Month: november 2017

Tora-portion: Et nådigt møde der forandrer

Selv gik han foran dem, og han kastede sig til jorden syv gange, mens han nærmede sig sin bror. Esau løb ham i møde, omfavnede ham, faldt ham om halsen og kyssede ham, og de græd. … Esau spurgte: »Hvad ville du med hele den lejr, jeg mødte?« Jakob svarede: »Jeg ville finde nåde for dine øjne, herre.« Men Esau sagde: »Jeg har rigeligt, bror. Behold du, hvad der er dit.« »Nej,« sagde Jakob, »hvis jeg har fundet nåde for dine øjne, så tag imod min gave, nu da jeg selv er trådt frem for dig, som man træder frem for Gud, og du har taget venligt imod mig. Tag imod den gave, jeg bringer dig, for Gud har været nådig mod mig, og jeg har alt, hvad jeg har brug for.« Han blev ved at nøde ham, og så tog han imod den. (1 Mos 33,3-4.8-11)
Ugens portion: 1 Mos 32,4-36,43 Patriarken Jakob er lige sluppet fra en udfordrende situationen med skindet i behold, inden han står over for den næste. Mødet med morbror Laban gik bedre end forventet. Nu gælder det hans bror Esau. Ham, som han før fødslen har ligget i kamp med. Ham, som han har snydt og bedraget. Nu er hævnens time kommet, frygter Jakob. Han får underretning om, at Esau er på vej mod ham, krigerisk indstillet. Jakob har ikke noget forsvar, ingen væbnet styrke, ingen argumenter. Intet. Og så dog … måske kan han formilde sin bror med gaver. Købe sig til at blive skånet. Jakob beskytter sin ejendom og gør sig klar til at møde sin skæbne. Han er alene ved flodbredden natten over. Pludselig er han midt i en kamp. Med en guddommelig skikkelse, som lader ham kæmpe. På den ene side taber han ikke, men han vinder heller ikke. Han får lov til at vise sin styrke, men samtidig skal der kun et slag på hofteskålen til for at skabe kampens udfald – og Jakob er halt resten af livet. Jakob er ikke i tvivl om bagefter, at han har set ”Gud ansigt til ansigt og har reddet livet” (32,32). Jeg er ikke i tvivl om, at Jakob denne nat fik lært, hvad det vil sige at blive mødt i nåde. At give fortabt – og dermed på en og samme tid stå som taber og vinder. Han blev mærket for livet, men fik et nyt navn (identitet af Gud) og blev velsignet. Beretningen er ofte kaldt Jakobs natlige kamp, men er rettelig også hans omvendelse. Han havde mødt ham, som både er Gud og mand – og lært hans nåde at kende. Det sætter sig afgørende igennem i mødet med hans bror. Fra at holde på sin ret eller snyde sig til en egoistisk løsning, er det nu med syndserkendelse, Jakob møder frem. Han be’r om nåde – og Gud former Esaus hjerte sådan, at der sker en forvandling. Jakob bliver mødt nådigt og redder atter engang livet. Broderforholdet etableres, selvom det nok ikke bliver helhjertet. Dog nok til, at de fælles kan tage afsked med deres far ved graven (35,29). Men slægterne fra Jakob og Esau fastholdes i spænding og splid. Med tiden vokser hadet mellem edomitterne og israelitterne, og derfor møder vi senere domsrøsten hos profeten Obadias i forbindelse med Jerusalems fald. Hvem skal sejre mellem brødre eller mellem konger? Er det hævnen og magtsygen, som skal råde, eller nåden og kærligheden? Sådan kommer kontrasterne også frem ved Messias’ fødsel: Skal Herodes den Store få held til at udrydde alt fjendtligt mod hans trone? Selv et lille nyfødt barn, der bliver udråbt til at være jødernes konge? Eller skal dette lille barn vise sig at være den lovede Fredsfyrste og verdens frelser – for jøde først og hedninger? Jesus Messias/Kristus er Kongernes Konge. Han har magt til at udøve dom, men hersker først og fremmest ved at udvise nåde. En nåde, som skaber nyt og forvandler. Den nåde, som Jakob mødte en nat ved Jabboks vadested. En nåde, som du og jeg også kan møde i dag!

ALL IN på evangelisation!

En god (regnfuld) uge er nu overstået!

Os missionspiloter har været i Tel-Aviv (atter en gang). Denne gang var vi hos Jews For Jesus. Jews For Jesus er en lidt større og mere organiseret organisation, end de tidligere organisationer vi har været hos. Hos dem hjalp vi til med flere forskellige opgaver: rengøring, konvolutter der skulle pakkes og spørgeskemaer/kaffeuddeling/evangelisering.
            Det var enormt spændende at få lov til at evangelisere! Udgangspunktet var at vi fik givet en tablet i hånden, hvor på at vi kunne spørge forbigående om at udfylde et spørgeskema. Det var rundt på et universitets fællesareal, at vi skulle være. Her snakkede vi med unge studerende, som var omkring vores egen alder. Det var virkelig givende at føre samtaler med jævnaldrende, for de står med de samme valg og problemstillinger – som os selv. Mange af de unge sekulære jøder i Tel-Aviv ved ikke det store om hverken Jesus eller Det Nye Testamente, derfor er det bare enormt vigtigt at række ud til dem med evangeliet! Mange af de unge på universitet var interesseret i at finde ud af hvem ham Jesus, ham vi påstår er  Messias, hvem han egentligt er – og hvorfor han har haft så stor indflydelse på verden. Det er fantastisk at se det arbejde Jews For Jesus gør! Organisationen er ALL IN på evangelisation. De ønsker virkelig at deres jødiske landsmænd må blive deres troende brødre og søstre i Jesus Kristus! Israel er et anspændt og svært land at evangelisere i, men organisationen her holder fanen højt – for Jesus må forkyndes i Israel, koste hvad det vil!

