Month: april 2018

Påsken blev velbesøgt for Immanuelkirken

Skrevet af Joakim Hjorth d. . Bogført i Mission og messianske jøder, Nyheder fra samarbejdspartnere.

Joakim Hjorth, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen, 27. april 2018   Immanuelkirken i Tel Avivs gamle bydel Jaffo oplever i disse år stigende interesse for kirkens arbejde og budskab, særligt i forbindelse med koncerter og åbent hus arrangementer, men også omkring dette års påskefejring var der masser af liv i den gamle kirkebygning. Marit Long, der er gift med præsten Bradley og ansat som diakon i kirken, fortæller om mange deltagende ved forskellige arrangementer i løbet af påskeugens særlige mærkedage.  

Børn og orgelspil skabte glæde

”Det var en stor glæde at se børnene gå ind i kirken i procession med palmegrene, for at markere fejringen af Jesu indtog i Jerusalem.  Gudstjenesten blev efterfulgt af pizza og kreative påskeaktiviteter for børn og voksne. Der var omkring 30 deltagere, som hyggede sig med god mad og hyggelige aktiviteter i godt fællesskab” siger Marit. Kirken har gode kontakter i lokalområdet, blandt andet med skolen Tabeetha i Jaffo. Skolen drives af den skotske kirke, men omkring 80 % af børnene er lokale. Som noget nyt deltog skolen i en påskegudstjeneste i Immanuelkirken, hvor 160 elever og lærere fyldte kirken med musik og sang, en påskeandagt og ikke mindst orgelspil fra et af de eneste orgler i Israel, som kirken er berømt for i hele landet.

Fællesskabet forenede

Generelt var påskeugen præget af fællesskab og aktiviteter der samlede menigheden, der består af både lokale messianske jøder og internationale kristne, og andre nysgerrige. Skærtorsdag afholdte kirken et traditionelt jødisk ”seder-måltid”, det jødiske påskemåltid hvor udvandringen fra Egypten mindes, men også kobles sammen med Jesus og de hændelser der foregår omkring ham i den kristne påske. ”Omkring 70 mennesker deltog og to af de lokale jøder i menigheden forklarede symbolikken og historien bag måltidet” siger Marit. Måltidet blev afsluttet med nadver, for at markere den tydelige sammenhæng mellem Jesus og det ældgamle måltid.

Gudstjenesterne afsluttede en god uge

Påskeugen er lige med et væld af gudstjenester både i Danmark og Israel og Immanuelkirken er selvfølgelig ingen undtagelse. Langfredag var en anderledes gudstjeneste præget af kunst, musik af Bach, skriftlæsning, stilhed og der var tilmed mulighed for at skrive sine synder på en lap papir, som kunne nagles fast på et kors i kirkerummet. Omkring påskedags-gudstjenesterne, som fejredes både lørdag og søndag, da messianske jøder som regel fejrer gudstjeneste om lørdagen, fortæller Marit: ”De var godt besøgt, med næsten 200 deltagere i alt hen over de to dage. Søndag aften var der tilmed en fantastisk påskekoncert, hvor over 130 mennesker kom forbi kirken.”

Melder mangel på lagringsplads – MP:F18 Dryp 9

Skrevet af Anne Sofie Poulsen d. . Bogført i Blogindlæg, Missionspiloter, Refleksion, Volontøroplevelser.

I den seneste uge har vores små hoveder været på overarbejde, for at kunne finde lagringsplads til al den spændende undervisning, vi har fået. Fra søndag til onsdag, sad vi på “skolebænken” med Henriette(kirkevolontør) og David(præst), som vores særdeles kompetente undervisere. De tog os med på en vandring gennem biblen, hvor det blev tydeligt, at skrifterne peger frem mod Jesus samt verdens genoprettelse=den nye jord. Det var en fordybelse i vores jødiske rødder, som har affødt en større (næsten ny) forståelse af biblen og dens kontekst. En viden jeg ikke anede, jeg manglede, men som jeg nu ser som uundværlig.
Undervisning on location
Hvis vi vil kende Gud og forstå bare lidt af hans frelsesplan for os, må vi prøve at forstå den tid, og det folk Jesus levede blandt. Jeg kan desværre ikke få kogt 4 dages intens undervisning ned, så det vil give mening i dette blogindlæg. Derfor må I nøjes med nogle pointer, som jeg særligt tog til mig: – Udvandringen af Egypten blev modellen for Guds frelsesplan (så tag og læs i mosebøgerne!) – Jøderne forventede en konge, som frelser, men Jesus var mere end en konge. Han var både; konge, tjener, menneskesøn, Gud selv og meget mere. – Alle ofringer i GT peger frem mod det endelige offer=Jesus. – Guds nærhed er ikke blevet mindre helligt af, at han nu bor i os (og ikke i et tempel) men bare mere tilgængeligt. – Alle jødernes fester og vores fester, gennem kirkeåret, er til påmindelse og fejring af Guds frelsesplan for os.
Lidt blandede følelser
Således opmuntret til at dykke ned i vores jødiske rødder som kristne, og udvide forståelsesrammen for den kontekst, biblen er skrevet i.

