Skip to main content

Måned: september 2017

Jeg erkendte på terrassens sofa…

Det er blevet efterår. Det regner og vinden er kold.. nåå nej, jeg er jo ikke i Danmark. Jeg har i denne uge nydt min terrasse. Vekslet mellem de to sofaer. Mit spørgsmål var: ”Trængte jeg til skygge eller havde jeg lyst til lidt mere sol? Beklager denne lille provokation til jer, som siger, at jeg skal sende noget varme til Danmark – det er altså ikke noget, jeg har magten til, men jeg skal nok nyde varmen for jer.

Men i min sofa på terrassen har jeg erkendt 2 vigtig ting, og det vil jeg gerne dele med jer.

I den seneste halvanden måned, hvor jeg har boet i Israel, har der været mange gode oplevelser og ture. Dem har piloterne skrevet lidt om. Men som kirkevolontør består min opgave også i at forberede undervisning i kristendommens jødiske rødder. Det vidste jeg slet ikke nok om, men så er det fedt at der er meget godt materiale. Og wauw, hvor har det været vildt at dykke ned i. En dag blev jeg simpelthen nød til at komme ud med min begejstring og sendte en besked til min ven: ”Bibelen er for vild! Viden om løvhyttefesten er lækkert!” Jeg kunne ikke holde min begejstring inde. Jeg måtte ud med det.

Desværre egner det sig ikke til et blogindlæg, at fortælle om alt den viden jeg har fået bl.a. om løvhyttefest, hornblæsningsfest og Guds folks mission, men én ting har jeg erkendt: Bibelens ord åbner sig på en helt ny og gennemgribende måde, når vi forstår den jødiske kontekst, den er skrevet i. Jesus viser sig virkelig fra nogle provokerende sider, men samtidigt er det også så vildt at se, at han virkelig er den, der opfylder alt, hvad der er forudsagt. Jeg håber sådan, at du på en eller anden måde vil dykke ned i kristendommens jødiske rødder, ikke bare for at blive mere klog, men fordi Gud bliver større. Det var i hvert fald det, jeg oplevede.

Elisabeth Serner inviterede mig med i et prayerhouse. Stedet ligger på 14. etage, hvor der er bøn fra morgen til aften. Elisabeth og jeg brugte 2 timer, hvor vi bare hang ud med Gud. Elisabeth mindede mig efterfølgende om beretningen om Maria, som salver Jesu fødder, for at vise sin kærlighed til ham. Nogle mener, at hun ødsler pengene væk, men Jesus siger, at hun gør det gode. På samme måde er det også godt, når vi ødsle på Jesus. Både af penge, tid og talenter. Min erkendelse på sofaen var, jeg er så velsignet, at jeg har fået givet mange timer, jeg selv kan råde over her i Israel, og det er så fedt at ødsle mange af dem på Jesus, ikke for at skulle opnå noget, men bare bruge tid sammen med ham.

Jeg har trukket mig væk fra Danmark. Fra regnen og efterårskulden. Men i min volontørstilling har jeg også haft mulighed for at trække mig ud af travlheden, jeg kom fra, og nemmere finde tid til at søge Gud. Mit lille spørgsmål til dig er: Prioriterer du Gud? Ødsler du på ham? Jeg har genopdaget, hvor godt det er, ved at trække mig væk fra mit vante.. Har du?  

Bibelen sætter os på sporet – indtryk fra en konference i Berlin

“Jeg tager rigtig meget med mig tilbage til München fra både det officielle program og personlige samtaler. Deltagerne har delt deres viden og deres vision, men også deres byrder. Mit netværk er blevet større, og det har været en stor opmuntring at høre, hvad Gud har gang i andre steder.”

Det var Igor Swiderskis korte svar, da jeg ved afslutningen af konferencen spurgte ham, hvad han tog med sig herfra. Igor var én af de i alt 70 deltagere, som fra 14.-17. august var med på konferencen i Berlin, arrangeret af LCJE, Lausannebevægelsens netværk for jødemission. Til daglig er han leder af en messiansk menighed i München, hvor mange af menighedens medlemmer – ligesom Igor selv – har russisk baggrund.

Det var 11. gang en sådan europæisk konference blev arrangeret. Denne gang i lyset af 500-året for reformationen med et tema, som fokuserede på reformationens betydning for mission til det jødiske folk såvel som på Luthers betydning for relationen mellem jøder og kristne, dengang så vel som i dag. Indlæg fra en tysk deltager og en messiansk jøde understregede for mig, hvor meget Luthers udtalelser og brugen af Luthers skrifter har præget og påvirket kirkens syn på det jødiske folk, samt jøders syn på Luther og alle som kalder sig lutherske. Jeg sidder tilbage med spørgsmålet om, hvorfor vi ikke tydeligt har taget afstand fra Luthers antisemitisme over for vores jødiske venner. Det blev i hvert fald klart for mig, at vi ikke er blevet hørt af dem. Men et andet mere fundamentalt spørgsmål er, om vi i vores lutherske tradition og måden hvorpå vi formulerer vores teologi, lever med et syn på jøder og jødedom, som skaber grobund for antijudaisme og gør vold på de bibelske tekster.

