Month: maj 2018

Tora-Portion: De var der virkelig!

Jeg er udpræget B-menneske. Spørg bare min kone. Om morgenen skal der en ekstraordinær spændende dag foran mig før jeg flyver op af sengen. Om aftenen derimod er det oftest kun min fornuft, der kan få mig til at smutte under dynen – og det er langt fra altid nok. Klokken 2 om natten er ALT spændende, relevant og aktuelt. En DR2-dokumentar om larvers fordøjelsessystem, udviklingen af typehuse i 60’erne eller antropologiske studier i oldgamle stammesamfund er alle gode grunde til at blive oppe en time ekstra en tirsdag nat, hvor vækkeuret ringer klokken 6.30. Eller det er måske bare mig? Denne uges Tora-portion er for mig lige netop sådan et stykke – ekstremt kedeligt og kun for særligt interesserede, hvilket godt kan inkludere mig, hvis tidspunktet på natten er rigtigt. Stykket, som strækker sig over fire kapitler i begyndelsen af den fjerde bog i vores Bibel, er en nøje redegørelse af Israels stammer, hvilket inkluderer en hel del navne og optællinger, og hvor de forskellige stammer skal placere sig i lejeren i forhold til tabernaklet. En revisor vil med sikkerhed blive helt varm om hjertet. Derudover bliver levitternes opgaver også udfoldet nærmere. Men helt ærligt; Hvorfor er sådan et stykke med i vores Bibel? Hvorfor bruge sider på noget så (tilsyneladende) ligegyldigt? Kunne Gud ikke bruge siderne på at afklare teodicé-problemet eller komme med nogle super seje profetier, der en gang for alle slog fast at Jesus var den kommende Messias? Det ville egentlig være rart og gid jeg kunne svare entydigt på de(t) spørgsmål! På sin vis er afsnittets kedelighed og ligegyldighed en form for omvendt vidnesbyrd for mig. Hvorfor skulle Moses (eller den der nu har nedskrevet det hele) bruge SÅ meget plads på noget så ligegyldigt som en opremsning af navnene på alle ledere, hvor mange de var osv., hvis ikke beretningen var et forsøg på at gengive nogle rigtige begivenheder, som man ønsker at redegøre for – hvilket mange betvivler. Hvis jeg skulle forfatte en episk fortælling om mine forfædre og deres mega seje og stærke gud, så vil dagens tora-portion afgjort ikke komme i betragtning – ikke en gang som et bilag. Så for mig er dagens tora-portion en påmindelse om at de virkelig var der! Israel – Guds ejendomsfolk – vandrede i ørkenen sammen med Gud og indgik på Sinajs bjerg en pagt med den ene sande Gud. Og Gud var ikke ligeglad. Han gik virkelig op i at ALT gik rigtigt til. Om han her går lidt for meget op i detaljen – det vil jeg overlade til dig at afgøre.  

At plante frø – MP:F18 dryp 12

Den sidste uge har vi brugt på en økologisk farm, Kaima, ikke så langt fra Jerusalem. Denne uge var anden del af vores uger sammen med Love Your Neighbour, og en uge der for os gav en del nye oplevelser, udfordringer og gode samtaler.

Alexander og Anne Sofie er klar på at arbejde

Farmen er arbejdsplads for unge der laver National Service, men er også lavet med ønske om at være et sted, hvor unge og teenagere, der ikke trives i skolesystemet, kan være og arbejde. Et projekt som vi alle var ret vilde med. Denne uge var dog ikke som alle de andre uger, vi har haft her i Israel. Dette var første gang, at vi var et sted og en del af et program, som ikke var planlagt af David. Alle de steder vi har været i vores tid her i Israel, har dem, vi har arbejdet sammen med, enten kendt David eller har før haft missionspiloter, og har derfor haft kendskab til, hvad vi laver i Israel. Dette var noget helt andet i denne uge, da vi nu var en del af et program, som var planlagt af Love Your Neighbour, og hvor vi modsat fra sidste uge, hvor vi var afsted sammen med folk fra amerikanske kirker, nu var alene afsted.