Galilæatur

Efter 4 dage med undervisning, skulle man tro, at hovedet ikke havde mere lagringsplads. Dog var begejstringen, over vores 3 dags tur til Galilæa, ikke mindre af den grund. Det var en tur, der for mig, satte nogle visuelle billeder på de steder, hvor Jesus havde levet, undervist og arbejdet. Her er listen over steder nåede vi forbi: Garizim bjerget, Sebastia, Tiberias, Genesaret sø, Bebudelseskirken, Nazareth Village, Sepphoris, Kapernaum, Saligprisningernes bjerg, Magdala, Solnedgang ved Hippos (Golanhøjderne), Tabgha, ridetur på heste i Golanhøjderne.
Nazareth Village
Alle steder vi var, hev vi biblen frem og læste et tilhørende skriftsted. Jeg fik øjnene op for, hvordan Jesus gang på gang var oprørsk over for normer og samfundsstruktur, gennem hans undervisning og livsstil. Han helbredte syge på en sabbat, gav “levende vand” til en samaritansk kvinde, samt kaldte/kalder alle for hans brødre og søstre. Ikke nok med at han gjorde op med de gængse tankegange, han skabte til tider også skam over sin familie, ved at opføre sig unormalt.
Jesus er ikke den eneste med mærkelig adfærd
Det har altså været en uge med så meget undervisning og ny viden, at jeg vil ønske, jeg kunne købe mere lageringsplads til min hukommelse. Denne uge har bragt mig tættere på universets skaber, og da jeg nu kender Ham og hans skaberkraft bedre, bringer det mig også tættere på en forståelse af, hvem jeg, som hans skaberværk, er.

Tora-portion: Dans dig selv i søvn i nat

Skrevet af Anika Thorø d. . Bogført i Refleksion.

”I må ikke bære jer ad, som man gør i Egypten, hvor I boede, og I må ikke bære jer ad, som man gør i Kana’an, hvor jeg fører jer hen. I skal ikke følge deres skikke. I skal følge mine retsregler, og I skal holde mine love og vandre efter dem”, (3. Mos, 18,2-4). Ugens portion: 3. Mosebog 16,1- 20,27.
Jeg kan ikke altid finde ud af at holde Guds love. Det er svært at vandre ad den sti, han har trådt.  Den er snoet og til tider virker den så smal, at jeg må balancere med den ene fod foran den anden for at være der. Nogle gange er det som om, den helt forsvinder ud i græsset, så jeg ikke kan skelne stien fra alt det, der er omkring. Jeg kan ikke se, om det er Guds sti, eller om jeg følger skikkene i Egypten eller Kana’an. Er jeg gået for meget mod højre, hvor mine studiekammerater dikterer retningen og skikkene, eller for meget mod venstre, hvor kirken ikke altid vil det samme, som Gud vi? Jeg tror, det israelske folk havde det på samme måde. I Egypten boede israelitterne i en kultur, der tit var langt fra det, Gud ønskede. Andre gange flød det måske sammen. Græsset voksede ind over stien og slørede retningen. Forude ventede Kana’an med helt nye forventninger og en anden praksis. Også der ville Guds sti være svær at finde. Det er derfor godt, at israelitterne i dagens tekst ikke blot får at vide, at de hverken skal følge egypternes skikke eller folket i Kana’an. Gud giver dem også en række af de regler, de skal overholde: Du må ikke tilså din mark med to slags korn, du må ikke undertrykke din næste eller udplyndre ham, og du må ikke stjæle, lyve eller bedrage landsmænd – blot for at bringe et par eksempler fra dagens tekst. Men de er jo mennesker. Vi er mennesker. Vi lykkes ikke altid med at overholde de regler, Gud sætter op. Vi dummer os igen og igen. Én gang om året fejrede israelitterne derfor Yom Kippur – den store forsoningsdag – sådan lige for at få styr på alle deres synder og de ting, de havde gjort, der ikke var Guds vilje. Forsoningsdagen beskrives i dagens kapitel 16 – og den fejres stadig én gang om året af jøderne. Ifølge de mundtlige overleveringer i Talmud skete der mange år i træk undere i templet i forbindelse med forsoningsdagen: Indtil det år, Jesus døde på korset, skiftede en rød snor farve til hvid. Og fra samme år begyndte ypperstepræsten altid at trække en sort sten op ad lommen frem for en hvid. Samtidig begyndte dørene til templet at svinge sig selv op hver aften. Miraklerne var alle knyttet til et helt særligt år. Det fik nogle rabbinere til at konkludere, at templet havde mistet sin kraft – netop det år, Jesus døde og opstod. Jesus blev den ultimative forsoningsdag. Vi behøver ikke længere at ofre alverdens dyr og mad for at gøre bod på vores synd. Jesus har styr på det. Det giver mig lyst til at danse. Danse af glæde med nederdelen flagrende, armene i vejret, rundt i hele stuen. For nyligt hørte jeg nemlig en sang, som sangskriveren og sangeren Karl Kristian har skrevet. ”Dans dig selv i søvn i nat, for alt blir’ vasket bort,” lyder en del af omkvædet. For mig handler den tekst om Jesus. Måske Karl Kristian mener noget andet. I hvert fald giver teksten mig lyst til at danse. Alt er vasket bort.  Jesus redder mig, hvis jeg ikke kan holde balancen med den ene fod foran den anden på den smalle sti. Dans. Dans. Dans. Vil du også danse? Så lyt med her.

