Month: april 2017

Israel mindes ofrene under holocaust

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen Israelere og jødiske samfund verden over markerede søndag aften til mandag Israels nationale holocaust mindedag Yom HaShoah, i minde om de seks millioner jøder, der blev dræbt under holocaust. Da sirenerne lød mandag morgen, stoppede hele nationen Israel op i respekt for ofrene under holocaust. De to minutters stilhed er en årlig begivenhed, som samler befolkningen og skaber rum for at mindes de tragiske hændelser. Den årlige nationale holocaust mindeceremoni afholdes på Israels holocaust museum i Jerusalem, Yad VaShem, som israelske embedsmænd og holocaustoverlevere deltager i. Hvert år rejser tusinder af jødiske ungdomsgrupper og studerende også til Polen i ugerne op til, for at deltage i uddannelsesprogrammet March of the Living, hvor de udforsker efterladenskaberne af Holocaust og lærer mere om historien. På selve dagen marcherer de i stilhed fra Auschwitz til Birkenau, som er en del af det største nazistiske bygningskompleks opført under 2. verdenskrig. Flere verdensledere deltager i denne ceremoni, og IDF (Israel Defence Forces) sender ligeså en delegation hvert år.   Øverste billede © Jeldu Flickr

Grønt græs, blomster og frugter

”Alting har en ende, en regnorm den har to”. Shubidua og det danske. Det kalder lige om lidt. Vi er blot få dage væk fra en flyvetur til Danmark, og vi skal snart sætte det sidste punktum. Det er en ambivalent tanke, men alting har en ende. Heldigvis er græsset også grønt på den anden side, og måske mindre stikkende end det israelske. Vi benytter derfor de kostbare timer til at besøge de sidste organisationer, fornemme den israelske varme, når den er bedst og snuse de sidste indtryk til os. Vi er netop kommet hjem fra Nazareth Village, som jeg selv vil beskrive som et levende museum for, hvordan man levede på Jesu tid. Her guides man igennem et ’’traditionelt’’ museum i starten, hvor man sættes ind i datidens kontekst, hvorefter man træder ud i marken, som er fyldt med mennesker, der hver især spiller en rolle i byen. Vi agerede kvinder, der skulle samle urter ind til måltidet, men som timerne trillede afsted, gik vi over i en blomsterfascination og fik derfor lavet en del blomsterkranse og diverse buketter. Det var kun med til at understrege den idylliske virkelighed, som turisterne trådte ind i.
Sådan så vi ud fra 9-17. Urteplukkende Nazareth-kvinder
Sådan så vi ud fra 9-17. Urteplukkende Nazareth-kvinder
Ærligt sagt, så kunne minutterne føles lange i løbet af dagen, da solens stråler var skarpe, arbejdsopgaverne få og turistgrupperne ankom med store mellemrum. Det fik mig til at tænke over hvor få dage, der reelt var tilbage. Midt i lidt småsludren og grublen, kom en gruppe forbi, hvor en kvinde i forbifarten siger ”thank you for being here and making the village alive”. Sådan en udtalelse føltes som regn i en ørken – tiltrængt! Ikke fordi vi var modløse, men at føle sig værdsat i et arbejde, som nemt kan blive overset, var opløftende. Dog var glæden ved at være hos Nazareth Village stor. Vi havde adskillige samtaler med andre volontører om alt mellem himmel og sjæl, hvilket gjorde denne organisation til noget helt særligt, da fællesskabet tog imod os med åbne arme og kindkys. Det var også en sludder for en sladder, der gav vores første dag i Nazareth et friskt pust, da vi tilbragte 8 timer med at pakke olielamper ind, så de kære turister kunne tage lidt med i hånden, når de forlod det første århundrede igen.
Her ses Jess med en olielampe i hånden. Hun står op ad de 16 kasser, som vi havde pakket i løbet af dagen
Her ses Jess med en olielampe i hånden. Hun står op ad de 16 kasser, som vi havde pakket i løbet af dagen
                        Generelt kan man ikke altid se frugten af vores arbejde, og vi har af og til lagt det over til Gud, at vores arbejde var til større glæde og gavn, end vi kunne se. Det var også noget, vi har været opmærksomme på fra starten af i vores Missionspilotprogram, da det har handlet om (i hvert fald for mit vedkommende) at give af sig selv og sin arbejdskraft samtidigt med, at vi kunne modtage af de omgivelser, vi mødte. For mig var det vigtigt at blive en del af lokalbefolkningen, og ikke blot føle mig som en turist, fordi jeg før har oplevet det ’label’ i Israel, da jeg var her på turistbesøg i 2015. ”Speciel price for you my friend”, og så har de alligevel taget overpris. Amerikanerpris, som det også bliver kaldt af og til. Denne gang tog de kun fusen på os i starten. Nu er vi blevet klogere og falder ikke længere for de formildende toner, når der forhandles (så let, i hvert fald). Dette er en meget håndgribelig udvikling at tage fat i, men hold nu på hat og briller, for der er sandelig sket mere end det. Hvis jeg skal tage fat i det lidt mere ukonkrete, vil jeg vove at påstå, at vi alle er blevet til en lidt bedre version af den, vi var, sammenlignet med startskuddet d. 5 februar. Denne udvikling er dog sværere at gennemskue fra den ene dag til den anden, og vi må derfor stoppe op midt i vores travle program til tider for at beskue frugten af vores arbejde; dét vi gør for omgivelserne, og hvad omgivelserne gør for os.

