Month: august 2017

“Den havde jeg ikke lige set komme”, er vores kommentar, når der sker noget helt uventet. Som da en god ven forleden fortalte mig, han skulle giftes. Jeg blev glad, men også overrasket, for det havde jeg slet ikke set komme. Sådan er der flere ting denne sommer, som har overrasket mig. Heldigvis med noget godt de fleste gange. Undervejs har mine reaktioner fået mig til at tænke på beretningen fra Apostlenes Gerninger, hvor apostlene beder “utrætteligt” for Peter, der er blevet fængslet. De beder om, at det ikke må gå ham, som det gik Jakob, der blev henrettet “med sværd” (ApG 12). De beder, men da Gud bønhører dem, kan de alligevel ikke tro det. De beskylder endda pigen Rhode, som fortæller den gode nyhed om, at Peter er fri, for at være blevet vanvittig. For “den havde de slet ikke set komme”. Hvad siger det om vores billede af Gud – eller vores forventninger til Gud – når vi beder om noget og så alligevel overraskes, når han så rent faktisk lader det ske, som vi bad om? Eller han svarer på en måde, som vi ikke engang havde fantasi til at forestille os, han kunne eller ville? Er det udtryk for en forestillingsevne, der er for lille, eller er det vores forventning eller tillid til Gud, der ikke slår til, når vi overraskes? Hvis det da ikke er endnu værre, at vi slet ikke ser “Guds underfulde gerninger”, fordi vi kun kigger efter det, vi har fantasi til at forestille os, og derfor helt går glip af det. Vi var mange der ikke lige havde set det komme, da Gud brugte de politiske omvæltninger i Sovjet til at bringe vækkelse til den messianske bevægelse i Israel i 1990erne. Ligesom mange af os i dag ikke lige havde set Gud bringe nyt liv og vækkelse til vores menigheder og fællesskaber i Danmark gennem de asylansøgere, der er kommet, og i dag er blevet en del af kirken. I dag skal antallet af muslimer, der har været gennem dåbsoplæring og er blevet døbt og medlem af kirken, skrives med ikke bare to, men tre cifre. Alene i Danmark. Hvem havde set det komme? For nogle uger siden var Jews for Jesus i Berlin i gang med sommerens kampagne for at komme i dialog med jøder om, hvem Jesus er. Hvem havde set det komme, at der i dag – 70 år efter nazismens forsøg på at udrydde jøderne i Tyskland – ville bo 22.000 israelere i Berlin – foruden de jøder der er flyttet dertil fra det tidligere Sovjetunionen? Hvem ville have troet, at man i Berlin kan komme i dialog med jøder om evangeliet – på hebrais? Eller at messianske jøder i Tyskland skulle fortælle israelere og syriske asylansøgere om Jesus, Fredsfyrsten og Messias, på gaden i Berlin? Der er i dag omkring 90.000 asylansøgere fra den arabiske verden alene i Berlin. Det er selvfølgelig ikke uden problemer – og der har været spændinger – men det er heller ikke uden muligheder. Vel at mærke muligheder, som ikke er kommet på grund af strategiske initiativer fra kirker eller missionsselskabers side. Det er heller ikke uden problemer at inkludere farsi-talende unge mænd i vores kristne fællesskaber. Men det rummer store muligheder for at være med i Guds store mission, så mennesker møder fortællingen om Jesus og et fællesskab, som lever i den fortælling. Også uden de store sprogkundskaber og mange ord. Det er min bøn for efteråret, at Gud vil virke og være til stede, også eller måske netop der, hvor vi ikke lige havde set det komme. At vi må huske, at Gud ikke sender os hen, hvor han ikke selv allerede er til stede. Gud kommer altid først. Må det give både frimodighed og ydmyghed. Og så beder jeg om, at vi ikke må gøre som pigen Rohde, der smækkede døren i frem for at lukke Peter ind – i bare befippelse – men at vi griber de muligheder og møder de mennesker, Gud sender til os – på måder og ad veje vi ikke lige havde set det komme. Jeg vil glæde mig til at blive overrasket, og jeg beder om, at jeg må se det, når han gør det.