Du kan sove, når du bliver gammel – MP:f18 dryp 8

Skrevet af Kristina Wedel d. . Bogført i Blogindlæg, Missionspiloter, Refleksion, Volontøroplevelser.

I skrivende stund er der ro i vores bolig denne uge: en bunker, eller rettere sagt et beskyttelsesrum under en kirke i Haifa. Roen skyldes ikke, at alle er ude på sight seeing, strandsjov, supermarkedssnolderi eller lign. Nej, roen skyldes, at 4 ud af 5 missionspiloter, tager en slapper(enkelte med lukkede øjne) – og den femte sidder her og skriver, mens den tunge og 30 cm tykke panserdør lukker alle øvrige lyde ude. Vi har i denne uge stillet vores arbejdskraft til rådighed på ældrehjemmet Ebenezer, hvor vi fra 8-16 har hjulpet pedellerne med stort og småt: havearbejde, rengøring, flytteopgaver, malearbejde, pudsen og poleren, køkkenhjælp mm. Vi har fået lov at tjene stedet ved at bruge vores krop til praktisk arbejde, hvilket har været virkelig fedt – men også trættende. Det er roen netop nu et resultat af, og det har for mit vedkommende skabt refleksion over talemåden: “Du kan sove, når du bliver gammel”. Set fra mit synspunkt siger talemåden ikke, at man nødvendigvis KAN sove; altså falde i søvn osv., når man bliver gammel. Derimod opfatter jeg det som en talemåde, der opmuntrer os til at tro, at når først vi bliver gamle, kan vi tillade os at prioritere søvn. En opfattelse, vi gladeligt tror på, fordi den giver os samvittighed til at nedprioritere søvn og hvile i nuet, hvor vi har så meget andet vigtigt at nå.
Lykken er en rugbrødsmad – eller i det mindste en mad, der leder tankerne hen på rugbrød :)
Intet ukrudt havde held til at undslippe Anne Sofie og Anne-Lines blik og fingre :)
Morgen med mening Men beboerne på ældrehjemmet Ebenezer gør talemåden til skamme. De sover ikke, selvom de ifølge talemåden er i deres gode ret til det. Tværtimod begynder de dagen allerede kl 7.30 med frivillig morgenandagt og bøn for dagen. Det vidste vi imidlertid ikke, da vi ankom til Ebenezer første morgen kl 8. Jeg har ingen viden om dagsrytmen på plejehjem hverken her eller i Danmark, men jeg havde en forventning om, at beboerne stadig ville sove og dermed udnytte deres daglige mulighed for at sove længe, når vi ankom så tidligt. Men kl 8 er ikke tidligt for beboerne på Ebenezer. Nej, kl 8 bliver der serveret morgenmad, så der er alle selvfølgelig vågne. Inspireret af beboernes prioritering af morgenandagt frem for at sove længe, fik jeg de følgende dage tvunget mig selv tidligere ud af sengen og var med til morgenandagten. Det var en fornøjelse at tage del i lovsang på samtlige repræsenterede sprog og bibeludlægningen og bøn på skiftevis engelsk-hebraisk, for beboernes glæde i Jesus var bærende for det hele.
Alexander tryllede med el-installationer
Rengøringen var total – Selv græsset fik en tur med støvsugeren
Forsinkelse – forklaring – forbillede Nogle beboere kom til undervejs i morgenandagten, men en enkelt kvinde kom så konsekvent for sent alle dage, at jeg ikke kunne undgå at bemærke hende. Jeg var imidlertid så heldig at få lov at tilbringe en eftermiddag med hende, hvor jeg fik forklaringen på hendes forsinkelse. Kvinden hedder Magdalena, men bliver kaldt Maggie. (Af udenomssnak kan nævnes, at hendes mand var fra Sierra Leone, hvor de boede indtil borgerkrigen, så vi havde held til at føre en ultrakort samtale på krio, med de få gloser jeg stadig husker fra mit ophold der :) )
Maggie sammen med Anne-Line
Forklaringen på hendes forsinkelse til morgenandagten var om muligt en endnu stærkere modbevisning af talemåden: “Du kan sove, når du bliver gammel”. Forklaringen var nemlig, at Maggie står op hver dag allerede kl 5.30! Kl 5.30!!! Hvorfor i alverden vælger en kvinde med rig mulighed for at prioritere sin søvn dog at stå så tidligt op? Jo, det gør hun, fordi hun får et gruppeopkald på telefonen fra to personer i Jerusalem og to personer i en anden by. Det er ikke personer, hun kender. Det er ikke personer på hendes alder. Det er personer, hun beder med! Derfor prioriterer hun opkaldet kl 5.30 HVER dag, og derfor kommer hun for sent til morgenandagten, for gruppen beder sammen i to timer og går ofte over tid. Det giver som minimum 14 timer i ugen og 60 timer i måneden. Timer hvor hun kunne “sove, fordi hun er gammel”, men som hun prioriterer til at være vågen med Jesus. Hvor er det inspirerende at møde den slags personer. Møde mennesker, der prioriterer Gud over alt andet. Jeg ønsker, at Maggies prioriteringer må få lov til mere end bare inspirere. At de må blive startskuddet til mere prioritering af Gud i min hverdag. Om det bliver på bekostning af netop søvn eller af noget andet, er ikke så vigtigt. Det vigtigste er, at det sker, for ligesom talemåden: “Du kan sove, når du bliver gammel”, ikke holder i virkeligheden, så gør talemåden: “Du kan prioritere Gud, når du bliver gammel” det heller ikke – og slet ikke, hvis ikke jeg prioriterer Gud nu.
Missionspiloter i arbejdstøjet!

“Vi må aldrig have nok i os selv”

Skrevet af Joakim Hjorth d. . Bogført i Blandet, Mission og messianske jøder, Nyheder fra samarbejdspartnere.

