Month: juni 2017

Messianske jøder kæmper for deres ret til israelsk statsborgerskab

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen Mange messianske jøder, der ønsker at ansøge om israelsk statsborgerskab, oplever at blive afvist udelukkende på baggrund af deres tro. Da Israels premierminister sidste måned slog fast, at den jødiske stat er ”forpligtet på at sikre frihed inden for alle trosretninger og alle borgeres rettigheder”, undrede mange messianske jøder, der prøver på at immigrere til Israel, sig over, hvordan deres tro passer ind i dette billede af demokrati og tolerance. ”I hele Mellemøsten svinder kristne grupper ind og minoriteter bliver forfulgt. Men her i Israel er vi stolte af, at have et voksende og blomstrende kristent fællesskab, og vi garanterer alle borgeres rettigheder”, udtalte Benjamin Netanyahu i sin velkomsttale under Donald Trumps besøg i Israel. Alligevel oplever et flertal af jøder, som tror på, at Jesus er messias, at de systematisk bliver nægtet retten til at immigrere til Israel grundet deres tro. Det er almindeligt kendt, at indenrigsministeriet forhindrer messianske jøder i at opnå statsborgerskab. Selvom reglerne er strenge for at immigrere til Israel, opmuntrer Israel aktivt jøder verden over til at gøre den jødiske stat til deres hjem. Jøder, som immigrerer, modtager forskellige fordele, der skal hjælpe dem med at starte deres liv op på en god måde. De inkluderer blandt andet store besparelser på køb af hus og biler, skattenedsættelser på deres indkomst gennem de første år og gratis sprogkurser. Man skal være i stand til at dokumentere, at man er jødisk, eller at man nedstammer fra mindst én jødisk bedsteforælder. Derefter, må man, ifølge loven om at vende tilbage, flytte til Israel og modtage statsborgerskab. Men, jøder, der tror på Jesus, kategoriseres som ”kristne”, og har ifølge loven hermed afskrevet sig deres jødiske identitet, og er derfor ikke længere egnet til statsborgerskab – selvom de har bevist deres jødiske afstamning. Mange messianske jøder kæmper stadig for deres ret til at leve i Israel, og oplever, at deres sager bliver trukket i langdrag. En anonym kvinde deler sin historie og sine tanker i en artikel på nyhedssiden kehilanews.com. ”Min søn er født jøde, og derfor har han ret til at immigrere til sit hjemland, fordi loven siger, at børn af jøder, og selv bedsteforældre, er egnede til statsborgerskab. Politiske og religiøse overbevisninger er ikke statens anliggende, og det er heller ikke noget, som bør kunne gøre dem uegnede ifølge loven om at vende tilbage.” På trods af, at sønnen havde al den nødvendige dokumentation, blev han alligevel afslået statsborgerskab. I begrundelsen herfor stod der: ”du er blevet nægtet statsborgerskab, fordi du tilhører den messianske jødedom, og det er en undtagelse i forhold til loven om at vende tilbage.” Kvinden reflekterer over, at i alle demokratiske nationer verden over er jøder frie til at tro på hvad de vil eller slet ikke noget. Selv i Israel kan en jødisk person være involveret i new age, buddhisme, ateisme og så videre. ”Men tro på Jesus? Så bliver du sat i bås som en ”farlig missionær”, og antimissionske organisationer vil arbejde hårdt for at finde ud af, hvem du er, og holde dig ude,” udtrykker hun og fortsætter: ”denne premierminister er ikke vores forestilling om at garantere alle borgeres rettigheder.”   Læs den originale artikel fra kehilanews.com her.

Et hav af hans kærlighed

Marit Long  Syd for Tel Aviv ligger byen Bat Yam lækkert ud til middelhavet. Her finder vi menigheden Yam Ahavato, som betyder ”et hav af hans kærlighed”. Pastor Shmuel Birnbaum oplevede, at han fik navnet på menigheden fra Gud. Shmnuel Birnbaum voksede op i et traditionelt jødisk hjem i USA, uden at familien aktivt praktiserede troen udover at fejre de jødiske højtider. Han blev troende som 22-årig. Da havde han allerede været aktiv i hippiemiljøet i flere år, et miljø som, i følge ham selv, påvirkede ham negativt både psykisk og følelsesmæssigt. Gud kalder En del år senere var Shmuel på et bønnemøde, og der oplevede han, at Gud forandrede ham på en radikal måde. Han var ikke optaget af jøderne, men oplevede, at Gud sagde til ham, at ”du er jødisk. Jeg vil, at du skal drage tilbage til dit folk. Jeg vil, at du skal gøre noget for dem. Jeg vil, at du skal give dit liv til mit folk”. I 1991 flyttede Shmuel og Chaya Birnbaum fra USA til Israel med fem små børn, og et kald om at starte en messiansk menighed. Selvom kaldet var klart, var vejen uklar, og de første år var meningsfulde, men også krævende. Shmuel kom til et punkt, hvor han måtte erkende, at han var meget udbrændt, og sagde til Gud: ”Jeg er her, og jeg ser, at mine børn udretter ting, men hvad med mig?” Gud svarede, og sagde, at han havde noget til Shmuel. Dette var i 1994, og kort tid efter kom opstarten af den nye menighed i Bat Yam, som ligger udenfor Tel Aviv.  Shmuel og Chaya oplevede, at de fik navnet på menigheden fra Gud: Yam Ahavato, som betyder ”et hav af hans kærlighed”. Fællesskabet er vigtigt Når Shmuel fortæller om menigheden og det, som kendetegner den, hører jeg, at navnet på mange måder reflekterer deres fællesskab. Han fortæller, at det er en lille menighed, men at styrken er, at alle bliver set. Det er et åbent miljø, hvor man ved, hvad der foregår og let kan mobilisere hjælp, når det er behov for det. Som pastor udtrykker han, at det er en stor glæde at vide, at han hjælper folk og at han er med til at bidrage til, at de lever nær Jesus. Han ved, at fællesskabet betyder meget for dem, som kommer, og at folk oprigtigt bryder sig om hinanden. Troen på Jesus har konsekvenser Men vejen har ikke altid været let, og menigheden har haft sine op-og nedture. Den største udfordring, sådan som Shmuel ser det, er ikke bare at dele evangeliet, men at finde folk, som er villige til virkelig at følge Jesus. En jøde kan måske høre om Gud og være nysgerrig, men noget andet er at nå til det punkt, hvor man virkelig er villig til at forlade alt og følge ham og tage imod ”the pearl of great price”. Omvendelse er lidt mere kompliceret for jøder, end for os andre. Der er mange spørgsmål: hvor kommer jeg til at blive begravet? Hvor skal jeg gifte mig? Hvad med min familie? En vigtig værdi er at opretholde en holdning, hvor man både kan være jødisk og troende. Menigheden evangeliserede på stranden for nogle år siden, og ønsker at gøre det igen. Det handler om, at bygge relationer til mennesker, og om at bede. Shmuel forklarer, at konceptet for evangelisering er det samme for alle, men at perspektivet i en jødisk kontekst er anderledes. Når nogen modtager Jesus, som deres frelser, så handler det om Guds intention for Israel. En jøde bliver ikke bare troende, men fuldfører sin identitet som jøde. Yam Ahavato rummer forskellighed Yam Ahavato er mindre end en typisk messiansk menighed i Israel, men den inkluderer et vidt spektrum af mennesker fra hele verden, blandt andet en arabisk kristen familie, amerikanere og russere. Menigheden oplever, at Gud har velsignet dem rigt, også økonomisk. De har møder lørdag aften, og starter med bøn. De beder for landet, om sikkerhed for landet og for regeringen.  Fokusset på bøn i begyndelsen af gudstjenesten startede ud fra et tydelig behov: tidligere skete det ofte, at de hørte om terrorangreb, da de skulle starte mødet, og tænkte ”hvad gør vi nu”? De bestemte sig for at begynde at bede imod terrorangrebene. De vælger specifikke byer og beder om Guds beskyttelse over byen, soldaterne og så videre. Yam Ahavato oplever dette som en del af deres ansvar som menighed. Efter bønnen fortsætter mødet med en lovsangsblok på cirka 30 minutter, og så er der en tale. Afsluttende er der forbøn efter behov. Menigheden rækker ud Yam Ahavato driver også et distributionscenter, som er åbent hver torsdag. Der kommer cirka 60 familier for at få mad og tøj. Én gang om måneden laver og serverer de varme måltider til cirka 40 personer. Shmuel deler gerne lidt om jødisk historie, bibelsk historie og tro. Menigheden har også en bibelgruppe samt en ungdomsgruppe. Shmuel og Chaya’s vision og ønske er, at folk skal kende Jesus, og at de som menighed skal nå byen med Guds kærlighed. Discipelskab er en nøglefaktor. Shmuel er optaget af først og fremmest at leve med Jesus i sit eget liv, og at det, han prædiker, stemmer overens med hans eget liv. Derudover er han optaget af at bruge tid med folk, og ”tage dem under vingerne” – med Jesus som rollemodel.   Bed med os:   -For Shmuel og Chaya Birnbaum -For menigheden Yam Ahavato -For arbejdet med evangelisering og discipelskab i menigheden -For flere arbejdere/frivillige -For det messianske miljø i Israel  