En af de mange marker med grøntsager

For os var det en fed udfordring, men også en svær udfordring at skulle fortælle folk, hvad vi laver i Israel. Heldigvis var der en masse tid, imens vi plantede eller plukkede grøntsager, hvor vi kunne snakke om lige præcis disse ting, og mange åbnede deres ører og var villige til at høre, hvorfor vi var der for at hjælpe. Flere af drengene arbejdede på farmen, fordi de er blevet smidt ud af skolen, enten pga. dårlig adfærd eller pga. stofmisbrug. På disse drenge var det tydeligt at mærke, at de havde behov for at blive hørt, at nogen ville lytte til dem. Derudover kunne det også mærkes, at de gerne ville finde en erstatning på de ting, de førhen havde fyldt deres liv med. Farmen var et fantastisk sted for dem at være, og at vi kunne få lov til at være en del af det, var virkelig en gave. En ting, som jeg i løbet af ugen blev gjort opmærksom på af de andre missionspiloter, var, at vi i vores tid i Israel og mange af de steder, vi har været, har haft som opgave at skulle fjerne enten støv, tapet eller ukrudt. Opgaver som virkelig har gjort en stor forskel, men her på farmen oplevede vi nu at plante. Plante noget for at skabe vækst. Peberfrugter, majs eller meloner. Alt sammen noget, som starter i det små og over tid vokser sig større og større, og som man til sidst kan plukke.

Arbejde i Kaimas botaniske have

På samme måde var farmen også et sted, hvor vi fik lov til at plante frø. Små frø af håb, glæde og Jesus, som forhåbenligt kommer til at vokse sig større. Derfor var det også svært at skulle forlade farmen, da vi vidste, at vi med disse mennesker kunne få mange flere gode snakke. Heldigvis er kampagnen for Love Your Neighbour ikke færdig endnu, og i næste uge bliver der endnu engang sendt mennesker ud til farmen for at hjælpe og for at snakke om glæden i Jesus. De vil være med til at give de frø, som vi har sat, og som dem, der var på farmen ugen før os, har sat, vand. Så selvom vi ikke fik fortalt alt, hvad vi kunne have tænkt os i løbet af ugen, så arbejder Gud stadig videre i de frø, vi har været med til at sætte. Planten vokser sig ikke bare stor på en dag. Det tager tid, men Gud giver ikke slip. Vi fik lov til at møde mennesker, som er meget anderledes fra, hvordan vi er, og det tomrum, som flere af de unge gav udtryk for at have, beder vi for, at Gud må udfylde, jo mere frøet vokser.

Næsten hele holdet fra Kaima

Det var tolvte dryp – shalom så længe

Bibelstudie giver heling efter abort

Joakim Hjorth, Kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen, 11. maj 2018 Tiden efter at have fået en abort kan være utroligt svær. I Israel kæmper mange kvinder, som har været igennem indgrebet, med skam, skyld, sorg som følge. Derfor har en messiansk organisation sat et tilbud i søen, som skal hjælpe kvinderne med at bearbejde og overkomme den svære tid gennem bibelstudier.

En svær eftertid

Organisation Be’ad Chaim (”for livet”) blev grundlagt i 1988 og kæmper ifølge deres egen hjemmeside ”for at beskytte både børn og mødre i Israel.” Igennem uddannelse, rådgivning og forskellige projekter tilbyder de hjælp til kvinder, som er berørt af spørgsmålet om eller efterdønningerne af abort. Særligt iøjnefaldende er ”Project Moses”, som gennem sponsorer støtter kvinder, der vælger at beholde deres barn, med det nødvendige til livet som småbørns mor det første år – bleer, en vugge osv. Men deres seneste tiltag er rettet mod de kvinder, som har gennemgået en abort, og nu kæmper med svære emotionelle konsekvenser deraf. Lederen af Be’ad Chaim, Sandy Shoshani, fortæller: ”Beslutningen om at få en abort tages ofte for at undgå en krise, uden at overveje hvordan kvinden vil opleve det bagefter. Vi tilbyder kvinder muligheden for at hele efter en abort, da vi ved at Gud ønsker at vi skal være fri fra skyld og skam.”

