Skip to main content

Måned: december 2017

Torah-portion: DU ER TILGIVET!

Da Josefs brødre så, at deres far var død, sagde de: »Hvad nu, hvis Josef vil stræbe os efter livet og gengælde os alt det onde, vi har gjort mod ham?« De sendte så den besked til Josef: »Din far befalede os før sin død at sige sådan til dig: ›Tilgiv dog dine brødre deres overtrædelse og synd; de handlede ondt mod dig.‹ Så tilgiv nu den synd, din fars Guds tjenere har begået.« Josef græd over deres ord til ham.

Hans brødre gik til ham, faldt ned for ham og sagde: »Vi vil være dine trælle.« Men Josef svarede dem: »Frygt ikke! Er jeg i Guds sted? I udtænkte ondt mod mig, men Gud vendte det til det gode. Han ville gøre det, der nu er sket: holde mange mennesker i live. Frygt derfor ikke! Jeg vil sørge for jer og jeres familier.« Og han trøstede dem og talte kærligt til dem.

1. Mos. 50,15-21

 

Jeg har noget, jeg gerne vil sige til dig, Josef…

Tak. Tak for det forbillede du sætter op for os. Eller hvad…? Det er som at blive sendt ud på en umulig mission at leve op til din tilgivelse.

Dine brødre ville dræbe dig. Heldigt for dig, så havde du en bror, der var lidt sødere end de andre, så i stedet for døden, blev det bare lige til en tur i brønden. Efterfølgende blev du så solgt til nogle midjanitiske handelsmænd. Endnu engang var heldet med dig… du slap da for slaveri og skulle i stedet tjene i herrens hus. Det kunne da være værre.

Du overlevede altså. Du slap med livet i behold, og endte faktisk et ganske udemærket sted. Dette ændrer dog ikke på hvad dine brøde VILLE have gjort med dig. Og alligevel så tilgiver du dem! De brødre som ønskede dig død, men “benådede” dig med en tur i brønden uden vand. Av siger jeg bare. Både fysisk og psykisk.

Og når de så kommer kravlende, og beder om din tilgivelse – ja, de lyver sig faktisk til din tilgivelse. Bum! Så tilgiver du dem lige på stedet. Du tøver ikke. Du siger ikke “vent”. Du starter ikke med en opsang om hvordan man behandler hinanden. Du tilgiver dem 100%. Lige på stedet.

 

Den lammeste undskyldning…

Jeg, Trine, kan ikke det som Josef gør. Men det er vel også fint? Jeg er jo en synder. Jeg lever i en syndig verden. Hvis bare Gud tilgiver mig, for at jeg ikke kan tilgive min næste, så skal det vel nok gå alt sammen. Det er da sådan det fungerer! (jeg håber I kan fornemme ironien…)

Josef er sej! Han rummer enorme mængder af kærlighed!

I April var der årsmøde i Israelsmissionen. Niels Nymann Eriksen, præst i Apostelkirken på Vesterbro, prædikede for os, og det var med udgangspunkt i historien om Josef og hans brødre.

Niels fortalte, om en overskrift for en forsoningskonference for 10 år siden. Omformuleret lød det sådan: en fjende er et menneske, hvis historie du endnu ikke har hørt.

Jeg tænker Josef har kigget på hans brødre med disse briller. Han smed de fordømmende briller væk – de briller som vi i dag kan være ret gode til at navigere med. Han droppede sine forforståelser og ønskede bare at forstå sine brødre og møde dem der hvor de var i deres liv.

Jeg tager hatten af for Josef! Muligvis når jeg aldrig til hans tilgivelses-niveau, men jeg vil stræbe efter det, og det synes jeg også du skal!

 

Da kom Peter til ham og spurgte: »Herre, hvor mange gange skal jeg tilgive min broder, når han forsynder sig imod mig? Op til syv gange?« Jesus svarede ham: »Jeg siger dig, ikke op til syv gange, men op til syvoghalvfjerds gange.

Matt. 18,21-22

Vi bliver altså aldrig færdige med at tilgive, så hvis det er en evighedsopgave, hvorfor så ikke stræbe efter at gøre det så godt og kærligt som vi kan?

Torah-portion: Uvished og stærke øjeblikke

”Jeg er Gud, din fars Gud. Du skal ikke være bange for at drage ned til Egypten, for dér vil jeg gøre dig til et stort folk. Jeg vil selv drage med dig ned til Egypten, og jeg vil selv bringe dig tilbage, og Josef skal lukke dine øjne.” (1. Mosebog 46,3-4)
Ugens portion: 1. Mosebog kapitel 44,18 – 47,27

Guds planer rækker længere end mennesker kan se. Sommetider længere end vores levetid. Derfor er der spørgsmål vi ikke får svar på.

Der er mange stærke øjeblikke i dagens portion. Juda, der over for den mægtige Josef vover at argumentere for at lade ham blive i Egypten i stedet for Benjamin, som nødvendigvis skal med tilbage til deres far. Josef, der grædende giver sig til kende for sine forfærdede brødre. Hjertet, der står stille i Jakob, da han hører at Josef lever og bagefter liver op da han bliver overbevist om at det er rigtigt. Josef, der græder ved sin fars hals, da de to endelig mødes i Goshen.

Der var gået års uvished, sorg, lidelser og fortiede synder forud. Derfor er det stærke øjeblikke. Nu forstod Josef at Gud havde sendt ham i forvejen så familien kunne overleve hungersnøden i det land, hans slægt havde fået løfter om. Det forsikrer han så sine brødre og sin far om.