Det bor i Guds inderste at ville mission

19. juni 2017 Arne Pedersen, kommunikationssekretær i Israelsmissionen Det er en regnvåd forårsdag på Østerbro i København, og jeg ringer forgæves på ved kirkekontoret hos Fredens og Nazareths kirker for at komme i ly for det lunefulde vejr. Jeg har en aftale med Jens Ole Christensen, der er tidligere generalsekretær i Luthersk Missionsforening og forstander Kristeligt Forbund for Studerendes ledertræningscenter. Nu er han sognepræst ved de to kirker på Østerbro i København. Han har sagt ja til at mødes til en samtale om TORVETs hjertesag: Hvordan teologi og mission kan berige hinanden. Kort efter ser jeg Jens Oles markante skikkelse bevæge sig mod mig ad Ryesgade. Med sin sorte bredskyggede hat og præsteskjorten under jakken skiller han sig ud – selv på Østerbro. ”Da jeg begyndte i jobbet som præst, overvejede jeg meget, hvordan jeg blev kendt her i sognet,” fortæller han og fortsætter om præsteskjorten, som måske mest er kendt inden for den katolske kirketradition: ”Jeg ved godt, den måske nogle gange bliver associeret med en anden teologi, men der er ingen tvivl om, at den har gjort mig mere synlig som præst, og jeg har fået meget positiv respons på den,” fortæller han.

Teologien indbyder til kreativitet

Skjorten bliver afsæt for lidt tanker om den teologiske refleksion: ”Teologien har jo ikke bare en linjevogterfunktion – den indbyder også til kreativitet,” mener den tidligere generalsekretær og fortsætter med at understrege, at lige siden den første generation af troende er evangeliet blevet plantet på forskellige måder i forskellige kulturer – og det kræver både teologisk refleksion og kreativitet, mener Jens Ole. Præsteskjorten er et meget lavpraktisk eksempel, og et andet kunne være bibelens tale om både ægteskab og det at være forælder: ”Ægteskabet er et aftryk af Guds kærlighed til menigheden, og forældreskabet er et aftryk af Guds kærlighed til sine børn. Det er en grundlæggende struktur i bibelen. I Johannesevangeliet kapitel 15 bruger Jesus næsten samme sprogbrug om venskabet, og det er interessant, når man bor i en singlekultur som den her,” mener Jens Ole, og på den måde kan det eksegetiske grundarbejde og en kreativ bibelsk refleksion være med til at gøre opmærksom på nogle ”sovende indsigter”, som han kalder dem.

Teori er ikke et skældsord

Jens Ole mener, at der helt sikkert har været en tendens til at adskille teologien fra praksis. ”I den europæiske kultur har der været en tendens til, at sandheden kun sidder i hovedet. Men i Det Nye Testamente sidder sandheden også i benene og i hænderne,” siger han og glider lidt længere ned i stolen og tager tilløb til det næste: ”Teori er ikke et skældsord i min verden, som det ellers er det for mange andre,” fortæller han og fortsætter: ”Teologi skal ligesom alt muligt andet også have lov til at være grundforskning. Vi skal studere stoffet for at studere stoffet, og vi skal ikke alt for hurtigt spørge, hvilket liv vi får ud af det. Ellers bliver vi ikke klogere, og nogle gange skal vi også blive klogere bare for at blive klogere. Fagteologer har en rolle i at stille de farlige spørgsmål – både på universitetet, Dansk Bibelinstitut og Menighedsfakultetet. Også uden lige at have en praktisk løsning på et givent spørgsmål. Man ved måske ikke, hvad man skal bruge det til lige i øjeblikket, men en dag opdager man lige pludselig, at man godt kan bruge det til noget. Eller det lægger sig som en ampul under huden og gør noget ved hele vores måde at gå til ting på.” Tonelejet skifter lidt, og sognepræsten fortsætter med eftertryk: ” Når det er sagt, så skal det også siges, at hvis man adskiller teologi og mission, skader man begge dele. Teologien bliver til ren frimærkesamling, og med missionen kan der ske et af to som går i hver sin retning,” mener han.