Sat fri gennem Bibelen

Kvinderne tilbydes derfor et ”dybdegående Bibelstudie, hvor Guds Ords kraft og Helligåndens afsløringer kan skabe heling og frisættelse” som Sandy beskriver det. Studiet er bygget op omkring en bog med titlen ”Tilgivet og sat fri.” Den indeholder otte temaer, som depression, tilgivelse og Guds karakter og gennemgås med en rådgiver enten i grupper eller individuelt. Rachel, som er rådgiver for Be’ad Chaim, fortæller at det kan være utroligt svært for en kvinde, der har fået en abort at få en grundlæggende fred med Gud og aflevere dybt rodfæstet smerte og frustration til ham. ”Studiet handler om at turde lukke Gud ind, så han kan hele den smerte aborten kan have påført” siger hun.

Virkelig tilgivet

I en fredfyldt skov vest for Jerusalem ligger ”Be’ad Chaim’s Gardens of Life”. Et mindested for ufødte børn som er gået tabt gennem abort, spontan eller provokeret. Her er der mulighed for at mindes de små tabte liv, men også at søge fred og en form for afslutning for de berørte. Kvinderne kan her plante et lille træ, til minde om deres tabte barn. Tamara, en af de kvinder som har benyttet sig af bibelstudiet, sluttede sit forløb af med at gøre netop det. Hun siger: “Det var fantastisk. Jeg mødtes med Rachel på hendes kontor hver uge og hun ledte mig gennem hvert kapitel i bogen. Gradvist og blidt rørte Helligånden mit hjerte og jeg vidste at mit barn var hos Gud og at jeg virkelig er tilgivet.” Artiklen er en redigeret udgave af en artikel fra det messianske nyhedsmedie Kehila News. Læs den oprindelige artikel her: https://kehilanews.com/2018/01/30/forgiven-and-set-free-a-post-abortion-bible-study/

MP: F18 Dryp 11 “Elsk din nabo”

Ugen er gået og Missionspiloterne og jeg har været rundt i Jerusalem med projektet “Outreach”.
B1D84944-99C2-493C-8488-6501674D189E
Kristina og Anne-Line bygger sten terrasser, som på Jesu tid
Kristina og Anne-Line har brugt ugen på at bygge sten-terrasser, i en af Jerusalems parker. Emma, Anne Sofie og jeg har været på et jødisk plejehjem, som jeg vil uddybe nærmer nedenfor. Mandag morgen ankom vi sammen med syv frivillige, amarikanske volontører til det jødiske plejehjem. Hanna (kontaktperson på plejehjemmet) involverede os hurtigt i den daglige stolegymnastik, hvor pulsen pumpede ud af en lille ghettoblaster, i takt med at arme, ben, hoved og krop skiftevis dansede i luften. I pendulfart gik vi over i 2 timers leg med store som små bolde, faldskærm, bowling, ringspil og jo flere spil der blev bragt på banen, jo større blev begejstringen og humøret. Mildt sagt, blev vores fleksibilitet og fantasi sat i samme højsæde som vores frimodighed til de mange formiddage med Hanna i spidsen. I mødet med de mange forskellige nationaliteter på plejehjemmet, blev jeg udfordret i at skabe en ligeværdig relation. En relation som ville skabe motivation hos de ældre beboere, hvis sprog enden var russisk, hebræisk eller glemt. Set i bagspejlet, var det en fornøjelse at arbejde sammen med Hanna og møde en person med så stort et arrangement og hjerte for sit arbejde og sine medmennesker. Jeg blev på en særlig måde opmærksom på hvor hurtigt og tæt en relation vi kunne knytte med beboerne, ved udelukkende at bruge kropssprog, lyde og mimik. I samarbejde med mine danske og amerikanske brødre og søstre, var vi med til at danne rammerne for at dele livshistorier, vidnesbyrd og livsglæde med unge som gamle. Da vi på afslutningsvis gav håndtryk til beboerne, oplevede jeg at få udvidet mit perspektiv. Jeg oplevede et fast, omfavne håndtryk og et glimt i øjet fra beboerne. Et tegn på at de havde fået nogle oplevelser der gav håb og livsglæde. Jeg oplevede på en særlig måde en taknemmelighed for den tid, vi udelukkende brugte sammen med dem. Hver dag fra kl.13-14.00 smørrede vi ærmerne op og tilskar træer, fjernede ukrudt, istandsatte blomsterbede og ryddede op på udendørs arealerne foran plejehjemmet. Ikke blot var vores hårde arbejdet påskønnet med ord og smil af de ortodokse familier og studerende der boede i parcelhusene omkring plejehjemme. Men både besøgende og personale blev inspireret til at elske sin “Nabo” i praksis.
57755C97-1341-4DCF-B37B-F74396CE4ACE
Anne-Line og Anne Sofie ligger vægten i, men Alexander saver for fuld kraft
“Men jeg (Jesus) siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer.” ‭‭Mattæusevangeliet‬ ‭5:44‬ Bob (projektetleder) og Jeg blev særlig overrasket over at se den positive udvikling vores handling og ord havde på pedellen: Madmed på plejehjemmet. Fra første dag virkede Madmed både isoleret og fjendtlig og ordet “tak” virkede ikke til at være en del af hans ordbog. Madmed endte hurtigt på den “sorte bønneliste” :P Udfordringen blev ikke mindre, efter at have savet med fuld kraft i lang tid med skiftevis to 30 år gamle, rustne save, hvor den ene klinge knækkede i forsøget. Madmed mente ikke at han kunne være mere til hjælp og slog blot ud med armene.  Efter aftale med Bob investerede jeg i en ny sav til projektet, da vores tålmodighed med Madmed var ved at briste. Hvis ikke lysten til at dræbe koldblodigt havde været der før, var lysten blot endnu større, da jeg næste dag stod med den nye sav i hånden. Verset ovenfor blev en meget konkret bøn og lærerig lektie for mig i forhold til Madmed. Jeg havde alt andet end kærlighed til denne mand, men Jesus inspirerede mig til at have tålmodighed. Denne samme eftermiddag, kom Madmed ud til Bob og jeg og sagde: “Thank you for what you do.” Jeg ville ønske, at jeg kunne have spolet tiden tilbage og om igen, og havde oplevet situationen om igen. Bob og jeg stod forbavset og med åben mund. Hvor at Gud berørte Bob og mit hjerte igennem Madmed’s ord, berørte Gud Madmed’s hjerte igennem vores handlinger.
31059EED-3649-4192-B282-81117686DBE4
Hele volontør teamet på plejehjemmet, med Hanna (øverst) og hendes børn gemt blandt nye venner
Jeg sidder stadig tilbage og mindes det dejlige syn af at se, hvordan børnene fra kvarteret indtog rutchebanen, efter at den blev skåret fri fra træerne og lyden af latter blev gradvis kraftigere og bredte sig som vinden i omgivelserne som dagene gik.  

