Month: marts 2018

Et endegyldigt offer – MPF:18 Dryp 6

Midt i den travle påskeugen, når vi lige et lille tilbage blik på sidste uge. Vi var nemlig så heldige at være i Eilat. Vi tog fra “kolde Jerusalem” (dvs 15 grader) og ankom til de varmere himmelstrøg med 27 grader. I Eilat boede vi på et kristen hostel, som hedder The Shelter. Et sted hvor vi blev mødt med åbne arme og ( endnu en gang) en udstråling af Guds kærlighed. I Eilat brugte vi meget tid på at ligge på stranden, kigge på flotte fisk og koraler, og lave praktisk arbejde lidt praktisk arbejde også. Så ja, lidt badeferie var det jo, men vi nød godt af at puste ud midt i vores tætpakket program. Vi ankom fredag og søndag tog til Timna Park, hvor vi skulle hjælpe omkring et tabernakel, der var genopført ud fra beskrivelserne i mosebøgerne. Det var et super spændende og meget varmt sted. Vi arbejde midt på dagen i den varme ørken, og snakkede om hvor hård ørkenvandringen egentlig må have været for isralitterne. De har ikke bare gået rundt og hygget sig i det smukke landskab, det har været varmt, hårdt og barskt på flere måder. Vores kontaktperson og “chef”, Ben, gav os en lille guidet tur i tabernaklet. Det var en tur, der gjorde stort indtryk på mig, fordi passagerne om tabernaklet i mosebøgerne normalt forekommer mig ligegyldige og lange. Her kunne jeg se og røre ved resultatet af Guds befaling om opførelsen. Vi hørte en del om de ofringer og ritualer, der fulgte med, når ypperstepræsten en gang om året måtte træde ind i det aller helligste og tættere på Gud. Jeg bed særligt mærke i nogle af de sammenligninger Ben lavede mellem tabernaklets formål og Jesus. Han fortalte at man ofrede dyr, fordi dyr ikke kan synde. Ideen med ofringen var at, det syndfrie dyr påtog sig menneskets synd og mennesket, dyrets renhed. Blodet havde en afgørende rolle her. Dyrets blod blev smurt på menneskets hvide tunika( tidens påklædning) som tegn på renhed. Sammenligningen virker måske åbenlys og er for mange bare endnu en snak om Jesus som offerlammet. Dog var der er ny vinkel på Bens sammenligning. Jesus døde for os, som et offer. Han påtog sig vores synd, og vi fik hans renhed. Netop derfor skal vi ikke bygge et alter og bringe ofre mere. Han var et fejlfrit og fuldstændigt offer. De tidligere ofringer var midlertidige. Ypperstepræstens besøg i det aller helligste var midlertidige. Han kunne ikke bare slå sig ned derinde, for selv ikke et syndfrit dyr kunne give en forblivende renhed. Jesu død var et endegyldigt og BLIVENDE offer. Derfor steg han til himmels og SIDDER nu ved Guds højre hånd. Han har slået sig ned hos Gud/ ved det aller helligste, fordi hans offer ikke var midlertidigt men evindeligt. Så i denne påskeuge er vi i fuld gang med at genopleve “ofringen” af Jesus som vores offerlam.