Jakob, som også hedder Israel, beslutter at tage imod sin søn Josefs invitation til Egypten. Men i Be’ersheba gør han holdt.

Han søger Gud før det afgørende skridt at forlade landet, som Gud havde lovet hans fædre. Gud svarer, du skal ikke være bange for at tage til Egypten. Der i det fremmede vil jeg gøre dig til et stort folk.

Gud har også planer med migranter fra hungersnød. Han kan gøre store ting for dem i det fremmede.

Gud er sådan at når han har talt, så vil han også gøre det. Guds langtrækkende planer kommer til at gå i opfyldelse. Vi indgår i Guds planer, men det er ikke sikkert, at vi kommer til at se dem udfoldet. Jeg tænker at Josef mange gange fortvivlet har råbt hvorfor i årene efter at han blev solgt og bortført til Egypten. Men selvom han bar på sorg og længsel brugte han sine muligheder så godt han kunne, der hvor han var.

Han mødte sine nærmeste i det fremmede og gav sig til kende for dem og tog sig af dem.  Det samme gjorde Jesus efter sin død og opstandelse over for sine bange disciple. Josef forbarmede sig over de brødre der havde solgt ham som slave. Jesus forbarmede sig over de disciple der havde svigtet ham.  Gud er en Gud der siger, ”Jeg er Gud, din fars Gud. Du skal ikke være bange.”

Førstegenerations-israelere deler deres vidnesbyrd

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen, december 2017

Caspari-centret har opstartet et nyt ”alef-kursus”, der har til hensigt at opmuntre troende i deres hverdag. Det vil de gøre gennem en række video-vidnesbyrd, der løbende vil blive tilgængelige på deres hjemmeside. Særligt for de jøder, der er blevet interviewet er, at de er førstegenerations-israelere, der ikke er vokset op i jesustroende hjem. Nedenfor kan du læse Alec Goldbergs (leder af Caspari-centret i Israel) tanker om projektet.

På Caspari-centret er der meget, der drejer sig om undervisning. Det er et skønt sted for den, der er stærkt engageret i undervisning og oplæring og har gaven til dette. Men undervisning er bare en lille del af den store opdragelse. Hvis du underviser dag efter dag, uge efter uge, år efter år, så er der en reel fare for, at du brænder ud. Jeg er selv lærer, men sætter også stor pris på at arbejde på andre måder. Jeg er særligt taknemmelig for muligheden for at dele evangeliet med mine jødiske søstre og brødre.

Internettet fylder meget i det 21. århundrede. Det vil selvfølgelig aldrig kunne erstatte et virkeligt fællesskab, hvor man står skuldre ved skuldre, og deler liv. Men alligevel sætter internettet os i stand til at nå mennesker, vi ellers ikke ville have kunnet nået. Med dette i tankerne har jeg interviewet en række særligt interessante mennesker, og deres personlige fortællinger vil snart blive tilgængelige på internettet. Disse kvinder og mænd har vidt forskellige baggrunde: nogle er vokset op i byen, andre i kibbutzer, nogen i et religiøst hjem, andre i et sekulært. Fælles for dem alle er, at de er indfødte israelske jøder og førstegenerations-jesustroende.

Med andre ord: de er hverken immigranter, som jeg selv, eller udlændinge, som nogle af mine kollegaer på Caspari-centret – og de er heller ikke børn af jesustroende forældre. Ingen af disse personer var på nogen måde forhåndsbestemt til eller forberedt på at tro på ”den mand”. Tværtimod voksede de op i en kultur, der til trods for sin sammensatte karakter og voldsomme tilpasningsevne, har stået urokkeligt sammen i det at nægte Jesus som Israels messias. Gennem de sidste 200 år har jøder kontinuerligt gentaget den samme gamle ”sandhed” for dem selv og deres børn: ”en jøde kan ikke tro på Jesus, og de, som gør, er de værste forrædere mod deres familie og deres folk”.

Når jeg taler med disse ”indfødte” israelere, som nu følger Jesus, spørger jeg: ”Du vidste, at når du fortalte din familie om din tro på Jesus, så ville de ikke være glade for dit valg. Hvordan fortalte du det? Og hvordan reagerede de?” Jeg beder dem om at beskrive deres tro, før de mødte Jesus sammenlignet med den tro, de har i dag.

Bibelstudier og systematisk teologi er gode redskaber til tjeneste i Guds rige, men en enkelt personlig historie er ikke mindre stærk. Det, vi siger i vores vidnesbyrd, er et stærkt åndeligt våben (Johannes’ åbenbaring 12,11). Jeg håber, disse vidnesbyrd kan inspirere dem, der læser dem på nettet. Vi på Caspari-centret er glade for at kunne dele disse historier. Vi håber, mange vil se dem, og blive draget til Ham ved Guds ånd.    

Forsoning begynder med generøs teologi

Arne Pedersen, kommunikationssekretær i Israelsmissionen, december 2017

I sommers besøgte den teologiske sværvægter, Chris Wright, Danmark, og vi benyttede chancen for at interviewe ham om Bibelen som Guds store fortælling, og om hvorfor det er vigtigt, vi som kristne ser Bibelen som sådan. Vi spurgte ham også om, hvorfor han er så optaget af forsoning mellem kristne palæstinensere og Jesus-troende jøder.

