Month: april 2017

Vi planter frø i en anden virkelighed

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen Det var en lun sommeraften. Bølgerne skvulpede roligt ind mod bredden, mens jeg gik med fødderne i det bløde sand langs stranden. I horisonten lyste den gamle bydel Jaffo op, og jeg fik fornemmelsen af at befinde mig i en anden tidsalder. Jeg havde ofte set ham sidde der bag sin beskedne bod på strandpromenaden. Brune milde øjne og latinamerikanske træk. Han var ung, men lignede én, der havde gennemlevet langt mere end sin alder. Egentlig ville jeg have fortsat videre, hvis ikke vejen havde været afspærret, men de blå blink længere fremme fik mig til at stoppe op. Han bød mig om bag boden, og fandt en beskidt plasticstol frem, som jeg kunne sidde på. Vi snakkede lidt om alt og intet, men han åbnede ret hurtigt op. Det var som om, vi havde en særlig fortrolighed. Michael var hans navn. Han havde levet et udsvævende liv, forelsket sig i en israelsk pige og var nu endt her uden penge og et knust hjerte. Jo mere vi snakkede, desto tydeligere blev det, at noget var gået i stykker i ham. Det var svært at sige, om han var helt ved sine fulde fem, men jeg fik alligevel indtrykket af, at han inderligt søgte Guds nærvær. Vi snakkede lidt om tro, og jeg delte min glæde i Jesus med ham. Han virkede et øjeblik interesseret, men lukkede hurtigt i. Han kunne måske tro på en Gud, men denne Jesus var ikke noget for ham. Følelsen af utilstrækkelighed vældede op i mig. Hvordan kunne jeg formulere mig, så han kunne forstå nåden? Da vi afsluttede samtalen, gav han mig en halskæde, som han selv havde lavet. Jeg forklarede ham, at jeg ikke havde nogen penge, men det var han tilsyneladende ikke interesseret i. Den bestod af tre perler: to i perlemor og én i sort. Jeg blev mindet om Kristuskransen, hvor den sorte symboliserer kriserne, døden og mørket i livet. Hvor jeg dog ønskede, at jeg kunne få lov at give ham opstandelsesperlen. På vejen hjem var det som om, jeg blev overvældet af Helligånden. Jeg måtte simpelthen bede for ham. Det blev klart for mig, at Gud havde haft en plan med dette møde fra start til slut. Midt i al min utilstrækkelighed, mindede han mig om, hvem der var i kontrol. Bønnen vendte meget konkret mit blik fra mig selv og hen på Gud. Paulus skriver sådan her i Første Korintherbrev kapitel 3 vers 6 og 7: ”Jeg plantede, Apollos vandede, men Gud gav vækst, så hverken den, der planter, eller den, der vander, er noget, men det er Gud, som giver vækst.” Hvor er det frisættende. Gud kalder mig til at følge ham betingelsesløst, og jeg får lov at være en del af hans planer og plante frø. Men jeg kan ikke give vækst. Møder jeg mennesker med dette udgangspunkt? Eller vil jeg klare det hele selv?

Korte shorts og muslimske piger.