Træd ind i Herren din Guds pagt

Stan Meyer, 23/11 2017 Josh Leon er vokset om i et ultraortodokst miljø. Men da han kom hjem efter et længere studieforløb i Jerusalem, oplevede han et tomrum i sit liv. Dette tomrum udfyldte han med et stofmisbrug, der endte med at opslugte ham fuldstændig. En dag fik han en snak om Jesus med en kunde fra hans arbejde, og dette blev et afgørende vendepunkt for ham. Læs historien om, hvordan Gud greb ind i Joshs liv nedenfor. Josh Leons forældre har ikke altid været ortodokse jøder. Som mange andre jødiske løsarbejdere i 1970’erne var de i opgør med samfundets fastlagte strukturer og søgte nye spirituelle oplevelser. Familien ankom til Berkeley i Californien, hvor de eksperimenterede med new age, kabbalah og prøvede selv et bibelstudie arrangeret af Jews for Jesus. På et tidspunkt opdagede de ”Chabad of Berkeley”, der blev ledt af rabbiner Yehuda Ferris og begav sig entusiastisk ind i det ultraortodokse miljø. Senere flyttede de til Fairfax-distriktet, som ligger hjertet af det ultraortodokse miljø i Los Angeles. Josh gik på en ortodoks skole og hver fredag aften og lørdag deltog familien i sabbatskolen (shul). De overholdte mange omfattende kosherregler, og selvom de talte engelsk derhjemme, havde de tit samtaler på jiddisch i skolen, sabbatsskolen og på markedspladsen. Det ortodokse liv Da Josh blev tretten fejrede han sin bar mitzvah i menigheden Kehillat Yitzchok. I gymnasietiden indeholdte halvdelen af hans studier Talmud og toraen med kommentarer af Rashi – en rabbiner fra middelalderen. Den ortodokse levevej var forudsigelig, struktureret og disciplineret. Bylivet, der ellers kan være uklart og flyvsk, blev holdt på afstand, og han vidste, hvem han var og hvad, der blev forventet af ham. Da han blev færdig på gymnasiet i 1996, sendte Joshs forældre ham til Jerusalem for at studere ved den jødiske institution yeshiva i atten måneder. I marts 1998 vendte han tilbage til Los Angeles retningsløs. Da han havde forladt det intense yeshiva-miljø, oplevede han en uforudset lettelse. Han havde intet arbejde, ingen uddannelse og ingen retning i livet. Han vendte tilbage til en verden fyldt med tvetydighed, ingen grænser eller sociale normer. Han var ny flyttet ud af sine forældres hus, men følte sig fuldstændig fortabt i Los Angeles uden nogen motivation til at finde et arbejde. Noget tid derefter introducerede en bekendt ham til stoffer. Der var noget mørkt og attraktivt over dem, og den festverden, de cirkulerede i. Først prøvede han marihuana, og da han kunne lide effekten, fortsatte han videre til kokain og crytal meth. Stofferne motiverede ham til at arbejde, de fik ham til at føle sig kreativ og gav ham en form for selvtillid. Oplevelserne i Los Angeles med festerne og stofferne opslugte ham fuldstændig. Han havde aldrig før erfaret en ekstase og en spænding af denne slags. Men han fandt hurtigt ud af, at han ikke kunne undslippe den negative effekt, stofferne havde på ham. Han levede et dobbeltliv, hvor han prøvede at opretholde kontakten til det ortodokse miljø, han voksede op i alt imens, han blev opslugt af det mørke Hollywoodliv om natten. Josh hører om Jesus Ortodokse venner af familien blev bekymrede for Joshs nedtur. En ven af familien tilbød ham et job i salgsafdelingen i et engrosfirma. Fra 7.30 til 16.30 sad Josh ved et skrivebord i et kæmpe varehus, hvor han ringede til kunder og potentielle nye klienter. Om aftenen tog han bussen tilbage til hans lille lejlighed i det vestlige Hollywood. Efter tre uger begyndte det monotone liv at blive en tung byrde på hans skuldre, og han blev draget tilbage til misbrugsmiljøet. I løbet af den tredje uge talte Josh med en spændende kunde over telefonen, der hed Jay. Jay var medlem af en marginal kristen sekt, hvor medlemmerne boede sammen i deres eget fællesskab, bar uniformer, havde en striks disciplin og kaldte dem selv for ”hæren, der ikke spilder noget blod”. Denne gruppes personlige disciplin og seriøse tro tiltalte Josh, der mindede om hans egen traditionelle barndom. Jay spurgte ham, ”Josh, hvad tænker du om Jesus?”