For Chris Wright er det helt essentielt, at vi ser Bibelen som Guds store fortælling. ”Hvis vi glemmer, at Bibelen er Guds fortælling, kan vi let komme til at glemme, hvilken historie vi egentligt lever i,” mener Chris Wright og fortsætter: ”Og når vi glemmer vi lever i Guds fortælling – og lader os forme af den – bliver vi i stedet formet af kulturens fortællinger og myter. Vi lever vores liv i disse fortællinger – frem for i Bibelens.”

Guds fortælling er fortællingen
”For os, der er kristne, er Guds fortælling ikke blot en fortælling ud af mange, men fortællingen,” pointerer Chris Wright. ”Det giver os en forklaring på universets tilblivelse, om menneskets problem og hvad Gud gør ved det – og så peger den fremad og giver os håb,” understreger han. ”Når vi skal finde ud af, hvem vi er, bliver vi nødt til at gå længere tilbage end pinsedagen, som den er beskrevet i Apostlenes Gerninger. Vi er nødt til at gå helt tilbage til Abraham og se, at vi som kristne er blevet indlemmet i Guds folk, hvis opgave det altid har været at samarbejde med Gud i hans mission til verden.”

Guds folk skal være en velsignelse
  Chris Wright mener, det er vigtigt først at afklare, hvem vi er, for at kunne afklare, hvad vores opgave er, mens vi lever her på jorden. ”Hvis det er sandt, vi er Guds folk, må det også være vores opgave, vores mission, at leve med Guds formål for øje,” fastslår han. ”Gud kaldte Abraham til at være en velsignelse. Det er stadigvæk vores opgave, som Guds folk,” forklarer Chris Wright. I den sammenhæng er det helt afgørende dels at proklamere evangeliet, men også at leve et liv, som kan vise samfundet, hvad det vil sige at tilhøre Gud.

  Vi er ét
Forsoning er også helt central i Guds fortælling, mener Chris Wright. ”Forsoning er hjertet i evangeliet. Paulus understreger meget kraftigt – fx i Efeserbrevet – at det ikke blot handler om forsoning mellem Gud og mennesker, men også mellem mennesker. Kristne, som ellers ville være adskilt af fx race eller hudfarve, er nu ét i Kristus, og Paulus formaner os til at holde fast i den enhed. Og som kristne er det helt essentielt, vi tager del i og opmuntrer andre til at tage del i denne forsoning,” understreger han.

Derfor er Chris Wright også dybt involveret i et forholdsvist nyt netværk under Lausannebevægelsen, kaldet LIRIP (Lausanne Initiative for Reconciliation in Israel-Palestine; Lausannes initiativ til forsoning i Israel-Palæstina). ”Det er egentligt en gruppe venner, som mødes og taler sammen,” forklarer han om netværket, som har rødder tilbage til Lausannes store verdenskongres i 2010. ”Der er jo nok at være uenige om,” mener Chris Wright og fortsætter: ”Men det var der altså også på Paulus’ tid, når det kom til spørgsmålet om, hvordan troende jøder og ikke-jøder skulle være i menighed sammen. Spørgsmålet om sabbatten, rent og urent og mange af de andre forhold, som er med til at konstituere jødisk identitet, var potentielle konflikter.” I dag er det spørgsmålet om land og løfter, som er omdrejningspunktet for meget af konflikten mellem palæstinensere og israelere.

Gammel Testamente er ikke en geopolitisk plan
”Jeg har sympati for de af mine messiansk-jødiske venner, som mener, at den moderne stat Israel er et resultat af Guds trofasthed og opfyldelse af løfter i det Gamle Testamente,” forklarer Chris Wright. Alligevel tilføjer han: ”Men jeg mener på samme tid heller ikke, at vi bare kan tage det Gamle Testamente og bruge det som en geopolitisk plan i forhold til, hvem der har ret til hvilke landområder i Mellemøsten. ”Det er et utroligt svært spørgsmål at navigere i, mener Chris Wright, og det er derfor, det er så vigtigt, at mennesker fra begge sider af konflikten mødes og taler sammen. For at lytte til hinandens fortællinger.

Forsoning handler om discipelskab
Netop det sidste er væsentligt i forhold til det statement, der kom fra netværket, i forbindelse med deres møde på Cypern i 2016. ”Når man læser Lanarca-statement, handler det egentligt blot om helt grundlæggende discipelskab,” forklarer Chris Wright, men karakteriserer alligevel udtalelsen som ”et lille mirakel”. ”Det, den egentligt ’bare’ siger er: Hvis vi begge er efterfølgere af Jesus, så lad os interagere og have en relation til hinanden, som Jesus fortæller os, vi skal have. Det betyder, vi skal lade være med at lyve om hinanden, ligge i strid med hinanden, skændes og dæmonisere hinanden. Lad os i det mindste tale sandt om hinanden og lytte til hinanden. Hvad Larnaca vil gøre er at sætte nogle rammer for interaktion med hinanden. Det er i sig selv et profetisk tegn,” mener Chris Wright.

Brobyggende teologi
For Chris Wright er Lanarca-statement et konkret eksempel på det, han kalder brobyggende teologi og praksis. ”Målet og håbet med forsoningsarbejdet er jo at bygge broer i stedet for mure; at nå frem til en brobyggende fortælling,” fastslår han og fortsætter: ”Man må spørge sig selv: Kan vi skabe plads til hinanden indenfor vores eksisterende teologi omkring landet og udvælgelse? Kan vi have en generøs teologi, der er åben, selv hvis den adskiller sig fra andres?” spørger Chris Wright.

