Skip to main content

Måned: august 2017

Luther, det jødiske folk og jødemission

Arne Pedersen, kommunikationssekretær i Israelsmissionen, 29. august 2017

500 året for reformationen markeres på mange forskellige måder. Også i Lausannebevægelsens netværk for jødemission (LCJE) har vi markeret jubilæet i forbindelse med en konference i Berlin i dagene 14.-17. august, hvor cirka 80 deltagere fra 12 forskellige lande satte hinanden stævne.

Det var 11. gang en sådan europæisk konference blev arrangeret. Denne gang altså i lyset af 500-året for reformationen med et tema, som fokuserede på reformationens betydning for mission til det jødiske folk såvel som på Luthers betydning for relationen mellem jøder og kristne, dengang så vel som i dag.

Bodil Skjøtt, generalsekretær i Israelsmissionen løfter her lidt af sløret for, hvad hun tager med hjem fra konferencen: ” Indlæg fra en tysk deltager og en messiansk jøde understregede for mig, hvor meget Luthers udtalelser og brugen af Luthers skrifter har præget og påvirket kirkens syn på det jødiske folk, samt jøders syn på Luther og alle som kalder sig lutherske. Jeg sidder tilbage med spørgsmålet om, hvorfor vi ikke tydeligt har taget afstand fra Luthers antisemitisme over for vores jødiske venner. Det blev i hvert fald klart for mig, at vi ikke er blevet hørt af dem. Men et andet mere fundamentalt spørgsmål er, om vi i vores lutherske tradition og måden hvorpå vi formulerer vores teologi, lever med et syn på jøder og jødedom, som skaber grobund for antijudaisme og gør vold på de bibelske tekster.”

Opmuntringen fra konferencen er også en del af vores lutherske arv, og det blev fremhævet med taknemlighed af vores messiansk-jødiske venner: Luthers arbejde med bibeloversættelse og -udlægning samt vigtigheden af at give mennesker mulighed for selv at læse Bibelen. Vi blev mindet om, hvor vigtigt det er at introducere jøder for bibelens fortælling om Jesus. Det er fortsat en kraftfuld fortælling, som også i dag udfordrer og tiltaler jøder. Men lige så meget har konferencen mindet os om, at også i Israelsmissionen er vi først og fremmest med i Guds mission, og der bliver vi gang på gang overrasket og overhalet indenom, når Gud gør sin gerning, møder mennesker og en relation til ham bliver etableret.

Her neden for kan konferenceudtalelsen læses i oversættelse.

Reformationens indvirkning på relationen mellem jøder og kristne samt jødemission

Udtalelse fra den 11. europæiske LCJE-konference, Berlin, Tyskland.

Mere end 80 deltagere fra 12 lande – inklusiv Israel og USA – mødtes 14.-17. august i Berlin for at dele viden og reflektere over reformationens indvirkning på jøders og kristnes indbyrdes relation i fortid, nutid og fremtid. Deltagerne udtaler følgende: Vi, deltagerne på den 11. europæiske konference i Lausanne-bevægelsens netværk for jødemission (LCJE), både jøder og ikke-jøder fælles i troen på Jesus Messias, er tak skyldig til Martin Luther og de andre reformatoriske fædre, som gjorde det muligt for alle troende at læse og forstå Bibelen som det eneste sande og autoritative åbenbarede Guds Ord.

Vi slår endnu engang fast, at frelse af nåde er tilgængelig for enhver, som bekender Jesus som frelser og herre. Dét budskab blev først forkyndt for det jødiske folk og er stadig nødvendigt for frelse i dag – for det jødiske folk først, og for ikke-jøder (Rom 1,16).

Vi afviser:
  • Martin Luthers fordømmende udtalelser om det jødiske folk som fuldstændige modsigelser af Bibelens lære.
  • den antijødiske og antisemitiske forkyndelse og undervisning, som stadig findes i kirkerne, og som bunder i en forkert forståelse af det jødiske folk, deres tro, livsstil og religiøse praksis. Vi beklager Kirkens uvidenhed og vrangforestilling, når det gælder relationen til det jødiske folk gennem den bibelske pagt.
Vi glæder os over:
  • at protestantiske organisationer og kirker gennem århundreder aktivt har vist Guds kærlighed til det jødiske folk i ord såvel som i handling – særligt i Europa.
  • det jødiske folks åbenhed overfor evangeliet om Jesus Messias og det voksende antal jøder, som kommer til tro på dette evangelium – både i Israel, Europa og resten af verden.
  • at Jesus-troende jøder og ikke-jøder er forenet i mission til verden og derigennem opfylder kaldet til at genoprette Israel og være et lys for alle folkeslag (Esajas 49,6).
Idet vi med taknemmelighed fejrer 500-året for reformationen og er bevidste om dens arv, hverken kan eller vil vi ignorere Luthers udtalelser mod det jødiske folk og den virkningshistorie, disse udtalelser har haft.