Denne artikel er en forkortet udgave af artiklen “John og de studerende: Vi må aldrig have nok i os selv”, som blev bragt i marts-udgaven af vores magasin. Den kan læses i sin fulde længde her: https://israel.dk/fortaellinger/magasinet/   Maria Strøm, redaktionssekretær i Israelsmissionen, marts 2018 Der er sket meget i det kristne studenterarbejde i Israel siden John Sode-Woodhead påbegyndte det første organiserede arbejde i 1980. Fra at være en håndfuld unge til over 300 studerende fordelt ud over landet har bevægelsen udviklet sig på mange områder. Jeg har taget en snak med ham om, hvordan det hele startede og hvilke velsignelser og udfordringer han ser i arbejdet nu og for fremtiden.  Et uventet kald ”Nå, så det er dig, der skal starte det kristne studenterarbejde i Israel! Ja, vi er alle blevet enige, og du bliver nødt til at gøre det – om du kan lide det eller ej.” Året er 1980 og generalsekretæren for det internationale kristne studenterarbejde er netop ankommet til Edinburgh togstation, hvor en ung John Sode-Woodhead har stillet sig klar for at byde ham velkommen, uvidende om hvilke udfordringer, han har i vente. Denne samtale blev for alvor startskuddet til det første organiserede kristne studenterarbejde i Israel. John, der ellers havde planer om at læse teologi i Skotland, rejste i stedet permanent til Israel, hvor han påbegyndte en ph.d. i arkæologi på universitetet i Tel Aviv. Her brugte han sideløbende omkring fem år som leder af arbejdet, og da han takkede af i 1987, var der godt 50-60 studerende i grupper fordelt over hele landet. Forsoning er en hjertesag John er født og opvokset i Israel, hvor hans forældre var missionærer. ”Man kan sige, at jeg har en unik erfaring, da jeg både er vokset op med jøder og arabere. Jeg forstår begge kulturer og føler mig hjemme i begge”, forklarer han. Derfor er det også naturligt, at forsoning ligger Johns hjerte nært. Studenterarbejdet i Israel var det første arbejde, der samlede jøder, arabere og internationale studerende på lige fod under samme paraply, og det har helt fra begyndelsen været en klar mission for ham. ”Vi er alle en del af samme legeme – derfor må vi også arbejde som om, vi er det,” uddyber han. Men arbejdet for forsoning er ikke altid lige let, og i dag er studenterarbejdet stadig en af de eneste organisationer, der er sammensat ud fra dette princip. En ny generation af unge står fast  ”Jeg ser en ny generation af unge, der i høj grad brænder for deres tro, og som ikke er bange for at udleve den,” fortæller John med lys i øjnene, da jeg spørger ham, hvilke forandringer han ser i studenterbevægelsen. Tidligere var der ikke mange troende på universiteterne, og der herskede en hel del frygt for at dele troen offentligt. Selvom det stadigvæk ikke er let at bekende troen på Jesus i Israel, er der sket et skifte, der er til at mærke. Fra at være en håndfuld kristne på universiteterne, er der omkring 300 studerende fordelt ud over