Om Luther og hans løgne – en messiansk jøde ser nærmere på Luther

dr. theol. Richard Harvey, seniorforsker, Jews for Jesus
“Om jøderne og deres løgne” blev udgivet i 1542. Den er skrevet af Martin Luther og beskriver Luthers syn på jøderne og deres tro på Gud.
I fem år har Luthers skrifter og påvirkningen af hans syn på det jødiske folk tynget mig. Jeg er vokset op i Storbritannien, hvor reformationen ledte til dannelsen af Church of England og hvor den anglikanske kirke, ligesom den lutherske, kombinerer katolsk og reformert tradition. Da jeg kom til tro på Jesus, blev jeg i mine første år primært oplært i en evangelisk/protestantisk sammenhæng, så jeg er godt bekendt med hans skrifter, ligesom jeg blev undervist i de klassiske dogmer om retfærdiggørelse af tro, Skriftens forrang og behovet for personlig tro.

Nyt perspektiv på Paulus

Da jeg begyndte at studere teologi i 1970erne, oplevede faget en revolution inden for paulinske studier, forårsaget af E.P. Sanders bog ”Paul and Palestinian Studies”. Bogen satte spørgsmålstegn ved dét, han karakteriserede som ”den lutherske læsning af Paulus”, hvor man satte Loven, som den kommer til udtryk i det Gamle Testamente, op imod evangelium og nåde som det kommer til udtryk det Nye Testamente. Min underviser i Ny Testamente, John Ziesler, var i regelmæssig kontakt med Sanders, alt i mens vi arbejdede os igennem Romerbrevets græske tekst i undervisningen. Jeg blev klar over, at dette ”nye Paulus-perspektiv” var gode nyheder for Jesus-troende jøder som mig selv, som ofte har følt sig tvunget til at vælge mellem Toraen og Messias, og som ofte er blevet beskyldt for loviskhed, hvis vi har valgt at leve efter Toraen, selvom vi er Jesus-troende. Jeg var en del af den messianske bevægelse og var engageret i Londons Messianske Menighed i 1980erne. Meget af den messiansk-jødiske teologi var på det tidspunkt en reaktion imod de anti-jødiske elementer i kristen teologi, hvilket særligt kom til udtryk i forhold til erstatningsteologien, som hævder, at den kristne kirke har erstattet det jødiske folk som det ”nye” eller det ”sande” Israel. Den messianske teologi tog ligeledes et opgør med ”foragtelseslæren” som hævder, at jøder fortjener at leve i eksil og blive straffet, fordi de slog Jesus ihjel og fortsat afviser ham som Messias.

Fortvivlet over at læse Luther

Mit eget møde med Martin Luther har skærpet min fornemmelse for Luthers centrale placering i den kristne anti-jødiske og anti-semitiske tradition på en måde, som har udfordret mit eget perspektiv på troen og min egen evne til at tilgive Luther og lutheranere i det hele taget for de lidelser, de har påført mit folk. Men jeg oplever også en stærk passion for at se forsoning mellem lutheranere, jøder og Jesus-troende jøder i dag. Jeg blev fortvivlet over at læse Luthers anti-jødiske skrifter. Hans nedladende og hånende udtryk er fyldt med had og fjendskab mod jøder og jødedom, hvilket er chokerende og uacceptabelt. Hans onde, vulgære og opildnende sprogbrug er uundskyldeligt. Men hans blanding af race- og religionshad, hans påstande om at være funderet i Skriften og i Jesu og apostlenes lære, hans mordtrusler og giftige beskyldninger mod det jødiske folk er nok de værste eksempler nogensinde på kristen anti-judaisme. Han håner den jødiske respekt for Guds hellige navn og plæderer for, at Talmud er kommet til verden gennem en gris’ anus.

Lovprist af nazisterne

Det er ikke så mærkeligt, at Luthers tanker blev lovprist og genoptrykt af nazisterne, som påstod, han ville være stolt af deres handlinger i Krystalnatten og som henviste til Luther under retssagerne i Nürnberg for at retfærdiggøre deres handlinger. Luther argumenterede for, at jøderne skulle smides ud af Tyskland, deres ejendele konfiskeres, deres bøger brændes, synagogerne ødelægges og at jøderne selv ikke skulle beskyttes. Han fulgte op på sine opildnende ord ved at forsøge at overtale tyske ledere til at udføre det, han foreslog. Luthers anti-jødiske teologi og hans sociale og politiske antisemitisme kan ikke skilles ad eller undskyldes.