Hvor meget må troen forme livet?

Hvor meget må troen være vejledende for de valg vi træffer i vores liv? På egne vegne – på vores families vegne – på vores børns vegne? I den gennemsnitlige danske udgave af protestantisk kristendom er troen ikke noget der former livet som sådan ret meget. Troen er noget der er indeni os – noget der er privat og som sjældent får konkret eller offentligt udtryk. Måske er det derfor rigtig mange danskere har det svært med omskæring. Fordi det kan forekomme så fremmed, og mærkeligt og ja, nærmest radikalt at nogen stadigvæk her i det moderne Danmark, vil tage konsekvenserne af det, de tror på. At troen og værdierne og den religiøse overbevisning får lov til og medbestemmelse over hvordan vi former vores liv. Men er det alligevel ikke sådan for de fleste af os? Religiøse eller ej – troende eller ej – at vores overbevisning og vores værdier er medbestemmende for de valg, vi træffer? Om vores børn sendes i den ene eller anden skole – som oftest står valget mellem folkeskolen eller en privatskole – bestemmes som oftest af værdier hos forældrene. Valg som træffes på baggrund af værdier, som får afgørende betydning for barnets fremtid. Eller hvad med opdragelsen i hverdagen som sådan? Valget af maden der serveres, huset der købes og reglerne for skærmforbruget. Naturligvis træffer vi alle sammen valg på baggrund af vores værdier. Værdier der som oftest har baggrund i den ene eller den anden overbevisning. Og prøv at forestille dig hvis du ikke længere kunne det. Hvis den frihed blev taget fra dig. Forestil dig, at du blev mistænkeliggjort, og at der blev stillet spørgsmålstegn ved, om du virkelig vil det bedste for dine børn og din familie ud fra de valg du træffer. Valg som du baserer på værdier, kultur og tro – eller manglen på samme. Frihed kommer i mange former og afskygninger. Der findes fysisk frihed – friheden til at bo i et land hvor man ikke forfølges eller smides i fængsel grundet tro eller politisk overbevisning. Friheden til at tænke frit. Men der er også en anden frihed, som vi ikke kan kræve, men kun give. Vi kunne kalde det åndsfrihed – en frihed til at være anderledes end flertallet – en frihed til at lade troen forme livet – en frihed til at lade tro og værdier få et konkret udtryk. Denne frihedskamp kæmpes ikke med våben og fysisk magt, men med nysgerrighed og generøsitet – den kæmpes ikke primært med jura og politiske indgreb, men med almindelig medmenneskelighed og respekt. For hinanden. For hinandens holdninger og overbevisninger og tro. Uanset afskygning. Religions- og åndsfrihed er noget, vi giver til hinanden. Ikke fordi vi skal, men fordi vi kan. Fordi det er sådan et samfund vi gerne vil leve i. Fordi Danmark ville være fattigere og mindre frit uden. (Bragt i Kristeligt Dagblad 9. maj 2017)