landet. Studenterarbejdet er vokset meget igennem årene, men der er stadig behov for hjælp udefra. Bøn og økonomisk støtte er to vigtige komponenter ifølge John, men noget der især begejstrer ham, er den individuelle kontakt mellem studerende. ”Set fra min synsvinkel, er det helt klart kontakten på det personlige plan, der rykker mest,” svarer han, da jeg spørger, hvordan vi, der brænder for studenterarbejdet i Israel, kan være med til at støtte op om arbejdet. ”Det er noget, I allerede arbejder på i Danmark, men som jeg håber på at se mere af,” tilføjer han. Israelsmissionen begyndte at støtte studenterarbejdet i Israel i 1987, da organisationen officielt blev en del af det internationale studenterarbejde. Siden da, har Israelsmissionen både hjulpet de studerende økonomisk, men også gennem et personligt samarbejde, der har givet mulighed for at skabe gensidig inspiration. Israelsmissionen har flere gange inviteret studerende til Danmark i forbindelse med lejre arrangeret af det danske studenterarbejde, og de ansatte i FCSI har ligeledes været på besøg i Danmark. Studenterarbejdet i Israel er en af de samarbejdspartnere, Israelsmissionen har, der sætter stort fokus på forsoning, og det er noget, som vi i Israelsmissionen også brænder for. Som en afsluttende bemærkning understreger John: ”Men bed også for de studerende. Bed for de udfordringer, de står i og bed for enhed – det er der brug for”. Udfordringer i fremtiden ”Jeg ser meget håb for studenterarbejdet,” slår John fast i spørgsmålet om bevægelsens fremtidige udfordringer. Men det bekymrer ham, at universitetsgrupperne er blevet delt op efter nationalitet i stedet for at have blandede grupper med både jøder, arabere og internationale studerende, som da studenterarbejdet startede. ”I alle lande, ikke kun i Israel, er der en risiko for, at kristne lukker sig om sig selv,” reflekterer John og fortsætter: ”Hvor er det vigtigt, at vi aldrig har nok i os selv”. Dette er en bekymring, som John ligeså har i forhold til de studerende. Han ser en fare i, at de lukker sig om sig selv og holder sig til hinanden i stedet for at skabe relationer til deres medstuderende og blande sig i den akademiske debat. For John er det helt essentielt, at vi er villige til og tør at involvere os i andres liv – også når det er svært. Spørgsmålet om, hvordan vi kan nå mennesker med evangeliet, er ifølge John et spørgsmål om, hvordan vi lever vores liv i hverdagen. ”Vi må leve vores liv på en måde, hvor vores ord stemmer overens med vores handlinger,” slår han fast. John håber, at de studerende ikke vil være bange for at vidne i deres hverdag, men være åbne overfor at indgå i relationer, hvor de ikke nødvendigvis altid er enige, men hvor de kan respektere hinanden. Det er ifølge ham den bedste måde at udleve evangeliet på. Som afslutning på vores samtale understreger han: ”Der er brug for, at vi er villige til at skabe relationer til mennesker, der ser anderledes på verden, end vi gør.”

