Skip to main content

Måned: januar 2018

Du kan ikke være alene om det

Moses’ svigerfar sagde til ham: “Du bærer dig uklogt ad. Både du og folket her hos dig bliver fuldstændig udmattet! Det er for stor en byrde for dig; du kan ikke være alene om det.”

2. Mos 18,17-18

Ugens portion: 2. Mosebog 18,1-20,23

Selvom de ti bud er en del af denne uges Torah-portion, tillader jeg mig at skrive om den tanke, jeg ikke kunne slippe, da jeg havde læst portionen. Vi kan ikke være alene om det. End ikke Moses kunne. Jeg spørger mig selv, om dette ikke er et mønstereksempel på en pårørende, som griber ind overfor et menneske med stress-symptomer. I Moses’ svar til sin svigerfar, der spørger hvorfor han er alene om at sidde til doms, siger han: “Folket kommer jo til mig for at rådspørge Gud”. Det er et klassisk eksempel på én, som tror, at alting står og falder på ham alene.

Jeg spekulerer også på, om Moses på dette tidspunkt tror, at udvandringen af Egypten ikke er Guds projekt men Moses’ eget. Her kommer der en påmindelse for os, som er en del af Guds mission, den grænseoverskridende og altomfattende hjertebanken, som Gud har for sin Jord og alt, som er på den: “Du kan ikke være alene om det.”

Det trøster mig, at jeg ikke er alene med min mission. Jeg lander igen et sted, hvor jeg er skabt til et formål og ikke behøver at opfinde et formål selv. I stedet kan jeg deltage i Guds mission.

Jeg må jo forvente at der er andre deltagere i denne mission, og det udfordrer mig, at det ikke bare kan være noget, som jeg privat “arbejder med” og “vokser i”, men at det per definition er noget jeg deler med andre.  

Når cyklen driller

Herren gik foran dem, om dagen i en SKYSØJLE for at føre dem på vejen og om natten i en ILDSØJLE for at lyse for dem, så de kunne gå både dag og nat. Skysøjlen fjernede sig ikke fra folket om dagen og ildsøjlen ikke om natten. (2. Mos 13,21-22)
Ugens portion: 2. Mosebog 13,17-17,16

Forleden nørklede jeg tålmodigt og ambitiøst med min cykel i lang tid. Jeg forsøgte at sætte en ære og værdi i at få lidt olie under neglene. Men efter 1 time måtte jeg sande, at jeg ikke kunne klare opgaven. Det havde været spild af tid! Der er få ting, der kan irriterer mig så meget, som hvis jeg spilder tiden. ØV, siger jeg bare!

Den sure omvej

Israelitterne er lige begyndt på deres udvandring fra Egypten. De har lidt under slaveri i mange hundrede år, og minsandten om ikke Gud bevidst leder dem ad den lange besværlige omvej. 2 Mos 13,17b-18: ”Bare folket ikke fortryder og vender tilbage til Egypten, når de oplever krig. Derfor førte Gud dem af en omvej gennem ørkenen til Sivhavet”. Hvad i al verden bilder han sig ind? – Giver Gud i sin visdom ligefrem omveje og spild tid? Ellers tak, siger jeg bare! Der går da heller ikke længe før israelitterne opgivende og hånligt anklager Gud: Var der ingen grave i Egypten, siden du førte os ud for at dø i ørkenen? (14,11)

Guds veje er for vilde

Det forunderlige er, at Gud hele tiden leder folket på vandringen på ekstreme måder. I 2 Mos 13,21-22: Herren gik foran dem, om dagen i en SKYSØJLE for at føre dem på vejen og om natten i en ILDSØJLE for at lyse for dem, så de kunne gå både dag og nat. Skysøjlen fjernede sig ikke fra folket om dagen og ildsøjlen ikke om natten. Det er helt vildt! Og ikke nok med det, så deler Gud også havet i to, sådan at de kan passere vandet med tørre fødder. Det er helt vildt vildt! Men folket klager over deres nød. Som et mønster, der gentager sig igen og igen under hele vandringen.

Den nødvendige omvej

Folkets nød er som regel, at de er sultne eller tørstige. Derfor klager de til Gud – og det er i sandhed godt! Deres ærlighed og umiddelbarhed i at råbe deres nød til Gud er netop barnets ret, som vi må tage med os. Men på et dybere plan er deres største nød også, at de ikke indser, at Gud hele tiden trofast vandrer med dem, også selv om de oplever modgang. For israelitterne var omvejen ikke spild af tid. Omvejen var tværtimod det, som formede dem fra slaver til et selvstændigt folk, der skulle leve med Gud, som deres Herre. Vi bestemmer ikke selv, hvilke udfordringer, der rammer os. Men vi bestemmer, hvordan vi vil reagere på det og leve med det. Hvordan vil du reagerer på de omveje, der rammer dit liv?

