Skip to main content

Måned: maj 2017

Uden pinsen og Helligånden er evangeliet kun halvt

31. maj 2017, Arne Pedersen, kommunikationssekretær

Pinsen er på mange måder påskens lidt underkuede lillebror. Eller, sådan bliver det i hvert fald ofte praktiseret, for mens påsken nok skal få sin del af opmærksomheden er pinsen ofte blot et lidt småbesværligt appendix. For det er ikke altid helt let at få greb om ham Helligånden. Hvem er han egentligt – og hvad er hans opgave?

I min barndom og ungdom var mit sprog og teologi om Helligånden nærmest ikke-eksisterende – og det selvom jeg er vokset op i et missionsk hjem med en rigelig mængde af møder at gå til. Jeg husker, at Helligånden for det meste blev omtalt som ham, der helst ville, at vi snakkede om Jesus og ikke så meget om ham. Og selvom jeg tror, det er en af Helligåndens vigtige opgaver, så er der alligevel så meget mere at sige om, hvem han er.

Der er sket meget i missionsbevægelserne siden min barndom og ungdom når det kommer til forkyndelsen og undervisningen om Helligånden, men tilsyneladende står netop denne del stadig svagt, hvilket en nylig undersøgelse, Projekt God Forkyndelse, viste.

Det er virkelig ærgeligt, det er sådan, for uden pinsen og Helligånden er evangeliet kun halvt. Et helt evangelium må omfatte både påsken og pinsen, for det er én fortælling i to afsnit. Som med så meget andet i kristendommen kan vi også med pinsen og Helligånden få hjælp af den bibelske jødedom, for også pinsen har jødiske rødder.

Jeg husker, at da jeg en dag opdagede, at jøderne faktisk også både fejrede og fejrer pinse, var der noget, der faldt i hak. For det helt naturlige spørgsmål jeg stillede mig selv var, at når der er sammenhæng mellem jødernes påske og den kristne påske, og når der i evangelierne og i hele det Nye Testamente generelt gøres en pointe ud af, at Jesus netop skulle korsfæstes i jødernes påske – var der så måske også en sammenhæng mellem jødernes pinse og den kristne? Var der en pointe i at Helligånden kom til jorden, netop mens jøderne var samlet i Jerusalem for at fejre den anden af årets store pilgrimsfester?

Den første pinsefest – eller Shavuot, som den hedder på hebraisk – blev fejret af jøderne, som en høstfest – ligesom så mange andre af de store fester. På et tidspunkt, sandsynligvis i løbet årene mellem de to testamenter, udvikler festen sig fra at være en almindelig høstfest til at blive en fest, hvor lovgivningen på Sinai bliver fejret.

Efter Gud har udfriet israelitterne fra slaveriet i Egypten, leder han dem til Sinai-bjerget, som de ankommer til efter nogle måneders vandring. Her giver Gud dem Loven. Det er en voldsom beretning, som strækker sig fra 2. Mos 19 og resten af bogen ud. Begivenheden dækker over langt mere end blot de ti bud, som er de mest kendte.

Gud begynder sin lovgivning til Moses og de andre israelitter med at slå fast:
I har selv set, hvad jeg gjorde mod Egypten, og hvordan jeg bar jer på ørnevinger og bragte jer herhen til mig. Hvis I adlyder mig og holder min pagt, skal I være min ejendom, ene af alle folkene, for hele jorden tilhører mig. I skal være et kongerige af præster og et helligt folk for mig.
Her lærer vi den første væsentlige pointe om pinsen i et jødisk perspektiv: Ved at begynde lovgivningen på Sinai med at minde israelitterne om, hvad han lige har gjort for dem, knytter Gud påsken og pinsen sammen. Man kan sige det på den måde, at i påsken frelser Gud sit folk, mens han i pinsen giver det retning og formål. Vi kan fx stille os selv det spørgsmål: Hvad nu hvis Gud ikke havde givet sit folk loven? Så havde de jo stået der i ørkenen, måske kløet sig lidt i nakken og tænkt: Hmm…hvad så nu?!

Men Gud vil mere med sit folk end at frelse det fra slaveriet, for med lovgivningen på Sinaj inviterer Gud israelitterne til et nyt liv i fællesskab med ham. Han giver dem loven, for at de kan vide, hvordan de, både som fællesskab og som enkeltpersoner, kan leve et liv, der er et sandt vidnesbyrd om, hvem Gud er. Det er jo også derfor, Gud bliver vred, når israelitterne ikke gør, som loven foreskriver, for så er vidnesbyrdet om ham ikke længere sandt. Gud giver også israelitterne loven for at gøre dem anderledes – for at de skal skille sig ud – som et mærke og tegn på, at de tilhører ham.

Så langt så godt – men hvad har det alt sammen med den kristne pinse og Helligånden at gøre?