Vi må interagere med generøs teologi
Chris Wright understreger også vigtigheden af, at ingen af parterne føler, at de er nødt til at give køb på deres teologiske overbevisning: ”Selvfølgelig både kan og skal vi have tolkningsdiskussioner, men vi må interagere med hinanden med generøs teologi. Kun på den måde kan vi have håb om at ende med to teologier som ikke støder sammen, men er villige til at give plads til hinanden,” slutter han.

  Denne artikel er forkortet. Læs den fulde version her.

Foto øverst: Arne Pedersen      

En ny retning

Guro Kvakestad, redaktør på magasinet Først

Omer Klein voksede op i en sekulær, velstående familie, hvor religion og åndelig søgen aldrig var et tema. Men en bombe, et syn og nogle missionærer fra Skandinavien fik ham til at skifte kurs fuldstændig. Her er hans historie.

Jeg kom til tro i 2011. Jeg var først med i en messiansk menighed i Tel Aviv, men der blev splittelse. Så jeg begyndte at se mig om efter et andet sted at gå i kirke, men fandt ikke noget fællesskab jeg trivedes i. Det var som om Gud hele tiden lukkede døren. Helt tilfældigt ”faldt jeg over” Immanuelkirken.

Som en familie
Egentligt var vi et umage par, eftersom jeg hverken var interesseret i en traditionel kirke eller i den lutherske udgave af kristen tro, og jeg blev chokeret første gang jeg så præsten i den traditionelle præstekjole. Jeg ville simpelthen ikke have noget med sådan et kirkesamfund at gøre. Det som efterhånden fik mig til at ændre mening, var fællesskabet, og måden jeg blev modtaget på. Lige fra første møde mærkede jeg en fornemmelse af at høre hjemme; at være en del af en stor familie. Det havde jeg ikke oplevet i nogen af de andre menigheder, jeg havde opsøgt. Her fandt jeg et fællesskab, som var ungt og dynamisk; inkluderende og udadvendt. Der var en enhed og et fokus på Guds ord, jeg ikke havde set andre steder. Samtidig var det en tydelig international menighed, hvilket tiltalte mig meget.

Mange penge; lidt kærlighed
Men for at begynde med begyndelsen: Jeg blev født i Rishon Letsion – en by lidt uden for Tel Aviv – i en velstående familie. Økonomisk manglede vi aldrig noget, men jeg så mine forældre meget lidt, da de var optaget af at arbejde og rejse. De var begge meget ambitiøse og karriereorienteret, og det gik selvfølgelig ud over familielivet. Der var ingen til at opdrage os; ingen til at give os kærlighed; ingen til at opmuntre og vejlede os som forældre skal. Jeg husker, at jeg tænkte ved mig selv, at det var fint ikke at have økonomiske bekymringer, men kunne vi måske have lidt færre penge og lidt mere omsorg?

Religion var aldrig et tema hos os, selvom det hele tiden lurede i baggrunden. Mine bedsteforældre var religiøse – meget religiøse – og vi plejede at tilbringe ferierne hos dem. Der lærte jeg om jødisk tro, men kun på et teoretisk plan, for de praktiserede ikke. Så religion havde aldrig en fremtrædende plads i mit liv. Og hvis jeg skal være ærlig, brød jeg mig faktisk heller ikke om det aspekt ved tilværelsen. Det handlede om videospil, shopping, skole og venner.

Libanon
Jesus og kristen tro anede jeg også meget lidt om, bortset fra det vi havde lært i skolen, og det var meget sparsomt. Alle skal lære om de forskellige religioners historie, men der bliver ikke diskuteret teologi. Det nærmeste jeg kom nogen interesse for religion, var da min familie rejste til Italien og besøgte Vatikanet i forbindelse med min bar mitzva. Jeg syntes, paven havde så fint tøj, og jeg spurgte, om jeg ikke også måtte få sådan noget. Det måtte jeg ikke.

Da jeg var færdig med skolen, skulle jeg, som enhver anden ung i Israel, aftjene værnepligten. Min enhed blev udstationeret i Gaza. Heldigvis var der ikke konflikt på det tidspunkt, og efter tre år havde jeg afsluttet min tid i hæren. Men i 2006 udbrød der krig mellem Israel og Libanon, og jeg blev indkaldt til reserven. Da var det allerede nogle år siden, jeg havde afsluttet værnepligten, og som en del af reserven havde vi ikke fået regelmæssig træning for at vedligeholde vores evner. Oveni blev krigen heller ikke håndteret særligt godt af myndighederne.

Et syn
Vores enhed blev placeret lige nord for Metula. Vi rykkede nordpå, men en dag var der en bombe i sandet, vi ikke opdagede. Den eksploderede, flere blev dræbt og jeg mistede synet. Jeg blev evakueret til sygehuset, og min tid som soldat var forbi. Men da jeg lå der, halvvejs bevidstløs i sygesengen, havde jeg et syn. Jeg så Jesus stå ved fodenden af sengen. Han sagde to ting til mig: ”Du bliver helt rask og får synet igen.” Og: ”Jeg elsker dig!” Jeg havde som sagt ikke haft meget med religion eller åndelighed at gøre, men jeg vidste, det var Jesus, som stod der.

Flere uger og operationer senere blev jeg udskrevet fra sygehuset med 50% af synet i behold. Episoden med Jesus lå hele tiden i baghovedet, men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle stille op med den, og langt mindre hvordan jeg skulle fortælle det til familie og venner. Ingen ville tro mig. Jeg troede knapt på det selv. Så jeg fortsatte med livet som før Libanon-krigen: job, familie og venner, og glemte mere eller mindre synet.