Myterne om anger må afvises

Der er to almene myter omkring Luthers syn på det jødiske folk. Ingen af dem er rigtige, men de bruges i vidt omfang til at gøre hans holdninger spiselige. Den første er, at Luther i begyndelsen af sit arbejde havde en positiv holdning til det jødiske folk, idet han mente, at hvis de blot blev behandlet ordentligt, ville de komme til tro på Jesus og hjælpe Luther i hans kamp mod den romersk-katolske kirke. Den anden er, at Luther angrede sine anti-jødiske og antisemitiske synder på sit dødsleje. Mens det er korrekt, at Luthers tidlige værker, særligt ”At Jesus Kristus blev født som jøde”, har nogle positive tilkendegivelser om, hvordan jøderne skal behandles, og at han argumenterede for, at man ikke skulle bruge tvangsomvendelse, så bruger han helt fra sine tidlige værker, som fx hans undervisning ud fra Salmernes Bog og 1. Mosebog, en antisemitisk retorik. Den har han taget med videre fra sin tid som augustinsk munk, for Augustin mente, at jøder var dømt til at være ”modvillige vidner” om kristendommens sandhed, fordi de har afvist Jesus. Derfor er de, som en konsekvens heraf, dømt til at være et omflakkende folk indenfor kristendommen. Når man undersøger, om Luther ”angrede på sit dødsleje”, er det godt nok sandt, at han bekendte sine synder, men hans frygt for og angreb på det jødiske folk fortsatte helt indtil tiden omkring hans sidste prædikener. Efter hans mening var det jøderne, der angreb ham, og som prøvede at dræbe ham. I sine sidste prædikener og private ord til sin kone formanede og fordømte han dem hårdt. Der er elementer af teologisk anti-judaisme og samfundsmæssig antisemitisme i Luthers liv og værker. Teologisk fordi den jødiske fortolkning af skriften, sådan som den er videregivet i rabbinsk tradition, benægter, at Jesus er Messias, og derfor måtte Luther gøre indsigelser imod sådanne fortolkninger i sine oversættelser, udlægninger og applikationer af Skriften. ”Om jøderne og deres løgne” er en 65,000-ord lang tirade imod det jødiske folk og deres fortolkning af Skriften, især deres udlægning af de messianske profetier i det Gamle Testamente, som Luther prøver at påvise, er blevet opfyldt i Kristi komme. Ifølge Luther er det jødiske folks fortsatte eksil gennem de sidste 1500 år bevis på, at Guds fordømmelse og dom hviler over dem.

Messiansk jødiske perspektiv på Luther

Hvad er så mit messiansk-jødiske perspektiv på Luther? For det første anerkender jeg alt det gode, Luther gjorde. Hans frygtløse og trofaste forkyndelse af evangeliet, hans villighed til at stå i mod kirkens misbrug og ondskab på hans tid, hans bidrag til udviklingen af den moderne verdens reformation, hans oversættelse af bibelen til tysk, hans indflydelse på dannelsen af den moderne verden, nationalstaten og udviklingen af alment kristent liv og kultur. Jeg anerkender og sætter pris på alle disse ting og Luthers bidrag.

Tilgivelse

For det andet tilbyder mit perspektiv tilgivelse. Luthers anti-judaisme kan ikke og skal ikke adskilles fra den senere antisemitisme, som kulminerede under holocaust. Mit folk lider stadig under posttraumatisk stress, der strækker sig på tværs af generationer, og som ligeledes har uheldige og utilsigtede konsekvenser såsom at den forfulgte bliver forfølgeren, som vi ser i Israel-Palæstina-konflikten. Så forsoning, først mellem tyske kristne og messianske jøder, og derefter i større udstrækning blandt jøder og lutheranere, er i høj grad tiltrængt. Desværre har jeg observeret meget lidt af dette og oplever, at mange lutheranere simpelthen ikke forstår, hvad jøder og Jesus-troende jøder føler. Dette er en stor sorg for mig, da jeg gerne vil, at min familie, hvori størstedelen ikke tror på Jesus, skal høre oprigtigt gode nyheder fra lutheranerne, eller i det mindste et udtryk for fortrydelse, en antydning af en undskyldning og en villighed til at gøre noget for at rette op på tingene igen. Jeg beder dagligt bønnen om tilgivelse, som en ortodoks jøde beder fra en jødisk bønnebog. Den minder meget om Jesu ord på korset ”Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør”. Den lyder sådan: ”Jeg tilgiver hermed enhver, som har ophidset, provokeret mig eller syndet imod mig fysisk eller finansielt eller ved at undlade at give mig den respekt, der tilkommer mig, eller i noget andet anliggende der vedkommer mig, ufrivilligt eller villigt, ubevidst eller bevidst, om det er i ord eller handling: lad igen pådrage sig straf på grund af mig.”

Kærlighed til Israel

For det tredje kalder mit perspektiv på konsekvenserne af anger. Efter 500 år af Luthers anti-judaisme og tusinder år af kristen antisemitisme er der behov for, at lutheranere viser Jesu kærlighed til hans folk Israel. Jeg venter på, at det sker og mangler stadig at se beviserne på det. Et meget stærkt symbol på Luthers anti-judaisme, er den wittenbergske ”jødeso”, som burde fjernes, idet man beder det jødiske folk om tilgivelse og placerer den i et forskningscenter i stedet for efterlade den på en væg i en kirkebygning dedikeret til tilbedelsen af Gud. Jeg venter på at lutheranerne, både som kirkeretning og som individer, viser anger i både handling og ord. Der er udtrykt fortrydelse og anger i forhold til det jødiske folks lidelser, men ofte uden handling bag. Der er behov for en ny attitude og villighed til at bakke undskyldninger op af handlinger, hvis relationen mellem jøder og lutheranere skal genoprettes. For det fjerde leder mit perspektiv efter den forsoning kun Jesus kan give. Messianske jøder og lutheranere har én ting til fælles – vi tror begge på Jesus/Yeshua, Guds søn, som blev jødisk kød og døde for os på korset, og som opstod for at forsone os med Gud og med hinanden. Vi er kaldet til at være Guds ambassadører for forsoning i verden, og dette må begynde mellem de splittede folk, etniciteter og den historie vi har indenfor Kristi globale kirke. Når jeg kommer i himlen, ser jeg frem til at omfavne Martin Luther og takke ham for at velsigne mig. Jeg håber, at han også vil omfavne mig med tårer af anger i sine øjne, og at vi i sandhed vil være forsonet sammen i kærlighed og i Israels og alle nationers Guds fællesskab.