Nye ansigter – samme mission

Joakim Hjorth, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen, 16. januar 2017

Afslutninger er som regel også ensbetydende med begyndelser. Det samme princip gør sig gældende i Israelsmissionen, der henover årsskiftet har gennemgået flere markante skift på centrale poster. Bodil Skjøtt stoppede som generalsekretær efter 11 år bag roret, og blev afløst af Arne Pedersen. Samtidig satte Israelsmissionens nye marketingsansvarlige Benjamin Olsen og Kent Rasmussen, den nye ungdomssekretær i Israelsmissionens Unge, sig til rette i kontorstolene kort før jul.

Dette ”vagtskifte” blev markeret, med en festlig eftermiddag på TORVET i Aarhus, hvor 80-100 støtter og venner, trofaste samarbejdspartnere og nuværende og tidligere ansatte og landsstyremedlemmer mødte op, for at tage afsked og byde velkommen. Efter en længere kaffe-sektion, hvor der var plads til at pleje gamle relationer og udforske nye, over et stykke othellolagkage, indledte tidligere formand Kai Kjær Hansen rækken af hilsner og lykønskninger, på gemytlig bornholmsk vis, med historier fra et livslangt venskab med Bodil Skjøtt i jødemissionen. Derefter fulgte tidligere præster fra Immanuelskirken i Tel Aviv og Den Danske Kirke i Jerusalem, forskellige samarbejdspartnere, ansatte og andre op med hilsner til dagens hovedpersoner. Desuden havde flere sendt en videohilsen fra udlandet, deriblandt Dr. Richard Harvey, messiansk jøde og ven af Israelsmissionen, som havde et råd til deltagerne ved dagens vagtskifte: ”Gør altid hvad Bodil siger!” Denne opfordring, der blev afleveret med et glimt i øjet, blev bekræftet af flere i talerrækken, der havde oplevet Bodil Skjøtts kyndige vejledning som afgørende på deres vandring. Et af dagens højdepunkter, var da Bodil fik overrakt prisen ”Årets Teolog”, der uddeles af Menighedsfakultetet hvert år. Prisen blev leveret med begrundelsen: ”Bodil er kroneksemplet på, hvordan god teologi bliver til i mødet med levende mission.”

Udover de mange anekdoter og historier, og ord som ”tak” og ”velkommen”, var der et tema, som blev understreget mange gange i løbet af dagen, og som dannede en rød tråd for fremtidsudsigterne for Israelsmissionen – at missionen er uændret, selvom der bliver skiftet ud bag roret. Vi vil bringe evangeliet til jøderne. Dette blev tydeligt da en rørt Arne Pedersen som ny generalsekretær tog ordet, takkede for tilliden og bad om fortsat opbakning, både fra bagland og ansatte, til at føre missionen videre. ”Det er ikke min mission, eller Bodils mission, men Guds mission”, lød påmindelsen fra generalsekretæren. ”Jeg har brug for at I også er der i morgen, så vi sammen kan løfte opgaven, om at bringe evangeliet til jøderne.” Desuden benyttede han lejligheden, til at takke Bodil for et solidt og lærerigt samarbejde gennem flere år.

Dagen blev sluttet af med en bøn for det jødiske folk, som et oplagt punktum for dagen. Et punktum, hvor Israelsmissionens historie med Bodil Skjøtt som stifinder slutter, men hvor der følger et nyt kapitel, en ny start, i historien om Den Danske Israelsmission. En historie der handler om én enkelt ting, at jøder skal møde Jesus – deres, og vores, Messias.

Kristendommens alvor springer i øjnene

Om 10 dage sidder jeg i Tel Aviv på min sidste aften for min tid denne gang i Israel. Wow, hvor har Gud arbejdet i mig på så mange forskellige planer. Det har både været intellektuelt, følelsesmæssigt og åndeligt. Her i landet er det ikke kun mennesker der taler, men også naturen, konflikter, fester, oplevelser og ikke mindst alle de gamle sten. Israel og alle de skønne mennesker jeg har delt landet, står jeg i stor taknemmelighed overfor.

Men afslutninger kan være svære, hvis man ikke synes, at man har nået, det man gerne vil. Sådan havde jeg det lidt i dag. For i dag var den sidste dag, jeg kunne mødes med jøden Baruch, inden at jeg skal på tur med en god flok MF’er.