Den bibelske fortælling efterlader os ikke i tvivl om, at Gud ved, at loven er utilstrækkelig for at opfylde hans mission i denne verden. Derfor har Gud en plan – en plan han løfter lidt af sløret for overfor bl.a. de to profeter Jeremias og Ezekiel. Jeremias profeterer fx om ”en ny pagt” og om at Gud en dag vil lægge sin lov ind i mennesket selv – om at han vil skrive loven i menneskets hjerter. På samme måde profeterer Ezekiel om ”en ny ånd” og om et hjerte, der ikke er af sten, men af kød og blod.

Spol så nogle hundrede år frem i tiden til beretningen i Apostlenes Gerninger kapitel 2, som begynder med ordene: ”Da pinsedagen kom…” Det er ikke en forudgribelse Lukas laver af den kristne pinse, men han konstaterer, at vi på dette tidspunkt er i gang med jødernes pinsefest – altså festen for lovgivningen på Sinai. Den nytestamentlige pinseberetning er en fantastisk og underfuld fortælling om, hvordan Guds Ånd kommer over apostlene, så de pludselig kan tale alle pilgrimmenes sprog, som var i Jerusalem på denne højtid. Næsten tre tusind mennesker kommer til tro på Jesus denne dag, efter Peter har holdt sin berømte pinseprædiken.

En anden pinseprædiken – som er knap så berømt – er den Paulus holder i 2. Korinterbrev kapitel 3. I denne prædiken efterlader Paulus os ikke i tvivl om sammenhængen mellem den jødiske pinse og Helligåndens komme, for her omtaler han korinterne som et ”Kristus-brev” – ikke et brev der er skrevet med blæk, ”men med den levende Guds hånd…i hjerter, på tavler af kød og blod.” Referencerne til både Ezekiel og Jeremias er tydelige. Engang var der en pagt, siger Paulus, som var skrevet på stentavler – men ikke længere. Nu – i kraft af Helligånden – står den skrevet i vores hjerter. Og sådan bliver Paulus ved gennem hele kapitlet at fortælle om, hvordan det var engang, og hvordan det så er nu.

Han konkluderer:
Og alle vi, som med utilsløret ansigt i et spejl skuer Herrens herlighed, forvandles efter det billede, vi skuer.
Paulus konkluderer med andre ord, at ingen kan forblive den samme, hvis man har taget imod Guds invitation til et nyt liv sammen med ham – i hans mission. Sådan var det for jøderne, da de fik loven på Sinai, sådan er det for os, når vi får Helligånden som gave. For i livet med Gud er forvandlingen og Helligånden et imperativ.

Dermed kan vi også konkludere, at Helligånden må have samme funktion og opgave for os, der er kristne, som loven havde det for jøderne. Vi får Helligånden ved dåb og tro, fordi Gud vil invitere os til at leve et liv, der er et sandt vidnesbyrd om, hvem han er – både som enkeltpersoner og som fællesskab. Det er det, Helligånden skal vejlede os til. Det er derfor, han er kommet. Og så for at være et tegn på gudsfolkets anderledeshed – som et mærke på at vi tilhører ham. På samme måde som Sinai gav israelitterne både retning og formål, giver Helligånden os det samme.

Der er altså al mulig grund til at dykke ned i pinsens jødiske rødder og holde op med at betragte denne højtid som påskens lillebror. For hvis vi kun vil have påsken – uden pinsen – får vi kun et halvt evangelium.

Rigtig glædelig pinse!

Denne artikel blev oprindeligt bragt som kronik i Kristeligt Dagblad i 2016.

Hvorfor er Jerusalem vigtig? – et kristent perspektiv

Tirsdag aften arrangerede Den Danske Kirke i Jerusalem en aften sammen med Den Konservative Synagoge Ramot Zion. Emnet var byen Jerusalem og dens betydning, og aftenen var arrangeret i anledningen af den årlige markering af genforeningen af Jerusalem, hvilket dog ikke var fokus for aftenen. Her under kan du læse David Serners indlæg, som er præst ved Den Danske Kirke.

David Serner, præst i Den Danske Kirke i Jerusalem

1) Jerusalem er ikke vigtig.
2) Jerusalem er vigtig, fordi den er hellig for jøderne.
3) Jerusalem er umådelig vigtig.

1) Jerusalem er ikke vigtig.

Jerusalem er ikke vigtig eller hellig for kristne, da vi tror, at da Jesus kom, skiftede fokus over på ham. Jesus provokerede til stadighed ved at pege på sig selv i forbindelse med højtider, som ellers havde templet som centrum. Det kom særligt til udtryk under løvhyttefesten, hvor Jesus pointerede, at alle traditionerne omkring lystænding, vandceremonier og ofre, egentligt handlede om ham. Dermed ændredes fokus fra et sted til et menneske.

Nu kan intet sted kaldes hovedfokus for Guds frelse.
Nu kan intet sted påstå at være mellemmand i forhold til Gud.
Nu kan intet sted agere som offer foran Gud.
Nu kan alt dette – og meget mere – ske hvor som helst.

Ligesom en forståelse af Toraen, der siger, at Tora er i fællesskabet af studium og god jødisk livsførelse, siger Jesus: “Hvor 2 eller 3 er forsamlet i mit navn, der er jeg midt iblandt dem”, men det er med en anden forståelse end den der er givet i tankerne om Tora, at Jesus siger dette. Jesus inkluderer det fuldstændige nærvær af forsoningen fra templet/som templet giver og ligefrem – et nærvær af Gud selv. Det var – og er stadig – en provokerende tanke.