Påsken i Jerusalem 

Min oplevelse af påsken er blevet så forandret og forstærket af at opleve den i Jerusalem.  Palmesøndag gik vi ned af oliebjerget ad den vej det siges Jesus red på æslet hvor folk spredte tæpper og palmer. Vi gik i et stort optog og det var vildt fedt at opleve et kæmpe fællesskab mellem så mange forskellige nationer og folkeslag og ikke mindst vores danske/norske fællesskab. Vi gik alle og sang på vores eget sprog og det var så fedt at opleve at folk bare priste Gud. Især en sang gik vi helt amok til (kan des i videoen nedenunder), og det var så fedt. Vores stemmer var i hvert fald godt brugte om aftenen.  https://youtu.be/nmsirNVNsj0   Om onsdagen stod den på sedermåltid/påskemåltid på ægte jødisk tradition. Til forretten fik vi hver en tallerken hvor der var 8 elementer på, som skulle symbolisere forskellige ting fra da isralitterne var i slaveri i Egypten og da de udvandrede derfra. Påsken eller pesach handler for jøderne om erindring om deres tid i slaveri i Egypten. Der var blandt andet bitre urter, saltet persille, peberrod, en knogle og et æg. De bitre urter og saltvandet er symbol på den bitre tid og tårerne som blev grædt under slaveriet i Egypten. Desuden spiste vi også usyrede brød, da israelitterne ikke havde tid til at lade brødet hæve, da de skulle ud af Egypten i hastværk. Derfor kalder man også påsken de usyrede brøds fest. Jeg syntes det var helt vild fedt at prøve og det gav så godt mening for mig, især fordi vi også lige har haft undervisning i det. På billede ses forretten med de 8 elementer. Skærtorsdag var der en fælles gudstjeneste i Redeemer Church for arabisk-, tysk-, og engelsktalende. Endnu engang var det fedt at opleve at selvom vi er så forskellige med sprog og kultur er der en ting vi har tilfælles, nemlig Jesus. Efter gudstjenesten gik vi til Getsemane hvor Jesus blev forrådt og taget til fange. Her sang vi et par sange og der blev læst op fra biblen.   Tidlig Langfredag gik vi via dolo rosa, som er den vej Jesus gik med korset inden han skulle korsfæstet. Undervejs stoppede vi ved mange stationer hvor der blev læst op fra biblen og vi sang nogle sange. Det var stærkt! I Danmark har jeg altid forbundet denne dag med tristhed, da Jesus bliver dræbt og korsfæstet og havde regnet med at mange ville græde på via dolo rosa. Nu hvor jeg er her, oplever jeg ikke tristheden i så høj grad, da jeg fandt ud af at Langfredag på engelsk hedder “Good friday” og det satte virkelig nogle tanker igang. Nemlig at det er en god fredag fordi Jesus dør for vores lidelser og genopstår efter 3 dage. Jeg blev i stedet fyldt af stor taknemlighed.  Endnu tidligere påskemorgen tog vi til oliebjerget og gjorde det sidste klar til morgenandagten. Det var så hyggeligt og stemningsfuldt på trods af en kold morgen. Efter en god morgenandagt og en flot solopgang var der morgenmad og kaffe. Klokken 11:00 var der stor opstandelsesgudstjeneste i gravhaven for hele Skandinavien. Der var en helt vild god stemning og vi sang et par lovsange, deriblandt “graven er tom Jesus lever nu”. Det var så fedt og det blev virkeligt, at Jesus stod op fra de døde og graven nu er tom. Jeg blev så fyldt af glæde og taknemlighed og det var en perfekt afslutning på en perfekt dag.  Her ses et billede fra morgenandagten på oliebjerget.  Min påske er blevet så forstærket ved at have oplevet den her i Jerusalem da det bliver mere virkelighedsnært og at man selv oplever de steder hvor begivehnderne fandt sted. Jeg er så taknemlig for at have denne oplevelse med i bagagen og taknemlig for Jesus død og opstandelse. 

Kærlighed til rødderne samler os på tværs

Der er ikke mange unge tilbage på Lolland og Falster. Ligesom i Danmarks andre udkantsområder flytter de til storbyen for at studere – og de færreste vender hjem igen bagefter. Der skal heller ikke meget matematisk forståelse til at tælle, hvor mange unge kirkegængere, der er tilbage. – Vi er vitterligt ikke særlig mange. Og dem der er, tilhører forskellige kirker, sagde 26-årige Louise Beinthin, da jeg fangende hende på en telefon for nyligt. Hun er en af de få unge kristne tilbage på øerne. Sammen med sin mand er hun aktiv i den lokale apostolske kirke, Bibelværkstedet. Og her kan de unge under 30 tælles på én hånd. Alligevel lykkedes det i marts Louise Beinthin og en flok venner at samle 30 mennesker til shabbatsfejring i Sundby på Lolland. Anledningen var, at vennerne står i spidsen for vores nye lokalgruppe, IU-Sjælland.
Mere end 30 deltog i IU-Sjællands første event og sparkede lokalgruppen godt i gang.
Mere end 30 lokal deltog i IU-Sjællands første event og sparkede lokalgruppen godt i gang. Foto: Rebekka Zoll
Louise Beinthin har erfaret, at hun har brug for fællesskaber på tværs af kirkerne i området, så hun kan mødes med andre unge. Og for hende er den nye lokalgruppe blevet en anledning til netop det. For som hun siger: uanset teologi har vi alle kærlighed og respekt for vores jødiske rødder. Det gør mig simpelthen så glad. Helt ind til knoglerne. For hvor er det en velsignelse, at vi kan velsigne hinanden: At IU drømmer om en ny lokalgruppe – og at de lokale tager imod ideen med åbne arme. Vores netværkskoordinator Rebekka Zoll og volontørkoordinator Christian Vestergård var med, da lokalgruppen afholdt den føromtalte shabbatsfejring i marts. De smilede op til hårgrænsen, da de kom hjem. Jeg tror, de mærkede den samme velsignelse. Med den nye lokalgruppe for Sydsjælland, Lolland og Falster har Israelsmissionens Unge nu seks lokalgrupper over hele landet, hvor unge kan tage del i vores vision. Bemærk: over hele landet. IU-Sjælland består allerede nu af fem unge par, hvis håb er, at lokalgruppen bliver et sted, hvor de samles om tro og bliver klogere på deres jødiske rødder. Samtidig vil de lave events rundt i de lokale kirker, hvor kristendommens jødiske rødder er i centrum. Det får mig til at kippe med flaget. Både det rød-hvide flag med korset og det blå-hvide med jødestjernen. For i Israelsmissionens Unge kan vi mødes på tværs – på tværs af kirkeretninger, lande og tro. Det er selvsagt en velsignelse.