Tog imod Jesus
Lige til en dag hvor jeg var i shoppingcenteret i byen og mødte nogle missionærer fra Skandinavien med t-shirts, hvor der stod: ”Jesus elsker dig!” Jeg skvatt til, og huskede pludseligt synet jeg havde haft på sygehuset. Det her bekræftede min oplevelse på sygehuset; det var ikke mig, som så syner; der var tydeligvis også andre mennesker, som kendte denne Jesus, og som mente, at han elskede dem. Jeg gik over til dem og fortalte dem om min oplevelse. De blev naturligvis meget begejstrede og satte mig i kontakt med præsten fra deres menighed. Der tog jeg imod Jesus og lod mig døbe tre måneder senere.

Om jeg havde nogle indvendinger mod at tro på Jesus? Normalvis vil det ikke falde en naturligt, som er jødisk, at ”gå over til den kristne tro” på grund af alt det, som er sket i kristendommens navn mod det jødiske folk. Det bliver regnet som det ultimative svigt, hvis du konverterer. Men for mig var der ikke tale om kristendom i traditionel forstand. Det var mere en logisk følge af alt det, som var sket tidligere i mit liv. For det første var jeg heldig overhovedet at være i live. Hvorfor var det mig, som overlevede bomben og ikke de andre i min enhed? For det andet havde jeg dette syn på sygehuset. I udgangspunktet troede jeg ikke på sådan noget, men oplevelsen var for virkelig til at affeje som noget skørt og tosset. For det tredje så jeg disse t-shirts, som havde præcist det samme budskab, som jeg fik i synet. Hvordan kunne jeg ignorere disse tegn? For mig blev det de argumenter, jeg havde brug for.

I dag er Omer en del af menigheden i Immanuelkirken. ”Her har jeg fundet min familie,” fortæller han.

Farvel til Bodil – om Guds trofasthed og bibelsk optimisme

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen, 14/12 2017

Efter elleve års tjeneste i Israelsmissionen takker Bodil Skjøtt af som generalsekretær. I den forbindelse er jeg hoppet på cyklen i retning mod Aarhus Vest for at tage en snak om den rejse, både hun og Israelsmissionen har været på det seneste årti. Da jeg smilende bliver inviteret indenfor til en kop te, er der mange steder, vi kunne begynde vores samtale. Men med Bodil er der ingen udenomssnak. ”Hvad er det, Israelsmissionens arbejde skal måles på?” spørger hun og tilføjer ”Kommer mennesker til tro? Møder jøder Jesus?” Denne hjertesag afspejler ikke bare Bodils engagement som generalsekretær, men er en passion, der på mange måder rækker ind i alle aspekter af hendes liv.

Messianske unge giver liv
Der er sket meget i den messianske bevægelse i den tid, Bodil har været engageret i Israelsmissionen. En ny generation af messianske jøder, der på mange måder fylder meget, er blomstret op, og det glæder hende meget. Denne voksende generation af unge reflekterer over, hvad det vil sige at være en jesustroende jøde ind i et israelsk samfund, som de ikke distancerer sig fra, men ønsker at bidrage til og være en del af. Gennem de seneste år oplever flere messianske unge også, at medierne i stigende grad giver dem en platform, hvorpå de får lov at sætte ord på deres tro og tanker. Når der bliver arrangeret nationale ungdomslejre kan de tælle op til 400-500 deltagere, og det er en forandring, der står i klar kontrast til tidligere år.

Evangeliet handler om forsoning
Forsoning ind i den messianske bevægelse og ind i konflikten er i høj grad en hjertesag for Bodil. Israelsmissionen begyndte sit engagement i organisationen Musalaha helt tilbage i 90’erne, og det har siden fortsat med at være et helt centralt emne i organisationen. ”Evangeliet handler om, at Gud har forsonet sig med os!” slår Bodil fast og fortsætter: ”Vi må gøre evangeliet synligt og troværdigt og hjælpe vores partnere med at tage denne problemstilling op.” Studenterarbejdet er én af de forbindelser, Israelsmissionen har, som også brænder for forsoning. Hvor de tidligere kun havde haft en ansat, tog de for nogle år siden et skridt i tro, og ansatte to fuldtidsmedarbejdere – en fra det arabisktalende miljø og en fra det hebraisktalende. De to ansatte har Israelsmissionen haft anledning til at invitere med til Danmark, og det har givet et tættere forhold og mulighed for at bibringe noget inspiration. Bodil håber på, at denne kontakt i fremtiden vil kunne lede unge danskere til at møde unge israelere, og at det vil skabe gensidig inspiration.

”Vi må være tro mod det, vi står for”
Arbejdet med forsoning er på mange måder fyldt med udfordinger. De enkelte initiativer der har været på tværs af konflikten, har trænge kår. ”Man får ikke point hos nogen, ved at sige, at man går ind for forsoning,” reflekterer Bodil og tilføjer: ”De, der står fast, gør det med en masse modvind.” Det har på mange måder været svært at erkende, at det ikke er alle, der vil forsoning. Det skuffer, når selv Guds folk på tværs af konflikten køber det narrativ, det øvrige samfund fortæller. ”Så kunne man tænke ved sig selv, om evangeliet ikke kan slå igennem? Er de ikke båret af en større forståelse af, at Gud har forsonet sig med os?” spørger Bodil, men afslutter: ”Vi må bare sige, at det kender vi også fra vores egen sammenhæng. Hvor er den perfekte menighed i en dansk sammenhæng?” Det samme gælder messianske menigheder og kristne palæstinensere, og det må vi forstå og anerkende i vores ønske om, at forsoningen havde bedre kår, end den har nu. ”Når det er sagt, så må vi være tro mod det, vi står for. Det her emne, vil jeg tillade mig at bringe op i enhver sammenhæng – også selvom jeg ved, det ikke er populært,” tilføjer hun afslutningsvist.