Gud havde andre planer

Løbeturerne hernede har næsten alle været efterfulgt af stilletid med bøn og bibellæsning. Dog udviklede bønnen sig d. 6. maj sig i en lidt anden retning end de tidligere. Tårerne begyndte at trille og fortsatte i et godt stykke tid. Ikke på grund af sorg, men af dyb taknemmelighed! For en lille måned siden hængte jeg et blank stykke A4 papir op over min seng og skrev øverst: Takkeliste – med den tanke, at jeg hver dag skulle skrive én ting, jeg havde at være taknemmelig for. Papiret er godt fyldt og er et synligt tegn for mig på Guds gode vilje og store kærlighed! Jeg er volontør i Immanuel Church i Tel Aviv, hvor jeg har været siden slutningen af februar. Det var dog overhovedet ikke planen fra staten af, da jeg ankom d. 13. februar til Israel. På daværende tidspunkt skulle jeg tilbringe de næste 3.5 måned i en kibbutz, men det skulle hurtigt vise sig, at Gud havde andre planer for mig. Hele processen er lang og indviklet helt at forklare og sætte ord på. Det blev da også nogle af de hårdeste dage i mit liv, som jeg måtte gå igennem. Det var underligt at føle sig så magtesløs og alene, men ikke tvivl overhovedet på, at Gud havde styr på det – og det havde han! I efteråret 2017 gik jeg på Børkop Højskole, hvilket er noget af det bedste jeg har gjort for mig selv. Det var 5 måneder, som har sat et uvurderligt præg på mit liv. I oktober drog vi til Israel på udlandstur. Det var min 3 gang i landet og jeg blev endnu engang mindet om, at Israel er noget helt særligt for mig og at jeg bare måtte tilbage. Hvad jeg ville lave, anede jeg ikke, men til Israel det ville jeg! Det blev d. 20. december og IMB var et overstået kapitel for mig. For nogle var det rart, for andre – mig – var det bogstaveligtalt uudholdeligt. Jeg var slet ikke færdig med at være der, og jeg tænkte på hvordan jeg kunne forlænge det, dog uden at tage endnu et ophold. Israel blev min plan, men jeg havde meget svært ved at finde ud af, hvad Gud præcis ville jeg skulle der. Oveni kom, at jeg skulle hjem til slut maj, så mange af de klassiske projekter, ville ikke være muligt for mig at tage på, da de krævede længere tid. Men der var en længsel om at komme “hjem til Israel”, og kibbutz blev min udvej. Jeg ankom sent til mit “kommende hjem”, en kibbutz i det nordlige Israel. Jeg var meget spændt på, hvor mange kristne der mon var der, om der var en kirke i nærheden og hvor ofte jeg ville kunne tage til Jerusalem og være en del af Den Danske Kirke. Det vidste sig dog at være utrolig naive tanker. Det var en gruppe på 40 volontører jeg mødte, der alle undtagen 4 var godt i gang med at fejre, at de skulle på tur dagen efter, og altså derfor ikke arbejde. Jeg vil ikke gå i detaljer, men det blev hurtigt klart for mig, at mine forventninger til miljøet og det sociale, hørte fortiden til. Jeg følte mig ikke tryg der og skrev, at jeg gerne ville til en anden kibbutz, i håb om at det blev bedre. Dagen efter ankom jeg til en anden, og stort set det samme gentog sig. Jeg følte mig utryg og fortvivlet! Min storesøster var en kæmpe støtte og bakkede mig op i, at jeg hellere måtte se at komme væk derfra. En lang besked blev sendt til David, præsten i Den Danske Kirke, og jeg blev taget imod med ÅBNE arme. Jeg kom til Jerusalem dagen efter og fik lov til at overnatte i MP´s lejlighed. Det kan være svært helt at sætte sig ind i hjemme fra Danmark, hvordan det føles, men jeg har aldrig følt mig så alene og utryg, og overnattede 6 forskellige steder på 7 dage. Israel var noget helt særligt for mig, og jeg følte virkelig Gud ønskede jeg skulle hertil. Jeg tog af sted, alene for første gang, og alt gik galt. Pludselig, havde jeg intet formål med at være her, kendte ikke rigtig nogen, følte