Kagebagning og kulturmøder

Idag stødte jeg endnu engang på et kulturmøde som er i stor kontrast til den danske kultur.  Vi skulle bage kage til vores påskemåltid i morgen og da vores ovn kun kan grille gik Anna og jeg over til vores nabo, Katrina. Her blev vi mødt med stor gæstfrihed og venlighed og hun virkelig simpelthen så glad for at vi ville låne hendes ovn. Derudover kunne man også fornemme en stress i huset og i Katrina, da hun havde mange ting som skulle gøres med pasning af hendes 5 børn, opvask, vasketøj, madlavning og nu også os. Vi tilbød vores hjælp men hun insisterede på at vi bare skulle sidde og slappe af mens hun serverede kiks og juice. Hun havde mange bolde i luften og dette gjorde hun hver eneste dag. Vi snakkede med hende om det og hun sagde at hun nogle gange kedede sig og manglede selskab og derfor også var så glad for vores selskab på trods af at hun ikke havde tid til at sætte sig og snakke med os.  Da kagen var bagt og vi var gået hjem snakkede vi om hvilken rolle kvinderne i den arabiske kultur havde i hjemmet og specielt i islam. Der har kvinderne virkelig ingenting at skulle have sagt når det gælder opdragelse af deres drengebørn. Det er sandsynligvis ikke tilfældet her, da det er kristen familie.  Da vi kom forbi lidt senere blev vi igen inviteret ind og vi takkede ja. I de få minutter vi sad der, som en flue på væggen, oplevede vi “the struggle” med hendes uopdragne dreng. Katrina havde en dreng som jeg skyder på omkring 4-5 år gammel. Han havde ingen respekt for sin mor og var virkelig uartig. Da vi netop havde sat os i sofaen tog han et platiskgevær og kylede det ned i jorden så den gik i tusinde stykker. Vi kiggede overraskende på hinanden men Katrina og hendes søster, som også var der, reagerede nærmest ikke på det. Drengen tog endnu et stykke af geværet og smadrede det igen i jorden, så det gik mere i stykker hvorefter han begyndte at slå på ting med det ødelagte gevær. Vi var alle meget overraskede over den manglede reaktion fra Katrina og fik dog også af vide af hendes søster at dette var ingenting i forhold til hvad han ellers kunne finde på. Da geværet var smadret og Katrines søster havde ryddet op efter ham begyndte at at spille bold indenfor og kaste med nøgler. Heller ikke her var der nogle som stoppede ham, før bolden ramte os. Selvom der blev sagt nej til ham, blev han ved og det rørte ham ikke. Han havde ingen respekt for dem. Jeg blev simpelthen så irriteret over hans opførsel og havde lyst til at gå hen og ruske i ham og fortælle ham at han skulle opføre sig ordentlig. Da vi netop skulle til at gå kastede han endnu engang med nøglerne og de var meget tæt på at ramme os. Der blev nøglerne taget fra ham, men få sekunder efter tog han dem tilbage også begyndte legen igen.  Jeg blev simpelthen så frustreret over at han ikke lyttede til Katrina og ikke havde nogen respekt for hende. Vi har hørt at kvinderne i den arabiske kultur og især i islam ikke har særlig meget at sige når det gælder opdragelse af deres drengebørn.  Dette kunne også give mening her, dog er det en kristen familie, så det er nødvendigvis ikke sådan det er. Jeg har så svært ved at følge den tankegang da det er så forskellig fra den danske kultur og ikke giver nogen mening i mit hoved når det er moderen som skal gå hjemme og holde styr på børnene. Det er dog heller ikke sikkert at det er sådan i denne situation da det jo også er en kristen familie og ikke muslimsk, men jeg kom bare til at tænke på at det var sådan i andre familier også. Jeg har svært ved at sætte mig ind i denne norm da den er så anerledes i danmark hvor mænd og kvinder er mere ligestillede. 

