Month: oktober 2017

Tora-portion: Familiedrama

Senere skete det, at Gud satte Abraham på prøve. Han sagde: »Abraham!« og da Abraham svarede ja, sagde han: »Tag Isak, din eneste søn, ham du elsker, og begiv dig til Morija-landet. Dér skal du bringe ham som brændoffer på det bjerg, jeg giver dig besked om.« Tidligt næste morgen sadlede Abraham sit æsel og tog sine to karle og sin søn Isak med. Da han havde kløvet offerbrændet, begav han sig på vej til det sted, Gud havde givet ham besked om. (1. Mos. 22,1-4)
Ugens portion: 1. Mosebog kapitel 18,1-22,24  I denne uge skal vi se på et af de store familedramaer, der findes i Bibelens fortællinger. Med alt det, der foregår her, er DR-dramaet Arvingerne tyndt og kedeligt. Familiens hovedperson er Abraham, og i denne uges portion, kan læseren se, hvordan Abraham er bange for, at kongen i det fremmed land vil gøre ham fortræd, og derfor lyver han om, hvilket forhold han har til Sara. Abraham lyver på trods af, at han har haft besøg af mænd, som har fortalt ham, at han skal blive stamfader til et stort folk. Hvilket var et løfte som Sara ikke kunne tro på, og hun lo af mændene, som hun også benægtede. Abraham løj, selvom han med sit mod havde bedt Herren om at skåne byerne Sodoma og Gomorra. Familiedramaet indbefatter ikke kun Abraham, men også hans nevø Lot. Lot kommer i vanskeligheder, da mændene i byen vil gøre overgreb på hans gæster. Skal han ofre gæsterne til voldsmændene eller sine døtre? Lot vælger sine døtre, men før der sker nogen skade, bliver gerningsmændene slået med blindhed. Dog er det ikke nemt at være Lot. Gæsterne advarer Lot om, at de vil udslette byen, og han og hans familie flygter derfra. Desværre er Lots kone ikke helt klar til at give afkald på sit liv i byen, og hun ender som en stenstatue. Det er dog Abraham, der bliver udsat for den største familietest. Gud kalder ham til at ofre sin eneste søn. Abraham vælger lydighedens vej. Det har til alle tider været et stort mysterium, hvordan Abraham kunne gøre det. Gud griber ind, og Abraham får lov til at beholde sig søn. I dag ser vi mange familier, der kæmper med alle mulige forskellige udfordringer, sorg og smerte. For mig fortæller ugens Tora-portion, at uanset, hvordan vores familiesituation er, så må vi prøve at stole på Gud. Vi må prøve at stole på, at Gud altid er større, end det vi lige umiddelbart kan se og rumme. Gud har en udvej. Den kan nogle gange være mystisk og forunderlig og helt ubegribelig, men når Gud leder os på vejen, behøver vi ikke at lade os lede af frygt, smerte, bitterhed eller tvivl. Gud har en visdom, som vi ikke altid kan forstå, og det er her, at vi som Abraham må tage et trosspring. Tro på, at Gud er større!

Ind UNDER burkaen

Et par stramme jeans og løst hår, sådan kender vi kvinderne i gågaden i Danmark. Vi er vant til at aflæse dem ud fra deres udseende og stil. Det er velkendt. I Bazaren ser vi kvinder med tørklæde og burka. De ser ikke ud som mig – de er ikke helt så nemme at aflæse, måske fordi det er svært hel præcist at se, hvem de er. I konfliktugen var vi i Jericho flere gange i løbet af ugen. Vi hjalp hos Zakæus’ hus, som er en del af det palæstinensiske Bibelselskabet. Her kommer børn, teenagere og mødre, og får et pausested, fra arbejde og skole. Her kan de mødes udenfor skolen og være sammen med de voksne fra Zakæus’ hus, som havde lavet en aktivitet for dem. Vi tegnede med dem, snakkede med dem, lagde neglelak og gav massage.
De muslimske børn i Zakæus’hus, hvor vi tegnede og hyggede.
Generelt er de muslimske kvinder noget fremmede for mig, de er forbundet med noget ukendt, fordi jeg ikke kan se deres hår og deres smil, men kun deres øjne. Men det har ændret sig. Mit syn på kvinderne, som bærer tørklæde og burka har forandret sig. I Zakæus’hus, gav jeg massage til mange muslimske kvinder og piger, som bar dette, pga af deres tro. Indenunder lagene “gemmer” sig der en kvinde, som har det flotteste hår, går med hel almindeligt tøj og egentlig minder om mig. Teenagepiger, som bare vil have det sjovt og tage en masse selfies, og ligner de danske piger hjemme fra gågaden. I dag ser jeg de muslimske kvinder og piger ligesom mig. Jeg forstiller mig deres smil og fine hår, indenunder burkaen. En person med en hverdag, et arbejde og en tro – de bærer tørklæde og burka i offentligheden netop fordi de tror. Ligesom, at jeg går i kirke og beder, fordi jeg tror!