Derfor vil vi udfordre kirker og den enkelte troende:
  • til at tale respektfuldt og sandt om det jødiske folk og klart tage afstand fra alle former for antijudaisme og antisemitisme – både historisk og i dag.
  • til at anerkende den kristne tros bibelske og jødiske rødder, og de tætte bånd der er mellem Jesus-troende jøder og ikke-jøder (Rom 11,18).
  • til at acceptere og være fortalere for Jesus-troende jøders fortsatte identitet som jøder og deres fuldgyldige medlemskab af fællesskabet i Jesus Messias.
  • til at dele evangeliet – i både ord og handling – med deres jødiske venner, naboer og bekendtskaber, for vi tror, at evangeliet ”er Guds kraft til frelse for enhver, som tror, både for jøde, først, og for græker.” (Rom 1,16)


Vi takker Gud, fordi han elskede os så højt, at han sendte sin søn, Jesus Messias, for at dø for vore synder og opstå igen fra de døde, så at hele menneskeheden, både Israel og alle folkeslag, kan blive forsonet med ham.

Sommerlejre bygger bro til forældre

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen, 25/8 2017

Organisationen Musalaha oplever en stigende interesse for evangeliet blandt forældre til deltagere på deres sommerlejre. Mange udtrykker deres begejstring for den undervisning, børnene modtager. Budskaberne står i stor kontrast til den intolerance og racisme, de er vidner til i deres daglige liv. 

Større diversitet er til velsignelse
I takt med, at Musalaha har øget antallet af deres lejre, oplever de en større diversitet blandt både deltagere og ledere. Musalahas sommerlejre er åbne for alle børn på tværs af etniske og religiøse skel, men denne forandring har åbnet op for, at en bredere gruppe børn kan møde hinanden og lære hinanden at kende.

Forældre lærer om kærlighed
I modsætning til tidligere år har mange forældre udtrykt deres taknemmelighed over Musalahas arbejde. De oplever, at ikke kun deres børn, men også forældrene selv får gavn af undervisningen på lejrene. Nogle forældre vælger at være med under timerne sammen med deres børn. Budskaberne står i stærk kontrast til den intolerance og hårdhed, de møder til dagligt i samfundet.

En forælder delte dette vidnesbyrd med én af lejrlederne: ”Du har ingen ide om, hvad jeres undervisning og entusiasme gjorde for mig. Jeg kom i morges og var skuffet og følte mig elendigt til mode, men jeres budskab ændrede min indstilling!” Moren krammede derefter lederen og begyndte at græde.

Fordi hendes barn var med på lejren, lærte hun sunde reaktionsmønstre som kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvkontrol på ovenstående ødelæggende indstillinger.

Samvær nedbryder fordomme
Musalaha samarbejder også med grupper fra Amerika og Europa. Grupperne tilbringer sommeren med at hjælpe til på lejrene, og de oplever herigennem at få nedbrudt mange af deres fordomme. Mange kommer fra samfund, der i stigende grad er præget af en større polarisering og religiøs intolerance. Ved at tilbringe tid i en landsby, hvor størstedelen af indbyggerne er muslimer, hjælper det dem til at komme af med deres forudindtagede holdninger. Dette gælder unge såvel som ældre ledere. Nedenfor reflekterer amerikanske pastor Eric Bryant over hans tid i en lejr på Vestbredden i byen Nablus.

På begge sider af muren så jeg børn, der mindede mig om vores børn. De elskede is. De elskede at lege. De elskede hinanden.

– En anden ting, vi alle har til fælles: vi kan ikke lide, at blive sat I bås. Ingen kan lide at blive misforstået.