Tid til tjeneste

Efter 5 måneder i Israel får man en del med hjem i bagagen. Noget af det jeg aldrig vil glemme, er de mennesker jeg har mødt, de steder jeg har set og de tjenester Gud har sat mig i. Dagene er aldrig ens på hjemmet i Gilo. Nogen dage kan være lange og hårde, andre dage givende og fantastiske. Det er de fantastiske dage der er flest af, faktisk kan man kun tælle de trælse dage på én hånd. En af de givende dage for mig var en dag, da en af beboerne der havde brug for en lille snak. Det var meget normalt at tage en snak med ham, da han er en person der elsker at snakke og filosofere over tingene. Den her ene dag havde han virkelig noget på hjertet. Han kan være svær at forstå, da han har tale vanskeligheder, og det engelske drukner lidt i en mumlen, men hans ord var oprigtige. Vi snakkede om mange ting, og det var fantastisk bare at sidde med ham og give ham tid. Han fortalte, at han var meget taknemlig for mig og det arbejde jeg gjorde, og at han glædede sig hver dag til at komme ned i workshoppen for at snakke. Han havde lagt mærke til mig, og det jeg gik rundt og gjorde for ham og de andre beboer. Det er specielt for en jyde som jeg at få sådan noget af vide om mig selv, men hvor er det er virkelig fantastisk, at der bliver sat pris på vores arbejde også selvom vi ikke altid selv bemærker vores egen tilgang eller indstilling. Når man er sådan et sted som dette bliver det meget pr. automatik, at man går rundt og smiler og giver en hjælpende hånde, eller giver sig tid til den enkelte beboer. Men det der ramte mig mest af vores samtale, var da han pludselig begyndte at fortælle, at han kunne mærke Jesus gennem mig i hans hjerte, mens han pegede på sit bryst der hvor hans hjerte sidder. Det jeg gør, gør jeg fordi Jesus elsker mig og mine medmennesker. At en jøde fortæller om, at han kan mærke Jesus er virkelig ubegribelig og et fantastisk vidnesbyrd på at Gud arbejder i os, selvom vi måske ikke er klar over det, og bare går rundt og gør hvad vi plejer at gøre. Det gælder om at se de små ting i ens hverdag, for Gud virker i alle og i alt. Hvor er det fantastisk at hver dag er en gave, lidt alla en surprise. Jeg havde aldrig i mit liv troet, at jeg ville få sådan en snak bare ud fra ens daglige tjenester og væremåde. Den tjeneste Gud kalder os til, om end vi syntes den er stor eller lille, har Gud altid en plan med det. Jeg ved ikke hvordan min ven fra hjemmet har med Jesus pt, men jeg beder til at det lille frø i han må spire.

Allerede/Endnu ikke

Hvis du går med slips, har du måske, ligesom jeg, stået foran spejlet og kæmpet med den formelle verdens svar på en labyrint. Måske har du i den situation, ligesom jeg, oplevet at blive ramt af et stille indre spørgsmål i retning af: ”Hvorfor i alverden har vi dog bestemt os for, at en lang klud bundet om halsen skulle være noget særligt fint?” Det spørgsmål ramte mig for nylig og jeg valgte at lufte tanken for Missionspiloterne. Timingen viste sig ikke at være den bedste, for de gode piger kunne ikke helt følge min spontane interesse i fest-tilbehørs ophav. Det forstår jeg egentlig godt. Men efter flere ihærdige forsøg på at overbevise dem om mit spørgsmåls ret til at blive taget bare en smule seriøst, forbarmede en af dem sig og googlede sig frem til et svar. Det var faktisk en smule overraskende. Slipset har sit udspring i en fransk konges fascination af en snes kroatiske soldaters nydelige halsklud engang i 1600-tallet. Selvfølgelig. Som mange andre danskere, tænkte jeg at slipset havde en stolt og muligvis temmelig lang fortid i dansk, eller i hvert fald vestlig kultur, og at det endnu mere sandsynligt var en flok snobbede embedsmænd, som engang bestemte sig for, at det da egentlig kunne være meget pænt at binde lidt pynt om halsen, inden de gik til bal. At slipset i virkeligheden har sin vugge på Balkan, langt fra de vestlige hof, havde jeg aldrig gættet. Nu tænker du måske (eller nærmere, forhåbentlig): ”Hvad har dette let kedelige stykke historie at gøre med at du er i Israel?” Nærmest ingenting. Men det siger noget om, hvordan vi mennesker mister blikket for vores fælles historie, vores kultures udspring og at vi i virkeligheden er meget mere ens end forskellige. Det er et udgangspunkt, som dukker frem mit hoved på daglig basis her i Jerusalem – på godt og ondt. Der er nemlig så meget der taler imod. Særligt tænker jeg på det absurde og forfærdelige kemiske angreb Syrien, som skete få hundrede kilometer fra min hoveddør, men selvfølgelig også den endnu nærmere konflikt her i landet. Krig, konflikt og frygten for andre, har fyldt mig meget de sidste par måneder. Det er helt uundgåeligt ikke at blive påvirket af de mange skæbner, historier og møder man får her, langt fra Aarhus’ fredelige stræder. Verdens forfald står pludselig dundrende klart og det frustrerer mig, fylder mig med sorg.. I skarp kontrast til Jerusalems intense spænding og den buldrende krig i Syrien, står mødet med Gud i hans rolige og harmoniske natur. For ikke mange timer siden, sad jeg på klippefæstningen Masada og så solen rejse sig over Jordans bjerge. For endnu færre timer siden, vandrede jeg rundt i en frodig kløft, med en flok norske teologistuderende og udvidede mit noget begrænsede norske ordforråd. Kontrasten mellem Guds kærlighedsspækkede skaberværk og den intense uro og ufred der findes i Israel, kan være svært helt at begribe. Jeg kæmper i hvert fald. Billedet på forsiden af blogindlægget, illustrerer det faktisk meget godt: Stedet er Gamla, beliggende i det omstridte Golan område, som på denne side er et fantastisk naturområde, men samtidig er en påmindelse om fortidens og nutidens stridigheder i dette lille land.
Solopgang på Masada. Wow.
Noget af det der gør størst og mærkende indtryk, er som sagt møderne med mennesker. Mennesker som manden fra Eritrea, som jeg mødte ved stranden i Tel-Aviv. Han havde intet job, ingen familie, ingen fremtid. Han havde bare én tør kommentar: ”Life is fucking hard man.”(beklager sproget – men sådan sagde han altså). Eller mødet med den messianske jøde, som følte sig mere sikker i Israel end i Europa, fordi hun frygter muslimernes voksende indflydelse. Hun har mistet to venner i et palæstinensisk terrorangreb. Eller den solrige torsdag i sidste uge, hvor jeg fik lov at bruge en eftermiddag med en flok fantastiske muslimske drenge i Jeriko, på Vestbredden, og fortælle dem om vigtigheden ved ærlighed og tillid, hvorefter de bød på friskgrillet kylling på spyd. Eller mødet med en flok danske teenagere fra Grejsdalens Efterskole, som fik lov at smage på en anden verden en den de kender fra Vejles trygge ådale, og som tydeligt blev mærket af at sætte deres ben i Jerusalem. Alle disse møder og mennesker sætter spor i mig. Får mig til at glædes, at græde, at frygte og at håbe. Men mest af alt at indse, at verden har brug for Jesus, måske mere end nogensinde. Faktisk er det en af de få ting, hvis ikke den eneste, som kristne på begge sider af konflikten kan enes om: Jesus er den eneste løsning! I denne uge afsluttede mine dygtige kolleger Asbjørn kirkevolontør, Pastor David – ”Den Danske Patriark af Jerusalem”, og jeg selv, et undervisningsforløb om kristendommens jødiske rødder for Missionspiloterne.  
En selfie med Den danske Pastor og Daniel, som er en herlig norsk volontør
Jeg havde den store fornøjelse at undervise i Løvhyttefesten, som for mig er blevet enstemmigt med essensen af vigtigheden i at lære mere om vores jødiske rødder. Hold fast, hvor bliver Guds geniale frelsesplan dog bare malet på væggen, når man graver lidt i de gamle fester! Selvom kalenderen næsten siger påske, og hvert øjeblik i den kommende uge kommer til at kredse om Jesus og hans fantastiske gerninger her i Jerusalem, så er det alligevel også Løvhyttefesten, som giver mig håb. Håb for denne faldne verden. For Løvhyttefesten indeholder nemlig to perspektiver – et ”allerede” og et ”endnu ikke”. Kort sagt så handler festen om at mindes ørkenvandringen og hvordan Gud sørgede for Israels folk, ja faktisk at idealtilstanden fandtes der, midt i sandet og varmen, for Gud var hos dem og de var afhængige af ham! Samtidig peger festen, gennem en ordentlig bunke profetier, frem mod den kommende sabbatshvile hjemme hos Gud. I en kristen kontekst, taler vi om at Løvhyttefestens ”allerede”, fik sin opfyldelse med inkarnationen og Jesu første komme til vores lille klode. Guds rige er nær, Gud kom selv helt nær! Men samtidig peger den fremad mod et ”endnu ikke”, frem mod den evige Løvhyttefest på den nye jord – der hvor Gud ”skal rejse sit telt(eller sin hytte) over dem” (Åb 7,15). Dér vil freden endelig være fuldendt og al smerten, krigen og bomberne vil ophøre! Det trøster mig, midt i ”krigslarmen og rygterne om krig” (Mark 13,7). Så jeg ser frem til at fejre påske i Jerusalem. En påske som gør at jeg kan tage med til Guds evige Løvhyttefest! Gud er god. 