2) Jerusalem er vigtig, fordi den er hellig for jøderne.

Jerusalem er vigtig for kristne, fordi den er hellig for jøderne. Kristendommen er forankret med jødiske rødder og i jødisk tænkning. Vi har, som kirke, forsøgt at latterliggøre, forfølge og udslette jødisk liv og teologi. Det er der ingen undskyldning for.

På trods af hvordan kristne har opført sig, og stadig opfører sig, vedbliver Jerusalem med at være en vigtig by på grund af det jødiske i kristendommen. Det var her Gud lagde grunden til sine løfter. Det var her profeterne fremstod og profeterede om den kommende Messias – eller om kommende begivenheder. Det var her templet blev bygget og tilbedelsen af Herren gav soning for synd.

Hvis Jerusalem intet betød for jøderne, ville den heller ikke betyde noget, for den kristne verden. Jerusalem er vigtig, fordi den er en del af den kristne arv. Den er centrum for tidlig kristen tænkning, teologi og kristent liv, indtil romerne smed os ud.

Hvis der
ikke var et jødiske Jerusalem
ikke var et jødiske tempel
ikke var jødisk tilbedelse
ikke var et jødisk præsteskab
ikke var jødisk teologi
ikke var noget jødisk samfund med sit epicenter i Jerusalem for 2000 år siden, så ville der heller ikke være en jødisk Jesus eller frelse for en hedning som mig. Det er derfor Jerusalem er vigtig for kristne, fordi byen (også) er jødisk – og hvis man skærer rødderne over, vil træet dø.

3) Den er umådelig vigtig.

Jerusalem er umådelig vigtig og bliver set som hellig af kristne over hele verden. Det er her, tror vi, at Gud opfyldte alle sine løfter. Jesus kom som jøde og forblev jøde indtil sin død. Han vandrede omkring og prædikede i Galilæa for at komme til Jerusalem, som fra begyndelsen var målet for hans liv. Dette er byen, hvor vi kan mindes Jesu handlinger. Jerusalem er byen, hvor fortællingerne bliver levende i al dens mellemøstlige atmosfære og jødiskhed. Det vigtigste kristne sted, og hvad der gør byen hellig, er det, som ikke er der. Pilgrimme kommer langvejs fra for at se – ingenting. Der er ingenting at se, og det er det, som får os til at juble. Det gør ikke bare Jerusalem vigtig for os, men hellig. Dette er i sandhed Guds epicenter i forhold til det, han gør med sin skabning.

Jerusalem peger også fremad. Jerusalem er det, vi venter på. Jerusalem er Gud, som dvæler i os og mellem os. Jerusalem er fred, harmoni, glæde og fællesskab. ”Næste år i Jerusalem” har det jødiske folk proklameret i generationer, og kristne deler denne længsel efter det ny Jerusalem.

Så Jerusalem er ikke vigtig, for det er mennesket Jesus, der er vigtig.

Jerusalem er vigtig, fordi den er en del af vores jødiske rødder og uden disse rødder, ville vi dø.

Jerusalem er vigtig, fordi det er stedet for vores frelse, og Jerusalem er vores fremtidige håb i vores frelser, den jødiske Jesus.

Jews For Jesus planter frø

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen 

Jews For Jesus’ kampagne ”Behold Your God”  har nået sin årlige afslutning. Kampagnen strækker sig over flere år, og fokuserer på tolv forskellige regioner i Israel. Dette år har den fundet sted i det sydligste af Israel i Aravah regionen. Igennem kampagnen søger Jews for Jesus at sprede evangeliet ved at møde mennesker i gadebilledet med litteratur, musik og andre kreative metoder.

Jews For Jesus’ missionsteam har gennem kampagnen uddelt 5,690 evangeliske hæfter og haft telefonsamtaler med mere end 812 mennesker om tro. Derudover har de modtaget kontaktoplysninger på 256 mennesker, hvoraf 224 af dem har en jødisk baggrund og ikke tror på Jesus. Afsluttende har teamet fået lov til at opleve, at fire mennesker har givet deres liv til Jesus.

Kampagnelederen fortæller
Peter Nasser, som var dette års kampagneleder, fortæller: ”Jeg er så taknemmelig for vores missionsteam, som har arbejdet utroligt hårdt for at dele evangeliet i Avarah regionen. De har vist et stort initiativ og tjent med flittighed, selv i solens brændende hede, for at sprede det gode budskab til folket i Israel. Jeg glæder mig over dem og takker Gud for, hvad han har opnået gennem deres indsats. Vores personale vil følge op på hver eneste kontakt, de har fået i Avarah regionen. Vi vil ringe til dem og invitere dem til samtaler om tro og Bibelstudie. Må hver enkelt frø, som evangeliet har plantet, finde vej til den gode jord og bære megen frugt for Herren!”