jeg var til besvær for alle jeg kontaktede, der nu skulle hjælpe mig med at finde et sted at være – og som i alle film, når alt går skidt, så var det selvfølgelig nogle rigtig grå dage med regn. Men for at gøre det sidste ganske kort, så oplevede jeg velsignelser fra alle kanter. Mennesker der blev sendt til at hjælpe mig på de rigtige tidspunkter. Døre og øjne der blev åbnet, for det fantastiske kristne danske fællesskab der er her i Israel. Tilfældige bibelvers der blev til kæmpe trøst og hvor stærk Gud er i min magtesløshed. Joffihuset tog mig til sig og der overnattede jeg i en uges tid, imens jeg ventede på svar fra Immanuel Church, om de kunne bruge en volontør. Der var åbne arme fra da jeg trådte ind og kæmpe omsorg! Det var fantastisk at opleve, men samtidig var det nærmest for meget medgang der pludselig skete, til jeg selv kunne følge med og følte jeg kunne give igen! Jeg er i dyb taknemmelighed over alle de mennesker, der gjorde det muligt for mig, og specielt israelsmissionen, der tog mig til sig og muliggjorde, at jeg nu kan sidde og skrive dette fra mit HJEM i Tel Aviv. At blive en del af teamet i Tel Aviv har været en kæmpe velsignelse. Som med alt volontørarbejde, så tager det noget tid, inden man finder sin egen rolle, men når det så sker, så udløser det bare en kæmpe glæde. Mit arbejde her består i en masse forskellige opgaver, alt fra havearbejde, ture til Betlehem med PBS, Børnekirke, hjælp til gudstjenesterne, børnepasning, kirkens facebookside, og til at skabe relationer til menighedens medlemmer. Hver dag er en gave for mig og jeg forstår ikke helt hvor taknemmelig jeg skal være! Som i så mange andre tilfælde, er det altid efter lidt tid man opdager, hvad det egentligt var Gud havde i sinde. Det samme er tilfældet her – Før jeg tog på Børkop var min tro præget af, eller nærmere opbygget af, erfaringer og følelser. Jeg kunne ikke bruge Bibelen som “argument”, men mine erfaringer og følelser var nok for mig til at være overbevidst om Guds eksistens. Min tro udviklede sig imens jeg var der, og blev styrket ved nu også at kunne stole på Gud og tro på ham, ikke baseret på følelser, men Bibelens troværdighed. Jeg ved ikke om det var for at slå det fast for mig, at dette skulle ske, men det blev altafgørende for mig, da jeg tog fra kibbutzen og til Jerusalem, uden at vide hvad der skulle ske, at stole på Gud, selvom han føltes så utrolig fjern. Mit hjerte kunne ikke finde ham, men mit hoved var overbevist. Jeg kunne fortsætte et godt stykke endnu med udelukkende at skrive om, hvad Gud har lært mig og hvordan han virkelig er så meget større end jeg forstår. Han fortjener al æren! Jeg har fået forlænget mit visum 11 dage, så jeg kan komme med det fly jeg oprindeligt havde bestilt. Siden jeg fik det visum så er jeg begyndt at frygte dagen, jeg skal rejse hjem. Min hverdag lige nu, er fyldt med nogle fantastiske mennesker, som bare er til så stor inspiration og glæde for mig. Jeg er havnet det helt rigtige sted! Jeg ønsker ikke at give et dårligt billede af kibbutz-livet, jeg passede bare ikke ind, men er dybt taknemmelig for, at døren til Immanuel Church blev åbnet og blev dér, hvor jeg fik lov til at forlænge mit højskoleophold og opleve al “teorien i praksis”. //Stine Østerlund Ravn, Bar Hoffman 9, Tel Aviv

Broer bygges i ørkenen

Joakim Hjorth, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen, 4. maj 2018   Som de seneste ugers voldsomme sammenstød mellem den israelske hær og demonstranter i Gaza tydeligt har vist, er der en dyb kløft mellem jøder og palæstinensere. Men samtidig med at kløften virkede til at udvide sig, var en lille gruppe unge samlet i Jordans ørken, for at gå i den modsatte retning – for at bygge broer.  