Shevet Achim hjælper hjertesyge børn i Israel

Skrevet af Joakim Hjorth d. . Bogført i Blandet.

For 30 år siden tog amerikaneren Jonathan Miles et valg om at flytte til Israel med sin familie, da han oplevede et kald fra Gud. I dag arbejder han og sønnen Joshua tæt sammen i organisationen Shevet Achim, der er grundlagt af Jonathan, for at bringe hjertesyge børn fra Gaza, Irak og de syriske flygtningelejre i Jordan ind i Israel, og give dem medicinsk behandling på Wolfson Medical Center i Holon udenfor Tel Aviv. I år har missionspiloterne, udsendt af Israelsmissionens Unge, valgt at støtte organisationen gennem indsamlinger og ved at hjælpe til i løbet af deres ophold i Israel. Denne artikel er en forkortet udgave af artiklen ”Shevet Achim”, bragt i vores magasin i marts 2018, som fortæller historien om Shevet Achims tilblivelse. Artiklen kan læses i sin fulde længde her: https://israel.dk/fortaellinger/magasinet/   Guro Kvakestad, Den norske Israelsmission Sygehuset i Jaffa En dag i november 2016 møder Misjonsblad for Israel (den norske Israelsmission) Jonathan Miles udenfor menighedshuset i Immanuelkirken i Jaffa, hvor han samler os op for at tage os med til sygehuset i Jaffa. På vej til intensivafdelingen hilser han på de fleste, både læger, sygeplejersker og rengøringsfolk. ”Alle” kender Shevet Achim og det arbejde, de laver. Vi vasker hænderne grundigt, før vi bliver vist rundt. Vi standser ved en seng, hvor en ugegammel lille dreng ligger med slanger og nåle fastsat til den lille krop. Moren står ved siden af sengen og ser kærligt på drengen. Vi får fortalt, at hun er en yasidi-kvinde, som er flygtet fra hjembyen Mosul på grund af ISIS. Mens vi står der, kommer dr. Khoury hen til os og hilser på Jonathan. Sammen med dr. Ami Cohen startede han samarbejdet med Jonathan og Shevet Achim i halvfemserne. Han forklarer, at drengen foran os er blevet opereret for to huller i hjertet. Dr. Khoury bliver afbrudt af en telefon, der ringer. Det viser sig at være en kardiolog fra Gazastriben, som spørger, om de kan tage et to dage gammelt barn ind, som er født med en kritisk hjertefejl. I løbet af et år tager sygehuset i Holon imod flere hundrede børn fra Gazastriben. Fra Irak til Israel  Dr. Khoury fortæller også om dengang, den første baby fra Irak kom til hospitalet gennem en kardiolog i det amerikanske militær. Han havde flere gange måtte afvise forældrene med hjertesyge børn, da han ikke havde det nødvendige medicinske udstyr til at operere. På det tidspunkt var Jonathan Miles i landet for at undersøge forholdene på sygehusene efter Golfkrigen. Mens han er på den amerikanske kardiologs kontor, kommer der en familie ind med en nyfødt baby, som er tydeligt syg. Kardiologen undersøger barnet, og det viser sig, at det skal opereres inden for to uger, hvis det skal overleve. Jonathan ved, at de kan hjælpe babyen på sygehuset i Holon. Men er familien villig til at rejse til Israel? Er det i det hele taget muligt, når ingen i familien har et pas? Men den ene forhindring efter den anden bliver overvundet, og familien fik lov at rejse til Israel. Dyrebare i Guds øjne Men i nogle arabiske lande nægter myndighederne at samarbejde med ”den zionistiske enhed”. Familierne kan også være skeptiske nogle gange. Det er sket, at et barn er gået bort, fordi forældrene ikke ville have, at barnet skulle opereres af en jødisk kirurg. Dr. Khoury synes, det er trist, at det skal være sådan. ”Skal man boykotte nogen, må det være dem, som lader børnene dø i stedet for at give dem den behandling, de trænger til, bare fordi, den bliver udført af jøder,” fortæller han. “Ellers er det eneste negative ved det her arbejde, at man bliver afhængig af det,” siger han med et glimt i øjet og fortsætter: ”Det er dejligt at vide, at man er med til at redde uskyldige børns liv. Børn har ikke noget med konflikten at gøre, men bliver alligevel offer for den. Her spørger vi aldrig, om de er palæstinensere eller jøder, her er alle liv lige værdifulde.” Dét er et signal Jonathan Miles også ønsker at sende. Under Gazakrigen i november 2012 skrev han på sin blog: Mens flere vestlige lande understreger Israels ret til at forsvare sig selv mod raketter fra Gazastriben, virker de omkringliggende nabolande enige i deres kritik af Israels respons, og bruger ord som ”massakre” og ”kriminel”. Hvordan er det muligt, at to folk opfatter samme situation så forskellig? Allerede tre gange i denne uge har jeg set døde børns kroppe blive holdt op foran kameraer ude foran sygehuset her i Gaza.  Vi må forstå, at disse billeder går ind i hjerterne på det palæstinensiske folk. De kradser skorpen af et sår, som måske går lige så langt tilbage, som dengang Hagar græd over sønnen Ismael i ødemarken. I en sådan kontekst bliver argumenterne for hvem, der startede konflikten, overdøvet af følelser.  Findes der en udvej? Alt jeg ved er dette: når familier fra Gaza bliver taget ind på sygehuset i Israel, giver det et helt andet signal. De modtager et budskab om liv og menneskeværd, et budskab om, at disse børn er dyrebare i Guds øjne. Kun i en sådan sammenhæng, kan man begynde at lytte til hinanden.        

