Skip to main content

Måned: februar 2018

Travle timer og tåreflasker – Missionspiloter F18, dryp 1

145!

Det er er det antal timer, vi 5 missionspiloter på forårsholdet har opholdt os i Israel. 145 timer i et nyt land. 145 timer i en ny kultur. 145 timer fulde af indtryk. Det er slet ikke til at begribe, at 145 timer er nok til at rumme alt det, vi allerede nu har oplevet, men det skal I nok høre mere om længere nede i teksten :)

Først en ultrakort præsentation af os: Anne-Line, Anne Sofie, Emma, Alexander og Kristina. 5 joviale jyder. 5 edderspændte eventyrere. 5 motiverede missionspiloter! Og hvad er det så, vi er motiverede for? Jo, det er at være en del af Guds mission her i Israel, møde mennesker og opleve landet og dets kultur.

I toget på vej til Kastrup. Megaspændte på de næste tre måneders eventyr!
Denne uge har som sagt været proppet med indtryk, hvilket har gjort smilene store og hovederne trætte. En minutiøs gennemgang af vores ugeprogram ville sikkert være aldeles læseværdig, men i stedet vil jeg her servere et kort resume af de 145 timers indhold, og derpå dykke ned i én af mange refleksioner disse dage gav anledning til.

145 timer på 2 minutter:
(Det er okay at springe det her afsnit over :) ) Skrevet på listeform, som understreger omfanget af oplevelser :)
– Ankomst, indkvartering i lejlighederne og rundvisning i Jerusalem
– Fortælle livshistorier for hinanden for at opbygge en tæt relation fra start
– Anne-Line og Emmas første falafel nogensinde!!!
– Undervisningstur på Oliebjerget:
– Himmelfartskapellet
– Fadervor-kirken
– Profeternes grav
– Udsigtspunkt
– Gravpladser
– Tårekirken
– Getsemane
– Mariakirken
– Diverse praktiske detaljer – informationer så vel som indkøb
– Halvandet døgns dødehavstur:
– Jesu dåbssted
– Qumran(hvor man fandt dødehavsrullerne)
– Flyde i det døde hav
– Se Lots kone(saltstøtte) og kort vandring i Melørkenen v Sodoma
– Overnatte i i hytter på hostel-lejrsted med hængekøjer, bål og jødiske festselskaber som kulisse.
– Bestige Masada inden solopgang
– 6 timers hike op og ned i klippeterræn med skøn udsigt og gæstfrie arabere på toppen :)
– Gudstjeneste i den danske kirke

Så hurtigt kan det listes op, og så hurtigt kan det understreges, hvor meget vi har nået :) Vi føler det selv, som om vi har været her i langt over en uge med alle de oplevelser. Især fordi alle oplevelser har efterladt særlige indtryk. Lad mig nu til sidst beskrive ét af mange indtryk.

På vej på dødehavstur
Qumran
Ned fra melørkenen
Madlavning på vores hostel-lejrsted


Tomme tåreflasker
På vores Oliebjergsvandring med kirkevolontør Henriette fik vi undervisning ved hvert stop på turen, deriblandt tårekirken. Tårekirken er bygget over beretningen om, at Jesus græder, da han ser Jerusalem på vej ind i byen palmesøndag. Det var imidlertid ikke denne beretning, vi brugte tid på, men derimod beretningen i Lukas 7 om kvinden i farisæerens hus. Kvinden, der vasker Jesu fødder med sine tårer, tørrer dem med sit hår og salver dem i olie.

Spørgsmålet til overvejelse var her, hvordan kvinden kunne græde så mange tårer, at der var nok til at vaske Jesu fødder med dem? Henriettes bud var, at kvinden medbragte sine tårer i tåreflasker og hældte ud over Jesu fødder. Tåreflasker var almindelige på Jesu tid – små flasker man bar om halsen til minde om det, man sørgede over, og som man så kunne tømme, når man havde bearbejdet sorgen. Denne vinkel på beretningen; at kvinden medbragte sine tåreflasker og tømte dem ved Jesu fødder, blev rigtig stærk for mig, mens jeg stod der ved tårekirken, og så dens udsmykning med tåreflasker på taget. Hvor er det stort, at vi må komme til Jesus med al smerten, al sorgen, alle tårerne. Komme med det hele til Jesus og bede hans fred ind i det, som kvinden gjorde ved at efterlade sine tårer hos Jesus.