. Spørgsmålet gav Josh en opvågning. Hans arbejdsgiver var ortodoks, og han var lige startet på jobbet. Han havde ingen ide om, om hans arbejdsgiver lyttede til telefonsamtalerne. Josh fortalte Jay, at han var ortodoks jøde, og at jøder ikke tror på Jesus. Men dybt nede havde Josh lyst til at høre mere. Han gav Jay sit telefonnummer og bad ham ringe om søndagen. Den søndag ringede Jay. De debatterede og diskuterede, hvorvidt Jesus kunne være messias. Selvom Jay ikke kunne hebraisk eller aramæisk og ikke kunne citere talmud, kendte han de hebraiske skrifter. Josh følte, at dette medlem af ”hæren, der ikke spilder blod”, kunne argumentere på en måde, han ikke havde mødt før. Samtalerne varede ved otte uger, før Josh bad Jay om at stoppe med at ringe. Google leder til jesustroende jøder På arbejdet fortsatte Josh med at ringe til kunder, men han blev ved med at tænke på Jay. Under sin frokostpause begyndte han at søge på Google efter jøder, som tror på Jesus, og her stødte han på Jews for Jesus’ hjemmeside. Han fandt et link med titlen ”svar”, som ledte ham til en side fyldt med spørgsmål, han havde omkring Jesus og messias. Josh blev nervøs. Blev hans computer overvåget? Var der nogen, som kunne se, at han kiggede på denne hjemmeside? Josh udfyldte gæstebogen tøvende, og her blev han sat i kontakt med en medarbejder, som hed Chad. Chad var en del mere afslappet end Jay og mindre voldsom, og han var i stand til at give grundige og detaljerede svar fra de hebraiske skrifter på Joshs spørgsmål. Josh begyndte at overveje, om rabbinerne kunne have taget fejl om Jesus. Han var i stor konflikt med sig selv i spørgsmålet om Jesus. Men han troede, at kun Gud selv kunne frelse ham fra hans liv i stofmisbrug, og hvis Jesus var den lovede messias, så var troen på ham det rette svar. Josh besluttede at gå i den retning. Chad introducerede Josh til et fællesskab af messianske jøder. To af dem, Mike og Nikki, inviterede Josh med til Malibu strand for at bekræfte hans beslutning om at følge Jesus. Ortodokse jøder, både mænd og kvinder, praktiserer mikveh, som er en rituel renselseshandling. Dåben kommer ud af denne tradition. Det var en klar og frisk eftermiddag d. 8. september 2007, da Nikki og Mike inviterede Josh til at bede sammen med dem til Abrahams Gud og modtage Jesus som han frelser. Det gjorde Josh, og han blev døbt i havet. Josh mærkede solens varme stråler på sine skuldre og følte hvordan de tunge mørke byrder i hans liv blev løftet bort. Han huskede, at det var den sidste sabbat før Rosh Hashanah. I dette øjeblik rundt omkring i synagogerne læste jøder verden over torastykket Nitzavim: ”I står i dag alle sammen for Herren jeres Guds ansigt. (…) Du skal træde ind i Herren din Guds edspagt, som Herren din Gud i dag slutter med dig” (5. Mosebog 29, 9-12). Nu stod Josh foran Gud, kongernes konge, og havde indgået en ny pagt med ham. Jeg arbejder for Jews for Jesus, og Chad havde introduceret mig til Josh. Josh ringede til mig for at fortælle mig, hvad han havde gjort, og jeg begyndte at mødes jævnligt med ham. Hans længsel efter stoffer var væk. Vi mødtes nær hans arbejde i det østlige Los Angeles, men Josh prøvede at holde hans beslutning skjult og lige så hans nye fællesskab med Jesustroende. Efter noget tid kastede han frygten for, at hans arbejdsgiver skulle finde ud af det, væk. En dag bad han mig om at sende en e-mail til ham med noget information, selvom han var på arbejde. Grebet på fersk gerning Klokken 10 bad hans overordnede ham komme ind på hans kontor. E-mailen fra Jews for Jesus lå tydeligt fremme på hans skrivebord. ”Josh, kan du forklare denne e-mail?” spurgte han. ”Hvorfor er du involveret i Jews for J?” (Han nægtede at sige Jesus). I mere end en halv time udspurgte han Josh med spørgsmål om hans tro, hvad der havde ledt ham til Jesus og hans engagement i Jews for Jesus. Men hans overordnede vidste, at han ikke kunne fyre ham lovligt grundet hans tro. ”Josh, bare hold det for dig selv, og så taler vi bare ikke om det,” sagde han. Men der gik ikke længe, så var Joshs familie og det ortodokse fællesskab klar over hans nye tro. Underligt nok, så lod de bare som om, de ikke vidste noget, og Josh blev ved med at komme der. En gang i mellem spørger en bekendt privat ind til hans tro. Josh arbejder og bor stadig i det ortodokse fællesskab. Han kommer også i en kirke, hvor han spiller klaver i lovsangsteamet. Josh fejrer de jødiske højtider med andre messianske jøder, og bliver ved med at studere. En af de ting, han holder allermest af, er at læse rabbinske tekster og opdage, hvad han ser, som flere beviser på, at Jesus opfyldte hans jødiske folks messianske forventninger.   Historien er oprindeligt skrevet på engelsk. Læs den originale version her.