På vandring med Gud

Dengang Farao lod folket gå, førte Gud dem ikke ad vejen til filistrenes land, skønt det var den korteste; for Gud tænkte: »Bare folket ikke fortryder og vender tilbage til Egypten, når de oplever krig.« Derfor førte Gud dem ad en omvej gennem ørkenen til Sivhavet. (2. Mosebog 13,17-18a)
Ugens portion: 2. Mosebog 13,17-15,26 Israelitterne er på vandring, væk fra Egypten, væk fra slaveriet og undertrykkelsen. Men hvor skulle de gå hen? Det er en vidunderlig tekst, vi har foran os. Den fortæller hvorledes Gud guider sit folk. Han går foran dem, han viser dem vejen. Han går som en skysøjle om dagen og som en ildsøjle om natten, han leder og fører dem, så de kan finde vej. Hvilken vej fører Gud dem så? Det ville være nærliggende at tage den korteste vej til Kanaans land, som er målet for deres vandring, men det gør han ikke. Han lader dem gå en omvej, hvorfra det ikke er så let at vende om, hvis det skulle blive svært. Og svært bliver det, de vil opleve krig, tørst, sult og prøvelser af mange slags. Gennem alle disse prøvelser, lærer de Gud den almægtige at kende, som en de kan stole på, leve og tale med. For han er med dem alle dage. Da Faraos hær nærmere sig bryder israelitterne ud i fortvivlelse, det havde været bedre for dem at være blevet i Egypten. Da Gud viser dem sin omsorg, og han lader sin engel og skysøjlen, som gik foran dem, rykke om bagved dem, så de kommer til at stå mellem israelitterne og egypterne. Desuden drev Herren havet tilbage med en stærk østenstorm, så israelitterne kunne gå tørskoet over. Derudover blev egypterne holdt tilbage, fordi Herren skabte forvirring i deres hær og blokerede hjulene på vognene. Og da israelitterne var nået over på den anden side af havet, fik Moses at vide af Gud, at han skulle række sin hånd ud og havet faldt ned over egypterne. Guds folk, israelitterne fik meget klare tegn på, hvem der var med dem: Hærskares Herre, Gud – den almægtige. Det skulle hjælpe dem til at stole på Ham i mørke tider, for de ville komme igen. Men israelitternes hukommelse er ikke som vores, for de var kun lige færdige med at synge lovsange til Gud for hans mægtige gerninger, da de atter bryder ud i fortvivlelse. For nu var der var ingen vand, og det vand der var, var bitter. Tre dage i ørkenen uden vand, det er slemt. De blev prøvet igen og igen. Godt at vores hukommelse er så meget bedre, så behøver vi ikke fortvivle, når vi møder modgang. For vi har jo lært af israelitterne eller hvad? Når vi ikke ser Herrens nærvær i vores fortvivlelse, hvad stiller vi så op? Forkaster vi Gud, søger vi andre veje eller vender vi os til Ham? Moses havde lært at stole på Gud, så når han mødte svære ting råbte han til Herren, og han hørte hans bøn. Og mht. vandet, så: ”viste Herren ham et stykke træ. Det kastede Moses i vandet, og så blev vandet frisk”.

Liv i døden – MP:f18 dryp 5

For to uger siden tilbragte vi to dage i selskab med Mei’r på hans arbejdsplads: Alliance Church International Cemetery. Mei’r er graver, men i realiteten har han en langt bredere jobbeskrivelse end det, hvilket I nok skal få en uddybning af længere nede. Først en introduktion til fænomenet kirkegård i Israel: I Israel er størstedelen af gravpladser jødiske eller muslimske. Fælles for begge er, at de afdøde lægges i stenkister, som står på jorden. Stenkisterne er, med få undtagelser, lavet i samme lyse sten og står tæt række op og række ned, så et besøg på en sådan gravplads er dermed et ensfarvet og ensformigt besøg. På kirkegården bliver de kristne afdøde derimod begravet i jorden, over dem rejses en sten, og omkring stenen vokser et væld af planter og blomster. Her er ingen ensartethed. Et besøg på kirkegården er dermed et besøg blandt farver og forskellighed. Kort sagt betyder denne forskel på gravpladser og kirkegårde, at kirkegårdene skiller sig ud, og derfor tiltrækker sig forbipasserendes nysgerrighed. Den kirkegård, vi hjalp til på, ligger langs en befærdet vej, og dagligt kigger mange forbipasserende indenfor. Dermed er vi tilbage ved Mei’r jobbeskrivelse.