Tora-portion: Du skal være en velsignelse

 »Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig. Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse. Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og den, der forbander dig, vil jeg forbande. I dig skal alle jordens slægter velsignes.« (1. Mos 12,1-3)
Ugens portion: 1. Mosebog 12,1-17,27 Hold da op en portion i denne uges læsning. Der er nok at tage fat på der i patriakernes land. En ny karakter træder ind på scenen. Manden vi kender som Abraham. Han får et løfte om land og om velsignelse – løfter som vi skal bruge resten af året på at læse om, hvordan Gud opfylder. Men også om hvordan mennesker håber på, Gud opfylder dem, og om hvordan de to ting ikke altid lige flugter med hinanden… Abraham får at vide, han skal være en velsignelse, og det tænker jeg, må have været ret radikalt at lytte til. Han er jo ud af en traditionel stammekultur, hvor det handler om det nære og om, hvordan man kan bevare så mange ressourcer som muligt, så man kan blive større, mere indflydelsesrig, få mere magt og dermed sikre slægtens overlevelse. Det er som om Gud her fortæller Abraham: “Sådan skal du ikke tænke længere, Abraham. Nu skal du ikke længere bruge dit liv på at samle sammen, men på selv at være en velsignelse for andre.” Wow! Det er godt nok udfordrende. Også i dag. For det er jo ikke fordi stammekulturen er uddød. Den har bare forandret sig lidt og handler i dag om noget andet, end den gjorde for Abraham – og tager sig forskellig ud. Det er vigtigt at pointere, at Gud jo ikke udfordrer Abrahams stammetænkning, for Gud ved godt, vi har brug for at høre til et sted. Vi har brug for et trygt sted, hvor vi ved, vi hører hjemme. Et sådan fællesskab bliver man ofte glad for og vil gå endog meget langt for. Man går gerne på barrikaderne og kæmper for sådan et fællesskab. Derfor kan stammer også ende i krig med hinanden. Det kunne de på Abrahams tid. Fysisk og voldeligt. Det kan det også ende med i dag. Ikke blot på et fysisk plan. Men kulturelt. Værdimæssigt. Det er her Gud går ind og siger, at vi skal bruge det fællesskab, vi er glad for, til at være en velsignelse for andre. Vi skal ikke bruge fællesskabet eller stammen til at bekrige andre. Den tanke disse udfordrende vers efterlader mig med er spørgsmålet, som måske nok er sat på spidsen: Måske vi kan vurdere, hvor sundt og godt og gudsgivent et fællesskab af mennesker er, ud fra deres evne og – ikke mindst – vilje til at velsigne andre fællesskaber, som ikke er ligesom dem…? Jeg tror det…

Balfour-erklæringen runder 100 år

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen, 19/10 2017 For hundrede år siden skrev den britiske udenrigsminister Arthur James Balfour et brev på den britiske regerings vegne, hvori han støttede idéen om ”et nationalt hjemsted” for det jødiske folk. Dette blev et vigtigt startskud til oprettelsen af den jødiske stat Israel. Balfour-erklæringen er et brev skrevet af den daværende britiske udenrigsminister Arthur James Balfour til lederen af de britiske jøder Lord Rothschild. Brevet blev skrevet under første verdenskrig, og var et forsøg fra britisk side på at vinde jødernes støtte til de allierede. Selvom briterne endnu ikke havde mandat over Palæstina, blev dette skriftlige dokument alligevel et stærkt symbol på anerkendelsen af jødernes ønske om et tilhørssted. I brevet udtrykker Balfour, at briterne støtter ideen om oprettelsen af et ”nationalhjem” for jøderne i Palæstina. Hvordan ”nationalhjem” helt konkret skal forstås, uddybes ikke i brevet, men Balfour skriver udtrykkeligt, at det på intet tidspunkt må krænke de religiøse og juridiske rettigheder af de mennesker, der allerede bor der. Som afslutning fastslår han også, at dette ”hjem” heller ikke må føre til diskrimination af andre jøder i verden, ved at ophæve deres statsborgerskaber i andre lande, med henblik på at tvinge dem til dette nye sted.                  