Der var mange blikke mod vores europæiske ydre. Samme var de viskende arabiske ord. Vi så ikke ud som dem, udover at de alle var piger, ligesom os. Derudover lavede vi ikke en særlig diskret entre i Jeriko. Vi ankom i shorts. Med et smil på læben, fortalte de at dette ville blive taleemnet i hele Jeriko den dag, da man aldrig viser ben eller arme offentligt.  Vi befandt os i et kristent hus for unge i Jeriko. Huset er ejet af det Palæstinesiske bibelskeskab. Her kommer en del muslimske unge for at have fællesskab med hinanden. Vi fik lov at bruge en eftermiddag sammen med pigegruppen som mødes ca. 1-2 gange om måneden. Der fortælles på intet tidspunkt om Gud, da pigerne skal kunne fortælle ærligt om hvad de oplever til deres muslimske forældre.  Vi tog på en cafe for at spise kage og hygge os. Her fik vi mulighed for at snakke med pigerne, med hjælp fra Tarry som nogle gange hjælper til ved gruppen. Tarry har boet i Israel i mange år og kunne derfor snakke arabisk med dem og oversætte for os på Engelsk.  Vi snakkede med pigerne og fik mulighed for at spørge om stort set hvad vi ville. Først var det spørgsmål som hvad de hed og hvilken skole de gik på. Senere gik vi dybere og snakkede fx. Om ægteskab, og forskellen på hvordan det fungere i Danmark vs. Palæstina. Vi spurgte også ind til hvordan de tænkte om at gå med hijab Svaret lød at det var helt naturligt og en del af deres religion. Det var bare sådan det var.  På et tidspunkt spurgte vi om deres største ønsker i livet. Et svar lød således; “Jeg vil gerne få nogle gode karakterer til min eksamen.”  Et svar som forbløffede os. Dette var simpelthen hendes største ønske! Pigerne her i Jeriko er nærmest fanget. Denne eksamen er nøglen til et arbejde som kvinde i Palæstina. Hvis hun ikke får den men bliver giftet væk inden i stedet bliver hun højest sandsynligt til en babymaskine uden nogensinde at få et arbejde.  Dette var en frygtelig men sand virkelighed der gik op for mig. Mange af de ting som de fortalte fik mig virkelig til at indse at det ikke er disse skønne piger der er noget galt med. Det er deres religion. Den undertrykker dem.  Her kunne jeg for alvor mærke vores kulturforskelle.  De piger vi snakkede med var så utroligt søde. De ville så gerne lære os at kende, de sagde at de elskede os og ville have at vi kom igen. De var så hjertevarme og åbne. Det gjorde mig ked af det at tænke på at de havde hele livet foran sig, og så alligevel slet ikke.   Inden vi skulle hjem stimlede de alle op med deres mobiler og ville have selfies med os. Nederst ses vi også med et lille udpluk af pigerne. Dette var en af de absolut bedste dage her i Israel. Jeg tror at Gud placerede os netop der hos pigerne denne dag. Og jeg er sikker på at udbyttet var stort hos begge parter! 

Studerende lærer at stille de svære spørgsmål

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen Fellowship of Christian Students in Israel (FCSI) afholdte i marts deres årlige nationale konference for studerende i Israel. Her var 110 både engelsk-, arabisk- og hebraisktalende unge samlet for at læse i bibelen og lære hinanden at kende. Bibelen leder til forandring Zaher Haddad, generalsekretær i FCSI, glæder sig over konferencen: ”Vi oplever hvordan flere og flere studerende læser i Bibelen, og det leder til forandring i deres liv.” På bare tre år er deltagerantallet vokset fra 20 til 110. Konferencens hovedfokus var at tilbringe tid med bibellæsning, at blive mere fortrolig med at stille de svære spørgsmål og have modet til at prøve at svare på dem. Derudover fortæller Zaher, at atmosfæren blandt deltagerne var god, og at der også var tid til aktiviteter og sport. Missionspiloterne fik kram og kindkys De tre missionspiloter deltog også i konferencen. De hjalp til i køkkenet, hvor de oplevede en enorm gæstfrihed. ”Det har været en vild fed oplevelse og lejr-stemningen har virkelig været på det højeste, men det, som jeg vil tage med herfra, er køkkendamernes taknemmelige kram og kindkys,” fortæller Tilde Søndergård i et blogindlæg. Jesus er Herre over sabbatten En hebraisktalende studerende fortæller: ”Det var en meget velsignet konference, og jeg var meget glad for at være der. Den induktive måde at læse Bibelen på afslører mange nye ting for læseren. Personligt har jeg fået et nyt syn på sabbatten, og nu forstår jeg, at Jesus, der er herre over sabbatten, skal have sin rette plads i centrum.” Kaldet til at tjene sociale udskud En arabisktalende færdiguddannet farmaceut fortæller, hvordan hun i sit arbejde bliver konfronteret med stofmisbrugere, der kommer ind for at få udskrevet stoffer. Hun plejede at lade andre tage sig af dem, da hun anså dem for besværlige at arbejde med, men efter at have arbejdet med markusevangeliet, har hun ændret perspektiv: ”Jesus lærer mig, at jeg skal behandle alle ens og ikke diskriminere nogle grupper af mennesker. Han lærer mig at tilbyde min hjælp til alle og at elske alle – selv misbrugere der betragtes som sociale udskud.”    
  • 1
  • 2

Følg os
på facebook


Tilmeld dig
Nyhedsbrevet


Israelsmissionen | TORVET | Katrinebjergvej 75 | 8200 Aarhus N | Tlf. 7190 1885 | kontor@israel.dk | Reg.nr. 0994 kontonr. 0003054500 | MobilePay 30503