God energi under havearbejdet
En kirkegård fuld af historier OG fuld af liv Mei’r er graver, ja, men han bruger først og fremmest sin arbejdsplads som en baggrundskulisse for at dele evangeliet om Jesus. Det gør han blandt andet ved at fortælle historier til de besøgende. På kirkegården er både kendte missionsfolk og “anonyme” kristne begravet, og Mei’r kan historien bag hver enkelt navn og fortæller den gerne. Altid med fokus på hvordan troen på Jesus mærkede afdødes liv. En anden historie Mei’r fortæller på kirkegården, er Guds historie fra 1. Mosebog til Åbenbaringen. Den er malet på to af havens vægge, i alt 120 meter. Et projekt, der blev færdigt i efteråret – 6,5 år efter første penselstrøg blev gjort. Dette vægmaleri kan ikke andet end gøre indtryk på alle, der ser det. Så selv de besøgende, Mei’r ikke når at snakke med, får en historie med hjem.
Vægmaleriet – her ses fra Noas ark til Abraham
Vægmaleriet: Her føres påskelammet til slagtning af både jøderne og romerne, og jesus genopstår påskemorgen!
Sidst men ikke mindst fortæller Mei’r historien om de dødes opstandelse. Han proklamerer frejdigt og provokerende overfor de besøgende: “Kirkegården er levende, og det samme gælder dens afdøde, som døde i troen på Jesus og derfor har liv i døden. Gravene er blot et hvilested, indtil Jesus kommer igen for at hente dem til det evige liv.” Det er en smuk måde at se på døden; en midlertidig søvn forud for det bedste af det bedste, nemlig opstandelsen og det evige liv hos Gud.
Rengøring af vægmaleriet
Høje træer beskæres bedst af en høj mand
I nærkontakt med døden Selv havde jeg i løbet af vores tid på kirkegården en pause, hvor jeg tog mig tid til bare at sidde, se mig omkring og betragte gravstederne og vægmaleriet. Som jeg sad der i skønt solskin og nød livet, lod den dejlige fuglekvidren over mig sig blande med ekkoet fra de mange levede liv under mig. Gravstederne gav døden sprog. Sprog til at sige: “Betænk livets korthed, dødens vished og evighedens længde.” En talemåde, jeg har hørt mange gange før, men som fik særlig taleret netop her.
Vi fejede alle gangstierne
Livets korthed: Få dage før vores ankomst fik kirkegården endnu et navn og tilhørende historie at bære videre. En historie, som Mei’r helt sikkert snart får sat sig godt ind i. En historie om en ung japaner, hvis livsrejse geografisk set sluttede i Israel. En historie om hvor ligegyldigt geografisk tilhørsforhold er i døden, hvor kun tilhørsforholdet til Jesus har betydning. Et ungt menneske i 20’erne. Så langt passer vi fem missionspiloter alle på beskrivelsen af afdøde. Det er tankevækkende. Den gode danske levestandard og høje gennemsnitlige levealder giver os let en forventning om et langt liv, men virkeligheden er, at ingen af os ved, hvor mange dage vi har igen. Dødens vished: Derimod ved vi, at når vores dage er talt, venter døden. Det er en kendsgerning. Ingen går fri, alle må vi sige farvel til vores jordiske liv før eller siden, men i troen på Jesus venter der et liv bedre end det bedst tænkelige – og så endda for evigt! Evighedens længde: Ingen kan fastsætte evighedens længde, men selv hvis man kunne ville længden af vores jordiske liv uden tvivl ikke engang fylde en mikroskopisk prik i sammenligning. Det er virkelig godt at blive mindet om! For ja, vi må betænke alle tre: livets korthed, dødens vished og evighedens længde. Betænke hvordan vi bedst lever det jordiske liv, vi har fået givet, så vores grav blot bliver et hvilested før det evige liv, og ikke endedestinationen. Med fare for at lyde kliché vil jeg slutte med at lade en sætning hænge, for med evigheden for øje er der god grund til at leve hver dag, som om det var din sidste. Hvad betyder det for din dag i dag?
Gruppebillede med seje Mei’r, der bruger enhver lejlighed til at fortælle om Jesus