Tora-portion: Synden former os

Jorden var fordærvet og fyldt med vold for øjnene af Gud. Gud så, at jorden var fordærvet, fordi alle menneskene på jorden handlede fordærveligt. (1. Mos 6,11-12)
Ugens portion: 1. Mosebog kapitel 6,9-11,32 Gud var bedrøvet over menneskets ondskab. Det var han i Noas dage, og det tror jeg, stadig han er. Gud længtes efter en ny begyndelse, en ny skabelse, fordi synden havde inficeret jorden, mennesket. Alt. Ovenstående video (som ikke er et partsindlæg om hvorvidt Gud har skabt jorden via evolution) illustrerer meget godt Paulus’ pointe fra Romerbrevet om, at syndens løn er døden. Syndes konsekvenser er død. Det var tydeligt i Noas dage. Det er lige så tydeligt i vores. Og synden påvirker os og former os. Altid. Det bliver tydeligt, når en mand skyder, dræber og sårer hundredvis af mennesker i Las Vegas. Der er der ingen tvivl om, at synden har konsekvenser for omgivelserne. Og vi ser det måske også i vores eget liv. Ser hvordan omgivelserne påvirkes af synden i vores liv. Selv de ‘private synder’, dem ingen andre end vi selv kender til, påvirker os og omgivelserne. Fordi de former os. Så hver gang vi synder, tager vi del i og bidrager til at ødelægge Guds skaberværk. Gør det til noget andet end det, Gud havde tænkt. Ødelægger Guds shalom. Men der er håb, for det er der altid, når Gud er med. I dagens portion læser vi om, hvordan Noa vandrede med Gud. Hvilket fantastisk udtryk! Gud ønsker, vi skal vandre med ham, slå følge med ham, dele vores liv med ham – og lade os forme af ham frem for af synden. Det er dybest set det, Jesus også inviterer til, når han kalder på fiskerne og alle de andre: Følg mig! Gå med mig, slå følge med mig, del dit liv med mig – lad dig forme af mig og ikke af synden. Jesus kom for at sprede det mørke, der kommer fra os. Han kom for at besejre det! Dét findes der et udtryk for i jødisk tænkning: Tikkun olam – verdens genoprettelse. Verden er ødelagt og har brug for genoprettelse. Det er den mission, vi bliver inviteret til at tage del i, når vi begynder at vandre med Jesus. I mødet med uretfærdighed, kold kærlighed, vold og død kalder Gud på vandringsmænd og -kvinder, som sammen med ham vil respondere med barmhjertighed, stifte fred og elske betingelsesløst. For på den måde at være genoprettere i Guds nye skaberværk.

Børnelejr på israelsk manér

Vi kender alle til lejre hjemme i Danmark, de er nøje struktureret og planlagt, men her i Israel er det noget helt andet. Her tager man time for time og det mærkede vi til, da vi kom til CPM og ikke vidste noget om, hvad dagen skulle bringe. Vi startede ud med at lave madpakker til alle børn og ledere. Det var en meget stor lejr med omkring 70 børn, hvor nogle af dem var messianske jøder og andre ikke troende. Lejren prøver at nå ud til ikke troende, og lederne var rigtig gode til at tage hånd om alle, troende som ikke troende. Efter et par timer i en bus var vi fremme ved Gallileasø, hvor vi skulle med ud på en båd. Derefter gik busturen videre mod lejren. Da vi så var fremme, fandt vi hurtig ud af, at det ikke var helt, som vi lige havde tænkt. Lejren ligger nemlig ude i Jordan Park, som er et sted ude i en stor skov med campister og hvor lejren så også er placeret. Vi skulle lige se det hele an, men blev hurtig indstillet på det hele og blev virkelig positiv over stedet. Om aftenen var der et ledermøde, hvor vi kunne lære lederne at kende. Der var nogle unge ledere, som vi var lidt sammen med, det var dog begrænset, da de fleste af dem ikke kunne engelsk. De ældre ledere var vi meget sammen med og vi fik nogle rigtig gode samtaler med dem. Torsdag morgen startede ud med et ledermøde, eller dagen startede faktisk ud omkring klokken 06.00, hvor en hane galede og galede. Deltagerne startede morgenen ud med morgengymnastisk og bøn, derefter fik de morgenmad. Morgenmaden bestod af skemad, salat og chokoladebudding, som vi serverede for børnene. Senere på dagen var vi ude at gå i noget vand og så et vandfald, og da fandt vi ud af, hvor smukt og dejligt et område vi befandt os i.   Fredag var en virkelig sjov dag med kajaktur og et løb. Kajakturen var med action og spændte børn, som var klar på en fed tur. Jeg sad med fem piger i en båd, hvor to af dem kunne snakke begrænset engelsk. Sproget med deltagere og ledere var udfordrende, for nogle snakkede russisk andre hebraisk og så os. Derfor fik vi oversat, hvad der blev sagt til aften- og morgenmøderne. Vi kom dog også langt med tegnesprog med børnene. Lørdag var en dag fyldt med action, vi kørte nemlig jeep. Vi kørte i en times tid med børnene. Ruten indeholdte tre søer, som vi skulle køre igennem og rigtig mange bump. Det var virkelig en totalt fed oplevelse. Som afslutning på lejren, lavede vi og lederne en mur. Det er en tradition på lejren, at lave noget som minde, som kan hjælpe børnene til at huske lejren. I det her tilfælde var det så en mur med bedeemner på. Børnene fik nemlig udlevere nogle sten, som de kunne skrive bedeemner op på. Alt i alt har vi fået rigtig mange gode oplevelser og vi kender nu lidt bedre til, hvad det vil sige at være messianskjøde. Vi har også fået mere indblik i kulturen, idet at vi har været så stor del af et team og har skullet tilpasse os deres normer og værdier.