“Special price, just for you” – MP: F18 dryp 7

Skrevet af Anne-Line Thomsen d. . Bogført i Blogindlæg, Missionspiloter, Refleksion, Volontøroplevelser.

“Special price, just for you” – sådan lyder det ofte for mange turister, når de befinder sig på diverse markedspladser rundt om i verden, og som lyshåret europæer synes jeg ofte at ende som offer for de snedige gadesælgere, der ihærdigt forsøger at sælge mig deres varer. Det er naturligvis ikke spor anderledes her i Jerusalem. Alligevel har jeg efter 1 1/2 måned i Israel til min glade overraskelse også mødt adskillige gadesælgere og butiksejere, der i først omgang ikke var ude efter mine penge, men derimod søgte en god snak og et smil på vejen. Det er ikke ualmindeligt, at jeg er blevet budt på kaffe, the eller juice, når jeg er trådt ind i en butik på de smalle gader i den gamle  by i Jerusalem. Og hvad der umiddelbart kunne virke som et smart salgstrick, har vist sig at være et oprigtigt ønske om blot at glæde et andet menneske. For nogle uger siden gik jeg rundt for mig selv i den gamle by i Jerusalem. Jeg havde ingen bestemt destination, men ville blot udforske de smalle gader for at opleve stemningen og kulturen. I løbet af mit lille dagseventyr passerede jeg et vinduesparti med små fine kager i alverdens farver og former, og jeg blev hurtigt fristet af det lækre syn. Desværre var jeg kommet afsted hjemmefra med kun 3 shekel, hvilket svarer til ca 5 kr., så udsigten til en af de flotte kager var bestemt ikke stor. Alligevel trådte jeg ind i den lille bagerbutik, og spurgte ydmygt, om det overhovedet var muligt at få noget som helst for det sølle beløb. “What do you want?” spurgte bageren blot, og begejstret udpegede jeg den kage, jeg ønskede. “What more?” spurgte han så, og i overaskelse over at have råd til mere end én kage, udpegede jeg endnu én, som han sammen med en tredje kage lagde i en pose. Jeg rakte ham mine 3 shekel, men han rystede på hovedet og ville ikke tage imod de få mønter i min hånd. “For you”, sagde han og gav mig posen. I taknemmelighed og forbavselse forlod jeg den rare bager, tre kager og mange forundrende tanker rigere. For nogle lyder det måske ikke som en ekstraordinær oplevelse, men når jeg som barn altid har sunget med på sangen om bageren på Nørregade, hvor man kun kan få kager, hvis man har penge, blev det for mig en oplevelse, der inspirerede mig til at tænke mere over gavmildhed, end jeg hidtil har gjort. For den rare bager i Jerusalem var glæden, han gav mig, langt mere værd end de penge, han kunne have tjent på 3 kager (som jeg i øvrigt senere har fundet ud af, er rimeligt pebrede – ikke som kagerne fra Hakkebakkeskoven, men nærmere som dem fra La Glace). Han kunne med et smil sige: “Special gift, just for you”, og jeg kunne i taknemmelighed tage imod gaven og glæde mig over, at der findes bagere som ham. Både fordi han bager nogle pragtfulde kager, men også fordi han med disse kager gav mig taknemmelighed, glæde og inspiration. Vi kan glæde andre mennesker på mange forskellige måder. At give gaver er blot én vej, og den gavmildhed, jeg har mødt her i Jerusalem, har inspireret mig til at give flere gaver. For at glæde og glædes.

