markens træer klapper i hænderne.” Der var godt nok en del flere bjerge end træer, men verset blev utroligt livligt for mig undervejs. Hold fast, hvor er Gud dog bare stor.         
Solopgang over ørkenen
Jeg er nu hjemme i Jerusalem. Her taler Gud heldigvis også, blandt andet på Israelsmuseet, det nærmeste man kommer et nationalmuseum i Israel, som for tiden kører en udstilling med navnet ”Behold the man”, hvor forskellige jødiske kunstnere portrætterer Jesus og identificerer sig med ham. Sådan en udstilling havde været helt utænkelig for blot få år siden, i en kultur hvor Jesus hellere skal glemmes end mindes, så det var kæmpe stort at dykke ned i de ”farlige” værker. Et fællestræk for kunstnerne var, at de alle på en eller anden måde omfavnede Jesus som en jødisk broder, og den smerte han gennemgik. Det kom til udtryk på mange måder, men stærkest gennem Moshe Castels værk ”The Crucified.” 
“The Crucified” – Moshe Castel. Jeg har sikkert ikke ret til at vise det frem, men det fortjener at blive vist!
Castel, som voksede op i det der i dag svarer til Israel, mistede i 1948 sin kone, som døde under fødslen af deres datter og tre år efter døde datteren. Han lukkede sig inde i et kloster, hvor han malede dette billede af Jesus, der hænger på korset, men med sit eget ansigt på kroppen og med teksten: ”Jøden Castel” skrevet øverst. Castel identificerer sig helt tydeligt med Jesus og den lidelse han gennemgik på korset. Det stærke er at Castel ikke var påvirket af vestlig kunst, i samme grad som de andre kunstnere i udstillingen, hvilket gør værket meget dristigt i hans samtid. Udstillingen bliver besøgt af mange jøder, både religiøse og sekulære, som får et møde med den Jesus de ikke ved noget om – Gud arbejder virkelig på mangfoldige måder! Jeg har det egentlig lidt som Johannes skriver i Joh 21,25: “Der er også mange andre ting, Jesus har gjort; hvis der skulle skrives om dem én for én, tror jeg ikke, at hele verden kunne rumme de bøger, som så måtte skrives.”  Jesus gør så mange ting, og selvom jeg nok ikke får skrevet dem alle ned, så fylder et blogindlæg heldigvis væsentligt mindre end en bog, så forvent mere herfra. Gud er god!

Når kirkegården bliver levende 

Efter en pludselig ændring i programmet, fandt vi ud af at vi skulle hjælpe en mand ved navn Meir. Han arbejder på 6 forskellige kirkegårde rundt omkring i Israel. Vi var så heldige at opleve 2 af de 6 kirkegårde hvoraf den ene var helt fantastisk! Kirkegården lå midt i byens travle jag, men når man trådte ind på kirkegården var følelsen dog helt anderledes. Der var en helt særlig ro og stemning. Der var kløver og blomster rundt om alle gravstene. Derudover var hele væggen overmalet med diverse bibelfortællinger fra skabelsen til Jesu fødsels og korsfæstelse og ikke mindst den nye jord. Det var vildt flot og jeg kunne have brugt mange timer på at læse fortællinger og forstå hele symbolikken. For eksempel dette billede, hvor lammet er symbol på Jesus som føres op til alteret, for at ofre sit liv for os.  Vi har idag hjulpet Meir med at fjerne en masse ukrudt og han blev vildt glad og taknenlig. Det skal lige siges, at her hvor vi står var der før fuld af ukrudt og brændeælder.  Meir, som vi arbejdede sammen med, er en virkelig herlig mand med en humoristisk sans. Desuden er hans historie vildt spændende. Han var tidligere ultra ortodokst jøde, men blev kristen da han i et syn så Jesus. Derefter blev han kaldet til at arbejde på de seks forskellige kirkegårde. Og som han selv sagde: “der er jo ikke andre som gider at gøre det”. Han var så pasioneret i hans arbejde, og  han fortalte om Jesus igennem det, når der kom turister for at se kirkegården. Bare på de få timer vi var på kirkegården oplevede vi at der kom mange mennesker forbi, og han spurgte om de havde nogle spørgsmål, også kørte snakken ellers bare. Meir er altså en mand af Gud som virkelig lægger hans liv i Guds hænder i fuld tillid til at han ved hvad der er bedst for ham, hvilket jeg finder helt vild opmuntrende! 