Praktiske problemstillinger udfordrer teologien

Ifølge Jens Ole Christensen kan mission uden den teologiske refleksion være i fare for at falde for fristelsen til at spørge, hvad der sælger billetter lige nu uden at spørge, om det faktisk er sund kristendom. ”Men missionen kan også blive overrigid uden den teologiske refleksion. Vi gør, som vi plejer, fordi man måske ikke har kritikken af, at vores ’plejer’ for eksempel er kulturbestemt, vanebestemt eller godt i en situation, men ikke i en anden situation.” Han mener til gengæld også, at missionen kan udfordre teologien på nogle praktisk problemstillinger, som missionæren møder ude i frontlinjen. Hvad stiller man for eksempel op med flerkoneri i Afrika, eller hvor meget af jødedommens praksis skal en jøde holde fast i, hvis hun kommer til tro på Jesus? For Jens Ole kan det koges ned til spørgsmålet om, hvilke kulturelle udtryk der kan tages med ind i kirken uden at skade teologien.

Ord kan godt gøre ondt

”Jeg ved med sikkerhed, hvad min kone ville sig om det!” griner Jens Ole på spørgsmålet om, hvad en 25-årig udgave af ham ville sige om sammentænkningen af teologi og mission. ”Jeg var nok sådan en typisk 70’er stud.theol., der levede i en verden af principper, analyser og grænsedragning,” erkender han og holder en lille tænkepause, inden han fortsætter: ”Der er jo nok både et stykke menneskelig og åndelig udvikling i det. Det betød rigtig meget for mig at være en del af noget praktisk menighedsarbejde gennem min studietid, og her opdagede jeg, at mine ord og handlinger godt kunne gøre ondt på mennesker på en meget ufrugtbar måde,” reflekterer han ærligt og erklærer samtidig, at for ham er det vigtigt at se forskellen på sand og sund teologi. ”Sund lære er altid sand lære, men sand lære er ikke nødvendigvis altid sund lære. Dermed mener jeg, at hvis det ikke er sandt, så er det heller ikke sundt på den lange bane, men det kan teknisk godt være sand teologi uden at være sundt sjælesørgerisk eller sund kontekstualisering,” uddyber han. Jens Ole mener for eksempel, at der har været en tendens til at forkynde om frelse og fortabelse med en sprogbrug og i et toneleje, hvor det har lydt som om prædikanten var vred på tilhørerne. ”Man skal kunne mærke Jesu tårer over Jerusalem i forkyndelsen om fortabelsen,” mener han, idet han citerer Ninna Beck, Wilhelm Becks kone. På samme måde mener han, at man kan tale teologisk sandt om spørgsmålet om homoseksualitet uden at vise omsorg for det konkrete homoseksuelle menneske. ”Og det er ikke bare den, ’det går ud over’, det er usundt for – det er usundt for os alle sammen, fordi vi glemmer, at det berører konkrete mennesker,” forklarer han og tilføjer: ”I det hele taget må man sige, at en teologi der ikke går i dialog med erfaringerne i den virkelige verden, godt kan få noget sterilt over sig i praksis. Og det er sådan en steril teologi, der godt kan være usund, selvom den teknisk set er sand.”

Holistisk missionstænkning

Der tales meget om missionale menigheder i disse år, og selv i folkekirken er mission igen kommet på dagsordenen. Og mission handler altid om konkrete mennesker på konkrete steder. Spørgsmålet er så, om de traditionelle ydremissionsselskaber har udspillet sin rolle, for ligger missionsopgaverne ikke lige så godt i lokale menigheder som hos selskaberne? ”Talen om missionale menigheder har været med til at opelske en sund holisme i missionstænkningen,” mener Jens Ole, men forklarer samtidig, at disse menigheder ikke kan stå alene, da de – selvom de er optaget af mission – ikke altid har erfaring eller kompetencer til at dele evangeliet på tværs af kultur og kontekst. ”Missionale menigheder tænker ofte i menighedsplantning, og de er ganske fremragende til at drive mission i de samme eller sammenlignelige kulturelle kontekster, men skal vi nå de to milliarder, eller hvor mange vi nu siger, der tilhører de mindst nåede folkegrupper i dag, så kræver det en evne til at bryde grænser og en meget høj missionsfaglighed.” Han forklarer, at en grundlæggende forskel er, at en menighed skal slå rødder og få lokal kolorit, mens et missionsselskab skal have ”løse teltpløkker” og vide, hvornår et arbejde kan stå på egne ben, så missionsselskabet kan rykke til et nyt område. ”Men jeg er ret sikker på, at hvis man skal bevare missionskompetencerne, så er den enkelte kirke nødt til at lave sit eget sekretariat, og så er vi jo lige vidt,” smiler sognepræsten og udfordrer alligevel med ordene: ”Så kan missionsorganisationerne selvfølgelig overveje, om tiden er inde til at spørge sig selv, om man skal omdefinere sig til at være et sekretariat for de menigheder, der vil drive mission. Der kan komme et frugtbart samarbejde ud af, at menigheder med rødder og missionsselskaber med løse teltpløkke arbejder sammen.”

Samarbejde i en glokal kultur

Spørgsmålet bliver så, hvordan menigheder og missionsselskaber bedst samarbejder om at få det til at ske. ”Jeg tror på strategien med, at missionsselskaberne gør noget ind i eksisterende menigheder og laver en form for partnerskaber. Det tror jeg, man er nødt til. Også fordi vi har fået en større identitet i de menigheder, vi er en del af. Det er en del af, at ’glokaliseringen’ spiller en større og større rolle, hvor man er meget lokal og på samme tid meget globalt orienteret. Dermed kommer de landsdækkende strukturer til at spille en meget lille rolle. Det er en af årsagerne til, at det er svært at få folk til at engagere sig i missionsselskaber på landsplan,” mener Jens Ole og forklarer videre, at den oplagte udfordring dermed bliver at tænke det lokale og globale så meget sammen som muligt.