– Ikke alle israelere er ens. Ikke alle palæstinensere er ens. Ikke alle amerikanere er ens. Den bedste måde at forstå andre på, er ved at lære dem at kende. At arbejde som frivillig i Nablus på Vestbredden gav os den mulighed.

Læs artikel fra Musalaha her.

Han sagde: Jøderne skal væk!

Jeg har nu været i Jerusalem i lidt over en uge som kirkevolontør og 3k-praktikant. Der er mange nye indtryk. Meget jeg skal lære. Hvor handler jeg ind? Hvordan fungerer det med offentlig transport? Hvilken station skal jeg stå af på – og ja, jeg fandt ud af, at jeg kørte for langt og måtte tage den næste sporvogn i modsat retning.. Rookie mistake..

I går valgte jeg at tage i Den Gamle By igen i håb om, at jeg på et tidspunkt sagtens kan finde rundt i alle de små gader. Jeg havde god tid. Intet jeg rigtigt skulle nå, så jeg stoppede flere gange op for at snakke med de sælgende.

Azml, en middelalderende mand, inviterede mig på en kop kaffe. Jeg er forundret over den gæstfrihed, jeg møder.

Imens vi sad og drak den stærke kop kaffe, snakkede vi om den spændende by, vi nu begge bor i. En by med så meget historie, så meget kultur og så meget religion. Jeg var nysgerrig på, om han var troende, så jeg spurgte ham simpelthen lige ud. Og han svarede mig.. (Det er altså fedt, at være et sted, hvor folk gerne vil tale om tro!)

Azml er muslim, men han kan godt lide kristne. For der, hvor han har sin bod, har kristne og muslimer boder tæt op ad hinanden. De taler sammen og lever i fred. Azml ønskede virkelig, at jeg skulle forstå, at rigtige muslimer er fredelige og vil mennesker det godt. Det var hyggeligt at sidde og snakke med Azml. Han er en meget rar mand. Min nysgerrighed dukkede op igen..

“Hvad tænker du egentlig om jøder?”, spurgte jeg ham. “De har taget folks huse…” “Jeg er sikker på, at der kommer en krig igen..” “Jøderne skal væk!” Det var noget af hans svar.

Bum.. der sad jeg. Ny i byen og lige pludselig var konflikten ikke noget jeg bare hørte om i fjernsynet. Her sad jeg overfor et levende menneske, som jeg hyggede mig med, som oplever så stor uretfærdighed, at han ønsker, at jøderne bare skal væk.

Hvad skulle jeg sige?  For jeg kunne jo godt se det fra hans synsvinkel, men hvor skulle jøderne så være?Hvordan skulle jeg udtrykke min uenighed og samtidigt vise Kristi kærlighed? Jeg genkender dilemmaet fra Danmark. Mødet med en, som man er dybt uenig med – hvordan udtrykker man kærlighed, uden at slække på sin overbevisning?

Jeg ved ikke, om jeg kom med godt nok modsvar, og så ringede hans telefon og samtalens emne ændret…

Men mødet med Azml åbnede mine øjne for vigtigheden af bøn om fred og forsoning her i Israel. For Azml er en rigtig rar mand, som jeg håber at få mange flere samtaler med. Men hvordan kan han og andre, der tænker som ham, blive forsonet med jøderne? Så vi undgår at en krig blusser op igen.

Jeg tror jo på, at det kun rigtigt kan ske i Kristus! Derfor er mit største ønske også, at jeg i min tid her i Jerusalem må være et redskab til at vise Guds forvandlende kærlighed.

Må Gud gribe ind og bringe Shalom.

Må Gud velsigne og overraske os

“Den havde jeg ikke lige set komme”, er vores kommentar, når der sker noget helt uventet. Som da en god ven forleden fortalte mig, han skulle giftes. Jeg blev glad, men også overrasket, for det havde jeg slet ikke set komme.

Sådan er der flere ting denne sommer, som har overrasket mig. Heldigvis med noget godt de fleste gange. Undervejs har mine reaktioner fået mig til at tænke på beretningen fra Apostlenes Gerninger, hvor apostlene beder “utrætteligt” for Peter, der er blevet fængslet. De beder om, at det ikke må gå ham, som det gik Jakob, der blev henrettet “med sværd” (ApG 12). De beder, men da Gud bønhører dem, kan de alligevel ikke tro det. De beskylder endda pigen Rhode, som fortæller den gode nyhed om, at Peter er fri, for at være blevet vanvittig. For “den havde de slet ikke set komme”.