Israel og landløfterne

I år er det 70 år siden staten Israel blev oprettet. Det markerer vi i vores magasin ”Evangeliet og den jødiske verden” det kommende år gennem en artikelserie, der sætter fokus på dette emne. Herunder kan du læse et uddrag af Jan Mortensens første artikel, der handler om Israel, og de løfter, der er knyttet til landet. Hele artiklen kan læses her: https://israel.dk/fortaellinger/magasinet/ Jan Mortensen, sognepræst og medlem af landsstyret, marts 2018 Har Gud snydt sit folk? Alle Guds løfter har fået deres ”ja” i Jesus Kristus (2 Kor 1,20). Det er det Nye Testamentes (NT) påstand. Jesus er den længe ventede Messiaskonge, der bringer den nye pagts gudsrige. Guds rige kom imidlertid ikke helt på den måde, Jesu samtid forventede det og sådan som dele af det Gamle Testamente (GT) kunne tolkes: i form af en genrejst jødisk nation med verdensherredømme. Guds rige kom i et ”allerede/endnu ikke”, hvor den korsfæstede og opstandne Messias allerede sidder på sin trone og har etableret et åndeligt rige for både jøder og hedninger ved dåb og tro – og hvor endnu ikke relaterer til den nye jord, vi stadig venter på. På Jesu tid var der mange jøder, der afviste Jesus, fordi de mente, at dette ikke stod mål med løfterne til det etniske Israel: Var landløfterne ikke mere konkrete end som så? I dag er der lige så mange kristne, der stiller samme spørgsmål. De accepterer ganske vist opfyldelsen i Kristus som skitseret ovenfor, men tilføjer, at hvis Gud ikke også giver jøderne et land i Mellem­østen, har han snydt sit folk. Det er i mine øjne en fejllæsning af både GT og NT – og sammenhængen mellem dem. GT selv fordrer ikke en ”bogstavelig” opfyldelse NT bekræfter GT’s autoritet ned til det mindste bogstav, men ikke sådan forstået, at ethvert konkret løfte i GT skal finde en ”bog­stavelig” opfyldelse. GT selv fordrer ikke sådan en forståelse. I beskrivelsen af Israels herlige fremtid gør profeterne fortidens embeder og institutioner til ”typer” på denne tids frelse: Moses, David, Melkisedek, eksodus, templet osv. Når NT tolker landet som en type på Guds rige og den nye jord, gør det derfor ikke vold på GT. Landløfterne til Abraham blev givet på bagkant af det tabte land, Paradis, og med hele jordens velsignelse som mål. Løftet til Abraham får en universel og ikke-dennesidig karakter allerede i GT. Men først i NT afsløres hvordan. NT forholder sig til GT som opfyldelse til løfte, men ikke én til én, som hvis en far lovede sin søn en IPhone7 og det får han så. Opfyldelsen transformerer og overbyder løftet. Denne transformering er et gennemgående træk i Bibelen. GT selv bevæger sig indenfor en fremadskridende frelses- og åben­barings­historie, hvor opfyldelsen af Guds løfter udfoldes i stadig nye lag. Med Jesus afsløres løfternes endelige ”hvordan” Både Jesus – og NT med ham – hævder, at GT’s løfter sigter på ham (Joh 5,39). Ikke bare som løfternes slutpunkt, men i virkeligheden som deres evige udgangspunkt. For i virkeligheden blev Israel ikke udvalgt i og af sig selv, men i ham (Ef 1). Han er den ene, der er udvalgt for de mange. Han er Abrahams afkom, hvem løftet gælder (Gal 3,16). Alle trådene fra GT samles i Kristus. I ham er jøder og hedninger blevet til ”ét nyt menneske” (Ef 2,15), den nye pagts gudsfolk (1 Pet 2,9). Det er den ”Kristus-hemmelighed”, som Gud ikke havde åbenbaret i tidligere slægtled (Ef 3,1-13). Alene derfor giver det ikke mening i den nye pagts tid at ville insistere på to ”mennesker” (jødekristne med særlige landløfter og hed­nin­ge­kristne uden) eller ligefrem to gudsfolk (kirken med frelsen og det fysiske Israel med landet). Det første sønderlemmer Kristi legeme. Det andet sidestiller Israel med Kristus, som om Israel var frelseshistoriens ”oliventræ” – og ikke Kristus (Rom 11,17-24). Pagten og arven hører sammen Den del af Israel, der forkastede deres Messias, er ikke forkastet, men den eneste vej tilbage til arven går gennem dåbsvandet, Kristus-omskærelsen, og tilslutning til Jesusfolket, den nye pagts gudsfolk, ved hvem Gud åbenbarer sin herlighed (Joh 17,9-10; Ef 1,22–23; 3,10.21). Sådan får GT’s løfter en kristologisk binding i den nye pagts tid. Israels arv er forløsningen ved Jesus Kristus, den nye pagts Guds rige. At Guds løfter har fået deres ja i Jesus Kristus, henviser derfor ikke bare til deres bekræftelse, men til selve det sted, de finder deres opfyldelse: I Kristus. Der går ikke nogen anden tråd fra GT ind i vor tid – end netop denne. Vi hjælper ikke jøderne til deres fædrene arv ved at gøre staten Israel til en selvfabrikeret opfyldelse, en “Ismael”. Vi har ikke andre veje end at elske dem og forkynde evangeliet om deres Messias for dem (Rom 10).