Men opmuntringen fra konferencen er også en del af vores lutherske arv, og det blev fremhævet med taknemlighed af vores messiansk-jødiske venner: Luthers arbejde med bibeloversættelse og -udlægning samt vigtigheden af at give mennesker mulighed for selv at læse Bibelen. Hver aften på konferencen delte en af deltagerne deres vidnesbyrd. Med tre aftener blev det til tre tros-historier, og i to af dem spillede læsningen af Bibelen en helt central rolle. Det var læsningen af Matthæusevangeliet på en båd i Frankrig, der satte Jurik på sporet. Han kedede sig, for båden, han havde hyre på, lå i havn, og en sømandsmissionær kom forbi og gav ham en bibel. Jurik er barn af Holocaust-overlevere, og det lå på ingen måder i kortene, at han skulle fatte interesse for en kristen bog. Det blev heller ikke vel modtaget af hans forældre, da han delte nyheden med dem. Men, som Jurik sagde, så opdagede han jo, at det var en jødisk bog. I dag er Jurik bl.a. leder af en menighed i Hamburg.

En anden messiansk jøde, Aron, fortalte, hvordan hans far, som jødisk tobaksforhandler i Zimbabwe, havde fået at vide, at han “da bare kunne læse Det Nye Testamente”, når han nu havde så mange spørgsmål til den kristne tro. Det gjorde han så, og bl.a. derfor voksede Aron op som jøde i et Jesus-troende hjem.

Jeg er blevet mindet om, hvor vigtigt det er at introducere jøder for bibelens fortælling om Jesus. Det er fortsat en kraftfuld fortælling, som også i dag udfordrer og tiltaler jøder. Men lige så meget har konferencen mindet mig om, at også i Israelsmissionen er vi først og fremmest med i Guds mission, og der bliver vi gang på gang overrasket og overhalet indenom, når Gud gør sin gerning, møder mennesker og en relation til ham bliver etableret. Jeg vil øve mig i at være nysgerrig på hvad Gud gør lige der, hvor jeg er.

At være med på en sådan netværkskonference, hvor de andre deltagere også er optaget af at gøre evangeliet tilgængeligt for jøder i deres miljø, giver mulighed for at få nye svar på de spørgsmål, vi selv stiller. Det gør mig nysgerrig efter at se, hvordan andre arbejder, og hvilke værktøjer de har i deres kasse. Jeg vil lade mig udfordre af de gode og overraskende troshistorier til selv at være mere nysgerrig og åben for, hvad Gud allerede gør, der hvor vi bor og arbejder. For jødemission er også – hvis ikke først – Guds mission.

De trofaste få

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen, 27/9 2017

Forsoningsarbejdet i Israel-Palæstina-konflikten er fuld af udfordringer. Organisationen Musalaha oplever blandt andet en faldende interesse blandt unge for at deltage i deres initiativer for fred og forståelse. På trods af dette er der nogle trofaste få, som er villige til at tage kampen op, og de skinner et livsvigtigt lys for forandring. Nedenfor kan du læse en ungdomslederes refleksioner over en ”brobyggertur” til Norge.

Når man arbejder inden for forsoning, håber man altid på en overvældende interesse fra dem, som er ivrige efter at skabe forandring. Dette kommer især til udtryk i arbejdet med den yngre generation, der efter sigende er mere åbne for at møde nye mennesker og lytte til nye perspektiver. Desværre er dette ikke altid tilfældet i vores Palæstina-Israel-kontekst. Det var for eksempel ret så svært at rekruttere deltagere til vores ”brobyggertur” til Norge, dels fordi de unge har travlt med enten at studere eller arbejde. Vi ser også unge mennesker, som har mødt stor modstand mod forsoning fra deres trosledere. Derved, bestod turen af en mindre gruppe sammenlignet med tidligere år. Først syntes disse rekrutteringsvanskeligheder meget nedslående. Som følgere af Kristus er vi kaldet til at være fredsskabere og gå foran i forsoningsarbejdet, og derfor forvente, at flere troende vil være interesseret i sådanne initiativer. På trods af at vi drog afsted med en mindre gruppe end ventet, havde vi nogle få trofaste deltagere, som var klar på at tage udfordringen op. På konferencen blev det tydeligt, at hvad gruppen manglede i kvantitet gjorde den op for i kvalitet gennem engagement. Den mindre gruppe gjorde det muligt for os at tilbringe mere tid med hinanden, og et resultat heraf var, at der blev bygget nogle stærke relationer. Der var en følelse af familiaritet, tryghed og glæde på lejren, hvor vi boede.