Hvad siger det om vores billede af Gud – eller vores forventninger til Gud – når vi beder om noget og så alligevel overraskes, når han så rent faktisk lader det ske, som vi bad om? Eller han svarer på en måde, som vi ikke engang havde fantasi til at forestille os, han kunne eller ville? Er det udtryk for en forestillingsevne, der er for lille, eller er det vores forventning eller tillid til Gud, der ikke slår til, når vi overraskes? Hvis det da ikke er endnu værre, at vi slet ikke ser “Guds underfulde gerninger”, fordi vi kun kigger efter det, vi har fantasi til at forestille os, og derfor helt går glip af det.

Vi var mange der ikke lige havde set det komme, da Gud brugte de politiske omvæltninger i Sovjet til at bringe vækkelse til den messianske bevægelse i Israel i 1990erne. Ligesom mange af os i dag ikke lige havde set Gud bringe nyt liv og vækkelse til vores menigheder og fællesskaber i Danmark gennem de asylansøgere, der er kommet, og i dag er blevet en del af kirken. I dag skal antallet af muslimer, der har været gennem dåbsoplæring og er blevet døbt og medlem af kirken, skrives med ikke bare to, men tre cifre. Alene i Danmark. Hvem havde set det komme?

For nogle uger siden var Jews for Jesus i Berlin i gang med sommerens kampagne for at komme i dialog med jøder om, hvem Jesus er. Hvem havde set det komme, at der i dag – 70 år efter nazismens forsøg på at udrydde jøderne i Tyskland – ville bo 22.000 israelere i Berlin – foruden de jøder der er flyttet dertil fra det tidligere Sovjetunionen? Hvem ville have troet, at man i Berlin kan komme i dialog med jøder om evangeliet – på hebrais? Eller at messianske jøder i Tyskland skulle fortælle israelere og syriske asylansøgere om Jesus, Fredsfyrsten og Messias, på gaden i Berlin? Der er i dag omkring 90.000 asylansøgere fra den arabiske verden alene i Berlin.

Det er selvfølgelig ikke uden problemer – og der har været spændinger – men det er heller ikke uden muligheder. Vel at mærke muligheder, som ikke er kommet på grund af strategiske initiativer fra kirker eller missionsselskabers side. Det er heller ikke uden problemer at inkludere farsi-talende unge mænd i vores kristne fællesskaber. Men det rummer store muligheder for at være med i Guds store mission, så mennesker møder fortællingen om Jesus og et fællesskab, som lever i den fortælling. Også uden de store sprogkundskaber og mange ord.

Det er min bøn for efteråret, at Gud vil virke og være til stede, også eller måske netop der, hvor vi ikke lige havde set det komme. At vi må huske, at Gud ikke sender os hen, hvor han ikke selv allerede er til stede. Gud kommer altid først. Må det give både frimodighed og ydmyghed.

Og så beder jeg om, at vi ikke må gøre som pigen Rohde, der smækkede døren i frem for at lukke Peter ind – i bare befippelse – men at vi griber de muligheder og møder de mennesker, Gud sender til os – på måder og ad veje vi ikke lige havde set det komme. Jeg vil glæde mig til at blive overrasket, og jeg beder om, at jeg må se det, når han gør det.

Israel kommer stormende

Jeg var ikke længe undervejs, før jeg dummede mig første gang, da jeg ankom til CPH lufthavn, valgte jeg at stille min bagage i et hjørne, hvorefter jeg valgte at gå fra det. Jeg havde været væk i små 5-10 min, og da jeg gik tilbage mod mit hjørne, kunne jeg da godt se, at der stod to sikkerheds folk ved min bagage. De kiggede meget efter ejeren til bagagen. Jeg gik mod mine ting og havde godt på fornemmelsen, at jeg måske havde dummet mig her- Den ene af sikkerheds mændene så meget skuffet ud og sagde surt til mig “Hvorfor jeg i alverden ikke tænker mig noget mere om, især i disse tider”, men heldigvis gjorde de ikke mere ved det end at give mig en anmærkning.