”Frugten af vores engagement i Israel”
Det glæder Bodil på en særlig måde, at hun har fået lov til at se frugten af Israelsmissionens volontørarbejde i Israel. Det giver mennesker mulighed for at lære Israelsmissionens sag at kende og giver videre lyst til at engagere sig i arbejdet. Det er blandt andet kommet til udtryk i de præstefamilier, der er og har været i Jerusalem og Tel Aviv i de seneste år. ”De har vandret sammen med Israelsmissionen og fået sagen ind under huden. Måske først som en sjov interesse, der er blevet til en kærlighed og så senere til et kald,” fortæller hun. Præstefamilien i Jerusalem er familie for volontørerne og et ankringspunkt for danskere i Israel, og det har stor betydning ind i organisationen. ”De er altafgørende for, at vi kan være den Israelsmission, vi er,” slår Bodil fast.

Den brogede menighed Immanuelkirken i Tel Aviv har på mange måder været et satsningsområde det seneste årti. Her samles folk med vidt forskellige nationaliteter og baggrunde til gudstjenester og fællesskab. ”Det er fantastisk at opleve al den forskellighed, Guds menighed rummer på jorden reflekteret i et sted. Man kan sige, at det er et mikrokosmos af Guds store mangfoldighed,” fortæller Bodil. I samarbejde med Den Norske Israelsmission har de reflekteret over, hvad det vil sige at være en missionsorganisation med en luthersk baggrund, som kommer fra en tradition, hvor liturgi og ordnede forhold betyder noget, og hvordan det kan være et positivt bidrag ind i den messianske bevægelse. Det har skabt et frirum, hvor mennesker på en mere anonym måde kan opleve, hvad kristendommen indebærer. ”Det glæder mig, og det passer på mange måder til vores engagement,” smiler Bodil og tilføjer: ”Det er et sted, vi bygger menighed.”

En lille organisation med et stort netværk
Vender vi blikket mod Danmark, er det klart for Bodil, at fællesskabet med andre missionsorganisationer og Israelsmissionens Unge på TORVET i Aarhus har givet stor inspiration. Her er der på en særlig måde plads til at reflektere over mission og teologi. Hun oplever også, hvordan flere unge har taget Israelsmissionens sag til sig, og det er opmuntrende at være vidne til. Selvom Israelsmissionen er en lille organisation, har den et stort internationalt netværk, og det inspirerer også til at kæmpe videre for jødemission. ”Selvom vi er små, er det fantastisk at opleve, vi kan bidrage med noget, andre sætter pris på. Jeg tror, det større internationale fællesskab skaber en langtidsholdbarhed i vores arbejde og engagement.”

Vi har en historie, vi må fortælle!
Ser vi ti år længere ud i fremtiden, håber Bodil, at Israelsmissionen vil blive ved med at være trofast over for sine partnere. ”Det er de relationer, vi har til mennesker, der gør, at vi har en fortælling at inspirere mennesker i Danmark med. Det er en fortælling, vi er forpligtet på at formidle.” Israelsmissionen er ikke altid en let vare at sælge. Med konflikten og den politiske polarisering kan det være en udfordring at komme ind til sagen. Bodil håber, at Israelsmissionen i fremtiden kan være med til at skabe et rum, hvori Israelsmissionens sag bliver ved at give mening. ”Guds trofasthed er stor, og det er i høj grad det, jeg står tilbage med,” reflekterer Bodil afslutningsvist. Både i den store bibelske fortælling, men også i Israelsmissionens historie er der megen frimodighed at hente. ”I tillid til ham tør jeg være optimist. Ikke på egne vegne, men fordi jeg ved, hvem Gud er”.

  Foto øverst: Morten Hørning

Tora-portion: Parykken falder af

Da kærligheden til broderen vældede op i Josef og gråden trængte sig på, skyndte han sig ind i sit kammer og græd. Derpå vaskede han sit ansigt og kom ud igen. Han beherskede sig og sagde: »Sæt maden frem!« (1. Moseborg, 43, 30-31)
Dagens portion: 1. Mosebog kapitel 41,1 – 44,17

Tårerne triller ned af kinderne på Josef. Med rystende hænder tørrer han dem væk, men tværer samtidig sin eyeliner og mascara ud i hele ansigtet. Han hulker, går forvirret rundt i sit kammer og svinger hovedet så meget i frustration, at den sorte, pache-formerede paryk falder af og lander på gulvet.

Sådan forestiller jeg mig Josef opløst i gråd kort efter, han ser sin yngste bror Benjamin. Masken krakelerer.

Øjeblikket er vores første glimt af den Josef, der gemmer på sig bag egypter-parykken og datidens markante makeup. Indtil nu har Josef vist sin hårde side: hans brødre er kommet til ham for at købe korn, fordi deres eget land, Kana’an, er ramt af hungersnød. Men Josef møder dem magt og hårde ord. Han kalder dem spioner, holder dem i forvaring i tre dage og tvinger dem til at tage tilbage til Kana’an for at hente Benjamin.