Så der stod vi: ved tårekirken. Ovenpå tre dage hvor vi havde delt livshistorier og været omkring både det sjove og det svære. Der stod vi – og fik serveret en eksempelhistorie på at tømme tåreflaskerne hos Jesus. Ikke for at glemme det skete, men for at have en at dele smerten med og bede Guds fred ind i den. Der stod vi – og oplevelsen gjorde indtryk og lyst til at handle, lyst til at have tomme tåreflasker.

På vej til Oliebjerget
Ved Fadervor-kirken
Velvære i det døde hav


Det var første dryp – shalom så længe :)

Giv besked!

Du skal give israelitterne besked (2 Mos 27,20)
Ugens portion: 2 Mos 27,20-30,10 Ugens Tora-portion har i jødisk tradition overskriften: ”Tetzaveh”, der er det andet ord i 2 Mos 27,20. Det betyder: ”Du skal give besked!” eller måske nærmere: ”Du skal give befaling!” Det, Moses skal give sit folk besked om, er først, at de skal skaffe olie til lysestagen i helligdommen (2 Mos 25,31-40), dernæst er det om præstedragten (kap. 28) og præstevielsen (kap. 29), og endelig om røgelsesofferalteret (30,1-10). Det hele beskrives ganske udførligt, selv om det ikke er alt, der er gennemskueligt for os. Men det er åbenbart vigtigt, siden der bruges så megen plads på beskrivelsen.

Kernen i beskeden

Det vigtigste og mest bemærkelsesværdige er, at Aron skal træde frem for Gud på folkets vegne. Gud havde ellers kaldt folket et kongerige af præster (2 Mos 19,6). Men de måtte ikke gå ind i helligdommen, og de måtte ikke selv bringe deres ofre på alteret. Alt skulle gå igennem Aron, ypperstepræsten. Dermed er der på den ene side markeret et skel mellem Gud og det syndige menneske. Dette skel går igen gennem hele Bibelen. Den, der vil frem for Gud i egen fromhed og retfærdighed, bliver mødt af et nej. Det oplevede fx Nadab og Abihu, der selv ville bringe røgelsen frem for Gud (3 Mos 10,1-5). Men på den anden side er der åbnet en vej ind til Gud. Enhver kunne bringe sit offer til Aron og få det bragt på alteret.

Præstedragten

Der var især 2 vigtige ting ved ypperstepræstens dragt. Det ene var doms-brystskjoldet med 12 ædelsten, svarende til Israels 12 stammer – Aron skulle bære dem ved sit hjerte. Navnene på de 12 stammer var i øvrigt indgraveret i 2 sten på hans skuldre. Han skulle stadig bære Israels frelse frem for Gud i pagtsteltet. Det andet vigtige var blomsten på hans turban, hvorpå der stod: Hellig for Herren. Det understregede, at Aron havde fået tjenesten pålagt og betroet af Gud.

Jesus

Alt skulle gå gennem ypperstepræsten. Dermed er der peget frem på Jesus. Han fik ganske vist ikke den flotte klædning, som Aron fik. Han fik ikke ædelsten ved hjertet eller på skulderen, og han havde ikke blomsten i turbanen. Jesus blev indviet, da han blev døbt af Johannes Døber i Jordan floden og Guds røst lød: Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag (Matt 3,17). Jesus havde godt nok en fornem kjortel, der var vævet i ét stykke (Joh 19,23), men han blev afklædt, da han selv blev ofret på Golgata. Men efter opstandelsen og himmelfarten er han vores ypperstepræst i den himmelske helligdom. Den nåde, har vi fået.

Jesus – for dig!

Da vi nu har en stor ypperstepræst, som er steget op igennem himlene, Jesus, Guds søn, så lad os holde fast ved den bekendelse.  For vi har ikke en ypperstepræst, der ikke kan have medfølelse med vore skrøbeligheder, men en, der er blevet fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd. Lad os altså med frimodighed træde frem for nådens trone, for at vi kan få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid (Hebr 4,14-16). Det er beskeden til os.

See, the luck I’ve had, Can make a good man Turn bad

Ugens portion: 2. Mosebog 21,1-24,18 Den 2. til dette afsnit.