Efter 26 timers rejse ankommer jeg endelig til Jerusalem, hvor jeg kunne få noget ordelig søvn og blive udhvilet, så jeg var klar til at begynde på mit volontør arbejde og min dagligdag i Jerusalem, som består i at hjælpe alle steder der er brug for det, i øjeblikket er det så i opvasken. Alle de andre volontører er SÅ flinke, og hele verden bliver nærmest repræsenteret. Det er noget helt særligt at have en dagligdag kørende på tværs af sprog, land og kultur! Uanset hvor hård en dag de har haft, møder man altid et smil. En helt særlig ting ved Christ Church er at der bliver arbejdet sammen på tværs af konflikten som er hernede. Der er arabere, jøder, israelere og kristne som samarbejder og får et guesthouse til at fungere. Den eneste grund til at dette kan fungere er fordi at de alle hver især er troende og tror på at Jesus/Yeshua er messias. De har sådan en dejlig rutine hernede, man har muligheden for at starte dagen ud med en morgenandagt, at være med til disse andagter er løn nok i sig selv. De personer som jeg omgås med er så  engageret i deres trosliv at man kun kan blive glad når man høre dem have en samtale omhandlende Gud.

At besøge vest muren ved en sabbatopstart er et must, hvis man altså muligheden for det. Jeg er så heldig at det har jeg haft, det er en fest uden lige. Der var helt fyldt med mennesker, hvis man gik i gaderne omkring vest muren, var der rigtig mange jøder og ortodokse jøder som løb for at få en god plads, eller bare for at undgå at komme for sent. Opstartsfesten indebærer dans, sang og masser af smil. Det var tydeligt at mærke at dette betyder rigtig meget for jøderne.

Jeg gik en tur i den nye by, hvor jeg kom forbi en kirkegård jeg blev helt trist over at se den kirkegård, der var intet pynt kun dødt græs, træer og buske. Bænkene var selv blevet smadret og det flød med affald, der er intet at sige end endnu et kultur møde!

Ugen blev sluttet af med gudstjeneste i King of Kings menigheden, hvilket var en dejlig oplevelse. Endnu et sted hvor man mødes på tværs af sprog, land og kultur, men med et fælles mål nemlig at være sammen om Guds ord.

Fjollede konspirationsteorier kan føre til – og bunde i – antisemitisme

Først var det Seyit Ahmet Özkan fra Socialdemokratiet og byrådet i Ishøj. Så var det Niels Rolskov fra Enhedslisten og byrådet i Køge. Det er jødiske zionister og ikke radikale islamister, der er de virkelige hovedaktører bag Islamisk Stat.

Engang var det Thomas af Monmouth der i 1100-tallets England hævdede, at en gruppe rabbinere mødtes én gang om året for at aftale, hvor i verden de skulle ofre en kristen som hævn for kirkens jødeforfølgelser.

Engang var det Krushevan der i begyndelsen af det 20. århundrede gennem den russiske avis Znamya hævdede at jøderne havde en hemmelig plan for at overtage verdensherredømmet. Det er den konspirationsteori, vi i dag kender som Zions Vises Protokoller.

Og konspirationsteorierne klæber sig til det jødiske folk. Af den ene eller anden årsag er der nogle mennesker, som vil, at de skal være sande. Jeg forestiller mig, at man skal være et almindeligt dannet og fornuftigt menneske, for at blive valgt til et dansk byråd. Det tror jeg også både Özkan og Rolskov er. Alligevel er det som om at både de to byrådsmedlemmer og mange andre med dem slår den kritiske sans fuldstændig fra, når det kommer til Israel og det jødiske folk. Hvorfor?

Vel er det i dag relativt let at gemme sådanne tåbelige udtalelser bag antizionsmen frem for antisemitismen, og dermed gøre det udtalelserne en anelse mere spiselige i offentlighedens øjne. Alligevel må vi standse op og lade os advare. For selvom den israelske regering da bestemt fortjener kritik for dele af sin politik – ligesom så mange andre lande fortjener det – så er der antizionisme, som bliver så himmelråbende, at den kun kan bunde – bevidst eller ubevidst – i antisemitisme. (Det nytter heller ikke noget, at dele af venstrefløjen igen og igen bliver ved i samme antizionistiske rille, hvorved de fejlagtigt tror, de tjener palæstinensernes sag. Det gør de ikke. Kun ved at gøre plads i deres eget verdensbillede til staten Israel, kan der for alvor rykkes på status quo.)