Josef må være fyldt med had. Had til sine brødre over, at de dengang for mange år tilbage lod ham i stikken og sendte ham med en karavane til Egypten. Han må være plaget af et had til en familie, der ikke var, som en familie bør være.

Eller måske var det nærmere dyb sorg over at blive svigtet, der fik Josef til at handle hårdt mod sine brødre. I hvert fald gav han dem en lærestreg og straf, som de uden tvivl aldrig glemte.

Men trods bitterheden, sorgen og hadet gemmer der sig noget andet i Josefs inderste. Et glimt af sin elskede lillebror er nok til, at Josef ikke kan holde kærligheden tilbage. Kærligheden vældede op i Josef, som der står, og selvom han i dagens portion genfinder fatningen, ved vi, at han til sidst lader kærligheden vinde og tilgiver sine brødre.

Josefs kærlighed kan ikke holdes tilbage. Hans kærlighed overvinder had, bitterhed og sorg.

Jeg vil øve mig i at være som Josef.  Og på hver sin side af år nul kan Josef og jeg kigge henholdsvis frem og tilbage på ham, der ultimativt lod kærligheden vinde over et stort svigt. Både Josef og jeg når kun Jesus til sokkeholderne.  

Norske jøder i ny undersøgelse: jødehadet er blevet værre

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen, 8/12 2017

En ny undersøgelse viser, at fordomme mod jøder og muslimer er udbredt blandt den norske befolkning. 70 procent af de adspurgte jøder oplever, at jødehadet er blevet værre gennem de seneste år. 11 procent af den samlede befolkning mener ligeledes, at vold rettet mod jøder kan forsvares på baggrund af konflikten i Mellemøsten.

I starten af december udgav ”center for studier af holocaust og livssynsminoriteter” (HL-centeret) en rapport om holdninger til jøder og muslimer i Norge i 2017. Undersøgelsen viser, at antimuslimske og antijødiske holdninger er udbredt blandt den norske befolkning.

Selvom rapporten viser, at der sket et fald i antisemitiske holdninger i Norge fra 12,1 procent til 8,3 procent, oplever de adspurgte jøder ikke denne ændring. 70 procent erfarer derimod, at jødehadet er blevet værre og mere udbredt gennem de seneste år. To ud af tre svarer, at de skjuler deres religiøse tilhørsforhold i frygt for negative holdninger. Muslimske immigranter, som har været bosat i Norge i mere end fem år skiller sig ud. De støtter i større grad negative påstande om jøder end den generelle befolkning. Hele 42 procent af de adspurgte med muslimsk baggrund mener, at ”jøder har al for stor indflydelse på international økonomi,” i modsætning til 9 procent af hele befolkningen.

Undersøgelsen viser ligeså, at antimuslimske holdninger er udbredt. 34 procent af de adspurgte i undersøgelsen har udprægede fordomme mod muslimer.

Antimuslimske holdninger er udbredte
42 procent af de adspurgte støtter påstanden ”muslimer vil ikke integreres i det norske samfund”. Samtidig svarer 39 procent bekræftende på udsagnet ”muslimer udgør en trussel mod norsk kultur” og 31 procent mener, at ”muslimer ønsker at overtage Europa”.

Ifølge undersøgelsen mener 80 procent af den norske befolkning, at negative holdninger til muslimer er meget udbredte. 52 procent af de adspurgte med muslimsk baggrund deler denne opfattelse.

Vold mod jøder kan forsvares
Børne-, ligestillings- og inkluderingsminister Solveig Horne (Frs) udtrykker glæde over nedgangen i negative holdninger til jøder og den formindskede skepsis mod at have muslimske naboer eller venner. Men undersøgelsen giver også grund til bekymring. Den udbredte negative holdning til muslimer blandt befolkningen, og muslimer og jøders egne oplevelser med fordomme er problematisk. Ministeren udtrykker også bekymring over, at undersøgelsen viser, at 20 procent af de adspurgte med muslimsk baggrund og 11 procent af befolkningen generelt mener, at vold rettet mod jøder kan forsvares på baggrund af konflikten i Mellemøsten. Det er dybt problematisk, at omkring en halv million nordmænd er af den holdning, at vold mod jøder kan forsvares grundet den politik staten Israel fører.

  Læs rapporten om muslimer og jøder her.
Læs NRK’s artikel om rapporten her.  

Er messianske jøder rigtige jøder?

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen, 8/12 2017

Mange messianske jøder oplever at stå i et spændingsfelt, når det kommer til troen på Jesus og deres jødiske identitet. Når en jøde vælger at tro på, at Jesus er den ventede messias, anser samfundet, den jødiske stat ja ofte selv den troendes egen familie det som forræderi. Denne kamp sætter dybe spor i mange, der kæmper for at blive anerkendt som rigtige jøder.

Messiansk jøde får stemme i Jerusalem Post

I slutningen af november skrev en anonym messiansk jøde et indlæg til avisen Jerusalem Post, hvori vedkommende fortalte om sine frustrationer over at blive sat i bås som ”missionær” og fjende af staten igennem sin tro på Jesus. Mange oplever at blive nægtet statsborgerskab, fordi man ifølge loven afskriver sig sin jødiske identitet og påtager sig kristendommen, når man vælger Jesus til. Denne anonyme messianske jøde taler imod denne diskurs, og håber på, at der vil komme forståelse for, at messianske jøder er lige så jødiske, som andre jøder, der måske har en buddhistisk tro eller lever et fuldstændig sekulært liv.