Gudsbilledet og missionsteologien

Efter en lang samtale om teologi og mission falder snakken til sidst på sammenhængen mellem missionsteologien og Jens Oles eget gudsbillede. ”Missionen sidder i Guds væsen, i evangeliet inderste. Selvom vi ikke havde en missionsbefaling måtte evangeliet af sig selv tvinge os til mission,” mener han. ”Frelsesviljen bor i den treenige Gud, og det betyder noget for mit gudsbillede. Så kan det være svært nogle gange at sige, hvad der er hvad, men hvis man læser Det Gamle Testamente, kan man få øje på, både hvor urokkelig Gud er, og hvor fleksibel han er.” Her nævner han som eksempel kongemagten i Israel, som jo egentligt begynder som et oprør, men hvor Gud tager ulydigheden og inkorporerer den i sin frelsesplan, for kongen er afsættet for hele tanken om Messias. ”Det er her, det bliver meget svært at skelne mellem teologi og missionspraksis, for Gud er urokkelig, og Gud er fleksibel på én gang. Det lærer vi af missionsteologien og missionshistorien, og det lærer vi af bibelen,” slutter Jens Ole.

Cafépræsten

På vej ud er vi tilbage ved skjorten. ”Jeg har den på i dag, fordi jeg er på vej videre på café,” fortæller han. Jens Ole har en ugentlig aftale med en caféejer lidt længere oppe ad gaden. Idéen er, at sognepræsten er synligt til stede på caféen, så beboerne i området kan komme forbi og få en snak i nogle lidt andre rammer end kirkens lokaler tilbyder. Da vi er kommet ud på gaden, er vi ikke gået mange skridt førend Jens Ole Christensen falder i snak med en ældre dame, som slår følge med os på fortovet. Skjorten har gjort ham kendt, præsten, men det kræver alligevel sit medmenneske at lade sig standse, bevæge og slå følge med et andet. Uanset om man lever sit liv på Østerbro, Totota eller Tel Aviv. Denne artikel er oprindeligt bragt i TORVETs magasin.

Gud går med skridt for skridt

19. juni 2017 Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen Sahar Sadlovsky Gold er Jesus-troende jøde. Da han for nogle år siden fandt det Nye Testamente på internettet, blev han nødt til at forholde sig til det. Efter længere tids kamp med de svære spørgsmål, blev han klar over, at Jesus er Messias. Igennem mødet med andre kristne i Immanuelkirken i Jaffo, tog hans liv et radikalt kursskifte, og han har siden stræbt efter at følge Jesus ubetinget. Sahar erfarer, at det ikke altid er lige nemt, men oplever, hvordan Gud er nær, selv når hverdagen er grå, og at han griber ham, når han falder.

Gud forsoner

Klaverets afsluttende toner flyder sammen med livlig snak i det mildt oplyste kirkerum. Jeg sidder på en solid træbænk sammen med Sahar i Apostelkirken i København i anledningen af Israelsmissionens årsmøde. Den afsluttende gudstjeneste har netop nået sin ende, og det slår mig pludselig, hvor forunderligt Gud virker og arbejder. På en eller anden måde formår han at samle mennesker på tværs af kulturer og samfundsskel og forene og forsone dem i ham. Da jeg mødte Sahar første gang, var det under varmere himmelstrøg. Jeg tilbragte foråret i Israel som kirkevolontør i Immanuelkirken, hvor Sahar var en del af den brogede menighed, som både han og jeg kalder for hjem. Nu sidder vi sammen her i kolde Danmark, og reflekterer lidt over den rejse, Gud har ledt ham på.

Rabbineren skuffede

Sahar voksede op i Israel i en traditionel jødisk familie syd for Tel Aviv. Selvom han og familien fejrede de jødiske højtider og boede i et område fyldt med synagoger, fortæller han, at troen ikke var noget, der fyldte i hans liv: ”Jeg levede mit liv efter mine regler. Det med Gud kom ikke mig ved,” fortæller Sahar. I stedet var han optaget af at spille fodbold og at skabe et godt liv for sig selv. Han ville have alt ud af tilværelsen, som kunne gavne ham. Men da Sahar som 16-årig oplevede, at hans fætter blev alvorligt syg med kræft, åbnede det op for nye spørgsmål. Familien tog kontakt til en rabbiner i håbet om, at han ville komme og velsigne ham og bede for ham. Rabbineren forlangte dog titusinder af shekel for at komme til hospitalet og ”hele” ham. ”Det knuste mig,” fortæller Sahar, men fortsætter: ”Jeg kendte ikke Gud, men vidste i mit hjerte, at dette ikke var måden at nå til ham.” Selvom rabbineren kom og bad for fætteren, døde han alligevel. Sahar beskriver det, som en afgørende oplevelse i sit liv. Han er udmærket klar over, at ikke alle udnytter menneskers smerte og håb på denne måde, men det var med til at skabe en større eftertanke hos ham.

Gæstfrie kristne arabere pirrede nysgerrigheden

Nogle år senere begyndte Sahar at spille på et fodboldhold sammen med nogle kristne arabere fra Jaffo. De blev gode venner og inviterede ofte Sahar med hjem. Her oplevede han en helt særlig gæstfrihed. ”Det var den måde, de var sammen på, der virkelig rørte mig,” fortæller han og uddyber: ”De var gode og rare ved hinanden, og det smittede.” De nye venskaber skabte en lyst i Sahar til at forstå mere om deres baggrund og tro. Men han følte ikke, at han kunne spørge dem direkte: ”Jeg var jo jøde, og de var kristne,” forklarer han mig. Derfor søgte han i stedet på internettet, og her fandt han det Nye Testamente på hebraisk. Da han begyndte at læse evangelierne fik han nærmest et chok. Han havde forventet at læse en bog fyldt med antisemitisme, der opfordrede til jødehad, men i stedet var det en bog skrevet af jøder om jøder. ”Min første reaktion var: Hvorfor er det blevet skjult for os? Hvorfor ved vi jøder intet om evangeliet?” fortæller Sahar og fortsætter: ”Det gik op for mig, at det mest jødiske jeg kunne gøre, var at tro på Jesus.”

Jøden Jesus og spændingsfeltet

I sit første møde med evangelierne, var det især karakteren Jesus, som rørte Sahar. ”Vi har alle mødt utallige mennesker gennem livet – nogle gode andre knap så gode – men i det Nye Testamente mødte jeg en person, jeg simpelthen blev nødt til at tage stilling til,” fortæller han og tilføjer: ”Jeg kunne simpelthen ikke finde én ting, der var galt med ham. Hans karakter er så positiv – om du tror på Gud eller ej. Jeg havde fornemmelsen af, at selvom jeg sad alene på mit værelse, så var Jesus sammen med mig.” Sahar oplevede dog stadig, hvordan hans forestilling om, at Jesus ikke er for jøder, skabte et spændingsfelt i ham. Derfor stoppede han med at læse i nogle uger, men måtte dog erkende, at han kunne slukke for computeren, men ikke for Jesus. Han beskriver eftertænksomt, hvordan det gik fra historisk viden til tro og liv i ham: ”Jeg forstod, at han som hedningene kaldte Jesus, var søn af David – han er Messias! Og han døde for mig.”