Jøde: Hvis jeg bliver kristen…

…må jeg så godt fortsat gå med hat? Skal jeg så barbere alt mit skæg af? Spørgsmålene, jeg blev stillet, var seriøse spørgsmål. For nogle jøder er der jo bare mange regler. Jeg kunne alligevel ikke lade være med at trække på smilebåndet, da jøden Baruch, min nye ven, stillede mig disse spørgsmål. I mit sidste blog-indlæg Jøde: Jeg er skuffet over mit folk, fortæller jeg om mit møde med Baruch. Mit håb var, at der kom en fortsættelse, og det har jeg fået. Efter vores første kaffemøde, var han faktisk taget til gudstjeneste. Fulgtes ikke med mig, men sneg sig ind, så ingen han kendte så ham. Han blev meget overrasket over, at vi sang på hebraisk og med tekster fra GT. Jeg har mødtes med Baruch tre gange. Vi mødes på en café får en kop kaffe og snakker. Jeg har alle tre gange fået lov til, at fortælle om Yeshua, som er kærlighed og elsker alle mennesker, og siger til alle kristne, at vi også skal elske alle mennesker. Men alle tre gange er jeg også blevet stillet spørgsmålet: Hvorfor har kristne gennem historien slået så mange jøder ihjel? Både under korsfarerne, i Spanien og i holocaust. Hvorfor? Det samme spørgsmål stiller jeg mig selv. Jeg skammer mig over kirken. Vores mangel på at vise Guds kærlighed ikke bare i ord men i handling. Det står i vejen for evangeliet. På samme måde, som han er skuffet over sit folk, er jeg skuffet over mit. Igen og igen vælger jeg at sige undskyld på alle kristnes vegne. Det fortjener jøderne. Kirken har i mange år jagtet jøderne, fordi de slog Jesus ihjel, og ja, det var jøder, der gerne ville have ham slået ihjel. Men det er jo ikke jødernes skyld, at Jesus døde. Det er også din og min skyld. Og i sidste ende Guds kærlighedsvalg. Gud brugte bare jøderne og romerne til at gennemføre sin frelsesplan. Jeg er blevet kaldt en lille smule snæversynet, fordi jeg ser hele verden gennem Yeshua. Snæversyn -knap så fedt. Kendt for Yeshua –  det er fint. Men jeg er også blevet forslået, at jeg skulle blive Rabbiner fordi jeg havde svar på mange spørgsmål. Men det vigtigste for mig er, at han oplever mig som kærlig og venlig – og den ene gang gav han mig endda blomster. Jeg har virkelig fået lov til at dele meget af evangeliet med Baruch. Jeg er blevet grint af, når jeg svarer på spørgsmål om Guds forhold til Hitler, at Gud også kan tilgive Hitler, og han faktisk også elsker Hitler – slet slet ikke det han gjorde – men elsker Hitler, fordi han er et menneske. Baruch mener, at folk som Hitler er dyr. Guds kærlighed og nåde kan virkelig være svær at forstå. Men jeg har også set hans tårer trille ned ad kinderne, når jeg for eksempel fortæller, at jeg også er skyldig og har brug for en frelser, eller fortæller lignelsen om den fortabte søn, eller at templets opbygning fortæller om Guds hellighed, men at Gud faktisk ønsker nært fællesskab med os på samme måde, som han havde med Adam og Eva. Igen Guds kærlighed og nåde kan være svær at forstå. Jeg ved ikke, hvordan historien med Baruch fortsætter. I begyndelsen af vores møde i dag, fortalte jeg ham, at jeg havde NT på hebraisk med til ham. I starten ville han gerne tage imod, men efter 3,5 times snak gav han den tilbage og ville ikke fortælle hvorfor. Jeg fornemmer, at han oplever, der er noget på spil. Det er spændende, udfordrende og en velsignelse at være med i Guds mission. Men jeg må igen bede Helligånden om fortsat at give mig visdom, tålmodighed og ikke mindst kærlighed. For jeg er sikker på at det er gennem kærlighed vi vinder mennesker for Gud. Ikke en kærlighed jeg selv kan oparbejde, men en kærlighed jeg først og fremmest må modtage fra Gud.    

Tora-portion: Hvad er din mission og har du Gud med i det?

Om morgenen tog Jakob den sten, han havde stillet som hovedgærde, rejste den som stenstøtte og hældte olie over den. Han gav stedet navnet Betel. Tidligere hed byen Luz. Så aflagde Jakob et løfte: »Hvis Gud er med mig og bevarer mig på denne rejse og giver mig føde og klæder, og hvis jeg vender tilbage til min fars hus i god behold, så skal Herren være min Gud;  stenen her, som jeg har rejst som stenstøtte, skal være Guds hus, og alt, hvad du giver mig, vil jeg give dig tiende af.« (1. Mos 28,18-22)
Ugens portion: 1.Mos 28,10-32,3 Vi kan have udlængsel efter at opleve den store verden og så rejser vi, for vi kan altid komme i kontakt med hinanden. Sådan var det ikke da Rebekka sendte sin søn Jakob afsted for at finde sig en hustru. Rebekka sagde farvel og vidste ikke, om hun nogensinde skulle se ham igen. Men hun gjorde det alligevel, fordi det var vigtigere for hende, at han fandt den rette kone, end at han levede i hendes nærhed. Den første nat kunne Jakob ikke finde ro, kunne det virkelig passe, at han skulle forlade sin familie og land og drage ud i det ukendte? Han spurgte Gud til råds og fik svar i en drøm. Han ser engle der går op og ned af en stige til Guds himmel og hører en stemme som siger: at han skal få afkom, komme tilbage til landet og blive en velsignelse. De samme ord som lød til hans far og bedstefar. Næste morgen rejser Jakob sig opløftet over disse ord og lader stenen, som han har brugt som hovedgærde bruge i en stenstøtte, som han hælder olie på, dvs. indvier og kalder stedet Betel, som betyder Guds hus og lover, at hvis Gud vil gå med ham, så skal Herren være hans Gud. I begyndelsen går det som i en drøm. Da han efter mange dages rejse når frem til Karan, møder han som den første Rakel, sin kusine, som er ung og smuk og som han må gifte sig med. Han har sikkert været klar til at gifte sig med det samme og rejse hjem, men sådan skulle det ikke gå. Først skal Jakob arbejde 7 år for at få hende, og på morgenen efter brylluppet viser det sig, at svigerfar Laban har givet ham sin ældste datter Lea. Så skal han arbejde 7 år mere for at få Rakel. Og da han endelig har fået dem, begynder de to søstre at kæmpe for at vinde hans kærlighed. Så da Jakob har arbejdet 20 år for sin svigerfar siger han til ham, at han vil have løn for sit arbejde og at han vil tage hjem. De aftaler en løn, men hans svogre er misundelige og Jakob må flygte. Alt ender dog med en pagtslutning mellem Jakob og Laban om, at de ikke vil bekrige hinanden. Og Jakob kan vende hjem. Gud havde været med Jakob i de 20 år, han havde rejst. Det havde ikke været lette år, de var fyldt med prøvelser, men også meget velsignelse. Han fik afkom og muligheden for at vende tilbage til sit land. Og han har helt sikkert taget Herren som sin Gud, som han lovede at gøre, hvis han kom godt tilbage. Når vi sendes ud på missioner – om det så er at finde en god troende kvinde som hustru, eller om det er at gøre en forskel i et andet land i nogle måneder eller noget helt tredje vil Gud også være med os. Han vil sende sine engle op og ned fra Gud til at guide, opmuntre og velsigne os. Han vil være der i med- og modgang. Og har du brug for det, så aflæg et løfte til Gud, prøv om Guds løfter holder. Og gør de, så forpligt dig, gør Herren til din Gud og byg ham et hus.