Julie Kajgaard har været kirkevolontør i Immanuelkirken i Tel Aviv. Her gjorde hun et uventet bekendtskab, som har sat et særligt præg på hende. Nedenfor kan du læse om deres vandring med hinanden, og de udfordringer, der kan være, når to mennesker med forskellige baggrunde åbner Bibelen sammen.   Julie Kajgaard, stud.theol. og tidligere praktikant i Immanuelskirken, marts 2018 Et begejstrende møde Det var en helt almindelig onsdag i oktober i Tel Aviv-Jaffa. Solen skinnede, og det var dejligt varmt. Jeg havde på ingen måde forventet, at dette skulle blive dagen, hvor jeg skulle have æren af at møde en amerikansk jøde, som netop var kommet til tro på Jesus. Men det skete. Midt i dagens trummerum, da jeg sad i Immanuelkirkens foyer og bød turister og andre interesserede velkommen, kom der en mand, som gerne ville se kirken. Jeg gav ham pamfletten, hvor han kunne læse om mosaikvinduerne, der hver især giver glimt af den bibelske fortælling. Efter noget tid kom manden ud fra kirkerummet – jeg havde faktisk helt glemt, han var der. Han begyndte at stille nogle spørgsmål om kirken: Om præsten var god nok og om hvornår, der var gudstjeneste. Midt i de velkendte spørgsmål, begyndte han at fortælle om sit liv. Om hvordan det havde været vanskeligt, og om hvordan han længtes efter at blive et bedre menneske. Det havde ledt ham til at søge på internettet, og der faldt han over en salme i Bibelen og en prædiken af Billy Graham på YouTube. Prædikenen havde han lyttet til på sit soveværelse, og da Graham opfordrede til, at man kunne knæle, lige hvor man var og overgive sit liv til Jesus, havde min ven gjort det. Han tog imod Jesus som herre i sit liv. Jeg har lært mange ting på teologistudiet, men det her var dog en ret unik situation, og min respons til denne fantastiske begivenhed, der var sket i hans liv, blev spontane indskydelser. Jeg spurgte, om jeg måtte bede for ham lige der i foyeren. Det måtte jeg gerne, og vi havde en fin stund sammen. Dernæst tænkte jeg, at jeg hellere måtte invitere ham med til vores bibelstudie samme aften. Han takkede ja, og jeg var begejstret for, hvad Gud var i gang med at gøre i hans liv. “Skal vi læse i Bibelen sammen?” Et par dage efter vores bibelstudie fik jeg spurgt, om vi skulle mødes og læse i Bibelen sammen. Det ville han gerne. Vi fandt en café, hvor vi købte noget kaffe og satte os i solen. Jeg tog min Bibel frem, og jeg slog op i Markusevangeliet kapitel et. Vi læste kapitlet sammen, og min ven stillede mange spørgsmål. Hvor var det fascinerende, at Jesus lod sig forstyrre af mennesker, der havde brug for ham. Hvor var det udfordrende, at Jesus udfordrede den religiøse elite. Hvorfor skulle Jesus døbes? Betød det også, at det ville være godt for min ven at blive døbt? Og lige pludselig var der gået halvanden time. Vi aftalte at mødes igen om en uges tid. Sådan begyndte vi at mødes på ugentlig basis, for der var meget at tale om. For mig var det nyt at få lov til at samtale med en person, der var så “sulten” efter at lære Gud at kende. Jeg er dybt overbevist om, at en af kirkens vigtigste opgaver, uanset om man er i Tel Aviv eller herhjemme i Danmark, er at vandre med de mennesker, som Gud sender på vores vej. Vandringen kan se forskellig ud alt afhængig af, hvem man har fået betroet et følgeskab med. Men vi må vandre. Min gode ven var dybt nysgerrig på teologi. Da vi mødtes for anden gang, havde han læst både Matthæus-, Markus-, og Lukasevangeliet og en portion Paulus. Derudover havde han også læst forskellige teologiske artikler online. Derfor tog vores vandring afsæt i teologiske spørgsmål. “Vi lyttede til hinanden” Særligt var der et spørgsmål, der blev ved med at vende tilbage. Hvordan kunne han anerkende Paulus’ breve, når særligt de var blevet brugt som grundlag for at retfærdiggøre forfølgelserne af det jødiske folk? Det folk som han tilhørte. Det folk, som desperat har brug for at høre, at Jesus er de gode nyheder. Det folk, han elskede. Vi lyttede til hinanden i dette spørgsmål. Jeg opdagede, hvor vigtigt det er, at den etablerede kirke tager afstand fra den del af dens historie, hvor mennesker er blevet gjort fortræd. Hvordan vi, som Jesustroende-mennesker, der elsker kirken, skal stå ved, at der er gjort mange ting i Jesu navn, som Jesus på ingen måder støtter, men som han vil fordømme. Min jødiske ven kæmper stadig i spørgsmålet, om han kan bruge Paulus’ breve til noget. Som døbt, som Jesustroende, som et Guds barn er han på vej i en større erkendelse af, at Jesus er Herre over hele hans liv og langt større: Hele Israel og hele universet. Derfor glæder jeg mig med ham, selvom vi ser forskelligt på Paulus’ skrifter. Jeg er selv på vej i en større erkendelse af, hvem Gud er. På den vej sendte Gud mig et fantastisk menneske. Et menneske, der udfordrede mig til at overveje, om jeg virkelig forstår det, jeg læser i Bibelen? Om jeg forstår det, så det får konsekvenser ind i mit liv og så jeg rejser mig op, og taler imod den uret, kirken har forvoldt mennesker? For det er let for mig og måske også for dig, at forstå Bibelen med vores hjerner. Spørgsmålet, som min ven har efterladt mig med, er, om vi er klar til at forstå Bibelen med vores hjerter og vores hænder? Tør vi at lade Guds ord forme vores tanker om de mennesker, der er marginaliseret, forfulgte og anderledes? Tør vi tage afstand til de dele af kirkens historie, som Jesus vil tage afstand fra? Tør vi forstå det, vi læser? *Jeg har valgt at holde hans navn anonymt