Navnet, jeg ikke måtte nævne

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen, 12/10 2017 Steward Weinisch voksede op i et jødisk-ortodokst hjem. I sin barndom var han stolt over sin jødiske identitet, og oplevede en rigdom i de jødiske traditioner. Men da han blev bar mitzvah, fik han dog en følelse af, at der var noget, der manglede. Selvom han havde en masse religiøs træning, vidste han ikke, hvem Gud var. Da afgav han et løfte om, at han en dag ville finde frem til sandheden. Dette blev et afgørende vendepunkt for Steward. Læs om, hvordan han fik et møde med jøden Jesus og Gud radikalt greb ind i hans liv herunder. Jeg var kun fem år gammel og havde ingen anelse om, hvad der foregik, da min familie samledes i mine bedsteforældres dagligstue dagen før Yom Kippur (den store forsoningsdag). Jeg husker stadig, hvordan min far tog en kylling, bandt dens fødder sammen og svingede den over vores hoveder mens kyllingen kaglede og fjerene fløj ud over det hele. Det var svært at tænke på andet end lyden og fjerene, men vi gentog alle pligtopfyldende sætningen: ”dette er min suppleant, mit stedfortrædende offer, min soning. Denne høne skal møde døden, men jeg skal finde et langt og behageligt liv i fred.” Min far tog kyllingen med ud i køkkenet, og det sidste vi hørte, var dens kaglen efterfulgt af et bump! Det var det. “De kristne hader jøder” I mine teenageår besøgte jeg en ortodoks synagoge i den nordøstlige del af New York, hvor jeg modtog religiøs træning i fem dage. Jeg var stolt over at være jødisk. Men omkring et år før min bar mitzvah havde jeg mit første møde med antisemitismen. Vi boede omkring halvanden kilometer fra synagogen, og mens min far og jeg var på vej derhen for at fejre Rosh Hashanah, begyndte nogle børn at kalde os øgenavne og kaste ting efter os. Jeg kendte de børn og var rådvild over deres opførsel. Sådan havde de aldrig ageret før. ”Hvorfor kalder de os øgenavne?” spurgte jeg. Min far var så oprørt, at han ikke havde lyst til at tale om det. Til sidst sagde han: ”kristne hader jøder, og vi har ikke noget at gøre med dem. Vi forbander Jesus.” jeg vidste ikke hvem Jesus var, jeg vidste bare, at min far reagerede voldsomt. Det var enden på diskussionen. Han lod mig aldrig bringe emnet på bane igen. Første og sidste besøg i kirken  Nogle måneder senere, døde en af mine bedste venners far. Nogle af de drenge, jeg hang ud med ville med til begravelsen, og spurgte mig, om jeg ville med. De stod alle ude foran den katolske kirke, og jeg fortalte dem, at jeg ikke kunne gå med indenfor. De gik ind, mens jeg blev ude. Ti minutter senere besluttede jeg mig for, at han var min ven, og at det ikke betød noget hvilken religion hans familie udøvede. Jeg tog en dyb indånding, gik ind i kirken og listede ned ad altergangen hen til mine venner. Da jeg skulle sætte mig på deres række, kom jeg ved et uheld til at sparke til en af bedeskamlerne og det gav et ekko i hele kirken.  Alle vendte sig og stirrede på mig. Jeg følte mig skamfuld og overbevist om, at Gud dømte mig, svor jeg, at jeg aldrig ville sætte fod i en kirke igen. Der mangler noget På min bar mitzvah kiggede jeg på toraen, og fornemmede, at der manglede noget – i mig. Jeg havde en masse religiøs træning, men jeg vidste ikke, hvem Gud var. Lige der gav jeg Gud et løfte: ”en dag vil jeg afdække sandheden om hvem du er, og hvad du forlanger af mig.” I løbet af nogle få måneder, glemte jeg dog alt om mit løfte. Selvom jeg stadig kom i synagogen, var Gud fjern fra mine tanker. Hvem er Jesus? Da jeg var femten, kom en god ven forbi min lejlighed og spurgte, om han måtte læse højt fra sin bibel. Det sagde jeg ja til. Han læste kapitel 53 fra Esajas’ bog for mig. “Hvem tror du, det handler om?” spurgte han. “Jeg har ingen anelse,” svarede jeg. Han sagde, ”jeg tror, det er messias, Jesus.” Da det gik op for mig, at han prøvede at prakke Jesus på mig, smed jeg ham ud af lejligheden og bad ham om aldrig at tale til mig igen. Nogle år senere, var jeg nødt til at konfrontere Jesus, manden, min far havde forbudt mig at tale om. Jeg så en kvinde, som udfordrede mig til at læse bibelen med hende. Da jeg var vokset op med den overbevisning om, at det nye testamente var forbandet, fokuserede vi kun på de hebraiske skrifter. Jeg begyndte at sammenligne den hebræiske bibel med det gamle testamente i den kristne bibel, og opdagede, at oversættelserne var meget ens bortset fra profetierne om messias. Et barndomsløfte bliver brudt Efter at have læst i skrifterne, besluttede jeg at bryde mit barndomsløfte og besøge en kirke. Præsten talte om hvordan Abraham var ”far” til jøderne og de kristne – specifikt far til alle dem, som tror på Jesus. Jeg reflekterede over denne ”tro” og indså i mit hjerte, at dette var noget, jeg ikke havde. Ikke lang tid efter kiggede jeg i det nye testamente for første gang. Min ven (ham, jeg havde smidt ud af lejligheden) havde givet mig et lille grønt eksemplar af det nye testamente. Jeg havde pakket det ind i nogle gamle beskidte strømper og skubbet det ind bagerst i min kommode. Nu fandt jeg det frem igen. Efter at have læst det første vers: ”Slægtsbog for Jesus Kristus, Davids søn, Abrahams søn…” vidste jeg på en eller anden måde, at hvis det jødiske folk var bestemt til at have en messias, måtte det være Jesus! Ikke længe efter bad jeg Jesus om at komme ind i mit hjerte. Den eneste jøde, der tror på Jesus Til at starte med holdte jeg det for mig selv. Jeg tænkte, “jeg må være den eneste jøde på Jorden, der tror på dette.” Så huskede jeg, at en gang i mellem havde nogle fra Jews for Jesus givet mig nogle hæfter på Manhattan. Jeg havde en bunke, jeg aldrig havde læst, der lå ved siden af den grønne bibel, og af en eller anden grund havde jeg beholdt dem alle sammen. Så der var andre jøder, der troede på Jesus! Inden for en uge havde jeg fortalt min eneste levende bedsteforælder, min mors mor, hvad jeg havde besluttet mig at tro på. Jeg havde aldrig hørt min bedstemor skrige før, da hun råbte: ”aldrig sig det navn højt i min tilstedeværelse igen!” Hun må have fortalt det til mine forældre, for da jeg kom hjem fra min bedstemor, havde min far en lignende reaktion. De forbød mig at fortælle andre i familien, hvad jeg troede på. Da min far faldt lidt til ro, sagde han, ”hvad er dette, noget nyt?”. ”Nej,” sagde jeg ”det er omkring to tusind år gammelt”. Det fik ham op i det røde felt igen. Nogle år senere fortalte jeg min mor, at Jesus var ligesom påskelammet, der blev ofret for vores synder. Hun chokerede mig, da hun svarede: ”da jeg gik i skole, fortalte min bedste ven mig det helt samme.” Det overraskede mig at hun stadig kunne huske det 40 år efter. De gode nyheder må deles!  To ting blev hurtigt klart for mig: som det første indså jeg, at det var en ”all-or-nothing-deal”. Jeg blev nødt til at leve hele mit liv for Gud. For det andet måtte jeg bringe budskabet om Jesus til mit folk. En ven fortalte mig at Jews for Jesus havde en bibelstudiegruppe på Manhattan, og der begyndte jeg at komme. Efter et år besluttede jeg at tage på bibelskole, og da jeg dimitterede, begyndte jeg at fortælle andre jøder om messias.   Fortællingen er oversat fra engelsk. Læs den originale artikel her.    