10. oktober sidste år bragte Kristeligt Dagblad et interview med den norske overrabbiner Ervin Kohn. Her siger han blandt andet, ”at antisemitisme ikke er et fænomen, der forsvinder eller kan stoppes en gang for alle, men at det er en virus, som man er nødt til at fortsætte med at bekæmpe. […] Virkeligheden viser desværre, at hver eneste nye generation skal oplyses og vaccineres mod den antisemitiske syge.”

Thomas, Krushevan, Özkan og Rolskov viser os, at Ervin Kohn har ret i sin analyse. Det er så op til os andre at modsige de konspirationsteorier, der kommer frem – uanset hvor fjollede de så end måtte være. For de kan føre til antisemitisme. Og det er ikke at spøge med.

Isene, der mindede mig om de gode snakke

Som så mange andre er jeg her over sommeren smuttet fra den danske kolde sommer og har været på ferie i udlandet. Min tur gik til Marokko sammen med en veninde. Et land, der på trods af sin korte afstand til mit hjem i Europa, havde sine forskelligheder og noget nyt og fremmed at byde på.

En varm og solrig eftermiddag blev min veninde og jeg enige om, at vi fortjente en is efter en hård tur op og ned ad et bjerg uden for den by, vi boede i. Kort efter at vi var gået fra iskiosken kom en håndfuld børn hen til os og ville smage vores is. Vi havde tidligere oplevet, at børn på stranden kom hen og ville smage vores vand og brød – og det så ikke ud som om, de manglede noget, men at de var almindelige strandgæster.

Her ned ad gaden forsøgte børnene ihærdigt og ivrigt at tigge os om en smagsprøve og var en Magnums længde fra at få fat i vores eftermiddagssnack. Begge hændelser var meget mærkelige og en anelse irriterende for os. Denne hændelse endte med, at jeg så bestemt på en af børnene og sagde ’lad være’ på arabisk. Og det hjalp.

Men bagefter havde jeg en mærkelig smag i munden, for det var en underlig situation, og der havde været komplet modstridende følelser i spil fra de to parter. Hvordan kunne vi opfatte den samme situation så forskelligt? Isene fik mig til at tænke på mødet mellem to kulturer; vi købte en is, fordi vi var på ferie, og vi ville bare gå i fred på gaden. De var begejstrede over at møde to kvinder med mere eller mindre lyst hår og ville snakke med os.

Jeg havde ikke lyst til at se skævt til børnene, så det gik op for mig, at jeg måtte forsøge at forstå situationen og deres reaktion fra deres perspektiv, i stedet for at situationen skulle skabe frustration hos mig. Jeg prøvede på bedste vis at sætte minutterne under mikroskop og tænkte, at de da gerne ville smage isen, men at det nok var os europæere, de var mere interesserede i. Men at isen var en måde at få ’del’ i os på.

Jeg kom til at tænke på mødet mellem mennesker med forskellige trosretninger, og hvordan der nogle gange kan skabes en kløft mellem parterne. Jeg har ikke en endelig opskrift på, hvordan man får en god dialog, men jeg er gang på gang blevet mindet om, hvor vigtigt det er at være nysgerrig, lyttende og forsøge at finde fællesnævnere, når man taler sammen.

Når jeg står foran et menneske med en anden baggrund, forsøger jeg at overveje, hvad det er, vi har til fælles: Med en jøde kan det være troen på Gud og forventningen om Messias, som for mit vedkommende er kommet, men en dag skal komme igen. Med en muslim kan det være noget af det det samme og for eksempel Guds karaktertræk. Hvad betyder det for eksempel, når vi kalder Gud barmhjertig og tilgivende? Hvad betyder disse karaktertræk på Dommens dag?

På baggrund af fællesnævnerne tror jeg, at man kan få en spændende snak, hvor begge parter kan få lov til at udtrykke deres synspunkter. Jeg tror det samme gælder for kulturelle møder som for ’tros’ møder. Netop at være nysgerrig. At spørge sig selv hvorfor det andet menneske har et givet synspunkt, hvad synspunktet går ud på, og hvordan vi kan prøve at forstå hinanden i det. Eller i det mindste at respektere hinanden. Der skal stadig være plads til en undren, for vi er forskellige. Men jeg tror ikke, at reaktionen skal stoppe dér. Denne undren skal lede til en refleksion og frugtbar diskussion, så vi ikke bare står irriterede tilbage med en is i hånden, der pludselig smager anderledes, end den plejer.