På grund af denne atmosfære dækkede vi ikke kun nogle få basale kapitler fra Musalahas pensum, men vi undersøgte også nogle af vores historiske og teologiske forskelligheder. Disse emner er sandsynligvis nogle af de mest følelsesladede og sværeste at dække. For mange mennesker kan disse kontroversielle emner være afgørende for deres beslutning om at fortsætte med forsoningsprocessen. Deltagerne fandt ikke disse diskussioner lette. Nogle havde brug for at trække sig tilbage og havde ikke lyst til at fortsætte med at være i kontakt med den anden side. Dette gjaldt især dem, som aldrig havde hørt den anden sides politiske, historiske eller teologiske standpunkter før. Men den lille gruppedynamik og den tryghed, deltagerne skabte, faciliterede meningsfuld, respektfuld og produktive diskussioner. Begge sider kunne udtrykke deres positioner uden at føle sig angrebet eller bebrejdet. Til tider kunne diskussionen føles som et seminar, hvor deltagerne var der for at høre perspektiver modsat deres eget for at kunne lære og muligvis bygge bro mellem de forskellige fortællinger. I det hele taget fik alle deltagerne, også dem, der var meget udfordrede, en masse ud af undervisningen og her spillede gruppedynamikken en stor rolle.

Alt i alt skinnede de trofaste få igennem på denne ungdomstur. At arbejde for forsoning er ekstremt udfordrende. Israelere og palæstinensere står ikke i kø for at engagere sig med hinanden. Men der vil altid være nogle få, som er villige til at tage udfordringen op og gå i dialog med den anden side. De trofaste få skinner et lille men livsvigtig lys i midten af håbløshed og fortvivlelse – et lys, som oplyser en ny sti af fred, forsoning og håb.

Øverste billede (C) Musalaha

Artiklen er oversat fra engelsk. Læs den originale version her.  

Præstesønnen

Marit Long, Immanuelkirken i Jaffo, 27. september 2017

Som præstesøn opvokset i byen Bat-Yam i Israel prøvede Chaim Birnbaum ihærdigt at kombinere det ”coole” liv med kammeraterne i klassen med livet i menigheden. Det gik bare ikke så godt. Her fortæller han sin historie til Marit Long fra Immanuelkirken i Jaffo.

Jeg blev født i USA, og min familie flyttede til Israel, da jeg var seks måneder gammel. De flyttede til Israel som en jødisk familie, fordi de ville dele evangeliet med det jødiske folk.

Jeg er vokset op i byen Bat-Yam, som ligger udenfor Tel Aviv. Jeg var stort set den eneste, der troede på Jesus dér – naboerne og børnene jeg legede med, kendte ikke Jesus. Jeg fortalte ingenting om min tro de første mange år; opførte mig bare som en almindelig fyr. Min far er præst, så jeg voksede op som præstesøn, med alt hvad det indebar af forventninger om god opførsel, og at jeg selv fulgte Jesus.

I bakspejlet kan jeg se, at jeg ville elske Gud 100%, når jeg var sammen med troende og samtidig være 100% cool som mine ikke-troende venner. Jeg vidste, hvordan jeg bedst skulle tilpasse mig alt efter den sociale kontekst, jeg var i. En god troende i kirken og en cool fyr på skolen. Jeg var en genert fyr med dårlige sociale evner, ingen selvtillid og var meget vred. Jeg spurgte mig selv: Hvordan kan jeg fikse det?

Det første jeg prøvede var slåskampe. Jeg fik mit første ar efter en slåskamp, da jeg var seks år gammel. Og der kom flere til. Det virkede som en god løsning et stykke tid, men det hjalp egentligt ikke. Så tænkte jeg, at løsningen måske var piger, men jeg havde jo ingen selvtillid, så hvad skulle jeg gøre? Jeg begyndte at gå i byen og drikke meget i håb om at få selvtillid og være som alle andre. Desværre førte det til afhængighed af noget, som gav mig endnu mere vrede indeni og mindre selvtillid.

Da jeg var 17 år gammel blev jeg inviteret til fest, hvor jeg drak vodka og var alt andet end ædru. Mine venner fortalte mig efterfølgende, at de slet ikke kunne kende mig, at jeg var ”en anden person”. Dagen efter var det egentligt meningen, at jeg skulle af sted på ungdomskonference, men jeg sagde til min far: ”Jeg har det så dårligt. Jeg har ondt i maven og en forfærdelig hovedpine – jeg må have spist noget dårligt i går aftes og kan nok ikke tage af sted.” Men min bedste ven ringede og overtalte mig til at tage med alligevel, så jeg tog med.

Den første dag lå jeg bare og sov på en madras hele dagen. Dagen efter nød jeg at være sammen med min bedste ven. Aftenen kom og med den – aftenmødet. Jeg husker, at jeg ikke fulgte med i prædikenen, men sad bagerst og ventede på at det hele skulle slutte. Men så, pludseligt, i slutningen af prædikenen, følte jeg at en sky omsluttede mig. Jeg følte en kærlighed, jeg aldrig havde oplevet før, og i det øjeblik forstod jeg, hvad løsningen på mit problem var omkring manglende selvtillid. Jeg oplevede, at Gud sagde til mig: ”Kom til mig. Jeg elsker dig.” På samme tid og måde mødte Gud min bedste ven, som er araber og sad et andet sted i rummet. Vi oplevede Guds kald og bad til Jesus sammen.