Hvad så nu?
Selvom 2017 kampagnen har nået sin ende, fortsætter arbejdet. I de kommende uger, vil der være forskellige begivenheder i Moishe Rosen Center i Tel Aviv. Den største af disse begivenheder vil være et kunstgalleri i forbindelse med Laila Lavan (den hvide nats) festival i juni. Det er femte år i træk denne event afholdes, og den har endda fået en plads i byens officielle program. Derudover arbejder de på at lave en spilleaften for naboerne og en særlig kagedag med en gæstekok.

Ungdomsgruppen er også ved at planlægge deres rejseprojekt Massah. Hvert år giver Massah unge jødiske troende fra 19-26 år muligheden for at tage del i deres fællesskab i nogle uger i Israel, for derefter at rejse til Indien eller Sydamerika for at mødes med israelske rejsende og dele evangeliet med dem.

Afsluttende planlægger de et stort og omfattende projekt i 2018 i Israel, der skal inkludere alle Jews For Jesus’ missionærer på verdensplan. Det bliver et kæmpe foretagende og det største af sin slags i deres afdeling i Israel. Forberedelserne begyndte tidligt sidste år, men opgaverne hober sig stadig op. Dan Sered, Missionary Director, udtaler: ”De logistiske forordninger alene er en stor udfordring, og vi har brug for jeres forbøn. Bed om at Gud må vejlede os og forberede os på denne enorme mission.”

Shmuel får interesse for Jesus
Sahar fra deres personale fortæller et vidnesbyrd fra kampagnen: ”jeg ringede til Shmuel* (navnet er ændret) i eftermiddags. Han er en gift mand med tre børn. Jeg fortalte ham, at vi arbejder på et projekt, der yder gratis litteratur om den mest indflydelsesrige karakter i hele Israels historie, som tilfældigvis er Messias. Shmuel var interesseret, og jeg delte min tro på Jesus som Messias med ham. ”Det er ikke retfærdigt, at det kun er hedningene der får lov at opleve Messias’ kærlighed,” sagde jeg, ”hvorfor ikke også vores jødiske folk?” Jeg forklarede, at det var formålet med mit opkald. ”Anderledes fra andre firmaer, der prøver at sælge dig noget,” sagde jeg, ”tilbyder vi en gratis bog der redegør for hvordan Jesus opfyldte profetierne i Tanakh (hebræiske skrifter).” Shmuel udtrykte, at han gerne ville have bogen, men han var usikker på det, da hans kone er ortodoks, og da han ikke ved, hvordan hun vil reagere. ”Det er fantastisk,” sagde jeg, ”I kan læse den sammen. Hun burde ikke have noget i mod, at du læser profetier fra Tankh. Sammen ser I måske, hvad den siger om Messias.” Han gav mig ret og gav mig sine kontaktoplysninger. Jeg ser frem til at høre, hvad han har at sige i de kommende uger.”

Israelitterne dummede sig – og det gør vi også

Samuel Rood, missionær for Jews for Jesus

Jeg husker, da jeg så det afsluttende øjeblik i Stephen Spielbergs animerede fortælling om udvandringen fra Egypten Prinsen fra Egypten. Opløftende musik lyder alt imens Moses kommer ned fra Sinaibjerget med de ti bud på to stentavler, og filmen ender.

Brok i ødemarken
Den Bibelske beretning slutter ikke helt så pænt. Lige så snart Israel når den anden side af det røde hav, bliver det mere og mere klart, at israelitternes største problem ikke var slaveriet i Egypten. På vejen fra Egypten til Sinai brokker folket sig, fordi de vil have vand (2. Mosebog 15,2-26) og derefter mad (2. Mosebog 16,1-3).  I kapitel 17 vers 2 er de utilfredse (læs: gør oprør) mod Moses, fordi de igen er tørstige og kræver vand. Dette mønster af brok og oprør forsatte gennem hele Israels tid i ødemarken. Så ankommer Israel til Sinai.

Gud nedstiger i en blanding af special effects, der inkluderer en stor sky, ild, torden og lyn, og hele folket hører hans stemme, da han taler de ti bud til dem. Moses tager op på bjerget og modtager lovene og budene fra Herren, og vender derefter tilbage for at undervise folket i dem. Da de hører alt Gud befaler dem at gøre, svarer de: ”Alt hvad Herren har talt, vil vi gøre, og vi vil være lydige”. Israelitterne kunne hævde at være uskyldige før Toraen blev givet til dem, da man kan sige at de syndede i uvidenhed om, hvad Guds vilje var. Men nu ved de, hvordan Gud helt konkret vil have, at de lever. De første to bud er klare: de må ikke have andre Guder end Herren, og de skal ikke lave afbildninger af Ham (2. Mosebog 20,2-5).