Troen binder sammen

Den norske Israelsmission har i samarbejde med Musalaha, Det Palæstinensiske Bibelselskab og andre partnere i flere år arrangeret et forsoningsprogram, som har til formål at skabe forsoning og forståelse mellem jøder og palæstinensere, men også at inspirere til at lade Jesu forsoning på korset brede sig vandret i vores relationer og møder med mennesker udenfor den konkrete konflikt i Mellemøsten. Programmet hedder ”BridgeBuilders” (Brobyggere) og består af to forløb – et i Norge og et i Jordan – hvor deltagerne, der er unge palæstinensere, israelere og nordmænd, med en fælles tro på Jesus som Messias bliver ledt ind i et møde med hinanden, på tværs af konflikt, kultur og, for mange, mistillid.

Alle er på udebane

I april tilbragte gruppen fire dage i den jordanske ørken Wadi Rum under overskriften: ”Fra håbløshed til håb”. At samles i Jordan er afgørende for at skabe et neutralt rum for deltagerne, hvor ingen er på ”hjemmebane” og ørkenen er desuden et af de få steder i den moderne verden, hvor mobilsignaler, internet og andre distraktioner kan undgås. Deltagerne møder her udfordringerne ved at opholde sig i en ørken sammen og må overkomme dem i fællesskab. Ørkenen bliver samtidig et fristed for de unge, som ofte møder modstand og manglende forståelse for denne slags programmer fra hjemmefronten. Et fristed hvor de kan fokusere på hinanden og på ønsket om forsoning og fred.

Et håb i håbløsheden

Dagene var fyldt med bøn, lovsang, Guds ord, undervisning og diskussioner, men også sjove aktiviteter og gode samtaler. Undervisningen omhandlede temaer som magt, retfærdighed, modløshed og tilgivelse. Det er dog langt fra altid nemt at se sine egne og andres sår i øjnene. En norsk deltager fortæller: ”På et tidspunkt blev diskussionen så ophedet, at det virkede som om gruppen ville blive splittet. Men fordi der over tid er blevet etableret relationer og tillid, var det et trygt sted at tage de svære og udfordrende samtaler. Midt i de mest håbløse diskussioner blev det særligt vigtigt at minde om vort fælles håb – håbet i korsets forsoning.” Programmet præger deltagerne til konkrete forsoningshandlinger. En af deltagerne kunne fortælle om, hvordan hun har brugt det hun lærte om forsoning i sommers, da gruppen var samlet i Norge, i praksis. Efter opholdet følte hun, at Gud kaldte hende til at tage igen at tage kontakt til sin bedstefar. Det blev starten på en forsoningsproces. ”Det er inspirerende at høre om hvordan undervisningen fra BridgeBuilders er med til at forandre menneskers liv, og giver værktøjer til at håndtere livssituationer, også udover selve Israel-Palæstina konflikten” siger en af nordmændene bag programmet.

Forsoning er proces

Forsoning og tilgivelse er netop en proces. For mange af deltagerne er ”BridgeBuilders” starten på den proces. For at hjælpe deltagerne videre, blev der oprettet bedegrupper på tre og tre, efter ønske fra deltagerne. Hver gruppe består af en nordmand, en palæstinenser og en israeler. Det er en vigtig del af forsoningsprocessen at holde kontakten og ikke at isolere sig bagefter. Ikke mindst for, sammen med andre troende, at blive mindet om at i der er håb i det håbløse. Som en deltager udtrykker det: ”Bed om, at vi må kunne bære håb, heling, fred og forandring tilbage til vores fællesskaber.”     Denne artikel er lavet med inspiration fra en artikel udgivet af Den norske Israelsmission. Læs hele artiklen her: https://www.israelsmisjonen.no/artikkel/fra-haaploshet-til-haap-bridgebuilders-2018