Levende tro skaber længsel

Når Sahar tænker tilbage på den første tid som Jesus-troende jøde, beskriver han den som meget ensom. I begyndelsen var han overbevist om, at han var den eneste jøde, der troede på, at Jesus er Messias. Det resulterede i, at han i en lang periode forsatte med at leve sit liv, som han altid havde gjort. Han rejste en del rundt og boede med sin ikke-kristne kæreste. ”Jeg levede mit liv som en ulv og gjorde, hvad jeg ville. Men intet kunne mætte hullet i mit hjerte,” fortæller Sahar. Det blev dog klart for ham, at hvis Jesus skulle være Herre i hans liv, måtte der ske nogle radikale ændringer. Gennem internettet fandt han frem til Immanuelkirken i Jaffo. Det var et stort skridt for ham at tage derhen, og han beskriver, hvordan han nærmest var bange for at træde ind ad døren: ”Jeg tog én af mine arabisk-kristne venner med, og lod ham gå forrest ind,” fortæller Sahar med et smil på læben. Da gudstjenesten begyndte sang hele menigheden den jødiske trosbekendelse på hebraisk. Den lyder: ”Hør Israel: Herren er vor Gud, Herren er én.” Det var en overvældende oplevelse for Sahar. Her var et sted, han ikke behøvede at forkaste sine jødiske rødder. Han kiggede rundt, og så alle de mennesker, som havde en levende relation til Gud og fortæller: ”De havde noget jeg ikke havde, og det skabte en længsel i mig efter at høre mere.” Det blev begyndelsen på et nyt liv for ham.

Immanuelkirken rummer forskellighed

Immanuelkirken har på mange måder spillet en stor rolle i Sahars liv. ”Gud brugte på en særlig måde Immanuelkirken til at handle i mit liv. Her mødte Han mig, ledte mig ind i et fællesskab med andre troende og begyndte at forme mit liv og mine holdninger.” Byen Tel Aviv kan beskrives som en kulturel sammensmeltning af folk fra alle verdenshjørner, og det kommer også til udtryk i Immanuelkirken, der rummer en broget menighed af mennesker på tværs af landegrænser og samfundslag. Kirken ligger i bydelen Jaffo, som også er stedet, hvor apostlen Peter fik synet fra Gud om, at evangeliet er for både jøder såvel som alle andre folkeslag. ”Immanuelkirken er et sted, hvor mennesker fra alle nationer mødes,” fortæller Sahar og tilføjer: ”Her oplever jeg meget konkret, hvordan Gud har forsonet sig med os, og bragt os tæt ind til ham, og derved også tæt på hinanden.” Mange mennesker kommer også til kirken grundet dens udsmykning og de koncerter, der arrangeres. De besøgende får dog langt mere end bare et møde med et bygningsværk. Her møder de troende, som lytter, viser næstekærlighed og respekt, og de får et pusterum i hverdagen. Flere får også det Nye Testamente i gave og et levende møde med Jesus.

”Jeg lærte at sætte mig selv til side”

For Sahar er der ingen tvivl om, at Gud har skabt store ændringer i hans liv. ”Evangeliet gør mig i stand til at forandre mig til det bedre.” forklarer han ”Jeg er langt fra perfekt, men jeg er heller ikke, hvad jeg var før.” Førhen lå hans fokus på, hvad verden kunne tilbyde ham af materielle goder, men det ændrede sig: ”Ikke at det udelukkende er dårligt at eje ting, men jeg gjorde det til min gud, og det var forkert. Jeg troede, at hvis jeg opnåede noget, ville det forløse mig.” Derfor var det også en markant beslutning i Sahars liv, da han sagde sit job i telemarketing-branchen op, for at arbejde med udviklingshæmmede børn. ”Man kan sige, at gennem dette arbejde lærte han mig at tjene.” reflekterer Sahar og konkluderer: ”I stedet for at sende mig direkte ud i en opgave, hvor jeg var i fokus, lærte jeg ydmyghed og at sætte mig selv til side.”

Det er intimt at dele evangeliet

I øjeblikket arbejder Sahar for organisationen Jews for Jesus, der ønsker at bringe evangeliet til jøder. Meget af deres arbejde i Tel Aviv udgår fra deres hovedkvarter med navnet Moishe Rosen Center, der ligger i et kunstnerisk kvarter i byen. Herfra foregår undervisning, gadeevangelisation, møder, kunstudstillinger, åbent hus for området og mange andre gode tiltag. For Sahar giver det god mening, at de benytter forskellige måder at nå mennesker på. ”Vi bruger ting som kunst og musik til at få forbindelse til mennesker. Det er fantastisk at få lov til at skabe nye venskaber gennem noget så intimt, som at dele evangeliet.”

Troen skaber et spændingsfelt

Da jeg spørger Sahar om, hvordan han fortsat lærer at sætte sin lid til Gud, reflekterer han et øjeblik, men svarer så: ”På én måde er det en kæmpe befrielse, at vi kan stole på Gud, men på samme tid, er det også en kæmpe udfordring. Det sker tit, at jeg fejler i at stole på Gud. Men også her møder Gud mig igen og igen og viser mig, at jeg kan stole på ham. Han anerkender mine svagheder og hjælper mig med at stole på ham.” Sahar ser også spændingsfeltet mellem at være sat fri i Jesus og så stadig leve i en falden verden. Her er det let at blive distraheret af følelser og tanker. Som alle andre mennesker kan han være trist og i dårligt humør. ”Men så husker jeg på, hvem jeg er, hvor jeg har været, og hvor jeg er på vej hen,” fastslår han. Dét liv, han levede før Jesus, er stadig en del af hans historie, som præger, hvem han er. Men Sahar ved også, at livet som Jesu discipel er en vandring gennem hele livet, og ikke bare noget, der sker natten over. Vi må dagligt vælge, at sætte vores håb til ham og vente med tålmodighed. Det er et stort ønske for Sahar, at være omsorgsfuld og at have et brændende hjerte, for dem som endnu ikke kender Jesus. Men han oplever også, hvordan det til tider er svært: ”Nogle gange fokuserer jeg alt for meget på mig selv, og ikke på de mennesker, som har brug for frelsen.” Stoltheden er også noget han kæmper meget med. ”Jeg har brug for Guds nåde til at overkomme den,” forklarer han og slutter: ”Men jeg ved at Gud går med skridt for skridt, og hjælper mig på rette vej.” Denne artikel er oprindeligt bragt i TORVETs magasin.