Tora-portion: I begyndelsen skabte Gud…

I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og Guds ånd svævede over vandene. Gud sagde: »Der skal være lys!« Og der blev lys. Gud så, at lyset var godt, og Gud skilte lyset fra mørket. (1. Mos 1,1-4)
Ugens portion: 1. Mosebog kapitel 1,1 – 6,8 Jeg er virkelig vild med Bibelens første kapitel – skabelsesberetningen. Det er en fantastisk indledning til Guds store fortælling om, hvem han er, hvem vi er, og hvem vi er i forholdet til ham. I disse første vers møder vi for første gang Bibelens Gud, som skaber ud af intet. Han ordner skaberværket. Han skaber liv ud af intet, og vælger ikke at bruge hverken kaos eller død til at skabe, som ellers er kendetegn for nogle af samtidens andre skabelsesfortællinger. Gud skaber verden med formål og med retning. Han skaber skaberværket med en iboende skaberkraft, så vi kan deltage i verdens fortsatte skabelse. Han skabte ikke bare planter, dyr og mennesker til at være passive tilskuere til skaberværket. Han skabte os med evnen til at skabe flere planter, flere dyr, flere mennesker. Det er en dynamisk skabning – et løfte om at i morgen bliver anderledes end i dag, hvor hele skaberværket skaber med indenfor de rammer og den orden, Gud har sat. Og Gud giver mennesket det alt sammen – til at passe på det og til at dyrke det. Men vi læser om, hvordan dét ikke er nok for os. Vi vil selv sidde på tronen. Vi vil selv definere, hvad der er godt, og hvad der er ondt. Så vi spiste frugten, smed Gud ned af tronen og har siden måtte lide under konsekvenserne af det valg. Et valg som bragte mørket og synden til verden. Gjorde synden til en del af os, så ingen længere kan sige sig fri fra at have et mørke boende i sig. Vi ved det godt, for vi genkender vel alle områder i vores liv, som er berørt af mørket? Som er tegn på, at skaberværket ikke længere er ordnet, som Gud havde tænkt det. Tegn på at det ikke længere er Gud, der råder, men os…? Men selv da Gud fortryder, han har skabt mennesket, er der ét menneske, Noa, som finder nåde for Guds øjne. Ét menneske er alt, hvad der skal til. Ét menneske som kan redde alle de andre fra udslettelse, fra syndens konsekvenser. Ét menneske, som kan give en ny begyndelse… Tusinder af år senere begynder Johannes sit evangelium med ordene: I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud… Johannes fortæller os om en ny begyndelse gennem ét menneske, for Ordet blev kød og tog bolig iblandt os. Messias, Jesus af Nazareth. Må vi alle opleve og erfare en ny begyndelse gennem ham.  