Uden kærlighed, ingen tillid

Anika Thorø Møller, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionens Unge, februar 2018 Et særligt bekendtskab ”Du hader jo jøder. Det gør du jo.” Ordene kommer fra Baruch; en ældre, jødisk herre med et stort, hvidt skæg og en bedstefaragtig sixpence-hat fladt liggende på sin bare isse. Med sine mørke øjne ser han på Nanna Forum Didriksen, mens de siger farvel. 25-årige Nanna skal hjem til Danmark. Efter seks måneder som kirkepraktikant i Den Danske Kirke i Jerusalem er tiden i Israel forbi, og dermed slutter også Baruch og Nannas fælles vandring. Barcuh har ikke adgang til internettet, så dette farvel bliver nok det sidste, de nogensinde giver hinanden. Det eneste Nanna har tilbage er Barcuhs visitkort. Baruchs ord gør ekstra ondt denne dag, selvom Nanna har hørt ham sige sætningen flere gange over de seneste måneder. I alt er de mødtes otte gange for at snakke om liv og tro. Men denne dag bliver det sidste gang Nanna gentager for Baruch, at hun ikke hader jøder. Slet ikke. De hårde ord rammer hende, da hun atter er tilbage på dansk jord. Hverken indretningen i hendes hjem i Aarhus eller hendes tanker er faldet helt på plads. Den røde rygsæk er stadig ikke pakket ud, og tankerne hvirvler rundt i stuen for en efter en at lande hos Nanna: ”Det var hårdt, når Barcuh beskyldte mig for alt muligt. Men jeg forstår godt hans reaktion med alt den smerte, han har mødt,” siger hun. Små skridt med kærlighed Øverst i den røde rygsæk ligger en æske med nogle af de ting, som Nanna har taget med sig hjem: et trækors, olie – og så visitkortet fra Baruch. Det er jødernes brug af bedesjal med kvaster og bederemme, der har fået hende til at tage trækors og olie med til Danmark. ”Jøderne har set vigtigheden af at have visuelle ting til at minde dem om bestemte dele af deres tro,” siger hun og forklarer, at olien skal minde hende om, hvordan vi mennesker skal salve hinanden; hvordan vi skal læge hinandens sår med kærlighed. Gennem de seneste måneder har hun lært, hvordan det også gælder i hendes venskab med Baruch. Baruch er såret på sjælen. I Yom Kippur-krigen i 1973 var han den eneste i sin deling, der overlevede. Historiens mørke sider har også sat sig i hans bevidsthed: Kristne har voldt skade på jøder, og jøderne har ikke været det gode eksempel, Gud har udvalgt dem til at være. Igen og igen taber kærligheden til hadet, synes Baruchs konklusion at være. Men Nanna har forsøgt at fortælle Barcuh, at kærligheden kan vinde. Hun har været hans lyttende øre og fortalt ham beretningen om Jesus, der rummer den ultimative kærlighed. Til tider orkede Nanna ikke samtalerne med Barcuh. De var hårde og krævede vedholdenhed. Samtidig tog opholdet i Israel hårdt på energien, men hun oplevede, at Gud gav hende styrken til samtalerne med Barcuh. Og hendes kamp for Baruchs tillid har båret frugt: Han er taget til gudstjeneste – flere gange. Kan frøet spire? Det er ikke kun Barcuh, der har flyttet sig de seneste måneder. Det samme har Nanna gennem de møder, hun har haft med Barcuh og andre i Israel. Møderne har sat tanker i gang, der næppe tænkes til ende i den kommende tid: Vi har brug for kærlighed for at opnå tillid. Jesus er livsnødvendig. Der er altid minimum to sider af en sag. Det er nogle af de konklusioner, som Nanna tager med sig – blandt andet til sit nye job som ungdomssekretær i Indre Missions Unge. Hun glæder sig også til at dele ud af den nye og dybere forståelse, hun har fået af sin egen tro ved at opholde sig i Israel og se historiske steder på tæt hold. Men lige nu er det alligevel Baruch, der fylder mest i bevidstheden: ”Jeg havde et måske naivt håb om, at samtalerne til sidst ville få Barcuh til at tro på Jesus. Det skete ikke, men jeg har plantet et frø, og så må jeg vente på vandet. Måske skal jeg vente længe – ligesom Israel har ventet længe på regnen i år,” slutter Nanna. *Baruch er et opdigtet navn for at holde Nannas ven anonym.