HVAD? Du SKAL hjælpe ham?  (2. Mos 23,5)
Nu har jeg slidt og slæbt i 37 år.
Jeg har lange ar op og ned af ryggen.
Jeg er fuldstændig nedbrudt, og de seneste  mange år har jeg slet ikke haft en eneste fridag. Der var ingen gulerod, der var kun pisk.  Jeg hørte, nogle lærde egyptere der diskuterede, hvad der fungerer bedst, men det er kun en dikussion for de priviligerede.
Nu går jeg her, en fri mand, med nyerhvervede egyptiske rigdomme. En enkelt okse ung og stærk, den kan brødføde en hel hustand i det nye land, og jeg er allerede blevet lovet flere. Nu har jeg endelig fået rettigheder, også kommer Moses med to tavler og proklamerer alle de her nye foreskrifter – en slave der skal gives fri, og have en ugentlig fridag. Havde jeg måske nogen af dem?!
Selvfølgelig skal troldkvinder slåes ihjel, og de perverse svin der boller dyr. Og ja gammelt kød man finder på marken, skal man da ikke spise – klart.  (2. Mos 22,17;18;30) Men jeg er da ikke ansvarlig, for at andres svage æsler ikke kan klare arbejdet. Det kan da ikke være mig. Det må da være hans egen inkompetence og dovenskab. (2. Mos 23,5)

SKAL HJÆLPE… Med de løfter Vi har fået, så kommer vi til at undertrykke den fremmede.  Det nye land der venter er til OS. (2. Mos 23,9) Det er vi blevet lovet!

Nu taler Moses om løfterne igen – et land, sejr, styrke, velsignelse, magt. Hvilke andre Guder? Der er kun en Gud, vores sejrs Gud! ”Alt hvad Herren Befaler, vil vi gøre!”   (2. Mos 24,3)

”Hello Aron, der sker jo ikke en skid her… ” (2. Mos 32,1)

Tak for godt bordfællesskab!

”Moses gik op sammen med Aron, Nadab og Abihu og halvfjerds af Israels ældste, og de så Israels Gud. Under hans fødder var der som et flisegulv af safirer, så rent og klart som himlen selv. Disse fornemme israelitter lagde han ikke hånd på. De skuede Gud og spiste og drak.” 2. Mos 24,9-11
  Ugens portion: 2. Mosebog 21,1-24,18 

For nogle år siden gik jeg på højskole. En højskole er, i kraft af at være en kostskole, et sted hvor det særlige menneskelige fællesskab omkring måltider bliver utroligt tydeligt. Måltider har det med at være en fremragende måde at binde mennesker sammen på, og i de fleste kulturer er det at spise sammen en blåstempling af hinanden, en måde at vise en vilje til fællesskab. På højskolen havde en af lærerne en særlig måde at slutte måltiderne af på. Når han rejste sig, sluttede han altid med smilende at sige: ”Tak for godt bordfællesskab!”

Selvom vi dengang morede os en smule over udtrykket, så rammer det for mig denne lille del af ugens Torah-portion ind i et større perspektiv. Efter at have modtaget de ti bud og en masse forskellige sociale og etiske love fra Gud, drager Moses og hans ældste op for at have et pagtsmåltid med Gud Herren selv. Og her står nogle af de sætninger i GT som fylder mig allermest med længsel – DE SÅ GUD! Hvis der er noget jeg, som et Guds barn længes efter, måske særligt midt i en kold og mørk vinter, så er det at se Gud. Sådan, for alvor. At ”skue” ham og have fællesskab med ham. Det kan virke som en fjern drøm, en tåget forestilling som nok aldrig bliver fuldstændig. Men Gud fortæller os, at sådan skal det blive engang. Engang skal vi se ham – og ikke nok med det, vi skal være sammen med ham!

Måske så Moses og de andre ikke det fuldstændige gudsvæsen. Det gjorde de sandsynligvis ikke. Ligesom de, kan vi ikke rumme sådan en herlighed, en magt, en ”fortærende ild” som der står i vers 17. Der er simpelthen for langt mellem os og Gud, hvilket de mærkværdige og afslørende love i de foregående og efterfølgende kapitler i loven udfolder. Men Jesus giver os håbet og løftet om, at det en dag skal blive anderledes. En dag skal vi få lov at sidde med Gud, og endda nyde ”marvfede retter og ædel, lagret vin” som Esajas udtrykker det (Es 25,6). Den dag kan vi, med et smil på læben, se på vores Gud, Israels Gud, og takke for godt bordfællesskab!