Væk med dem – om Luthers udvikling fra jødeven til antisemit

Mona Kjær Nielsen, medlem af Israelsmissionens landsstyre og sognepræst, 11. oktober 2017 Forholdet mellem Luther og jøderne er vanskeligt og prekært. Mange skubber helst emnet til side og taler i stedet om reformationens positive tanker og følger. Men mens det sidste ikke er forkert, skal man passe på med det første. For vi skal ikke skubbe noget ind under tæppet, men lade det komme frem i dagens lys og forholde os til det.

Jøderne og det rene kristne samfund

Det første, der bør springe i øjnene, er, at Luther kan bruges af såvel jødefjender som jødevenner, for hos Luther er der skrifter, der peger i begge retninger. Alene af den grund er det ensidigt at sætte Luther i den ene eller anden bås. For at forstå betydningen af denne dobbelthed hos Luther må man først prøve at begribe jødernes situation i Europa i det 14.-16. århundrede. Denne tid var generelt præget af en meget direkte antijødisk holdning. Jøderne blev først og fremmest set som dem, der korsfæstede Kristus. De fik skylden for pesten og uopklarede forbrydelser. Ofte blev de dømt under rene skueprocesesser, og straffen ramte ofte ikke kun den anklagede, men hele den jødiske menighed. Da byen Paris i begyndelsen af 1500-tallet havde fordrevet alle jøder, roste datidens store humanist, Erasmus af Rotterdam, Paris for at være blevet jødefrit. Jøderne blev således systematisk gjort til andenrangsborgere i et forsøg på det rent kristne samfund og tildelt en retslig rand-eksistens, fx mht. erhvervsmuligheder. Også boligmulighederne var begrænsede: Hvis jøderne ikke var forvist fra byer og territorier, og det blev dem tilladt at slå sig ned et sted, måtte de bo i områder skarpt afgrænset fra det øvrige samfund, i såkaldte ghettoer. Det skulle de oven i købet betale beskyttelsespenge for til den lokale fyrste.

Luther var ”jødeven”

Det er i denne generelt stærkt antijødiske atmosfære i 1523, at Luthers første skrift om jøderne bliver til. Et meget positiv skrift, hvor selve titlen må have vakt forargelse i samtiden: At Jesus Kristus er født jøde. Luther betoner i dette skrift ikke kun, hvad titlen siger, hvad der i sig selv var en skandale, han argumenterer også for, at evangeliet gælder alle folk og i særdeleshed jøderne. Men Luther betoner ikke kun kontinuiteten mellem jøder og kristne, han kræver også, at man møder jøder med kristen næstekærlighed og forlanger konkrete ændringer af den retslige og sociale omgang med jøder med det mål at integrere jøderne i samfundet. Hvad der i dag klinger selvfølgeligt, var på Luthers tid altså revolutionært. Luthers skrift blev oversat til latin, datidens internationale sprog, og spredte sig helt til Jerusalem og Istanbul, i håb om at lærde jøder ville læse den og omvende sig. Fra katolsk side blev Luther anklaget for at være jødeven, fra jødisk side blev han set, som håbet om en bedre fremtid.

Luthers syn på jøderne forandres

Med tiden ændrede Luther dog syn på jøderne, da han oplevede at nogle af underviserne i hebræisk krævede bedre løn og anseelse, og at de ikke var lydhøre for hans argumentation. Samtidig havde rabbiner Josel von Rosheimer succes med de få jødiske menigheder. Luther måtte erkende, at jøderne ikke ville vide noget af den evangeliske belæring og hverken var indstillet på at lade sig frelse åndeligt gennem konvertering eller at blive integreret i det kristne majoritetssamfund for på den måde at blive socialt befriet. Tværtimod oplevede jøderne parallelt med det reformatoriske opbrud i kristenheden en fase med religiøs-åndelig fornyelse og styrkelse, der gjorde dem i stand til at tage nye initiativer for at opnå bedre politiske og sociale forhold og således fastholde deres jødiske identitet. Og da nogle kristne, under indflydelse fra jøder, flyttede deres ugentlige helligdag fra søndag til lørdag, reagerede Luther skarpt og fordømte det stålsat. Herefter opfattede Luther Josel von Rosheims aktiviteter, som en trussel mod sin reformatoriske opgave og tolkede den, som al anden modstand mod ham, som et påfund fra den djævelske modstander, som det gjaldt om at bekæmpe med alle midler.