Sådan dummede de sig
Så hvorfor dummede Israel sig 40 dage senere ved at lave en guldkalv og tilbede den? Gud kalder endnu engang Moses op på bjerget, og giver ham videre instruktioner og to stentavler indgraveret med de ti bud. Fortællingen fortsætter: ”Da folket så, at Moses stadig ikke kom ned fra bjerget, samledes de om Aron og sagde til ham: ”Lav os en gud, som kan gå foran os, for vi ved ikke, hvad der er blevet af denne Moses, som førte os op fra Egypten.”” (2. Mosebog 32,1)

Rashi, rabbiner fra middelalderen, indikerer, at grunden til at folket bygger kalven, er fordi de tror, at Moses kommer for sent, og at de går i panik. Folket Israel konkluderer midt i fortvivlelsen og frygten, at de ikke har nogen til at lede dem og til at bringe dem frem for Gud. Dét motiverer dem til at bede Aron om at lave guder til dem, der kan lede dem.

Kan vi stole fuldt ud på Rashis spekulationer? Var hans formål at frifinde det jødiske folk – Aron især – for skyld i forhold til guldkalven? Det ved vi ikke, men ser man på fortællingerne, der leder henimod deres oprør mod Moses og Gud, kan frygt meget vel have motiveret israelitterne til at lave en ny gud. Hvad end deres motivation var, bliver de utålmodige med Moses og søger en erstatning.

Lav os en Gud!
Israelitterne går til Aron og forlanger, at han laver dem en gud. Moses havde ledt dem til og repræsenteret Gud for dem, men nu er han væk, og de har brug for noget at erstatte ham med. Arons udsagn i vers fem indikerer, at han og det jødiske folk ikke prøvede at erstatte Herren: ”I morgen er der fest for Herren (pagtens navn for Gud).” Ligesom Moses, skulle guldkalven repræsentere Gud for folket. Men dette var ikke den slags tilbedelse Gud ønskede. Han ønskede ikke at Israel skulle tilbede ham, som de forestillede sig ham. Han befaler at han skal tilbedes på den måde, han åbenbarer sig.

Israelitterne ved, at de har behov for at tilbede den Gud, som ledte dem ud af Egypten, men de opgiver at vente på, at Moses vender tilbage fra Sinai med instruktionerne til tabernaklet – dén tilbedelse Gud ønskede. I stedet for at vente på Guds instruktioner, tager folket sagen i egen hånd, og gør ligesom alle andre nationer rundt om dem – laver falske guder, de kan tilbede.

Hvem vil du tilbede?
Mennesker er skabt til at tilbede. Alle mennesker tilbeder, uanset hvilken gud vi tror eller ikke tror på. Den postmoderne forfatter, David Foster Wallace, hvis forældre er ateister, talte om dette under et arrangement på Kenyon College:

Der er ikke noget, der hedder, at man ikke tilbeder. Alle tilbeder. Det eneste valg vi får, er hvad vi vil tilbede. Og en fantastisk grund til at vælge en slags gud eller spirituel ting er, at næsten alt andet vil æde dig levende. Hvis penge og materielle ting er, hvori du finder sand mening i tilværelsen, vil du aldrig få nok. Du vil aldrig føle, at du har nok. Det er sandheden. Tilbeder du din egen krop, skønhed og seksuelle tiltrækningskraft vil du altid føle dig grim, og når tiden og alderen begynder at sætte sine spor, vil du dø hundrede gange, før de endelig planter dig. Tilbeder du magt, vil du føle dig svag, og du vil have brug for mere og mere magt over andre, for at holde frygten væk. Tilbeder du dit intellekt, og gerne vil ses som intelligent, ender du med at føle dig dum og som en svindler, altid på kanten til at blive opdaget.

Valget om hvordan vi vil tilbede er ligeså afgørende som hvad (eller bedre: hvem) vi tilbeder. Heldigvis er Gud ikke tavs omkring tilbedelse. Han fortæller os faktisk helt præcist, hvordan vi skal gå til ham og tilbede ham. Men, hvis vi ignorerer Guds instruktioner, ender vi med at omforme Gud i vores eget billede ligesom israelitterne. Vi prøver måske at tilbede den sande Gud på en falsk måde og ender med at tilbede en anden gud. Hvordan ved vi, at vi tilbeder Gud på den rigtige måde?

En fantastisk påstand: vejen til sand tilbedelse
I det Nye Testamente taler Jesus til kvinden ved brønden: “Men der kommer en time, ja, den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. For det er sådanne tilbedere, Faderen vil have. Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed.” (Johannesevangeliet 4,23-24)

Kvindens respons og Jesus’ svar er en åbenbaring: Kvinden sagde til ham: ”Jeg ved, at Messias skal komme” – det vil sige Kristus; ”når han kommer, vil han fortælle os alt. ”Jesus sagde til hende: ”Det er mig, den der taler til dig.”” (Johannesevangeliet 4,25-26)

For dem som tror, at Jesus aldrig påstod at være Messias, er denne udveksling af ord lærerig. Jesus hævder ikke blot at kende den rette måde at tilbede på, han er den rette måde at tilbede Gud. Han siger: ”Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. (Johannesevangeliet 14,6)

Ligesom Gud gav Moses instruktioner i at bygge Tabernaklet, sender han Jesus for at give os en måde at tilbede den ene sande og levende Gud, ved at blive forvandlet af hans søn, ”Den usynlige Guds billede”. (Kolossenserbrevet 1,15)

  Artiklen er oversat. Læs den originale her.  