Mine møder med Baruch har jeg skrevet om flere gange. Han er en såret mand, som er så skuffet over jøder – især de ortodokse. Vi har talt mange gange om Yeshua. Jeg har prøvet, at vise Guds kærlighed med to lyttende øre, og den kære mand har også udtrykt igen og igen, at han virkelig har sat stor pris på tiden med mig –  at jeg har noget unikt.

Jeg har prøvet igen og igen at pege på at det hele skyldes Yeshua. Han er Messias. Pege på Yeshua som den eneste der kan læge ham. Pege på det fællesskab som han gerne vil have med os. Fortælle om frelsen, som han giver af nåde. Baruch synes, at Yeshua er en meget fin fyr, men at se ham som frelser, det kan han ikke forholde sig til.

Vores farvel i dag satte lige pludselig nogle ting på spidsen. Baruch har ikke adgang til internettet, han aner ikke, hvordan man bruger en computer, så det er svært at holde kontakten. Farvellet i dag var nok et endeligt farvel, hvor jeg simpelthen ikke kan være sikker på at se ham igen.

I vores ”farveltaler” til hinanden blev alvoren i den kristne tro virkelig tydelig. Først sagde han, at hvis vi ikke så hinanden her på jorden, så i himlen. Men så fortsatte han nærmest jokende med, at han vil ende i helvede og jeg i Paradis, så vores farvel nu var jo nok et endeligt. BUM! Hvad skulle jeg sige?! For det er jo det, jeg tror er sandt, med mindre at han vender sig til Yeshua. Mit farvel til ham måtte blive et udtrykt ønske om, at han må møde Yeshua som sin personlige frelser. Jeg ønsker sådan, at han en dag må møde den frisættende kærlighed, som er så livsvigtigt.

Jeg havde sådan håbet på dag jeg begyndte at mødes med ham, at jeg måtte få lov til at lede ham til Yeshua, men nu kan jeg ikke gøre mere udover at bede. Jeg må bare stole på, at jeg har fået lov til at så nogle frø, og stole på at Gud sender en anden til at vande.

Kære søstre og brødre, det er altså et livsvigtigt budskab, vi har modtaget. Vi må simpelthen ikke holde det for os selv, det er for kostbart til det. Vi har fået det af nåde, lad os give det videre. Jeg har fået lov til at så og vande lidt her i Israel, og nu ligger der nye marker, som jeg må prøve at dyrke på bedst mulige måde. Heldigvis må jeg altid minde mig selv om, at det er Gud der er ansvarlig for væksten. Og tak Gud for, at det ansvar ikke ligger på vores skuldre.

Hold ikke det gode tilbage!

Jeg leger på Guds legeplads.

Forestil dig en kæmpe legeplads. Ikke en af de almindelige med et par gynger og en rutschebane. Nej en af de der spændende nogen, hvor man går på opdagelse. Hvor der er noget for forskellige sanser, et sted hvor der kan være fart på, men også et dejligt sted, hvor man bare kan slappe af og nyde solen. (Hvis det altså var sommer.)

Sådan oplever jeg mine ture i prayerhouse med Elisabeth Serner. Bedehuset er et stort rum ved Davidsbyen, hvor mennesker fra hele verden kommer og beder sammen. En gang i mellem bliver der delt forskellige bibelvers og tanker med hinanden, og der bliver hele tiden ledt lovsang.

Der er pyntet op med en masse forskellige symboler og i et område midt i rummet, kan man finde en masse forskellige små sjove, finurlige ting, som kan være billeder på, hvem Jesus er. Derudover er der diverse flag i forskellige størrelser, farver og med forskellige billeder eller ord, som man kan vifte med.

Her har Elisabeth og jeg de sidste onsdage brugt 3 timer på bare at søge og være sammen med Gud. Vi danser rundt, sidder, står, synger, knæler, ligger i fosterstilling, læser i bibelen, drikker te, slapper af – med andre ord, vi hænger ud med Gud, lige som vi er.

På den ene side er dette sted en legeplads, hvor vi fjoller og en dagligstue, hvor vi slapper af, på den anden side får man også fornemmelsen af Guds hellighed. Alle gangene er jeg bare brudt ud i sang: “Hellig, Hellig, Hellig”, for at kunne komme ud med det jeg var fyldt af.