Vendepunktet

Luther tog nu stilling, og der var ikke længere nogen jøde, der kunne sætte sine forhåbninger til reformatoren. For Luther havde det altid drejet sig om én ting: Udbredelse af evangeliet blandt jøder. Da jøderne ikke levede op til denne forventning, var de gode hensigters vej i hans øjne blevet meningsløs. I stedet pressede han nu på for, at øvrigheden skulle fordrive jøderne for at sikre et rent kristent samfund! Men der var nogle præster, der syntes at det var problematisk, for Jesus var jo jøde, og jøderne var Guds udvalgte folk. Luther løste problemet ved at bruge jødernes ulykkelige situation i Europa som bevis på, at jøderne ikke længere var Guds udvalgte: ”Lad os derfor slutte heraf, at jøderne visselig er forstødte af Gud og ikke længere er hans folk, han er heller ikke mere deres Gud; og hold jer til skriftsproget hos Hosea 1 v. 9: »I er ikke mit Folk, og jeg er ikke jeres Gud«. Ja, det går dem altså desværre således og kun således og skrækkeligt. De kan udlægge det som de vil, men vi ser værket for vore øjne, det bedrager os ikke.”

Jødernes løgne

I 1543 udgav Luther en bog på 150 sider ”Om jøderne og deres løgne”, og vi kan med den tyske historiker Heinz Schilling sige, at det er en bog man som luthersk kristen må græmmes over. Alligevel mener Schilling ikke, at Luther var antisemit. Thomas Kaufmann, doktor i teologi, siger om skriftet, at det er relativt ukendt, fordi kun en meget lille del af det bliver læst. Over 90 % er en lang bibeleksegese og handler om, hvordan enkelte gammeltestamentlige passager kan fortolkes kristologisk. Derfor mener Kaufmann , at det er upassende at kalde det et af de mest antisemitiske skrifter vi har. Men det er klart, at der er 7-8 sider, der er præget af et dybt jødefjendskab, og derfor har fået en vild virkningshistorie. Thomas Kaufmann konkluderer da også, at Luther faktisk var antisemit. Luthers udfald i dette og senere skrifter er et udtryk for et generelt omsving i hans tilgang til livet, og i hans forventninger til fremtiden. Den åbenhjertige optimisme fra de tidlige år er slået over i en deprimerende erkendelse af, at modstanden, også i hans egen lejr er voksende og at en universel reform af kirken og samfundet ikke længere kan realiseres, mens han lever. Blandt sine modstandere tæller han nu ikke blot paven, sværmerne og tyrkerne, men også jøderne. De modsætter sig ikke alene evangeliet, men forsøger også at holde mennesker væk fra det.

Jøderne må fjernes

Luther talte altid imod brug af vold, også under bondeoprøret. Det var først, da han indså, at bønderne ville anvende magt, han skrev til fyrsterne, at det var deres ansvar at sørge for ro og orden, og i dette tilfælde var det i orden at anvende magt. På samme måde tænkte Luther nu om jøderne: Da de ikke ville omvende sig, måtte de fjernes! I bogen ”Om jøderne og deres løgne” krævede Luther fordrivelse af jøderne og ødelæggelse af deres ejendom. ”Jøderne er nu ikke mere brødre i troen, men gudsbespottere. Den, der ikke ærer Jesus som Guds søn, synder mod Gud. Og den som tåler denne synd, er medskyldig,” skriver han. Derfor bliver det en opgave at brænde jødernes synagoger og skoler, ødelægge deres huse, tage deres bøger, forbyde deres lære, pengehandel osv. – i det hele taget drive dem endnu mere ud af samfundslivet, end de allerede var. Man kommer ikke udenom, at Luther har leveret religiøse argumenter for jødehad og motivation til tilsvarende handlinger. Og historien har flere gange vist, hvordan folk har brugt hans skrifter og teologi til at legitimere jødehad.

Luther og nazisterne

Luther skrev sin bog mange hundrede år før Hitlers ”Mein Kampf”, og det ville være forkert at give Luther skylden for alt jødehad i Europa, men hans skrifter blev brugt til at legitimere hadet og støbte de teologiske kanonkugler. Luther beskrev jøderne som et hadefuldt folkefærd og opfordrede kristne til at jage dem og ødelægge deres ejendom. Krystalnatten skete natten til Luthers fødselsdag, og symbolikken var ikke til at tage fejl af, heller ikke for præsterne. Den evangelisk-lutherske biskop Martin Sasse udgav få uger efter Krystalnatten et genoptryk af Luthers værk og skrev begejstret i forordet, at ”den 10. november 1938, på Luthers fødselsdag, brænder synagogerne i Tyskland”. Det at brænde jødernes synagoger var netop første punkt i Luthers handlingsplan. Genoptrykket af Luthers kampskrift fik titlen ”Martin Luther über die Juden – Weg mit ihnen!” og sloganet ”weg mit ihnen” (væk med dem) var et citat fra Luthers handlingsplan mod jøderne: ”Thi, som vi hører, er Guds vrede imod dem så mægtig, at de kun bliver ondere og ondere ved blid behandling, men en smule bedre ved hård. Derfor væk med dem for altid.” I Tyskland blev bogen et grundlag for nationalsocialisternes legitimering af antisemitismen.