Ingen af os fortjener en sådan medfølelse – jeg gjorde i hvert fald ikke. Men Jesus kom alligevel og gav sit liv for os, fordi vi synder, fordi vi leder efter vores identitet på det forkerte sted. Vi er få med denne tro i Israel, som er et unået sted. Men Gud kalder sine børn tilbage til sig, og jeg er evig taknemmelig for at kende Jesus og være en del af hans arbejde her på jorden.

Reformationens jødiske rødder

Bodil Skjøtt, generalsekretær, 27. september 2017 Det er ikke svært at finde eksempler på dårlige relationer mellem jøder og kristne i Europa i tiden op til og omkring reformationen. Det gælder ikke kun inden for den katolske kirke, men samfundet generelt inklusiv humanister som fx Erasmus af Rotterdam. Selv om Luther med sit skrift At Jesus Kristus var født jøde en overgang så ud til ønske at ændre på dette og i hvert fald appellerede til tolerance over for jøder og opfordrede til, at man mødte dem med åbenhed frem for ubegrundet at give dem skylden for alverdens ulykker, så er det hans bog Om jøderne og deres løgne, der forbindes med Luthers syn på jødedom og det jødiske folk.  Det er også disse synspunkter der senere er trukket frem, når talen er faldet på Luthers og reformatorernes forhold til jøder. Reformationen gjorde ikke op med pavekirkens fordømmelse af det jødiske folk, men forblev på dette punkt et barn af sin tid. Og det har senere tider betalt for eller draget nytte af – alt efter hvilket ærinde man har været ude i.

Jødisk indflydelse på reformationen

Og dog! Der er andet og mere at sige om relationen mellem jøder og kristne i tiden op til og efter reformationen. Et af reformationens kendetegn er interessen for Bibelen og ønsket om at finde tilbage til dens oprindelige hebraiske tekst. Det blev anledningen til, at kristne teologer søgte hjælp hos rabbinere for at lære hebraisk, men også for at studere Talmud og andre jødiske kommentarer til Bibelen. For at tilegne sig kendskab til det hebraiske sprog, sådan som Luther og andre gjorde det, var de afhængige af samtidens rabbinere. Det var i det jødiske samfund, man havde bevaret det hebraiske sprog og en tradition for skriftudlægning, som den kommer til udtryk Talmud og hos senere jødiske skriftlærde.

Det går altså an at tale om et positivt samspil mellem jødiske og kristne teologer som en af forudsætningerne for reformationen. Reformatorerne havde brug for det, som rabbinerne kunne, og kunne derfor ikke kun tale fordømmende om jøder og jødedom.

Luthersk præst og rabbiner

Det var den vinkel, som den messianske jøde og lutherske præst Chad Foster havde på det foredrag, han holdt på Caspari Centeret i Jerusalem tidligere i år med titlen “Jewish influence on the Reformation”. Som messiansk jøde og ordineret luthersk præst og senere også ordineret rabbiner har Chad Foster sine egne særlige grunde – men også forudsætninger – for at understrege sammenhænge og ligheder mellem jødisk og kristen teologi frem for modsætninger og fordømmelse.

Han voksede op med en jødisk mor og en kristen far, og som barn blev han taget med til en baptistkirke i Atlanta. Han mistede sin relation til Gud, troen og kirken som ung studerende.  I forbindelse med studier af reformationens historie begyndte Chad at fatte interesse for personen Luther – og med tiden også den kristne tro. Han kunne spejle sig i Luthers kamp, spørgsmål og tvivl, men også i ønsket om at finde sandheden. Foster endte med at droppe studierne i matematik, hvor han ellers var på sit sidste år og ansat soom professorens assistent. I stedet søgte han ind på et luthersk præsteseminarium. I dag er han ordineret præst og tilknyttet den lutherske menighed, Sct. Peters i Columbus, Indiana. Men han har aldrig glemt sin tilknytning til den jødiske tradition eller sin egen jødiske identitet.

I forbindelse med sine hebraisk-studier på præsteseminariet blev det klart for ham, at hvis han virkelig skulle læse grundteksten og forstå den, måtte han have hjælp fra jødiske rabbinere. Han bestemte sig for at tage til Israel og læse hebraisk hos en rabbiner i Mea Shearim, det ortodokse kvarter i Jerusalem. For Chad Foster blev dette ikke bare til et studie af hebraisk, men også af jødisk teologi og tankegang, som endte med, at hans rabbinske læremester indvilligede i at ordinere ham til rabbiner. Chad havde demonstreret sin forståelse af rabbinsk tankegang, så selvom Chad åbent bekendte troen på Jesus som Messias, indvilgede rabbineren altså i ordinationen.