Håb spirer midt i fjendskab

Salim J. Munayer, leder af organisationen Musalaha, reflekterer over kirkens mangfoldighed og fortæller om, hvordan Musalahas pensum spreder sig videre ud i den arabiske verden.

På langfredag deltog vores familie i gudstjenesten i Church of the Holy Sepulchre (gravkirken) i Jerusalem. Det var en fantastisk oplevelse, hvor vi mødte folk fra forskellige traditioner fra hele verden. Heriblandt var der græsk-ortodokse, koptere, syrere, etiopiere og romersk-katolikker, der alle hver især bad på deres eget sprog. Selvom det var en anelse kaotisk med så mange mennesker samlet på ét sted, som alle havde deres egne procedurer for bøn og liturgi, reflekterede det alligevel forskelligheden i det kristne fællesskab, som en smuk mosaik.

Mens vi bevægede os rundt i kirken, passerede vi folk, der reflekterede, bad, tændte stearinlys og sang, og pludselig befandt vi os i et mere afsides område i den ældre del af bygningsværket sammen med et egyptisk par. Jeg begyndte at forklare dem kirkens historie og den betydning. Mens de lyttede, kunne jeg ikke lade være med at lægge mærke til glæden i mandens ansigt. Som samtalen skred frem, udtrykte jeg min sorg over angrebene på de koptiske kirker i byerne Alexandria og Tanta i Egypten. Han fortalte os, at de var fra Alexandria, og at angrebene havde været et spirituelt wake-up-call for ham.

Dette ramte mig, da de fleste mennesker, som oplever grusomheder, udtrykker vrede og bitterhed, men det gjorde dette par ikke. Som en afsluttende gestus gav han vores familie nogle lys, vi kunne tænde. Jeg bad for hans familie og vore veje skiltes. Af alt vi havde oplevet i påskeweekenden, fandt vi dette møde mest meningsfuldt.

Nogle dage senere rejste jeg med en kollega til Jordan for at deltage i et teologisk forum, hvor teologer fra forskellige mellemøstlige lande samles for at lære, hvordan de kan være instrumenter i fredsskabelsesprocessen. Dette års tema var fredsskabelse og forsoning, og Musalaha var blevet bedt om at præsentere hvad vi havde lært gennem årene, vores pensum og forsoningens seks stadier. Vi modtog positiv respons, og en hel del mennesker spurgte, om de måtte inkorporere vores pensum i deres skoler, kirker og lederskabstræningsprogrammer. Det er spændende at se, at alt det vi har udarbejdet, nu spreder sig til andre dele af regionen. Vi arbejder i øjeblikket på at tilpasse vores pensum til en større del af den arabiske verden.

Der er mennesker, som udfordrer os i spørgsmålet om troens fællesskab og rolle i krisesituationer. Stater der kollapser, flygtningekrisen og den stigende radikalisering har tvunget mennesker til at tænke anderledes og finde på nye måder at nå ud til deres naboer og blive en kilde til velsignelse for dem. En kvinde fra Libanon fortalte deltagerne om den måde, hvorpå hun rækker ud til sit lokalsamfund. Hun oplevede, at mange mennesker udenfor kirken sulter efter at møde kristne og gå imod radikalisering. Der er mennesker, ligesom hende, der bevæger sig væk fra de traditionelle arbejdsmetoder (med ikke-troende) og finder nye måder at interagere med mennesker omkring dem. Det var spændende og opmuntrende at se kirkeledere og teologer til forummet, der bad og forestillede sig, hvordan de kunne række ud over deres egne kredse med budskabet om fred i de områder, som er splittede af had og vold.

Sejre og nederlag i Seksdageskrigen (del 2)

Bodil Skjøtt, generalsekretær i Israelsmissionen

2017 markerer 50-året for Seksdageskrigen (Juni-krigen). Det er en begivenhed, som tydeligt huskes af dem som oplevede de dage, hvad enten de var tæt på krigen eller blot fulgte den via nyhederne. Der er stadig israelere og palæstinensere, som kan huske en tid før 1967 med pigtrådshegn og grænseposter i Jerusalem. Andre husker kun den tid, hvor man frit kunne færdes mellem Jerusalem og Betlehem, og hvor en tur til Hebron og Nablus ikke var forbundet med fare. Siden da er der igen kommet pigtrådshegn og grænseposter. Snart vil der være en generation, der ikke har kendt en tid uden mure, og for hvem en køretur mellem Jerusalem og Betlehem er uden for rækkevidde.

Vi har mødt tre personer som alle på forskellig måde havde Seksdageskrigen tæt inde på livet. I den første artikel fortalte vi om Baruch Maoz. Her kan du møde nummer to, Bishara Awad, kristen palæstinenser.

1967 – året jeg mistede mit land

Bishara Awad har inviteret på frokost i kantinen på Betlehem Bible College (BBC). Her har han fortsat sit kontor, selvom han i 2012 overlod ledelsen af skolen til Jack Sara, efter at have stået i spidsen for den, siden han selv oprettede skolen i 1979. Han fortæller gerne historien om, hvordan han – i tillid til Guds løfter og med 20$ på lommen – begyndte undervisningen i et par lejede lokaler i Betlehem.