Han længes efter os

Klokken er lidt i ni om formiddagen. Jeg sidder med ansigtet vendt mod Tempelpladsen i Jerusalem fra en solrig plet tæt på toppen af Oliebjerget sammen med en flok forventningsfulde teologistuderende. Vi er på studietur, og luften er fuld af spænding og iver efter at lære nyt. At opleve geografien, kulturen og konteksten som Jesus befandt sig i, kan næsten ikke undgå at sætte spor i forståelsen af Gud og troen på ham. Inden turen havde jeg en klar forventning om, at jeg, på trods af flere besøg i landet tidligere, sagtens ville kunne hive nye fangster i indsigts-nettet hjem. Problemet er bare, at jeg efter et døgns tid i byen, stadig ikke rigtig kan mærke den. Iveren, gejsten. Er den gledet ud af hænderne på mig? Har jeg suget al den næring, jeg kan, ud af det her sted? En af de andre studerende bad den morgen for mig. Han bad Gud om, at turen ikke måtte være ”old news”, men at jeg måtte opleve at få ”good news” med hjem. Det ramte hovedet på sømmet. Hvordan bliver de gamle nyheder vendt til gode? Senere på turen besøgte jeg en gammel ven i Jerusalem. Han begyndte en trosvandring med Jesus for få år siden, efter at have levet et helt liv som muslim. Han kæmper nu med uforstående og vrede familiemedlemmer, chikane og andre udfordringer. Han byder på en kraftig myntete, og vi sætter os på hans slidte, men genkendelige plastikskamler. Vi kommer hurtigt ned til de dybere lag i snakken. Det gør ondt at høre, hvordan troen kan koste så mange tårer, kræfter og smerte. Men pludselig siger min ven noget, som har kørt rundt i hovedet på mig lige siden. Han kigger intenst på mig, smiler og siger så: ”You know… He wants us. And that’s what matters.” He wants us. Han længes efter os. Altså Jesus. Jesus vil os, han ønsker os! Det var så hamrende simpelt sagt. Jeg havde i flere dage svælget i dybe teologiske pointer og skarpe refleksioner, som godt nok havde været værdifulde og inspirerende, men det her tog fuldstændig pusten fra mig. Hvor er det vildt, at Jesus gjorde alt det han gjorde, at han gør det, han gør, simpelthen fordi han vil os. Og langsomt gik det op for mig, at den vilje, den kærlighed Gud viser os, måske i virkeligheden er hele baggrunden for studieturen, for det arbejde vi i Israelsmissionen og andre udfører i landet, ja, endda for det lille gensyn mellem to venner midt i Jerusalem, hvor den blev demonstreret allermest tydeligt for nogle tusind år siden. Turen endte med at lære mig en masse nyt. Heldigvis. Men at blive mindet om, at evangeliet ikke er teoretisk, at det er virkeligt og omsætteligt, var uundværligt. For selvom de gode nyheder er gamle, er de stadig gode. Ikke kun for mig eller dig, men for alle som ikke har oplevet dem endnu. At Jesus vil os, må få et output i en lignende vilje og kærlighed til andre mennesker. For det er sådan han er. ”Vi elsker, fordi han elskede os først.” (1. Joh 4,19)

Velkommen til sabbatsaften, årsmøde og årsfest!

Den 13. og 14. april vil Israelsmissionen gerne invitere dig til sabbatsaften, årsmøde og årsfest på TORVET i Aarhus. Fredag aften håber vi på at samle så mange som muligt fra Israelsmissionens “familie” til sabbatsfejring. Det vil vi gøre med et traditionelt sabbatsmåltid, som tidligere præst i Jerusalem, Jakob Wilms Nielsen, vil lede os igennem. Senere vil vi have fællesskab gennem lovsang, forkyndelse og god snak :-) Vi begynder kl. 17.30 og af hensyn til maden må du meget gerne tilmelde dig på kontor@israel.dk eller på eventet på Facebook. Lørdag formiddag er der årsmøde for alle medlemmer og andre interesserede. Her kan du komme og høre mere om, hvad der er sket i Israelsmissionen det forgangne år – og om hvad vi drømmer om for fremtiden. I år vil der være lidt ekstra tid til at drøfte forskellige spørgsmål med hinanden, så kom endelig og vær med til at bidrage til, at Israelsmissionen fortsætter i en god retning. Vi begynder kl. 9 med rundstykker sammen med Promissio, som også holder årsmøde denne formiddag. Vi slutter årsmødet med frokost… …inden dørene slås op til TORVETs årsfest! I år fejrer vi missionen og teologien i fællesskab med de to andre grundlæggere af TORVET. Se programmet for den fælles årsfest her og tilmeld dig både Israelsmissionens årsmøde og årsfesten her.

Program for årsmødet lørdag formiddag:

09.00 – Rundstykker i kaffestuen (fælles med Promissio) 09.30 – Velkomst ved Arne Pedersen og indledning v/ Jørgen Hedager 09.45 – Formandsberetning v/ Krista Rosenlund Bellows 10.15 – Drøftelse 10.45 – Arbejdsberetning v/ Arne Pedersen 11.15 – Drøftelse 11.45 – Forbøn for nye medarbejdere Arne Pedersen, Maria Strøm og Joakim Hjorth v/ Merete Konrad 12.00 – Afslutning ved Arne 12.15 – Frokost i kaffestuen (fælles med Promissio) Vi glæder os rigtig meget til nogle festlige dage sammen med dig!