Det har virkelig været opmuntrende for mig at være en del af dette fællesskab. Tænk, at mennesker fra hele verden samles i bøn til Gud. Vi har sikkert en masse forskellige holdninger til alt muligt, men jeg oplever bare en varme og kærlighed til hinanden. Så selvom man ikke kender hinanden, kan man sagtens gå over og bede for en bror eller søster.

Mine oplevelser i prayerhouse er meget svære at beskrive, for der er så meget at sige, så mange små erkendelser: Gud ønsker hellighed, Gud er mild, jeg er dybt afhængig af Gud, der er noget nyt på vej, Jesus er konge over Danmark (billedet nederst viser, hvad der mindede mig om det), det kræver mod at være tålMODig og jeg kan fortsætte.. Det har været en så stor velsignelse at træde ind i et rum, som inspirerer til at tilbede Gud, lige som jeg er og har det. Der er frihed til at gøre nogle fjollede ting. Men også frihed til bare at sidde.

De sidste par uger har jeg virkelig oplevede det befriende ved, at jeg kan komme til Gud med alt, hvad jeg er. Min vrede, skuffelse, sorg, glæde, skørhed, nysgerrighed, kedsomhed, forundring. Gud vil have det hele. Han ønsker ikke bestemte måder, men at jeg kommer til ham autentisk.

Wauw, hvor ville jeg ønske vi havde flere af sådanne bedehuse i kære Danmark, hvor mennesker kunne samles i bøn til den kærlige hellige Gud.

Min førstefødte søn…

Dette siger Herren: “Israel er min førstefødte søn. Jeg sagde til dig, at du skulle lade min søn gå, så han kunne dyrke mig, men du nægtede at lade ham gå. Derfor vil jeg nu slå din førstefødte søn ihjel.”2 Mos 4,22-23: 
 

Jamen… Israel – Guds førstefødte? Hvad med Jesus… Er Han ikke…? Slå din førstefødte søn ihjel… Du kan da ikke mene seriøst…?



Der er gået et par hundrede år siden vi fulgte Abraham, Isak, Jakob og til sidst Josef i Biblens første bog. I løbet af de hundrede år er hebræerne (eller israelitterne om man vil) gået fra at være et velkomment folk hos supermagten Egypten til at være et undertrykt og udnyttet folkeslag. Men nu tager historien (igen) en skarp og uventet drejning. Abraham, Isak og Jakobs Gud – Den evige ’Jeg Er’ (2 Mos 3,14) – vil udfri sit folk fra slavelivet til et frit liv i deres eget hjemland, hvor de kan tjene og leve i forening med Gud. Exodus is happening!

Og Gud mener det seriøst! Et udsnit som jeg ikke tidligere har lagt mærke til er versene 22 og 23 i det fjerde kapitel af 2. Mosebog. Gud siger til Moses, at han skal sige til Farao, at Israel er Guds førstefødte søn, og at Gud vil slå Faraos førstefødte søn ihjel, hvis ikke han vil lade israelitterne gå [smiley der ser overrasket ud].

Versene stiller så mange spørgsmål, at jeg ikke ved hvor jeg skal begynde, og de gør mig samtidig vred på Gud; Vil Gud virkelig dræbe et barn (og senere skal det vise sig, at det ikke kun er ét barn) for at befri sit folk? Er der ikke andre måder? Som nybagt far bliver mit gudsbillede alvorligt udfordret her, og jeg kan ikke andet end stille mig uforstående og bøje mig for Hans vilje og alvidenhed.

Men de hårde ord i versene afslører samtidig betydningen og alvoren i Guds hensigter med sit israelitiske folk. Gud har udvalgt dem og Han vil udfri dem. Gud har skabt sit folk ved at kalde Abraham (Abram) og givet ham afkom, og nu vil Han udfri sit folk, så de kan udleve og udføre Hans ”master plan”, Guds mission – Missio Dei.

Gud kalder Israel for ”min førstefødte søn” – og her må jeg trække en streg i sandet. DEN titel er forbeholdt min frelser, Jesus (Joh 3,16; Rom 8,29). Jesus er Guds første- og enbårne søn (Vi bliver dog adopteret som Guds børn igennem dåben (Rom 8,15)). Men netop disse ord, at Israels folk er Guds førstefødte søn, afslører for mig deres plads i frelseshistorien. Gud udvalgte sit folk – Hans førstefødte – for at Jesus, som opfyldelsen på alle løfterne til netop dette udvalgte folk, kunne udfri dem, dig og mig fra slaveriet under ondskabens tyranni – kort fortalt.

Men hvad gør det ved dig, og hvad gør det ved dit syn på Israels folk? Det håber jeg, at du vil overveje grundigt i det nye år. Godt nytår!