En større trussel end terror

En mulig ny lov i Danmark om forbud mod omskærelse af drengebørn er en langt større trussel mod det jødiske samfunds fortsatte eksistens end et muligt terror-angreb. Jeg frygter ikke terror, også selv om den har ramt os, men jeg frygter en lovgivning i Danmark, som ikke beskytter et mindretals ret til at praktisere sin tro. Det kan synes som man i Danmark er mere optaget af at beskytte majoriteten mod minoriteten end omvendt. Det bekymrer mig. Noget i den retning sagde rabbiner Jair Melchior i sit indlæg ved den debat om religionsfrihed, som Evangelisk Alliance havde inviteret til den 5 april i København i forbindelse med det årlige repræsentantskabsmøde. De to andre oplægsholdere var Carsten Hjort Pedersen fra Religionspædagogisk Institut og folketingsmedlem for socialdemokratiet Daniel Toft Jakobsen. Efter paneldebatten formulerede deltagerne i dagens program følgende udtalelse, som også kan læses på EAs Facebookside, hvor navnene på underskriverne også findes: Ledere fra en række kirkelige organisationer har været samlet i København d. 5. april til en konference om religionsfrihed i Danmark. Baggrunden er et behov blandt kirkelige organisationer for at drøfte og konkretisere religionsfriheden i lyset af den aktuelle politiske situation. Vi udtaler: 1. I et frit samfund må vi kunne udtrykke os frit – også om religiøse spørgsmål. Begynder man at begrænse menneskers frihed til at udtrykke deres tro, rammer det alle. 2. Nogle politiske initiativer, for eksempel efterårets stramning af straffeloven (L18), er udtryk for en afgørende ændring af den hidtidige forståelse af religionsfrihed og tolerance over for religiøse institutioner og mindretal. 3. Vi oplever, at den politiske debat ofte meget ensidigt tager udgangspunkt i, at religion hænger sammen med radikalisme, terror, intolerance og antidemokrati. Konsekvensen er, at man kaster et mistænkeligt lys over religiøst funderede institutioner i samfundet, som i praksis klæder mange mennesker på til at kunne indgå i et moderne demokrati. 4. I et demokrati kæmper man ikke bare for sin egen frihed, men også for at give plads til holdninger, som man er dybt uenig i. Det er ægte åndsfrihed. 5. Demokrati og religion er ikke hinandens modsætninger. Tro er en ressource for samfundet. 6. Religion er en del af det offentlige rum, fordi den vedrører det fælles liv og de værdier, som bærer vores samfund. 7. Samfundet trues ikke kun af religiøs ekstremisme, men også af intolerant sekularisme.   Udtalelsen blev til på baggrund af en god og åben debat, hvor der også var plads til selvkritiske og selvransagende spørgsmål. For mig blev dette sat i perspektiv ikke mindst af de synspunkter, som vores jødiske gæst gav udtryk for: Hvor meget af vores personlige frihed er vi villige til at opgive i vores bestræbelse for at forhindre terror? Har frygtet sejret? Religionsfrihed betyder, at der skal være frihed til også at skifte religion. Det må staten ikke lovgive imod, men kan man undgå socialt pres, når nogen vælger familiens eller gruppens religion fra? Man kan ikke forvente at en jøde, der bliver døbt, ikke betaler en social pris for det. Vi øver alle social kontrol eller pres, og gør vi det ikke, er det så fordi vi ikke værdsætter de etiske og moralske regler, der gælder inden for vores gruppe? Er det, vi står for ikke værd at kæmpe for, også hvis det betyder at gå mod strømmen? Eller er demokratiet blevet vores nye religion og religion blevet ikke bare en personlig sag, men så privat at den mister sin betydning for det liv jeg lever sammen med andre? Til tider tror vi at konflikten er mellem muslimer på den ene side og jøder og kristne på den anden.  Men som religiøse minoritetsgrupper har jøder og muslimer i Danmark måske mere til fælles, end vi umiddelbart vil indrømme.