”Vi skader ingen og vi lever for det meste fredelige liv. Tiden er kommet til at acceptere alle jøder, for hvem de er, og holde inde med at sætte mennesker i båd. Vi må forstå, at jøder aldrig har været et ”one size fits all” folk,” lyder artiklens afsluttende bemærkning. Jøder er på mange måder vidt forskellige. Men hvad er det så egentlig, der gør en jøde til en jøde?

Hvem kan egentlig kalde sig jøde?
Den jødisk-ortodokse bevægelse ”chabad”, der på mange måder at toneangivende i debatten og jødisk identitet i Israel, har for nyligt udgivet en artikel på deres hjemmeside, hvori den søger at afdække, hvem der kan kalde sig jøde. ”Svaret er både indviklet og simpelt,” lyder artiklens indledende sætning. Chabad sammenligner den jødiske identitet med statsborgerskab. Statsborgerskabet grunder tilbage i pagterne, som Gud sluttede med Abraham og Abrahams efterkommere – Israels folk. Disse pagter, mener chabad, ligger til grund for, at en jøde ikke bare kan afskrive sig sin jødiske identitet: ”Jødedommens største mysterium, er, at når du først er inde, er der ingen vej ud. Der er ingen, der kan smide dig ud – ikke engang Gud!”.

Dette er en interessant udmelding. Hvis de pagter, Gud sluttede med Abraham og Abrahams efterkommere ikke kan brydes, må det også gælde for messianske jøder, der har valgt at tro på Jesus som den ventede messias. Altså må deres jødiske identitet være lige så gældende som enhver anden jøde – om man har valgt at leve sekulært eller religiøst.

  Læs den anonyme messianske jødes indlæg i Jerusalem Post her.

Læs artiklen om jødisk identitet i følge “chabad” her.

Tora-portion: Historien om Juda

Da Josef kom hen til sine brødre, rev de kjortlen af ham, den lange ærmekjortel. Så tog de ham og kastede ham i cisternen; den var tom, der var ikke vand i den. Så satte de sig ned og spiste. Da de så op, fik de øje på en ismaelitisk karavane, der kom fra Gilead; kamelerne var læsset med tragakant-gummi, storax-balsam og ladanum-harpiks, som de skulle ned til Egypten med. Da sagde Juda til sine brødre: »Hvilken fordel har vi af at slå vores bror ihjel og skjule drabet? Kom, lad os sælge ham til ismaelitterne. Vi vil ikke lægge hånd på ham; han er jo vores kødelige bror.« Det gik brødrene med til. (1 Mosebog 37,23-27)

Ugens portion: 1 Mosebog kapitel 37,1 – 40,23

Så er vi nået til historien om Josef. En klassiker i søndagsskoleundervisningen. Men hvad er egentlig årsagen til, at denne beretning er en del af vores bibel? Javist vi skulle jo videre fra kapitel 36, men hvad er det historien sigter til, at jeg som læser skal lære?

Hvis du har læst disse kapitler igennem før, så undrede det dig måske, at kapitel 38 er en del af historien. Midt i beretningen om Josefs dramatiske forhold til sine brødre og hans afgang mod Egypten møder vi historien om Tamar og Juda. Hvorfor skal vi pludselig høre om dem? Juda, en ældre bror til Josef, har indtil videre kun optrådt i historien som en ironisk helt blandt brødrene. Ham der overtalte de andre til, at de blot skulle sælge Josef og ikke slå ham ihjel. Men det ligner på ingen måde, at han er central for fortællingen. Historien handler jo lige præcis om Josef og ikke Juda eller andre af brødrene for den sags skyld. Hvad er det dog historien om Juda kan lære os? Ser man på beretningen ovenfra, så ser man måske et hint. 1. Mosebog er en historie om tilblivelsen af folket Israel. En historie om Guds løfte, om velsignelse til hele jorden gennem Abrahams afkom. Dette afkom afsløres i det nye testamente. Dette afkom er Jesus af Nazaret. Læser vi Jesus’ stamtavle i Matt 1,1-17 så møder vi jo Abraham, Isak, Jakob og Josef ikke?

Nej, vent.

Abraham blev far til Isak, Isak til Jakob, og Jakob til Juda og hans brødre. Juda blev med Tamar far til Peres og Zera, Peres blev far til Hesron, Hesron til Ram […] og Jakob til Josef, Marias mand. Hun fødte Jesus, som kaldes Kristus. (Matt 1,2-3.16)

Det er altså gennem Juda, at Abrahams afkom bæres videre gennem historien frem mod Jesus. Josef er ikke hovedpersonen i 1. Mosebog 37-40, men tværtimod hans ældre bror Juda. Judas kamp med at få afkom er livsnødvendig, fordi Livets Ord, Jesus Kristus, skulle fødes af hans afkom og ikke Josefs. Måske er hele beretningen om Josef placeret rundt om Judas beretning, som en baggrundshistorie? Det ville næsten være utænkeligt ikke? Men overvej dette: Kan det være, at Josefs beretning er en beretning om Judas mirakuløse redning? I Kap 45,7 siger Josef sådan til sine brødre: ”Men Gud sendte mig i forvejen for at holde jer i live…”. Var det måske lige præcis Guds plan med Josef, at han skulle holde Juda i live, så at Juda kunne føre Guds afkom videre gennem slægten, indtil tidens fylde kom?

  • 1
  • 2