På spørgsmålet om, hvordan han husker 1967 svarer Bishara: ”Det var det år, jeg mistede min ret til at vende tilbage til mit land. Jeg opholdt mig i USA, hvor jeg havde afsluttet min bachelor i matematik og fysik. Da jeg den sommer ville vende tilbage Betlehem, fik jeg at vide, at det kunne jeg ikke. Jeg havde mistet mit statsborgerskab. Nu var det Israel, der bestemte, hvem der kunne få indrejsetilladelse til Betlehem, og ifølge dem havde jeg været væk fra området for længe. 1967 betød, at jeg blev flygtning for anden gang. Første gang var i 1948, da min familie flygtede fra Mushara-kvarteret uden for Damasksporten i Jerusalem. Sammen med mine forældre og seks søskende flygtede jeg til Betlehem på grund af kampene. Min far blev ramt af en kugle i krydsilden mellem arabere og jøder og overlevede ikke. Ligesom alle andre, der flygtede for at undgå krigshandlingerne, fik vi aldrig mulighed for at vende tilbage til vores hus. Derfor voksede jeg op i Betlehem.

Da jeg efter 1967 ikke kunne vende tilbage, fortsatte jeg studier og arbejde i USA og fik amerikansk statsborgerskab. I 1970 fik jeg mulighed for at komme hjem til Betlehem som amerikaner på et 3-måneders turistvisum. Det var ved den lejlighed, jeg mødte Selwa, som er fra Gaza og sidenhen blev min kone. Vi blev gift, men fordi jeg ikke havde opholdstilladelse, boede vi et par år i USA, indtil Selwa gik godkendt en ansøgning om ret til familiesammenføring. Vi bosatte os i Betlehem.

Her så jeg hvordan det for unge fra Betlehem og hele Vestbredden blev vanskeligere og vanskeligere at fortsætte deres uddannelse og finde sig tilrette med den fremtid, som de så – eller ikke så – sådan som den politiske og økonomiske situation udviklede sig. At kristne flyttede fra området var ikke nyt, men den politiske situation forstærkede den. For mig blev det et kald til at gøre noget for næste generation blandt kristne på Vestbredden, og det som motiverede mig til at starte Bethlehem Bible College.

Op gennem 1970erne fik jeg gode kontakter til messianske jøder og andre evangelikale kristne i Israel. Vi mødtes til møder og konferencer, og mange af dem er stadig mine venner, selvom det er blevet vanskeligere at opretholde en god kontakt. Det gør ondt, men smerten har motiveret mig til at starte vores nye program på BBC, nemlig en kandidat i fredsstudier. Jeg har altid haft en tro på mennesker. Med årene har jeg mistet troen på systemer og politiske løsninger, men jeg har ikke mistet troen på, at mennesker i bund og grund ønsker at leve sammen og leve i fred.

Jeg ser ikke nogen fremtid for en palæstinensisk stat. Den seneste udvikling med bosættelser over alt på Vestbredden har umuliggjort en to-statsløsning. Jo, der er mangler ved det palæstinensiske selvstyre. Det er på ingen måder perfekt og ikke uden korruption og andre dårligdomme. Men jeg synes, de prøver, og jeg betaler med god samvittighed min skat til styret. Det har en næsten umulig opgave på grund af den fortsatte besættelse. Ikke engang vores præsident kan rejse ud af landet uden først at skulle søge om tilladelse fra de israelske myndigheder. Den magt og indflydelse, selvstyret har, går kun så langt som israelerne giver tilladelse til det. Der er reelt ikke noget selvstyre.

Jeg ved ikke, hvordan fremtiden kommer til at se ud. Men jeg kender fornuftige og gode mennesker på begge sider af konflikten, som giver mig tro på, at der er en fremtid også for os her. Det giver mig håb, når jeg ser, hvordan rabbineren, som underviser på vores program, tager studenterne med til gudstjeneste i synagogen en fredag aften og efterfølgende sørger for, at de alle bliver inviteret hjem til en israelsk familie til sabbatsmåltid. Det fastholder mit håb og min tillid – ikke til systemer eller regeringer, men til mennesker. Og til Gud som er trofast.”

Sejre og nederlag i Seksdageskrigen – 50 år efter (del 1)

Bodil Skjøtt, generalsekretær i Israelsmissionen

2017 markerer 50-året for Seksdageskrigen (Juni-krigen). Det er en begivenhed, som tydeligt huskes af dem som oplevede de dage, hvad enten de var tæt på krigen eller blot fulgte den via nyhederne. Der er stadig israelere og palæstinensere, som kan huske en tid før 1967 med pigtrådshegn og grænseposter i Jerusalem. Andre husker kun den tid, hvor man frit kunne færdes mellem Jerusalem og Betlehem, og hvor en tur til Hebron og Nablus ikke var forbundet med fare. Siden da er der igen kommet pigtrådshegn og grænseposter. Snart vil der være en generation, der ikke har kendt en tid uden mure, og for hvem en køretur mellem Jerusalem og Betlehem er uden for rækkevidde.