Den tyske evangeliske kirke anerkender messianske jøder

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen, 19/11 2017 Den tyske evangeliske kirke (EKD) tager emnet om messianske jøder op i en ny publikation, der sigter på at informere om bevægelsen og på samme tid begrunde EKD’s teologiske standpunkt om et nej til jødemission. EKD mener ikke, at kristne er kaldet til at missionere for jøder, da Bibelens Gud er Israels Gud – også for den ikke-omvendte jøde. Dette reagerer Avi Snyder, leder af den europæiske afdeling i Jews for Jesus, på i et lille skriv, hvori han udtrykker, at Guds frelsesplan gennem Jesus i lige så høj grad er tiltænkt jøderne som hedningerne. Fælles tro på Jesus åbner mulighed for dialog Den tyske evangeliske kirke står stadig fast på deres standpunkt om, at kristne ikke skal missionere for jøder. ”Gud er trofast mod hans folk. Når vi som kristne knytter os til den nye pagt Gud lavede i Jesus Kristus, knytter vi os samtidig til, at Guds pagt med hans folk Israel stadig står ved magt… Derved står det klart, at kristne ikke er kaldet, uanset deres mission i verden, til at vise Israel vejen til Gud og hans frelse,” skriver Irmgard Schwaetzer, formand for den tyske evangeliske kirkes synode og fortsætter: ”Al bestræbelse på at overtale jøder til at skifte religion modsiger dermed vores tro på Guds trofasthed og udvælgelsen af Israel”. Dette anser EKD som værende en forudsætning for en positiv dialog kristne og jøder imellem, der på mange måder har været udfordret af Tysklands smertefulde fortid under 2. Verdenskrig. ”På trods af dette, vil samtalen med messianske jøder ikke blive grundlæggende afvist hvad angår vores fælles tro på Jesus Kristus,” konstaterer Schwaetzer. Jesus er først og fremmest messias for jøder I forbindelse med EKD’s publikation om messianske jøder skriver Avi Snyder, leder af den europæiske afdeling i Jews for Jesus: I EKD’s publikation Judenchristen – jüdische Christen – ”messianische Juden”, konstaterer Dr. Irmgard Schwaetzer, formand for den tyske evangeliske kirkes synode, at “Jews for Jesus eller messianske jøder, er en selvudnævnt bevægelse, der har været aktiv siden 1970’erne i USA og siden begyndelsen af 1990’erne i Tyskland”. Vi ved fra det nye testamente, at størstedelen af Jesus’ første følgere, inklusive apostlene, var hans med-jøder. Vi er glade for, at den tyske evangeliske kirke (EKD) har taget et skridt, og anerkendt vores eksistens. Vi ser frem til den dag, hvor EKD vil tage et skridt videre, og støtte den sag, der var så nær Jesus’ hjerte, nemlig at bringe evangeliet til hans jødiske folk, som han elsker og længes efter at frelse. Det var hans kærlighed til os jøder, der drev ham til at rejse ”omkring i hele Galilæa, undervise i synagoger, prædike evangeliet om Riget og helbrede al sygdom og lidelse blandt folket” (Matthæus 4,23). Det var hans kærlighed til os jøder, der fik ham til at instruere sine følgere i de første dage af hans præsteskab til at ”gå til de fortabte får af Israels hus. Gå ud og prædik: Himmeriget er kommet nær!” (Matthæus 10,6-7). Takket være de første jødiske missionærers anstrengelser, såsom apostlen Paulus’, blev Guds plan om at bringe evangeliet til hedningenationer ført igennem. Men selv Paulus huskede altid, at evangeliet er Guds kraft til frelse for enhver, som tror, ”jøde først” såvel som ikke-jøder (Romerbrevet 1,16). ”Jesus er alt for alle” I Israelsmissionen glæder vi os over, at den tyske evangeliske kirke har taget et skridt henimod at oprette en dialog med messianske jøder. Vi håber, sammen med Avi Snyder og Jews for Jesus, at de en dag vil tage skridtet videre, og støtte udbredelsen af evangeliet til jøder. Som Kai Kjær-Hansen, tidligere formand for Israelsmissionen, har sagt det: ”Hvis Jesus ikke er Messias for jøder, er han heller ikke Kristus for hedninger. Enten er Jesus alt for alle, ellers er han slet ikke noget for nogen.”