Se hvordan Herren frelser jer i dag

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. . Bogført i Refleksion.

Men Moses sagde til folket: ”I skal ikke være bange! Stil jer op og se, hvordan Herren frelser jer i dag” (2 Mos 14,13).
Ugens portion: 2. Mosebog 13,17-15,26 og 4. Mosebog 28,19-25 I sommers vandrede jeg et stykke af el Camino del Norte – en pilgrimsrute langs den spanske kyst. Uden nogen anelse om, hvilke oplevelser eller erfaringer jeg havde i vente, trak jeg i vandresandalerne og begav mig afsted med en god portion optimisme. De første par dage var fuldstændig fantastiske, men en morgen vågnede jeg op og kunne ikke gå. Jeg havde fået et par vabler, og de var nu blevet fuldstændig betændte. I denne uges tora-portion hører vi om, hvordan Gud fører israelitterne ud af Egypten. Jeg kan levende forestille mig deres begejstring. Endelig sker der noget! Gud har hørt deres bøn! Og så kommer de til, hvad der synes som en blindgyde: Havet foran og hele Faraos hær bagved. Var der ingen grave i Egypten, siden du har ført os ud for at dø i ørkenen? (2 Mos 14,11) anklager israelitterne Moses. Jeg ville også have været desperat. De havde taget et skridt i tro og gået på Guds løfter, og så havde det bare ført til endnu større elendighed. Eller det var i hvert fald sådan, det ved første øjekast så ud. Men Gud er større. Altid. Og hvad der for israelitterne syntes umuligt, var muligt for Gud. Havet åbnede sig for dem, og de kunne krydse det uden at få våde fødder. Vablerne var umiddelbart også endestationen for min tur. Jeg slæbte mig afsted et par kilometer men måtte hurtigt stoppe op. Følelsen af frustration ramte mig. Inden jeg tog afsted, havde jeg tænkt over, hvilke udfordringer jeg kunne møde: Ensomhed, at jeg ville fare vild eller blive ramt af hedeslag – men at nogle vabler skulle stoppe min rejse, havde jeg ikke engang overvejet. Hvorfor Gud? Jeg var taget afsted netop for at søge tid og stilhed med Ham. Men Gud vendte mine planer på hovedet, så jeg kunne se Hans. Hver gang jeg åbner min Bibel, slår det mig, hvordan mange ting er vendt på hovedet i Guds rige. Det, der umiddelbart ikke ser ud af noget, har stor værdi, og det, vi mennesker værner om her på jorden, samler støv og forgår. Det samme mysterium oplever vi i påsken. Israelitterne havde ventet en stor konge og befrier, men i stedet fik de Jesus af Nazaret, som døde på et kors. Det så umiddelbart ud, som om alt var tabt – men i virkeligheden var alt vundet! Jeg tror, vi har brug for, at Gud nogle gange vender vores verden på hovedet. Vi har brug for at blive mindet om, at det er Ham, der er Gud. At det er Ham, der frelser. I sommers kunne jeg ikke fortsætte min rejse, og israelitterne kunne ikke krydse havet. Men Gud greb ind og skabte en vej – og det gør Han fortsat ind i vores liv. Lad os ikke miste dette af syne og lad os ikke miste modet i de udfordringer, vi står over for. For Herren frelser – også i dag!

Følg os
på facebook

Kommende
begivenheder

  1. Reload fællesskabet, Aarhus

    31 august

  2. Aarhus KFS

    9 september

  3. Inspirationsmøde for provstikometé, Viborg Stift

    22 september

Se alle Begivenheder

Tilmeld dig
Nyhedsbrevet

Israelsmissionen | TORVET | Katrinebjergvej 75 | 8200 Aarhus N | Tlf. 7190 1885 | kontor@israel.dk | Reg.nr. 0994 kontonr. 0003054500 | MobilePay 30503