Reformationens jødiske rødder

I sit foredrag på Caspari Centerets fremhævede Chad Foster at reformationen ikke skete i et vakuum. Interessen for det hebraiske sprog og derigennem kontakten til jødiske lærde går også tilbage til tiden før Luther til folk som John Wycliffe og Jan Huss. Begge var optaget af at finde tilbage til Bibelen, begge kritiserede pavekirken og endte med at blive erklæret for kættere. John Wycliffe – som har givet navn til Wycliffe Bible Translators – oversatte Bibelen til engelsk på baggrund af den latinske oversættelse, Vulgata. Jan Huss derimod lagde vægt på at kende den hebraiske tekst og benyttede sig åbenlyst af jødiske kommentarer til sin udlægning af Bibelen, som han studerede sammen med rabbinere i Prag. For Huss var det ikke jøden, der var antikrist, men derimod pavekirken. Både John Wycliffes og Jan Huss’ historie ligner således Luthers, dog med den undtagelse at Luther ikke blev brændt på bålet. Dertil havde både Luther, og den tankegang han promoverede, fået for mange tilhængere. Jan Huss havde også tilhængere, men ikke nok til at forhindre pavekirken i at henrette ham. Luther kunne derimod tale om sit arbejde som en frugt af Jan Huss’ arbejde – ikke mindst med det hebraiske sprog og skriftudlægning.

Da Luther oversatte Bibelen til tysk fra hebraisk byggede han på et kendskab til det hebraiske sprog og til jødisk skriftudlægning, som folk før ham tilegnede sig. Det gælder især Johannes Reuchlins lærebog i hebraisk grammatik De Rudimentis Hebraicis, som stammer fra 1506. Han var kristen og hebraist, men i sit arbejde byggede han i alt væsentligt på det arbejde med det hebraisk sprog, som jøden David Kimhis havde gjort tilbage i det 12.årh. David Kimhis værker blev grundbøger for både jødiske og kristne teologer.

Vi taler med rette om kristendommens jødiske rødder. Den kristne tro er vokset ud af Israels historie i Det Gamle Testamente, og også for Luther var det vigtigt at understrege, at Jesus var jøde. For Chad Foster er der heller ikke modsætning mellem at være jøde og være luthersk præst. Det var hos Luther, han genkendte sin søgen efter Gud, og det var i den søgen, han fandt jøden Jesus.

Men måske skal vi sige, at også reformationen har jødiske rødder. Luther var en del af den hebraiske vækkelse, som humanisterne i hans samtid tog initiativ til, men som i sidste ende var mulig, fordi jødiske lærere og rabbinere var villige til at undervise kristne i hebraisk og jødisk litteratur. Luther gjorde gældende, at kun hvis man kender den hebraiske tekst, kan man virkelig forstå Den Hellige Skrift. Sin egen oversættelse bygger Luther også på en udgivelse af den hebraiske tekst fra 1494, udgivet af jøden Gershon ben Mosheh fra Brescia.

Den kristne tro har jødiske rødder. Det har den lutherske reformation også – uanset hvad Luther ellers må have sagt og skrevet om jøderne, og uanset hvordan den protestantiske kirke sidenhen har forholdt sig til jødedommen.

Fakta og myter om messianske jøder i Israel

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen, 24/9 2017

Der findes mange myter om messianske jøder i Israel. Hvor mange er de? Hvad tror de på? Hvordan er de struktureret? For snart 20 år siden udgav Caspari Centeret bogen ”Facts and Myths About the Messianic Congregations in Israel” for at komme nogle af disse forestillinger til livs. Meget er dog sket gennem årene, og derfor bliver der i øjeblikket arbejdet på at lave en ny og opdateret udgave.

Den første af sin slags
”Facts and Myths” var den første bog af sin slags, da den blev udgivet for snart to årtier siden. Siden da er der blevet udgivet flere teologiske bøger om den messianske bevægelse og om forskellige messianske jøder, men der er ikke blevet offentliggjort nogle nye data om antallet af troende eller om strukturen og teologien i de forskellige menigheder. Derfor ønsker Caspari Centeret endnu engang at tage disse spørgsmål op.

”Vi ønsker at være hensynsfulde”
Bogen modtog også en hel del opmærksomhed i sin tid – positiv som negativ. Nogle følte sig afsløret af udgivelsen, da de hellere ville have forblevet under radaren. Andre fandt derimod den detaljerede research hjælpsom og udtrykte taknemmelighed over den. Med dette i tankerne, udtrykker David Serner, præst i den danske kirke i Jerusalem og ansvarlig for projektet, vil Caspari Centeret udarbejde denne nye udgave med en større opmærksomhed. ”Vi ønsker at være hensynsfulde over for de lokale menigheder og eventuelle følsomheder før vi begiver os ud i dette projekt.” Caspari Centeret har allerede taget kontakt til flere lokale menigheder, messianske organisationer og lokale ledere, som har givet deres støtte. De håber på, at tilvejebringe solide demografiske data over de næste seks måneder, hvorefter materialet vil blive klargjort til offentliggørelse.