Fra Tabernaklet til Templet til Helligånden i os!

Det er så vildt at forstå Det Nye Testamente og især Johannesevangeliet og -åbenbaring i dets brug af terminologier som helt åbenlyst referere til Israelitternes fester, som de er beskreven i Det Game Testamente. Det er som om at nøglen til forståelse af Det Nye Testamente, lige præcis er og kun kan være Det Gamle Testamente! Vi har den seneste uge fået undervisning, hvor vi over 3 dage på ekspresvis har gået igennem Påske/Pesach, Pinse/Shavuoth, Løvhyttefest/Sukkoth, Store Forsoningsdag/Yom Kippur mv. De Jødiske fester er så vildt kringlet, men bare den forståelse vi har formået at kunne suge til os disse dage – har skabt en langt større forståelse af Jesu ord og gerninger, end vi nogensinde havde anet! Vores tur til Eilat, den sydligste by i Israel, hvor vi både har hjulpet til hos The Tabernacle i Timna Parken og holdt nogle dages strandferie, har virkelig sat meget af vores undervisning fast. Hos Alison og Ben i Timna Parken har vi hjulpet til praktisk, ved at rydde op i en container og Alison’ hytte. Det kan måske i sig selv lyde ret, kedeligt? – Men det at vi kom og hjalp til, gjorde at Alison og Ben kunne blive ved med at holde guidede ture.
Ben, Tabita og Alison
Tabernaklet
Dem som kommer for at se Tabernaklet, Jøder (Konservative, som sekulære), Kristne og ellers andet verdsligt godtfolk – får virkelig en ordentlig og utrolig bibelsk beskreven tur rundt i Tabernaklet! Der er ingen tvivl om, at den måde Alison og Ben kobler Tabernaklet og dens funktion angående ofringer og helliggørelse af Guds nærvær, den måde de kobler Tabernaklet sammen med Messias profetier og Jesu fuldførelse og opretholdelse af disse – må virkelig være noget der udfordrer og rører de lyttende ører! Os Missionspiloter var også selv med på en rundvisning. Det var virkelig enormt spændende at se hvordan Tabernaklet så ud, i så identisk målestok forhold som muligt. Før jeg havde fået undervisning om ofringers betydning, synes jeg virkelig at alt omkring ofringer var skørt og vulgært! En Gud der ønsker at vi skal kaste rundt med blod over det hele, ofre lam, duer, geder, kvæg hver gang vi har gjort noget forkert: Hvad er det for en Gud? At forstå at vores Messias, Yeshua HaMashiach (Jesus Kristus), er det endegyldige svar på alt denne fortvivlelse (som jeg især har haft omkring ofringer) det er en erfaring alle må være riger! Guds plan har hele tiden været at pege på Jesus. At pege på Jesus igennem Udvandringen fra Egypten, Sinaj pagten, de 40 år i ørkenen med ofringer i Tabernaklet mv. men også alle de sidenhen befalede Jødiske fester. Ligesom man kan finde Jesus skikkelser i næsten hver tredje karakter i J. R. R. Tolkiens “Ringenes Herre”, så er der Messias profetier og skikkelser overalt i Det Gamle Testamente. Da vi var i Eilat, boede vi hos The Shelter – et hostel der bliver ført på kristne værdier. Hvis du kommer forbi Eilat, så er det virkelig et dejligt og roligt sted at være! Der holdes fælles lovsang og bibeltime hver formiddag og om fredagen er der gratis Shabbath måltid. Jeg boede selv på et værelse med 3-4 andre mænd, det var meget hyggeligt! F.eks. mødte jeg en rigtig flink Katolik, Herman. Herman er pensioneret og bor i Tyskland.
Pastoren prøver en naturlig vandrutsjebane
Han går ikke så meget op i kirkeskel, og synes ikke der er nogle grund til at skifte kirke bare sådan – for alle kirker fejler jo. Han kom med en god pointe, hvor han sagde “I dont know the faults of all the churches, but I know that God will judge us all equal, no matter what church we belong to!” OG det synes jeg simpelthen er så godt sagt! Det fællesskab vi oplevede ved The Shelter, et fælleskab af kristne på tværs af kirke- og sindelag – det giver en forhåbning om, at alt det vi tror på, det er så men også rigtigt! Vi har virkelig Helligånden nu, og Jesu blod er udgydt for os. Vi skal ikke længere ofre i hverken Tabernaklet eller Templet! Vi skal tro på den lovede Messias, nemlig vores frelser Jesus! Gud lever i os ved Helligånden, vi er det nye tempel! 1. Korintherbrev 6,19    