Til minde om Martha Maria Vibjerg Thomsen

7. juni 2017, Bodil Skjøtt, generalsekretær Mandag den 29. maj døde Martha Marie Vibjerg Thomsen, hustru til Jørgen Bækgaard Thomsen og mor til Louise, Laurits og Rebekka. Den 1. juni blev hun begravet på Beder Kirkegård. En fyldt kirken tog afsked med hende ved en begravelse, som Jørgen selv stod for. Kisten blev båret af børn og svigerbørn, samt Marthas bror. Martha blev 78 år gammel og døde efter lang tids sygdom. At det har været et sygdomsforløb, som har fyldt meget de sidste år, blev der ikke lagt skjul på hverken i begravelsestalen i kirken eller i sønnen Laurits’ tale om sin mor ved det efterfølgende mindesamvær. Men det, som blev fremhævet, og som vil blive husket efterfølgende, var Marthas omsorg og hendes stærke engagement, som mor og ægtefælle i familien, som præstekone i sognet, hvad enten det var i Rinkenæs, i Jerusalem eller i Vorbasse, og i hendes arbejde som sygeplejerske, så længe helbredet tillod det. “Martha var en rigtig Martha” som Jørgen nævnte det i sin tale og som andre også understregede det, når de omtalte Marthas gæstfrihed, omsorg og engagement i deres liv. Familien Bækgaard Thomsen var udsendt af Israelsmissionen som præstefamilie fra januar 1984 frem til sommeren 1989. Både Martha og Jørgen så det som en familie-opgave og Marthas store engagement i arbejdet kom både fastboende danskere i Israel til gode, når hun inviterede til “dansk eftermiddag” i præstelejligheden, eller på anden måde rakte ud til især danske piger i Israel. Men også de mange unge volontører, som i den periode opholdt sig i Israel nød godt af  præstelejlighedens store gæstfrihed. “Ofte lignende lejligheden mest af alt Fredericia Banegård”. Foruden arbejdet i menigheden i Jerusalem fandt Marthas også tid til at bruge sin faglighed som sygeplejerske, når hun selv var volontør på Hadassa Hospital i Jerusalem. Kærligheden til og engagementet i Israelsmissionens arbejde ophørte ikke, da familien igen kom til Danmark. I en periode, fra  1994 og frem til 1999 var Martha med i Israelsmissionens landsstyre, og så længe kræfterne tillod det, var hun og Jørgen begge trofaste deltagere i Israelsmissionens årsmøder og andre arrangementer. Martha bidrog også til Israelsmissionens arbejde gennem foredrag rundt i landet, og sammen med Jørgen var hun rejseleder på adskillige ture til Israel, hvor deltagerne fik mulighed for at møde Israelsmissionens arbejde. Ikke mindst Ebenezerhjemmet var et hjertebarn for Martha. At Familiens ophold i satte varige spor ses også deri, at to af børnene, Louise og Laurits i dag er bosiddende i Israel. Æret være Marthas minde!

Studenterarbejdet i Israel: ”der er meget at glædes over”

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen  I den israelske studenterbevægelse Fellowship of Christian Students in Israel (FCSI) er der meget at glædes over. Generalsekretær Zaher Haddad fortæller om udfordringer og velsignelser i arbejdet med unge landet over gennem det seneste år.  Gud er i kontrol Endnu et skoleår har nået sin ende, og det reflekterer Zaher over i det seneste nyhedsbrev fra juni måned. Noget af det, de erfarer meget i studenterbevægelsen, skriver han, er, hvor meget de har brug for at stole på Gud, når de tjener ude på de israelske uddannelsesinstitutioner. ”Nogle gange, når vi laver planer, er vi i stand til at udføre dem. Andre gange bliver de ikke til noget, og så begynder vi måske at stille spørgsmål som ”hvorfor” og ”hvordan”, og det kan føre til en følelse af skuffelse,” skriver Zaher.   Selvom arbejdet kan være fyldt med udfordringer og nederlag, er det Gud, som bærer projekterne, understreger han. I nyhedsbrevet minder Zaher os om, at Gud beder os glæde os på trods af alle udfordringerne omkring os. Gode projekter giver glæde Studenterbevægelsen har aktive grupper over hele landet, der rækker evangeliet videre til deres studiekammerater, og som afholder bibelstudier og bønnemøder. Deres vision er klar: at se aktive og indflydelsesrige studentergrupper på hvert eneste universitet og college i Israel, som påvirker både kirken og samfundet. ”Der er meget at glædes over i FCSI,” skriver Zaher: ”Vi glæder os over vores julefremstød ved universitetet i Haifa, hvor mere end 80 studerende med forskellige baggrunde fik del i juleevangeliet.” ”Vi glæder os over de to foredrag, der tog sted ved Technion-universitetet. Det første emne var ”eksisterer Gud ikke?”, og det andet var ”begravede videnskaben Gud?”. Vi modtog så god respons og så mange spørgsmål fra eleverne, at vores ansatte og én af talerne var nødt til at komme tilbage en uge senere, for at svare på flere spørgsmål.” ”Vi glæder os over vores lejrweekend, hvor mere end 80 studerende (hebræsik, arabisk og internationale studenter) havde tid til at lovsynge, bede, spille spil og tage på vandreture sammen. Lederen af lejren var forundret over at se mennesker med så forskellige baggrunde være forenet i samme ånd.” Bed med os Vær med til at bede for FCSI og de studerende i Israel. Bed gerne for: – At bestyrelsen og studenterkomiteen må få visdom til at tage gode valg i forhold til studenterbevægelsens fremtid og andre udfordringer. – Missionstur til Colombia og Canada i august i samarbejde IVCF Canada. – Studenterkonferencerne i efteråret. – At deres finansielle behov må blive mødt snart.  