Verden har ændret sig
Verden har ændret sig meget over de seneste 20 år. Mange menigheder har nu deres egne hjemmesider, og informationer om den messianske bevægelse er meget mere udbredte og tilgængelige for offentligheden. Der er også en ny åbenhed blandt troende i Israel, og det beskriver David Serner, som en naturlig konsekvens af den demografiske vækst. ”Vi er af den opfattelse, at antallet af menigheder er steget i de sidste to årtier, men uden formel research kan vi ikke vide i hvilken udstrækning”. Caspari Centeret sigter efter at fremstille et så præcist billede af troende i Israel igennem indsamling af nøjagtige empiriske data. ”Vi vil ikke lade os bukke under for ønskefuld tænkning eller et pessimistisk syn på det, der foregår i denne del af verden,” forklarer David Serner. ”Denne nye undersøgelse,” fortsætter han videre ”vil give mulighed for at reflektere over, hvad der har fungeret de sidste 20 år, og give information, som mange vil kunne bruge i bøn og overvejelse til at se fremad i arbejdet for at tjene vores messias.”

Messianske jøder på dagsordenen på universitetet
Elisabeth Levy, leder af Caspari Centeret, deltog i den årlige verdenskongres for jødiske studier i Jerusalem i august. Her blev der blandt andet afholdt en forelæsning under overskriften ”Christians, Missions and Messianic Jews in Controversy in Eretz Israel”. Forelæsningen havde blandt andet fokus på, hvordan religiøse og ultraortodokse jøder har udtalt sig i medierne om kristen missionsk aktivitet i staten Israel siden 1948.

Efter forelæsningen blev der blandt andet diskuteret, hvor mange messianske jøder der bor i Israel i dag. Det var der ingen, der kunne give et godt svar på, men budene lå på omkring 6000-20000. I denne diskussion blev Caspari Centerets bog ”Facts and Myths” refereret til, som det eneste studie af dette emne.

”Jeg var beæret over at deltage i konferencen, og glædeligt overrasket over at opdage, at messianske jøder er på kortet. Det var også en bekræftelse på, at der er behov for en ny og opdateret version af ”Facts and Myths,” afslutter Elisabeth Levy.

Mad og sand i alle regnbuens farver

Så blev det igen fredag, derfor også shabat. I denne omgang foregik det i Redeemer Church, sammen med en gruppe lærerstuderende. Til at lave maden havde vi en jøde i køkkenet. Han lavede alt fra fyldte peberfrugter til kartoffelmos. Før vi startede på maden, skulle vi igennem det faste shabatritual. Der blev tændt to lys for kvinden, drukket vin og uddelt brød dyppet i salt, som herefter blev kastet ud til hver og en. Hørende til ritualet er en række bønner og velsignelser af vinen og brødet. Efterfølgende smagte vi på de mange forskellige retter mad. Til festligheden var der inviteret en messiansk jøde. Hun fortalte og forklarede om hendes tro, og gav os et godt indblik i hvordan det er at være messiansk jøde i hverdagen.

Efter en afslappende og velsmagende aften ventede der en ørkentur på  tre dage. Tidligt om morgenen kørte vi afsted mod Makhtesh Ramon, den ørken vi skulle vandre i. Førend vi vandrede afsted, pakkede vi vores rygsække med mad og vand til vores vandring.

Af turen forventede vi at opleve hvordan det føles at være i en ørken over en længere periode. For vores vedkomne tre dage, og med en vandretur på omkring 70 kilometer. Vi havde gjort os tanker om at vi ville lære hinanden at kende fra nye sider, nu hvor muligheden for at trække sig tilbage ikke var der. Vi forventede sand i lange baner, strækninger som gik lige ud, høj varme og en bagende sol. Vi havde gjort op med os selv, at det ville blive en både fysisk og psykisk hård tur.

Forventinger er en ting, oplevelsen selv, er en helt anden. Turen var hård, men den var på samme måde givende. Vi oplevede, at den følelse man har når man står ved foden af et bjerg, blev vendt 180 grader, når først vi nåede til toppen. Nok var turen op utroligt hård, men udsigten og den sejr man lige havde fået, fik det til at være det hele værd. Udsigten indebar både meget mørke bjerge, sand som var både gult, rødt og grønt, samt dele af ørkenen som var fyldt med småsten, som var man på en havbund. Flere af os havde ikke de store forventninger om at det var klipper og bjerge vi skulle kravle i. Men til vores overraskelse var det. Alt i mens vi gik på bjergtinderne mærkede man frygten for at falde ned, men samtidig fik man en ro i kroppen. En ro som blev bragt frem af den smukke udsigt og det at vi sammen som et hold kunne hjælpe hinanden. Vi fik overskredet grænser hver især og lærte hvordan vi reagerer forskelligt.