Tora-portion: Herren vil velsigne

Den nat viste Herren sig for ham og sagde: “Jeg er din fader Abrahams Gud. Frygt ikke, for jeg er med dig! Jeg vil velsigne dig og gøre dine efterkommere talrige for min tjener Abrahams skyld.” Så byggede Isak et alter der og påkaldte Herrens navn. (1 Mos 26,24-25)
Ugens portion: 1 Mos 25,19 – 28,9 Umiddelbart lyder det ikke som beretningen om en velsignet mand. Der er hungersnød, mobning, slid, smålighed og familiestrid. Men at leve under Guds velsignelse er ikke uden videre det samme som at leve et let og ubekymret liv. Det er at leve under Guds løfter. Isak var ikke altid helt fin i kanten. Han følte sig truet, fordi hans kone var smuk, og nogen måske ville dræbe ham for at få fingrene i hende. Så lod han som om, hun var hans søster. Den ide havde han ikke fra en fremmed, men bedrageriet blev ikke bedre af, at hans far engang lavede det samme nummer. Heldigvis er et pletfrit liv ikke en betingelse for at være under Guds velsignelse. Det viser hele Israels historie, og det ved vi i høj grad også fra Det Nye Testamente. Gud udvælger og velsigner den, som ikke er værdig til det. Guds løfte om velsignelse til Isak i 1 Mos 26,24 er en afspejling af det store løfte til Abraham, hvor hele verden bliver genstand for velsignelsen.  “I dig skal alle jordens slægter velsignes,” (1 Mos 12,3). Sådan lød Guds løfte til Abraham. Det bliver i denne uges tora-portion gentaget til Isak, og det gentages i 1 Mos 28,14-15 hvor det til Jakob lyder: “I dig og i dit afkom skal alle jordens slægter velsignes. Jeg vil være med dig og bevare dig overalt, hvor du går.” Jødernes historie har i høj grad været en lidelseshistorie, men det har også været en vandring under Guds velsignelse. Der er meget i det, vi ikke forstår, og ofte har det været svært at opfatte Guds udvalgte folk som et velsignet folk. Meget af deres lidelse må vi kristne desværre tage ansvaret for. Men mod alle odds består Abrahams folk stadig. Efter alle menneskelige beregninger burde det folk være gået til grunde og forsvundet ud af historien for længe siden. Men Guds løfte står fast. Han har bevaret Abrahams, Isaks og Jakobs slægt gennem alt det, der ville have udslettet et hvilket som helst andet folk. Man forstår det, når nogen midt i genvordighederne sagde, at hvis det er det, du forstår ved velsignelse, Gud, så er vi hellere fri. Men set i bakspejlet ser vi løftets opfyldelse. “I dit afkom,” har en ekstra og helt særlig betydning. De tre ord rummer Jesus, som i særlig grad blev den Messias, Gud har brugt til at velsigne alle jordens slægter.

Nyt fra Immanuelkirken

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen, 10/11 2017 Marit Long fortæller om nye tiltag og velsignelse i arbejdet i Immanuelkirken i Tel Aviv. Dans skaber glæde Efteråret blev sat i gang med en danseopvisning i Immanuelkirken lørdag d. 19. august, hvor gruppen ”Dramatic Truth Ballet Theatre” fra USA holdt en opvisning som en del af deres turné rundt i Israel. Udover opvisningen gav de også et dansekursus for børn d. 23. august. Gruppen ønskede at velsigne og inspirere. ”Det var til glæde for både børn og voksne,” skriver Marit Long fra Immanuel kirken.
Dans i menighedshuset.
Børnearbejdet vokser ”Vores børnearbejde vokser – tak Gud,” skriver Marit. De har gennem længere tid bedt om, at der måtte komme flere børnefamilier til kirken, og i august kom der to nye familier til kirken. ”Vi er taknemmelige for både børnene, men også for alle lederne, som gør et fantastisk arbejde for de aldersinddelte grupper under sabbatsgudstjenesten,” slutter Marit af. Årsmøde Efter en kort gudstjeneste og en kop kaffe blev der afholdt årsmøde i Immanuelkirken lørdag d. 14. oktober. Der var et godt fremmøde med 30 personer tilstede (inklusiv staben), hvoraf 24 var medlemmer. Mødet blev ledt af Bradley Long, præst i kirken. «Atmosfæren var positiv, og der var en følelse af sammenhold,» skriver Marit. Under mødet blev der valgt et nyt advicory council (menighedsråd), og medlemmerne i rådet er: Valgte repræsentanter:
  1. David Risard
  2. Nanneke Levinson
  3. Wendy Protor
  4. Mary Waiharo
  5. Paul Greenham
  6. Sahar Sadlovsky
  7. Yoel Ben David
Faste repræsentanter:
  1. Leena Honkakari
  2. Dan Herman
  3. Bradley Long
Besøg på Vestbredden skaber glæde Immanuelkirken har sammen med det Palæstinensiske bibelselskab startet et nyt skoleprojekt i Betlehemsområdet. Her ønsker de at besøge forskellige skoler med et kreativt undervisningsoplæg bestående af sang, historiefortælling og kreative aktiviteter. Indtilvidere har de besøgt en offentlig muslimsk skole udenfor Betlehem to gange. «Vi blev ønsket varmt velkommen, og det var rørende at møde børnene og opleve den taknemmelighed, de viste,» udtrykker Marit. Nedenfor kan du se en video, som viser nogle glimt fra skolebesøgene. https://www.facebook.com/Immanuelchurchjaffa/videos/1521960497851353/   Nye volontører og praktikstuderende «Vi er igen blevet velsignet med gode medarbejdere,» skriver Marit. I september kom Sondre Nikolaisen Masvie for at være volontør indtil maj, og derudover er der også de to danske praktikstuderende Cecilie Bork Sørensen og Julie Hejslet Kajgaard. De hjælper alle tre til med praktiske opgaver, der er knyttet til gudstjenesterne lørdag og søndag samt koncertne, er med i ungdomsgruppen og deltager under medarbejdermøder. Derudover har de også forskellige ansvarsområder. Sondre arbejder med film og foto, Cecilie har ansvaret for børnekirken og julie har ansvaret for at kommunikere på de sociale medier og menighedsbladet Reshet. Julie og Cecilie er også engagerede uden for menigheden: Julie i det israelske bibelselskabs bibelbutik i Tel Aviv og Cecilie i arbejdet på Vestbredden i samarbejde med det Palæstinensiske bibelselskab.
Sondre, Julie og Cecilie.
 