Lausanne satte fokus på mission i Wittenberg

16. juni 2017 Arne Pedersen, kommunikationssekretær Michelle Tolentino kommer frisk fra Wittenberg, hvor Lausanne-bevægelsen, som Israelsmissionen er en del af, i anledningen af reformationens 500 års jubilæum, de seneste dage har samlet 90 ledere fra hele verden, som alle har fingeren på pulsen hvad angår mission indenfor områder som forretningsverdenen, muslimer osv. Michelle arbejder på Filippinerne med at bringe evangeliet til børn, som kommer ud af trafficking, er udsat for vold eller misbruges på andre måder. Derfor er hun også leder af den Lausanne-interessegruppe, som har med udsatte børn at gøre. Hun er optaget af spørgsmålet: Hvordan bringer vi det hele evangelium til udsatte børn?
Michelle Tolentino
”Det bedste ved at være med på konferencen var helt klart den ånd af fællesskab og samarbejde, der var. Det var ikke sådan, at de ældste påberåbte sig anciennitet og sagde ”Lyt til os!”. Vi, der er unge, blev virkelig lyttet til og vores perspektiv blev værdsat,” fortæller hun og fortsætter: ”Jeg mener, Chris Wright, der jo nærmest er arkitekten bag Lausanne sammen med John Stott, sad sammen med mig til vores rundbordsdiskussion, og han lyttede til mig på samme måde, som jeg lyttede til ham.  Det var stærkt, for det viste samtidig hvilken ydmyghed, der prægede konferencen.” Konferencen havde ikke noget egentligt program fastlagt – ud over bibeltimer og bøn om morgenen. Man havde inviteret de 90 mennesker fra hele verden i en differentieret alders- og interessegruppe. Konferencen begyndte med spørgsmålet: Hvad ser du som den væsentligste faktor for, at der kan komme gennembrud i verdensmission netop nu? Ud fra svarene blev der så dannet forskellige interessegrupper, hvor man kunne snakke, inspirere og forpligte hinanden og komme med forslag til Lausanne-netværket om konkrete tiltag. ”Jeg var mest optaget af spørgsmålet om partnerskaber,” fortæller Michelle, som har været en del af Lausanne-bevægelsen siden 2010 i Cape Town. ”Vi har en helt enorm vigtig opgave i at bruge vores ressourcer på den bedst mulige måde – på tværs af kristne retninger, sprog og kultur. Vi skal lade os inspirere af andre!” mener Michelle og fortæller, at der ikke er særligt mange evangelikale kirker, som arbejder inden for hendes ekspertiseområde. ”Dem på kanten af samfundet mener ret ofte, at de evangelikale kirker ikke er for dem,” fortæller hun og fortsætter: ”Derfor er jeg virkelig optaget af – ikke bare hvordan vi kan gøre kirken relevant eller kontekstuel for denne gruppe af mennesker, men hvordan kan vi gøre kirken inkarnatorisk? Gud blev menneske – kød og blod – for at gøre evangeliet tilgængeligt for os. Vi må konstant lade os udfordre til, hvordan vi gør det, der hvor vi er, og indenfor det område vi selv arbejder med,” mener hun. Michael Oh, leder af Lausanne-bevægelsen, mener der primært er to områder, som konferencen har været med til at gøre tydelig: ”Et profetisk kald går ud fra dette sted til kirken i hele verden om at bede og arbejde mere sammen. Der er ingen større barriere til global mission end attituden: ’Jeg har ikke brug for dig.’ I Lausanne kender vi til over et halvt tusind netværk, som arbejder på at sprede evangeliet i verden. Hvad ville der ske, hvis disse netværk arbejdede sammen og stillede helt skarpt på global mission?” spørger han. Og det var præcis det, der skete i Wittenberg i disse dage på konferencen. 90 mennesker, unge som gamle, fra vidt forskellige arbejdsgrene fra vidt forskellige steder i verden, fandt sammen for at inspirere hinanden – og kirken i resten af verden – og for at stille sig selv spørgsmålet: Hvordan bliver jeg og min kirke gode nyheder for de mennesker, jeg lever sammen med? Lad os alle inspireres af det. Læs mere om konferencen på Lausannes hjemmeside her.

“Det var Gud, der gjorde det”

Sabbat i Jerusalem. Tusmørket har lagt sig over byen og min messiansk-jødiske ven reciterer sabbatsbønnerne på hebraisk foran halvanden snes ret forskellige mennesker, der udgør forsamlingen. Hvis der er én ting, jeg har lært i mit møde med Israelsmissionens Unge, så er det, at der er fyldt med skatte og overraskelser i sabbatsfejringen. Denne aften skulle vise sig ikke at skuffe. I forsamlingen var et midaldrende ægtepar fra Guds andet land, USA. En god og varm snak opstod hurtigt og jeg mærkede en oprigtig interesse og velvilje fra mine samtalepartnere, men så. Pludselig siger han: “Gud har gjort, at Trump er blevet præsident, fordi Trump støtter staten Israel”. Dybt taknemmelig over, at mængden af sabbatsvin ikke havde oversteget den grænse, hvor min empati kan træde i baggrunden til fordel for mere impulsive og passionerede ytringer mærkede jeg, at min kæbe droppede så hurtigt mod jorden, at havde min anatomi tilladt det, var min hage dykket ned i det flotopdækkede sabbatsbord. Jeg mønstrede al den tålmodighed og forståelse jeg kunne og fik fremstammet et kort men umiddelbart roligt: “What?”.   Sagen var ikke ny for mig. Positivt formuleret kommer sådanne udmeldinger af en oprigtig og inderlig tro på, at Gud er historiens herre og at Han har magt til at mikrostyre slagets gang i verden. Egentlig er jeg langt på vej enig og det kan faktisk være forfriskende og opmuntrende at møde mennesker med en så dyb overbevisning om Guds magt. For mig at se er det dog helt ude af proportioner for det første at tage Gud til indtægt for en personlig tolkning af en helt specifik situation. Manden sagde ikke engang: “Jeg tror, at Gud…” Nope. Det var Gud. Punktum. Hvilket menneske har fået mandat til på den måde at tøjle Gud og påstå at have gennemskuet Ham? For det andet følger der desværre typisk en nærmest blåøjet blåstempling med en sådan udtalelse. Nuancerne forsvinder.   For det tredje går det for mig at se helt galt, når man kobler det på staten Israel. Det bliver ved med at overraske mig, at personligt kristne med en tilsyneladende tæt relation til Gud og en meget høj grad af selvopofrelsesvillighed i jødemissionens tjeneste så let glemmer “the dark sides” af staten Israels gøren og laden. Formiddagen forud for sabbatsmåltidet var jeg i Betlehem, som jeg har været så mange gange. Byen ligger kun få kilometers kørsel fra Jerusalem men er på mange måder adskillige tidszoner fra den israelske hovedstad. Under én overskrift kan man sige, at Israels tilstedeværelse på Vestbredden i bred forstand har begrænset mulighederne for indbyggerne i området. Jeg har selv venner, der dagligt er påvirket af en politisk situation, som for nogen helt slukker håbet om og lysten til at arbejde for en bedre fremtid. Senest har man kunnet læse om urimelighederne ved ckeckpointet i netop Betlehem. Den palæstinensiske befolkning og dets ledere bærer klart deres del af ansvaret for den politiske situation, men nøden fra lokalbefolkningen må ramme os i en sådan grad, at unuancerede og uforbeholdne udtalelser om Guds suveræne indgriben til fordel for staten Israel bliver umulige.   Jeg synes vi skal være meget påpasselige med at tilskrive Guds vilje til bestemte situationer. Min erfaring er, at det giver en ENORM frihed. Jeg bliver sat fri fra at skulle bedømme og vurdere menneskers gerninger og kan i stedet fokusere på det, jeg har fået givet og på, hvordan jeg forvalter det bedst både til gavn for både “jøder og hedninger”.  