På vores rute var der planlagt en strækning med stilletid. Her kunne vi hver især tænke over hvorfor vi skulle igennem denne ørkentur. Som en appetizer til vores tur, var vi blevet fortalt at ordene ørken og tale på hebraisk, stort set staves på samme måde. Det bragte tanker frem. Tanker om at de to ord hænger sammen, og hænger sammen med at Gud flere gange i Bibelen taler til mennesker når de er i ørkenen.

Efter de lange dage med cirka 25 kilometer om dagen, slog vi lejr ved to forskellige camp grounds. Her var Gud, bål og hinandens nærvær i centrum. Stemningen var på sit højeste rundt om bålet i den mørke ørken, med den klareste stjernehimmel over vores hoveder. På tredjedagen, som også var vores sidste dag i ørkenen, vidste vi godt hvad der ventede os. At komme over målstregen, og det at kunne sige til sig selv at man havde gennemført turen, var den store motivation til at fortsætte. Da vi endelig kom dertil, hvor vi enten gik eller løb i mål, var smilet på vores læber. Turen havde været utrolig hård og trættende. Men nu kunne man se tilbage på tre dage, som også havde bragt smil og ny læren om hinanden frem. Vi kunne se tilbage på tre gode dage. Vi fejrede vores sejr med pizza og kold sodavand, som var længe ventet efter den lange tur.

Kort efter hjemkomsten fra ørkenturen, skulle vi fejre Rosh HaShanah. Det er en fejring af det næste halve år. På samme måde som shabat foregik det med brød og med mad. I denne omgang skulle brødet dyppes i honning istedet for salt. Før den egentlige hovedret, fik vi en tallerken med forskellige madretter. Det var blandt andet fisk, dadler og bønner stegt sammen med sesam og meget mere. Hver del havde en symbolsk værdi i forhold til velsignelsen af det næste halve år.

Så med æbler dyppet i honning ønskede vi hinanden godt nytår.

Jews for Jesus deler gode nyheder i Budapest

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen, 19/9 2017 

I forbindelse med det jødiske nytår har Jews for Jesus været på gaden i Budapest for at fortælle om evangeliet. Avi Snyder, leder af den europæiske gren af Jews for Jesus, deler opmuntrende fortællinger om nogle af de møder, de havde under kampagnen. Her i blandt et jødisk par, som blev inviteret til at lukke Jesus ind i deres liv, og en muslimsk mand, som valgte at tage imod Guds gave om et nyt liv.

Ildi fortæller:

”Min forlovede Gábor og jeg delte spørgeskemaer ud søndag morgen på en stor plads fuld af turister. Vi startede ud med at bede, og derefter gik vi ud for at tale med folk. Først mødte vi kun afvisninger, men så nærmede vi os et par, der så meget venlige ud. Jeg hilste på dem og stillede dem spørgsmålet ”hvem tror du, Jesus er” som jeg så ofte gør. De kiggede meget forundret på mig, og sagde noget, jeg ikke forstod, mens de vinkede afvisende med hænderne og gik væk. Gábor og jeg gik derefter videre for at tale med andre mennesker. Mens vi gik, foreslog jeg, at vi skulle bede til Gud om, at vi måtte få nogle gode samtaler. Mens vi bedte på ungarsk, begyndte nogen at råbe bag os: ”undskyld, vent, vent!” Derefter mærkede jeg nogen røre ved min skulder, og da jeg vendte mig om, så jeg kvinden fra det par, vi tidligere havde mødt. Hun sagde til mig: ”undskyld, men jeg læste bagsiden af din T-shirt. Det er jo hebræisk. Hvem er I?” ”Vi er jøder, som tror på, at Jesus er messias,” sagde jeg. ”Jesus?” sagde hun. ”Men jøder tror da ikke på ham.” Jeg smilede. ”Det gør jøder, som os.” De så først forbløffede ud men det udtryk blev hurtigt afløst af interesse. Eva og Sholom (ikke deres rigtige navne) var på besøg fra Israel. På trods af sprogbarrieren havde vi en dejlig snak på engelsk om Jesus, og de gav os med glæde deres kontaktinformationer, så vi kunne forblive forbindelsen ved lige.

Francoise fortæller:

”Jeg talte med en ung mand, Turan, som har en islamisk baggrund, men som ikke er praktiserende muslim. Han fortalte mig, at han havde hørt, at Jesus var en profet. Jeg gav ham ret, og tilføjede så, ”men han var så meget mere.” Turan lyttede, da jeg forklarede, at Jesus, profeten lige som Moses og samtidig Guds søn, gav sit liv for os som betaling for vores synder og opstod fra de døde – til forskel fra nogen anden profet eller messiansk kandidat før ham. Som samtalen skred frem, blev det klart, at Turan var tynget af sin synd. Jeg fortalte ham, at han kunne få del i evigheden ved at bekende sin synd for Jesus og ved at stole på ham. Dette skabte en ydmyghed hos Turan. Da jeg spurgte, om han havde lyst til at bede om Jesus’ tilgivelse og forpligte sig på, at følge ham, åbnede Gud hans hjerte. Selvom Turan indrømmede, at nogle af de her ting var svære at omfavne, havde han lyst til at tage skridtet. Og derefter, ord for ord, bad han en bøn om tilgivelse med mig, hvori han modtog Jesus og lagde sit liv over til ham.