Klædt ud fra top til tå

Så er der nyt fra missionspiloterne. De sidste to uger er fløjet af sted med oplevelser på alle leder og kanter. Det går fra udklædt som en på Jesu tid og arbejde på Ebenezerhjemmet til at vågne op til en ny dag, med en uventet overaskelse hjemme i lejligheden. Den første uge tilbragte vi i Nazareth Village. Det er en landsby, som de har skabt i samme rammer, som på Jesu tid. De to første dage gik med forskellige opgaver i shoppen. Vi var landet på det helt rigtige tidspunkt i forhold til hvad de havde brug for af hjælp. Vi fandt derfor hurtigt ud af at vi var kommet i en af deres travleste uger på året. Vi blev sat til at pakke julekort og sætte prismærker på en hel del nyankomne varer. Det var fantastisk at mærke hvordan vores arbejde kom dem til gode. Efter to dage i shoppen kom vi ud i landsbyen. Vi blev klædt ud fra top til tå, som en person på Jesu tid. Alle fik en lang kjortel, en snor om maven, et klæde på hovedet, et bånd og lædersandaler. Så var vi klædt på til at være ude i landsbyen. De to dage i landsbyen gik med at plukke oliven sammen med de ansatte, samt at være statister. Så vi var klar til smile på billeder med de besøgende. Det var sjovt at være i rollen og have et bibelsk navn. Der var en hvis hygge ved at plukke oliven og lade som om at man hed Rebekka eller Hannah, når man svarede turisterne. Olivenplukningen handlede ikke kun om at smile, når turisterne kom forbi. Der var lagt en plan, om at nå omkring fire oliventræer om dagen. Så også her fik vi at mærke, at det ikke blot var vores tilstedeværelse, som gjorde en forskel for turisterne, men at vores arbejdskraft også hjalp medarbejderne i landsbyen med at få olivenhøsten i hus. De besøgende havde mulighed for at få et måltid mad i landsbyen. Så også i køkkenet mærkede man travlheden. Der var fuld tryk på, så vores hjælp kom dem til gode i køkkenet. Vi serverede fladbrød, linsesuppe og humus m.m til de besøgende. Tiden i Nazareth Village gav os alle en på opleveren. Da vi tog derfra blev vi sendt af afsted med stor taknemlighed fra medarbejderne.

Herfra gik turen videre mod Haifa. Her ventede fem dage, hvor vi skulle opleve livet på Ebenezerhjemmet. Når man kommer ind på hjemmet mærker man en god stemning. Man bliver mødt af et venligt personale og smilende beboere. Vi blev mest af alt sat til at hjælpe med det praktiske arbejde, såsom at pudse vinduer, hjælpe i køkkenet, samt at ordne have og hæk. Under arbejdet fik vi mulighed for at tale med beboerne. Der er omkring 40 beboere på hjemmet. Hver især har de deres historie om hvorfor de er endt i Israel. Mange af dem kommer oprindeligt fra andre lande end Israel. De har slået rod her og har fået familie. På dette sted blev vi også mødt med stor taknemlighed. Vi kom på et tidspunkt hvor pedellerne var i undertal, så de var bagud med deres praktiske opgaver. Så igen fik vi lov til at mærke at vores hjælp gjorde en forskel. De sidste to uger i Israel har vi virkelig oplevet at de er utroligt gode til at takke for det de får. Det er helt sikkert noget man kan tage med sig og lære noget af. Taknemlighed. Efter fem gode dage i Haifa på plejehjemmet, tog vi tilbage til vores lejligheder i Jerusalem. Det var godt at lande et kendt sted igen efter to uger på farten. Den næste dag var planlagt til fulde. Det var Esbens fødselsdag og vi ville synge for ham og lave lækker morgenmad. Dog endte det med i første omgang, kun at blive til sangen. For til vores store overraskelse havde vi ingen elektricitet i pigernes lejlighed. Så vi måtte på en længere tur for at løse problemet. For at få elektricitet igen skulle vi fylde penge på vores kort. Så alt i mens vi var klar på at betale, sagde manden bag disken til os “for free”. Vi gik altså derfra med penge på kortet til at få strøm igen, men uden at have betalt noget. Den ellers lidt hektiske start på dagen endte ud med at blive ganske god. Vi blev mindet om at Gud er med os i alt hvad vi gør. Gud sørgede for at vi fik elektricitet igen, så at vi kunne fejre fødselsdag. Det mindede os om at det vi får af Gud er en gave. En gave, som vi kan bruge til at glæde andre. En af de store glæder er når man kan mærke at det frivillige arbejde ikke kun er til gavn for de som har brug for det – men også når det glæder dig og dem du udfører arbejdet med, fordi du kan mærke at Gud bruger dig til at glæde andre.
  • 1
  • 2

Følg os
på facebook


Kommende
begivenheder


Tilmeld dig
Nyhedsbrevet


Israelsmissionen | TORVET | Katrinebjergvej 75 | 8200 Aarhus N | Tlf. 7190 1885 | kontor@israel.dk | Reg.nr. 0994 kontonr. 0003054500 | MobilePay 30503