Det kan være svært at forholde sig til, som andet end et uklart billede i horisonten. At se Gud selv. Men måske giver det os et perspektiv, en retning, som præger alt andet i os? Måske, så er det netop længslen der gør livet meningsfuldt netop nu. Og måske er længslen med til at drive os i mission, så andre kan få del i længslen – og i håbet.

Forsoningskonference på Cypern inspirerede og opmuntrede

Joakim Hjorth, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen, 2. februar 2018

For fjerde år i træk afholdte Lausanne Congress on Reconciliation (Lausanne bevægelsens forsoningsafdeling) en konference om forsoning mellem messianske jøder og palæstinensiske kristne. Konferencen fandt sted på Cypern i januar måned i år og havde overskriften: ”Udfordringer med social uretfærdighed i Israel.” Baggrunden for emnet var, at selvom der er udbredte problemer med social uretfærdighed over det meste af den vestlige verden i dag, så står Israels og de palæstinensiske områders mindretal af Jesus-troende med særlige udfordringer, i forhold til diskrimination, konflikten i området og levestandarder. Desuden er det en stor udfordring for de kristne grupperinger i landet at fastholde deres holdninger og synspunkter, samtidig med et ønske om at respektere de andres fortællinger og ståsteder.

Efter diskussioner om baggrunden, betydningen af og teologien omkring social uretfærdighed, fik repræsentanter fra henholdsvis det israelsk-arabisk kristne, det messiansk-jødiske og det palæstinensiske områders kristnes samfund mulighed for at holde et oplæg om udfordringer med social uretfærdighed indenfor deres respektive områder. Efter oplæggene diskuterede de tre grupper internt, hvordan de hver især håndterer udfordringen med social uretfærdighed, hvad de i sidste ende ønsker at de andre grupperinger skal forstå om dem og hvordan de kan hjælpe hinanden. Derefter præsenterede hver gruppe deres forståelse, af den sociale uretfærdigheds udfordringer for de andre.

Den røde tråd gennem de tre grupperingers oplevelser var den virkelighed, at deres samfund er marginaliserede grupper i Israel, om end af vidt forskellige årsager. For de israelsk-arabiske blev problemet med ulighed taget op, specielt i forbindelse med tildeling af regerings ressourcer i arabiske byer, skoler, sundhedsvæsenet og udvikling. For de messianske jøder var de vigtigste temaer diskrimination vedrørende immigration, de ultra-ortodokse jøders monopol over landets religiøse anliggender, den fortsat uafklarede situation med de palæstinensiske områder og samfundsmæssig diskrimination imod den arabiske befolkning. Den sidste gruppe, de kristne fra de palæstinensiske områder, berørte problemer med generel fattigdom, korruption i regeringen og det israelske militærs kontrol over deres samfund. De fleste af oplæggene ledte til livlige og intense spørgsmål og diskussioner, da hver gruppe forsøgte at forstå de andres perspektiver. Kongressen resulterede i en oprigtig oplevelse af at have delt hinandens perspektiver og en lyst til at forsøge at hjælpe hinanden. Grupperne forpligtede sig på jævnligt at have fællesskab med hinanden, at anerkende hinandens smerte, at rejse sammen til nogle områder der er relevante for de andre grupperinger, at fortsætte den teologiske debat og at være fortalere på vegne af de andre på sin egen hjemmebane.

James Cowen fra det messianske samfund i Israel fortæller om sin oplevelse af konferencen: “Denne konference var den tredje jeg har haft mulighed for at deltage i. Det forbløffer mig at se fremskridtet på disse konferencer, ved at deltagerne deler og beder sammen over meget intense emner, hvoraf nogle af dem vedrører selve identiteten af individerne selv. Mere end nogensinde viste dette skriftsted sig rammende: ”Hvor er det godt og herligt, når brødre sidder sammen!” (Sl 133,1).

Artiklen er en redigeret version af en artikel fra det israelske medie Kehila News. Læs den oprindelige artikel her: http://kehilanews.com/2018/01/28/israeli-messianic-jews-and-palestinian-christians-discuss-social-justice/