Tora-portion: Samme budskab i nye klæder

Herren talte til Moses og sagde: >>Tag Aron og hans sønner, og tag klæderne, salvningsolien, syndoffertyren, de to væddere og kurven med de usyrede brød, og kald hele menigheden sammen ved indgangen til Åbenbaringsteltet.<<
Ugens portion: 3. Mosebog 6,1-8,36  Nogle gange når jeg dykker ned i Skriften, bliver jeg helt benovet over, hvor mange detaljer der er. I sådanne kapitler som denne uges portion har, er der mange detaljer. Egentlig synes jeg, at detaljerne om alle disse ofre, som Aron og hans sønner skal forrette er lidt fremmedgørende. Som en der lever i 2018, hvor det med slagtning af dyr og at brænde afgrøder ikke er hverdagsbeskæftigelse, bliver jeg næsten helt træt og overmandet af disse tre kapitler. Hvad skal jeg tage med herfra? Ud over, at det var sådan Gud kommunikerede en gang? Her imod påsken kan jeg hurtigt få set hen på troen, Kristus, og at Gud kom til os sådan helt kødeligt. Hvor, Jesus er det evige sonoffer, og derfor skal jeg ikke til at give mig i kast med at ofre noget som helst. Samtidig oplever jeg også, hvordan disse detaljer fylder mig med en ydmyghed. En ydmyghed om, at jeg tilbeder en Herre, som går op i detaljer. Som indsatte Aron og hans sønner efter at skarpe og præcise instruktioner var blevet fuldført. Og som gav dem skarpe og præcise instruktioner til, hvordan de kunne opfylde den opgave, de havde fået betroet. Kan det være, at Gud i dag ønsker at indsætte hvert enkelt af os til at bringe de gode nyheder til mennesker i vores hverdag? Hvor vi har fået instruktioner, ligesom Aron og hans sønner havde fået det? I stedet for at ofre dyr og afgrøder, skal vi “ligne Gud som hans kære børn og vandre i kærlighed, ligesom Kristus elskede os og gav sig selv hen for os som en gave og et offer til Gud, en liflig duft.” Ef. 5,1-2. Ligesom Gud indsatte Aron og hans sønner med ét formål at pege på Ham, sådan har Kristus også udvalgt os. Til at pege på Ham. Og ligesom, at Gud gav Aron og hans sønner en masse instruktioner, sådan har Jesus også givet os instruktioner igennem sit ord til os.

Jøder møder Jesus i Moskva

Joakim Hjorth, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen, 16. marts 2018   I disse dage gør det russiske samfund klar til at vælge om de vil fortsætte med den etablerede præsident Putin, eller vælge en ny retning for deres land. Men det er ikke det eneste valg mange russere er blevet konfronteret med de sidste par måneder. Maxim Ammosov, lederen af Jews for Jesus’ arbejdsgren i Moskva, og hans kone Olga, fortæller om stigende interesse for evangeliet om Jesus Kristus og interesse fra både jøder og andre i byen. Moskva er et oplagt sted for folk med et hjerte for at bringe evangeliet til jøder, da byen har verdens største koncentration af israelske statsborgere udenfor Israel og samtidig et stort jødisk samfund. Gennem forskellige tiltag prøver Maxim og hans kolleger, at nå de mange mennesker i en af Europas største byer, med evangeliet om den jødiske Messias. I anledning af den jødiske Hanukkah-fest, bliver der hvert år afholdt en koncert i en stor koncertsal i Kremlin, hvor tusindvis af jøder deltager. Med særlige Hanukkah-kort i hånden, gik Maxim, Olga og fem andre medarbejdere til en metro-station, i nærheden af koncerten, for at dele kortene ud og snakke med koncertgængerne. Desuden tilbød de en bog med budskabet om Jesus, til nysgerrige, som en Hanukkah-gave. De fortæller: ”Indenfor to timer havde vi delt 2.000 kort ud og 34 (33 af dem var jøder) havde givet os deres kontakt informationer, for at høre mere. Pris Herren!” Samme interesse var der ved Jews for Jesus’ egen Hanukkah-fest, hvor over hundrede mennesker deltog. 26 gæster ville gerne høre mere og otte af dem tog imod Jesus som deres frelser, den aften. Generelt fortæller Maxim og Olga om stor interesse og en oplevelse af at være beskyttet og omsluttet af forbøn – som de er yderst taknemmelige for. Som de selv beskriver det: ”Vi har været så velsignede i vores tjeneste de sidste tre måneder. Og vi er så taknemmelige, især overfor Jesus, men også for jer som trofast står sammen med os i Jews for Jesus i Moskva!”
  • 1
  • 2

Følg os
på facebook


Kommende
begivenheder


Tilmeld dig
Nyhedsbrevet


Israelsmissionen | TORVET | Katrinebjergvej 75 | 8200 Aarhus N | Tlf. 7190 1885 | kontor@israel.dk | Reg.nr. 0994 kontonr. 0003054500 | MobilePay 30503