Når nutella bliver en nødvendighed

Ofte når jeg benytter mig af offentlig transport, begynder tankerne at rulle. På vej mod ørkenen var ingen undtagelse. Man sidder og ser på de mange landskaber, som passerer én i et splitsekund, velvidende at man formentlig ikke ser den samme forhøjning igen. Landskabet, som vi kørte forbi i bussen, var meget øde og goldt, og spørgsmålene om vores kommende vandretur begyndte efterhånden at dukke op til overfladen. Hvordan mon ørkenen ville blive, nu når vi skulle være der tre dage? Ville det være psyken eller fysikken, der måtte se sig udfordret, når vi skulle vandre 70 km, og hvordan ville søvnen blive, når vi skulle overnatte i det fri? Selve ørkenturen skulle foregå i et krater, som kaldes Maktesh Ramon, og her ville vi begynde vores vandring fra byen Mitzpe Ramon, hvorefter vi ville bevæge os rundt i krateret, for til sidst at lande ved begyndelsen, Mitzpe Ramon. Her skulle vi vandre med vores rygsække med dagens pikpak og diverse fornødenheder (såsom nutella), og om aftenen ville vi slå lejr, lave bål og sove under en klar stjernehimmel. Det hele lyder jo egentlig meget idyllisk, men lad jer ikke narre. Det var hårdt! Jeg tager lige udgangspunkt i et enkelt bjerg. Mount Ardon, som det hedder. Ved foden af bjerget, kigger man så meget op, at man er i tvivl om, hvorvidt nakken snart knækker bagover. Stien er smal, og til tider kan man kalde opstigningen for en klatring, frem for en vandring, da vi må tage fat i sten og kanter med alle fire frie led. Undervejs kan man stoppe op og kigge ud over den flotte natur, men hvis du ikke er til højder og stejle skrænter, frarådes det. For mit eget vedkommende blev denne opstigning et klart billede på, hvor stor en tillid jeg må have til Gud, da jeg havde brug for en tryghed, som kunne bære mig hele vejen til toppen. Der måtte han, i egen høje person, træde til. Hvilket han også gjorde, da jeg kan sidde i en dejlig varm stol i Jerusalem i dette skrivende øjeblik og kigge tilbage på en fantastisk oplevelse!
Her ses udsigten fra Mount Ardon. Vi er ikke engang kommet op på toppen endnu på dette billede..
Her ses udsigten fra Mount Ardon. Vi er ikke engang kommet op på toppen endnu på dette billede..
Allerede nu kan jeg kigge tilbage på ørkenturen og vide, at dette kommer til at blive én af mine livs oplevelser. Når man presses ud til kanten, skabes der mindeværdige øjeblikke, og glæden omkring denne oplevelse bliver kun større af, at jeg kan dele den med mine kære medpiloter og vide, at de altid vil forstå, hvad jeg mener, når jeg siger, at INTET slår en nutella/peanutbutter-mad i kampens hede.  
Her ser I vores ørkenvandringsteam bestående af missionspiloterne, kirkevolontørerne og søde Zoe, som studerer i Israel
Her ser I vores ørkenvandringsteam bestående af missionspiloterne, kirkevolontørerne og søde Zoe, som studerer i Israel
  • 1
  • 2

Følg os
på facebook


Kommende
begivenheder


Tilmeld dig
Nyhedsbrevet


Israelsmissionen | TORVET | Katrinebjergvej 75 | 8200 Aarhus N | Tlf. 7190 1885 | kontor@israel.dk | Reg.nr. 0994 kontonr. 0003054500 | MobilePay 30503