Om at kende sin nabo

Som missionspiloter brugte vi tiden i sidste uge på at komme til en større forståelse af den konflikt, der foregår her i Israel. Vi forsøgte at sætte os ind i både jødernes såvel som palæstinensernes situation, og danne os et overblik over nogle af de begivenheder, der har været med til at påvirke konflikten. Efter 6 dages søgen på at finde hoved og hale i de mange modsatrettede opfattelser og fortællinger, kunne vi uden den store overaskelse konkludere, at det bestemt ikke er en simpel konflikt. Tværtimod. Men selvom vi kom til kort i forståelsen af konfliktens dybde og kompleksitet, stod det heldigvis ikke i vejen for, at sidste uge på mange måder var utroligt lærerig. Særligt vores møde med beboere på Vestbredden var noget, der gjorde indtryk. 4 ud af 6 dage var vi på Vestbredden, hvor vi bl.a. hjalp med at male og rydde op hos nogle mbb’ere (muslim background believers). Derudover var vi piger så heldige at få lov til at være med til et eftermiddagsarrangement for muslimske piger arrangeret af det palæstinensiske bibelselskab. Vi fik lov at møde mange forskellige mennesker, der hver især havde en unik fortælling. Fælles for dem alle var deres vilje og mod til at møde de mennesker, de var iblandt. De lever i et land med mure, fordomme, fjendebilleder, had og hævn, og hver dag kæmper de for at bryde med alt dette. 
Anne Sofie og Kristina vaskede og malede fronten på den lille butik, som Scarlett og hendes mand åbnede for få måneder siden.
Alexander og Anne-Line malede loftet i butikken – vi forsøgte ihvertfald?
Her er nogle af de søde piger, vi fik lov at møde til pigeklub i Jeriko.
Ét af de minder, der har brændt sig fast, er mødet med Scarlett. Hun bor sammen med sin mand og sine børn i et hus med en stor terrasse omgivet af en høj mur. Familien er den eneste kristne familie i kvarteret, men frem for at lukke sig inde bag de trygge mure, der omgiver det store hus, bruger Scarlett meget tid sammen med sine muslimske naboer. Hun snakker med dem, når hun møder dem på gaden, inviterer dem hjem til frokost og arrangerer sammenskudsgilde for kvinderne på vejen. Det er hendes måde at vidne om Jesus på. Det er tydeligt, at hun kender sine naboer og deres kultur, og at hun møder dem lige der, hvor de er. At kende sine naboer kræver, at man træder uden for sine trygge mure, og vælger at dele liv med dem. At man ryster sig fri af fordommene, og ser det menneske, der står foran én. Det gør Scarlett tydeligvis. “Israeler, araber, kristen, jøde eller muslim – i sidste ende er vi alle mennesker”, sagde hun selv så fint. Budskabet kan hurtigt komme til at lyde som en kliché, men når det kommer fra en kvinde, der er vokset op i et samfund med så stærke fordomme og fjendebilleder, sætter det tanker i gang hos en dansker som mig. For selvom det danske landskab ikke afbrydes af en 700 km lang betonmur, så findes der også mange mure i Danmark. Vi bygger bare med andre sten. Akkurat ligesom israelerne i starten af 00´erne begyndte at bygge den lange mur for at øge sikkerheden, så bygger vi hver især vores egne mure for at beskytte os selv. Sikkerhed og tryghed er i sig selv ganske gode mål, men mure har desværre også den ærgerlige effekt at afskærme og distancere os fra de mennesker, vi lever iblandt. Her har det for mig været stærkt at se, hvordan en kvinde som Scarlett bryder distancen, kigger over muren, og ser sin nabo på den anden side. I stedet for at isolere sig, inviterer hun sine naboer indenfor med et smil og et oprigtigt ønske om at dele liv med dem. Jeg ser frem til at komme hjem og gøre det samme overfor mine naboer.

Følg os
på facebook


Kommende
begivenheder


Tilmeld dig
Nyhedsbrevet


Israelsmissionen | TORVET | Katrinebjergvej 75 | 8200 Aarhus N | Tlf. 7190 1885 | kontor@israel.dk | Reg.nr. 0994 kontonr. 0003054500 | MobilePay 30503