Vi har mødt tre personer som alle på forskellig måde havde Seksdageskrigen tæt inde på livet. Her kan du møde den første, Baruch Maoz.

Krigen skabte håb om fred

Baruch Maoz er israeler, Jesus-troende jøde og arbejder med teologisk undervisning i den messianske bevægelse. Baruch kom til Israel sammen med sin familie i 1953. Han var dengang 10 år gammel. Da Seksdageskrigen brød ud var han teologistuderende i Edinbourgh og i gang med en bachelor-uddannelse i teologi. Baruch fortæller:

”Min deling i reserven blev indkaldt i krigens sidste dage, og jeg kom derfor tilbage til Israel, netop som krigen sluttede. Jeg oplevede ikke krigen i Israel, men tiden umiddelbart efter. Selvom tingene havde ulmet helt siden Suez-krisen i 1956, kom krigen og ikke mindst dens udfald, som en kæmpe overraskelse for os. Indtil da havde konflikten været en Israelsk-arabisk konflikt. Men efter 1967 blev konflikten israelsk/palæstinensisk. Udfaldet var på mange måder med til at forme den palæstinensiske identitet. Blandt israelere var den med til at skabe nyt håb – også et håb om fred. Disse forhåbninger er aldrig blevet indløst, bl.a. fordi Israel selv har fulgt en uansvarlig politik, som i min optik har gjort oprettelsen af en selvstændig palæstinensisk stat umulig.

I tiden efter 1967 og frem til midten af 70erne blev der på det personlige plan dannet mange positive relationer mellem israelere og palæstinensere. Israelske soldater kunne i 1967 fortælle, hvordan palæstinensere hjalp dem med at komme frem til deres base. Men med tiden er disse personlige relationer blevet ødelagt af den politik, lederne på begge sider har ført. Som israeler kan jeg bedst forholde mig til det, der er sket i det israelske samfund. At have magten over et folk som ikke ønsker at være underlagt ens magt, påvirker ikke kun dem, man har magten over. Det påvirker også en selv og ikke i positiv retning. Det har blandt mange skabt en manglende forståelse for palæstinensernes lidelse og manglende villighed til at forholde sig deres ønske om selvstændighed.

For den messianske bevægelse har ønsket om at blive accepteret af det øvrige samfund været en drivende kraft, som har trumfet moralske og etiske overvejelser om, hvordan vi skulle forholde os til konflikten og spørgsmålet om, hvad der skulle ske med Vestbredden og dens befolkning. Man har antaget en teologi som legitimerede en politisk nationalisme ud fra et behov for som minoritet at blive accepteret – bl.a. motiveret af et oprigtigt ønske om for at komme på talefod med naboer og venner for at dele evangeliet med dem.

Krigen og tiden derefter ændrede zionismen. Før talte vi om Israel, som en ”hjemland” for jøder. Men med 1967 fik Vestbredden en religiøs dimension, som ikke havde været fremtrædende før. Moralsk og etisk står vi overfor et kollaps, som for vores samfund er et lige så stort problem, som den manglende fred med palæstinenserne. Desværre forholder det nuværende lederskab sig slet ikke til det. Det vil kræve nye ledere, som tør forholde sig til spørgsmålet om, hvorvidt vi skal være en demokratisk eller en jødisk stat. Ønsker vi at være både jødisk og demokratisk, får det konsekvenser, som ingen er villige til at tage nu. Som samfund mangler vi et moralsk og etisk barometer at styre efter.

Den manglende teologiske refleksion i den messianske bevægelse betyder også, at mange ikke forholder sig til, hvad det vil sige at være en del af en besættelsesmagt. Man affærdiger kritik fra andre kristne alene ved at stemple dem som ”erstatningsteologer” – oftest uden at kunne gøre rede for, hvad det betyder. I bevægelsen har man en fasttømret teologisk forståelse af staten Israels rolle i forhold til profetier, landløfter og endetiden. Ingen stiller spørgsmål til det. For gør man det, vil det åbne op for en række andre spørgsmål, som man ikke er villige til at stille – fx spørgsmålet om etik og palæstinensernes rettigheder.

Jeg har tillid til den næste generation af messianske jøder. De deler ikke frygten for ikke at blive anerkendt, selv om vi fortsat er et mindretal. De er vokset op her i landet, har gjort tjeneste i hæren og er en integreret del af samfundet på en anden måde, end min generation var det. De har også et stærkt ønske om at være loyale over for deres tro og deres menighed. Men de fleste ikke har et gennemreflekteret teologisk standpunkt. Man ved, hvad man gør, men ikke hvorfor, og så er man et let bytte for stærke holdninger.

Jeg har set næste generation vokse frem i den messianske bevægelse og set dem tage ansvar. Derfor er jeg ikke kun kritisk. Jeg er også optimistisk, når det gælder kirken i Israel. Desværre har jeg ikke den samme optimisme, når det gælder det politiske lederskab i vores land, og den kurs vi som nation er slået ind på.”