Skip to main content

Måned: november 2017

Tora-portion: Som fremmede og udlændinge

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Refleksioner.

“Sara levede 127 år. Så døde hun i Kirjat-Arba, det samme som Hebron, i Kana’an, og Abraham gik ind for at holde ligklage og græde over Sara. Derefter forlod han den døde og gik hen til hittitterne og sagde »Jeg er fremmed og tilflytter hos jer. Overlad mig en gravplads hos jer, så jeg kan bringe den døde ud og begrave hende.«”
Ugens Torah portion 1 Mos 23,1-25,18

Denne uges Torah-læsning rummer nogle af de bedst fortalte historier i Det Gamle Testamente. Det gælder ikke mindst beretningen om, hvordan Abraham køber en gravplads til Sarah af hittitten Efron til en måske ikke helt rimelig pris.

Efter at Abraham først er blevet tilbudt at få den helt gratis, får han til sidst lokket prisen på hulen og jorden omkring den ud af hulens ejer. Abraham forsøger slet ikke at “prutte” om prisen, men afvejer uden videre “de fire hundrede sekel gangbart sølv”, som Hittitten Efron havde nævnt som prisen for det stykke jord hulen lå på. Ingen skal bagefter sige at Abraham snød sig til den jord han fik.

Han havde været i det landet i snart mange år. Han var ikke en fattig mand, selvom han havde prøvet både sult og hungersnød i det land, som Gud ville give ham. Nu har han godt råd til at betale den fulde pris for et stykke jord. Men selv efter så mange år i landet han var stadig en “fremmed og tilflytter”, sådan som han selv siger det. Det stykke jord, han kommer til at eje, kan han først gøre brug af, når han er død. Det er da paradoksalt.

Sådan blev det ikke ved med at være. Abrahams efterkommere fik sidenhen landet som ejendom. Men på en anden måde vil Abrahams efterkommere altid være fremmede og tilflyttere her i verden – uanset hvor de bor og hvilket skøde de har på deres jord. I sidste ende så tilhører jorden, verden og alt hvad den rummer, Gud, som Sl 24,1 proklamerer det.

Det gælder også for os, som kalder os børn af Abraham, fordi Jesus har lært os at Gud, som er Abrahams – og Isaks og Jakobs – Gud, også er vores far. Vi er også, som Abraham var det, fremmede og tilflyttere. Eller som apostlen Peter i sit brev til de menigheder, han skriver til, minder dem om: at de er “udlændinge og fremmede” (1 Pet 2,11). Det er ikke fordi de ikke havde jord til en begravelsesplads, men fordi vi som kristne altid vil have et andet eller et dobbelt borgerskab. Vi er en del af det samfund, vi lever i (og skal stemme til kommunalvalget og gøre vores indflydelse gældende), men vi er også borgere i det rige, som kaldes Guds rige, hvor der gælder andre regler og normer. Dem skal vi – som Peter siger det – leve efter netop som udlændinge og fremmede.

Og så begrunder han hvorfor de skal gøre det. Det skal de for at dem, de lever iblandt, kan få syn for deres gode gerninger og prise Gud, deres himmelske far. Ham som jorden og alt hvad den rummer tilhører, men som stadigvæk lod Abraham være fremmed og tilflytter.

Den udfordring gælder stadigvæk for os som kalder os Abrahams efterkommere: At leve og være i verden – som fremmede og udlændinge – så mennesker får øje på Guds kærlighed og priser ham.

Hvordan gør jeg så det – i dag? Når jeg handler (begravelsesplads), arbejder eller hænger ud med venner og familie?

Jøde: “Jeg er skuffet over mit folk”

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Refleksioner.

Vi kan alle have problemer med telefonen, og man kan have brug for hjælp. Sådan et problem havde den jødiske ældre herre, Baruch, i dag. Han kunne ikke finde ud af, hvor det nyindkøbte kosher simkort skulle sidde i sine to gamle nokia’er. (Man kan simpelthen også få Kosher simkort.. jo jo..) Han spurgte, om jeg ville hjælpe? Det ville jeg gerne og for mig, var det ikke den store udfordring, så det var dejligt at kunne hjælpe.

Organisationen Machaseh står bag suppekøkkenet, hvor jeg i dag mødte Baruch. Machaseh ønsker at imødekomme behovet hos mennesker, der er udfordret på forskellige måder, og derigennem vise Guds kærlighed og omsorg. Man giver blandt andet også tøj og madvarer til trængte og i den indsats hjælper jeg hver fredag formiddag. I dag gav vi nok 70 mennesker mad i suppekøkkenet.

Nå, tilbage til Baruch. Han var så taknemmelig for, at jeg ville hjælpe ham. Vi fik os en lille snak efterfølgende, og her fortæller han mig, at han er så skuffet over jøderne. ”De har så travlt, har slet ikke tid til at hjælpe. Vi som jødisk folk er udvalgt til at være et godt eksempel, men vi er blevet de dårligste.” Det var min første gang i suppekøkkenet, men Baruch er kommet de sidste par år. Det han fortalte mig gjorde mig glad: ”I hjælper. Der er så rart her, for her bliver man mødt med omsorg”. Dejligt! Her var der en mand, som havde fået et godt indtryk af Jesus-efterfølgere. Men det stoppede ikke her…

Jeg fortalte, at jeg arbejder i den danske kirke. Han ville gerne med. Desværre forstår han jo bare ikke dansk. Jeg sagde til ham, at jeg gerne ville følges med ham til en engelsk gudstjeneste. DET VILLE HAN BARE GERNE. Vi udvekslede telefonnumre, og så må vi se, hvordan historien fortsætter…

Mit møde i dag med Baruch opmuntrer mig. Han har et godt indtryk af nogle kristne. Desværre ved jeg også bare om alt for mange, der slet ikke har det som Baruch. For kristne kan nok godt ligne jøderne. Vi er kaldet til at skille os ud, ved måden vi elsker på. Men nogle gange har vi så travlt med at være religiøse, at vi glemmer vores kald: At elske mennesker. Aktivt.

Men Baruch giver mig håb. Det hjælper faktisk som kirke at vise omsorg for mennesker – det rykker noget, det får folk til at undre sig og ja, måske netop det, der skal til, for at mennesker får en relation med Yeshua og ser ham som Messias.

Måske lærer jeg det en dag endnu mere. Det var i hvert fald dejligt at hjælpe med simkortet i dag. Mit håb er, at Gud vil åbne mine øjne, vores øjne, så vi ser de mennesker, som vi kan hjælpe. Et spørgsmål til sidst: Hvor i dit liv viser du Jesu kærlighed?
  • 1
  • 2