Jeg var ikke længe undervejs før jeg dummede mig første gang, da jeg ankom til CPH lufthavn valgte jeg at stille min bagage i et hjørne hvorefter jeg valgte at gå fra det. Jeg havde været væk i små 5-10 min og da jeg gik tilbage mod mit hjørne, kunne jeg da godt se at der stod to sikkerheds folk ved min bagage. De kiggede meget efter ejeren til bagagen. Jeg gik mod mine ting og havde godt på fornemmelsen at jeg måske havde dummet mig her- Den ene af sikkerheds mændene så meget skuffet ud og sagde surt til mig “Hvorfor jeg i alverden ikke tænker mig noget mere om, især i disse tider” men heldigvis gjorde de ikke mere ved det end at give mig en anmærkning. Efter 26 timers rejse ankommer jeg endelig til Jerusalem hvor jeg kunne få noget ordelig søvn og blive udhvilet så jeg var klar til at begynde på mit volontør arbejde og min dagligdag i Jerusalem, som består i at hjælpe alle steder der er brug for det, i øjeblikket er det så i opvasken. Alle de andre volontører er SÅ flinke, og hele verden bliver nærmest repræsenteret. Det er noget helt særligt at have en dagligdag kørende på tværs af sprog, land og kultur! Uanset hvor hård en dag de har haft, møder man altid et smil. En helt særlig ting ved Christ Church er at der bliver arbejdet sammen på tværs af konflikten som er hernede. Der er arabere, jøder, israelere og kristne som samarbejder og får et guesthouse til at fungere. Den eneste grund til at dette kan fungere er fordi at de alle hver især er troende og tror på at Jesus/Yeshua er messias. De har sådan en dejlig rutine hernede, man har muligheden for at starte dagen ud med en morgenandagt, at være med til disse andagter er løn nok i sig selv. De personer som jeg omgås med er så  engageret i deres trosliv at man kun kan blive glad når man høre dem have en samtale omhandlende Gud. At besøge vest muren ved en sabbatopstart er et must, hvis man altså muligheden for det. Jeg er så heldig at det har jeg haft, det er en fest uden lige. Der var helt fyldt med mennesker, hvis man gik i gaderne omkring vest muren, var der rigtig mange jøder og ortodokse jøder som løb for at få en god plads, eller bare for at undgå at komme for sent. Opstartsfesten indebærer dans, sang og masser af smil. Det var tydeligt at mærke at dette betyder rigtig meget for jøderne. Jeg gik en tur i den nye by, hvor jeg kom forbi en kirkegård jeg blev helt trist over at se den kirkegård, der var intet pynt kun dødt græs, træer og buske. Bænkene var selv blevet smadret og det flød med affald, der er intet at sige end endnu et kultur møde! Ugen blev sluttet af med gudstjeneste i King of Kings menigheden, hvilket var en dejlig oplevelse. Endnu et sted hvor man mødes på tværs af sprog, land og kultur, men med et fælles mål nemlig at være sammen om Guds ord.

Som så mange andre er jeg her over sommeren smuttet fra den danske kolde sommer og har været på ferie i udlandet. Min tur gik til Marokko sammen med en veninde. Et land, der på trods af sin korte afstand til mit hjem i Europa, havde sine forskelligheder og noget nyt og fremmed at byde på. En varm og solrig eftermiddag blev min veninde og jeg enige om, at vi fortjente en is efter en hård tur op og ned ad et bjerg uden for den by, vi boede i. Kort efter at vi var gået fra iskiosken kom en håndfuld børn hen til os og ville smage vores is. Vi havde tidligere oplevet, at børn på stranden kom hen og ville smage vores vand og brød – og det så ikke ud som om, de manglede noget, men at de var almindelige strandgæster. Her ned ad gaden forsøgte børnene ihærdigt og ivrigt at tigge os om en smagsprøve og var en Magnums længde fra at få fat i vores eftermiddagssnack. Begge hændelser var meget mærkelige og en anelse irriterende for os. Denne hændelse endte med, at jeg så bestemt på en af børnene og sagde ’lad være’ på arabisk. Og det hjalp. Men bagefter havde jeg en mærkelig smag i munden, for det var en underlig situation, og der havde været komplet modstridende følelser i spil fra de to parter. Hvordan kunne vi opfatte den samme situation så forskelligt? Isene fik mig til at tænke på mødet mellem to kulturer; vi købte en is, fordi vi var på ferie, og vi ville bare gå i fred på gaden. De var begejstrede over at møde to kvinder med mere eller mindre lyst hår og ville snakke med os. Jeg havde ikke lyst til at se skævt til børnene, så det gik op for mig, at jeg måtte forsøge at forstå situationen og deres reaktion fra deres perspektiv, i stedet for at situationen skulle skabe frustration hos mig. Jeg prøvede på bedste vis at sætte minutterne under mikroskop og tænkte, at de da gerne ville smage isen, men at det nok var os europæere, de var mere interesserede i. Men at isen var en måde at få ’del’ i os på. Jeg kom til at tænke på mødet mellem mennesker med forskellige trosretninger, og hvordan der nogle gange kan skabes en kløft mellem parterne. Jeg har ikke en endelig opskrift på, hvordan man får en god dialog, men jeg er gang på gang blevet mindet om, hvor vigtigt det er at være nysgerrig, lyttende og forsøge at finde fællesnævnere, når man taler sammen. Når jeg står foran et menneske med en anden baggrund, forsøger jeg at overveje, hvad det er, vi har til fælles: Med en jøde kan det være troen på Gud og forventningen om Messias, som for mit vedkommende er kommet, men en dag skal komme igen. Med en muslim kan det være noget af det det samme og for eksempel Guds karaktertræk. Hvad betyder det for eksempel, når vi kalder Gud barmhjertig og tilgivende? Hvad betyder disse karaktertræk på Dommens dag? På baggrund af fællesnævnerne tror jeg, at man kan få en spændende snak, hvor begge parter kan få lov til at udtrykke deres synspunkter. Jeg tror det samme gælder for kulturelle møder som for ’tros’ møder. Netop at være nysgerrig. At spørge sig selv hvorfor det andet menneske har et givet synspunkt, hvad synspunktet går ud på, og hvordan vi kan prøve at forstå hinanden i det. Eller i det mindste at respektere hinanden. Der skal stadig være plads til en undren, for vi er forskellige. Men jeg tror ikke, at reaktionen skal stoppe dér. Denne undren skal lede til en refleksion og frugtbar diskussion, så vi ikke bare står irriterede tilbage med en is i hånden, der pludselig smager anderledes, end den plejer.