Luther er ikke absolut autoritet

Thomas Kaufmann mener, at Luther var antisemit, og jeg vil være tilbøjelig til at give ham ret. Man kan ikke sige og opfordre til de ting som Luther gør mod jøderne uden at være antisemit – uanset samtidshistorien, og at Luther dækker sig ind under at være anti-judaist. Desuden fortæller Luthers syn på jøderne os for det første, at Luther var en mand, der kunne tage fejl. Det har måske været godt for eftertiden for ikke at give ham guddommelig status. Det Luther sagde, kan diskuteres, og han tog åbenlyst fejl ind imellem. Derfor er og bliver Luther ikke en absolut autoritet. Vi kan dele nogle af hans opfattelser og tage afstand fra andre. For det andet er det vigtigt, at den, der nutidigt beskæftiger sig med disse spørgsmål og vender sig mod historien, også prøver at forstå, hvordan fortiden så på disse spørgsmål og lader svaret forholde sig til denne kontekst. Det gør det ikke formildende, og vi bør som kirke fortsat tage afstand til antisemitisme i enhver form, den måtte komme til udtryk.

Vi dansede og sang som kong David

  I Jerusalem er der nyvunden-sommerferie-stemning. Der er fest i gaderne. Folk er lidt mere fjollede end de plejer. Jeg har set soldater og musikanter danse sammen på taget af en bil. Jeg har set en flok unge mænd komme syngende over vejen, bilen de kom forbi dyttede med på sangen, og da bilen holdt for rødt, valgte mændene at danse rundt om bilen, imens de sang højt. Der fejres Sukkot i Jerusalem. Det er en uge, hvor man glæder sig over frugthøsten, Guds nærvær under ørkenvandringen og at Torahen blev givet. Der er meget at sige om Sukkot, men det jeg vil fremhæve er: Det er en glædesfest. Jeg var til en samling, hvor vi fejrede Sukkot. Jeg sad ved siden af en skøn kvinde ved navn Jane. Jane kommer fra Britisk Virgin Island, som ligger i Caribien. Efter de to orkaner ved Caribien er alt ødelagt. Der er ingen elektricitet, husene er smadret, palmerne væltet, det de har tilbage af paradiset er strandene. Det vil tage flere år at bygge det op igen. For hende var der ikke meget at fejre og glæde sig over. Jeg kunne godt genkende tristheden hos mig selv. For selvom jeg oplever meget godt her i Israel, kan jeg også blive ramt af hårde dage, hvor jeg ikke lige oplever, der er meget at glæde sig over. For både Jane og jeg var det godt at fejre Sukkot. Fra scenen sagde de igen og igen: ”Rejoice!” – glæd jer! Vi fik at vide, at vi skulle give vores nabo en albue, hvis vi oplevede at hun ikke glædede sig, for dette var et bud i forhold til Sukkot. Vi skal glæde os over Guds godhed. Sammen med Jane dansede og sang jeg. Vi sang blandt andet ”Jeg vil synge, som David sang – Jeg vil danse, som David dansede”. I 2. Sam. 6 kan vi læse om at David dansede så vildt, da han lovpriste Gud, at hans kone blev pinlig over ham. Og jeg kan siger jer, at der var fest i salen. Folk sang højt, der var folk, der havde taget deres horn med, som de blæste i, der var dansere på scenen og rundt i salen, som dansede med flag. Vi gjorde, hvad vi kunne for at glæde os og udtrykke vores glæde. Jeg blev mindet om, hvor stort det er, at Gud har givet os et bud om at glæde os. Og denne glæde kan vi tage del i, selvom vi ikke synes, der er meget at glæde os over. Gud minder os om alt det gode, han giver os, at han er os nær i vores livsvandring, løfterne i Bibelen står fast og at sørger for vores behov. Gud befaler os at glæde os. Han spørger ikke til vores følelser, men vil løfte vores blik på ham og minde os om, at han giver os alt, hvad vi behøver, og det er der grund til at være glade og taknemmelige for. Så selvom Jane, jeg og måske også du synes nogle dage kan være svære, så må vi minde os selv om Guds godhed, tage del i Sukkotfejringen og glæde os. Måske vi også skulle have sådan en fest i Danmark?
  • 1
  • 2

Følg os
på facebook


Kommende
begivenheder


Tilmeld dig
Nyhedsbrevet


Israelsmissionen | TORVET | Katrinebjergvej 75 | 8200 Aarhus N | Tlf. 7190 1885 | kontor@israel.dk | Reg.nr. 0994 kontonr. 0003054500 | MobilePay 30503