Mediernes portrættering af messianske jøder i Israel

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen Mange messianske jøder har oplevet at blive latterliggjort, chikaneret og endog overfaldet af deres israelske landsmænd. Men hvordan har medierne dækket de messianske jøder gennem årene? Det har Lea Bendel undersøgt i en artikel i tidsskriftet Mishkan, der udgives af Caspari Centeret i Jerusalem. Hun har analyseret medieuddrag helt tilbage til 1979, og tegner herigennem nogle klare tendenser i portrætteringen og opfattelsen af messianske jøder i de israelske medier.

Kristen eller jøde?

Mange messianske jøder oplever at stå i et spændingsfelt, når det kommer til deres identitet. På trods af, at de deler overbevisningen om at Jesus er messias med ”hedninge kristne”, adskiller messianske jøder sig ved at omfavne deres identitet som jøder. Dette har distanceret dem til både den kristne kirke, der ikke forstår, hvorfor de holder fast i de jødiske traditioner, og det israelske samfund, der oplever deres tro som direkte forkastelig og forræderi. I forlængelse heraf har det hebraiske ord for kristne notzrim en meget negativ klang i Israel, da det forbindes med en tragisk historie fyldt med antisemitisme i form af korstogene og holocaust. Joseph Shulam, messiansk jøde, har opsummeret dette spændingsfelt i en enkelt sætning: ”Vi er ofte for jødiske for de kristne, og for kristne for jøderne.”

Sproget former holdninger

Sprogbruget spiller en stor rolle, når den offentlige mening om en minoritetsgruppe bliver dannet. Lea Bendel fremhæver forskellige artikler, hvori der er brugt meget farvede udtryk og personlige holdninger. Det er heller ikke ualmindeligt, at Holocaust bliver nævnt i forbindelse med messianske jøder. Udtalelser som ”Hitler dræbte vores legemer for os og de dræber vores sjæle,” og ”messianske jøder er ansvarlige for mordet på seks millioner under Holocaust” er holdninger, som præger debatten. På samme måde er paralleller til terroristgrupper heller ikke ualmindelige. Mange medier har igennem årene også spredt falske informationer om messianske jøder og deres trospraksis. Det er for eksempel ikke usædvanligt, at messianske jøder bliver forvekslet med andre trossamfund. Lea Bendel giver flere eksempler på artikler, hvori messianske jøder bliver ligestillet med kristne sekter såsom Moon-bevægesen, Scientology eller Children of God, eller hvor organisationen Jews for Jesus bliver brugt som synonym for hele bevægelse.

Yad L’Achim og anti-mission

Yad L’Achim er den mest velkendte anti-missionske organisation i Israel. Den er grundlagt i 1950, og et af dens hovedformål er at kæmpe i mod ”den missionske trussel”. Yad L’Achim har mange tusinde agenter placeret rundt om i Israel, som holder øje med blandt andet messianske jøder. Organisationen har også fået fyret messianske jøder på baggrund af deres tro. En lille del af deres budget kommer fra blandt andet udenrigsministeriet og uddannelsesministeriet i Israel. Debatten om, at messianske jøder er missionærer, som vil have jøder til at omvende sig fra deres tro og døbe dem ind i kristendommen, førte til, at der blev lavet en anti-missionærlov. Det er ikke alle, der er helt klar over, hvad denne lov indebærer, og mange evangelister bliver skræmt væk, når anti-missionærer prøver at overbevise dem om, at det er ulovligt at sprede evangeliet. Egentlig er det lovligt, så længe man ikke tilbyder folk penge eller materielle goder for at ændre deres religion. Er den jødiske demokratiske stat demokratisk? Regeringens rolle i den jødiske demokratiske stat er meget omdiskuteret. Nogle argumenterer, at fokus på jødedommen er stærkere end nødvendigheden af at være et demokrati. Det er utvivlsomt, at religiøse autoriteter har stor indflydelse på politiske beslutninger, og det kommer også til udtryk i debatten om messianske jøder. Medlemmer af staten lægger ikke skjul på deres holdninger, og med deres position har de ligeledes indflydelse på deres israelske medborgere. Det religiøse råds overhoved i Eilat har for eksempel udtalt, at han ”er alt for godt bekendt med messianske jøder” og at han ”personligt vil sørge for, at de ikke vil overleve her.” Udviklingen er positiv Der er ikke noget enstemmigt perspektiv på messianske jøder i Israel. Nogle journalister skriver til fordel for, eller i det mindste upartisk om de troende. Andre skriver i en mere provokerende stil. Gennem de seneste år oplever flere og flere messianske jøder, at medierne giver dem en platform, hvor de i stigende grad får lov til at sætte egne ord på deres tro. Det har mange messianske jøder brugt som en mulighed for at fortælle deres personlige historie. Lea Bendel afslutter sin undersøgelse med at konkludere, at der generelt set er sket en positiv udvikling i offentlighedens anerkendelse af de uretfærdigheder, messianske jøder oplever fra både ekstreme ortodokse grupperinger og fra regeringens side. Læs hele Lea Bendels undersøgelse her.

Følg os
på facebook


Kommende
begivenheder


Tilmeld dig
Nyhedsbrevet


Israelsmissionen | TORVET | Katrinebjergvej 75 | 8200 Aarhus N | Tlf. 7190 1885 | kontor@israel.dk | Reg.nr. 0994 kontonr. 0003054500 | MobilePay 30503