Vær med til at bede sammen med os for kampagnen, og de mennesker, den har berørt. Bed særligt for de 24 mennesker, som har taget i mod Jesus som deres frelser.

Speed dating, Gedemælk og meget mer

Shabbat Shalom!

Nu er vi endelig klar med det aller første blogindlæg, JUHHUU!!!

Tirsdag d. 5 September ankom vi til Tel’aviv lufthavn, kl.2.30. Nogle af os (Anne Sofie, Heidi og Esben) smuttede igennem paskontrollen forholdsvis hurtigt. Derimod blev Marie og Tabita bedt om at tage en ekstra samtale, ved et halv proppet vente værelse. Det svedte vi allesammen lidt over for en stund, men heldigvis slap de igennem efter 1 1/2 times tid.

Vi blev hentet af David Serner (Præst i Den Danske Kirke), og ankom kl. 6.30 ved New Gate – den nærmeste port ind til vores lejligheder.

De næste par dage fortalte vi hinandens livshistorier, og har nærmest på en speed dating måde lært hinanden bedre at kende!

Missionspiloter i de smalle bazar gader
Her efter har vi været turister i byen, bla. set The Garden of the Tomb/Gravhaven, The Western Wall/Grædemuren og Church of the Redeemer (som er den Lutherske kirke, hvor Den Danske Kirke holder til). – Ved et flot åbent café område ved Den Danske Kirke, har vi haft undervisning ved Nanna Forum (Kirkevolontør). Temaet har været Guds Mission disse dage, og det er ekstra særligt at få undervisning omkring dette; da vi befinder os midt i et kæmpe smeltedigel af forskellige religiøse grupper!

Pigerne laver mad til Shabbats måltidet
Her fredag d. 8 har vi været været med til Shabbat måltid hjemme hos familien Serner. Det var spændende at opleve en af de jødiske traditioner, og vi hyggede os med god mad (som os missionspiloter havde forberedt), vin og godt selskab! – Her efter tog vi en Araber-bus hjem (da jøderne holder Sabbat). På gåturen hjem går det op for os, at vi er begyndt at føle os godt hjemme; og føler os ikke som en del af de øvrige turister.

Det er noget helt særligt at bo i Den Gamle By i Jerusalem. Få hundrede meter og vi er ved de smalle bazar gader, hvor tusindvis af turister færdes, og blot 1-2km vest på; så er vi ved det nye moderne jødiske kvarter (Vest Jerusalem). Men det at bo midt i blandt helt vante beboer er meget særligt, og det gør at vi føler os godt og tryg tilpas.

Vi har fundet os et par stam steder at købe ind, dog har vi skulle lede længe efter en normal mælk; og har fundet ud af at gedemælk og kærnemælk ikke smager for godt i længden!!!

Kendt ansigt bliver ny generalsekretær i Israelsmissionen

Arne Pedersen


Da Bodil Skjøtt har valgt at gå på pension per 31. december 2017, har landsstyret i Israelsmissionen ansat Arne Pedersen som ny generalsekretær per 1. januar 2018. Han kommer fra en stilling som kommunikationssekretær i samme organisation, hvor han har været ansat siden 2012.

”Arne har i mange år været en passioneret del af Israelsmissionens arbejde,” fortæller formand for Israelsmissionen, Krista Rosenlund Bellows. ”Vi får en generalsekretær, som allerede kender vores arbejde og organisationskultur samtidig med, at vi har stor tillid til, at Arne kan bidrage til udviklingen af Israelsmissionen i en god og positiv retning.”

Arne Pedersen blev medlem af Israelsmissionens Unge i 2002 og har siden været en del af enten Israelsmissionens Unges lokalarbejde, de unges landsbestyrelse eller landsstyret indtil ansættelsen i 2012.

”Lige siden jeg ved en kirkekaffe i 2002 hørte Efraim Goldstein fortælle om jøder der tror på Jesus som Messias, har jeg følt et kald til at arbejde for, at flere jøder må komme til at kende Jesus som også deres Messias,” fortæller Arne. ”På trods af alle kirkens forsyndelser op gennem tiden, har vi ikke mistet vores taleret over for det jødiske folk. Som kirke må vi frimodigt insistere på, at hvis Jesus ikke er jødernes Messias – så er han heller ikke Kristus for os. Dét er gode nyheder – og dem skal vi naturligvis dele med det jødiske folk! Det glæder jeg mig til at arbejde for i fællesskab med resten af den store Israelsmissions-familie.”

Arne Pedersen er 39 år gammel, cand.mag. i medievidenskab med individuel tilrettelagt tilvalg i teologi og er i øjeblikket i gang med bacheloruddannelsen i teologi ved Menighedsfakultetet i Aarhus.