Påskens ensomme begivenheder

Salim J. Munayer, leder af organisationen Musalaha I forbindelse med dette års påsketid samles mennesker fra hele verden i Jerusalem. Da påsken i både den østlige og vestlige tradition falder på samme dag, vil der være ekstra tætpakket. Palmesøndag ligger i denne uge, og tusinder af besøgende og lokale kristne palæstinensere vil gå samlet ned fra Oliebjerget, gennem dalen og op til den gamle by i Jerusalem. Det er et meget rørende syn, hvor grupper af mennesker fra hele verden vifter med palmegrene, synger lovsange og fejrer Jesu virke og hans indtog til Jerusalem.  Det er én af de mest pulserende fejringer i verden, der markerer den sidste uge i Jesu fysiske liv. I de østlige traditionelle kirker er folk hele ugen beskæftiget med at faste og bede. Kirkerne er fulde af mennesker, der ikke normalt kommer til gudstjeneste. Man hører ofte folk sige, at bønnerne før påske er smukke og at de kan lide at lytte til dem, at læse evangelierne, og især at opleve lovsangen ugen igennem, der leder op til påskesøndag, eller pascha, som den bliver kaldt i Østen. Langfredag og opstandelsessøndag er der knap plads til at stå op i kirkerne i den gamle by i Jerusalem. Disse glædelige og meningsfulde anledninger til at fejre står i stærk kontrast til de historiske og spirituelle begivenheder, de markerer. Faktisk, var begivenhederne i Jesu liv, død og opstandelse meget ensomme. Disciplene og de fleste folk, der fulgte Jesus, forlod ham, da han modtog sit kors. De afviste ham ved at benægte, at de kendte ham. Kun enkelte gik ved siden af ham, og hjalp ham, da han gik op til Golgata, og kun meget få stod ved hans fødder under korsfæstelsen. Kontrasten mellem disse tragiske og forfærdelige begivenheder og hvad vi fejrer i dag, er slående – vi kan lære af forskelligheden. Mange gange går store begivenheder i historien stille for sig ligesom korsfæstelsen og opstandelsen. Da disse begivenheder fandt sted lod det til, at det onde havde vundet over det gode. Folk mistede håbet, og det var en trøstesløs tid. Det var ikke ærefulde begivenheder, som blev ophøjet, men fuldstændig modsat hvordan vi fejrer dem i dag. Det er det samme for mennesker, som søger Guds rige, og især dem, som søger forsoning. Livet kan være ensomt, fyldt med afvisning, ikke glorværdigt, smertefuldt og til tider besværligt, for dem, som aktivt arbejder for forsoning. I dag leder de fleste efter ære, magt og tilbedelse, og stræber efter at opnå den succes, samfundet definerer. Prisen for at taget et standpunkt i moralske og etiske dilemmaer er høj, og ligeså når man opfordrer til fred og forsoning, og ikke fjendtlighed og afstandtagen til andre, som er forskellige fra os. Dog er det ofte de svære tider, fyldt med isolation, der er de transformerende og udviklende øjeblikke i vores samfund i dag. Lad os genkende kontrasten mellem hvordan begivenhederne vi fejrer faktisk foregik, og hvordan vi vælger at fejre dem. Må dette hjælpe os til ikke at gå glip af transformerende øjeblikke i vores egen livstid.   Artiklen er oversat. Læs den originale her. Øverste billede: (C) Musalaha
  • 1
  • 2

Følg os
på facebook


Tilmeld dig
Nyhedsbrevet


Israelsmissionen | TORVET | Katrinebjergvej 75 | 8200 Aarhus N | Tlf. 7190 1885 | kontor@israel.dk | Reg.nr. 0994 kontonr. 0003054500 | MobilePay 30503